Statsminister Poul Nyrup Rasmussens redegørelse ved Folketingets afslutningsdebat torsdag den 27. maj 1999

I dag tager vi fat på Folketingets sidste afslutningsdebat i dette århundrede - i det 20. århundrede.

Det er en mærkelig fornemmelse - man kan ikke konstatere, at vi mennesker i Europa entydigt er blevet klogere. Entydigt har lært af vore egne fejltagelser gennem årene. Man kan omvendt heller ikke påstå, at vi ikke har gjort fremskridt i levevis, velstand for de mange.

Mylderet af billeder trænger sig på. Vi har været igennem forfærdelige perioder, hvor diktatorer herskede, krige medførte ufattelige lidelser og tab af menneskeliv - igen efterfulgt af en velstandsfremgang i den vestlige verden og i Vesteuropa, som er uden sidestykke i historien.

En velstandsfremgang koblet med frihed og demokrati som vi i Danmark på 150 året for Grundloven har god grund til at tænke på.

Håbene for millionvis af mennesker blev virkelighed på den vestlige side af Berlinmuren gennem 50 år. På den østlige side var det anderledes.

Men til sidst sejrede humanismen alligevel i vor del af verden.

Det er 10 år side. Muren er væk. Den kolde krig er væk. Vi er i gang med et kæmpemæssigt, nyt folkeligt projekt for et helt Europa, der skal give os en varig fred.

Og vi troede, at vi havde lagt det bag os.

Kan vi få fred, frihed og demokrati for almindelige mennesker i Kosovo - på hele Balkan?

Der er et holdepunkt, som giver svaret i dette århundrede. Når det endelig kom til stykket, tog vi os sammen i Europa - i samarbejde med USA. Vi lukkede ikke øjnene for ting, der skete rundt om os, fordi vi vidste, at det ville være at svigte dem og os.

* * *

Et meget langt spring til vores eget land giver det samme resultat: I vores eget land kom vi også igennem. Vi fik bygget vores samfund op, fordi vi ville - fordi vi satte os nogle klare mål. Fordi vi ikke gav op.

Jeg er helt overbevist om, at det netop er disse grundlæggende værdier: Humanismen, fællesskabet, sammenholdet - værdier, der ikke kan kompromisses om - som hele tiden op igennem årene har været fundamentet for, at vores land kunne udvikle sig til det samfund, vi kender i dag. Og en forudsætning for, at vores indsats i forhold til de fattige lande i verden - og i forhold til resten af Europa - kunne få den styrke, den har i dag.

* * *

Derfor protesterede vi, da krigen kom - i Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968.

Derfor protesterede vi i Sydafrika i alle de år, hvor andre - også nogle i Danmark - sagde: 'Det kan ikke nytte noget. Apartheid er kommet for at blive. Vi er oppe mod for stærke kræfter...'

Men de undertrykte gav ikke op - og de fleste af os herhjemme gav heller ikke op.

Sydafrika blev frit med en stemme til hver sort og hver hvid og hver farvet. Nelson Mandela kom i det forgangne folketingsår og sagde tak til et land, som han regner blandt Sydafrikas venner. Det skal vi være stolte af. Det er der, vi skal måles på - principperne om menneskelighed, solidaritet og sammenhold.

Historien har vist os, at det kan nytte. At folk kan gøre en forskel. At lande kan gøre en forskel. At vi internt i vores eget land kan gøre en forskel - hvis vi vil.

Kampen for fred i Kosovo

Men, vi troede, vi havde lagt det bag os - for 50 år siden. Dengang hvor folkene sagde 'aldrig mere'.

Og nu ser vi det alligevel igen. Massedeportationer i overfyldte togvogne. Ufattelige lidelser, kvinder og børn, der læsses på lastvogne i 20 kilometer lange bilkonvojer - sættes af et godt stykke fra grænsen, så de lige når at komme over i levende tilstand. Unge mænd, der savnes eller er blevet slået ihjel. Frygtelige lidelser som rammer et helt folk.

Den serbiske ledelse er i færd med at tømme et helt land for dets eget folk.

Det kan vi ikke bare vende ryggen til. Det må stoppes. Det skal stoppes. For humanismens skyld. For vores egen skyld.

* * *

Vi har selvfølgelig alle sammen haft det tungt med, at vi i Danmark nu skulle i gang med en militær indsats ved slutningen af dette århundrede.

Det militære kort må altid være det sidste, der trækkes. Derfor har vi forud afprøvet alle forhandlingsmuligheder, for at få den fredelige aftale vi alle sammen ønsker. Alle tænkelige muligheder blev afprøvet i forhold til Milosevic og hans generaler. OSCE kunne ikke få lov at arbejde. Forhandlingsleder efter forhandlingsleder kom til Beograd, men forgæves. Alle veje blev prøvet, før NATO greb ind.

Det var nødvendigt - og det er nødvendigt med de flyaktioner og bombninger, der nu er i gang. Der var ikke andre udveje. Derfor greb vi ind. Derfor er vi i Danmark med til at løfte opgaven - som andre gør det.

Vores mål er enkelt: Kosovo-albanerne skal kunne vende tilbage til deres eget land - ikke mere, ikke mindre!

Det mål har vi tilfælles med alle i Europa. Ikke alene Vesteuropa, men hele Øst- og Centraleuropa og USA, Japan og Canada. Det blev entydigt bekræftet i Washington ved NATO’s 50 års jubilæum.

* * *

Derfor er det fantastisk vigtigt, at vi i Folketinget, med et så bredt flertal som tilfældet er, kan holde sammen om et klart signal. At vi ikke giver op. Det ville være helt forkert og utilgiveligt i lyset af den brutalitet, som den serbiske ledelse udviser i disse uger, hvis vi gav op.

Derfor er Milosevic og hans generaler ikke alene isoleret militært, de er også isoleret politisk.

Men der er lang vej endnu.

Vi må stadig væbne os med tålmodighed. Det tager tid. Forhandlingerne om en tilbagetrækning af det serbiske militær og standsning af overgreb mod de uskyldige Kosovo-albanere trækker ud.

Flyaktionerne må fortsætte indtil overgrebene mod uskyldige mennesker er standset - og folkene kan vende tilbage i tryghed til deres eget land.

* * *

Samtidig med vores pligt til at deltage i det militære pres for at standse serbernes etniske udrensninger, må vi gøre det, vi i Danmark er kendt for: At hjælpe humanitært - først og fremmest i nærområdet, i Albanien, i Makedonien og i Kosovo.

Vi gør allerede en stor indsats - større end de fleste målt pr. indbygger. Og behovet er stadig enormt.

Det handler dybest set igen om fundamentet: At humanisme er det vigtigste. At ansvaret for andre end os selv er vores egen fælles værdi.

* * *

Der kommer en dag, hvor den serbiske ledelse ikke længere er i stand til at holde sit jerngreb om Kosovo. En dag hvor Kosovo-albanerne kan vende tilbage til deres hjemland under international militær beskyttelse.

Også her skal vi være med til at løfte den næste store opgave.

* * *

Nyt internationalt arbejde

Midt i katastrofen på Balkan er der måske alligevel - et eller andet sted - visse ændringer i udviklingen som antyder, at der er et højere svar på alle de erfaringer, vi har fra årene efter den kolde krig. Måske er det konturerne af et nyt internationalt samarbejde med stærkere værdier, vi ser foran os.

FN’s generalsekretær Kofi Annan har i en tale fornylig til FN-Komitéen for Menneskerettigheder sagt: 'Vi kan ikke acceptere en situation, hvor folk inden for et lands grænser brutaliseres, massedeporteres, slås ihjel. Det vil være stik imod FN’s forpligtelser i det 21. århundrede. FN’s pagt må aldrig blive gemmestedet for massemordere'.

Intet demokratisk menneske kan være uenig med FN’s generalsekretær. Vi er i gang med at skrive et nyt kapitel til den internationale Folkeret.

Jeg synes, at dette århundrede har leveret et budskab til os: At grænsernes suveræne ukrænkelighed ikke har sikret os humanismen og menneskelighed.

Det er lige præcis i det lys, vi også skal se de store forandringer i NATO og det europæiske samarbejde, som det forløbne folketingsår har vist os.

Nyt samarbejde i Europa - spørgsmålet om forbeholdene

Når vi kommer hjem fra topmødet i Køln den 4. juni har vi ialt haft 6 EU-topmøder siden folketingsårets start. Hertil kommer, at NATO holdt sit topmøde i Washington i april.

Kosovo-krisen og de internationale beslutninger på topmøderne definerer grundlaget for den danske aktive udenrigspolitik, som regeringen fra starten har lagt afgørende vægt på.

I dette årti har vi fået skabt et nyt fundament for hele Europa. Og det er vel at mærke et Europa, hvor der er plads til alle. Ingen lande er udelukket på forhånd. Alle har mulighed for at være med i et nyt fællesskab.

Det blev en realitet for EU, da vi for 2 år siden forhandlede den ny Amsterdamtraktat på plads.

Det blev en realitet for NATO, da vi for godt en måned siden nåede til enighed i Washington.

Vi har nu fremtidssikret de to søjler, som Europa hviler på - EU og NATO. Nu gælder det om at bygge bro mellem de to. Vi bygger på det samme fælles værdigrundlag - humanismens og demokratiets. Vi varetager forskellige opgaver i de to organisationer.

Og vi skal dertil lægge OSCE og først - og sidst - FN, som den afgørende organisation for verdenssamfundet.

Ingen kan endnu sige, hvordan bygningsværket vil komme til at se ud - hvordan samarbejdet mellem NATO og EU vil forme sig. Det skal EU og NATO bruge det næste halvandet år på at afklare.

Men det vi allerede nu kan sige er, at vi står med en ganske anden dagsorden end den, vi stod med, da Danmark i 1992 tog forbehold i Edinburgh overfor et forsvarssamarbejde i EU. Om forhandlingerne mellem EU og NATO så fører til, at vi på sigt bør overveje om det vi vedtog i 1992 stadig er bedst for Danmarks fremtid, kan ingen med sagligheden i behold udtale sig om.

Vi er stadig ved begyndelsen af en proces, som ingen kender resultatet af. Og derfor er der - for så vidt angår forsvarsforbeholdet - heller ikke noget for den danske befolkning at tage stilling til. For det er den danske befolkning - og kun den - der bestemmer. Dette blot sagt til dem, som presser på for en folkeafstemning her og nu.

Omvendt: Til dem som for tid og evighed vil udelukke, at det danske folk nogensinde igen kan høres, blot dette for at der ikke skal herske tvivl: Regeringen er enig i det danske forbehold på forsvarsområdet. Det var vi i 1992, og det er vi i dag. Forbeholdet er jo et udtryk for, at Danmark ikke vil være med til, at der skabes et fælles europæiske forsvar i konkurrence med NATO og udenfor NATO.

Også netop her tegner der sig en vej og for Danmark en positiv udvikling.EU skal ikke melde sig ud af NATO. Nu handler det om samarbejde. Og her har vi klart en interesse i at være med til at præge resultatet:

Vores målsætninger er ganske klare på det forsvarsmæssige område:

• Det skal sikres fuldt og helt, at den europæiske forsvarssøjle er en del af NATO og ikke adskilt fra NATO,
• Det skal sikres, at EU ikke opbygger sin egen Europahær og påtager sig den centrale forsvars-opgave i forhold til eget territorium. Den opgave er en gang for alle er placeret i NATO-alliancen. Sådan skal det fortsat være.
• Det er også i Danmarks interesse, at lande, som ikke er medlem af EU men NATO, kan deltage i fælles aktioner, der har karakter af humanitær hjælp, fredsbevarende eller fredsskabende aktioner.
• Det samme gælder lande, som er medlem af EU men ikke NATO. Også her bør der være mulighed for at løfte en opgave sammen med de øvrige lande i Europa.

I det hele ser regeringen for sig et meget bredere samarbejde i Europa end mange så for sig for blot 7 eller 8 år siden. Partnerskab for fred, samarbejdet i NATO, som Danmark har arbejdet for - vil komme til at spille en stor rolle.

* * *

I lyset af de internationale kolossale forandringer vi har oplevet gennem de senere år har det være særskilt vigtigt, at et bredt flertal i Folketinget har kunnet samles om et nyt 5-årigt forsvarsforlig.

Regeringen har fra starten strakt hånden frem til samarbejde med ansvarlige forligspartier. Vi vil i dag kvittere for, at det lykkedes at finde sammen om en vanskelig, men helt nødvendig fornyelse og omstrukturering af det danske forsvar. Vi ved, at nedlæggelser af kaserner er en pinefuld proces for de lokal samfund, der berøres. Men fornyelsen og omstillingen til den ny tid - efter den kolde krigs ophør - er helt nødvendig for Danmarks internationale ansvar og sikkerhedspolitik. Også her kan Danmark nu placere sig på en ny og fremadrettet vej.

* * *

Mit udgangspunkt er enkelt: Uanset vi taler om FN’s fremtid, om NATO’s, om Europas, om Danmarks fremtid - det handler om politiske valg og beslutninger. Hvor er det vi vil hen? Hvad vil vi bruge de organisationer vi har til? Hvad er vores vision?

Hvordan sikrer vi humanismen, menneskeligheden indenfor og over grænserne? Hvordan sikrer vi, at ansvaret er klart for enhver? Det er forudsætningen for, at vi kan forbinde værdier og praktiske handlinger i hverdagen og i internationalt arbejde - det er forudsætningen for at befolkningen kan se en mening med det hele.

Efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden den 1. maj i år står vi med et nyt grundlag, hvor vi på en helt anden måde kan sætte praktisk indhold i begrebet den politiske union.

Amsterdam-traktaten er udgangspunktet for den europæiske virkelighed anno 1999. Det er Amsterdam-traktatens principper, som tegner rammen for ØMU ́en, for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, for samarbejdet om flygtninge- og indvandringspolitikken.

Og det er med Amsterdam-traktaten på bordet, at vi forhandler med de 10 central- og østeuropæiske lande, der om ikke så mange år, bliver medlemmer af EU. Med enigheden om Amsterdam-traktaten fik vi for alvor sat skub i forhandlingerne. Med aftalen om Dagsorden 2000 har vi fået tilpasset EU’s budget og politikker, så der er plads til udvidelsen. Nu følger tilpasningen af EU’s institutioner, som også er nødvendig for udvidelsen.

For mig er Amsterdam-traktaten og forhandlingerne om EU’s udvidelse en klar demonstration af, at EU nu har grundlag for at komme med et reelt svar på de udfordringer, som har betydning for europæernes liv og dagligdag.

* * *

Danmark er ikke med i euroen. Danmark er ikke med i et europæisk forsvar. Og Danmark er ikke med i et europæisk rets- og flygtningesamarbejde inden for søjle 1. Det har den danske befolkning bestemt. Og det har regeringen - og jeg selv - den allerstørste respekt for.

Og lad mig for god ordens skyld gentage - for det er åbenbart nødvendigt - at det er kun den danske befolkning, som kan ændre forbeholdene.

Men de danske forbehold forhindrer ikke, at vi drøfter emnerne på den europæiske dagsorden. Det ville faktisk være direkte uansvarligt af regeringen, hvis vi vendte ryggen til virkeligheden. Derfor vil Danmark naturligvis - med respekt for forbeholdene - arbejde for at det europæiske samarbejde fortsat bevæger sig i den rigtige retning.

Når det kommer til euroen har regeringen allerede gjort en indsats for at få gang i debatten. Og mere oplysningsmateriale vil følge.

Efter regeringens opfattelse handler ØMU’en om meget mere end valutateknik. Perspektivet er større. Det er ikke bare en ny, stærk valuta, der nu vokser frem. Euro-regionen tegner også til at kunne blive den eneste region i verden, hvor man kombinerer en fælles valuta med en stærk indsats for beskæftigelsen, for miljøet, for sikring af menneskerettigheder og respekt for mindretallene sammen med en kamp for nogle grundlæggende velfærdsprincipper, der ikke ligger langt fra vore.

I det større perspektiv ser vi i virkeligheden også denne nye stærke valutazone, som en international aktør, der taler tydeligt og stærkt om at undgå social dumping. Som vil tale miljøsagen stærkere. Som vil tale om social og menneskelige mindstekrav, og respekt for faglige rettigheder, som vil vise handlekraft overfor internationale finanskriser, skabt af spekulanter. Et globalt svar på den globale udfordring. Sådan er det ikke - endnu! Men sådan kunne det godt blive i fremtiden, hvis vi beslutter os for dette perspektiv.

Derfor finder vi også, at vi bør overveje dansk medlemsskab af ØMU’en.

Et Danmark på fortsat ret kurs

Den aktive linie vi har opbygget i Danmarks Udenrigspolitik har sit spejl i dansk indenrigspolitik.

At sikre en stabil økonomisk fremgang for Danmark er ikke et mål i sig selv. Det er det grundlæggende middel til at nå alt det, vi ønsker i dansk politik. Det er det fundamentale for regeringens økonomiske politik. Hvis der er orden i økonomien har vi kraft og mulighed for at realisere alt det politik handler om. Bedre vilkår for de fleste for de yderste og for dem, der har opgivet håbet om en bedre tilværelse.

Hvis der er krise i økonomien, har vi jo set gang på gang, tilbage i historien, at det optager al vores politisk kraft her i Folketinget.

Det er som bekendt ikke en kunst at opleve bedre levevilkår for de få og for de velstillede.

Kunsten er at sikre gode, ordentlige livsvilkår og muligheder for alle i vores land - ikke mindst dem, som ikke har mulighed for at klare sig så godt uden et fællesskab og et samfund.

Det handler om ansvaret for os selv og for hinanden.

Internationalt og nationalt handler det om de grundlæggende værdier, som regeringen arbejder for:

• Den måde naboen har det på er ikke alene naboens anliggende - det er også vores.
• Den måde de svageste har det på er ikke alene de svagestes anliggende - det er også vores.
• Og den måde den næste generation skal have det på er ikke alene deres problem - det er også vores problem.

Regeringen har gennem årene lagt vægt på, at de værdier som kendetegner den humanisme vi ønsker - respekten for det enkelte menneske, vores ansvar for hinanden, rettigheder og pligter - at de værdier også udmøntes i praktisk politik og hverdag.

Vi har kæmpet med at genoprette et velfærdssamfund, som var nedslidt. Vi overtog i 1993 ansvaret for et land, der var ved at køre træt. Der var ikke meget at prale af eller skrive hjem om.

Regeringen satte ind med alle midler. Populære som mindre populære. Vi har forbedret, ryddet op, strammet, slanket, moderniseret, fornyet, nyskabt og nytænkt.

Og vi har gjort det alt sammen med ét eneste formål: At sikre Danmark og alle i Danmark en god og stabil fremgang - i en stadig mere konkurrencepræget international verden.

Meget er lykkedes. Noget bedre end forventet. Arbejdsløsheden - kimen til størst ulighed og menneskelige tab - er blevet mere end halveret. De offentlige budgetter er gået fra røde til sorte tal. Og der er så meget gang i økonomien, at vi ind imellem har måttet bremse lidt op for ikke at få problemer med betalingsbalancen.

Selv de største sortseere har haft svært ved at bevare pessimismen. Den almindelige dansker har fået det bedre.

* * *

Det betyder langt fra, at alt er, som vi kunne ønske det. Regeringen er en mindretalsregering - og det bærer politikken naturligvis præg af. Sådan må det være.

Vi skal se den offentlige økonomi som en almindelig – stor – husholdning. Vi kan ikke få alt på en gang. Derfor må vi som i alle familier planlægge, vælge til og vælge fra. Derfor skal der prioriteres - i endnu højere grad i de kommende år.

Hele gælden i samfundet skal nedbringes - den sociale gæld, miljøgælden, pengegælden.

Masser af spørgsmål og udfordringer følger af udviklingen - af forandringerne indadtil og udadtil. Og for regeringen står det fuldstændig klart, at udviklingen ønsker vi at styre - vi ønsker ikke en udvikling, vi vil lade os styre af!

Det har været ledetråden gennem de 6 års politiske arbejde regeringen hidtil har stået i spidsen. Det vil også være ledetråden fremover.

* * *

Vanen tro har det været et travlt år. Mange resultater kan nævnes. Jeg skal pege på nogle eksempler og i øvrigt henvise til redegørelsen 'Regeringens resultater', som er omdelt til Folketingets medlemmer.

Strategi for sygehuspolitikken

Regeringen har et fælles ansvar med amterne for at udvikle og gøre det danske sygehusvæsen endnu bedre end i dag. Oplægget til strategi for sygehuspolitikken 2000-2002 er vores bud på, hvordan vi opfylder målsætningerne om høj kvalitet, klar besked, bedre service, korte ventetider og god effektivitet.

Regeringen skal nu - sammen med amterne - til at konkretisere strategien gennem en flerårig aftale.

Aftalen skal ses i sammenhæng med den forbedrede specialefordeling, som gennemførtes i forbindelse med hovedstadsreformen.

Program for folkesundheden

Den danske middellevetid er for lav, og mange danskere mister gode leveår på grund af langvarig sygdom. Og der er en klar sammenhæng mellem de dårligst stillede og det dårlige helbred og usund levevis.

Det handler ikke alene om penge - men om holdninger og vilje til at leve sundt.

Derfor har regeringen fremlagt et tværgående tiårigt forebyggelsesprogram til forbedring af folkesundheden.

Programmet er ikke til for at lægge pres på eller pege fingre af folk og den enkeltes levevis. Folks levevis er dybest set deres egen sag. Regeringen kan give råd, vejlede og oplyse. Men det skulle gerne ende med at stadig flere får øje på den forøgede livskvalitet, der følger med en sund livsførelse.

Regeringen vil til oktober redegøre for programmets organisering og prioritering af indsatsen de kommende år.

Arbejdsmarkedsreform III

De gode beskæftigelsesmuligheder betyder, at vi nu kan vi tage fat på at gøre endnu mere for at få de sidste ledige ud på arbejdsmarkedet og i job.

Også i år har vi gennemført en arbejdsmarkedsreform. Parterne på arbejdsmarkedet har løftet et stort ansvar her. Det vil regeringen gerne ved denne lejlighed kvittere for. Reglerne er nu tilpasset på en sådan måde, at vi har bedre muligheder for at nå de næste mål.

Ved at styrke arbejdsmarkedspolitikken på den vis har beskæftigelsesfremgangen gode muligheder for at fortsætte uden flaskehalse.

Arbejdsmarkedspolitikken er en hjørnesten i arbejdet for et langvarigt og stabilt opsving.

Uddannelse og forskning

Det er ikke sådan, at vi alle kan det samme eller vil det samme. Den forskellighed skal vores uddannelser afspejle. Det er derfor afgørende at uddannelserne er ligeværdige.

Derfor har vi nu afskaffet egnethedsvurderingen. Det er et vigtigt signal. Fremover skal ingen sættes i bås som egnet eller uegnet – som måske egnet!

Alle skal have mulighed for at folde deres talenter og evner ud på lige fod.

Mulighederne for at videreuddanne sig har aldrig været bedre. Der er langt flere uddannelsespladser nu end i 1993.

Der samtidig skabt mere og bedre forskning. Regeringen har øget de offentlige investeringer i forskning markant, tilrettelagt en målrettet forskningsstrategi, styrket samspillet mellem offentlig og privat forskning og forbedret vilkårene for forskerne gennem etablering af forskerparker. Det var alt sammen hårdt tiltrængt.

Nu er vi med igen og kan gøre os gældende på den internationale frontlinie.

Tilbagetrækning, seniorpolitik, arbejdsmiljø og ligestilling

Det står allerede nu klart, at vi inden for en kortere årrække meget vel kunne komme i en situation, hvor vi ville mangle arbejdskraft, hvis vi ikke allerede nu tog hånd om udfordringen. Ser vi 10 år frem, bliver der 140.000 flere ældre og 220.000 færre unge.

Derfor skal vi opmuntre dem, der kan og vil, til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Her har vi fulgt flere veje. Vi har gennemført en efterlønsreform, der rummer langt bedre mulighed for gradvis tilbagetrækning og øget tryghed i form af efterlønsgarantibevis, samtidig med at efterlønsalderen fastholdes på 60 år.

Vi skal fastholde perspektivet. Vi må aldrig vende ryggen til forandringerne. Det centrale - nu hvor al krudtrøgen har lagt sig - er, at der med et stort flertal i Folketinget er skabt ro og klarhed om ordningen. Og etableret et fair og retfærdigt system, som rækker langt ud i fremtiden.

Det er glædeligt at konstatere, at det tyder på, at ret få melder sig fra ordningen.

Og så er der Arbejdsmiljøet, som jeg fremhævede i åbningstalen sidste år. Her har vi nu målrettet taget fat i de 10 farligste jobgrupper, styrket ulykkesforskningen og skærpet overvågningen.

Og der er lagt nye spor ud for ligestillingsarbejdet. Ligestillingens udfordringer har ændret sig, siden vi for mange år siden oprettede ligestillingsrådet. Men der er stadig store udfordringer, som vi nu er i færd med at skabe nye rammer for. Ligestillingsrådet nedlægges. Der oprettes til gengæld et videnscenter, et debatforum og – som et forsøg – et klagenævn.

Miljø, fødevarer og forbrugerpolitik

Der er indgået en bred politisk aftale om en reform for el-sektoren. Reformen indebærer, at alle forbrugere inden 2002 frit kan vælge el-leverandør, at der lægges loft over sektorens CO2-udledning, at forbrugerne fortsat sikres væsentlig indflydelse, og at den vedvarende energi gradvist udbygges.

* * *

Vi kan samtidig glæde os over den meget positive udvikling, der har været i forhold til de øvrige dele af Rigsfællesskabet.

Færøerne

Den 18. maj 1999 blev en historisk dag for Færøerne. Efter forhandlinger gennem flere årtier lykkedes det at få underskrevet overenskomsten om afgrænsningen mellem Færøerne og UK. Vi kunne sammen med færingerne sætte punktum for en sag af stor betydning for Færøerne. En formel begrænsning for færøsk olieudvinding er hermed ryddet af vejen. For mig illustrerer aftalen samtidig styrken i samarbejdet mellem vore to rigsdele.

Også den økonomiske situation ser lys ud på Færøerne. Aftalen om sokkelgrænsen samt den forbedrede færøske økonomi udgør et godt grundlag for at se fremad og planlægge for fremtiden.

Landsstyret vil i næste måned offentliggøre en hvidbog, der skal danne grundlag for afklaringen på Færøerne af de fremtidige relationer til Danmark. Hvidbogen skal debatteres i Lagtinget og i den færøske befolkning.

Regeringen har tidligere stillet sig positiv til at forhandle om en ændring af de bilaterale relationer mellem Danmark og Færøerne. Det står vi ved.

Grønland

Grønland har nu haft hjemmestyre i 20 år. Det ønsker vi tillykke med. Det er ikke længe, når man tænker på den udvikling, som Grønland har været igennem.

Verdens største ø har selvfølgelig særlige forhold at kæmpe med:

Gennem de seneste måneder er der fremlagt flere rapporter om økonomiske forhold i Grønland. Vurderingerne har været ret sammenfaldende. Det væsentligste indsatsområde vil fremover være at få skabt en dynamisk erhvervsudvikling med etablering af alternative beskæftigelsesmuligheder til fiskeriet.

Som et andet indsatsområde peger rapporterne på det investeringsbehov, som hjemmestyret står over for med hensyn til at skaffe boliger og renovere de eksisterende. Regeringen og landsstyret har i samarbejde netop lagt sidste hånd på en tilstandsrapport for bygningsmassen og er kommet med forslag til, hvordan boligmassen skal vedligeholdes i fremtiden – herunder hvordan vedligeholdelsen kan finansieres. Regeringen og landsstyret vil nu drøfte, hvori en dansk støtte til dette arbejde kan bestå.

Vi vil fortsætte vort gode samarbejde med hjemmestyret indenfor hjemmestyreordningen og i gensidig respekt, også når det gælder varetagelsen af Grønlands interesser i EU og i relation til andre lande.

Regeringen har i den forbindelse indledt drøftelser med det grønlandske hjemmestyre om en styrkelse af den udenrigspolitiske profil.

* * *

Jeg vil gerne slutte, som jeg begyndte: indadtil og udadtil ønsker vi i dette land at gøre en forskel - indadtil og udadtil er vores politik båret af en stærk beslutsomhed om at forbinde ansvaret for den enkelte med ansvaret for vores fællesskab og vores fælles værdier - foruden dem kan vi ikke finde vej.

Når Kosovoalbanerne på Balkan er vendt tilbage til deres egne hjem og deres eget land under militærbeskyttelse, starter den næste store opgave. En opgave, som Europa og kun Europa kan løfte og løse.

Det handler om at vinde freden. At vinde freden på Balkan bliver en lang og også kostbar opgave. Vi vinder kun freden, hvis vi formår at skabe en ny social og økonomisk fremgang på Balkan - for alle befolkningerne. Det kræver en usædvanlig grad af politiske beslutsomhed i EU - og det kræver frem for alt, at vi går forrest, tegner perspektivet, insisterer på en ligeså ambitiøs fremtid for Balkan, som for EU’s udvidelse.

I år fejrer vi 150-året for Danmarks grundlov for vores demokratiske fundament - det var lige før vi tog alt det som en selvfølge - indtil vi blev mindet om, at demokrati og grundlæggende menneskerettigheder bestemt ikke er nogen selvfølge.

Det handler altsammen om demokrati, om pligter og rettigheder, om ansvar og fælles værdier.

* * *

Den 10. juni er der Europa-parlamentsvalg.

Når nogen spørger: Hvorfor skal jeg gå hen og stemme? Så er svaret enkelt: Af samme grund, som du skal stemme til kommunevalget - der er vi jo ikke i tvivl. Amtsrådsvalget - der er vi jo heller ikke i tvivl! Eller til folketingsvalget - der er vi heller ikke i tvivl.

Vi skal være der, hvor der træffes politiske beslutninger, dér hvor vi vælger folk til at påtage sig bestemte opgaver. Det gælder også i Europa-Parlamentet.

* * *

Jeg har opholdt mig meget ved vores internationale vilkår, fordi forandringerne her er så omfattende. Og fordi det er så vigtigt, at vi fastholder en konsekvent linie. Det tager tid og det tager kræfter, før vi kan se resultaterne, men retningen er ikke til at tage fejl af. Når løsningerne kommer i sigte, så står vi stærkere indadtil.

Måske er den indsats vi yder i disse måneder på Balkan med så stærk en offervilje fra den danske befolkning også med til at hjælpe os selv til at forstærke solidariteten og sammenholdet i vores eget land.

Den følelse af fællesskab, samhørighed og omsorg for de svageste og for hele fællesskabet, som jo i grunden hele tiden har været der - men som af og til måske ikke altid er lige synlig.

Den følelse af fællesskab er ønsket om at hjælpe, som vi mærker hver dag, lige nu i forhold til de fattige folk og flygtninge. Det er en påmindelse om, at vi godt kan i Danmark. Det er også en påmindelse til os selv om, at vi vil videre i vores eget samfund, for at sikre den der står udenfor i vores eget land - at de kan komme med.

For regeringen står det fuldstændig klart.

Vi kan sådan set selv vælge i Danmark. Vi kan blive et lille kendt foregangsland, der ligger afgørende vægt på de menneskelige værdier, på sammenholdet, fællesskabet - som jo også er fundamentet for, at det enkelte menneske, individet, kan trives bedst muligt.

Eller vi kan vælge selvtilstrækkeligheden.

Valget er vores. Vi vælger foregangslandet. Vi mener, at fællesskabet godt kan holde. Men kun, hvis vi beslutter os for det. Og kun hvis vi ser en vision for os, hvor staten ikke bare er en automat der forventes at klare alting for os. Hvor velfærd ikke bare er noget der kommer med posten, men noget vi alle skal gøre en indsats for. Noget vi allesammen har et ansvar for.

Hvor vi stadig bygger på gyldige værdier om rettigheder og pligter - og særligt ansvaret for de svageste.

* * *

Det er det, vi har besluttet os for.

Regeringen siger tak til alle, der har båret et medansvar i det forløbne folketingsår sammen med os.

Der var lejligheder, hvor det kneb for et af de større oppositionspartier - men hver gang er det alligevel lykkedes os at fastholde linien i et godt samarbejde både til højre og til venstre i Folketinget.

Vi ser frem til at fortsætte dette samarbejde i næste folketingssamling.