Statsminister Poul Nyrup Rasmussens grundlovstale på Gladsaxe Rådhus 5. juni 2000

Hvor er jeg dog glad for at så mange har ofret nogle timer for at komme her i eftermiddag. Jeg håber I kan holde kraften gående også jer der står op. Jeg synes det er flot, fordi vores grundlov er ikke en, som man bare noterer sig. Der er en god grund til at mindes den ene gang om året vi gør. Det særlige ved grundloven er, at den handler om sammenhørighed, den handler ikke så meget om mig selv, den handler om nogle grundlæggende rettigheder vi bekræfter overfor hinanden, men den handler ikke alene om nogle krav vi stiller til staten, den handler også for mig om, at staten skal stå inde for, samfundet skal stå inde for, at vi skal kunne være her alle sammen, at vi alle sammen har en rolle at spille i vores liv og i vores fælles samfund. Grundloven er det kit der binder os sammen som nation og som folk, der bidrager til vores lands sammenhængs kraft og den sikrer vores frihed og demokrati. Jeg synes det er vigtigt at huske, fordi er er så mange, som river i den danske befolkning, nogle mener, at vi skal sparke de mennesker ud af landet, som har en anden baggrund end os selv, andre mener, at vi skal privatisere og nedskrive velfærdssamfundet og overlade det til de frie markedskræfter.

Jeg tror det er vigtigt, at vi på Grundloven i dag også husker, at Danmark har det bedst når vi deltager, når vi er aktive, når alle mennesker har noget de kan bruge deres liv til i vores land, og på tilsvarende måde er det også vigtigt i vores historie at huske på, at de perioder, hvor Danmark deltager, er aktive og udadvendt, da går det os bedst, det er den aktive linie jeg så gruelig gerne ville se fastholdt også når vi til sin tid skal stemme den 28. september 2000. Det er jo ikke en enkelt lille gruppes interesse, det er jo i virkeligheden heller ikke elitens interesse vi slås for, når vi skal stemme den 28. september 2000. Det er den brede befolknings interesse. Jeg er sikker på, hver eneste af jer godt ved, at den øverste del af samfundet har jo altid kunnet klare sig, også da det gik dårligst for os, det er den brede befolkning vi skal tænke på, hvordan giver vi den brede befolkning med jævne indkomster, lavindkomster, de arbejdsløse, de svageste de bedste vilkår for at vi kan stå sammen, det er det der er opgaven og det er det, der driver os socialdemokrater.

Sidste år fejrede vi Grundlovens 150 års jubilæum, det gjorde vi fordi vi mindes og fastholder, at vi er et land en nation, at vi har en sammenhørighed, at vi har et demokrati og en frihed og et fællesskab, det er lykkedes os gennem 150 år, at holde sammen derom at fastholde og udvikle vores politiske liv og vores demokrati. Det er jo ikke noget, der kommer af sig selv, det kom fordi vi ville det, fordi vi politisk havde besluttet det, fordi vi fulgte op år for år, fordi vi også af og til traf upopulære beslutninger, men nødvendige beslutninger ikke bare i sig selv, men fordi det hang sammen med at ville det sikre. Og så kom vi Socialdemokrater så til for 7 år siden, som formanden sagde det for et øjeblik siden og siden 1993 har vi alle sammen haft travlt, rigtigt travlt. I tæt samarbejde har vi danskere fået bragt orden i sagerne ikke fuldt og helt, meget skal gøres, men 200.000 mennesker er kommet i arbejde, hvad der måske er det vigtigst af alt. For 7 år siden er jeg sikker på mange af jer kan huske, at man kendte en der var blevet arbejdsløs. I dag kender mange en der er kommet i arbejde og det er måske for os Socialdemokrater det vigtigste af alt. Alle ved, hvor slemt det er, hvis ens far eller mor ikke har arbejde. Alle ved, hvem det er, der kommer til at betale prisen, hvis der er stor arbejdsløshed i vores land. Vi har ikke fået fuld beskæftigelse endnu, men den drøm mange rystede lidt på hovedet af for 7 år siden om at få alle i arbejde, den drøm ryster man jo ikke længere på hovedet af. Der er noget andet, der også er vigtigt. Nogle steder i Europa kom den stigende beskæftigelse på bekostning af lighed mellem de forskellige samfundslag, her kom den ikke på trods af, men sammen med større lighed mellem befolkningsgrupper, det synes jeg også er værd at huske på Grundlovsdag i dag. Vi har fået mange mennesker i arbejde, men vi har ikke fået det ved at skabe større forskelle mellem os, vi har fået det samtidigt med at forskellene mellem os er blevet lidt mindre, det er fantastisk vigtigt, for det er også det at være dansk, at få har for meget og færre for lidt. Vi har brugt pengene fornuftigt og ordentligt; vi har brugt dem klogt og sikret os, at der også var til at stå imod en ny krise i morgen eller i overmorgen, men samtidig brugt pengene ikke til at give hinanden skattelettelser, men til bedre service. Børnene har fået det lidt bedre, flere forældre har kunnet komme i arbejde, fordi de kunne få passet deres børn, serviceniveauet er blevet bedre, ikke godt nok, men bedre er det blevet.

Det er klart den opgave der melder sig nu. Kan vi nu sikre os, at den gode fremgang, de gode tider vi har haft i de 7 år kan fortsætte, sådan som formanden også mindede os om. Jeg tror det var Kampmann, der engang formulerede det, gør gode tider bedre og dengang som nu gælder det jo, kan vi være sikre på, at vi kan gøre dem bedre de gode tider vi har og svaret er, at det kan vi ikke være sikre på, det kan ikke foregå automatisk, det sker ikke under hvilke som helst vilkår, det kræver nu som før klar politisk linie og kurs, det kræver, at vi ved hvor vi vil hen, det kræver også, at vi tør sige det, hvad det koster os at komme derhen.

Min pointe er, at hvis vi klart og tydeligt siger til hinanden vejen fremover er stadigvæk ikke at love hinanden skattelettelser vejen fremover er stadigvæk heller ikke at privatisere vores hospitaler eller lade børnene følge pengene, som jeg plejer at sige med en lettere omskrivning, når partiet Venstre stiller det i udsigt; vejen fremover er heller ikke at love en bestemt befolkningsgruppe guld og grønne skove på bekostning af alle andre.

På Grundlovsdagen skal man være lidt varsom synes jeg med at kritisere mange andre partier, men alligevel de holder sig jo ikke tilbage. Hvis vi nu tager Dansk Folkeparti f.eks., det er jo ikke nogen kunst at love skattelettelser på 270 mia. kr. og derefter besparelser på 70 mia. kr., så mangler der ligesom noget og det er jo heller ikke nogen kunst at love skattelettelser, hvis man glemmer at fortælle befolkningen, hvad det så er man foreslår fra Dansk Folkeparti, jeg vil i hvert tilfælde ikke være med til at afskaffe den statslige medfinansiering af dagpenge og sygedagpenge, det er jo det man vil. Jeg vil heller ikke være med til at ophæve børnepasningsorlovsordningerne, det er jo det man vil og jeg vil heller ikke medvirke til, at en arbejdsløs som i dag får et offentligt AMU-kursus som betingelse for at kunne komme på arbejde finansieriet af det offentlige, det skal han nu selv betale fremover, det glemmer man at fortælle, men ikke desto mindre står det i Dansk Folkepartis eget partiprogram og det synes jeg også skal siges, man må stå ved det man mener, man må stå ved, hvordan man synes udviklingen skal forme sig, man må fortælle hele sandheden for først der får befolkningen det brede grundlag for at vurdere, hvor vi skal hen. Jeg tror ikke meget på de der ensidige opskrifter hverken til venstre eller til højre, jeg tror på, at et parti som vores Socialdemokratiet ikke bare skal lade sig lokke af meningsmålingsinstitutter der siger, hvis du afskriver den del af befolkningen, der er usikker på fremtiden og holder sig til de sikre, de begejstrede, de veluddannede, så skal det nok gå godt. Jeg tror heller ikke på den del af meningsmåligsprofessorerne der siger, hvis du nu lader den ene halvdel passe sig selv og holder dig til de andre så skal det også nok gå godt. Jeg tror på, at Socialdemokrater er født til at løse den vanskeligste opgave, hver gang og hele tiden gennem vores historie, holde sammen på befolkningen. Vi er et parti af brobyggere.

Vi skal bygge broer i vores parti, bygge broer mellem folket, slaget og mellem befolkningens lag i vores parti. Vi skal bygge broer mellem dem, der er for fremtiden. Er der noget til mig? Hvad med mine børn og mine børnebørn? Hvordan skal jeg klare mig? Vi skal bygge bro, vi skal ikke splitte og det er det, det hele går ud på, når vi derfor skal forme fremtiden skal vi sikre det holdbare samfund. Jeg, Socialdemokratiet og Regeringen har introduceret det holdbare samfund nu. Vi føler vi kan gøre det ved ærlighed og med fortrøstningen i behold nu efter 7 år. Det holdbare samfund er for mig det samfund, hvor vi ikke skændes med hinanden, men hvor vi sætter os en fælles kurs. Det holdbare samfund er for mig ensbetydende med, at vi siger til hinanden, ja du har også betydning og derfor skal du også have en chance og du skal have et job og du skal ikke frygte at blive ensom når du bliver gammel. Vi har sagt i det holdbare samfund, der er 4 ting vi vil koncentrere os om med pengene i fremtiden i de næste 2, 3, 4 år.

Det er for det første ældreomsorg, vi vil sikre alt, hvad vi kan for, at ældre omsorgen specielt de svageste på plejehjem og ældrecentre kan få en bedre livskvalitet, kan få lidt mere omsorg, kan få en acceptabel omsorg fra det enkelte menneskes synspunkt. Vi vil sikre, at den ældreomsorg også indebærer, at vi bekæmper ensomheden og frygten for, at blive alene for det andet vil vi sikre, at det vi har tilført vores sygehuse kan fortsætte, der er forbedringer og hjerteplanerne fungerer nu, men vi kan gøre mere. Sygehusene skal have en større kvalitet og skal prioriteres ligesom ældreomsorgen. For det tredje er der vore Folkeskoler, mange steder fungerer de godt, men der er også mange steder brug for investeringer og fornyelse i bygninger og endelig for det fjerde er der dem, der ikke har fået arbejde endnu, de sidste grupper skal i arbejde. Det er de 4 ting vi siger til hinanden.

OK skal vi så ikke koncentrere os om det og lade være med at love alt muligt andet, men sige, at det er de 4 ting vi nu må samle økonomi og kræfter, det har vi sat på dagsorden og det har vi igangsat nu. En omfattende national dialog med befolkningen om. Vi har holdt 4 nationale høringer. Vi har fulgt op med 21 regionale høringer og vi fortsætter. Vi vil ikke have, at vi sidder inde på Christiansborg i kontorerne eller bag de tykke murer og beslutter alle ting. Vi vil forme de 4 områders kvalitetsløft sammen med jer. I skal komme og fortælle, hvad der er galt, komme med gode ideer. Vi kan ikke love, at alle ideer bliver omsat i praksis, men de brugbare, dem der står distancen bliver det. Ideer er gode, men ideer bliver først holdbare, når man kan se resultater og der bliver da punkter, hvor vi skal måles på om der nu kom noget ud af den dialog med befolkningen.

Kommuneforhandlingerne er den første test på, hvad der kom ud af de nationale høringer. Folk er kommet i massevis og har givet masser af gode ideer. Kommune økonomiforhandlinger i disse uger er det første trin. Det næste trin er min egen åbningstale til oktober og Finanslovsforslaget for næste år. Igen bliver det ikke guld og grønne skove, men de ideer vi kan tage frem kommer også til at præge min åbningstale og Finansloven år 2001 og det næste igen ja det bliver næste års Kommune økonomiforhandlinger til sommeren år 2001 og næste igen bliver så Finansloven til år 2002 og så skal vi lige have klaret et Folketingsvalg ind imellem, men så fortsætter vi også derudaf. Alt det tror jeg er inden for rækkevidde, jeg tror også det skal siges på Grundlovsdagen i dag, at det ikke alene er et spørgsmål om penge, det er også et spørgsmål om, at vi står sammen og hjælpes om at gøre det bedre i praksis i hverdagen. Lad mig tage det med ældresektoren, jeg ved det jo selv fra min egen mor, som bor på et ældrecenter. Meget lige ud af posen, hvis man har været til juleaften på et ældrecenter og oplevet, at der var nogle gamle mennesker, som ikke fik julegaver, fordi der var ikke nogen, der kom og der var heller ikke nogle, der kom og hentede de ældre mennesker for, at de kunne komme hjem til familien, de sad bare der alene. Pludselig dukker der så en vennekredsforening op på det ældrecenter og sørger for, at der altså er en gave til det gamle menneske og det synes jeg er fantastisk vigtigt at tage ved lære af, at staten og kommunerne kan godt klare noget, men til syvende og sidst, hvis ensomheden skal bekæmpes virkelig i hverdagen så er det vigtigt, at de pårørende er med, at naboen er med, at der dannes en ring af mennesker omkring vores ældrecentre i Danmark, hvor vi alle sammen hjælper til med at få tingene til at fungere.

Et ansvar for vores samfund er også et ansvar for min nabo. Det er vigtigt, at vi alle sammen vedstår os et fornuftigt ansvar for hinanden, naboens problem er ikke kun naboens, det er egentlig et eller andet sted også mit og mine bedsteforældres problem. Det er egentlig ikke bare deres, det er et eller andet sted også min opgave, og på en måde er de svagestes problem ikke kun deres eller samfundets, det er også mit. Grundlovsdag skal i dag også være vores fælles ansvarsdag ikke for at fraskrive os velfærdssamfundets forpligtigelser, men for at genoplive de gode gamle ord, som jo har stået på vores flag og vores faner siden vores barndom i arbejderbevægelsen, rettigheder og pligter og pligter og rettigheder, det var det, det hele byggede på og det har vi også brug for at mindes om igen.

Så er der den folkeafstemning, nu kommer han så her igen og vil have os til at stemme ved en folkeafstemning – vi er noget bekymret for det Poul Nyrup, for kan vi nu være sikker på, at vi kan bevare vores danskhed – kan vi være sikre på at beholde det vi har? Mister vi nu ikke noget, hvis vi gør som du anbefaler den 28. september 2000. Burde vi ikke sige nej for, at vi bedre kan sikre det vi har og vi har dog klaret os og det går jo godt med økonomien, som du selv står og taler om, hvorfor beder du os så om at stemme ja den 28. september 2000.

Hvad er det der driver dig? Jeg må jo starte med at sige, det der driver mig det er ikke eliten eller dem, der har deres på det tørre for de skal såmænd nok klare sig. Det der driver mig er folk med jævne indkomster. Den anden halvdel af samfundet det er alle dem, der driver mig og det er en historisk stærk følelse af, at vores land Danmark har altid haft det bedst, hvis vi har deltaget aktivt i et samarbejde. Vi er kolossalt afhængig af verden omkring os, fordi vores velfærd og velstand bygger i virkeligheden for 1/3 af hele vores indtægt på, at vi netop er sammen med de andre. Hvis vi skal have en god debat om den fælles valuta, og det vil jeg virkelig bestræbe mig på vi får, så lad mig sige 3 ting. Der findes ikke noget dumt spørgsmål, der er ingen her eller ude omkring i Danmark, der skal være bekymret for at stille spørgsmål til det her. Jeg kan godt forstå, at mange er i tvivl, der findes ikke nogle dumme spørgsmål alle spørgsmål er lige gode og berettiget. Lad os få det op på bordet og få det diskuteret igennem og for det andet tror jeg det er meget vigtigt at fortælle sandheden om Danmarks placering i Europa. Danmark er ikke et lille land, der kan beslutte alting fuldstændigt uafhængig af de andre. Når sandheden skal frem er en af de mest afgørende forskelle fra 1950’erne og 1960’erne, hvor det hele buldrede derudaf, og så nu, hvor vores gensidige afhængighed økonomisk er meget, meget anderledes end den var for 30 – 40 år siden. Lad mig bare givet et lille eksempel.

En gang i 60’erne var det sådan, at der kunne vi bestemme renten, hvis vi havde brug for at sætte renten op for at beskytte os, så kunne vi gøre det, hvis vi havde brug for at sætte renten ned for at tiltrække investeringer, så kunne vi gøre det. Sådan er det slet ikke mere. I dag bestemmer vi ikke alene renten, og dem der påstår det, taler ikke sandt, vi er dybt afhængig af de andre. Vi har set igennem de sidste 2, 3, 4 år, at hver gang Deutsche Bundesbank og nu i dag med den Europæiske Centralbank hæver renten, så går der 2 timer – så hæver vi også renten i Danmarks Nationalbank – ja der går ikke engang 2 timer – sidst fik jeg en lille seddel ind på bordet, da jeg sad i Folketinget, der gik 14 minutter. Vores selvstændighed er 14 minutters betænkningstid til at hæve renten lige så meget som de andre. Jeg siger det ikke for at kritisere nogle eller for at kritisere jer, der er i tvivl eller for at kritisere jer der har bestemt jer for at sige nej. Jeg beder bare om, at vi et øjeblik tænker over, hvad vores lands situation er og når det nu er sådan, at vores land er så kolossalt afhængig af de andre lande, hvordan giver vi så bedst vores land de bedste muligheder for at klare sig i fremtiden. Det var mit 2. punkt. Det 3. punkt jeg vil nævne for jer, det er også noget, der er sket de sidste 30 år. Jeg kan huske dengang for 30 år siden, da var der jo ikke noget der hed international spekulations kapital. Det var ikke noget der betød så meget, som det gør nu. Dengang talte vi om, at nu måtte de multinationale kræfter og selskaber tæmmes. Vi kunne ikke have, at Coca-Cola m.fl. udnyttede den fattige arbejdskraft i u-landende, byggede på børnearbejde og nægtede at anerkende faglige rettigheder og retten til at organisere sig og tegne en overenskomst og kæmpe for sin ret. Jeg havde næsten glemt det og ikke troet det var muligt, men jeg mener i virkeligheden, at den gamle drøm om at få en verden, hvor der er et menneskeligt ansigt omkring markedskræfterne ikke længere er historie eller fantasifostre, men er indenfor rækkevidde. Alle de ældre mennesker i Danmark, som tænker på deres børn og deres børnebørn, når de skal sætte kryds den 28. september 2000. Der vil jeg sige tænk ikke alene på jer selv, I kan sikkert godt klare jer selv, også hvis det bliver et nej, det er jeg ikke i tvivl om, men tænk også på, hvad der er bedst for jeres børn og børnebørn. Med det mener jeg, det er som en elitebilist, der opsiger sin bilforsikring, så kan han jo ikke være fuldstændig sikker på han ikke engang i fremtiden løber ind i en bilulykke. Vi skal ikke sige nej til at tegne en forsikring mod international spekulation. Vi skal sige ja efter min bedste opfattelse. Der sidder mange her i dag der kan huske bare ca. 15 – 20 år tilbage dengang vi havde oliekrise i Danmark i 1974 og 1979. Jeg var noget yngre dengang som I, men jeg kan i hvert tilfælde huske, at jeg har set mange af de mennesker, der blev arbejdsløse dengang, men hvorfor blev de det under den store oliekrise i 1970’erne. Det blev de, fordi vi ikke havde lært at samarbejde, det blev dem, fordi vi troede vi kunne devaluere os ud af krisen, men det gjorde alle de andre også og resultatet blev at 100.000 vis af danske arbejdere og funktionærer kom ud i arbejdsløshed og det er det, der driver mig, det er det jeg ikke vil se igen.

Det er det vi ikke skal se igen og det er det solidaritet handler om. Jeg vil så nødig se, at vi efter et nej, hvis det måtte blive et nej den 28. september 2000 og et par år senere løber ind i en eller anden international krise for ingen kan garantere, at der ikke engang i fremtiden kommer en international krise og der vil jeg så nødig se, at nogle siger til sig selv, havde vi dog bare været medlem sammen med de andre så vi kunne værne os, det må ikke ske, og derfor er det jeg siger, også af hensyn til, at dette lille land Danmark, som har klaret sig godt og stærkt på egen kraft, men sandelig også i kraft af, at være sammen med de andre, at dette lille land Danmark klarer sig bedst i et fællesskab også om 10 år og 20 år og 30 år. Denne lille danske båd, der gynger lidt på det frådende hav skal have nogle gode store bugserbåde ved siden af man kan hive tove over til, hvis bølgerne står for højt og slår ind over rælingen og jeg vil ikke en gang til som i 1970’erne, se danske arbejderfunktionærer miste deres job, fordi vi er isoleret, fordi vi ikke kunne finde ud af at samarbejde. De store skal jo nok klare sig, det er de små lande jeg taler om. Vi har regler for at beskytte den lille mand i Danmark og lille kvinde undskyld. De store skal jo altid klare sig, derfor har vi også regler i Europa for at beskytte de små lande mod de store, ellers sidder magten jo hos de store. Når nogle siger til mig, ja men det betyder ikke noget økonomisk om vi siger ja eller nej den 28. september 2000, det er kun politisk, så må jeg sige til jer – tak skal I ellers have – kan I huske hvor meget politisk tid vi har brugt, når det gik dårligt med økonomien her i landet. Jeg kan huske Per Hækkerups august-forlig i 1970’erne. Det var både politik og økonomi, det er altid politik og økonomi – det hænger sammen, økonomi er ikke et mål i sig selv, men hvis der ikke er styr på økonomien, så bestiller vi ikke andet politisk end at snakke økonomi. Politik og økonomi kan ikke skilles ad i realiteten og lad mig derfor sige – ja det er rigtigt, at en renteforskel på 3⁄4% måske ikke betyder så meget i den store sammenhæng, men en renteforskel på 3⁄4% betyder altså meget for investeringerne i vores land og det betyder altså også meget for den halvdel af befolkningen, der har taget flex-lån de seneste par år og det betyder altså også meget for dem, der skal tage nye lån for at skifte hus eller noget andet. Nogle siger til mig, at det kan jeg ikke være bekendt at sige – jeg siger, det må jeg da fortælle om, hvis hele sandheden skal frem og undskyld mig en renteændring betyder altså også, at det går i den forkerte retning med tab af arbejdspladser, nogen siger det er kun 6.000 arbejdspladser – jeg siger hver eneste arbejdsplads, der er tabt er en for meget – nogen siger det udvikler sig og udligner sig på langt sigt – jeg siger så længe har vi ikke tid til at vente og jeg synes ikke der er nogen grund til, at folk skal gå ned i realløn for at opnå det samme antal arbejdspladser. Et nej er desværre ensbetydende med, at vi ikke har den sikre kurs som vi har nu. Et ja er ensbetydende med, at vi kan fortsætte den stabile fremgang vi har nu. Det er klart det er en stor beslutning at tage at gå fra egen valuta til fællesvaluta, det skal jeg være den første til at sige og det er klart det indebærer også at vi ikke har den samme handlefrihed, når det gælder at nedskrive vores krone eller opskrive vores krone – det skal jeg også være den første til at sige.

Men det er lige så givet, at vi er i en anden tid nu end vi var for 10 eller 15 år siden, og vi skal beskytte os mod spekulation fra international økonomi som er ansigtsløs og bare er der pludseligt. I skal huske på, at der er ikke en fondsbørs, der ikke er åben et eller andet sted på kloden alle 24 timer.

For mig handler det om, at sikre Danmark i fællesskab og ikke i isolation, for mig kan det billedligt talt sidestilles med, at vi har det bedst med at være ude på fodboldbanen og kæmpe vores kamp end at sidde i omklædningsrummet eller reservebænken og for mig handler det altså også om, at et land som os ikke skal isoleres. Vi er ikke Norge med milliardvis af kubikmeter olie og naturgas vi er ikke Island med 200 sømil og masser af fisk vi er ikke Schweiz med Schweizerure, vi er Danmark og vi er lige her og vi skal tænke på hinanden og vi skal have udsyn og ikke indadvendthed og derfor må jeg også sige til SF og Enhedslisten – jeg forstår jer ikke i al godmodighed og i al venskabelighed, jeg forstår jer ikke. Hvordan kan venstrefløjen i Danmark vende sig imod et samarbejdende Europa når hele resten af venstrefløjen i Europa går ind for en fællesvaluta, hvad er det for et alternativ vi nu skal udvikle, når der ikke er et alternativ. Hvad er det for noget vi starter forfra med, når vi ikke kan starte forfra, de andre er ikke i tvivl og de vil fortsætte deres samarbejde, selvom vi vælger isolation. Danmark er ikke tjent med isolationen. Danmark er tjent med fællesskabet og Danmark er bedst tjent med, at vi får det stabile grundlag, hvor vi kan fortsætte kampen for det holdbare samfund, for de ældre, for de syge mennesker, for de sidste grupper der skal ind på arbejdsmarkedet og min personlige erfaring fra min egen familie har jo været at se, hvem der bliver ramt, når der er krise i vores land. Hvem er det, der bliver ramt når der ikke er fuldt fart på i økonomien – ja igen det er jo ikke dem i toppen – det er almindelige mennesker og det er de fattigste i vores land, der bliver ramt, og det synes jeg vi skal huske, det handler om politik at være med der, hvor der besluttes, det handler om ny europæisk vision, hvor vi en gang for alle skal skabe fred og fordragelighed mellem alle folk i Europa, så den krig vi kendte ikke kommer tilbage igen. Der var en lille pige, som kom til mig for ganske nylig og sagde, at hvis du bare med 2 ord kunne sammenfatte, hvorfor min far og mor skal stemme ja den 28. september 2000, hvad vil du så sige spurgte hun. Hun var ikke ret gammel måske 6 eller 7 år, så sagde jeg for din skyld og det vil jeg også slutte med at sige.