Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale til Folketingets afslutningsdebat den 31. maj 2023

Det talte ord gælder.

”Det har været en ære og en udfordring at lede en bred regering i det seneste folketingsår.

Vi har arbejdet hårdt for at samarbejde på tværs af partier og sikre en stærk og bæredygtig fremtid for Danmark.

Vi har taget skridt til at bekæmpe klimaforandringerne og sikre et mere retfærdigt og inkluderende samfund, hvor alle borgere har lige muligheder.

Vi har også arbejdet på at styrke vores sundheds- og socialsystem, så alle borgere kan få den hjælp, de har brug for.

Selvom vi har oplevet udfordringer og modstand undervejs, er jeg stolt af, hvad vi har opnået sammen i det seneste folketingsår.

Vi vil fortsætte med at samarbejde på tværs af partier og arbejde hårdt for at sikre en bedre fremtid for alle danskere.

Tak for jeres tillid og samarbejde i det seneste folketingsår. Vi ser frem til at fortsætte dette arbejde i fremtiden.”

* * *

Det, jeg lige har læst op her, er ikke skrevet af mig.

Eller noget andet menneske for den sags skyld.

Det er skrevet af en kunstig intelligens. ChatGPT.

Og selvom den måske ikke rammer helt plet. Hverken med detaljerne i regeringens arbejdsprogram. Eller antallet af punktummer.

Så er det både fascinerende og skræmmende, hvad den er i stand til.

På få sekunder kan den skrive en tale, løse en universitetsopgave, udarbejde en rapport. Med så stor overbevisning, at de færreste af os ville tro, at det var en robot – og ikke et menneske – der stod bag.

Kunstig intelligens er ikke længere fremtid.

Den er virkelighed.

Og den vil forandre vores samfund. I et omfang, som vi slet ikke forstår endnu.

* * *

Hvorfor starter jeg med det? I en tale, der skal samle op på det folketingsår, som vi i dag afslutter?

Det gør jeg, fordi jeg – i stedet for at se tilbage – vil bruge min taletid i dag til at se fremad.

I dag vil jeg henvende mig til alle unge i Danmark.

Det er jeres fremtid, som den her tale handler om.

En fremtid, der på flere måder adskiller sig markant fra jeres forældres og bedsteforældres.

Den kunstige intelligens, som brager frem, er bare et eksempel på de nye livsvilkår, som I går i møde.

* * *

Der er sagt mange ord om jer, der er unge i dag.

I er blevet kaldt skrøbelige. Snowflakes. Curlingbørn.

Intet af det er mit ærinde i dag.

I er en generation fuld af håb og drømme. Vilje til at forme jeres egne liv.

Og en generation, der er levende engageret i det samfund, der omgiver jer.

Det ser vi ikke kun i Danmark, men også på Færøerne og i Grønland.

I kunsten og kulturen. I klimakampen. Og kampen for global retfærdighed. Sætter I unge præg, der rækker langt ud over rigsfællesskabets grænser.

Med jer bærer I en stærk bevidsthed om, hvor I kommer fra. En stolthed over jeres rødder, jeres sprog.

Rodfæstede. Men med blikket rettet udad. Og opsatte på at skabe forandringer. Er I unge bannerførere for en ny måde at gå ud i verden på.

* * *

I unge vokser op i en tid, der syner mere usikker.

Med klimaforandringer. Økonomisk uro. Og nye skarpe modsætninger i verden mellem os, der vil demokrati og frihed, og dem, der vil det modsatte.

Krigen i Ukraine – et brutalt angreb på et fredeligt europæisk land – var et brud med alt det, vi troede var givet.

I dag ser vi, at fred og fremgang ikke er noget, der kommer af sig selv. Men noget, vi – vedvarende – må kæmpe for.

Danmark er et af de lande, der støtter Ukraine allermest set i forhold til vores størrelse. Det gør vi med en selvfølgelighed, der klæder vores land.

Vi gør det for at hjælpe soldaterne på slagmarken. Men også for at sikre danske børn og unge en fremtid med fred og frihed.

Udfordringerne er mange. Men der er også grund til håb:

Et vestligt sammenhold, der står stærkere end i mange år.

En robust dansk økonomi. Nye løsninger på klimaforandringerne.

Stærke danske værdier. Et levende fællesskab. En vidunderlig jordklode. Og dig midt i det hele.

Og lige rundt om hjørnet. En dansk sommer. Med festivaler. Og lyse nætter, hvor I forhåbentlig kommer til at feste, til solen står op.

Vi former selv vores fremtid. Og sammen kan vi gøre den grønnere. Lysere. Bedre.

Og hver og en af jer kan gøre en forskel. Hvis vi – og I – griber de muligheder, der åbner sig hver eneste dag i vores fantastiske lille land.

* * *

Og lad os starte der. Med mulighederne.

De kommende dage og uger vil tusindvis af glade unge strømme ud i gaderne.

Studenter med huer på hovedet. Faglærte med svendebreve i hånden.

Stolte forældre. Taler. Flag. Fester. Fællesskab.

En ny årgang klar til at indtage verden.

Uddannelse åbner dørene til fremtiden for hver enkelt af jer. Og gør vores samfund dygtigere og dygtigere for hver generation.

Netop derfor. Er det vores klare ambition at få endnu flere unge med i fællesskabet.

Jeg sagde for få sekunder siden, at Danmark er et land med mange muligheder.

Men hånden på hjertet, så ved jeg godt, at mulighederne er skævt fordelt.

Det er lettere at gribe livet, hvis barndommen har været god. Og mor og far bakker op.

Sådan er det desværre ikke for alle. Vi har stadig ikke et samfund, som reelt giver alle de samme muligheder.

Vi vil som regering gøre alt, hvad vi kan for, at I unge, der endnu ikke er i gang med uddannelse eller arbejde, får hjælp til at komme videre.

* * *

Skole og uddannelse er horisonter, der udvides.

Det er frihed. Ånd og dannelse. Viden, evner og kompetencer. Og jeres mulighed for at få et godt arbejdsliv.

I skal ud på et arbejdsmarked, hvor I først og fremmest er ventet med længsel.

Takket være den ansvarlige økonomiske politik, som skiftende regeringer har ført, er dansk økonomi i dag stærkere, end mange af os havde turdet håbe på.

Aldrig før har så mange danskere været i arbejde. Og der er efterspørgsel på endnu flere.

Men også et arbejdsmarked i hastig forandring.

Det bringer mig tilbage til den kunstige intelligens.

Det var en revolution, da en computer for knap 30 år siden for første gang besejrede mennesket i skak.

I dag har robotterne for længst overhalet os, når det handler om løse komplicerede opgaver, overskue kolossale mængder data og sætte viden i system.

Perspektiverne er svimlende.

Kunstig intelligens kan flytte os fremad på en lang række områder.

Hjælpe os med at kurere alvorlige sygdomme. Finde svar på de store samfundsudfordringer, vi står over for. Og udføre opgaver, så vi kan frigøre tid til andre og vigtigere ting.

Kunstig intelligens er en potent og kraftfuld teknologi.

Men den kan desværre også misbruges.

Til at skabe forvrængede virkeligheder. Uden demokratisk kontrol.

Allerede nu er det svært at vide, om en tekst, et billede eller en tale er rigtig eller falsk.

Og til misinformation og hadtale. Manipulation af den offentlige samtale. Stærke algoritmer, der skaber ekkokamre.

Børn, der får en ny kunstig ”ven” på telefonen. Som taler til jer, fører samtaler, opbygger tillid.

I sidste uge kom det frem – og man tror, at det er løgn – at den kan vejlede om selvskade. Det er over alle grænser for moral og etik.

I børn og unge skal ikke være forsøgskaniner i et eksperiment, som ingen af os kender konsekvenserne af.

Der er ikke tid til at være naive.

Vi skal have greb om udviklingen. Og finde svar på de dilemmaer, som teknologien stiller os over for:

Hvordan vi sikrer en ansvarlig brug af kunstig intelligens.

Hvordan vi beskytter vores data og personlige oplysninger.

Hvordan vi holder fast i en åben demokratisk debat.

Vi hverken kan eller skal bremse den digitale udvikling.

Men vi skal målrettet arbejde for, at teknologien bliver brugt til gavn for vores samfund, vores demokrati.

Her er vi bagud. Og det skal være vores løfte. Fra os voksne til jer børn og unge. Vi skal passe meget, meget bedre på jer. Regulere. Tage ansvaret på os.

* * *

For nogle uger siden besøgte jeg FGU Vestegnen i Hvidovre. Et uddannelsestilbud for unge, der er ved at finde deres vej i livet.

Her mødte jeg en dejlig flok unge mennesker.

Nogle af dem havde haft en svær start på livet. Mobning. Ordblindhed. Eller tunge sociale problemer.

Andre var skoletrætte efter mødet med en folkeskole, hvor timerne føltes for lange. Bøgerne for tykke.

På FGU havde de fået ny gejst og mod på tilværelsen.

Godt hjulpet på vej af dygtige lærere. Gode rammer. Havde de hver især taget magten om deres egen fremtid.

Dén tro på, at alle kan noget. Hvis I vil. Og gør jer umage. Den skal gennemsyre vores uddannelsessystem.

Derfor skal det også være slut med at sige til nogle af jer unge, at I ikke hører til på en uddannelse.

Det stempel, som mange unge tidligere har fået. Ikke-uddannelsesparat.

Jeg mener, at det er for hårdt. Og slet ikke konstruktivt.

Regeringen og et bredt politisk flertal har afskaffet uddannelsesparathedsvurderingerne.

Uanset hvilke bump, du har mødt i livet. Så skal du vide, at der altid er en vej fremad.

Som en af vor tids mest kendte sangere, Andreas Odbjerg, minder os om:

”Lyset vender tilbage. Og i morgen er der ogs’ en dag.”

* * *

Regeringen har sat et klart mål. At skabe et bedre uddannelsessystem.

Fra folkeskole over ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser til videregående uddannelser. Fra første skoledag til sidste arbejdsdag. Skal I møde et uddannelsessystem, der tror på hver enkelt af jer.

Både dig, der om lidt stiger om bord på studentervognen med huen på hovedet.

Dig, der snart står med svendebrevet i hånden.

Dig, der nyder at læse og fordybe dig.

Dig, der lærer bedst med værktøj i hænderne.

Dig, der gerne vil arbejde med mennesker.

Og dig, der endnu ikke helt ved, hvad du vil. Og som måske er gået lidt i stå.

Langt de fleste af jer vil opleve, at I skal uddanne jer løbende igennem livet.

Det behov vil kun vokse i takt med den teknologiske udvikling.

Derfor skal vi skabe et uddannelsessystem, der skaber bedre rammer for netop det.

Mere efter- og videreuddannelse. Større vekselvirkning mellem skolebænk og job. Og flere muligheder for at tage en ny vej senere i livet.

Vi er startet med kandidatuddannelserne.

Alle jer, der tager en lang videregående uddannelse. I er vigtige for vores erhvervsliv og for hele vores samfund.

Men mange af jer oplever, at I ikke får undervisning nok.

Derfor vil vi skabe nye kandidatuddannelser. Kortere. Men med mere undervisning og vejledning. Tættere kontakt til erhvervslivet.

Og med langt mere fleksibilitet. Så I kan prøve kræfter med arbejdslivet og vende tilbage til studierne efter nogle år.

I det kommende folketingsår tager vi fat på folkeskolen.

Når jeg taler med jer børn og unge, fortæller I næsten altid det samme:

Der er rigtig mange gode ting ved at gå i skole i Danmark.

I lærer at samarbejde. Tænke selv. Og skolen giver de fleste af jer mod på meget mere uddannelse bagefter.

Men der er også for meget larm. For meget skærm. Og for nogle er skoledagen blevet for boglig og teoretisk.

Vi vil skabe en folkeskole, der passer bedre til alle børn.

Du, der er skoletræt. Skal have bedre mulighed for at arbejde, samtidig med du går i skole. Det kan være et par dage på en virksomhed. Og så et par dage i skole.

Og du, der kæmper med at få bogstaverne til at give mening og regnestykkerne til at gå op. Skal have mere hjælp og støtte.

Undervisningen i dansk og matematik skal tættere på virkeligheden.

Der skal være mere tid til de praktiske og kreative fag.

Mindre tid på en stol bag en skærm.

Og mere ro i klassen.

* * *

For et par måneder siden mødte jeg Gry, der netop har bestået svendeprøven som murer på Herningsholms Erhvervsskole.

Hun har – som den første kvinde nogensinde – vundet DM i Skills. Ikke bare en gang. Men tre gange.

For nylig købte hun sig ind i sin fars murerfirma.

Og hun lyser af stolthed over sit fag.

Gry gav mig et råd med på vejen:

”Vi skal have fanget de unge allerede i folkeskolen. De skal vide, at der er et valg, der hedder, at du kan blive håndværker. Ud og have hænderne i noget mørtel og gribe skruemaskinen.”

Dén stolthed. Den glæde over at være dygtig til at bruge både sit hoved og sine hænder. Den skal mange flere børn og unge have mulighed for at opleve.

Hvorfor er det, at praktiske færdigheder ikke fylder mere i folkeskolens ældste klasser?

Jeg tror, at vi skal have højere ambitioner på håndværksfagenes vegne.

Vi skal give jer rigtigt værktøj i hænderne. Også i de store klasser. Så I kan bygge, skabe, konstruere noget vildere og større end den bordskåner og det fuglehus, som mange af jer har prøvet at lave i de små klasser.

Og lade jer opleve, at praksis og teori går hånd i hånd.

* * *

”Drømmen om den grønne omstilling kommer til at ende sine dage i deres kloge hoveder, hvis der ikke er dygtige faglærte til at kunne gøre dem til virkelighed.”

Sådan sagde formanden for Dansk El-Forbund Ungdom, Mathias Vinholt, da en gruppe erhvervsskoleelever sidste år demonstrerede i København.

Mathias har været med til at starte lærlingeoprøret.

En protest mod nedslidte undervisningslokaler på erhvervsuddannelserne. Gammelt værktøj og udstyr. Lærere, der ikke havde tid nok.

Og mod følelsen af at blive behandlet som andenrangsuddannelser, samtidig med, at manglen på faglært arbejdskraft bare vokser.

Mathias har ret.

I hvor mange år har vi politikere ikke talt og talt om nødvendigheden af at styrke erhvervsuddannelserne?

Men opgaven er ikke løst.

Der er gjort adskillige forsøg på reformer. Ændret på strukturer og optagemetoder.

Og jo, der er gode tegn.

Markant flere af eleverne på erhvervsuddannelserne får en læreplads.

Og langt de fleste faglærte kommer hurtigt i job, stifter egen virksomhed eller læser videre bagefter.

Det er fantastisk godt gået. Erhvervsuddannelserne er attraktive veje for rigtig mange unge.

Men der er stadig alt for få, der søger ind. Og for mange, der falder fra undervejs.

Regeringen ønsker en markant styrkelse af erhvervsuddannelserne. Så det bliver attraktivt for endnu flere af jer at tage en faglært uddannelse.

Det handler dels om økonomi. Derfor står erhvervsuddannelserne først, når der skal investeres i uddannelse.

Men det handler også om kultur. Opfattelsen af, at de praktiske uddannelser ikke er lige så fine eller vigtige som de boglige.

Intet kunne være mere forkert.

I, der vælger vejen som elektriker, operatør eller industritekniker. Det er jer, der skaber fundamentet for den grønne omstilling.

Derfor fortjener I langt mere respekt, end I får i dag.

Det samme gælder jer, der vælger de meningsfulde uddannelser i velfærden.

Alle jer, der drømmer om at have med mennesker at gøre. Pleje. Drage omsorg. Undervise.

Det er jer, der får vores samfund til at hænge sammen.

Det skal uddannelserne afspejle.

Vi har mere brug for jer end nogensinde før.

Hvert år tager tusindvis af danske studerende på de videregående uddannelser et semester ude i verden,

Tænk, hvis vi gav alle jer, der tager en erhvervsuddannelse, endnu bedre muligheder for at rejse til udlandet i en periode for at lære jeres fag.

Blive industritekniker i Australien. Tømrer i Norge. Mekaniker i USA.

Så I kan opleve verden. Få erfaringer med hjem. Og arbejde for en grøn fremtid både herhjemme og ude i verden.

* * *

Hvis den grønne omstilling af og til kan virke fjern og abstrakt. Så tænk på det her:

Når du, der er 18 år i dag, fylder 40. Så vil Danmark være helt klimaneutralt.

Dit hus vil blive opvarmet med bæredygtige energikilder.

Din nye bil vil køre på grøn strøm.

Når du skal lave aftensmad. Bliver det med fødevarer, der er produceret på en måde, som bedre skåner både klima og natur.

Alt det er vi i gang med at gøre til virkelighed. Takket være alle jer unge, der har skubbet på.

I er utålmodige på klodens vegne.

Og vi har travlt. Det ved vi godt.

Regeringen har sat nye klimamål. Men det vigtigste de kommende år. Det bliver at komme i mål.

Her skal vi i fællesskab være lige så utålmodige.

Vi har truffet beslutninger og fremlagt udspil, der indfrier 2025-målet. Og vi er næsten tre fjerdedele af vejen til 70 procent i 2030.

Men det er kun begyndelsen – i en meget stor forandring af vores samfund.

Jeg er ikke ude på at bilde jer ind, at det bliver nemt.

Tværtimod. Det bliver svært.

Prisen for den grønne omstilling må ikke ramme skævt. Hverken socialt. Eller geografisk.

Derfor skal vi finde balancen.

En af årsagerne til, at Danmark står så stærkt i dag. At vores økonomi vokser. At vi har høj beskæftigelse. Og at I unge nærmest ikke kender til ordet arbejdsløshed.

Det er, at Danmark har formået at kombinere ambitiøs grøn omstilling med økonomisk fremgang, arbejdspladser og sammenhængskraft.

Det er det, der kendetegner den danske grønne vej. Vi følges ad. Sætter ambitiøse mål. Og handler på dem.

Sidste år besluttede vi at gøre Danmark uafhængig af russisk gas. Tusindvis af danske familier er allerede i gang med at skifte gasfyret ud med fjernvarme eller varmepumper. Og mange andre er utålmodige for at komme i gang.

I marts blev den første CO2 lagret i dansk undergrund. En teknologi med et kæmpe globalt potentiale.

I april foreslog regeringen at skrue op for udbygningen af vedvarende energi. I går indgik vi en bred politisk aftale om danmarkshistoriens største udbud af havvindmølleparker. Som potentielt kan syvdoble den strøm, vi får fra havvind.

Og om bare to år. Vil den første grønne flyrute åbne i Danmark.

Hver eneste dag kommer vi et skridt nærmere den grønne fremtid. Som for bare få år siden virkede som en drøm.

Nu er det jeres fremtid. Og den er tæt på.

Vi skal videre med den grønne omstilling af landbruget. Til efteråret får vi eksperternes anbefalinger til en klimaafgift, der bliver et vigtigt bidrag til at nå de 70 procent.

Også den opgave skal vi gå til med optimisme.

Lad mig citere en ung landmand, som for nylig satte ord på sin vision for landbruget:

”Dybt inde i mig brænder der en flamme for at gøre noget og for at flytte noget. Både til gavn for Danmark og på sigt for resten af verden. Danmark har altid været et foregangsland, og det skal vi blive ved med.”

Danske landmænd er allerede blandt verdens bedste. I kølediske over hele verden ligger dansk smør, ost eller kød. Og vi eksporterer i stigende grad også plantebaserede produkter som bønner og ærter. Med vores danske kvalitetsstempel.

Den styrkeposition skal vi bygge videre på.

Dansk landbrug skal udvikles. Ikke afvikles. Det skal ske på en måde, hvor vi passer bedre på klima og natur.

* * *

Kampen mod klimaforandringerne handler ikke kun om stigende temperaturer.

Men også om sikkerhed.

Om retfærdighed.

Om at tænde et håb hos de milliarder af mennesker rundt om i verden, der er truet af stigende vandstande, tørke eller mangel på fødevarer.

Jeg er stolt af, at Danmark går forrest i den omstilling.

Ved at sætte barren højt. Ved at vise, at grøn omstilling går hånd i hånd med vækst, velfærd og arbejdspladser. Inspirerer vi andre til at følge med.

Det er aldrig for sent at gøre det rigtige.

Men vi skal skynde os. Det er vores generationskontrakt.

Den grønne omstilling er et konkret bevis på, at vi kollektivt kan opnå det, vi sætter os for.

Lad os tage den handlekraft med os videre.

Modet til at skabe forandringer. I vores samfund. Og i os selv.

* * *

Det leder mig videre til det sidste emne, jeg vil tale om i dag.

Nemlig spørgsmålet om livsmod. Og trivsel i bred forstand.

De fleste danske børn og unge har det godt.

Alligevel. Kender I sikkert alle sammen mindst en ven eller veninde. Der ikke trives. Som ikke har det godt.

Statistikkerne taler deres eget nedslående sprog.

Flere og flere børn og unge får en psykiatrisk diagnose.

Og alt for mange unge kæmper med ensomhed eller tunge tanker.

Ungdom. Ensomhed. De ord burde jo slet ikke høre sammen.

Den stigende mistrivsel er et hjerteskærende problem. Som vi har et fælles ansvar for at løse.

* * *

Noget handler om sundhedsvæsnet.

For I, der lider af en psykisk sygdom, skal have langt bedre hjælp end i dag.

Derfor vil regeringen gennemføre et historisk løft af psykiatrien.

Penge til flere sengepladser. Mere personale. Mere forskning. Bedre forebyggelse.

Vi er allerede i gang. Men vi skal gøre mere.

Ventetiderne skal ned.

Behandlingen skal styrkes. Det samme skal den opfølgende hjælp.

Mange unge har fortalt mig, at overgangen fra psykiatrien til uddannelse og job kan være svær.

Men det er jo mindst lige så vigtigt. At man kommer godt i gang med livet efter en indlæggelse.

Ingen af os kan leve uden indhold i hverdagen og gode fællesskaber.

Derfor tror jeg, at vi skal stile højt. Tænke forebyggelse, hjælp og behandling sammen med relationer, civilsamfund og livsmestring.

Et velfærdssamfund skal måles på, hvordan det tager sig af de mest sårbare.

Det gælder både i psykiatrien. Og i resten af sundhedsvæsnet.

Der er sket kolossale fremskridt i vores sundhedsvæsen de seneste 30 år.

Tænk – i dag overlever syv ud af ti kræftpatienter. For bare 20 år siden var det kun hver anden.

På under 30 år er antallet af danskere, der dør af en hjertekarsygdom, halveret.

Og I unge kan se frem til at blive ældre end nogen generationer før jer.

Sundhedsvæsnet har taget tigerspring fremad.

Det er godt. Men ikke godt nok.

Derfor vil regeringen de kommende år investere massivt i sundhed.

På den korte bane. Skal der gøres op med de store og helt uacceptable problemer, vi har været vidner til på kræftområdet den seneste tid.

Derfor har regeringen sat penge af til en både akut og langsigtet indsats for at styrke behandlingen af kræft.

For det står slet ikke til diskussion, at danskere, der rammes af kræft, skal have den behandling, de har brug for. Rettidigt.

Sundhedsvæsnet skal styrkes. Og de medarbejdere, der i dag løber alt for hurtigt, skal have flere kolleger.

På den længere bane. Skal vi se på, hvordan vores sundhedsvæsen er indrettet. Det skal gøres grundigt. Ordentligt. Gennemtænkt.

Målet er, at I unge kan gå et liv i møde. Hvor vi er i stand til at behandle eller kurere endnu flere alvorlige sygdomme. Hvor vi sætter tidligere ind.

Hvor vi får gjort op med den urimelige ulighed i sundhed, som stadig findes.

Og hvor vi også får slået fast. At retten til at bestemme over sin egen krop. Den er helt fundamental.

Derfor har regeringen netop foreslået at udvide retten til fri abort til jer, der er mellem 15 og 17 år.

I en verden, hvor piger og kvinders rettigheder mange steder bliver rullet tilbage. Har vi i Danmark muligheden for vise, at fremtiden formes, når vi bevæger os fremad.

At blive gravid tidligt i livet er svært. Det er det også at få foretaget en abort.

Men hold nu op, hvor har den fri abort reddet mange skæbner.

Mit bud er, at langt de fleste 15-17-årige, der måtte blive gravide mod deres vilje, vil dele det med deres familier.

Men hvad nu hvis man ikke har lyst til det? Ikke kan? Hvis familien vil bestemme? Hvad de selvfølgelig ikke skal. I et frit land.

Derfor udvider vi abortretten.

Det her handler også om at hjælpe nogle af de piger med indvandrerbaggrund, der slås med gamle familiestrukturer og undertrykkelse.

Ingen bør stå alene med det tunge valg, en abort er. Men den endelige beslutning – den hører til hos den enkelte pige eller kvinde. Ingen andre.

Det er et vigtigt skridt fremad. Som samtykkelovgivningen for få år siden også var.

Her har vi flyttet grænsen for, hvad et menneske skal finde sig i.

Det skal vi også gøre, når det kommer til vold.

I børn og unge er muligvis den mest lovlydige generation nogensinde.

Alligevel ser vi rå og hjerteløs vold. Hverdagschikane. Og alt for mange knivoverfald.

Den brutale brug af vold over for jævnaldrende er ikke alene forkert. Den er et angreb på andres menneskers tryghed og frihed.

Derfor vil vi gennemføre en strafreform. Straffen for personfarlig kriminalitet skal sættes op. Og vi skal sikre flere fængselspladser.

Vi må aldrig lade de få ødelægge det for de mange. Aldrig.

* * *

Vi skal skabe mere tryghed for alle børn og unge. Bedre hjælp til jer, der har det svært.

Men det kan ikke stå alene.

For problemerne med den stigende mistrivsel er ikke kun et spørgsmål om diagnoser og behandlingstilbud.

Jeg tror også, at det handler om noget i vores tid.

Som presser jer unge. Og som I – og vi – skal have bedre blik for.

En undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter VIVE viste for nylig, at hver fjerde ung mellem 11 og 19 år i løbet af en tilfældig uge slet ikke mødes fysisk med en ven.

Hver fjerde ung har altså udelukkende kontakt med vennerne online.

Blandt drengene er det en tredjedel!

Hvad gør det ved en ungdomsgeneration?

Og hvad gør det ved vores samfund?

Lad mig komme med en advarsel. Det, jeg siger nu, vil nok få mig til at lyde som en boomer i jeres ører.

Men jeg tror, at vi er nødt til at se på konsekvenserne af, at I lever større og større dele af jeres børne- og ungdomsliv på digitale platforme.

I er en generation, der aldrig har oplevet en verden uden internet.

Sandheden er nok, at det for de fleste af jer slet ikke giver mening at skelne mellem den fysiske og den digitale verden.

Og lige så sandt er det, at mange af jer har masser af gode oplevelser på de digitale platforme.

Men der er også store negative konsekvenser, som vi ikke længere må vende det blinde øje til.

På sin vis er det paradoksalt:

I unge er på mange måder mere sociale end nogen generation før jer. Konstant i kontakt med hinanden på et væld af platforme.

Alligevel er mange af jer ensomme.

Der er mere angst. Flere oplever depression. Diagnoserne eksploderer.

Jeg er ikke i tvivl: Selvfølgelig er der en sammenhæng mellem skærmen, de sociale medier og den stigende mistrivsel. At påstå andet er både naivt og at flygte fra ansvaret.

Jeg besøgte en folkeskole forleden dag. Her fortalte eleverne, at de bruger mere end halvdelen af deres vågne timer på skærm.

Så er der meget lidt tid til at være sammen med andre mennesker. Til at fordybe sig. Til at sove. Til at leve.

I min generations barndom i 70’erne og 80’erne røg lærerne cigaretter i klasseværelset og forældrene på forsædet af bilen.

Og var man træt på en køretur, lagde man sig på gulvet i bilen og sov. Uden sikkerhedssele.

Ingen forstår det i dag.

Jeg er alvorligt bange for, at I børn og unge, der vokser op i dag, vil se tilbage på jeres barndom og sige: Hvordan i alverden kunne I så ukritisk overlade os til skærmen?

Forklaringen er nok, at vi voksne stadig famler og ikke ved, hvad vi skal stille op. Og fordi vi selv er mindst lige så slemme.

Men når vi tilbringer time efter time bøjet over en skærm.

Er der så også noget, der går tabt?

Evnen til at aflæse hinanden? Møde hinanden – sådan rigtigt?

Og indgå i et fællesskab, der for alvor forpligter?

Misforstå mig ikke. Det her er ikke en kritik af os som individer. Slet ikke.

Det er en kritik af de tech-virksomheder, der er i gang med at lægge beslag på jeres barndom og ungdom.

Kyniske forretningsmodeller designet til at fange jer ind i en grænseløs verden af hurtige videoer, billeder og klik.

Den afhængighed, det skaber. Jagten på de næste 15 sekunders dopaminrus.

Kontrolleret af algoritmer, som ingen af os kan gennemskue.

Tech-giganterne tager jeres tid. De tager jeres data. Og måske tager de også jeres selvværd?

Den udfordring. Den skylder vi jer børn og unge at finde svar på.

Der er brug for, at vi tager ansvar. At vi tør regulere.

Og finder en vej, så vi får de skærme til fylde mindre. Både i skolen. Og i jeres fritid.

* * *

Vi hører ofte om forventningspres.

Det er blevet sagt – også her i salen – at vi som samfund stiller for store krav til jer unge.

Jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt.

Jeg er grundlæggende tilhænger af, at vi mennesker møder hinanden med forventninger.

At vi ikke er ligeglade med hinanden.

Og jeg tror på, at vi vokser som mennesker, når vi indgår i forpligtende fællesskaber. Hvor andre regner med os.

Men måske skal vi se på, hvad det er for forventninger, vi møder jer med.

Livet er ikke et projekt, der kan skemalægges.

Det er uforudsigeligt. Forunderligt. Fyldt med omveje.

Den lige vej er ikke altid den rigtige.

Det er ok ikke altid at have en plan.

Derfor tror jeg heller ikke, at det handler om at stille færre krav.

Men måske snarere – om at vise jer unge større tillid.

Ruste jer til at mestre livet. Også når det byder på modgang, tvivl og stort besvær.

I kan mere, end I selv tror.

Gå ud i livet. Gør jer umage. Søg fællesskabet. Hjælp hinanden.

Og frem for alt: Mist aldrig troen, at I har så meget godt i vente.

* * *

Kære unge.

I har nok ikke altid kunnet spejle jer i den debat, vi politikere har med hinanden her i salen.

I har ønsket et opgør med polarisering og hårde ord. En ny politisk kultur.

Vi er på vej.

For første gang i årtier afslutter vi folketingsåret med en bred regering.

Det politiske samarbejde er sat på ny formel.

Med en klar ambition om at skabe forandringer, der rækker ud over vores egen tid.

De kommende år vil vi gennemføre reformer. Så vi kan styrke vores velfærd og sætte den fri.

Investere milliarder i sundhed, i uddannelse, i grøn omstilling og i forsvar og sikkerhed.

Og efterlade et Danmark til jer unge, som er endnu stærkere. Endnu grønnere. Endnu tryggere. Endnu friere.

Jeg tror, at I på mange måder er den mest reflekterede generation nogensinde.

I har klare værdier. Udsyn. Integritet. Mod til at sige fra, når noget overskrider jeres grænser.

I viser den nødvendige vej frem i kampen mod sexisme og magtmisbrug.

Og den følsomhed, I bærer med jer. Kan blive jeres største styrke.

Vi kender ikke alle svarene endnu. Men én ting er sikkert.

Vi har brug for jer.

Drømmene maler virkeligheden.

Og i morgen er der ogs’ en dag.