Statsminister Mette Frederiksens tale til Folketingets afslutningsdebat den 21. maj 2025

Det talte ord gælder.

 

I dag vil jeg gerne starte på Bornholm.

 

Vores vidunderlige danske solskinsø. Lige midt i Østersøen.

 

Her har hjemmeværnet fået hænderne fulde.

 

Omkring 300 bornholmere er aktive i Hjemmeværnet. De hjælper Forsvaret, myndighederne og det lokale politi med katastrofeberedskab og krisehåndtering. Og truslen fra øst betyder, at nye opgaver er kommet til.

 

Der er kort og godt brug for flere kræfter.

 

Derfor sendte den øverstkommanderende for det bornholmske hjemmeværn et brev til alle, der tidligere har været aktive.

 

Vil man overveje at melde sig under fanerne igen?

 

Det var der heldigvis mange, der var parat til.

 

En af dem var en kvinde. På 81 år.

 

Født under Anden Verdenskrig. Opvokset under den kolde krig. Og nu igen klar til at yde sit for at beskytte fædrelandet.

 

Tænk jer. Mere end 80 år gammel. Ja, så tænker hun, at noget må jeg da kunne bidrage med.

 

Og ikke nok med det. Hendes mand på 87 år fulgte trop.

 

Det er så fint og så rørende.

 

Dén vilje til at gøre noget.

 

Det er, hvad vi danskere er gjort af. Og det er præcis det, vi har brug for nu.

 

Hjemmeværnet oplever i disse måneder den største stigning af frivillige i 40 år. Mere end 43.000 er nu frivillige.

 

I er klar til at beskytte NATO-infrastruktur i Danmark. Er klar, hvis stormfloden, terroren eller miljøkatastrofen rammer.

 

I hjælper til ved alverdens arrangementer, hvor vi andre hygger os og lever vores fredelige liv.

 

Og I står med maskingevær i Kosovo for at sikre stabiliteten på Balkan.

 

Tak til alle jer i Hjemmeværnet.

 

Og tak til alle jer andre, der er med til at forsvare og passe på det Danmark, vi elsker og holder af. I Beredskabet. Forsvaret. Og politiet.

 

Jer, der hjælper til ved Europas ydre grænser eller lige her, hvor vi står.

 

I er med til at føre Danmark sikkert gennem urolige tider.

 

* * *

 

Og urolige tider. Det må man sige, at det er.

 

De seneste måneder har Grønland og Danmark været udsat for et uacceptabelt pres fra vores nærmeste allierede gennem en menneskealder.

 

Krav om at overtage en del af Kongerigets territorium. Trusler om annektering – uden at ville afvise militær magt. Fra verdens mægtigste land. Som vi har set op til. Som har skabt fred og frihed. Og som altid har kunnet regne med os.

 

Hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at det skulle komme hertil?

 

Men vi bøjer os ikke. For sådan er vi ikke. Og sådan kan vi ikke lade verden udvikle sig.

 

Derfor står vi med rank ryg. Vi ved, hvad vi står for. Og det ved vores allierede også.

 

Danmark har været en god og trofast allieret for USA. Vores soldater har stået skulder ved skulder i krig for vores fælles værdier.

 

Hvis vi lader os splitte, går vi kun vores fjenders ærinde. Det vil jeg gøre, hvad jeg kan, for ikke sker.

 

Men den verdensorden, vi har bygget op sammen, er udfordret.

 

Fundamentale principper, som har bundet os sammen over Atlanten siden Anden Verdenskrig. Staternes suverænitet og territorial integritet. Respekten for et folks ret til at bestemme sin egen fremtid.

 

Så små lande ikke skal frygte store lande. Så magt ikke bliver ret.

 

* * * 

 

Kære grønlændere.

 

I har udvist en enorm styrke.

 

Midt i stormen har I stået fast. Ikke bare på, hvad der er ret og rimeligt. At ingen andre end jer selv skal definere jeres fremtid.

 

Men også på helt fundamentale værdier. Grænsernes ukrænkelighed. Demokrati og frihed.

 

Vi har fulgt og beundret jeres mod, som har givet genklang over hele kloden.

 

Jeg er stolt af, at vi – Grønland og Danmark – er lykkedes med at holde sammen. Og jeg er stolt af vores fælles vilje til at finde vejen frem.

 

Vi er rykket tættere sammen. Men vi må også erkende, at vi er i en ny tid. Som stiller krav til os hver især. Og til rigsfællesskabet.

 

Fra dansk side er vi klar til at skrue op for samarbejdet. Til at investere i Grønland og det grønlandske samfund. Det kunne være erhvervspolitisk og i kritisk infrastruktur.

 

Jeg anerkender og forstår til fulde jeres ønske om at kunne bygge et stærkt økonomisk fundament.

 

Vi vil arbejde videre med at få afdækket vores fælles historie. Og dens konsekvenser.

 

Og hvis I ønsker at revidere selvstyreloven. Så er vi også parat til det.

 

* * *

 

Kære færinger.

 

Det er kun ti dage siden, jeg besøgte jeres smukke øer. For fjerde gang som statsminister.

 

De seneste måneder har mest handlet om Grønland. Med god ret.

 

Men rigsfællesskabet består af tre lande.

 

I har en råstyrke og en stædighed, som jeg personligt godt kan lide.

 

En stærk vilje til at udvikle jeres samfund. På egne præmisser og efter egne traditioner. 

 

Et konkret eksempel er jeres ønske om færøsk medlemskab af WTO i eget navn.

 

Det har vi sammen rejst over for § 6-nævnet og sendt en fælles anmodning til Højesterets præsident. Det er første gang i hjemmestyrelovens nu 77-årige historie, vi har taget det skridt sammen. 

 

* * *

 

Vi er 179 medlemmer af Folketinget fra alle dele af Kongeriget.

 

Og vi er her af en eneste grund: Vi vil træffe beslutninger, der skaber bedre liv for de mennesker og det samfund, vi tjener.

 

Så hvad har en ulv, en ældrecheck, fertilitetsbehandling, kørekort til 17-årige og en kølehætte med hinanden at gøre?

 

Det lyder måske som starten på en lidt dårlig nordjysk vittighed.

 

Men det er noget helt andet. Det er fem konkrete eksempler på, hvad politik kan. Og hvad vi er her for.

 

* * *

 

Rundt om i Danmark har ulven skabt utryghed. Forståeligt nok.

 

Den strejfer omkring, hvor mennesker bor. Slår husdyr ihjel. Og flere steder har lokalbefolkningen bedt om hjælp.

 

Det får de nu. Vi gør det nemmere at regulere de ulve, der skaber problemer. Og i samarbejde med Vildtforvaltningsrådet og fåreavlerne styrker vi beskyttelsen af husdyr.

 

* * *

 

Alle kan mærke, at priserne i supermarkedet er steget. På nogle almindelige varer også voldsomt. Kaffen. Chokoladen. Kød og smør.

 

Vi har gjort meget for at få inflationen under kontrol. Det er den nu.

 

Men nogle priser er stadig høje. Derfor er det godt, vi har givet skattelettelser til enlige forsørgere.

 

Og det er godt, at folkepensionen er steget. Så en enlig pensionist nu får op mod 7.000 kr. mere om året. Og modtager du også ældrecheck, får du en stigning på op mod 13.000 kr.

 

* * *

 

Flere og flere unge danskere kæmper med ufrivillig barnløshed. Det er hårdt ikke at kunne få de børn, man ønsker. 

 

Derfor har vi udvidet fertilitetsbehandlingen. Med op til dobbelt så mange behandlingsforsøg til første barn. Og gratis hjælp til barn nummer 2. Så en lillebror eller lillesøster kan komme til verden.

 

Langt flere kan nu få hjælp til at skabe den familie, I drømmer om.

 

Og ventetiden på behandling? Den falder. 

 

* * *

 

Vi har besluttet, at 17-årige skal have lov til selv at køre bil i dagtimerne.

 

Og det kan jo give anledning til mange diskussioner.

 

Men hverdagen der, hvor der er højt til himlen og lidt længere til nærmeste nabo. Den skal hænge sammen.

 

Også for jer unge. I får nu lettere ved at komme til og fra skole, læreplads eller uddannelse.

 

* * *

 

Og så styrker vi behandlingen af kræft.

 

Hver tredje dansker bliver ramt af kræft, inden de fylder 75 år.

 

Og næsten os alle har haft den forbandende sygdom tæt inde på livet som pårørende.

 

Vi skal ikke mange år tilbage, før en kræftdiagnose nærmest per automatik var en dødsdom.

 

I dag overlever mange flere kræft. Og derfor skal vi sætte mere fokus på mén og på livet efter kræft.

 

Jeg kan huske fra min egen mor, hvor voldsomt det var, da håret forsvandt efter kemobehandlingen.

 

Om kort tid fremlægger regeringen Kræftplan 5. Hvor vi giver det hidtil største økonomiske løft til kræftområdet. Med skræddersyede behandlingsforløb. Mere fokus på senfølger. Mere forebyggelse.

 

Og så vil flere af de kvinder, der har brystkræft, få tilbudt en kølehætte, der kan mindske risikoen for at miste håret.

 

Vi skal tage os bedre af alle jer, der står midt i den opslidende kamp, en kræftsygdom er.

 

* * *

 

Alt det, jeg lige har nævnt, er eksempler på politiske beslutninger, der skaber konkrete forbedringer for mennesker.

 

Hvis ikke for dig, så måske for din familie, dine naboer eller dine bedste venner.

 

Jeg kunne også have nævnt de faste teams, vi udbreder i ældreplejen. Så vores ældre rent faktisk kender de mennesker, der kommer i deres hjem.

 

Eller juniormesterlæren til den skoletrætte teenager.

 

Eller den grønne trepart, der genopretter store dele af den danske natur.

 

Vi har afsat flere milliarder til vores sundhedsvæsen end nogen anden regering.

 

Og vi kan se, at det, vi gør, begynder at virke. 

 

Mange har nok glemt det. Men da regeringen trådte til, var noget af det første, vi gjorde, at iværksætte en akutplan for sundhedsvæsnet.

 

Og de mål, vi satte os – sammen med mange af partierne her i salen – ja, de er faktisk nået.

 

Ventetiden på somatisk behandling er faldet med 9 dage og er tilbage på niveauet inden corona.

 

Vi har givet et lønløft til mange offentligt ansatte.

 

Sygeplejersker vender tilbage til sygehusene.

 

Fødegangene har fået flere jordemødre.

 

Og der bliver uddannet flere social- og sundhedsmedarbejdere.

 

Betyder det, at vi er i mål?

 

Nej, selvfølgelig gør det ikke det.

 

Der er stadig rigtig meget, der kan blive bedre. Og skal blive bedre.

 

Ikke mindst i psykiatrien. Her har vi netop lavet en aftale om en samlet 10-årsplan. Der fuldender det økonomiske løft på 4,6 mia. kr. hvert år til psykiatrien. Vi er på vej.

 

Når vi om lidt tager hul på en af årets længste debatter. Så lad os have det i baghovedet:

 

Politik skal betyde noget.

 

* * *

 

Det gælder også de politiske beslutninger, vi træffer sammen i Europa.

 

I denne måned er det præcis 75 år siden, at en af de mest skelsættende begivenheder i nyere europæisk historie fandt sted.

 

Vi er i maj 1950.

 

Den spæde start af den Kolde Krig. Tyskland er delt i to. Kommunisterne har taget magten i Tjekkoslovakiet. Og Sovjet har netop udviklet sine første atomvåben.

 

De europæiske lande er i alarmberedskab. Mange frygter for en tredje verdenskrig.

 

I Paris går den franske udenrigsminister rundt om sig selv. Han har indkaldt til pressemøde. Og skrevet sin tale om ni gange.

 

”Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den,” starter han.

 

Og så fremlægger Schuman en idé, der skulle komme til at betyde meget mere, end han måske selv anede.

 

Han foreslår at samle den franske og tyske produktion af kul og stål ”under en øverste, fælles myndighed, en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa.”

 

Dengang en nærmest utænkelig vision. At lande, der havde bekriget hinanden i århundreder, nu skulle lægge våbnene og arbejde sammen.

 

11 måneder senere var Kul- og Stålunionen en realitet.

 

Og det, vi i dag kender som EU, født.

 

Et samarbejde om handel. Og velstand.

 

Men først og fremmest et samarbejde om fred.

 

* * *

 

Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at det europæiske samarbejde aldrig for alvor har været et hjertebarn for mange danskere.

 

Vi har slået os på kulturforskelle og langsommelige processer. Diskuteret krumme agurker og forbud mod plastiksugerør.

 

Været uenige i den alt for ukontrollerede indvandring. Og savnet forståelse for vigtigheden af et velorganiseret arbejdsmarked med ordentlige lønninger.

 

Men dårlige beslutninger kan laves om.

 

Og den gamle verden findes ikke mere.

 

Vi er i en ny tid.

 

Hvor Ruslands brutale angrebskrig i Ukraine raser med uformindsket styrke.

 

Hvor Pakistan og Indien – to naboer med atomvåben – er på kollisionskurs.

 

Hvor situationen i Gaza bliver mere og mere fortvivlende for hver dag, der går. Israel blokerer for nødhjælp og har intensiveret en landoperation. Og Gazas befolkning mangler desperat adgang til mad, vand og medicin.

 

Og en tid, hvor gamle allierede skaber tvivl om støtten til de idéer, der har samlet den frie verden i generationer.

 

Den verdensorden, som vores frihed, tryghed og velstand har hvilet på siden Anden Verdenskrig. Den er truet.

 

Og svaret. Det er på sin vis ret enkelt: Hold fast i demokratiet. Og vær villig til at kæmpe for det.

 

I et stærkt Danmark. Og et stærkt Europa.

 

* * *

 

”Nede i Europa har de fået en fiks idé,” sang Skousen og Ingemann i 70’erne.

 

Men Europa er her. Det er København. Det er Lemvig. Det er Nakskov.

 

Europa er ikke først og fremmest et sted.

 

Det er en idé. Værdier. En måde at anskue verden på.

 

Europa er de gamle grækere, der opfandt demokratiet.

 

Montesquieu, der skabte magtens tredeling.

 

Europa er oplysningstiden. Individets ret. Respekten for fællesskabet.

 

Troen på fremskridtet, videnskaben og fornuften.

 

At vi kan tænke, som vi vil. Tro, som vi vil. Tale, som vi vil.

 

At fundamentet for vores offentlige samtale er fakta, ikke følelser. Og at gud har vigepligt for demokratiet.

 

Det er den grundlæggende idé, som vores kontinent er bygget på, og som løber i blodet på alle europæere.

 

Europa er vores åndsliv.

 

Det er Mozart, Edith Piaf og Picasso. Det er Marie Curie. Kierkegaard. Marx. Darwin. Rousseau, Luther. Og Hannah Arendt.

 

Det er Václav Harvel, Stefan Zweig og Hartvig Frisch.

 

Det er Anne Frank, Den lille prins, Einstein, Astrid Lindgren, Thomas Mann, Tilværelsens ulidelige lethed, Tolkien og J. K. Rowling.

 

Det er Kafka, Ursula Von der Leyen, Jacques Delors, Newton og Inge Lehmann.

 

Det er Melodi Grand Prix. Og Champions League.

 

Det er feminismen, den fri abort og nationalstaten.

 

Europa er Churchill.

 

Europa er en mentalitet.

 

Det er tysk grundighed, sydeuropæisk charme, skandinavisk tillid, polsk realisme og vestjysk snusfornuft.

 

Europa er ukrainernes heltemod.

 

Europa er revolutioner, kriser og krige.

 

Og ja. Det er også bureaukrati, Brexit og svære kompromiser.

 

Men frem for alt er Europa et storslået, rigt og mangfoldigt fællesskab, der har formået at rejse sig igen og igen.

 

Europa er fugl Føniks, der basker asken af vingerne.

 

Nu ulmer det i verden omkring os igen.

 

* * *

 

Jeg elsker Danmark af hele mit hjerte.

 

Danmark, mit fædreland, som H. C. Andersen skrev det. Og jeg er så stolt over, hvad vi igennem generationer har bygget op.

 

Men jeg er også glødende europæer.

 

Kun med et stærkt Europa kan vi bevæge vores eget samfund fremad.

 

Og kun i en stærk alliance med vores naboer kan vi sikre vores frihed og sikkerhed.

 

Jeg oplever lige nu en handlekraft og et sammenhold, der gør mig optimistisk på Europas vegne.

 

Store lande som Tyskland, Frankrig, Polen og Italien tager lederskabet på sig. Storbritannien er tilbage ved bordet.

 

Det er tid til at genkalde os den franske udenrigsminister Schumans ord. Finde de skabende kræfter frem, der står mål med de farer, der truer os.

 

Om kort tid overtager Danmark formandskabet i EU. Her vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at bringe vores kontinent fremad.

 

Og gøre os så stærke, at vi både kan sikre vores egne befolkninger en lys og rig fremtid. Og afskrække enhver fjende fra at ødelægge vores samfund.

 

Det handler først og fremmest om, at vi skal kunne forsvare os selv. Afskrække Rusland fra at angribe endnu et europæisk land.

 

Derfor opruster vi.

 

Det er 80 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede.

 

I alle de år har vi danskere markeret befrielsen med smukke ord om frihed, heltemod og handlekraft.

 

Men netop i år handler det om meget mere end ord.

 

Danmark er et af de lande, der har støttet Ukraine allermest.

 

Og jeg er taknemmelig over danskernes opbakning til de historiske beslutninger, vi har truffet sammen her i Folketinget.

 

Krigen har aldrig kun handlet om Ukraine.

 

Putins imperiale drømme rækker langt, langt videre.

 

Og vi har ingen grund til at tro, at Rusland stopper ved Kyiv.

 

Rusland har omlagt deres økonomi til en egentlig krigsøkonomi, og ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste ser de sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig mod NATO.

 

Jeg stoler ikke på tyranner.

 

Lige så forkert det var at bøje sig for Hitler i 1930’erne, lige så forkert er det at bøje af i dag.

 

Det er op til Rusland at bevise, at de vil freden.

 

Ukraines fremtid skal sikres. Og vi skal opruste for at undgå, at Rusland udvider krigen til endnu flere lande i Europa.

 

* * *

 

Vi bruger i dag mere end dobbelt så mange penge på forsvar og sikkerhed, som da jeg tiltrådte som statsminister for snart seks år siden.

 

Det er nødvendigt for vores egen sikkerhed og for vores ansvar over for Ukraine og den alliance, vi er en del.

 

Men det handler også om noget mere grundlæggende.

 

Om hvilket land, vi vil være.

 

Et Danmark og et Europa, der ikke er villig til at forsvare sig selv. Hvad er det egentlig?

 

Hvor brutalt det end lyder, er det jo en form for ligegyldighed med os selv og vores egne. En relativering af vores land og vores kontinent.

 

Og hvordan kan vi forvente, at andre vil forsvare os, hvis vi ikke selv er parat til det?

 

Aldrig igen må dansk forsvar skæres så langt ned. Aldrig igen må vores vilje til at forsvare os selv erodere.

 

Vi skal genopbygge den europæiske forsvarsindustri. Sikre forsyningskæderne og fylde ammunitions- og våbenlagrene op.

 

Derfor har vi sat fart på genopbygningen af dansk forsvar.

 

Med ordene køb, køb, køb genopbygger vi vores kampkraft.

 

Vi opbygger en tung brigade, der skal kunne indgå i forsvaret af NATO’s østlige flanke.

 

Vi anskaffer langtrækkende droner og lufttankningsfly, så vi kan operere i NATO’s nordligste områder. 

 

Vi styrker forsvaret af Østersøen med infanteri på Bornholm.

 

Og anskaffer et kystmissilforsvar, der skal bidrage til sikkerheden i de danske farvande.

 

Flere værnepligtige til både forsvaret og beredskabet. En længere og mere operativ værnepligt. Som selvfølgelig er for både mænd og kvinder.

 

Vi påbegynder opbygningen af et jordbaseret luftforsvar.

 

Og så har vi en ambition om, at vi igen skal bygge militære skibe i Danmark.

 

Skibe til marinehjemmeværnet og beskyttelsen af vores havmiljø og undersøiske kritiske infrastruktur.

 

Og arktiske skibe til forsvaret i Nord. I et tæt samarbejde med vores NATO-allierede.

 

Om en måned er der topmøde i NATO. Inden da besluttes nye styrkemål. Delaftale 2 om Arktis og Nordatlanten skal på plads.

 

Med andre ord får vi brug for endnu flere penge til dansk forsvar.

 

* * *

 

Også på andre områder skal vi ruste os.

 

Vores erhvervsliv.

 

Takket være dygtige medarbejdere og modige erhvervsledere er Danmark et rigt eksportland.

 

Men konkurrencen er blevet hårdere. Markederne mere ustabile.

 

Vi må slå ring om Europas virksomheder. Gøre det lettere og billigere at drive virksomhed. Investere mere strategisk i fremtidens teknologier. Og gøre os uafhængige af lande, vi ikke deler værdier med.

 

Rusland er stadig den næststørste leverandør af gas til EU-landene.

 

Hver eneste øre, Rusland får fra os, er en hjælp til Putins krigsmaskine.

 

Derfor støtter vi energikommissær Dan Jørgensens forslag om et fuldt stop for import af russisk gas fra 2027.

 

I stedet skal vi bygge mere grøn energi.

 

Danmark er verdensmestre i vindkraft. 

 

Allerede i dag kommer over 50 procent af vores strøm fra vindmøller. Og over 80 procent af vores elproduktion kommer fra vedvarende energi.

 

Men selv verdensmestre kan blive forsinkede. Og selv verdensmestre kan have drømme om at blive endnu bedre.

 

Jeg er glad for, at vi nu er blevet enige om rammerne for nye udbud af tre havvindmølleparker. Der potentielt kan levere strøm til 3 millioner husstande. Og mere end fordoble den danske produktion af havvind.

 

Den strøm, vi ikke selv bruger, kan vi sælge til vores nabolande. Og dermed sikre ikke blot os selv, men Europa en grønnere og mere uafhængig fremtid.

 

Vi kender godt svarene på de udfordringer, vi står over for.

 

Men vi ved også, at intet af det bliver nemt.

 

I horisonten er der risiko for en endnu værre handelskrig med USA. Den er vi ved at forberede os på.

 

Dansk økonomi er bundsolid.

 

Vi har den højeste beskæftigelse nogensinde. Lav arbejdsløshed.

 

Vores økonomiske muskler er vokset. Og det økonomiske råderum forventes igen at blive større, end vi regnede med.

 

Ikke mindst fordi så mange går på arbejde hver dag og bidrager.

 

Men forude venter store regninger.

 

Til forsvar. Klimasikring. Beredskab. Og selvfølgelig velfærd.

 

Sidste år sikrede vi det største løft af den kommunale velfærd i mere end 15 år. Nu forhandler vi med kommunerne igen.

 

Et stærkt velfærdssamfund er vigtigt, uanset hvilken situation Danmark befinder sig i.

 

Selvom vi står stærkt. Og selvom vi står bedre end mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. Så kommer vi ikke uden om at skulle prioritere.

 

Balancerne er afgørende. For sammenhængskraften. For det Danmark, vi giver videre. Og for den hverdag, der leves nu og her.

 

* * *

 

Der er mange trusler udefra. Og der er desværre også trusler indefra.

 

Igennem en årrække har især den vestlige del af Europa gennemgået en voldsom forandring på udlændingeområdet. Indvandringen har i flere lande været alt for høj og ude af kontrol.

 

Og konsekvenserne meget, meget alvorlige. 

 

Mange, der er kommet hertil, klarer sig godt. Arbejder. Bidrager.

 

Men det mindretal, der ikke gør det. Som ikke er villig til at integrere sig og blive en del af vores samfund. Det er ødelæggende. 

 

Det er der, vi er.

 

Og rundt om i Europa ser vi resultatet. Kriminalitet. Utryghed. Parallelsamfund. Radikalisering. Terror.

 

Vi skal have styr på Europas ydre grænse. Og vi skal have realiseret vores forslag om centre uden for Europa. 

 

Vi kan ikke tage imod alle, der vil hertil. Det må og skal være en demokratisk beslutning, hvem der kommer ind i vores lande.

 

Og de, der kommer hertil, og som ikke overholder reglerne. De skal kunne udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet.

 

Den holdning stod Danmark i mange år alene med. Men nu grøder det i Europa.

 

Den stramme asylpolitik, Danmark fører, får nu opbakning fra et flertal af EU’s lande. Og flere af de initiativer, vi har presset på for, er nu ved at blive udmøntet i konkret lovgivning.

 

Samtidig mener jeg, at der er behov for et opgør med fortolkningen af de internationale konventioner. 

 

Konventionerne blev skabt for at beskytte det enkelte menneske mod overgreb og forfølgelse. Det bakker vi op om.

 

Men i dag kan man tænke, om det nærmest er blevet omvendt.

 

Konventionerne bliver i nogle tilfælde brugt til at beskytte de forkerte. Og vi har som land mistet muligheder for at sikre vores samfund og vores borgere mod dem, der vil os ondt.

 

Politik skal virke.

 

Vi skal have kontrollen tilbage. Det enkelte land skal have langt større rum til at udvise mennesker, der med al tydelighed har vist, at de ikke vil Danmark.

 

Vores samfunds tryghed og stabilitet må have højeste prioritet.

 

* * *

 

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor nogen vælger at rejse til Danmark for derefter at begå kriminalitet.

 

At man vil gøre mennesker ondt i det land, der tilbyder én husly og tryghed.

 

Kendsgerningen er, at der i dag er en kraftig overrepræsentation af mandlige indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i kriminalitetsstatistikkerne.

 

Bander. Kriminelle klaner.

 

Som terroriserer hele boligområder og skaber utryghed for helt almindelige mennesker.

 

Når vi er utrygge, mister alle os, der er lovlydige, en del af vores frihed.

 

Derfor har det været en kerneprioritet for mig, siden jeg blev statsminister i 2019, at der sættes hårdere og mere konsekvent ind over for kriminalitet.

 

Vi har allerede indført dobbeltstraf for bandekriminalitet.

 

Skærpet straffen for vanvidskørsel og ulovlig besiddelse af kniv.

 

Sat penge af til en styrket efterforskningsindsats.

 

Og fremlagt en tryghedspakke, hvor vi sætter hårdere ind over for dem, der skaber utryghed på s-togsstationer og i butikscentre.

 

Men selvom vi har gjort alt det. Så er det ikke nok.

 

Straffene for personfarlig kriminalitet er for korte. Alt for korte.

 

De mennesker, der begår afstumpede forbrydelser mod os andre, mod vores fællesskab, sidder for kort tid i fængsel.

 

Og begår de ny kriminalitet, er straffen for mild.

 

Derfor præsenterer regeringen om kort tid en strafreform. Hvor vi øger straffene for personfarlig kriminalitet markant.

 

Danmark er et af de tryggeste samfund i verden. Vi har grundlæggende tillid til hinanden. Kriminalitetsraten er lav.

 

Men der er områder, hvor det går den forkerte vej.

 

De seneste 10 år er antallet af anmeldelser om vold steget med over 40 procent.

 

Vi ser forfærdelige eksempler på umotiverede overfald. Og på voldtægter, som er ødelæggende for ofrenes liv.

 

Kriminelle skal i langt højere grad idømmes straffe, der afspejler forbrydelsens grovhed.

 

Derfor foreslår vi en fordobling af straffen for grov og særdeles grov vold.

 

Vi vil også skærpe straffene for overfalds- og gruppevoldtægter og simpel vold begået mod en partner eller børn.

 

Da jeg i sin tid begyndte at arbejde med retspolitik, var jeg præget af min barndom og ungdom i Aalborg. Jeg havde set bagsiden af samfundet. Set, hvordan en dårlig barndom og svigt kan føre meget elendighed med sig.

 

Jeg gik til opgaven med ønske om resocialisering og fokus på at få folk ud af kriminalitet.

 

Sådan har jeg det stadig.

 

Men tingene har forandret sig. Der er nu mennesker i vores samfund med en enorm voldsparathed. Som angriber i flok og bruger volden som dominans.

 

Her må vi være konsekvente. Straffe hårdere. Udvise kriminelle. Give politiet stadig flere muskler.

 

Men der er også andre, der begår kriminalitet. Som stadig kan reddes. Som taler andre sprog end voldens.

 

Derfor indeholder strafreformen også vigtige socialpolitiske mål.

 

Flere unge, der er villige til at vælge kriminaliteten fra, skal have bedre mulighed for en ny start. Dem vil vi skabe nye veje for.

 

Og den udsatte misbruger skal ses som netop det. Et menneske, vi andre skal hjælpe, frem for en kriminel.

 

Så vi skaber en reel mulighed for at kunne vælge fællesskabet til og vende tilbage til samfundet. Og så vi mindsker risikoen for ny kriminalitet.

 

* * *

 

Strafreformen kræver, at vi skaffer flere fængselspladser. Og ansætter mere personale.

 

For det bør aldrig være kapaciteten i det strafferetlige system, der afgør, hvilken retspolitik vi fører i Danmark. Det er det i dag.

 

Til alle jer, der arbejder i de danske fængsler og arresthuse.

 

Fængselsbetjente, lærere, socialrådgivere, værkmestre, jurister, rengøringsfolk og mange andre.

 

I yder en fuldstændig fantastisk og helt uundværlig indsats.

 

Jeg har igennem årene besøgt mange af jer. Min respekt er uden forbehold.

 

Jeres job er ikke nemt. Tværtimod. I fortjener et vedvarende fokus på jeres arbejdsvilkår.

 

Jeg er glad for, at I fængselsbetjente har fået løn under uddannelse og et lønløft.

 

Og vi er villige til at se på, om der er mere, vi kan gøre.

 

* * *

 

Vi afslutter i dag et folketingsår, der har budt på begivenheder, de færreste af os havde fantasi til at forestille os. 

 

Og hvor Kongeriget Danmark har været genstand for mere bevågenhed, end de fleste af os kunne ønske os.

 

Alligevel har vi formået at lave en lang række politiske aftaler, der sætter kursen mod et endnu tryggere og grønnere Danmark.

 

Vi har styrket vores velfærd. Og banet vejen for små og store fremskridt i danskernes hverdag.

 

9 ud 10 politiske aftaler er lavet med partier fra begge sider af den politiske midte.

 

Tak til Folketinget for at tage ansvar i en alvorlig og på alle måder uforudsigelig tid.

 

Vi skal ikke blot igennem svære tider. Vi skal styrket ud på den anden side.

 

Fra Gedser til Qaanaaq.

 

Bag Diskobugtens isbjerge.

 

Over korngule marker i Jylland, øerne og Bornholm.

 

Og til Holmen ved Mykines.

 

Det ved ægteparret fra Bornholm. Og det ved hver eneste af os, der sidder her i salen.

 

Og ingen opgave er vigtigere eller mere ærefuld end den, der først og fremmest påhviler os nu:

 

At passe på Kongeriget Danmark.