Statsminister Mette Frederiksens tale ved mindehøjtidelighed for ofrene for skyderiet i Field's

Det talte ord gælder.

I aften er vi samlet for at mindes de dræbte.

Tre uskyldige liv, som sluttede alt, alt for tidligt.

Æret være deres minde.

Vi er her også for at vise jer, der har mistet en af jeres kære. Et familiemedlem. Et barn. En ven. At I ikke er alene.

***

For kort tid siden hørte vi en smuk version af Albertes (Windings, red.) ’Lyse Nætter’.

Og for bare få dage siden var der i sandhed lyse nætter over Danmark. Den milde sommerluft sitrede af glæde. Og af forventninger.

Det var søndag. Danmark havde festet i dagevis. Der havde været Tour de France på dansk jord. Med danske flag. Og Danmark malet i gult langs landevejene.

I skønne Svendborg havde over 20.000 mennesker i alle aldre dyrket idræt og moret sig i dagevis til DGI’s Landsstævne. 

Og endnu flere havde festet foran højttalerne på Orange Scene på Roskilde Festivalen.

Og lige her. Hvor vi står nu. Var tusindvis af unge om aftenen på vej til koncert med et af deres idoler. Familier var på vej ud at spise. Eller en tur i biografen.

Der var barnevogne. Latter. Smil. Snak.

Men lige dér. Ja, lige her. Indtraf tragedien, der med ét forandrede alt.

Ud af det blå åbnede en syg mand ild mod tilfældige mennesker.

Netop som vi alle lige havde taget hul på den længe ventede lyse sommer, blev den med ét taget fra os.

Tre liv blev brutalt revet bort. En mand. Og to helt unge mennesker på bare 17 år. Med livet foran sig.

Flere blev såret. Angrebet har mange ofre.

Grusomt. Uretfærdigt. Meningsløst.

* * *

I aften sørger alle. Og vi mindes.

Sammen sender vi de varmeste tanker og den dybeste medfølelse til alle jer, der er berørt af tragedien.

Det gør vi til jer, der var til stede under angrebet. Som oplevede rædslerne.

Familier, der blev væk fra hinanden. Minutter, der blev til timer. Hvor må I have været bange.

Mange er jer har brug for hjælp. Og får brug for hjælp. For at få talt det her igennem med andre.

Derfor. Tøv ikke. Søg hjælpen. Samtalen. Omsorgen. Den er der.

Vi sender også varme tanker og medfølelse til jer, der er pårørende. Som måtte vente i uvished på livstegn.

Og mest af alt. Til jer, der har mistet jeres kære.

Ingen ord, ingen handlinger kan sone jeres tab.

Den lidelse, I gennemgår lige nu. Den er ubærlig.

Men I skal vide, at hele Danmark er med jer. Vi sørger med jer. Vi deler jeres smerte.

* * *

Tragedien i søndags forsvinder aldrig fra os. Og vi må og skal i fællesskab kæmpe for et tryggere Danmark.

Det at sende sin teenager til koncert. Gå ud at spise. Gå i biografen. Handle i et stormagasin.

At gøre dét tillidsfuldt. Ubekymret. Uden frygt for meningsløs vold. Det er sådan, vores liv bør være. Selvom det lige nu kan synes uendeligt svært.

* * *

 I dag er vi alle fulde af sorg. Tyngede.

 Men lad os midt i sorgen minde hinanden om, at vi i søndags ikke kun oplevede meningsløs brutalitet.

 Vi oplevede også fantastisk medmenneskelighed. Uselviskhed. Sammenhold. Og omsorg.

 Vi så mennesker, der trådte til, da faren var allerstørst. Som hjalp andre medmennesker. Uden tanke på egen sikkerhed.

 Medarbejdere her i Field’s, der heltemodigt rakte hånden ud, da det virkelig gjaldt.

 Medborgere, der ydede førstehjælp til de sårede. Tilbød husly og hjalp folk hjem.

 Og vores fantastiske politi. Ambulancereddere. Medarbejdere på sygehuse.

 Hvor gjorde I dog et fantastisk stykke arbejde. Vi er stolte af jer.

 Dét er Danmark. Det bånd, der binder os sammen. Som et folk.

Og når vi står her i aften. Skulder ved skulder. Ansigt til ansigt.

Så lad os vise hinanden, at dét, vi har sammen, er langt større end søndagens blinde aggression.

At kærligheden altid vil være stærkere end volden.

At vi hjælper hinanden i vores land. Og står sammen.

Midt i den ufattelige smerte. Er dét det stærkeste løfte, vi kan give til hinanden.

Tak for ordet.