Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale den 16. august 2000 på Social- og Sundhedsskolen

Allerførst vil jeg sige tak for velkomsten - I har gjort et stort indtryk på mig. Jeg opfatter lidt det, at I har gjort så meget ud af at tage imod mig, som udtryk for, at det ikke er en tilfældighed, at I er på social- og sundhedsuddannelsen.

Man kan mærke allerede, når man kommer, at social- og sundhedsuddannelsen efter min opfattelse er en af de vigtigste, og det siger jeg ikke bare for at tække jer. Det siger jeg, fordi jeg fuldt og fast er overbevist om det. Det at beskæftige sig med mennesker på områder, hvor man i virkeligheden kommer meget tæt på den personlige pleje, hygiejnen og omsorgen, er jo grænseoverskridende.

I det moderne samfund kan vi jo købe alting i supermarkederne og alle steder lokker de med et ungdommeligt og evigt liv, og hvis du køber den ting eller den ting, så er du helt sikker på at blive lykkelig resten af dine dage. Vi har da alle sammen vores drømme om hus, hjem og familie, og det er også godt nok. Men vi glemmer måske nok en gang imellem i al vores forherligelse, at de dygtigste, de yngste, de pæneste og de smukkeste, at vi også bliver gamle en dag. At nogle af os kan også godt blive syge en dag. Og den dag har vi faktisk brug for, at der er nogen, som har en social- og sundhedsuddannelse og som ikke bare gør det af pligt. Men gør det, fordi man er klar over, at det allervigtigste, vi kan have som job, er i virkeligheden at komme meget tæt på et menneske, der har brug for det.

Jeg siger det, fordi min egen mor bor på et plejehjem nu - nedslidt, dårlige knæ og kan ikke gå. Hun blev 90 år forrige lørdag, hvor Lone og jeg var ovre at besøge hende. Når jeg tager derfra, er der så mange ting, jeg godt kunne ønske. Men én ting står fuldstændig klart: min mors liv i dag og resten af den tilværelse, hun har foran sig, kunne ikke have den kvalitet, det har, hvis der ikke var personale omkring hende, der tog sig af hende.

Jeg mener fra hjertet, at det danske samfund ikke var det, som det er, hvis ikke vi havde de dygtige social- og sundhedsassistenter på sygehusområdet, på vores plejehjem, i hjemmeplejen - alle de steder vi har brug for dem. Vi kunne ikke tale om omsorg, hvis vi ikke havde jer, der tager social- og sundhedsuddannelsen. Og det vil jeg gerne bruge som start. Forstår I, det samfund, vi er nået langt med, er et godt samfund, og vi skal sørge for, at det er det, vi forstår ved velfærd og danskhed. Danskhed er jo, at vi tager os af hinanden, når vi har brug for hinanden. Danskhed er jo, at vi har et ansvar for hinanden og et særligt ansvar for de svageste. Danskhed er vores sammenhold. Vi har jo alle et hjerte, der banker for nogen, og derfor stiller man sig konstant spørgsmålet: 'Hvad er så bedst for vores velfærdssamfund i fremtiden?'

Se på denne 20-krone, hvorfor er den dansk? Fordi Dronningen er på forsiden. Vi er ikke i tvivl om, at den kan vi bruge i Danmark – sådan er det. Hvad sker der, hvis vi siger Ja den 28. september 2000 til den danske euro? Da sker det, at Nationalbanken, som jo producerer denne krone, i stedet for vil producere den danske euro, men det er Nationalbanken, der skal producere den. Det står i Grundloven, at Kongen slår mønten, og det gør kongen og nu Dronningen stadigvæk i fremtiden. Den danske euromønt vil på sin forside have Dronningens portræt.

Den danske euro vil kunne bruges, ikke alene i Danmark, men i hele Europa, i alle de lande, der har deres franske, belgiske og tyske euro. Tyskerne har en tysk euro, spanierne en spansk euro med den spanske konge på forsiden og belgierne har en belgisk euro med den belgiske konge på. Ideen er, at hver af de mønter, de havde, før de gik over til euroen, var lidt svagere, end den mønt vi nu alle går fælles om. Samtidig er det nationale symbol bevaret på deres mønt.

Forstå mig ret, den danske krone er i dag en stærk krone, fordi det danske velfærdssamfund har en stærk økonomi – det ved vi godt alle sammen. Der er heller ingen tvivl om, at en stærk dansk krone kun er stærk så længe, vi kan være sikre på, at det danske samfund har en stærk økonomi - men den er heller ikke så stærk, at den kan modstå al international pres på den.

Denne krone brød sammen i 1993 og var udsat for et enormt stærkt pres i 1998. Ved I, hvad der skete i 1998? Der var der nogen på de internationale finansmarkeder, der troede de kunne tjene penge på at prøve at få denne krone til at gå ned i værdi – altså at sælge en hel masse af dem nu og købe dem, når den var billig. Der er folk, der lever af at handle med penge og derfor pressede de den danske krone i 1998.

Det var en udløber af finanskrisen i sydøst-Asien. Hele det store sydøst-asiatiske område, som jo bare for 5 år siden blev udnævnt til at være det store nye økonomiske vækstområde, gik i stå, og finanspengene kastede sig over den, hvilket gik ud over ganske almindelige mennesker. Der var nogen, der ikke fik nok og de fortsatte så til Europa.

De kastede sig ikke over den portugisiske mønt eller den spanske mønt, fordi de to lande havde sagt Ja til at gå ind i den fælles valuta med den portugisiske euro og den spanske euro. Nej, de kastede sig over den danske krone, for vi havde jo ikke sagt Ja. Det kostede dengang: vi måtte hente 40 milliarder kroner op af valutakassen i 1998 for at beskytte den danske krone mod spekulation og mod at tabe i værdi. Pengene er kommet igen, fordi vi holdt fast i vores økonomiske politik, men det er ikke hver gang, at pengene er kommet igen. Det er heller ikke hver gang, at det er lykkedes at komme igennem et finanspres på den måde, vi gjorde i 1998.

Hvad er 40 milliarder kroner, Poul Nyrup? Ja, apropos de sociale sundhedsuddannelser, så svarer 40 milliarder kroner nogenlunde til vores samlede udgifter til vores hospitaler. Jeg ved godt, det ikke kan sammenlignes direkte – jeg vil bare illustrere for jer, at den tid er forbi, hvor lille Danmark kan klare sig fuldstændigt uafhængigt af andre. Med andre ord: Et pres på den danske krone er et pres på det danske velfærdssamfund og derfor gælder det om i fremtiden at få skabt et samarbejde, hvor et pres ikke rammer os så stærkt og hvor vi står sammen.

Den danske krone bæres af ca. 5 millioner indbyggere. Den danske euro, hvis vi siger Ja, vil blive båret af ca. 350 millioner mennesker, for hvis de presser os, kommer alle de andre os til hjælp. Man kan ikke presse og vælte en euro, der bæres af 350 millioner mennesker og 12-13 lande. Det er verdens stærkeste økonomiske område netop i kraft af, at landene står sammen og værner om hinanden.

Det danske velfærdssamfund har vi brugt 100 år på at bygge op, fordi vi ikke ville have, at nogle skulle holdes udenfor eller overlades til sig selv. Vi ville ikke have, at ældre mennesker var overladt til sig selv. Vi ville have et samfund, hvor der var nogle dygtige social- og sundhedsassistenter, som vi sørgede for fik løn og uddannelse til at kunne tage sig af vores ældre mennesker. Sådan et samfund ville vi have og vi ville selv bestemme, hvilken vej det samfund skulle gå. Derfor skulle det ikke kun være toppen af samfundet, der skulle bestemme: Det skal være os alle sammen, der former dette samfunds fremtid, for netop i kraft af, at det er os alle, der former det, og ikke kun de få i toppen med pengene og magten, så bliver det godt.

Det lykkedes os på 100 år at få et godt velfærdssamfund – det kan blive bedre, og det er jo ikke sådan, at det har været godt altid.

For 7 år siden var der cirka 360.000 arbejdsløse her i Danmark, og alle kendte én, der var blevet arbejdsløs. Nu er der 150.000 arbejdsløse i Danmark, og i dag kender alle en, der er kommet i arbejde.

Det er dét, der driver mig igen og igen; dét, der får mig til at fare land og rige rundt og tale om, hvordan det skal gå - det er jo ikke for min egen skyld. Det, der driver mig, er det danske samfund og det er samfundets svageste, der har brug for en og brug for omsorg.

Jeg har set de store kriser i 1974 og 1979, som var så voldsomme, at hundrede og tusindvis af danske arbejdere mistede deres job og at vi ikke kunne finansiere vores velfærdssamfund. Hvorfor mistede de deres job? Fordi vi ikke var gode nok til at samarbejde på tværs af grænserne. Mange andre lande så ikke, at når kapitalen var blevet international, så måtte vi også blive internationale. Det var rædselsfuldt at se på.

Da krisen kom og oliepriserne blev 6- og 8-dobbelte, skar Sverige ned i deres offentlige sektor, fordi de havde stort underskud. Det resulterede i arbejdsløshed, for virksomhederne kunne ikke sælge deres varer, da lønnen heller ikke havde samme drivkraft. Vi måtte også skære ned i Danmark, og vi kunne ikke sælge det samme til Sverige, som vi havde været vant til - og så måtte Tyskland skære ned, da de heller ikke kunne sælge det, de havde været vant til at sælge til Sverige og Danmark - og sådan gik møllen ellers. Arbejdsløsheden steg i Europa. 16 millioner mennesker blev det til i de kriseår, der ramte os.

Det er først nu i Danmark, efter 8 års arbejde, at vi har fået bragt arbejdsløsheden ned til, hvad den var for 27 år siden. Derfor er der mange arbejdsløse i EU, men det er ikke EU ́s skyld, men manglen på EU ́s samarbejde, der er årsag til det, idet vi konkurrerer mod hinanden i stedet for at samarbejde med hinanden.

Det kan gå to veje for Danmark, indenrigs og udenrigs. Der er min vej - vores vej, som jeg kalder den - og så er der deres – altså de andres vej. Har I tænkt på, hvad det er, de siger - dem der mener, at det er bedst for Danmark at sige Nej, heriblandt Dansk Folkeparti? Har I hørt, at de har glemt at sige, at de foreslog, at man selv skal betale for at få passet sine børn? De foreslår også, at skatten skal nedsættes til 30%. Jeg spørger, hvor skal de penge komme fra? Og hvordan skal vi sikre os et godt sygehusvæsen, hvis vi sætter skatten ned til 30%? Hvor skal pengene komme fra?

Det er jo også det parti, der foreslår, at vi selv skal betale brugerafgift på vores kurser, på vores arbejdsmarkedsuddannelser, og det er det parti, der også foreslår, at hvis vi bliver arbejdsløse, så skal staten ikke længere bidrage til det. Det er derfor, at det danske velfærdssamfund kan gå to veje, for der har altid været en politisk diskussion mellem to veje. Den vej, hvor vi står sammen om et skattesystem, der solidarisk finansierer vores velfærd og vores social- og sundhedshjælp - det er den vej, mit hjerte banker for. Brugerbetalinger, privatiseringer og alt det der med at lokke med 'mig selv' og 'mig selv' - det er ikke min holdning.

Og på samme måde ude i Europa kan det også gå to veje. Danmark er et godt land, men Danmark skal også se i øjnene nu, at vores afhængighed af de andre lande er så stor, at hvis der kommer finanskriser udefra, har vi brug for at være sammen med de andre for at værne om vores velfærd og de svageste i vores velfærdssamfund.

Jeg har to planer for fremtiden. Det, vi kalder det holdbare samfund, handler om, at vores velfærd skal blive endnu mere holdbar. Det handler om fire kerner; sygehusvæsenet, der skal have en bedre kvalitet og ventetider. Det handler om vores ældre mennesker, hvor vi skal have bygget nogle flere plejehjem, vi skal have uddannet nogle flere social- og sundhedsassistenter og vi skal have sikret et større sammenhold og større fælles ansvar for vores ældre og svage. Punkt tre handler om en bedre skole, og punkt fire, at vi får ændret vores arbejdsmarked, så vi også har plads til dem, der ikke er 100% effektive. Med de fire kerner vil vi få et holdbart samfund. Disse fire kerner vil vi kun kunne nå, hvis vi samtidig sørger for, at Danmark er trygt placeret mellem og sammen med vores naboer. Vi har jo i Danmark aldrig kunnet affinde os med, at der var nogle få, der bestemte, eller at dem, der havde flest penge og magt, bestemte. Vi har i Danmark siden starten af forrige århundrede sagt, at nu vil vi bestemme alle sammen.

Social- og sundhedsuddannelsen i dag er ikke den samme som for 20 år siden. I dag ved vi meget mere om, hvordan vi gør det bedst muligt for vores syge mennesker og vore ældre, dem, der har brug for plejeomsorg, men vores idé er den samme. Vores menneskelige respekt og omsorg er den samme, men måden, vi gør det på i dag, er anderledes end før. Vi har taget nye værktøjer i brug. Jeg så her udenfor nye værktøjer og metoder, som vi jo ikke kendte for 20-25 år siden, men vores idé er den samme: ægte menneskelig omsorg. Og på samme måde for Danmark i Europa. Når vi går ind for velfærdssamfundet gør vi det stadigvæk med alle de værdier, jeg har beskrevet, men når verden udenfor forandrer sig, så må vi også tage de nye værktøjer i brug – og det er just det, vi gerne vil.

Der var en tillidsmand, der sad på Vestfrost - en af de store danske virksomheder i Esbjerg - og han sagde: 'Poul Nyrup, vi 1.700 medarbejdere på Vestfrost ved nok alt om, hvad valutauro betyder. Hvis det engelske pund taber i værdi, så bliver vores varer dyre for englænderne at købe, hvilket betyder, at der dagen efter på møde i samarbejdsudvalget kun vil være et punkt på dagsorden: Fyringer.'

Der er noget andet, jeg også gerne vil tale om - det er selvstændighed, Jeg ved, at mange af jer siger: 'Jamen, hvis vi nu skifter over til den danske euro, hvad så med vores selvstændighed. Mister vi selvstændighed? Mister vi en del af vores danskhed?'. Nej, det gør vi ikke. Vi får i virkeligheden noget til fælles, som vi tabte undervejs. Da verden blev international og kapitalbevægelserne begynde at flyde frit, og det kunne de fra omkring 1980’erne, besluttede vi også i Danmark, at kapitalbevægelserne måtte flyde frit. Fra det tidsrum bestemte vi ikke længere alene vores egen rente, fordi pengene altid bevæger sig derhen, hvor man kan tjene mest på dem. Derfor er rentefastsættelsen fuldstændig afgørende i forhold til de andre. Og derfor er virkeligheden, at hvis vi siger Ja til den fælles valuta, altså Ja til euro, så bestemmes renten ganske rigtigt sammen med de andre – men det gør de andre i realiteten allerede i dag før afstemningen.

Der gik ca. et par timer eller 3 i gamle dage, fra tyske Bundesbank havde fastsat sin rente, til de andre fulgte efter. I dag er det den Europæiske Centralbank, der fastsætter renten og vi følger lidt efter for at se. Jeg plejer at sige, at der går en 3-4 timer, men forleden lige inden sommerferien fik jeg en seddel ind i folketingssalen, hvor vi sad og behandlede et lovforslag. Der stod, at kl. 11.54 forhøjede den Europæiske Centralbank renten med en kvart procent, og kl. 12.21 forhøjede den danske Nationalbank renten en kvart procent. Vores selvstændige handlefrihed er ikke 3 timer, men ca. 25 minutter. Og derfor er det også vigtigt, at hver eneste af jer kender den danske virkelighed, for så kan vi bedre forholde os, når vi skal sætte vores kryds den 28. september 2000.

Og hvad er det egentlig, vi afgiver? Ja, det er rigtigt, at hvis vi siger Ja den 28. september 2000, kan vi formelt ikke længere alene selv fastsætte renten - men det gjorde vi reelt ikke i forvejen. Det er også rigtigt, at vi formelt ikke længere kan ændre værdien på vores egen mønt - men det kunne vi heller ikke i forvejen. Fortidens devalueringer, som det hedder at skrive værdien ned på ens mønt for at få en konkurrencefordel, har vi forladt. Devalueringer handlede i virkeligheden om at tage arbejdspladser fra naboen over til en selv på bekostning af naboen. Det førte ofte til råd og inflation. Og jeg kan sige jer, at højere inflation er omvendt Robin Hood politik: Det går ud over de laveste indkomster og det er en fordel for de store foroven.

Fremtidens pengepolitik handler om, at vi opbygger flere arbejdspladser i samarbejde og i konkurrence, og det vil jeg gerne understrege.

Siger vi Ja til den danske euro, får vi, som det hedder blandt økonomerne, større finanspolitisk råderum eller på godt dansk, så kan vi fortsætte den fremganglinie, vi har i gang. Siger vi Nej, skal vi være mere katolske end paven selv i vores finanspolitik. For så skal vi nemlig overbevise alle de finansielle markeder om, at vi har styr på sagerne, og de vil prøve os efter, for nu står vi udenfor. Derfor skal vi lige have lidt mere hånd om tømmerne, end vi behøver. Siger vi Ja, har vi bedre muligheder for at fortsætte den linie, vi gerne vil fortsætte på sygehusområdet, på social- og sundhedsområdet og ældreomsorgen, vores skoler og så videre. Siger vi Nej, må vi holde et fast tag i tømmerne og køre en strammere økonomisk politik.

Danmark skal ikke isoleres. Jeg hader at være udenfor og være alene. Jeg er sikker på, at I alle sammen grundlæggende har den samme følelse. Vi mennesker er født til at være sammen, til at bygge fællesskaber op - ikke til at være ensomme, isolerede og udenfor. På samme måde gælder det også velfærdssamfundet som det danske. Og vi har noget at byde på – ja, se på jer selv! Vi har et godt social- og sundhedsvæsen, men vi må heller ikke tro, at det er verdens bedste.

Verdenssundhedsorganisationen kom jo med en karakter for nylig, hvor jeg synes, vi lå alt for langt nede. Jeg læste lidt tættere på tallene og om at hovedforklaringen er, at vores gennemsnitlige levetid er for lav i Danmark, fordi for mange mennesker dør i aldersgruppen fra omkring 40 år til omkring de 55-59 år. Der er mange, der bliver ældre i Danmark, men der er for mange, der dør lige der i midten. Det skyldes mange forskellige forhold, men også at vi har et dårligt arbejdsmiljø og for nogles vedkommende en livsstil, som ikke er så god. Men jeg kunne heller ikke lide, når vi så på tallene, at vi altså ikke er verdensmester over hele linien.

Jeg ville frygtelig gerne have, at vores velfærdssamfund var forrest, men er nødt til at sige til jer, at hvis vi ser på sådan noget som børnepenge og familieydelser, der er Frankrig f.eks. foran os. Og f.eks. på pensionsområdet kan vi finde lande i Europa, Holland og andre, der er foran os. Så det er ikke ensidigt sådan, at Danmark har det bedste velfærdssamfund og er foran alle de andre. Vi er foran på en række felter, men udover at kunne lære dem noget, kan vi også lære noget af dem.

Så er der nogen, der har sagt til mig, 'Jamen, det hele bliver jo bare harmoniseret'. Det har jeg hørt på siden 1972, da vi for første gang stemte om at blive medlem af den forening, der hedder det Europæiske Fællesskab. Da sagde man til mig, at 'så kommer alle de italienske arbejdere herop til Danmark og nyder godt af vores danske velfærd, og det vil vi ikke have!'.

Der skete det modsatte. De kom ikke op til Danmark. De italienske arbejdere kunne bedst lide at arbejde i Italien, der kan de tale italiensk og få spaghetti – det kan de også få i Danmark, men alligevel. Og ved I, hvad der skete, da Spanien blev medlem af EU? Det samme. Spanske arbejdere fra Frankrig og alle mulige andre steder vendte tilbage til Spanien, og hvis man er spanioler, vil man helst bo i Spanien, og er man dansk, vil man helst bo i Danmark - og heldigvis er det sådan.

Kære alle sammen, vi er ikke blevet mindre danske af at være medlem af den forening i 25 år – vi er nærmest blevet mere danske! Franskmændene er ikke blevet mindre franske, men nærmest mere franske. Vi skal ikke være bange for vores nationale identitet. Danskhed trives bedst i fællesskab med andre, det er, som om hver enkelt menneske trives bedst i fællesskab. Det, at være dansk, er for mig ikke en bestemt mønt. Det, at være dansk, er at have et velfærdssamfund, samvær, omsorg, en social- og sundhedssektor. Det, at være dansk, er ikke at have et bestemt plastikkort. Det er at have et samfund, hvor vi giver hinanden en chance, hvor hver enkelt menneske skal kunne udfolde sit talent uafhængigt af, om man er født med en sølvske i munden eller har fået et drag over nakken fra starten. Der skal være plads til alle, alle skal kunne udfolde sig, og det er den danskhed, vi bedst kan forsvare, hvis vi er sammen med de andre i en ny brølende international verden.

Jeg vil slutte med at sige, hvad der så konkret sker, hvis vi siger Ja den 28. september 2000. Hvad sker der med min løn? Min SU? Mine plastikkort? Mine lån? Hvis vi siger Ja den 28. september 2000, så vil Nationalbanken som det første gå i gang med at færdiggøre produktionen og designet på den danske euro. Den danske euro kan så bruges i hele Europa, med samme værdi og købekraft i hele Europa. Omvendt, så kommer tyskerne ikke længere op med DM, men med tyske euro, franskmændene kommer ikke med franske franc, men med franske euro.

Det er det, der er bedst for Danmark, fordi vi er afhængig af vores naboer og de er afhængige af os. Det er det, der er bedst for Danmark, fordi det sikrer vores arbejdspladser bedst og det sikrer frem for alt folk med jævne indkomster bedst. Det er det, der er bedst for Danmark, fordi det sikrer vores tryghed mod internationale fremtidige uroligheder og kriser. Det giver simpelthen større energi til at udforme det, som vi gerne vil.

Jeg er sikker på, at trygheden er større indenfor end udenfor. Jeg er sikker på, at flere virksomheder vil investere i Danmark, hvis vi siger Ja. Jeg er sikker på, at renten vil være lavere indenfor end udenfor. Og jeg er sikker på, at vi også er stærkere beskyttet mod spekulanter indenfor end udenfor.

Jeg vil slutte af med tre enkelte spørgsmål. Når det nu er sådan, hvorfor i alverden skal vi så sige Nej til mere indflydelse, Nej til mere stabilitet og Nej til nye muligheder for at videreudvikle vores velfærd og Nej til solidaritet?

Har vi ro og styrke i vores del af verden i Europa, så kan vi også være solidariske med ulandene og de nye fattige folk, der har et spinkelt håb om, efter Berlin murens fald og Sovjet-kommunismens sammenbrud, at få et lidt bedre liv derovre østpå. Og de tager ikke noget fra os. De får en bedre fremgang, og det giver også os en bedre fremgang. For så kan vi sende nogle varer til dem og omvendt, og så går det fremad.

Danmark har det bedst i et åbent, fornuftigt og godt samarbejde med de andre – vi skal ikke isolere os. Vi gør det bedst sammen med de andre. Det var bare lige det, jeg ville sige.