Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale på 3F kongres i Aalborg den 26. september 2019

Det talte ord gælder

 

Kære kongres.

Danmark har fået en ny regering.

En regering, som vil sætte en ny retning.

Mere retfærdighed. Mere solidaritet. En grønnere fremtid.

Vi er i gang.

Jeg er helt utroligt glad for at være med hos jer i dag. Hvor Danmarks største fagforbund er samlet her i Aalborg. Jeg føler mig hjemme.

Og I er lige så gode til at klappe, som når Socialdemokratiet holder kongres i Aalborg.

3F repræsenterer mere end 270.000 medlemmer. Fra alle Danmarks vigtige brancher. Industri. Byggeri. Transport. Rengøring. Og meget, meget mere.

Uden 3F’s medlemmer ville Danmark gå i stå.

Og det er ikke en opfordring til strejke. Men en anerkendelse af hver eneste af jer. Hvert eneste af jeres medlemmer. Af jeres betydning.

For samfundsøkonomien.

Men også bredere.

For samfundsdebatten. For demokratiet.

For Danmark. For danskerne.

Og for en helt særlig dansker, som står mit hjerte nær.

Hvor tror I, at Arne er organiseret?

Det ved I selvfølgelig godt.

Arne er 3F’er.

Det var jer i 3F. Der rejste det vigtige spørgsmål. Om en ny ret til tidlig pension for dem, der er slidt ned.

Kan I huske interviewet?

Det interview, Fagbladet 3F lavede med Per, med mig – og med Kristian Thulesen Dahl?

Og kan I huske, hvilken betydning det fik?

Den borgerlige regering ville hæve pensionsalderen endnu mere. Den plan fik vi stoppet.

Det gjorde vi sammen.

Et nyt samarbejde i dansk politik – mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det fik vi startet.

Det klarede vi sammen.

Og vi skabte en helt ny politisk dagsorden. Om ret til tidlig pension for nedslidte, som har ydet deres tørn på arbejdsmarkedet.

Den dagsorden satte vi sammen.

Ja, ude på arbejdspladserne var det ikke en ny dagsorden. Dér vidste I godt, at der var et stort problem.

Hvis Socialdemokratiet og 3F står sammen, kan vi uendeligt meget. Nu skal vi igen vise, hvad vi kan.

Jeg er glad for klapsalverne, da jeg kom i dag. Jeg håber, I også vil klappe om tre år.

Det svære i politik er ikke at få ideerne. Det svære er at føre dem ud i livet.

Nu har vi muligheden for at vise. At sammenhængen også gælder den anden vej: Politik kan forandre Danmark.

Jeg fik lov at vælge sangen – Danmark for folket.

”Plads for os alle ved samfundets bord”. Det er med få, rammende ord, hvad politik handler om.

Historien er gået fremad, så flere og flere har fået plads i fællesskabet. Det er ikke sket af sig selv. Men fordi I har kæmpet. Vi har kæmpet.

Men historien kan også gå tilbage.

Anker indførte efterlønnen. Nu er den de facto ved at blive afskaffet.

Lad mig bare tage Arne igen.

I 1980 havde han sin første arbejdsdag som bryggeriarbejder. Det er 39 år siden.

Det er blevet til mange år med tunge løft og hårdt arbejde. Det slider.

Hvis ikke det var for efterlønsreformen, kunne Arne være gået på efterløn om et halvt år.

Nu skal han vente næsten tre år.

Det viser, hvad det handler om.

Mange mennesker – mange af jeres medlemmer – må stå op hver morgen. Og gå på arbejde hver dag. Med smerter.

Hold i ryggen. Dårligt knæ. Slidte skuldre.

Nu skal det ikke være historien om et Danmark, hvor alt er galt. Vi har et af de bedste arbejdsmarkeder. Socialt sikkerhedsnet. Ledigheden er lav. Det går godt for de fleste.

Men det må aldrig få os til at glemme dem, det ikke går godt for.

Jeg er stolt over at repræsentere en bevægelse, der ikke ved revolution. Men overenskomst for overenskomst. Lov for lov. Har flyttet Danmark gennem generationer.

Men der er stadig uretfærdigheder.

En ufaglært lever flere år kortere end en akademiker. Så uretfærdigt er vores samfund.

Og jeg forstår godt, hvis nogle 3F’erne oplever det som endnu en uretfærdighed. Når det velfærdssamfund, som de har betalt til – som I har betalt til – hele arbejdslivet. Ikke er der, når I har brug for det.

De, der har slidt gennem mange år, fortjener en værdig tilbagetrækning.

Der er meget, der overrasker mig i dansk politik – lige nu gør mange alt, hvad de kan, for at det ikke skal blive gennemført.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre en ret til tidlig pension for nedslidte, som har ydet deres tørn på arbejdsmarkedet.

Det bliver ikke nemt. Det bliver svært.

Og det vigtigste for mig er, at vi finder den rigtige model. En model, der holder. Jeg vil også inddrage jer i det arbejde.

 

* * *

 

Vi skal lægge byggestenene til et stærkere velfærdssamfund.

I Danmark går vi sammen om de store opgaver. Folkeskoler. Sygehuse. Ældrepleje. Børnehaver.

Danmark er også et land, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Hvor uligheden ikke er for stor.

Vi har tillid til andre mennesker. Solidaritet med hinanden.

Det er fundamentet under det land, vi har skabt – et af de rigeste og tryggeste i verden.

Men står solidariteten, retfærdigheden og tilliden stadig lige stærkt?

Nej.

Forskellene er blevet større. Uligheden steget.

Skandalerne i skat. Hvidvask i bankerne.

Når man spørger danskerne: Tror I, at jeres børn får en bedre fremtid end jer selv? Så er mange i tvivl.

Vi skal styrke tilliden og solidariteten.

Det vil tage tid. Men politik kan gøre en forskel. Og vi er i gang.

Økonomisk ansvarlighed er ikke det samme som arbejdsudbud.

Vi skal føre en økonomisk politik, hvor vi investerer i mennesker.

Første skridt er, at vi i dag har meldt ud, at vi vil afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelserne.

For vi skal da ikke spare på vores unge. De er fremtiden.

Og vi skal da heller ikke spare på voksen- og efteruddannelse til alle dem, der måske ikke fik så meget uddannelse, da de – og I – var unge. Derfor afskaffer vi selvfølgelig også omprioriteringsbidraget på AMU-centre og VUC’er.

Første skridt er at stoppe nedskæringerne. De næste skridt bliver at bygge uddannelser, skoler og kurser op igen.

 

* * *

 

Vi skal også bygge op igen – på klimaet. På det grønne.

I går kom jeg hjem fra FN-topmødet i New York. Her havde jeg den danske regerings ambition med: 70 procent reduktion i 2030.

I er allerede i gang.

Der går en lige linje fra det arbejde, I er en del af på Danmarks grønne produktionsarbejdspladser. Til den kæmpe respekt, Danmark nyder ude i verden.

Danske lønmodtagere og danske virksomheder fortjener en regering, der er lige så ambitiøs som jer.

 

* * *

 

Når vi bevæger os fremad, skal vi gøre det sammen.

”Plads for os alle ved samfundets bord.”

Vi har ikke bygget Danmark på ulighed eller grådighed.

Vi har bygget vores land på det modsatte.

Tillid. Fællesskab. Solidaritet.

Jeg vil sige tak til dig, Per, for det gode samarbejde.

Og jeg vil sige til jer alle sammen:

Jeg ved, at nogle af jer de næste 3-4 år vil synes, det går for langsomt. Men så længe, det er et spørgsmål om tid, så når vi det rigtige sted hen i fælleskab.

Jeg har stadig brug for jeres engagement.

Tak, fordi jeg måtte komme forbi på jeres sidste kongresdag. Tak for ordet!