Statsminister Poul Nyrup Rasmussen tale til ''Seminar om politisk journalistik. Fra observatør til aktør – i en ny form for demokrati''

'Anna, Anna, kom ind fra køkkenet. Skynd dig lidt. Kom og se. De har klippet hovedet af en fax ovre i København.' Det siges, godt nok med et glimt i øjet, at folkene på en af vores landsdækkende TV-stationer bruger Anna og faxen som den ultimative test på, om noget er en nyhed. Har den samme kaliber, som den nyhed Anna absolut skal se, bør den straks blæses ud!

Om de landsdækkende aviser benytter sig af samme kriterier skal være usagt. Men det er soleklart, at udgangspunktet for, om noget bliver til en politisk nyhed har ændret sig radikalt i løbet af de seneste årtier. Det stiller andre krav og rejser nye spørgsmål til journalister og politikere.

Vi ved det måske godt, men alligevel er det befriende at få kortlagt, hvordan den politiske journalistik med tiden har udkrystalliseret sig til at blive en politisk institution i sig selv.

En institution der efterhånden er blevet så stærk, at den nødvendigvis må gås efter i sømmene. Og det er jo netop, hvad Ove Kaj Pedersen og Erik Meier Carlsen sammen med andre kyndige folk har gjort.

Det er blevet til et spændende studie af den politiske journalistik og nyhedsmediernes dækning af den demokratiske proces, som også var et tema, der optog Medieudvalget i betænkningen om medierne i demokratiet.

Uden at jeg skal gøre mig klog på Luhmann, som leverer en del af denne undersøgelses teoretiske fundament, går noget af hans systemteori vist ud på, at ethvert system har nogle blinde pletter, som den ikke selv er i stand til at iagttage.

Man behøver kort sagt et andet system, som i dette tilfælde er en række kompetente forskere, der med sans for at jage fingeren ned lige der, hvor det gør allermest ondt, har iagttaget den politiske journalistik. Og lad det være sagt med det samme. Der er mange gode betragtninger og tankevækkende konklusioner, men jeg vil, den begrænsede tid taget i betragtning, koncentrere mig om nogle få punkter.

Vi er godt klar over det. At betingelserne har ændret sig. At den udelukkende refererende journalistik er et levn fra en snart glemt fortid. At hyggemøder i Snapsetinget, hvor journalister og politikere i en næsten loge-agtig samhørighed lagde historien til rette, hører datiden til.

I dag er der nærmere tale om et professionelt partnerskab, hvor journalister og politikere arbejder hver for sig og alligevel i respekt for, at der hersker en gensidig afhængighed. Jeg skal være den sidste til at begræde en udvikling, der, som påpeget i rapporten, på mange måder har skabt en mere åben og demokratisk dagsorden.

Men spørgsmålet er, om tempoet og konkurrencen mellem de forskellige medier alligevel skaber en sund udvikling? Journalister tildeler roller og talepositioner til sig selv og andre aktører i et nyt bredt politisk felt, hedder det i rapporten. Der peges på, at den forstærkede konkurrence mellem medierne stik mod, hvad man måske skulle tro, har ført til, at medierne er blevet stadig mere ensartede. Er det et gode for dem, det i virkeligheden handler om: Seerne, læserne, danskerne og vælgerne?

Ønsker vi kun at plukke nyheder og information fra den samme hylde? Er mangfoldigheden i virkeligheden blevet en mangelvare inden for den politiske journalistik? Er det i læsernes interesse, at nyhedshistorierne i dag primært bliver til ud fra et konfliktperspektiv? Hvem har interesse i konflikten? Den, der byger historien op eller læseren?

Jeg medgiver gerne, at politikerne et langt stykke hen ad vejen er med til at give en historie liv, men når alt kommer til alt, er det fortsat journalistens pen eller rettere mus og redaktørens valg, hvor historien placeres og får nyhedsmæssig værdi.

Undersøgelser af Finanslovens dækning i TV-Avisen i 1965 og 1991 viser, at indslagene er skåret ned fra ti minutter til et par minutter. Hvilke konsekvenser får det, når 70 procent af seerne angiver, at DRs TV-Avis betyder noget for, hvordan de tager politisk stilling?

Nogle gange fristes man til at spørge, om de overhovedet er muligt for politikere at føre en debat om kontroversielle emner uden, at det i løbet af ti sekunder ender i enkeltsager. Risikoen er at man bliver skræmt fra vid og sans og måske netop derfor afholder sig fra at tage den nødvendige debat om for eksempel, hvordan velfærdssamfundet skal udvikle sig.

Som politiker er ens opgave konstant at spørge, om vores demokrati fungerer? Hvilke nye tiltag kan vi skabe? Hvordan kan vi gøre det anderledes og bedre? Er svaret folkehøringer eller noget helt andet? På samme måde må medierne omvendt forholde sig til, om de varetager deres del af opgaven godt nok.

Det som bekymrer mig mest ved rapportens konklusioner er, at selv om vi har et varieret udbud af nyhedsmedier, så er nyhederne blevet mere og mere ens!

Nyhederne – dem som former danskernes virkelighedsopfattelse – er blevet mere og mere én-dimensionelle. Den samme historie, den samme vinkel i alle medier. Det er skidt. For den politiske virkelighed har flere dimensioner, har flere sandheder.

Vi bliver nødt til at sikre, at der er også er plads til de historier, som rapporten peger på i dag lider under nyhedens stumhed. Mens landspolitikere tildeles forholdsmæssigt megen spalteplads kniber det åbenbart for det lokale Danmark at trænge igennem på de landsdækkende spaltemillimetre. Hvor bliver hverdagshistorierne af? Dem der handler om det, der rører sig i resten af Danmark?

Hvem sikrer, at tingene hænger sammen i dybden? Er læsernes talsmand en del af svaret? Aktuelt er så vidt vides det eneste medie herhjemme, der har udnævnt en talsmand som læsernes talerør og avisens neutrale instans.

Talsmanden vurderer løbende blandt andet avisens nyhedshistorier ud fra sine egne krav om fairness, objektivitet og generelle proportioner. Læsernes talsmand er selvfølgelig kun en del af svaret, men dog en mulighed for måske at komme et skridt videre og et spadestik dybere for de danske medier.

Det nationale nyhedsperspektiv vinder tilsyneladende, ifølge rapporten, både over de lokale og internationale nyheder, hvor især en del af EU-systemet åbenbart ikke har noget talerør i de danske medier. Både vi nationale politikere og pressen har et ansvar for, at vi ikke er på vej ud på den berømte glidebane, hvor en ensidig fokusering på enkeltsager og personer gør, at vi helt glemmer de store og små sammenhænge i nyhedsdækningen.

Vi har alle muligheder for at give den demokratiske debat og dermed også den politiske journalistik en fair chance for at være nøjagtig så vedkommende, som vi ønsker det. Men det kræver, at vi gør op med os selv, hvilken vej vi vil.

En del af diskussionen kunne for eksempel handle om, hvorvidt aviserne, som tilfældet er i dag, absolut skal konkurrere med TV-mediet eller nærmere skabe sin helt egen vej og nyhedsdækning.

Men det handler også om, at vi ikke ønsker at grave kløfter mellem det lokale og nationale nyhedsniveau. Der må og skal være plads til begge dele – også i de landsdækkende aviser. Og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, hvis nyhederne fik endnu flere nuancer og vinkler, end dem vi kender i dag.

Nærhed i nyhedsdækningen handler jo ikke kun om beskrivelse af processerne omkring finansloven eller ældrepakken, men i endnu højere grad om, hvad det betyder for den enkelte dansker. 'What’s in it for me', fristes man nogle gange til at spørge. Uanset om det handler om Anna og den fax, hun absolut skulle se.