Statsminister Poul Nyrup Rasmussens grundlovstale på Christiansborg Ridebane i København den 5. juni 1999

Deres Majestæt, Deres kongelige Højheder, kære gæster, kære allesammen.

Danmarks Riges Grundlov er ikke alene en samling af paragraffer.

Det er en fortælling om, hvem vi er, og hvordan vi vil leve i vores land. En fortælling om, hvorfor Grundloven blev til det den blev. Og en fortælling om en Grundlov der kom på en meget dansk måde og ikke ved blodige revolutioner.

Det er jo ikke noget tilfælde, at man siger om danskere ude omkring i udlandet: Det er sjældent man ser en dansker med en kniv i den ene hånd, uden der er en gaffel i den anden. Det mener jeg ikke nødvendigvis, at vi skal være kede af - måske lige bortset fra sundhedsministeren!

Det fortæller alligevel alt sammen noget om os. Vores evne til at tale os til rette. Vores evne til at tale om tingene. Vores vedholdenhed. Vores evne til - i dagligdagen - alligevel ikke at glemme hvad det hele handler om. For Grundloven kom ikke af sig selv. Den kom i en god samtale mellem kongen og folket. Og den kom på det tidspunkt, hvor det var helt afgørende, at folket kunne begynde at deltage i beslutningerne.

Den 5. juni 1849 underskrev Kong Frederik den 7. Grundloven. På et tidspunkt, hvor krigen rasede i Jylland. På et tidspunkt hvor vi ikke med sikkerhed vidste, om vi kunne overleve som folk og som land.

Og så begyndte demokratiet alligevel - på trods af store vanskeligheder - at udvikle sig. Den 5. juni var det første og afgørende skridt på demokratiets og frihedens vej. Det første skridt er som bekendt altid det største - selvom det ikke omfattede 'fruentimmere, fattigfolk og andre uformuende gode folk' - det kom senere. Og nok så vigtigt var også det!

I dag fejrer vi Grundloven og dermed også et samfund. Et dansk samfund, hvor alle er født lige. Hvor hver stemme har samme vægt og samme betydning. Hvor alle har frihed, i ånd, i skrift og i tale. Hvor alle er lige for loven og har sikkerhed for at blive behandlet ordentligt - uden undertrykkelse.

Et halvt århundrede har vi haft siden krigen - i fred og i fremgang for Danmark. Grundlovens principper står så sikkert som nogensinde. Men det betyder jo ikke, at Grundloven er overflødig! Selvom vi ser den som noget selvindlysende, betyder det ikke, at vi ikke skal være bevidste om demokratiet -hver dag.

Grundloven er en lov, der står over alle andre, og hvis kraft er så stærk, at den ikke uden videre lader sig ændre, men kun med en meget stærk folkevilje. Og heldigvis for det - sådan skal det være.

-oOo-

Grundloven passer ret godt til os danske, og vi passer godt til Grundloven. Tag bare afsnittet om foreningsfrihed: Hvis to danskere er enige, danner de øjeblikkelig en forening. Hvis de er uenige, danner de øjeblikkelig en diskussionsklub.

Lighed, frihed, retfærdighed, fællesskab, rettigheder og pligter - ansvaret for hinanden og for fællesskabet.

Demokrati skal vindes hele tiden, siger vi. Men hvad betyder det egentlig? Ja, det betyder, at det beror på os selv. Det betyder, at vi skal deltage. Den ældre generation, som har oplevet de fem mørke år under besættelsen ved, hvad det betyder. Og de nye danskere, der kommer til os, og som har levet i samfund med ufrihed og diktatur, forstår til fulde, hvad det betyder.

Men hvad med os andre? Forstår vi det helt og fuldt? Vi, der har fået demokratiet i vuggegave. Har vi glemt noget? Sætter vi tilstrækkelig pris på det? Værdsætter vi den fornemme samling af demokratiske tanker, som generationer før os har kæmpet sig frem til?

Har vi glemt lidt af vores fællesskab?

Vi husker næppe det altsammen. Og så lige pludselig kommer der begivenheder udefra, som minder os om det. For det er jo ikke overalt, hvor demokrati og frihed - og det at kunne samles frit, er en selvfølge. Det var det ikke i Sydafrika for få år siden. Det er det ikke i Kosovo tæt på vores lands grænser.

Det er tankevækkende, at en så stor ulykke for et helt folk, har sat følelser i gang i den danske befolkning - følelser og stærke ønsker om at hjælpe. En fællesskabsfølelse, som vi næsten havde troet var glemt. Jeg er sikker på, at mange danskere lige nu, når man ser en gammel kone i fjernsynet, med de sidste af hendes kræfter komme over bjerget og ind i et andet land, hvor man kan leve i tryghed, tænker på hende, når man ser sine egne ældre dagen efter. Og jeg er sikker på, at når vi ser på vores egne børn i Danmark, kombinerer vi det med de mange små piger, vi ser på fjernsynsskærmen ikke ret langt herfra - i flygtningelejrene, som har så stærkt et håb om at komme tilbage.

Så ser vi den danske befolknings ansvarsfølelse og fællesskabsfølelse igen. Og den demokratiske grundholdning, som dybest set er det smukkeste man kan have: Vi ønsker stærkt at hjælpe andre. Fordi vi er klar over, at vores demokrati er så dyrebart.

Og fordi vi måske inderst inde er klar over, at det at hjælpe andre, i virkeligheden også er at hjælpe os selv! Hjælpe os til at genfinde vor egen fællesskabsfølelse.

Et lille smørhul i en urolig verden er vores land jo. Et land, vi skal passe godt på og en forfatning, vi skal passe rigtigt godt på. Det får først sin inderste værdi, når vi forstår, at vores demokrati også er en pligt til at hjælpe hinanden, have ansvar for hinanden og have ansvaret for alle dem uden for vort lands grænser, der ikke har fået de værdier, vi har opnået.

Jeg er sikker på, at dette århundrede vil slutte med, at humanismen og menneskerettighederne i Kosovo og i andre lande, endnu en gang vil vise, at de værdier er de stærkeste. At når folk får røst, så kommer menneskelighed, så kommer demokrati.

Derfor ønsker jeg alle - os alle - rigtig hjertelig tillykke med vores Grundlov.

Tillykke - og tak.