Tale

Statsminister Mette Frederiksens tale ved Folketingets åbning den 6. oktober 2026

Det talte ord gælder.

Deres Majestæter.

Deres Kongelige Højhed.

Folketingets formand.

Færøernes lagmand. Formanden for Naalakkersuisut.

Kære alle jer, der ser med hjemmefra. 

Og jer, der er her i salen. 

* * *

I dag åbner vi Folketinget.

I det lille land i det store rige. 

Et land, vi har bygget sammen, og som vi er fælles om – i en verden, der bliver stadig mere urolig og farlig. 

Jeg vil tale om danskernes hverdag. Om økonomi og tryghed. 

Jeg vil tale om et Rusland, der truer os. 

Jeg vil tale om landdistrikterne. Om byerne. Og om alt det midt imellem. 

Jeg vil appellere til samarbejde og tillid. 

At vi holder fast i det, vi har sammen som danskere. 

Og samtidig insisterer på forandring, udvikling og fremgang. 

Vi starter i Aarestrup.

En lille by i det smukke Himmerland. En halv times kørsel fra min farmor og farfars elskede Bælum. 

Her bor kun 208 indbyggere.

Men der er både friskole. Naturbørnehave. Og forsamlingshus.

For nogle år siden løb man dog ind i et problem.

Der manglede faciliteter til byens foreningsliv. Rammerne var blevet for små. For utidssvarende.

En gruppe ildsjæle fra byen gik sammen. Med den plan, at man ville opføre en ny multihal. 

Den er dyr, sådan en multihal. Især i en by med kun 208 indbyggere. 

Der blev søgt fonde og tegnet skitser. 

Der blev solgt bambusstrømper og toiletpapir. 

Udbudt folkeaktier og sponsorskilte. 

Samlet pant og arrangeret støttedage. 

Ja, efterhånden var vel hele den lille by engageret. 

Otte år tog arbejdet. Og undervejs var de millimeter fra at give op.

Men det gjorde de ikke.

Og i sommer kunne de invitere til åbent hus.

Med fodboldturnering, cykelringridning, kæpheste og pedaltraktortræk.

En funklende ny multihal.

Som kan bruges til gymnastik. Motionsboksning. Jumping trampolin fitness. Og ja – også pickleball. Og meget, meget mere.

Som en af de lokale udtrykker det:

”Det er det bedste, der kan ske for vores by”.

* * *

Dén historie.

Den siger først og fremmest noget om Aarestrup. 

En lillebitte landsby. Der gennem otte års hårdt arbejde lykkes med noget, som nærmest virkede umuligt. 

Men den siger også noget om os som land. Om en stædighed, der løber igennem vores historie.

Da vores tip-tip-oldeforældre mistede 40 procent af Danmark i 1864, gik de i gang med at opdyrke heden.

De gødede, pløjede og drænede jorden. Opsatte læhegn. Fjernede lyng. Gravede grøfter. Anlagde veje. 

Forvandlede tør, sandet, næringsfattig jord til landbrugsjord. 

Godt 100 år senere udnyttede vores forældre og bedsteforældre en global energikrise til at udvikle vindmølleindustrien. 

En af de første møller blev skabt af en tømrer, der satte den op i sin baghave lidt uden for Herning. 

I dag arbejder der tusindvis i vindmøllebranchen i Danmark. 

Og Danmark har en myriade af store, mellemstore og små virksomheder, som lever af at producere grøn teknologi. 

På Als produceres termostater. I Bjerringbro energieffektive pumper. I Kalundborg enzymer til biobrændsel.

Vindenergi dækker over halvdelen af Danmarks samlede elforbrug.

Det er godt for klimaet. For vores sikkerhed. For vores konkurrencekraft. Og det er godt for pengepungen. 

For selvom de stigende priser på olie også rammer her. Og rammer nogle hårdt. Så er vi et af de lande, der er mindre sårbare – fordi vi i tide gik i gang med den grønne omstilling og elektrificeringen af Danmark.

* * *

Danmark er et land bygget på trods. 

Skubbet frem af driftige mænd og kvinder. Der mødte modstand. Og masser af den. Men som tænkte: Det skal være løgn! 

Mange her i salen kan nok huske, da Lindøværftet lukkede.

Det sendte chokbølger igennem vores land.

Familier, som havde arbejdet der i generationer. Som havde mødt hinanden på værftet. Som var flyttet ind i de gule rækkehuse i Munkebo, netop opført til dem. Som havde stiftet familie. Min onkel, Kai Erik, var én af dem. 

Men med ét stod de til at miste deres eksistensgrundlag. 

Knust i den globale konkurrence.

Fordi man dengang troede, alt skulle produceres så billigt som muligt. Så langt væk som muligt. Vi er siden blevet klogere. 

Men fynboerne?

De gav ikke op. Det gjorde fagforeningerne og virksomhederne heller ikke. 

Det gamle skibsværft blev ombygget til industripark for vindmølleindustrien. Medarbejderne tog efteruddannelse. Fik papir på alt det, de kunne. 

Og i dag arbejder der lige så mange på Lindø, som da værftet lukkede.

Samme historie kan fortælles om mange andre virksomheder og fag. 

Min far var typograf. Først kom computeren. Senere blev mange opgaver flyttet til Asien. 

Men typograferne blev omskolet og videreuddannet. Og fandt nye arbejdspladser. 

Og de senere år har beskæftigelsen sat den ene rekord efter den anden.

Fordi vi i Danmark ikke lader nogen eller noget i stikken. 

Det gør mig stolt. 

Ligesom det gør mig stolt, at du er her på tilhørerpladserne i dag, far.

Ramt af kræft. Svækket af behandlingen. 

Alligevel tog du toget klokken 7 i morges hjemme fra Aalborg. 

Fordi du er min far, og fordi jeg er din datter. Tak. 

På den måde er du også billedet på Danmark. 

Født lige efter krigen. Af to ufaglærte forældre. 

Du fik en faglært uddannelse. 

Du har knoklet og været med til at bygge det moderne Danmark. 

Du har været tillidsmand på avisen. Lært mig det vigtigste i livet. 

Og i dag viser du, at ingen skal give op. Og at der faktisk ikke er langt fra Nordjylland til København.  

* * *

Aarestrup. Lindø. Og min egen barndomsby, Aalborg. 

Det er alle eksempler på, hvor meget vi kan i det her lille vidunderlige land. Når vi sætter os noget for. Og går sammen om at få det til at ske.

I dag står vi midt i en ny omstilling.

Vores landbrug.

Som i generationer har beskæftiget tusindvis af danskere. 

Som har givet os mad på bordet. 

Danmark har stærke landbrugstraditioner.

Og jeg nærer en næsegrus beundring for de mange landmænd, der arbejder hårdt. Blandt andet med at nedbringe miljøbelastningen. Investerer i ny teknologi, som reducerer klimaaftrykket.

Mange af jer er ildsjæle. Som har lagt hele jeres liv i jeres erhverv. Og vi kan slet ikke undvære jer.

Men at sikre vores drikkevand for fremtidige generationer. 

At behandle grisene bedre. 

Og sætte ind mod den massive kvælstofforurening, der lige nu ødelægger livet i vores fjorde og indre farvande.

Det er opgaver, vi skal løse sammen. 

Nu gør vi det, der burde være gjort for længst.

For der er noget galt, når der er rester af pesticider i mere end halvdelen af de undersøgte drikkevandsboringer.

Der er noget galt, når der hver dag dør omkring 25.000 pattegrise.   

Og der er noget galt, når vores fjorde er fyldt med fedtemøg. 

Derfor gennemfører vi et nationalt sprøjteforbud. 

Derfor gennemfører vi en akutplan for bedre dyrevelfærd med flere og mere grundige kontroller og hårdere konsekvenser.

Og det er kun første skridt.

Grise skal have krølle på halen, ekstremavl skal forbydes, fiksering udfases, og der skal være mere plads og mere rodemateriale.

Kan vi gøre alt det – samtidig med, at vi udvikler dansk landbrug? 

Det vil regeringen insistere på. 

Velvidende, at det selvfølgelig ikke bliver nemt.

Det var det heller ikke at indgå den grønne trepart.

Og det bliver den nye grisefirepart heller ikke.

Men vi skal finde vores vej gennem det. Sammen. For landdistrikternes skyld. For landbrugets skyld. Og for vores børn og børnebørns skyld. 

* * *

For Danmark er et lille land. 

Tænk, at vi bor i et land, hvor der højst er 50 km til havet – uanset hvor man er. Og at ingen har mere end 3 km til den nærmeste nabo.

Alligevel er der verdener til forskel på de liv, vi lever – og de bekymringer, vi har.

Bor man i en lille landsby, er det måske ikke gratis skolemad, der er det vigtigste i verden. 

For her er spørgsmålet nogle steder, om skolen overhovedet er der næste år.

Ligesom det nok heller ikke er en forsinket bus, der fylder allermest. Men snarere, om der i det hele taget ér en bus.

Det kan nogle gange føles som om, at fremtiden har et skær af uundgåelighed over sig. 

At det er forudbestemt, at købmanden lukker. Skolerne bliver færre. Eller busruten nedlægges.

Men det hverken kan eller skal vi acceptere.

Det skal være muligt at bo og leve overalt i Danmark.

Når du ringer til lægen, skal der være en, der tager telefonen.

Der skal være gode daginstitutioner, skoler og fritidstilbud til dine børn.

Og der skal være uddannelser til de unge. 

Selvfølgelig har de store byer flere tilbud end de mindre. Og selvfølgelig er der længere til alting på landet. 

Men det må aldrig være postnummeret, der bestemmer kvaliteten af velfærdssamfundet. 

Og hvis vi mister blikket for hinanden. Så mister vi det, der holder os sammen som land.

I andre lande har vi set konsekvenserne, når et land knækker over på midten. 

Det må ikke ske her. 

Vi har et valg.

Vi kan give op. Lade falde, hvad ej kan stå.

Eller vi kan sætte ind og kæmpe for alt det, vi elsker ved Danmark.

Derfor foreslår regeringen i dag en helt ny tilgang.

Hvor vi ruller en rød løber ud for den lokale virkelyst.

Og giver langt mere handlerum til de kommuner, der forsøger at vende udviklingen.

Men som oplever, at regler og lovgivning bremser alt for meget.

Det skal være slut nu.

Hvis der i en kommunalbestyrelse er et stort ønske om at gennemføre politik, der kan skabe aktiviteter og arbejdspladser lokalt.  

Så skal svaret fra staten ikke bare være et nej.

Selvfølgelig skal der fortsat tages hensyn til natur og naboer.

Men fremover skal svaret i langt højere grad være: Hvordan får vi det til at ske?

Hvad betyder det så konkret?

Jo. I Rødby vil de bygge en industripark. Så der kan komme flere arbejdspladser til byen.

I Lemvig ønsker man at opføre en rejefabrik. Og i Nysted ønsker de lokale at udvide en sauna.

I Holbæk vil man bygge boliger på Tuse Næs.

Og i Guldborgsund en energipark, som lokalsamfund og kommunalbestyrelse allerede bakker op om.

Andre steder kan det være en gennemgribende byfornyelse. Hvor vi udvælger nogle områder, hvor vi virkelig skaber forandring.

Med levende bymidter. Butikker. Boliger. Lokale mødesteder. Ny energi til smukke gamle købstæder og provinsbyer.

Og alt det her. Det skal selvfølgelig ikke kun gælde de konkrete eksempler, jeg nu har nævnt.

Hvis I sidder i en kommunalbestyrelse. I et område af Danmark, hvor der er brug for at prøve noget nyt eller gøre noget anderledes. Og hvor I oplever, at staten har spændt ben.

Så lad os få jeres forslag på bordet. Så vi sammen kan få det til at lykkes.

Nogle gange vil det kræve, at vi ændrer lovgivningen. Så foreslår vi Folketinget at gøre det.

Andre gange vil det kræve, at vi fjerner unødvendigt bøvl og bureaukrati. Så gør vi det.

Og nogle steder vil det kræve økonomi.

Som i Skive, hvor vi nu giver læreruddannelsen en permanent bevilling. Fordi vi vitterlig vil have uddannelser i hele landet.

Vi etablerer den røde løber – et hovedsæde for lokal udvikling – i Nykøbing Falster. Med reference til by-, land- og transportministeren.

Den nye kontrolenhed for dyrevelfærd placeres i Vejen.

Og når vi skal gennemføre en ny udligningsreform.

Er målet blandt andet at give mere lige muligheder for at levere velfærd til børn og ældre i hele landet – også hvor der er længst mellem husene.

At vores dejlige ældre mennesker på Langeland nu tilsyneladende kun skal have gjort rent hver fjerde uge, er ganske enkelt ikke godt nok.

Vi har gjort meget. Nu gør vi endnu mere.

Samtidig med at vi husker, at enhver mønt har to sider.

Det er ikke alt, der er godt i Danmark. Men det er godt nok heller ikke dårligt det hele.

Der er mange unge, der gerne vil være landmænd.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der lige nu flere, der flytter til end fra.

I Thisted har surferne og hele miljøet omkring Cold Hawaii været med til at vende udviklingen.

Og på det allerøstligste Møn holder en lille lokal gin-bar åben hele året rundt.

Det er det Danmark, vi elsker.

Levende landdistrikter. Stærke provinsbyer.

Og Kongens København. Vores hovedstad. Elsket og eftertragtet.

* * *

Det kan være svært at forestille sig i dag.

Men indtil 90’erne var København en by, man flyttede fra og ikke til.

Fattig og udslidt.

Med små lejligheder. Toilet på trappen og bad i kælderen. Fugt, skimmel og mørke baggårde.

De, der havde råd, flyttede ud. De, der ikke havde, blev tilbage.

Mellem 1950 og 1990 faldt Københavns indbyggertal med 40 procent.

Det var dengang, man jokede med, at hvis man ville finde en jyde i København, så skulle man gå ind i et stort firma og spørge efter chefen.

Men så gik staten og kommunen sammen. Satte gang i en kolossal byfornyelse. Rev ned, renoverede, byggede nyt.

Byen åbnede sig, blev lysere, sundere, grønnere.

I dag vrimler det med jyder i København.

Og turister fra hele verden flokkes om hovedstaden.

Her koster en kop kaffe rask væk 50 kroner. Det i sig selv siger alt om Københavns udvikling – på godt og på ondt.

For i dag er det helt andre problemer, folk i storbyen slås med.

Der er brug for flere boliger, der er til at betale med en almindelig løn.

Så pædagoger, sygeplejersker og politibetjente har råd til at bo i den by, de arbejder i.

Derfor vil regeringen arbejde for en ny type velfærdsbolig.

Hvor kommuner og regioner skal have bedre muligheder for at tilbyde offentligt støttede tjenesteboliger til udvalgte medarbejdergrupper.

Mange andre initiativer er på vej.

Vi sætter ind mod ulovlig korttidsudlejning og skyggehoteller.

Styrker mulighederne for huslejetilskud og boligstøtte på kollegier.

Gør det nemmere at omdanne erhvervslokaler til boliger.

Og nemmere at bygge både ejerboliger og almene boliger.

De små og midlertidige boliger, som mange studerende bor i. Dem skal vi have flere af.

* * *

Og uanset hvor man bor, eller hvordan man bor. Så skal man kunne være tryg.

For selvom vi på nogle områder har faldende kriminalitet.

Så har volden og dominanskulturen ødelagt alt for meget – for alt for mange.

Derfor sætter vi nu hårdt mod hårdt.

Folketinget har netop vedtaget en udvisningsreform. Kriminelle udlændinge har intet at gøre her i Danmark.

Og nye stramninger er allerede på vej.

Skærpede straffe for kriminelle, der begår dødsvold. Og tidligere er dømt for personfarlig kriminalitet.

Bryder man et tryghedsskabende opholdsforbud. Så vil man ikke længere slippe med en bøde.

Fremover skal udgangspunktet være 30 dages fængsel allerede første gang.

Vi vil i det hele taget tage et opgør med dem, der tydeligvis hverken vil Danmark eller andre mennesker det godt.

Bander og kriminelle storfamilier, som bekender sig til en middelalderlig frygtkultur. Hverver børn til kriminalitet.

Tidligere i år vedtog vi en strafreform. Med den største samlede strafskærpelse for personfarlig kriminalitet i nyere tid.

Nu strammer vi skruen yderligere.

Sidestiller kriminelle familier med bander.

Skærper straffen for bestillingskriminalitet.

Sætter ind over for selvbestaltede shariaråd.

Og giver politiet flere muligheder i kampen mod bandernes fødekæder.

 

Også andre steder er der brug for at sætte ind.

Jer, der bor omkring Bording.

I har i alt for mange år set jeres lokalområde blive skæmmet af tyveri. Narkohandel. Og vanvidskørsel.

De seneste år har vi strammet grebet om beboerne på Kærshovedgård.  

Skærpet meldepligten. Taget kørekortet fra dem. Indført en fodlænkeordning.

Er vi så i mål?

Det korte svar er nej.

Derfor tager vi nu endnu et skridt.

De beboere, der idømmes fængsel. For eksempel for at bryde deres meldepligt igen og igen.

De skal kunne afsone bag lås og slå i en fængselsafdeling, der placeres i tilknytning til Kærshovedgård.

Samtidig. Så fortsætter vi arbejdet med at oprette udrejse- og modtagecentre uden for EU. Så vi kan komme den illegale migration til livs.

Danmark har i flere år kæmpet for en strammere asylpolitik i Europa.

Og indsatsen har båret frugt.

Før var vi få. Nu støtter et stort flertal af lande i EU en langt hårdere linje.

Og målet er, at vi næste år kan sende de første afviste asylansøgere til et udrejsecenter uden for EU.

For hvem, der får lov at bo og opholde sig her. Det må og skal være en demokratisk beslutning.

Og netop vores demokrati er kodeordet.

Imamer, der begår socialt bedrageri. Piger og kvinder, der mishandles. Religiøs dominans.

Intet af det vil vi have i Danmark.

Derfor vil vi styrke indsatsen mod parallelsamfund og negativ social kontrol.

Vi foreslår, at fætter-kusine-ægteskaber forbydes.

Og vi foreslår, at såkaldt omvendelsesterapi over for børn og unge forbydes.

Ens seksuelle orientering og kønsidentitet. Det vedkommer ingen andre. Og intet menneske i Danmark skal tvinges til at fornægte den, man er.

* * *

Et Danmark, der hænger sammen.

Det handler om værdier. Om mentalitet.

Men det handler også om økonomi.

At helt almindelige familier får bedre råd til at fylde indkøbskurven og smøre madpakker til deres børn.

På fredag præsenterer vi vores forslag til finansloven for næste år. Hvor vi også finder flere milliarder kroner i ny finansiering.

I regeringsgrundlaget anmeldte vi, at vi vil øge det økonomiske råderum med mindst 19 mia. kr. i 2030. Med finanslovsforslaget anviser vi de første knap 13 milliarder kr.

For uanset om vi taler kort eller langt sigt, skal pengene passe.

Regeringen vil føre en ansvarlig økonomisk politik. Selvfølgelig med social balance.

Hvor vi fastholder den høje beskæftigelse og sunde offentlige finanser.

Dansk økonomi er grundlæggende stærk. Men den globale uro skaber stor usikkerhed.

Især på grund af russernes krig i Europa og konflikten i Mellemøsten.

Vi kan ikke skærme os mod det hele. Men vi kan holde hånden under hverdagsøkonomien.

Derfor har vi fjernet elafgiften i en periode og forhøjet kørselsfradraget.

Ældrechecken er blevet højere, og vi har udsendt fødevarechecks.

Der er givet skattelettelser og indført et lønløft til mange medarbejdere i velfærden.

Og der er indgået gode overenskomster for danske lønmodtagere.

Alt det har mange mennesker mærket. Og langt de fleste har købekraften intakt.

Men vi vil mere end det.

Derfor vil vi halvere momsen på fødevarer. Og fjerne den helt på frugt og grønt.

Hvad betyder det så helt konkret, når du går ned og handler?

Lad os tage en tilfældig ret. Pasta bolognese. Eller spaghetti-kødsovs, som den hed hjemme hos os, da børnene var små.

Jeg har kigget på priserne i dag. Og taget udgangspunkt i et supermarked, som mange bruger.

Jeg har købt hakket oksekød, pastaskruer, to gange hakket tomat, gulerødder, løg og hvidløg.

Sådan et indkøb koster cirka 105 kroner i dag.

Men med momsnedsættelsen vil det koste cirka 89 kroner.

Det er 16 kroner, der bliver slået af prisen. For en omgang aftensmad.  

Vil det kunne mærkes i en families økonomi?

Ja, det vil det.

For morgenmaden bliver også billigere. Madpakkerne bliver billigere. Og det samme gør søndagsfrokosten med familien.

Og selvom man ind imellem kan få det indtryk, når man åbner avisen. Og ser den kritik, der er af, at vi vil sænke momsen på fødevarer.  

Så har det vitterlig aldrig været en naturlov, at vi her i Danmark skal have en af de højeste afgifter på fødevarer i hele EU.

Det vil vi lave om på.

For det er ikke rimeligt. At de, der har mærket de høje priser mest, er dem, der i forvejen har dårligst råd. Jer, der har gjort jeres. Og måske nu har nået en høj alder.

Derfor vil vi næste år sikre en bedre økonomi for de folkepensionister, der har mindst.

1.000 kr. ekstra om måneden.

Prøv lige at tænk, hvilken forskel det gør i en lille økonomi!                                     

* * *

For seks år siden indførte vi gratis tandpleje for nogle af dem, der har det allersværest i vores samfund.

Hjemløse. Mennesker, der lever med et stofmisbrug eller alvorlig psykisk sygdom.

Og til næste år indfører vi gratis tandpleje for mange flere danskere.

Kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og en lang række kræftpatienter og mennesker med kroniske sygdomme. Blandt andre.

Det bliver en konkret hjælp til jer.

Men det bliver også noget andet. Nemlig et nyt stort skridt i udviklingen af det danske velfærdssamfund.

Igennem mere end 100 år har vi skabt et sundhedsvæsen. Hvor den grundlæggende logik er. At bliver du syg. Så betaler vi regningen i fællesskab.

Så alle i Danmark – uanset pengepung – har adgang til læge, hospitaler og operationer, når du har brug for det.

Hvis du brækker en arm eller har brug for en ny hofte. Så står dygtige sygeplejersker og læger parat. Uden beregning.

Sådan er det bare ikke, når det gælder vores tænder.

Hvis du får et hul i din tand, skal du have penge op af lommen.

Uanset, om du har dårlige tænder. Eller bare børster tænder i håndsæbe.

Det kan vi gøre meget mere retfærdigt og solidarisk.

Jeg tror, at der er mange danskere, der frygter for det næste tandlægebesøg.

Fordi en bro, en krone eller et implantat er så dyrt, at det ganske enkelt kan vælte hele budgettet.

Den usikkerhed. Og den ulighed. Vil vi gøre op med.

Derfor har vi en ambition om – som et af de første lande i verden – at indføre gratis tandpleje til alle.

Er det ambitiøst? Ja.

Er det retfærdigt? Så absolut.

Kan det lade sig gøre?

Ja, i Danmark kan det.

Fordi vi ikke alene opruster militært. Men også som velfærdssamfund.

Med gratis tandbehandling. Med en styrket indsats over for demens. Og flere penge til både folkeskolen og børne- og ungdomspsykiatrien.

* * *

Vi bevæger os fremad i Danmark.

Og i hele Kongeriget.

Jeg ved, der også er folk i Grønland, der følger med i dag.

Kære grønlændere.

Det er ikke mere end to uger siden, vi indgik en aftale med USA.

Ikke en aftale om Grønland, som formanden for Naalakkersuisut så præcist sagde det, men en aftale med Grønland.

En aftale, der fuldt ud respekterer Kongerigets røde linjer. Kongerigets suverænitet.

Og som slår fast. At ingen kan anfægte jeres ret til at bestemme over jeres egen fremtid.

Det var Erik den Røde, der gav jer det navn, vi stadig bruger i Danmark.

Det grønne land mod nord.

Men det er jeres eget navn, der siger det bedst. Og som vi nu har bekræftet for hinanden i New York.

Kalaallit Nunaat. Grønlændernes land.

Sammen har vi været igennem en svær tid.

I har valgt en leder, I kan være stolte af.

Jens-Frederik Nielsen er klog, fremadskuende og dygtig.

Jeg vil gerne have lov at takke for vores tætte samarbejde.

Jeg er imponeret og taknemmelig.

Det er jeg også over den brede opbakning, vi har oplevet her i Folketinget. Og fra vores mange europæiske naboer og allierede.

Og jeg er taknemmelig for jer, der har knoklet måneder og år for det her.

Alle I dygtige embedsmænd, vi sjældent får sagt tak til.

Hundredvis af forskellige medarbejdere i mange ministerier. Herhjemme. Og i hele verden. Forsvaret og politiet, der rykkede nordpå, da det virkelig gjaldt.

Vores ledende chefer i staten sidder heroppe på min højre hånd.

I er mange, som æren skal tilfalde. Og jeg vover et øje og siger tak på vegne af hele Tinget i dag.

Grønland og Danmark stod fast, da vi skulle. På de grundlæggende principper, vi aldrig må vige fra.

Og vi gjorde det på vores egen nordiske facon. På en måde, der førte os til en aftale med amerikanerne.

En aftale, der styrker sikkerheden i Arktis og Nordatlanten. Styrker Kongeriget. Og styrker NATO.

* * *

Nu fortsætter Danmark og Grønland vores gode samarbejde på en lang række områder.

Sundhed. Boligområdet. Infrastruktur og erhvervsudvikling. Og selvfølgelig oprustning og beredskab.  

Det gælder også for Færøerne og Danmark.

I har indført sanktioner mod Rusland.

Sagt ja til en militær luftvarslingsradar. Og deltaget i øvelsesaktiviteter med allierede i og omkring Færøerne.

I har et stærkt ønske om at udvide jeres relationer mod omverdenen. Mere handel. Partnerskaber og medlemskab af internationale organisationer.

Det kan jeg godt forstå.

Det støtter vi jer i. Om det så gælder WTO, Nordisk Ministerråd eller Den Internationale Olympiske Komité.

Vi er åbne over for at styrke og udbygge vores samarbejde på andre områder, hvis I har et ønske om det.

Og beslutninger om Færøerne. De træffes selvfølgelig på Færøerne.

* * *

Vi lever i en tid, hvor vi skal holde sammen på vores fællesskaber og på vores alliancer.

For uagtet, hvad vi måtte have af uenigheder med vores gamle allierede på den anden side af Atlanten.

Så er NATO garanten for danskernes og europæernes sikkerhed.

Vi vil fortsat søge et tæt samarbejde med amerikanerne. Samtidig skal vi tage mere ansvar i Europa. Sikre, at vi gør alt, hvad vi kan. For at vi i Europa kan forsvare os selv.

For det bliver nødvendigt. Det er nødvendigt.

Rusland betragter sig selv som værende i konflikt med os i NATO og i Vesten.

Mange europæere har håbet på fredelig sameksistens.

Men Rusland ønsker ikke fred.

Kreml vil have nyt land.

Som vi ser det i den blodige og utilgivelige krig i Ukraine. Og som vi ser det med hybride angreb i resten af Europa.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at Rusland i de kommende måneder vil eskalere sin hybridkrig mod NATO og Vesten.

At der er en lav, men stigende risiko for, at Rusland vil gennemføre et begrænset militært angreb mod et eller flere NATO-lande, der grænser op til Rusland – uagtet at krigen i Ukraine fortsætter.

Og selvom efterretningstjenesten anser det for usandsynligt. Så kan de ikke længere udelukke, at Rusland vil forsøge en egentlig militær invasion af et NATO-land.

Sådan siger vores efterretningstjeneste. Vores sikkerhedspolitiske situation er alvorlig. Og vores svar det samme.

For det første fortsætter vi den nødvendige oprustning af både Danmark og Europa.

Herhjemme med luftforsvar, længererækkende præcisionsvåben, droner og flere værnepligtige. Ekstra ressourcer til politi og efterretningstjeneste.

I Arktis og i Nordatlanten sammen med Grønland, Færøerne og vores allierede.

Og i et stadig tættere operationelt samarbejde med resten af Norden.

For det andet skal alle i Danmark forberede sig på forskellige typer af hybride angreb og andre kriser, der kan ramme vores samfund.

For ganske nylig har vi set, hvordan CPR-registret blev kompromitteret.

Det er en hændelse, der ikke burde kunne ske.

Og jeg har en klar forventning om, at de ansvarlige myndigheder forfølger alle relevante spor og har iværksat de nødvendige tiltag.

Regeringen vil også etablere et totalberedskab.

Med en styrket indsats mod cyberangreb og sabotage. Og bedre beskyttelse af kritiske sektorer. Vand. Tele. Sundhed. Transport.

Og hvor vi alle sammen. Myndigheder. Civilsamfund. Virksomheder. Og borgere. Har et ansvar.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste har sagt det meget klart: Det er ikke teori. Vi står midt i det.

Jeg vil appellere til, at man følger myndighedernes anbefalinger. Og i øvrigt følger med i de traditionelle mediers nyhedsformidling.

Hvis man kun får sin viden fra de sociale medier, er man alt for sårbar over for misinformation.

I krig er sandheden første offer. Så jeg vil opfordre alle til at være kildekritiske.

Det er også på det bagtæppe, at der skal indgås et nyt medieforlig. Måske har det aldrig været vigtigere.

Og for det tredje fortsætter vi med at være til stede på Europas østlige flanke.

Hvad end det er med vores dygtige soldater i Letland eller vores fuldtonede støtte til Ukraine.

Vi lader os ikke true eller intimidere af russerne.

Rusland vil forsøge at skabe splid mellem os. Som de gør overalt i Europa.

Og de vil forsøge at skræmme os med attentatforsøg, sabotage og troldehære på de sociale medier.

De vil enten direkte – eller indirekte ved at få europæiske politikere og meningsdannere til gøre det – fremføre en række argumenter med henblik på at svække os.

Og det, jeg gør nu, er måske lidt utraditionelt.

Men jeg vil gå nogle af de påstande igennem, som I risikerer at møde. Så I kender dem og klart kan se, når det i virkeligheden er Moskva, der er afsender.

Russerne vil skrue op for de hybride angreb. Med det mål at få europæerne til at vende ryggen til Ukraine og stoppe vores egen oprustning.

De vil påstå, at ukrainerne er korrupte. Og at vi derfor skal stoppe støtten.

De vil sige, at du ikke kan stole på danske myndigheder eller på regeringen.

Og de vil påstå, at det er os, der optrapper konflikten. Når vi styrker vores forsvar, og når vi etablerer ukrainsk forsvarsproduktion i Danmark.

Ingen af de påstande er rigtige. Og lad mig svare direkte.

Hvis vi stopper støtten til Ukraine, så er den første dominobrik faldet.

Og så har vi selv banet vejen for, at Rusland kan gå videre til et andet europæisk land.

Gør vi det lettere for dem at føre krig i Ukraine, vil de tilsvarende have lettere ved føre krig andre steder.

Og selvfølgelig er alle i Ukraine ikke korrupte. Nogle er. Desværre. De brodne kar skal ud. Derfor har vi et stærkt fokus på bekæmpelse af korruption.

Men de interne udfordringer i Ukraine kan aldrig blive et argument for at lade Rusland diktere de europæiske grænser.

Danske myndigheder kan du selvfølgelig stole på.

Og det danske forsvar er selvsagt ikke skyld i, at en russisk fregat beskyder en af vores helikoptere med signalblus.

Vi kan og skal ikke sidde tilbage og vente på, at myndighederne fremlægger bevis for de enkelte russiske angreb.

At vi stadig tænker sådan, har et skær af naivitet over sig. Se på mønstret. Se på, hvem der har en interesse i at destabilisere os.

Og i forhold til den ukrainske forsvarsproduktion, som vi er ved at etablere i Danmark.

Så er den hårde sandhed, at Europa har meget svært ved at klare sig uden den ukrainske hær og de erfaringer, de har fra krigen.

Derfor har vi brug for dem i vores egen oprustning.

Når vi hjælper Ukraine, hjælper vi os selv. Så forsvarer vi os selv.

* * *

At verden er blevet meget mere uforudsigelig. Det mærker man også i erhvervslivet.

Den globale konkurrence er blevet hårdere.

Langt hårdere.

Jeg nævnte tidligere det danske vindeventyr. Danmark har i mange år været verdensmestre i vindkraft.

Men sidste år var otte ud af ti af de største producenter af vindenergi i verden kinesiske.

Samtidig står Kina nu for næsten en tredjedel af den samlede industriproduktion i verden.

Eller tag lægemiddelindustrien. En anden dansk styrkeposition. Der taber Europa terræn. Blandt andet fordi investeringer i forskning og udvikling flytter andre steder hen.

Og når vi her i Danmark skaber en ny milliardvirksomhed. Så rykker den i mange tilfælde ud af landet. Ofte til USA.

Også her står vi over for et valg. Gør vi kun, som vi plejer. Så taber Europa.

Derfor skal vi turde tage de skridt, der er nødvendige for at styrke danske og europæiske virksomheder.

Vel vidende, at det ikke sker uden markante investeringer.

Derfor kommer vi med en dedikeret iværksætterpakke.  Der blandt andet skal give virksomheder bedre muligheder for at tiltrække risikovillig kapital.

Vi vil fjerne unødvendigt bøvl og bureaukrati, så danske virksomheders byrder reduceres med 25 pct. i 2035.

Vi foreslår at sænke selskabsskatten. 3 procentpoint over tre år.

Ligesom vi vil investere i forskning. Og tage nye skridt til styrke Danmark som en førende life science-nation.

Så vi giver danske virksomheder bedre betingelser for at fortsætte deres produktion herhjemme. For at innovere og konkurrere. Skabe vækst i hele Danmark.

Og vi vil satse på vores egen energi. På en måde, der kommer os alle til gavn.

I Vangså lidt syd for Klitmøller i Thy.

Der kan indbyggerne til næste år fejre, at det er 50 år siden, byen fik indlagt strøm. Som den allersidste by i Danmark.

”Hold op, hvor var det stort. Der brændte lys i huset hele natten”, har en af beboerne fortalt om den dag, strømmen kom til Vangså.

Nu kunne de endelig se en god film uden afbrydelser.

For man risikerede ikke længere, at det batteri, der var tilsluttet familiens seks meter høje vindmølle, løb tør midt i aftenunderholdningen.

86 år skulle det tage. Fra de første danske elværker blev etableret. Til indbyggerne i Vangså kom med.

86 år.

Det i sig selv er utroligt.

Og jeg er ret sikker på. At der nok har været en eller flere, der gennem årene har tænkt.

”Behøver vi virkelig føre ledninger helt derud? Så mange bor der jo heller ikke i Vangså.”

Heldigvis. Heldigvis.

Var det ikke alle, der tænkte sådan.

Og prøv at forestil dig, hvis det var sådan. At alting blev bestemt ud fra kolde analyser i et regneark. At økonomi altid trumfede mennesker.

Så havde vi aldrig fået et velfærdssamfund. Så var Danmark aldrig blevet et stærkt land.

Arbejdet med at sikre strøm i stikkontakterne. Det foregår stadig den dag i dag.

Vi vil hæve vores klimamål i 2035. Der i forvejen er et af de mest ambitiøse i verden.

Vi vil skabe en fremtid, hvor grøn strøm erstatter olie, kul og naturgas.

Og vi vil gøre vores til at bremse klimaforandringerne. Og få os helt ud af den klemme, russerne har på Europa.

Virksomhedernes konkurrenceevne og udbygning af vores egne energikilder kan kun lade sig gøre i et stærkt Europa.

Et Europa, der opruster. Får styr på sine grænser. Og får vedtaget et budget, der er med til at fremtidssikre vores kontinent.

Og som forstår, at vi med vores størrelse og økonomi er en uundgåelig global faktor. Men kun, hvis vi står sammen. Og ikke viger tilbage.

* * *

For eksempel når det gælder kunstig intelligens.

Vi skal bruge kunstig intelligens klogt og strategisk. Som en tjener og ikke som en herre.

Men hvis ikke vi forstår, hvilken skade det kan forårsage. Så kan omkostningerne blive enorme. Måske fatale.

Markedet for kunstig intelligens er præget af ganske få, meget store virksomheder.

Mange af dem råber vagt i gevær.

Siger, at de allerede nu har svært ved at styre deres egen opfindelse.

De beder om global regulering.

Den skal vi have på plads hurtigst muligt.

Og det er vi heldigvis flere og flere, der mener.

I en fælles erklæring med andre stats- og regeringschefer har vi slået fast, at kunstig intelligens skal forblive under menneskelig styring, tilsyn og kontrol. Og at den skal udvikles og anvendes i overensstemmelse med international ret.

Og herhjemme. Der vil vi udnytte Danmarks position som et højt digitaliseret land til at bruge kunstig intelligens klogt.

Blandt andet til gavn for mennesker, der rammes af sygdom som for eksempel kræft, og som kan få en bedre behandling.

Og generelt til at øge produktiviteten og frigøre medarbejderes tid fra computeren til omsorg og relationer.

Men nyheder skal skrives af journalister. Ikke robotter.

Og eksamener skal bestås af unge, der både kan tænke selv. Og vil tænke selv.  

* * *

Og netop alle I smukke unge mennesker.

Hvor ingen skal nøjes med digitale vuggestuer og tilfældig kærlighed.

Vi skylder at give jer de bedste forudsætninger for, at I kan skabe jer det liv, I ønsker – og sætte jeres præg på verden.

Derfor tager vi det meget alvorligt, når PISA-resultaterne viser, at danske elever er blevet dårligere til at læse og regne end tidligere.

En af de største prioriteter på regeringens første finanslovsforslag er netop børn og unge.

Men penge gør det ikke alene.

Det er tid til at lave en ny samfundskontrakt.

En samfundskontrakt, der handler om at tage livtag med det, der ikke fungerer i vores skole.

Som skal sikre et markant højere fagligt niveau. Så danske børn og unge lærer det, de skal.

Med skoler i hele landet. Og en barndom, der ikke er dikteret af algoritmer.

En samfundskontrakt, hvor vi giver læreren den respekt og autoritet, en lærer har brug for. For at kunne være den voksne i klasseværelset.

Og hvor vi samtidig begraver værdirelativismen og genskaber struktur og faste rammer.

Forebyggelse. Og selvfølgelig nultolerance over for vold, trusler og mobning. Over for negativ social kontrol.

Vi skal fortsætte med at frisætte skolen fra centrale krav og overregulering.

Og give lærerne tid til at løse deres egentlige opgave: undervisning og demokratisk dannelse.

Så børnene og de unge får de nødvendige kundskaber og færdigheder. Og sådan at rammerne understøtter myndiggørelse og robusthed.

Jeg tror kun, at vi kan rette op på problemerne, hvis forældrene bakker op om læreren. Og hvis læreren har den nødvendige autoritet og uddannelse.

Eleverne har et ansvar for deres egen læring og for fællesskabet.

Og her i Folketinget må vi sikre skolen en ordentlig økonomi og de bedste rammer for, at man lokalt kan undervise, danne og udvide horisonter.

Med bøger og dybe menneskelige relationer.

Og derfor skal barndommen beskyttes bedre mod tech-giganterne.

Regeringen har foreslået en endnu stærkere aldersgrænse for sociale medier. Og et totalt forbud mod private skærme i grundskolen.

Og derfor går Danmark forrest i EU for en hårdere regulering af tech-giganterne. Blandt andet med et forbud mod afhængighedsskabende design.

Det er en kamp, vi kun lige har begyndt. Og som jeg tror, bliver en af de vigtigste, vi kommer til at kæmpe på vores børns vegne.

* * *

Jeg startede min tale i Aarestrup. Og jeg vil slutte min tale ikke langt derfra.

For fem kilometer fra Aarestrup ligger Rold Skov.

Her kan du opleve kronhjorte, grævlinger og oddere. Vilde orkidéer, sortspætter og snudebiller.

Et helt unikt stykke natur.

I dele af Rold Skov kan du overnatte efter 1-2-3-reglen.

Højst 1 nat. I 2 telte. Med 3 personer i hver.

Men sådan er det langt fra alle steder i vores natur.

Og hvorfor egentlig ikke?

For der sker noget med os, når vi færdes i det fri.

Vi sænker skuldrene. Mærker roen brede sig.

Derfor vil vi undersøge, om vi her i Danmark kan få en allemandsret. Efter svensk og norsk forbillede.

Så vi kan slå telt op i lysningen.

Tænde bål under åben himmel.

Vågne op til fuglefløjt og solstråler.

Og en enkelt irriterende myg eller to.

Selvfølgelig med respekt for naturen selv, for lokale forhold og for de naboer, der har ret til et privatliv.

Kunne det ikke være skønt?

Kære alle sammen.

Vi bor i verdens bedste land.

Med tillid mellem mennesker. Et stærkt socialt sikkerhedsnet. Og ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Vi har lav korruption og meget lidt nepotisme.

Vi har et af de stærkeste demokratier. På hele jordkloden.

Og der findes nok ikke et tryggere sted at lade sit barn vokse op.

Vi skal stadig forandre for at forbedre.

Men vi skal også turde holde fast i, hvad vi er. Hvem vi er. Og hvad, vi er gjort af.

Vi skal holde fast i at være ét folk og en nation.

Og med de ord vil jeg bede jer om at rejse jer op.

DANMARK LEVE. Hurra! Hurra! Hurra!