Statsminister Mette Frederiksens tale ved Tænketanken Europas årlige Europakonference den 25. februar 2021

Det talte ord gælder

Tak for invitationen.

Ambitiøse klimamål. Aftale om Brexit. Nyt budget – 7-årigt. Valg i USA.

Da jeg talte på Europakonferencen i januar sidste år, var det de overskrifter, vi alle forventede for 2020.

Vi vidste godt, at der var ting, vi umuligt ville kunne forudse. Det er der altid.

Men ingen – bestemt heller ikke EU – var forberedt på en pandemi af den karakter, vi har oplevet og stadig står midt i.

Det har været et på alle måder meget udfordrende år. For verden, for Europa. For EU. Og for Danmark

Covid-19 har været en tryktest af EU’s beredskab, af handelsrelationer, af forsyningskæder og af vores kapaciteter og dermed også af vores kompetencer.

Sidste forår blev en brat opvågning. I alle lande manglede man mundbind og medicinsk udstyr.

Priserne eksploderede. Hvordan kunne Danmark skaffe flere værnemidler, så vi kunne passe på vores egen befolkning? Herhjemme trådte mange private virksomheder til i et imponerende omfang og hjalp i en helt afgørende tid.

Men desværre blev Europas store afhængighed af leverancer fra lande uden for Europa meget tydelig. Det blev vores manglende samarbejde om beredskabet også.

I de seneste måneder har vi desværre set, at vi heller ikke i forhold til vacciner har været sikret tilstrækkeligt på vores eget kontinent.

I Israel har over halvdelen af befolkningen nu modtaget mindst en dosis. I Storbritannien er det over en fjerdedel. I USA er det over 13 procent.

I EU-landene varierer tallene. Men med i gennemsnit kun omkring fire procent af borgerne, som har fået mindst en dosis, er vi europæere milevidt fra den udrulning, vi ser i andre lande, vi normalt ville sammenligne os med.

Det er der flere grunde til. En anden indkøbsstrategi. Grundigere godkendelsesprocedurer. Forskelle i de risici og det ansvar, man har villet påtage sig.

Men uanset forklaringerne, så står resultatet tilbage. Og det er desværre entydigt.

Det er ganske enkelt ikke godt nok

Især har kapaciteten til at producere vaccine i Europa været helt utilstrækkelig. Og derfor forsinkes vi lige nu i den nødvendige kamp imod pandemien og for vores befolkninger.

Udfordringen er enorm. Når vi ser længere frem, tyder meget på, at vi får behov for at blive ved med at vaccinere befolkningerne.
Der kan være et behov for at revaccinere, som tiden går. Men lige nu er det også mutationerne, der udfordrer os allermest, og som vil udfordre vaccinerne.

Vacciner bliver – også fremover – et helt afgørende værn for vore samfund. Det er sådan, vi må betragte udfordringen.

Det går ikke væk. Derfor skal vi forberede vores samfund. Vi skal op i gear.

Der er behov for handling her og nu. Vi har brug for mange flere vacciner, hvis vi skal komme på forkant med udviklingen og ikke stå i den samme situation som for et år siden, hvor vi ikke havde værnemidler nok. Og som i dag hvor vi ikke har vacciner nok.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har været en af de statsministre, vi er et af de lande, som har presset hårdest på i EU.

Kommissionen har taget en række initiativer den seneste tid.

En ny task force på europæisk niveau, som skal afsøge muligheder for øget produktion på kort sigt i samarbejde med industrien. Og der er fremsat forslag om et styrket bioforsvarsberedskab.

For mig står det klart, at vi er nødt til at fastholde og styrke vores europæiske kompetencer. Det gælder inden for teknologi, medicin, forskning og udvikling.

Hvor det forgangne år samtidig har været fortællingen om unikke kompetencer, der på historisk kort tid har skabt det fundament af vacciner, vi nu står på – længe leve videnskaben – så er det også en fortælling om et Europa, der ikke levere det, Europa skal. Her kan og skal vi stå endnu stærkere.

Mit alt overskyggende budskab i dag – også når jeg mødes med mine europæiske kolleger om nogle få timer – er, at der er behov for et stort og kollektivt løft for at opbygge vores produktions-kapacitet. Ikke mindst af de RNA vacciner, som alle peger på, er en del af fremtiden.

Eksisterende faciliteter skal udvikles og udbygges. Nye skal bygges. Der skal tænkes stort og utraditionelt. Og der skal tænkes i offentlige-private partnerskaber. Som vi gør herhjemme, hvor vi har igangsat et partnerskab med vores life-science sektor, som er unikt dygtig både i dansk og international sammenhæng.

Det samarbejde skal også ruste vores egen industri på et område, hvor dansk erhvervsliv har meget at byde på.

Vi kan ikke forblive afhængige af produktionskæder, som vi ikke har kontrol over i Europa.

Det her er samfundskritisk. Det er sikkerhedspolitik. Det skal ses som en del af det beredskab, der skal værne vores befolkninger. Det er ikke alene sundhedspolitik.

Fremadrettet skal vi i Europa være helt sikre på, at vi har de vacciner, vi har behov for, når vi skal vaccinere vores egne befolkninger. Men også når det handler om at vaccinere i vores nærområder. Det handler om geopolitik, altså Europas evne til at tilvejebringe vacciner, eksempelvis til det afrikanske kontinent.

Vi skal sørge for at opskalere forskning og vaccineproduktion. Så vi har den sikkerhed – uanset om verden lukker ned igen.

Jeg kan ligeså godt sige det direkte: EU og vesten taber, hvis vi overlader denne opgave til vore strategiske konkurrenter. EU skal være med helt i front, når det gælder den globale vaccineudrulning.

Der bliver meget at tale om på EU-topmødet i eftermiddag, i aften og i morgen. Og det må ikke blive ved snakken.

* * *

Covid-krisen er også en økonomisk krise.

Det midlertidige genopretnings-instrument, som blev aftalt i sommer var et svar på den helt ekstraordinære situation, som vi står i. En fond på mere end 750 milliarder euro. Det giver et godt udgangspunkt for en genopretning.

En stor del af midlerne er målrettet det grønne og det digitale. Det peger fremad.

Det er ikke kun godt for Europa, men også for dansk eksport og dermed danske arbejdspladser. Det er en mulighed, vi skal gribe. Og som vi allerede forfølger målrettet i tæt samarbejde med dansk erhvervsliv og dansk fagbevægelse.

Når Danmark hidtil er kommet bedre gennem pandemien, end vi frygtede – både sundhedsmæssigt og økonomisk – så skyldes det i høj grad en dygtig og omstillingsparat dansk produktion.

Danske virksomheder er langt fremme med digitalisering. Det er en kæmpe fordel under en pandemi.

En anden stor styrke for dansk erhvervsliv er bæredygtighed. Grøn omstilling. Eksporten fra Danmark af grønne varer og tjenester var i 2019 mere end 90 milliarder kroner.

I december blev vi enige om en markant opjustering af EU’s klimamål for 2030 til mindst 55 procent, ikke mindst efter massivt pres fra Danmark.

I USA er den grønne omstilling allerede i fuld gang i mange delstater. Og under præsident Joe Biden vil den nye administration den samme vej. Det er rigtig godt nyt for klimaet.

Og det er også godt nyt for Danmark. For det er godt for dansk eksport af grønne løsninger. USA vil søge løsninger på områder, hvor danske virksomheder står stærkt: landvind, havvind, vandteknologi, energieffektivisering og bæredygtige fødevarer.

Det skal Danmark og det skal Europa udnytte.

I samhandelen med resten af verden skal vi europæere huske på og stå stærkere på, hvem vi er. Vi er en af verdens største økonomier, også efter Brexit. Vi er et af verdens mest købestærke og attraktive markeder.

Vi skal stille krav og sætte foden ned, når spilleregler globalt ikke bliver overholdt. Når europæiske interesser bliver modarbejdet – åbent eller fordækt. Uden at ende i protektionisme.

Det gælder i forhold til vores samhandelspartnere. Det gælder også i forhold til enkelte sektorer.

Det er en mærkesag for den danske regering, at de største digitale virksomheder selvfølgelig skal betale deres rimelige andel i skat.

Lykkes det ikke snart at nå resultater i OECD, hvor der nu forhandles, så skal EU vise vejen.

Kravene skal ikke stoppe alene ved beskatning. De skal også kunne høres klart og tydeligt, når det gælder datasikkerhed og bedre værn mod den misinformation, der risikerer at underminere hele vores demokratiske samtale.

Europa skal videre på det digitale område. Det er en vanskelig og uhyre vigtig debat, som vi tager fat på til forårstopmødet i Bruxelles i næste måned.

* * *

Corona eller ej. En udfordring, som Europas politikere med god grund bliver målt på, er migration.

Sidste år kom Kommissionen med sit forslag til en ny asyl- og migrationspagt. Der er gode elementer i pagten – som at styrke arbejdet i oprindelses- og transitlande. Mere fokus på at tilbagesende folk, der ikke skal være her. En styrkelse af Europas ydre grænser.

Men forslagene går ikke langt nok. Vi står med et europæisk asylsystem, som reelt er brudt sammen.

Regeringen arbejder på en model for asylbehandling på et modtagecenter uden for EU.

Samtidig arbejder vi tæt sammen med europæiske partnere. Der er flere og flere, som ser behovet for nye løsninger.

* * *

Jeg indledte med at sige, at pandemien var en tryktest af det europæiske beredskab. Det har også være en tryktest af det europæiske samarbejde.

Der var dem, som tvivlede på samarbejdet – efter en famlende start. Der bliver begået fejl. Men i langt, langt de fleste tilfælde står Danmark stærkere og bedre rustet, når vi står sammen med vores venner i Europa.

Lad os lære af erfaringerne fra corona til at skabe et mere selvhjulpent Europa, som står stærkere i sin egen ret.

Og nu jeg taler om et stærkere Europa: Når coronatågen engang letter, skal Europa navigere i en ny virkelighed. En virkelighed hvor Storbritannien har forladt EU. Og hvor EU’s vigtigste partner, USA, med Biden igen har fået en samarbejdende og transatlantisk orienteret præsident.

Det er vigtigt, at vi i Europa griber denne chance – at vi får nye positive dynamikker ind i samarbejdet med USA. Vi skal igen investere langt mere i det transatlantiske samarbejde.

For vi må være ærlige: Uden USA i førertrøjen vil det blive yderst vanskeligt, ja nærmest umuligt, at håndtere de mange udfordringer, den frie verden står over for.

Det gælder som nævnt tidligere i forhold til klima. Men det gælder også det multilaterale samarbejde. Det ændrede geopolitiske landskab. Og fremme af de fælles værdier, vi deler henover Atlanten.

Og ikke mindst det sikkerhedspolitiske samarbejde. USA er fortsat gennem NATO den ultimative garant for danskernes sikkerhed.

Med et stærkt EU og en ny præsident i USA kan vi gøre mere for at forsvare og udvikle vores demokratiske, åbne samfund i en verden, hvor autoritære tendenser desværre vinder frem.

Tak for ordet og god konference.