Statsminister Poul Nyrup Rasmussens redegørelse ved Folketingets afslutningsdebat torsdag den 25. maj 2000

Det er gode tider i Danmark.

Det er gode tider – så gode, at mange med rette drager sammenligninger med de gode tider i midten af 60’erne.

Dengang talte vi om at gøre de gode tider bedre – det gør vi også i dag. De er gode og de kan blive bedre.

Dengang var der også en amerikansk sanger, Bob Dylan hed han, som blev verdensberømt med sin sang 'Tiderne skifter'. Den sang han første gang i midten af 60’erne, da højkonjunkturen drønede derudaf i den vestlige verden. Dengang ingen troede, at væksten ville få nogen ende. Dengang hvor de gode tider næsten pr. naturlov måtte fortsætte.

Her 35 år efter må vi sige, at Dylan havde ret. Han havde ret når han sagde, at tiderne skifter. Det har de faktisk gjort lige siden.

Men, hvad var det egentlig der stoppede de gode tider dengang i 1960’erne? Hvad var det der skete? Hvad var det der gjorde, at det hele ikke bare fortsatte automatisk i højeste gear fremad?

Det var de internationale kriser – og det var vores mangel på evne til at samarbejde mellem landene for at modstå dem. Dengang så vi også hvem det gik ud over – det blev de arbejdsløse, det blev lavindkomsterne og mellemindkomsterne. Det blev de svageste i samfundet, der kom til at bære hårdest.

Vi har været igennem nedgangstider med oliekriser og masser af arbejdsløshed. Tider, hvor landene i den vestlige verden ikke kunne enes om en fælles indsats – og slet ikke i Europa. Tider, hvor hver især forsøgte sig med egne, nationale indgreb, der set i bakspejlet kun gjorde tingene værre. Tider hvor netop manglen på samarbejde og – især små landes – som Danmarks - isolerede, forgæves forsøg på at klare sig – satte os tilbage.

Det er læren fra dengang – og det gælder i virkeligheden i endnu højere grad i dag. Vi er ikke blevet mindre afhængige af hinanden, vi er blevet mere afhængige af hinanden i den ny, internationale verden, hvor der altid er en finansbørs der har åbent et eller andet sted på kloden, hvor Internettet og computerne sikrer, at der kan købes og sælges – hvor landene aldrig før har været så afhængige af hinandens økonomi som netop nu.

Vi overvandt skaderne fra dengang – men det tog os mere end 20 år at overvinde de skader, som den internationale økonomi påførte os.

* * *

Det er gode tider – og det skal blive bedre. Men, hvis det skal blive det på en holdbar måde, så skal vi lære af historien.

Det er nu er tid til at bevise, at vi har lært af historien. Nu er det tid at forstå, at en forudsætning for, at de gode tider kan blive bedre er, at vi vælger rigtigt i de kommende års europæiske og internationale samarbejde. At vi forstår, at Danmark ikke er og aldrig har været tjent med at befinde sig udenfor, at befinde sig på sidelinien. At være isoleret.

Vi skal sammen med lande, der forstår og respekterer os, danne et værn mod den næste krise, så den aldrig når samme omfang som dengang i 1970’erne, hvor arbejdsløsheden steg måned for måned, år for år. Hvor hundrede tusindvis af danske arbejdere og funktionærer mistede deres job. Og hvor vi i virkeligheden først nu – efter 7 års meget kraftig indsats og fast valutakurs – er kommet tilbage til en arbejdsløshed, der er den laveste i 25 år.

Det er det, der i virkeligheden er det afgørende omdrejningspunkt for det danske samfunds forandringsproces i disse år. At sikre det bedst mulige grundlag for en fortsat stabil fremgang i Danmark – det hænger meget nøje sammen med at ruste os til forandringerne der kommer til os internationalt, og ruste os også mod nye internationale tilbageslag. For en ting kan vi sige med sikkerhed: Ikke én eneste kan garantere, at der aldrig nogensinde mere kommer økonomiske, internationale tilbageslag eller kriser igen.

* * *

Dansk økonomi er ikke så ringe – for nu at sige det på jysk. Så hvorfor egentlig al den snak om internationale kriser og spekulation?

Forklaringen er enkel: Det er i opgangstider, at vi skal skabe det forpligtende samarbejde. Hvis der kommer lavkonjunktur og tilbageslag risikerer vi, at nogle lande bryder sammenholdet og forsøger at bjærge sit med det resultat, at alle får det dårligere.

Danmark har meget at byde på internationalt. Vi behøver slet ikke at være bekymrede for om vi kan gøre os gældende. Det kan vi.

Vi deltager ikke kun for at forsvare os mod udefra kommende trusler. Vi deltager i endnu højere grad fordi vi har noget at byde på.

Det er derfor vigtigt at vi ikke glemmer de store internationale spørgsmål, selv om vi har det godt i Danmark. Danmark kan og skal fortsat være en aktiv medspiller på den internationale scene. Det er jo her en meget vigtig del af vilkårene for vores fremtid formes. Det gælder i EU, det gælder i FN, det gælder i forhold til u-landene og vore nabolande. Det gælder alle de steder, hvor vi mødes med omverdenen. Alle de steder, hvor der formes politik. Alle de steder, der har indflydelse på vores vilkår på kortere og længere sigt.

Indadtil og udadtil ved vi det jo godt: Politik og indflydelse er for vigtig til at overlade til andre. Det reelle demokrati består i, at vi er med alle de steder, hvor der træffes beslutninger, som berører vores hverdag, vores livsvilkår, vores måde at indrette os på.

* * *

I vores nære samarbejde med vore europæiske partnere har vi vist, at Danmark godt kan sætte sit præg. Danmark har været blandt dem, der har sat den europæiske dagsorden når det gælder miljø, beskæftigelse, demokrati og menneskerettigheder.

Som alle Folketingets medlemmer ved, kommer indflydelse ikke af sig selv. Der skal arbejdes hårdt. Og frem for alt kræver det, at man er til stede. At man er med. Så kan vi vinde.

Ligesom i Melodi Grandprix’et og ved filmfestivalen i Cannes. Når Danmark vinder på den internationale scene er det naturligvis på grund af de medvirkendes fantastiske og flotte indsats. Sejren får vi jo fordi de andre lande forstår og værdsætter vores bidrag. Det er værd at huske på.

Verden er der – på godt og ondt. Det må vi forholde os til og det gør vi. Men hvis vi ikke hele tiden aktivt søger indflydelse ender Danmark som en passiv medspiller – den der må tilpasse sig de andre. Den, der må indkassere resultaterne af det, de andre har besluttet. Det synes jeg ikke, Danmark fortjener.

Danmark fortjener bedre. Og dybest set er den fremgang og de gode tider, vi har i Danmark efter syv års indsats, jo også en fremgang der er dybt afhængig af samarbejdet med de andre i Europa. Vi ville ikke have kunnet nå den fremgang, hvis det ikke også var sket på grundlag af et godt og fornuftigt samarbejde med de andre.

Aldrig før har vi haft så gode muligheder for at sikre en stabil udvikling – og så gode muligheder for at være med til at træffe beslutninger, at gøre vores indflydelse gældende som netop nu.

Dermed er vores egen selvbestemmelse, vores suverænitet i virkeligheden også blevet udbygget og ikke indsnævret: Den selvbestemmelse og suverænitet, jeg lægger allermest vægt på er den reelle, den virkelige – og den virkelige, reelle selvbestemmelse den består først og fremmest i at være med dér, hvor beslutningerne træffes.

Selvbestemmelse består også i at erkende vores økonomiske afhængighed af de andre. Ellers går vi galt i byen. Den pengepolitiske og økonomiske afhængighed der for længst er en realitet for os – den bør vi følge op med en ny medindflydelse på de beslutninger, vi under alle omstændigheder skal indrette os efter.

På mange samarbejdsfronter er Danmark forrest. Det ved vi, og det ved de andre. Derfor lytter de også til os. Måske også mere end vores størrelse berettiger os til. Skulle vi så komme i tvivl os danskere? Når vi nu ved, at alle de andre landes folk har prøvet alternativerne. Når vi kan se at vore værdier langsomt men sikkert er ved at blive trækplaster for mange andre lande i Europa – de har jo prøvet alle alternativer. Den lodrette, ekstreme markedsliberalisme – og den topstyrede, lige så ekstreme sovjetkommunisme.

Skulle vi så komme i tvivl? Det er jo netop nu, der er medvind for vore værdier og alt det, vi tror på. Det er netop nu mulighederne er størst for at fremme udviklingen i vores del af verden på de præmisser og betingelser vi har gode erfaringer med. Det er netop nu, der skal træffes rigtige beslutninger.

* * *

En god start

Vi er kommet godt ind i det nye årtusinde. Vi står godt rustet til at tage nye skridt i udviklingen af det danske velfærdssamfund. Vi er klar til at møde de nye udfordringer.

Den fremgang regering, folketing, erhvervsliv, kommuner og amter i samarbejde med alle danskere har præsteret uafbrudt siden 1993 kan fortsætte, hvis vi selv vil det.

Grundlaget og forudsætningen for vores arbejde er den sunde økonomi. Og dansk økonomi har det særdeles godt. Der er gang i beskæftigelsen og investeringer. Overskuddet overfor udlandet er i top.

Mere end 200.000 er kommet i arbejde siden ledigheden toppede i 1994. Vi har fået arbejdsløsheden ned på det laveste niveau i 25 år.

Det er gode tider. Det er tid til også at sætte nye ambitioner i vores indenrigspolitiske arbejde.

* * *

Det holdbare samfund – tid til nye skridt på fire kerneområder

Fire kerneområder, hvor kvaliteten skal styrkes gennem dialog og deltagelse: Ældreomsorg, sundhed, familie/skole og det rummelige arbejdsmarked.

Vi har med 'Det holdbare samfund' skabt en dialog med hele samfundet. Dialogen skal være med til vise vej i de kommende års nødvendige valg og praktiske løsninger.

En åben og forpligtende dialog på tværs af alle grupper i samfundet skal sikre dét sammenhold og det fælles ansvar, der gør, at vore valg bliver holdbare og robuste. Også for kommende generationer.

Ældreomsorg

Det skal være trygt for alle at være gammel i Danmark. Heldigvis er der mange ældre, der klarer sig selv. Dem, der har krav på nødvendig pleje og omsorg, skal selvfølgelig have den.

Vi hører kritik af, at vi har prioriteret mursten og indretning af moderne ældreboliger højere end den personlige pleje.

Regeringen vil under kommende forhandlinger med kommunerne og til efteråret følge op med initiativer, som skal styrke den personlige pleje og omsorgen.

Sundhed og Sygehuse

Regeringen har med amterne aftalt en treårig udviklingsplan for sygehusvæsenet i perioden 2000-2002, der giver de bedste forudsætninger for, at målene for kvaliteten i sundhedsvæsenets ydelser og korte ventetider til behandling nås. Det gælder f.eks. behandlingsgarantien for mennesker med livstruende sygdomme.

Den service sundhedsvæsenet yder borgerne skal være kendetegnet ved tryghed og sikkerhed og tage udgangspunkt i den enkeltes situation og behov.

Det budskab blev klart fremført på høringen om sundhed og sygehuse, og 'patienten i centrum' vil være et gennemgående mål, vi vil tilrettelægge vores sundhedspolitik efter de kommende år.

Regeringen tværgående folkesundhedsprogram sætter klare mål for indsatsen i de næste 10 år. For regeringen er det helt afgørende at komme den socialt betingede skævhed i livskvalitet og sundhed til livs.

Familie, børn og skole

Børn, unge og familie har fortsat høj prioritet for regeringen, og også i år har vi forbedret velfærdstilbuddene til familien.

Antallet af offentlige pasningstilbud stiger fortsat. Nye frihedsgrader for børnefamilien med mere fleksible rammer for børnepasningsorlov og barselsorlov

Alle børn har krav på en god start præget af ro og tryghed. Regeringen har fremsat lovforslag om en styrket indsats over for de vanskeligt stillede børn og unge.

Også i det 21. århundrede vil folkeskolen være hele folkets skole.

Det rummelige arbejdsmarked – plads til alle – brug for alle

Ledigheden er historisk lav. Mere end 200.000 er kommet i arbejde siden 1994. Og antallet af langtidsledige er på fem år faldet fra 160.000 til kun 40.000 mennesker.

Lige så godt er det gået for de unge. Da regeringen kom til i 1993 var der over 60.000 unge ledige. Nu er der kun 14.000. Men vi vil gerne gøre gode tider endnu bedre.

Det er nu vi skal gribe muligheden for få de sidste grupper ind på arbejdsmarkedet – med i fællesskabet. Det gælder ikke mindst den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, som har problemer udover ledigheden. Her skal der gøres en ekstra indsats.

Vi kan tage initiativer og lave lovgivning her i Folketinget. Men projektet kan kun lykkes, hvis der gøres en aktiv og målrettet indsats ude i virksomhederne, i kommunerne, på uddannelsesstederne, i lokalsamfundene.

Derfor har regeringen lagt vægt på en bred og forpligtende dialog med befolkning, virksomheder og lokale aktører- senest gårsdagens høring i Ålborg om 'Det rummelige arbejdsmarked'.

* * *

Offensive svar på internationaliseringen

I det folketingsår, der er gået, har regeringen fremlagt visioner og konkrete forslag på en række områder, hvor vi berøres af den stigende internationalisering

Fremadrettede svar, som sikrer Danmark som et helt samfund.

Erhvervsstrategien

Vi er på vej ind i en global videnøkonomi, som stiller os overfor mange nye muligheder og udfordringer. For erhvervslivet og for samfundet som helhed.

Et velfungerende velfærdssamfund og et stærk erhvervsliv er hinandens forudsætninger. Det er udgangspunktet i regeringens erhvervsstrategi.

Det er en strategi for hele erhvervslivet. Alle er tænkt med. Fra de store og veletablerede til de små og nystartede og de virksomheder, der er knapt er født endnu.

Der opstilles visioner og pejlemærker, vi vil styre efter i de kommende år. og der er allerede en række initiativer undervejs.

Reform af voksen- og efteruddannelserne

Plads på arbejdsmarkedet forudsætter vedligeholdelse og udvikling af den enkeltes kvalifikationer og kompetencer.

I dette Folketingsår lykkedes det os, at få gennemført en reform af hele voksen- og efteruddannelsesindsatsen, der tager højde for situationen på arbejdsmarkedet, og som giver alle voksne mulighed for et kompetenceløft.

Den offentlige indsats målrettes mod dem med størst behov, de kort-uddannede.

Samtidig forenkles uddannelsesveje og godtgørelsesordninger og arbejdsmarkedets parter får større indflydelse og ansvar.

Netværkssamfundet

Netværkssamfundet er en realitet.

Vi har i Danmark potentialet til at blive en førende IT-nation og få del i den digitale økonomis vækstpotentiale.

Til gavn for alle og uden at sætte velfærdssamfundets værdier over styr.

Vi vil vægte tilgængelighed og tryghed for alle. Ingen skal tabes bag af vognen. Alle skal have adgangsbillet til netværkssamfundet.

Kultur og værdier

I takt med, at internationale strømninger blander sig mere og mere i vores hverdag, er det naturligt at drøfte vore værdier - vor kulturarv og det fælles værdigrundlag, som er et nødvendigt fundament for velfærdssamfundet.

Det har derfor været vigtigt for regeringen at få en god medieaftale for de kommende år. En medieaftale, der sætter større fokus på public service og styrker produktionen af danske programmer.

Medieaftalen vil være med til at styrke og udvikle vores fælles værdier, så vi kan gå konstruktivt og modigt ind i det internationale samspil med andre lande og kulturer.

Integration af de nye danskere

Debatten om integration af de nye danskere har fyldt meget og optaget mange i de seneste år. På godt og ondt. Regeringen vil et helt samfund med lige muligheder for alle. Vi vil ikke et delt Danmark.

Regeringen har derfor fremlagt 2 handlingsplaner på integrationsområdet med en række konkrete initiativer: handlingsplan om utilpassede unge og handlingsplan for integration i det danske samfund.

Tre grundlæggende krav som vi må stille i Danmark – til de nye og til os selv:

• Alle skal lære det danske sprog,
• Alle skal have mulighed for at få et arbejde og en uddannelse,
• Alle skal acceptere de værdier, det danske samfund bygger på.

Kravene skal sikre flygtninge og indvandrere mulighed for at deltage på lige fod med andre borgere i samfundet – på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet, i de kulturelle aktiviteter og i det politiske liv

* * *

Et år rigt på resultater

Det har været et utroligt arbejdsomt folketingsår. Masser af resultater er skabt til gavn for det danske samfund.

Ikke af en enkelt – ja end ikke af et enkelt parti eller to. Men først og fremmest gennem et bredt samarbejde på kryds og tværs i det danske Folketing.

Det vil jeg gerne sige tak for på vegne af hele den danske regering.

Hvor har det dog været et folketingsår præget af stabilitet og af gode lovgivningsresultater. Jeg tror, det er det, den danske befolkning forventer af os.

Alle – næste alle partier har været med i det ene eller det andet forlig – det er Folketingets kendemærke – det er dansk politisk demokrati, når det er bedst.

Lad mig blot nævne nogle af de væsentligste opgaver, vi har fået taget godt fat på og lovgivet om i dette folketingsår:

• Voksenuddannelsesreformen
• Den nye lovgivning om bedre integration af indvandrere og flygtninge i det danske samfund.
• En lang række forslag om bedre funktion af den finansielle sektor
• En stor ny gasreform der sikrer stabilitet i energiforsyningen og fornuftig konkurrence
• En helt ny konkurrencelov
• En modernisering af hele vores ligestillingsarbejde gennem den nye ligestillingslov
• En forstærket støtte til børn og unge
• Justitsministerens mange vigtige forslag
• Reform af de mellemlange og videregående uddannelser

Jeg kunne nævne mange flere. Men centralt i det hele står, at vi har et folkestyre i Danmark som leverer – som leverer resultater i stribevis.

Det er ikke regeringen alene - det er naturligvis regeringen, der leverer udspillet og grundlaget – men det sker afgørende i samarbejde med det danske Folketing.

Vi har igen i dette folketingsår fået bekræftet, at det samarbejdende folkestyre lever og har det godt. At stabilitet indadtil og udadtil først og fremmest hænger sammen hermed.

* * *

Rigsfællesskabet

Regeringen har som bekendt påbegyndt forhandlingerne med det færøske landsstyre om landsstyrets ønsker om oprettelse af en suveræn færøsk stat.

Folketinget havde anledning til at debattere spørgsmålet under forespørgselsdebatten den 6. april, hvor der også blev nedsat et 21-mands udvalg vedrørende Færøerne, som regeringen har en god løbende dialog med.

Og der tegnede sig - efter min vurdering - et meget ensartet billede i opfattelserne blandt næsten alle partier. Grundlæggende opfattelser, der samtidig må betegnes som bred opbakning til regeringens overordnede og principielle holdning.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget så helst, at Færøerne bliver i rigsfællesskabet, men det er en afgørelse, der må træffes på Færøerne.

Jeg vil gerne lige gøre et lille ophold her. Midt de juridiske, de økonomiske, de praktiske overvejelser i de forhandlinger, vi har med det færøske landsstyre, må vi ikke glemme, hvad det egentlig er, vi har med at gøre. Hvad vores rigsfællesskab dybest set handler om.

Det er den fælles lange historie, det er samhørigheden, vores sproglige og kulturelle fælles rødder. Det er de mange familiemæssige bånd og de utallige kontaktflader mellem vore to samfund – i uddannelsesinstitutionerne, på arbejdspladserne, i erhvervslivet. Det er den gensidige respekt og retten til selvbestemmelse. Det er det, der er kernen i vores mangehundredeårige fællesskab.

Jeg synes, at der er god grund til at værne om disse værdier i et fortsat rigsfællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Men gerne under nye former.

* * *

Fælles for Færøerne og Grønland kan siges, at det går godt med økonomien. Gennem flere år har man begge steder oplevet høj økonomisk vækst, stigende beskæftigelse og overskud i landskassen. Denne positive udvikling har især gjort sig gældende på Færøerne, men det er også gået fremad i Grønland.

* * *

I Grønland har man nedsat en selvstyrekommission, som skal vurdere, hvilke yderligere muligheder for selvstyre, der kan rummes indenfor rigsfællesskabets rammer. Jeg har ikke lagt skjul på, at det har glædet mig, at selvstyrekommissionen i sit arbejde tager udgangspunkt i rigsfællesskabet.

Regeringen og landsstyret er enige om, at det er i Grønland, at ønskerne til et udvidet selvstyre skal formes. Regeringen vil derfor afvente et udspil fra hjemmestyret på grundlag af et afsluttet kommissionsarbejde.

Grønland er midt i afgørende fiskeriforhandlinger med EU og regeringen yder som vanligt sin støtte hertil. Jeg ledsager sammen med landsstyreformanden kommissionsformand Romano Prodi på en rejse til Grønland i juli måned, således at kommissionsformanden ved selvsyn får indtryk af de særlige arktiske vilkår og Grønlands afhængighed af fiskeriet.

I vort løbende samarbejde med Grønland arbejder har vi som hidtil i en god dialog. I det forløbne år er der indenfor hjemmestyreordningen sket yderligere overdragelse af kompetence. Jeg tænker her på den lovgivning, Folketinget netop har vedtaget, om overdragelse af kompetencen på medieansvarsområdet og på ændringen af luftfartsloven.

* * *

Danmark og den fælles valuta

Lad mig slutte, som jeg begyndte – sammen med det indenrigspolitiske sikrer vi bedst Danmark, når vi også er aktive i det udenrigspolitiske i verden omkring os.

Det gælder især i den del af verden, hvor vi befinder os, her midt i Europa.

Op til EU-topmødet i Luxembourg i december 1997 var vi stort set alene om at arbejde for en bred udvidelse. Ikke desto mindre fik vi slået fast, at tiltrædelsesprocessen skulle omfatte alle de central- og østeuropæiske lande. Og de skulle deltage på samme vilkår.

Og nu – med beslutningerne fra Helsingfors i december 1999 – er der åbnet forhandlinger med alle de 10 central- og østeuropæiske lande samt Cypern og Malta. Nu forhandler fx alle de tre baltiske lande om at komme med i EU. Nu kan alle se resultaterne af den linje, som vi hele tiden har kæmpet for, lige fra topmødet i København i 1993, hvor kriterierne blev fastlagt.

På beskæftigelsesområdet var det os, der - trods betydelig modstand – fik sat beskæftigelse på dagsordenen for sidste regeringskonference. Det var os, der fremlagde konkrete forslag, som i store træk svarede til det, der blev det endelige resultat. Og nu – blot tre år senere – er arbejdet med beskæftigelsen blevet et centralt og helt selvfølgeligt element på næsten ethvert topmøde i EU.

Senest besluttede vi på topmødet i Lissabon, at vi fremover – hvert forår – vil holde et topmøde om beskæftigelse og andre økonomiske og sociale emner. Ikke for at bevæge os i retning af harmonisering på disse områder. Slet ikke. Men for at drage fordel af den nye 'åbne metode til koordination' i EU. Dvs. en metode, hvor vi opstiller fælles mål og udveksler erfaringer om vore resultater, men hvor midlerne er op til de enkelte lande. Det er meget positivt. Det viser, at der i EU er respekt for medlemslandenes kompetencer. Det viser, at EU også fremover skal være en sammenslutning af suveræne stater, der har valgt at gå sammen om at løse visse opgaver i fællesskab.

Vi er også i gang med arbejdet med et charter for grundlæggende rettigheder i EU. Det er et meget vigtigt arbejde, der handler om at sætte borgernes rettigheder i forhold til EU i centrum. Målet er at synliggøre de rettigheder, som borgerne har i forhold til EU’s institutioner. Det er meget positivt. Det vidner om, at EU også handler om andet end penge. Også her skal Danmark bidrage aktivt og konstruktivt.

Regeringskonferencen i Nice til december udvikler sig, som vi har lagt vægt på. Alle medlemslande anerkender, at formålet er at blive færdig med EU’s forberedelser til udvidelsen. Alle accepterer, at vi skal være færdige til tiden – dvs. til december i år. Alle er enige om, at EU – for sit vedkommende – skal være klar til udvidelsen med udgangen af 2002.

Alle kan selvfølgelig komme med forslag – det siger traktaten – og flere gør det også. Men der er enighed om ikke at tabe det overordnede sigte af syne. Der er enighed om, at denne regeringskonference skal have en helt anden og mere begrænset karakter end de to foregående. Det kan vi kun være tilfredse med.

* * *

Dermed er jeg nået til spørgsmålet om dansk deltagelse i den fælles valuta. Folkeafstemningen vil unægtelig komme til at præge det politiske arbejde frem til afstemningsdagen d. 28. september.

For regeringen er det helt klart, at vi også her bør sikre en løsning, der givet landet de bedste betingelser for en fortsat stabil udvikling.

I forhold til ØMU-samarbejdet har vi i dag alle pligterne – nu skal vi også have rettighederne.

Danmark skal være med, der hvor beslutningerne træffes. Det er uholdbart, at vi ikke har indflydelse på de beslutninger, der i sidste ende påvirker vores hverdag.

Den tid er forbi, hvor vi kunne sige, 'vi ved, hvad vi har' og så lade verden gå sin egen gang. Vi har brug for fællesskabet som et værn mod dårlige tider. Som i et hvert andet fællesskab fungerer det kun, hvis alle forpligter sig.

Det har været sagt at den fælles mønt vil betyde mere union og mindre selvstændighed.

Der sidder medlemmer i denne sal, der kan fortælle om, hvad prisen for nationalegoisme og såkaldt selvstændighed var i 80’erne, da renten var oppe omkring de 20% og arbejdsløsheden ramte i flæng.

Hvad angår tabet af dansk identitet – så tror jeg den bedste måde, hvorpå vi bevarer danskheden er ved at sørge for fortsat fremgang og stabilitet.

Der er også røster fremme, der siger, at der ikke er store gevinster at hente ved at deltage i den fælles mønt.

Det svarer til at sige sin bilforsikring op, når man er blevet elitebilist – man har jo ikke noget at bruge den til.

Jeg er overbevist om, at det vil fremme udlandets lyst til at investere i danske arbejdspladser og øge samhandlen yderligere blandt de deltagende lande. Og jeg er sikker på, at den dag den internationale økonomi tager et dyk, så vil vi være temmelig begejstrede for den forsikring, vi har tegnet.

Jeg har også set, at der har været røster fremme om at det heller ikke betyder ret meget med det økonomiske.

Jeg vil gerne sige, for mig betyder det ret meget det med det økonomiske. For mig betyder det ret meget, at danske lønmodtagere i givet fald ved et nej kommer ud for en renteforhøjelse, der betyder ret meget på den månedlige husleje hvis man er boligejer. Det er muligt, det ikke betyder ret meget i vise mænds skriverier, at risikerer at stige 200-400 kroner om måneden.

Der er et andet meget vigtigt spørgsmål: Den værst tænkelige tjeneste, man kan give sit land lige nu, er at skabe usikkerhed om den faste valutakurs – om den faste kronekurs. Jeg har været meget glad for, at Nationalbanken ikke har efterladt tvivl om, hvor Nationalbanken står: Fast, på den faste valutakurs’ grund – dér står regeringen også. Og jeg vil gerne i dag gøre hvad jeg kan for, at der ikke herefter er usikkerhed om, hvad Danmark er bedst tjent med.

Derfor er det ikke i Danmarks interesse at starte på en ny debat om flydende valutakurser. Dette giver i værste fald kun et signal til omverdenen og det er, at vi går og tænker på sådan noget. Jeg kan sige, at det tænker vi ikke på i regeringskontorerne. Jeg har heller ikke indtrykket af, at der er tvivl herom i Folketinget.

Derfor må jeg også sige: Den reelle sammenligning mellem et ja og et nej til den fælles valuta. Det er enten et Danmark udenfor, der er isoleret på sidelinien, som skal føre en fast valutakurs, som vi har gjort gennem 17 år og dertil en strammere finanspolitik. Eller et Danmark, der er inden for og dermed værnet mod fremtidige finansielle kriser, som skal føre en fast valutakurs – det ligger i at være med. Et Danmark som samtidig får alle rettighederne og som ikke har det samme pres med sig for at overbevise omverdenen om, at der er styr på den økonomiske politik.

Lad andre kalde det små, økonomiske gevinster at der er en renteforskel på 1⁄2 - 3⁄4 procent. Jeg fastholder, at det er for det enkelte menneske i Danmark, for familien Danmark, for danske lønmodtagere er kolossalt afgørende i deres månedlige og daglige økonomi. Lad andre mene, at det er af mindre betydning, at en renteforskel af den størrelsesorden også har negativ betydning for beskæftigelsen. Jeg fastholder, at selv et tab på 6000 arbejdspladser er 6000 arbejdspladser for meget.

Jeg synes, at det skal siges højt og tydeligt, hvad der skal til for at man opnår det samme beskæftigelsesforløb udenfor som indenfor: Det fremgår jo af regnestykkerne – at det indebærer en reallønstilbagegang eller en stramning af skatterne, som jo har det samme resultat.

Vi skal diskutere frit og åbent. Vi skal belyse alle sider, økonomisk og politisk. Og jeg siger det fordi jeg er fuldstændig overbevist om, at man går frygteligt galt i byen i virkeligheden, hvis man prøver at adskille det økonomiske og det politiske aspekt af medlemskab af den fælles valuta. De hører ubrydeligt sammen.

Man kan ikke skille de to ting ad, fordi økonomi er ikke en fri fugl i luften, svævende, laboratoriestørrelse. Økonomi er et fantastisk afgørende værktøj, der hænger sammen med den politiske linie man vælger. Jeg ønsker ikke at se Danmark reduceret til en økonomisk, teoretisk størrelse, hvor det er ligegyldigt hvordan vi indretter os.

Jeg kan da godt se, at det ikke er noget der tages højde for i den teoretiske vurdering. Men for mig og for regeringen er det fuldstændig afgørende at huske, at når der har været tilbageslag i vort samfund – internationalt og nationalt – så ved vi godt, hvem det går ud over. Så er det altid gået ud over de svageste i vort samfund. Det er derfor i Danmarks interesse at gå med i samarbejdet om den fælles valuta for at præge det med vores værdier og vores synspunkter.

* * *

Må jeg slutte med at sige at jeg har været glad for – det er henvendt til SF – at mærke at der jo er enighed om disse grundlæggende præmisser. Der er enighed om, forstår jeg, at den faste valutakurs skal fastholdes både indenfor og udenfor. Det er også erkendt, at hvis man står udenfor i tilfælde af et nej, så indebærer det en strammere finanslov. Jeg siger det nu, for det er nok værd at huske, når vi til sin tid skal i gang med finanslovsforhandlingerne for år 2001. Jeg har noteret ønskelisten fra SF og fra andre. Hvis vi nu satte de to ting sammen, så vil jeg se frem til en interessant debat også om, hvad der tjener Danmarks interesser bedst.

Politik handler om at være tilstede, der hvor det sker. Derfor anbefaler regeringen et ja den 28. september.

Lad mig slutte med at sige: Vi får en debat i dag, som vil handle om store ting og små ting – sådan skal det være. Vi får også en debat, der vil handle om – utvivlsomt – sager og personer – og det er sådan set også i orden.

Jeg har bare ét ønske og det er, at vi også i dag får tid til at komme rundt om – det vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål, den danske nation skal tage stilling til i mange år, nemlig spørgsmålet om den fælles valuta.