Statsminister Poul Nyrup Rasmussens redegørelse ved Folketingets afslutningsdebat den 31. maj 2001

Ny tid – nye opgaver

Det har i sandhed været et travlt år – men også et godt år for Danmark.

Det har været et intenst arbejdsår, som falder i naturlig forlængelse af de seneste syv års indsats i vort samfund.

Jeg sad i går aftes og gennemså oversigten over vort arbejde her i Folketinget gennem det seneste år. Jeg må konstatere, at regeringen er kommet igennem med sit lovprogram, endda godt og vel – også inklusiv en række ekstra initiativer, som vi ikke kunne forudse for et år siden.

Jeg synes, det er meget tilfredsstillende. Og jeg vil gerne starte med at kvittere herfor i forhold til Folketinget. Det bekræfter, at vi - jo trods forskelle i ståsted - også kan samarbejde. Det skal fortsat, vil jeg gerne forsikre, være regeringens ambition at samarbejde, som et stærkt kendetegn for det danske folkestyre.

Vi har vedtaget mange love igennem det seneste folketingsår – og i morgen skal vi stemme om den sidste gruppe af vores lovgivning.

* * *

Ser vi hen over lovprogrammet, er der en række love, som falder i øjnene: Nye initiativer for et bedre arbejdsmiljø. Fortsat ret og pligt på arbejdsmarkedet, men også større hensyn til den enkelte. Lettelser i arbejdsløshedsforsikringen. En aktiv bypolitik med større hensyntagen til vore handicappede og forøget indsats for vore hjemløse. En førtidspensionsreform, der ser på det, folk kan, og ikke koncentrerer sig om, hvad folk ikke kan. En aktiv ligestillingspolitik og nye initiativer på ligelønsområdet. En helt ny formuleret erhvervspolitik. Dk 21 med oplæg til partnerskab med dansk erhvervsliv. En nytænkning i Forsvaret med understregning af vort internationale ansvar og ambition. En ny dagsorden for IT. Et ambitiøst fortsat arbejde for et bedre naturmiljø. En aktiv kulturpolitik. En langvarig stor - og så ressourcekrævende - indsats for bedre sygehuse, for vore ældre og for vore børn. En langsigtet trafikpolitisk indsats. En undervisningspolitik, der er vedholdende og konsekvent. Og sidst men ikke mindst en aktiv ansvarlig udenrigspolitisk linie, som Danmark fortsat skal være kendt og anerkendt for.

Nogen vil måske sige: ”Vedtager vi for mange love i Danmark?” ”Tilpasser, ændrer og vedtager vi for mange nye regler i Danmark?” Svaret ville være ja, hvis verden stod stille og Danmark med. Svaret ville være ja, hvis alle mennesker, der kunne, var i arbejde, og alle mennesker havde mulighed og grundlag for at kunne leve et godt aktivt liv.

Men sådan er det jo ikke helt. Sådan er det ikke endnu. Barometeret står ikke på uforanderlighed men på forandring. Især i det internationale samfund, og det vil sætte sit præg på os og på vores vilkår i de kommende år. Det skal vi forberede os til.

Man kunne spørge videre - hvorfor har vi i det hele taget regler i vores samfund? Det har vi, fordi vi ikke vil acceptere, at tilfældighederne skal råde og udstøde mennesker. Det har vi, fordi vi ikke vil acceptere, at de rene markedskræfter skal frasortere mennesker i vores samfund, blot fordi de er svagere, eller fordi de måske ikke fik så mange chancer, som de fleste.

Det har vi, fordi vi har brug hinanden. Det har vi, fordi vi har besluttet os for, at det er selve kernen i det danske velfærdssamfund. Jeg medgiver gerne Folketinget og hele den danske befolkning, at vi haft temmelig travlt i de seneste otte års lovgivningsarbejde. Jeg glæder mig over, at den danske befolkning har gjort en kæmpe indsats for at løfte vores samfund på ret spor igen. Det var jo det, der var ambitionen, da vi lagde linierne for otte år siden – dengang i 1993.

* * *

Dengang i 1993, hvor alle kendte en, der var blevet arbejdsløs. Nu kender de fleste en, der er kommet i arbejde. Det er og bliver afgørende, så meget som arbejdet fylder i vi danskeres hverdagsliv.

Dengang i 1993 hørte vi om tusindvis af familier, der var gået konkurs med deres hus, fordi økonomien ikke længere slog til. I dag er det næsten omvendt. Efterspørgslen er så stor, at husprisstigningerne i sig selv giver problemer.

Dengang manglede tusindvis af unge mulighed for at få en uddannelse og mange, mange unge faldt fra. I dag er der langt færre, som det ikke lykkes for.

Dengang var der mismod og tvivl om fremtiden. I dag er flere, langt flere, med i vort samfund.

* * *

Jeg vil gerne understrege for Folketinget, at jeg siger langt fra, at alt er godt. Det er det ikke. Men jeg siger, at det er et bedre Danmark end dengang i 1993.

Og jeg siger, at vi gennem en vedholdende konsekvent økonomisk politik har haft ambitionen om at sikre et stærkt grundlag for Danmark i de kommende år.

Alle de balanceproblemer, vi sloges med dengang, er vi kommet ud af. Det har præget vores økonomiske indgreb, det medgiver jeg. Og ofte har de indgreb ikke været populære - sandt nok - men det har alligevel været hemmeligheden i nøglen til at bringe Danmark ind på det stabile spor, vi nu i dag er på.

Vi er i gang med at afvikle vores gæld. Vi er med fremme i det internationale arbejde. Vores erhvervsliv oplever gode tider – senest har vi set internationale virksomheder investere – i Hillerød i stedet for i Irland. Det er udtryk for, at dette velfærdssamfunds afgørende styrker også ses som konkurrencestyrke med internationale virksomheders øjne.

Vi står rimeligt rustet til morgendagens problemer. Og vores erfaringer bekræfter os i, at vi ikke må lade de rene markedskræfter styre udviklingen. Markedskræfterne skal være menneskets tjener og ikke dets herre.

Vi kan med rette sige, at hovedparten af de opgaver, vi satte os for for otte år siden, nu nærmer sig en løsning. Danmark er kommet på rette spor. Nu er det tid, at vi sætter os nye opgaver for Danmark. Det er også en ny tid. Netop derfor skal vi bruge vore kræfter på at tage fat, så Danmark også kommer godt igennem de kommende år på en god måde.

Jeg siger det for at understrege, at ingen af de mange reformer, vi har arbejdet så hårdt med i de seneste otte år, har været tilfældige eller bestemt af ugens meningsmålinger. Meget kan man sige om regeringen, men at basere vores politik på populismens meningsmålinger, det kan man ikke sige, vi gør. Vi har måske endda nogen gange været for tidlig ude efter nogens opfattelse. Det er vi, når alt kommer til alt, ikke så kede af, fordi vi helt bevidst har ønsket at tilrettelægge et politisk arbejde for Danmark, som tog højde for de fremtidige udfordringer. Som tog fat om de problemer, der var, før de blev til uoverskuelige kriser. Som var langsigtede i deres natur, og som umiddelbart virkede i deres effekt. Som hele tiden har haft til formål at give den tryghed, som er forudsætningen for, at mennesker kan leve under den konstante internationale forandring.

Jeg siger det også, fordi det samfund, vi har nu, ikke kom af sig selv. Fordi det ikke kunne være anderledes – det kunne det sagtens. De resultater kom, fordi vi ville. Fordi linien var klar og konsekvent. Og først og fremmest fordi den danske befolkning - skolelæreren, metalarbejderen, slagteriarbejderen, bygningsarbejderen, buschaufføren, social- og sundhedsassistenten, kontorassistenten, kassedamen, IT-medarbejderen – ja, alle i den private og den offentlige sektor har gjort en kæmpe indsats.

Vi er altså nu inde på et godt spor, som ikke kom fra udlandet, men først og fremmest kom fra os selv. Nu gælder det om at holde fast og bære os klogt ad, så vi kan løfte de nye opgaver, som vi løftede de gamle.

* * *

Også i de kommende år vil kernen i vort politiske arbejde ikke være enkeltsager, men helhed og vilje til at tænke langsigtet. Vilje til at gribe ind og træffe beslutninger, som i nuet måske ikke er lige populære overalt, men som i det længere perspektiv er med til at bære vores værdier og vores fællesskab.

Der er ikke brug for trylleformularer eller eksperimenter, som sætter spørgsmålstegn ved samfundets grundlæggende tryghed. Det er naturligt at tage nye initiativer, som virker i folks hverdag. Som skridt for skridt forbedrer de svages vilkår. Som skal sikre Danmark i en ny tid uden at skabe splittelse.

Det er, hvad jeg forstår ved politisk lederskab på et klart værdigrundlag. Vi har brug for et stærkere fællesskab – ikke for et svagere.

Vi har brug for at dele ansvaret med hinanden for Danmarks fremtid – ikke for at fravælge os det.

Vi har brug for stadig større retfærdighed i vort samfund nationalt som internationalt. Vi har brug for, at vi ikke alene samler os om mere velfærd til hver af os, men først og fremmest større kvalitet i vores velfærd.

Vi har brug for at skabe større sammenhæng i vort samfund. Større sammenhold og større samhørighed.

* * *

Den internationale udvikling – den såkaldte globalisering – er her jo, som en ufravigelig realitet. En realitet, vi hverken kan lukke øjnene for, afspærre os fra eller rulle gardinerne ned for.

Gjorde vi det, ville vi for alvor svigte.

Hvis vi prøvede at lulle befolkningen ind i en illusion om, at vi i Danmark kunne forme vores liv og vores udvikling fuldstændig uafhængigt af omverdenen, så ville vi for alvor løbe fra vort ansvar. Vi vil i regeringen tackle den ny tid åbent, klart og ambitiøst på vores værdigrundlag og vores omsorg.

* * *

Der er ingen tvivl om, at globaliseringen har betydet, at frie markedskræfter i en række situationer har fået større råderum og større indflydelse. Enorme økonomiske summer kan på sekunder flyttes mellem verdensdele og søge nye gevinster.

Det betyder på den ene side, at ressourcerne hurtigt kan flyttes derhen, hvor der skabes nye muligheder, og hvor de kan bruges bedst. Men det skaber også på den anden side en ny usikkerhed, hvis ikke vi i vort samfund griber den nye tid og former en klar politik.

Det er samtidig en stor udfordring for alle samfund for alle folk. Hvis vi ikke samles i en ny global strategi, risikerer vi, at konsekvenserne vil være brutale for dem, der ikke er så privilegerede som os. Vi kan ikke bare lade stå til og tro, at markedet er et lukket kredsløb, der består af anonyme og usynlige hænder. Heldigvis er det ikke kommet så vidt, at markedet er gjort til den højeste moral i vort samfund. Markedet skal fortsat være menneskets tjener og ikke dets herre.

Pendulet, føler jeg, har i for lang tid svinget i den forkerte retning globalt set. Internationalt er det nu tid at gøre en anstrengelse for, at det svinger i den rigtige retning igen.

* * *

Retfærdighed skal være nøgleordet både i Danmark og globalt set, og lige så stærkt nøglen til helhed i livet og fremtiden for den enkelte. Jeg tror mange husker, at bag de nye mange arbejdspladser, der er skabt i Danmark i de seneste otte år, skjuler der sig også meget store bruttobevægelser. Den nye verden er jo en verden, hvor gamle arbejdspladser udskiftes med nye.

Og når et menneske på en fabrik får at vide, at nu skal der fyres så og så mange medarbejdere, så har jeg ofte set, hvor stor en afmagtsfornemmelse, det skaber hos folk. Hvem har besluttet det? Hvorfor lige mig? Hvorfor får vi ikke noget at vide i god tid, så vi kan forberede os? Hvornår bliver vi genansat? Mange spørger sig selv: Er det globalisering dette her? At vi med så kort varsel får at vide, at nu er det for resten vores job, der ikke længere er der?

Jeg forstår godt den følelse. Det er vigtigt, at vi former de rigtige svar. Det sker jo i stadig større omfang i disse år, at gamle job udskiftes med nye job. Det er regeringens klare holdning, at der er brug for at etablere en ny form for politisk offensiv i forhold til globaliseringens internationale markedskræfter. Jeg føler også, at vi har gode muligheder derfor. Fordi vi er i gang med at opbygge et samarbejde med stor rækkevidde, ikke mindst på europæisk niveau. Det skal vi bruge som afsæt for at tage fat om de internationale udfordringer.

Vi skal ruste mennesker til forandring gennem efteruddannelse og uddannelse, så man kan tage de nye job.

Det er vores holdning, at det ikke alene fortsat skal ske i Danmark, men være en del af vores internationale strategi. Og jeg føler, at vi har gode muligheder herfor. At vi med det europæiske samarbejde har ekstra gode muligheder for at forme et nyt svar.

* * *

Må jeg minde Folketinget om, at 25 internationale virksomheder globalt i dag kontrollerer over halvdelen af verdenshandlen. Tænk engang, at i disse 25 bestyrelseslokaler træffes der afgørende beslutninger, som berører millionvis og atter millionvis af menneskers og lønmodtageres fremtid.

Der er brug for mere politik globalt set – ikke mindre politik. Der er brug for, at vi på samme måde, som vi har gjort det i Danmark – hvor vi jo igennem 100 år har opbygget et menneskeligt ansigt omkring vores markedskræfter, der blev til vores velfærdssamfund – også gør os en ny anstrengelse internationalt. Det skal ikke tage 100 år.

Der er brug for, at vi anvender vores europæiske samarbejde som afsæt. Og jeg glæder mig til, sammen med den øvrige regering, at præsentere - i form af vores Hvidbog om det europæiske samarbejde – et bidrag til netop den ambition.

Jeg ser for mig, at det europæiske samarbejde kan påtage sig et globalt lederskab både i forhold til USA, i forhold til Sydøstasien og i forhold til den 3. verdens skrigende behov for et stærkere, solidarisk samarbejde.

Internationale aftaler har vi brug for, forsikrer jeg. Aftaler, der kan gøre op med grådigheden, når det gælder vores finansielle markeder. Når det gælder de internationale skattely. Når det gælder misbruget af verdens ressourcer. Når det gælder solidariteten.

* * *

Den største sikkerhedsrisiko i verden er såmænd ikke at finde hos os selv. Den største sikkerhedsrisiko i verden er, hvis vi glemmer den 3. verdens udviklingsvilkår. De fattige folks fremtid er i virkeligheden tæt forbundet med vores fremtid.

Og må jeg understrege meget stærkt:

Vi bliver ikke rigere af, at andre bliver fattigere. Vi bliver ikke rigere af, at andre forbliver fattige i den 3. verden. Vi bliver ikke rigere af, at forskellen mellem dem og os bliver større. I egen interesse, og først og fremmest i medmenneskelighedens og solidaritetens interesse, må vi fortsætte med det gode eksempel som de fremmeste, når det gælder vor ulandsbistand.

Det er jo forudsætningen for, at vi kan tale med en høj og klar stemme om de andres ulandsbistand. Andet kan vi ikke være bekendt. Så længe der er hungersnød, katastrofer, sult, krigsofre, er der desperat brug for os.

Så længe, der er børn, der sulter, er der desperat brug for en solidarisk ulandsbistand. Så længe der er markeder, der ikke er åbnet, så de fattige folk kan sælge deres varer, er der hårdt brug for os og for det europæiske samarbejde.

Det er såmænd til syvende og sidst ikke så meget, vi skal give.

Da vi for nogle få år siden påtog os at hjælpe med nogle af de mest udsatte sociale opgaver i de tre baltiske lande – Estland, Letland og Litauen – jamen, så var det jo af samme grund. Et lille tocifret millionbeløb skulle der kun til. Men det er nok til, at der måske er en chance for, at de russiske gadebørn i Tallinn, i Estland, får en lidt bedre fremtid.

Måske en chance for, at Irina, som har levet prostitueret på gaden siden 12 års alderen, nu kan slippe fri af den tilværelse. Ingen kan naturligvis garantere, at hun får et ordentligt liv resten af sin tilværelse. Men vi kan i det mindste give hende et bidrag til, at chancen for hende også er dér.

Og tilsvarende kan ingen naturligvis sige, at Danmark kan gøre den afgørende forskel i Mellemøsten. Men vi kan give vores bidrag gennem en stærkere europæisk indsats til, at det, der er situationen og tragedien i Mellemøsten, kan komme over i et freds spor igen.

For sådan er det jo. Ingen kan klare sig alene. Hverken resten af verden eller Danmark. Vi har brug for hinanden.

* * *

Og snart tager vi fat på det næste store træk i det internationale samarbejde. Den danske regering har allerede været i sving et stykke tid. Senest på OECD- samarbejdets topmøde i Paris under det danske formandskab. Det lykkedes os her at få vedtaget det første vigtige skridt på vejen i arbejdet for en ny ”Global Deal” – en ny international partnerskabsaftale. Et nyt internationalt håndslag mellem rige og fattige, mellem alle lande, som skal sætte dagsordenen i Johannesburg næste år, når vi mødes 10 år efter Rio og tager fat på den nye strækning.

Denne nye globale aftale skal indeholde bistand, gældslettelse til de fattige samfund, frihandel med et menneskeligt ansigt. Det gælder i øvrigt også markedsadgang for ulandene, miljø- og arbejdstagerrettigheder og internationale miljøspørgsmål. Ambitionen er stor, men den er vigtig.

Og folk skal være med. Ikke ved, at vi kommer og pådutter, men noget folk har medejerskab til.

Vi har også taget skridt til at hjælpe ulandene med at udnytte de internationale patentregler for at skaffe livsvigtig medicin frem til HIV- og Aidsramte ofre. Det har ikke været kønt at se visse internationale medicinalselskaber operere. Men nu har vi trods alt fået skåret igennem. Og jeg håber, og jeg forventer, at se billigere medicin ført frem til de fattige i verden.

Og fødevaresikkerheden er mange, mange familier med rette optaget af i deres hverdag. Vi fører en klar og en konsekvent linie herhjemme og i det europæiske samarbejde. Men det er naturligvis ligeså klart, at vi ikke kan kontrollere alt fuldt og helt og alene. Også her er der brug for et stærkere internationalt samarbejde. EU’s landbrugsstøtte skal indrettes, så det ikke bevidstløst støtter produktionen, men støtter miljø, sundhed og dyrevelfærd.

* * *

Jeg har lagt ud med dette tema her i Folketinget, fordi det er afgørende for forståelsen af Danmarks livsvilkår og den værditilvækst, vi lever af. Vi har jo altid deltaget aktivt på den internationale scene. Vi har altid gerne ville sælge vores varer på verdensmarkedet. Ja, det lever vi faktisk af. Men det betyder også, at vi bliver meget afhængige af, at de internationale aftaler og regelsæt fungerer.

Det fik vi jo unægtelig demonstreret tydeligt i forbindelse med mund- og klovsygediskussionen og udviklingen i Europa. Det viste os lidt af, hvor sårbare vi i virkeligheden er overfor indgreb i den fri handel. Og pludselig så vi det: Store markeder for vores landbrugseksport var pludselig lukkede. Og der måtte en ekstra og meget dygtig indsats til fra såvel Udenrigstjeneste som Fødevareministeren og de berørte erhverv til at få åbnet markederne igen.

Det understreger for mig, hvor vigtigt det er, at vi også på disse områder får udbygget vores internationale regler. Og det er vel også til syvende og sidst et klart bevis på, at vi ikke kan stoppe den globale udvikling. Men at vi som land og som folk har brug for at opstille ”trafikregler” for globaliseringen.

Vi skal være det land, der presser mest på for at få miljø- og arbejdstagerrettigheder og forbrugerbeskyttelse med i WTO-forhandlingerne. Det pres fortsætter vi, også når det gælder vores pres for at formå USA til at deltage i Kyoto-protokollen.

* * *

Gennem otte år har det danske samfund og regeringen mødt de mange udfordringer forfra. Den linie vil vi fortsætte lige så beslutsomt, lige så åbent og lige så ambitiøst i lyset af globaliseringens udfordringer. Det gælder også for Rigsfællesskabets to øvrige samfund.

For højt mod Nord mærker de to samfund – Færøerne og Grønland – jo også globaliseringens effekter. Jeg siger det, fordi der ikke er så mange velfærdssamfund i verden – og måske netop derfor, er der et særskilt behov for et godt sammenhold og samarbejde mellem de små velfærdssamfund.

* * *

Lagtinget vedtog den 20. april i år et beslutningsforslag, som sigter mod at oprette Færøerne som en suveræn stat.

Regeringens holdning er klar. Vi ser helst et udbygget samarbejde inden for Rigsfællesskabet, men det står også klart, at:

• Det er den færøske befolkning, der til syvende og sidst bestemmer det færøske folks fremtid og tilknytning til Danmark.
• Det står klart, at regeringen er rede til enten at drøfte en egentlig selvstyrereform inden for Rigsfællesskabet eller en gradvis overtagelse af sagsområderne inden for den nuværende hjemmestyrelov evt. en revideret hjemmestyrelov.
• Det står klart, at regeringen er meget rede til at forhandle en bloktilskudsaftale med landsstyret for et år - Finansåret 2002.
• Og endelig var jeg glad for, at vi i fællesskab understregede i Folketingets debat forleden, at regeringen naturligvis vedstår sig den aftale om råstoffer i undergrunden, som blev indgået den 22. december 1992 mellem den daværende regering og det færøske landsstyre.

Jeg vil gerne takke det brede flertal i Folketinget for tilslutningen til denne hovedlinie.

Jeg vil gerne understrege, at regeringen vil fortsætte konstruktivt og konsekvent i forhandlinger med det færøske landsstyre, uanset hvilken vej folket på Færøerne måtte vælge at gå. Det vil vi af respekt for det valg, der træffes på Færøerne og på grundlaget for det demokratiske samarbejde. Sådan skal det fortsat være.

* * *

Regeringen og Grønlands landsstyre indgik for kort tid siden her i marts måned en aftale om bloktilskuddet for de næste to år - 2002 og 2003. Staten bidrager nu også med et tilskud på redningsberedskabet i Midtgrønland og i Diskobugten.

Jeg glæder mig over, at det grønlandske hjemmestyre bestræber sig på at gøre det grønlandske økonomiske samfund mindre afhængigt af fiskeriet og af statens tilskud.

Vi har noteret os med stor interesse, at hjemmestyret har nedsat en selvstyrekommission, som skal formulere de grønlandske ønsker til det fremtidige samarbejde. Når dette arbejde er afsluttet, er vi helt rede til at drøfte grønlandske ønsker i fremtiden i vort samarbejde.

Vi er glade for at se den grønlandske interesse og den grønlandske selvbevidsthed i det internationale arbejde. Det gælder også i forhold til EU, hvor vi ser gode fremskridt i en række forhold.

Heldigvis er det ikke kun Danmark, der oplever økonomisk fremgang. Det gælder i høj grad også på Færøerne og på Grønland. Fiskeriet har været godt, og der er høje vækstrater i de to samfund. Begge steder er der styr på finanserne. Dette kan vi kun hilse med tilfredshed.

* * *

Også herhjemme er vi jo i fuld sving med at drøfte, hvordan vi skal indrette os i fremtiden.

Vores værdigrundlag ligger klart. Det har jeg allerede præciseret. Fællesskabet er grundlaget.

* * *

Men jeg skal ikke lægge skjul på, at en af de største frustrationer, jeg tror mange har i politik, det er den enkle erfaring, at ting tager tid.

At det tager tid, før vore love virker. Før vore aftaler med kommuner og amter virker i praksis. Det kan godt skabe utålmodighed for mange, hos os, herinde i Folketinget og ikke mindst hos mange i den danske befolkning. Fremskridtene er kommet. Men der er brug for fortsatte fremskridt.

* * *

Vi tror på, at vi i Danmark skal fastholde det værdigrundlag, vi har. Vi tror på, at hovedomdrejningen er pligt og ret til at dygtiggøre os, og alles pligt til og ansvar for de svageste og for hinanden.

Vi tror ikke på nye eksperimenter, der via større brug af markedskræfter risikerer at skabe ny usikkerhed for vore ældre, for vore børn, for vore familier, for undervisningen og for vores brug af velfærdssamfundets ressourcer.

For det er jo et af paradokserne i politik. At det, der lyder godt - det såkaldte frie valg - i virkeligheden skaber mindre klog brug af penge, menneskelig arbejdskraft og større usikkerhed.

Hvis vi overlader mere til markedskræfter og såkaldte frie valg, risikerer vi store problemer i vores undervisning, i en forskellig udvikling af vore regioner og i vores lokalsamfund i Danmark. Et større pres på den enkelte familie for at flytte sig, og spændinger langt ind i den enkelte familie mellem børnene og deres uddannelsesvalg, mellem far og mor og deres arbejde i lokalsamfundet.

Vi risikerer, at ”mobilitetsprisen” bliver for høj. For vi ønsker jo i virkeligheden, hver enkelt af os i vore danske familier, at være i det lokalsamfund, hvor vi hører til. Finde vores job der. Fastholde vores identitet der. Vores arbejdsplads. Vore familiers udfoldelsesmuligheder. Det vil også fortsat være regeringens faste holdepunkt. Og jeg glæder mig over, at det jo ikke er uforeneligt med, at Danmark er et af de lande i Europa, der samtidig har den højeste mobilitet på arbejdsmarkedet. Derfor er der ikke modstrid mellem konkurrencekraft og et trygt velfærdssamfund, og det skal der heller ikke være i fremtiden.

* * *

Kvalitet, retfærdighed og tryghed i hverdagen er kun ord, der først får mening, når det ledsages af konkret politik. Jeg vil gerne nævne en række hovedemner for regeringens arbejde, der også vil komme til udtryk i efteråret.

Først og fremmest er der brug for, at vi fortsætter vores indsats for de svageste i samfundet. For de udsatte – fra hjemløse til stofmisbrugere og sårbare børn. Til dem, der ganske enkelt ikke kan klare sig uden et samfund, der kan give en hjælpende hånd.

Vore hjemløse har fået en række tilbud. Nye boligtilbud og hjælp til at være et sted.

Stofmisbrugerne har krav på bedre behandlingstilbud. Døgninstitutioner er oprettet og væresteder med. Men også her er der brug for en stærkere indsats. Og for alle dem, der ikke kan råbe så højt, ikke mindst vores unge sindslidende, er der brug for en fortsat høj og stærk prioriteret indsats. Sådan har det været siden, vi holdt den første åbningstale her i Folketinget i 1993, og sådan skal det vedblive med at være.

* * *

Jeg glæder mig over at forstærke samarbejdet med amterne om det nye 10-punktsprogram, vi har udviklet i fællesskab til gavn for vores psykisk syge mennesker i vores land.

* * *

Heldigvis er det sådan, at langt de fleste mennesker i Danmark glæder sig til at gå på arbejde. Det er udfordrende, det er spændende. Andre finder, at det er OK. Men der er altså også mange, som går på arbejde med et ønske om hurtigst muligt at komme hjem igen. Fordi det er træls. Fordi det er hårdt. Fordi det er nedslidende. Fordi det er stressende.

Til visionen om et topmoderne Velfærdsdanmark hører også en vision om gode arbejdspladser med kvalitet hele vejen rundt.

Jeg siger det, fordi Danmark altid vil være i en situation, hvor der er en anden plet på jorden, hvor lønnen er lavere og konkurrencen hårdere. Jeg siger det fordi, der ikke er modstrid mellem den gode arbejdsplads og det at kunne klare sig. Jeg siger det fordi, vores stærkeste ressourcer i Danmark er arbejdende, dygtige mennesker.

Et godt arbejdsliv er fantastisk afgørende for, at vi alle sammen kan føle os lidt bedre tilpas i vores samlede liv. For ærlig talt: Der er jo ikke noget land, hvor arbejdet betyder så meget for så mange mennesker i deres samlede liv, som netop her.

Og derfor skal vi samle os om det gode arbejdsliv. Det er ikke kvalitet, at man er ekstremt stresset. Det er ikke kvalitet, at vi har et højt sygefravær. Det er ikke kvalitet, at man skal vente 17 år, i værste fald, for at få sin arbejdsskadeerstatning. Og det er ikke kvalitet, at der er for mange arbejdspladser, hvor arbejdsmiljøet ikke er godt nok.

Vi spilder for mange steder for meget talent, evner, kompetencer og erfaringer. Det kan vi gøre noget ved, og det vil vi.

Den offentlige sektor er såmænd heller ikke alle steder for god. Den skal også have et ryk fremad. Jeg ved, at mange, mange dygtige medarbejdere både offentligt og privat ser frem dertil. Derfor glæder det mig, at vi her i Folketinget, med et om end beskedent flertal - men dog flertal - der har gennemført den nye arbejdsmiljølovgivning, der kommer til at betyde så utrolig meget for mange, mange tusinde mennesker.

Indflydelse på egen arbejdssituation er fundamental. Flere tilbud om efteruddannelse er kolossal vigtigt. Og jeg håber, at den fælles erkendelse vil brede sig hos mange, mange virksomheder. At det gode arbejdsliv, det gode arbejdsmiljø, ikke er noget, der koster på længere sigt, men er grundlaget for overskud og grundlaget for konkurrencekraft.

* * *

Større kvalitet i hverdagen betyder også, at alle børn har krav på en god start. En barselsorlov, der giver barn og forældre tid i det første år. Men jeg vil gerne understrege, at en god start på livet jo ikke slutter, når barnet fejrer et års fødselsdag. Derfor handler det for os ikke alene om at sikre en længere barselsorlov, men om at give småbørnsforældre bedre vilkår til at få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen. Hvad enten vi nu taler om den ene eller anden form, eller en ekstra hjælpende hånd til de børnefamilier, der trænger mest.

Børn har krav på en god sammenhængende start – ikke på hovsaløsninger.

Derfor vil regeringen bruge tid på at gå det hele godt igennem og til efteråret fremsætte et sammenhængende forslag – en familiepolitik, en familiepakke, om man vil.

Jeg tror ikke, det er kvalitet, at småbørnsforældre blot får en pose penge til børnepasning og derefter må sejle deres egen sø. Vi tror, at børnefamilierne skal have et velfærdstilbud, som understøtter, at forældre i nutidens samfund har behov for fællesskab mere end nogensinde før.

En af Danmarks største styrker er jo, at både mænd og kvinder i dag er næsten ligeligt repræsenteret på arbejdsmarkedet. Vi skal passe på ikke at tilrettelægge en politik, der sender kvinderne hjem igen. Vi skal holde vores velfærd og vores stigende ligestilling på arbejdsmarkedet.

Folkeskolen spiller en afgørende rolle i hele vores værdigrundlag og i børnenes hverdag. Også det her er en vigtig prioritet på regeringens dagsorden. Det kommer også til at præge de kommende kommuneforhandlinger og den kommende politiske indsats.

Vi skal fortsætte vores arbejde for sund mad i vores samfund, i vore skoler, til vore syge og vore ældre.

Og når det gælder den anden side af miljøet, det ydre miljø er regeringen allerede nu i gang med de første overvejelser om afløseren for den Vandmiljøplan II, vi nu har til at virke. Der skal heller ikke her ske forsinkelser.

* * *

At det går godt i Danmark, afspejles naturligvis også i huspriserne. Desværre går det ud over mange, især yngre mennesker, der har svært ved at finde en bolig. Kvaliteten i hverdagen hænger selvfølgelig uløseligt sammen med at have ordentligt tag over hovedet.

Derfor har regeringen fremlagt en ambitiøs boligpakke, der skal skaffe cirka 10.000 nye boliger over de næste fem år fra andelsboligformen og ungdomsboligformen til ældreboliger. Med boligpakken sætter vi bevægelse i boligmarkedet.

Det er ikke rimeligt, at man skulle forfalde til at løse boligproblemerne ved at give boligejerne en skattelettelse, hvis de udlejer et værelse. Det kommer der jo ikke flere ungdomsværelser frem af. Løsningen er flere ungdomsboliger især i vore store studiebyer.

* * *

Sygehusene står højt på Folketingets dagsorden, det gør det også i regeringen. Det gør det også i befolkningen.

Hvor har vi dog tilført mange ressourcer siden 1993. En række store projekter er sat i søen og har også allerede vist deres effekt. Det gælder hjerteplanen, det gælder kræfthandlingsplanen, der heldigvis – hvad jeg hører nu – går hurtigere fremad, end vi havde turdet håbe. Det gælder indsatsen på psykiatriområdet, som jeg var inde på før. Hele dette arbejde skal fortsættes og forstærkes med tilførsel af både ressourcer og samarbejde.

I den forbindelse er spørgsmålet om private sygeforsikringer igen dukket op. Jeg vil sige, at man kan gerne være ganske bekymret for den udvikling. Jeg tror ikke, at frie valg fra private sygeforsikringer er opskriften i Danmark.

Jeg tror ikke, at opbygningen af et parallelt, privat hospitalsvæsen til det offentlige sygehusvæsen er opskriften i Danmark. Alt for mange lande har prøvet det, og jeg tvivler på, at det vil være en forsikring, der er til at betale for kronikeren, for den ældre.

Og jeg tvivler på, at forsikringspriserne og -præmierne vil kunne holde den dag, forsikringsselskaberne for alvor skal til at udbetale penge til de syge. Vi har jo set det. Vi kender det. Fra en række andre lande.

Vi skal ikke have et privatiseret forsikringsDanmark på sygehusområdet eller på andre områder. Vi skal have et værdifællesskab og et velfærdsfællesskab, som sikrer den enkelte muligheder, uanset hvor stor pengepungen er – eller uanset baggrund eller plejebehov.

I en kommune har jeg set, at man nu er inde på tanken om at tilbyde en bestemt del af borgerne en sygeforsikring. Jeg ved ikke, hvad man har forestillet sig.

Det betyder, at hr. Olsen, der arbejder, kan få behandling, mens hans søn med allergi og hustruen, der er på efterløn, må se til, at skattepengene i kommunen kun kommer de raske, rørige og dem, der har arbejde, til gode. Jeg synes ikke, det er rimeligt og det er i øvrigt heller ikke en kommunal opgave. Vi har brug for fællesskab og klar ansvarsfordeling i vort samfund.

* * *

Jeg vil dernæst omkring retfærdigheden også understrege, at det ikke alene er et spørgsmål om fordeling af penge og offentlig service. Det er i høj grad også et spørgsmål om at sikre os alle lige muligheder.

Jeg er glad for, at vi begynder at se fremskridt på vores arbejdsmarked. Det skal gøres endnu mere rummeligt. Jeg ser stigende socialt ansvar for mange virksomheder. Den vej skal vi forstærke. Der er brug for, at rettigheder og pligter ikke kun gælder for den enlige mor – det gælder for alle i vort samfund.

Antallet af personer i den erhvervsaktive alder, som bliver forsørget af det offentlige, er faldet med knap 110.000 siden 1994. Og blandt modtagerne af indkomstoverførsler er en stigende andel i aktive tilbud, som skal forbedre deres muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

* * *

Der er brug for, at vi fortsætter vores indsats for vore ældre. De er ikke en byrde og har aldrig været en byrde – uanset teknikbetegnelser og andet.

Ældre medborgere har naturligvis et fundamentalt krav på og behov for at få den service og den omsorg, man har brug for, når man bliver lidt svagere gennem årene. Heldigvis er den største part af vore ældre sunde og rørige, og kan dermed også deltage i samfundet sammen med os andre om at sikre det sammenhold og den frivillige indsats, der er så fundamental.

Før vi bliver ældre, er der også tendenser til, at virksomhederne stadig mangler at huske på medarbejdere, som har en lidt længere erfaring, når det gælder tilrettelæggelsen af fremtidens samarbejde.

Vi oplever for mange gange prikkerunder, der rammer de mennesker, der er fyldt 50: ”For resten kan vi ikke længere bruge dig – der er ikke længere brug for dig.” Jeg synes ikke, at det er klogt. Jeg synes ikke, at det er rigtigt. Regeringen vil opfordre til, at virksomheder, både offentligt og privat, konsekvent tænker langsigtet, også i lyset af, at der bliver færre på det danske arbejdsmarked af yngre årgang.

* * *

Det, at have brug for alle, omhandler også vore flygtninge og indvandrere. Her vil jeg godt gøre et par ekstra bemærkninger.

Der er folk, der har den opfattelse, at når vi har vedtaget den nye integrationslov, så virker den stort set dagen efter. Der er folk, der har den opfattelse, at når der kommer flygtninge og indvandrere til Danmark, så kommer de i arbejde et par måneder efter. Men sådan fungerer det jo ikke hver dag og hele tiden. Det ved vi godt.

Der er to ting, der skal til, for at samfundet kan fungere godt, når det gælder vore flygtninge og indvandrere. At vi kan leve godt side om side i et fornuftigt og et menneskeligt fællesskab: Det ene er, at folk lærer dansk og det andet er, at folk får arbejde. Det første skal samfundet have et afgørende ansvar for. Det andet skal vi alle sammen i vores samfund have et ansvar for. Vi skal lære, hvordan vi fungerer bedre i fællesskab. Vi skal tage os tid til at hjælpe til med at få de nye ind på de danske arbejdspladser. Det, at komme i en skurvogn for første gang, er ikke noget, som enhver har lige let ved. Det gælder lige rettigheder og pligter for os alle sammen – uanset forskellig baggrund.

* * *

Der er gode eksempler men der er altså også dårlige eksempler på, at mennesker ikke får arbejde, når de ikke hedder Sørensen, Jensen eller Rasmussen. Jeg kender selv eksempler, når for eksempel en ung pige i Vestjylland ringer til en arbejdsgiver og tilbyder sin arbejdskraft og får en venlig bemærkninger i telefonen: ”Dig har vi da bestemt brug for. Må jeg lige få navn og adresse?” Når det så ikke er Sørensen, Jensen eller Rasmussen, bliver der lidt tavshed i telefonen, og arbejdsgiveren siger: ”For resten, ikke lige nu – jeg ringer nok tilbage”. Men ofte bliver der ikke ringet tilbage.

Vi har brug for, at vi hjælpes ad til, at der bliver ringet tilbage. Så de mange flygtninge og indvandrere og os alle sammen, der i dag har arbejde, også kan se andre få arbejde.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er det bedste, vi kan gøre, og det er derom hovedparten af vores indsats skal samles.

* * *

Jeg vil gerne understrege i dag, at problemet ikke er, at vi ser forskellige ud. Problemet er ikke, at vi bærer forskellig klædedragt. Problemet er ikke, at vi har en forskellig religion. Men det er naturligvis et problem, hvis nogle få – inklusive kriminelle asylansøgere – medvirker til at skabe situationer og konflikter, der går ud over de mange.

Derfor var jeg glad for, at det lykkedes indenrigsministeren at få samlet et bredt flertal til at få gennemført den lovgivning, vi netop for kort tid siden har diskuteret her i Folketinget. Jeg tror, at det er det klogeste. Jeg er overbevist om, at det er det rigtige. Jeg er glad for og håber på, at dette er første skridt på en vej, der bekræfter, at vores udlændingepolitik i Danmark ikke er egnet til blokpolitik.

* * *

Vi skal holde sammen i Danmark. Vi skal holde sammen i vores fællesskab. Vi skal sikre helheden. Og derfor vil regeringen også i juni måned i år fremlægge vores svar på en bæredygtig handlingsplan, der både omfatter den økonomiske søjle, den sociale søjle og den miljømæssige søjle. For de hænger jo netop sammen for at kunne blive betragtet som bæredygtig. Det sammenhængende, bæredygtige Danmark på de tre grundfelter.

* * *

Mit indlæg i dag har handlet om, hvordan vi indretter os med hinanden fremover. Velfærdssamfundet i Danmark står ikke foran en afslutning, men foran en begyndelse. Konkurrencekraft er ikke i modstrid med tryghed, retfærdighed og kvalitet. Det er ikke modsætninger, men netop forudsætninger.

Jeg har set i visse lande, at der er en tendens til, at erhvervsinteresser overtager politik og medierne. Må jeg sige, at der er forskel på at tænke på Danmark alene som en forretning, og så tænke bredere på Danmark som et helt samfund. Må jeg understrege, at den bedste balance opnår vi nu engang, hvis magten i forhold til medierne, i forhold til pengene, i forhold til dem, der udsteder reglerne, er reelt adskilt fra hinanden og ikke på samme hånd.

Jeg tror aldrig, at det kan blive i de mest udsatte menneskers tjeneste at se en koncentration af kræfterne, der overlader for meget til markedet.

Vi skal naturligvis være parat til at diskutere holdninger, værdier og klare valg her i Folketinget. Når det så er sket, skal vi også være parate til at samarbejde. Det glæder jeg mig over, at vi er i stand til.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at samfundets fremtid skal bygge på holdninger, skal bygge på klar retning. Skal fastlægges - ikke ved eksperimenter - men ved klare holdninger. Skal fastlægges - ikke ved tilfældigheder - men klare fravalg og klare tilvalg. Det er spændingerne mellem de klare holdninger og det daglige samarbejde, der er vores styrke her i det danske Folketinget.

Det sagde regeringen også i sit Regeringsgrundlag fra marts 1998. Tillad mig at slutte hermed:

Regeringens arbejdsmetode er derfor samarbejdets metode i Folketinget og i samklang med alle dele af samfundslivet. Det vil være regeringens ledetråd. Vi vil igangsætte en samarbejdsproces, hvor de vigtige spørgsmål formuleres på grundlag af klare holdninger, og hvor svarene findes gennem et bredt og dynamisk samarbejde.

Det er fortsat vores ledetråd – jeg glæder mig til en god afslutningsdebat.