Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale den 26. marts 2001 ved jubilæumskonference om Psykiatriens 25 år i amterne

Det var en god tale, Kresten. Man mærker den piberygende ro og man mærker, at samarbejdet med Sundhedsudvalgets formand Bent Hansen er godt. Er tæt. Er engageret. Et forbilledligt samarbejde, som nej det går nok ikke på landsplan, men alligevel! Lad mig lige et øjeblik blive der. For hvem er egentlig de sindslidendes tillidsrepræsentanter her i landet? Lige præcis en af de grupper som ikke kan råbe højt – som faktisk ikke kan råbe, som ikke kan fange blikket. Det kan alle de andre grupper. Jeg siger ikke, at vi ikke også skal kæmpe for de andre grupper: Kræftpatienterne, hjertepatienterne, hoftepatienterne. Men her ved jeg også, at her har vi med grupper at gøre, som berettiget kan sige til os: 'Nu er der altså behov for at gøre det her og det der'. Men hvem er egentlig de sindslidendes tillidsrepræsentanter?

Tak for jeres tagen-jer-på – at være tillidsrepræsentanter for de sindslidende. Jeg føler selv, jeg hører til kategorien, men jeg føler også, at vi hver dag skal kvalificere os til at blive der. Fastholde vores engagement, tale om det og handle efter det. Jeg vil sige til jer, at jeg synes, at det sværeste, det er, at det tager tid. Det sværeste er, at ting tager tid. I politik og i praktisk arbejde og specielt omkring vores psykisk syge mennesker, fordi vi har været bagud i en del tid.

25 års jubilæum giver anledning til eftertanke og lad mig starte med at kvittere overfor jer. Vi er nået langt. Vi er nået et rigtigt, rigtigt godt stykke. Tak til hver eneste amtsborgmester, hver eneste amtsrådsmedlem, hver eneste ledelse og måske ikke mindst hver eneste medarbejder i hele Danmark og jeres omsorg for de sindslidende. I har været med til at sætte ord og handling bag behandlingen af den tavse sygdom.

Når jeg så har sagt det, er vi selvfølgelig også nødt til at fastholde det egentlige billede. I dag er der jo, som Kresten Philipsen sagde det, ca. 50.000 danskere som har svære sindslidelser. Hovedparten skitzofreni eller dertil sidestillede lidelser i forhold til vores diagnoser. Mange, mange flere har det selvfølgelig også svært undervejs bare på en anden måde. Jeg skal alligevel nævne dem: Dem med depressionerne, som jo også delvist overlapper den gruppe af patienter, jeg her taler om, angsttilstandene, spiseforstyrrelserne, misbrugsproblemerne. Mange danskere har problemer undervejs i deres liv. Så der er stadigvæk lang vej at gå, men der er også behov for at fastholde, hvordan vi skal gribe det an med hver vores udgangspunkt og i forhold til de forskellige sygdomme.

Vi skal nå meget efter de første 25 år, og vi er kommet godt i vej. Jeg har aldrig lagt skjul, at regeringen og jeg selv lægger overordentlig stor vægt på indsatsen i forhold til vores psykisk syge mennesker i Danmark. Det er enkelt for mig. Vi kan ikke tale om et samfund - et velfærdssamfund – uden at vi er de psykisk syge menneskers tillidsrepræsentanter. Og her taler jeg ikke alene om tilbud af klassisk karakter, men i virkeligheden også tilbud, der rækker ud over tal og paragraffer. Regeringens mål er meget enkelt, og ret ambitiøst: At vi skal kunne tilbyde kvalitet og omsorg for hvert enkelt menneske i dette her land med respekt og indsigt i hvert enkelt menneskes egen hverdag. Vi vil ikke opgive et eneste af de mennesker. Vi vil ikke efterlade nogen på sidesporet. Vi vil ikke efterlade nogen udenfor.

Realistisk eller urealistisk. Vi har tænkt os at nå det – om ikke i morgen, så i overmorgen. Og vi mener som I, at den der ikke sætter sig stærke mål, flytter heller ikke noget. Men det sværeste er, at ting tager tid. Psykiatrien var et område, der ikke var tilgodeset så meget som det burde frem til starten af 1990’erne, synes jeg. Og psykiatrien blev lige fra begyndelsen et af regeringens højst prioriterede mål – jeg tror næsten ikke, at jeg har holdt en åbningstale, hvor ikke lige præcis det emne blev omtalt. Derfor er jeg også ekstra glad for, at det i samarbejde med amter og kommuner er lykkedes at gennemføre en markant opprioritering af psykiatri. Prioriteringen af området fremgår også klart af Amtsrådsforeningens publikationer, hvor kurverne jo, som Kresten indirekte sagde det, peger i den rigtige retning. Jeg vil gerne slå fast, at vi anerkender den store indsats, som amterne har leveret igennem årene. I har gjort et stort arbejde, der er taget et vigtigt skridt fremad. Det jubilæum vi holder i dag, er jo ikke kun en understregning af en ændret politisk og administrativ placering af ansvaret for psykiatrisk behandling i sundhedsvæsenet. Det er i lige så høj grad et jubilæum om en periode, hvor vi tog konsekvensen af, at mennesker, der har en psykisk sygdom, er mennesker på linie med alle os andre. Der har brug for at være sammen med andre, brug for at mærke respekt, brug for at kunne leve et værdigt liv, brug for at kunne øjne håb ud af fastlåsheden som er et af de vanskeligste ting en psykisk syg kan være op mod.

Og heldigvis er tidligere tiders isolation af sindslidende med ofte livslange indlæggelser på store psykiatriske hospitaler afløst af de bestræbelser for at give et ordentligt og et værdigt liv, som det så smukt bliver omtalt af Kresten. Et liv i værdighed og et liv i respekt, og et liv med håb.

Det stiller krav om en indsats på mange, mange leder og kanter. Det kræver åbenhed, information, accept og tolerance fra samfundet, hvis vi skal sikre, at psykisk sygdom betragtes som en sygdom på linie med alle andre sygdomme. Og vi er nødt til stadigvæk at sige, at det at have ondt i sindet og psyken er et emne, der har sine tabuer. Det er stadig et tabu belagt emne i Danmark, føler jeg. Der er stadig meget at gøre for at få fjernet myterne, og der er fremfor alt stadig meget at gøre for at tale om det. For jo mere vi taler om det, jo mere nedbryder vi angsten for at komme ind på det, og jo bedre bliver vi til at løfte opgaven.

Vi kender alle historien. Det har ikke været den smertefri proces at nå dertil, hvor vi er i dag. Det gik hurtigt med at få nedlagt sengene, næsten for hurtigt. Det gik derimod ikke så hurtigt med at få oprettet distrikts- og socialpsykiatrien. En proces, som vi ikke er færdige med. Men jeg er glad for, som også amtspolitikerne har givet udtryk for, at vi holdt fast. Jeg er overbevist om, at det var det rigtige. Jeg er overbevist om, at der i konsekvens af de mål, jeg netop har nævnt, følger distriktspsykiatri, følger decentralisering.

At bringe de sindslidende væk fra de store institutioner og tættere på samfundet er det rigtige. Vores mål, regeringens mål har været at styrke indsatsen og give de sindslidende mulighed for at leve en tilværelse efter eget valg med så få begrænsninger som muligt. I ved, og jeg skal som ikke gå meget ind på resultaterne, tallene er jo som Kresten viser det, godt dokumenteret. Jeg skal bare nævne, at i psykiatriaftalen for de næste par år er der afsat i alt 750 mio. kr. til forbedring af tilbudene til sindslidende. Og det er vel at mærke ekstra statspenge oveni de midler amter og kommuner selv anvender.

Der er kommet en bog om tallene fra Amtsrådsforeningen, som viser hvor langt vi er nået – sådan da. Vi ser jo ikke i tallene, om vi fik forandret holdningerne. Vi ser heller ikke i tallene, om det fælles ansvar er der i højere grad, end det var før. Og tallene viser os heller ikke krystalklart om, de behov der er nu, også møder de svar, de skal have og den kapacitet, der er brug for. Tallene viser heller ikke, om vi har forstået, hvor vigtigt det er at kunne forebygge måden at tænke på, måden at indrette os på. Måden at leve på. Vi kan se, at antallet af mennesker blandt unge psykisk syge vokser. Presset, forbillederne, unge som ikke kan skabe identitet ved at se sig selv i spejlet, eller være sammen med andre. Den måde vi lever på, den måde vores familier fungerer på, her er der nogle ting vi må diskutere.

Hvis selvværdet rammes hos et ungt menneske og afløses af mobning og ensomhed, så har vi de første tegn. Er der nogen, der hører det? Er der nogen, der samler op? Er der nogen, der griber tilstrækkelig tidligt ind?

Jeg vil simpelthen gerne i dag starte der, hvor alt det vi lovgiver om, vores cirkulærer, vore bekendtgørelser lige må vente. Jeg vil starte der, hvor alle parter kommer til kort. Der hvor vi i virkeligheden kun har båndene mellem os mennesker, de medmenneskelig relationer, der kan gøre en afgørende forskel. Der hvor det handler om omsorg, om tryghed, om det lille blik, om kontakt, om nærværd og om respekt. Og ganske enkelt og fundamentalt om det at være noget for hinanden.

Vi har så travlt, og vi lever i et samfund, hvor vi hører næsten hver dag, at hvis der er noget der er gået i stykker så skal det enten repareres, ordnes, klares eller også skal det smides væk. Og det bliver det så. Når vi har brækket et ben, så skal det ordnes. Når der er noget der går i stykker, så bliver det som sagt klaret og helst så hurtigt som overhovedet muligt. Og skal vi så se at komme videre? Og hvad vil du så gøre ved det, sådan helt konkret? Vi kender jo godt alle spørgsmålene fra pressen, fra vores omgivelser. Men der altså noget, der ikke kan klares sådan helt konkret, ordnes og repareres.

Når vi møder det, der ikke kan mærkes og heller egentlig ikke rigtig i første blik kan ses eller forstås, så er vi virkelig på kanten af det, som det moderne menneske overhovedet kan indse. Derfor tror jeg dybest set, at kun dem der har haft sygdommen meget tæt ind på livet dybest set forstår, hvad det drejer sig om. Tavsheden, enstavelsessvarene, indadvendtheden, den rungende tavshed. Det blik som, hvis man kender det menneske, afslører, hvilken enorm energi, der skal til bare for at holde styr på de indre kræfter.

Hvis jeg skal sætte ord på, hvordan det er for pårørende, som jeg tror er fuldstændig afgørende at få opprioriteret i hele vores billede af, hvad der skal ske de næste 25 år. Så er det pårørende, mennesker og omgivelser som føler én ting ret hurtigt. Det er afmagten, det er selvbebrejdelserne, det er den ofte gentagne tilstand af, hvorfor er det ikke klaret endnu? Hvad gør man? Hvordan gør man det? Den følelse er den samme, hvadenten man er forældre til et barn, der rammes af sygdommen eller man er ja et voksent barn, hvis far eller mor rammes af sygdommen. Det at et menneske, man holder af befinder sig i mørkeland, hvor man ikke rigtig kan trænge ind, hvor det ene man kan gøre, er at være der og hvor man ikke rigtig kan mærke at det nytter.

I den situation er det vigtigt for alle os andre at forstå, at ensomheden er sygdommens stærkeste og værste allierede. Når et menneske rammes af den sygdom, så er nærvær og menneskelig kontakt fuldstændig afgørende.

Det er så dér lovene, reglerne og cirkulærerne kommer til kort. Det er derfor vi skal hjælpe hinanden med at hjælpe mennesker med at sikre, at der er netværk omkring os alle sammen. Derfor er jeg også så optaget af de mange frivillige organisationer, som gør en kæmpeindsats, Psykiatrifonden, Sind, pårørende til sindslidende, besøgsvennerne, naboerne, de lokale. Jeg tror ikke jeg kan forestille mig et moderne velfærdssamfund uden alle de mange mennesker. Ikke fordi de skal træde i stedet for velfærdssamfundets tilbud, men for at supplere det og pårørende først og sidst er en afgørende omdrejningsfaktor, hvis vi skal få held med at levere den nødvendige omsorg. Jeg siger det, fordi vi i virkeligheden her må sige, at det er fundamentet.

Lad mig nævne de 10 punkter, jeg mener, vi skal arbejde videre med. For det første, som Kresten sagde, 'skal det hele hænge sammen'. Det skal det selvfølgelig især hos mennesker, hvis liv ikke hænger sammen. Båsene skal brydes ned, systemerne skal etablere kontakt på tværs i endnu højere grad end før. I psykiatrien, hvor mange patienter livet igennem må kæmpe med deres sygdom er den sammenhæng i behandling og et støttetilbud fuldstændig afgørende. Vi kan ikke have, at patienter havner i langvarige ophold på psykiatriske sygehuse eller som svingdørspatienter med alt for hyppig genindlæggelse.

Jeg ved godt det er svært. Det er ikke alene på det her område vi skal gøre fremskridt, men måske især på det her område. Et tæt samarbejde med sundheds- og socialsektoren og en målrettet koordination af tilbuddene. Jeg tror det er fair at sige, at det ikke er altid det fungere lige godt. Jeg har også lagt mærke til på regeringens folkehøringer for sindslidende sidste år var en del af kritikken samlet herom, at der manglede sammenhæng mellem sundhedsvæsenet behandlingstilbud og den sociale sektors støttetilbud. Amtet gør alt hvad det kan, sygehusenes afdelinger og de psykiatriske afdelinger, de distriktspsykiatriske centre, akutcentrene, kontaktpersoner. Kommunerne satser meget i de her år på bo- og værestederne, kontakterne, primærlægen, samtalerne, de frivillige. Alt det skal vi samle. Alt det skal vi have i gang med at fungere bedre i fællesskab. Værdibaseret ledelse taler man om. Hvorfor ikke benytte værdierne til at knytte trådene sammen mellem de mange, mange mennesker der i grunden vil det samme? Og glem så alt om stive regler og bøjede paragraffer. Det handler om mennesker, og det handler om at få alle de mennesker, der gerne vil gøre en forskel til at tale sammen.

Jeg vil gerne sætte det mest ambitiøse mål af de alle, som det første af mine 10 punkter. Der bør ikke fremover på et eller andet tidspunkt i hele landet være en eneste situation, hvor man ikke er klar over, hvad der sker, når patienten efter endt indlæggelse på en psykiatrisk afdeling siger farvel og går ud af døren. Der skal være fuldstændig klarhed over, hvem står så på den anden side af den dør. Og hvad skal der ske ugen efter og måneden efter. Man er tæt på nogle steder i landet, men man er meget langt fra andre steder i landet. Og her er jeg nødt til at sige, at der hvor man er længst fra er i Hovedstadsområdet. Det er der vi er længst væk fra den overordnede målsætning.

Jeg siger det ikke for at kritisere nogle. Jeg siger det, fordi jeg føler, på regeringens vegne, en stor pligt til at analysere det sammen med jer. Og jeg siger, at der stadigvæk på Hovedbanegården der hen ad mod midnat kan findes mennesker der har det dårligt og hvor den allersidste der er at snakke med er en klog politimand, som hjælper lidt. Jeg siger ikke, at det er sådan alle steder, men jeg siger, at nogle gange er det også sådan.

For det andet er det jo som Kresten har sagt det fuldstændig afgørende, at vi har tilstrækkeligt og dygtigt personale. Jeg er en stor beundrer af de personaler – som vi siger på jysk – som gør en kæmpe indsats på distriktspsykiatrien og de psykiatriske afdelinger. Det er alfa-omega. Vi skal sikre at flere bliver uddannet. At de får den anerkendelse, som de med rette fortjener for deres store arbejde. At arbejde og yde omsorg for mennesker med sårbare sind, er et af de mest dyrebare job, der findes i dette samfund.

Og igen er vi nødt til at sige, at meget er der sket – men meget er der yderligere behov for skal ske. Det gælder især på børne- og ungdomspsykiatrien. Der er afdelinger, som er undernormeret. Der er afdelinger, der mangler samtale- og kontaktforhold. Husk at svaret på fastlåshed, som mange psykiatriske unge især befinder sig i – og ikke kan komme ud af - det er for deres eget vedkommende rastløsheden, ambivalensen for at nævne et par enkelte eksempler. Netop i den situation har man brug for den rolige omsorg, at dagen bliver fyldt ud.

Igen er jeg nødt til at sige, at jeg dybt beundrer de tal, man kan vise, og jeg er meget glad for, at antallet af enestuer er stærkt stigende i amterne og jeg kipper med flaget over det enorme fremskridt der er gjort. Jeg tror, at det er op imod 2/3 dele af indlæggelserne i løbet af et års tid, kan foregå på enestuer – I har gjort store fremskridt.

Men, jeg må sige, at i disse tider, hvor vi taler om geografiske, skæve forhold i Danmark – det er vist noget med 'Det skæve Danmark' – så gælder det igen omvendt på disse felter her. Det er der måske heller ikke noget underligt i, fordi Hovedstadsområdet har det med også at have flere af de sårbare sind. Det ser vi i Danmark, og det ser vi andre steder. Der er brug for, at vi gør en stærkere indsats.

Min tredje målsætning er at styrke vejledningen og rådgivningen til de pårørende. Jeg tror, at man skal – som jeg sagde det før – have gjort sig fuldstændig klart, at de pårørende ikke er en klods om benet for behandlerne. De pårørende er en fuldstændig afgørende forudsætning for, at hjælpen til de udsatte mennesker kan blive god og varig. De pårørende bliver bedre til at hjælpe og får det meget bedre med den omsorg de ønsker at give, hvis de ved, hvordan man hjælper, hvis de ved, hvor lang tid, det tager, hvis de forstår, at synlige forbedringer ikke er det man kan se.

Som pårørende har man brug for at vide, at andre før én har oplevet det samme: At man er god nok og at der er hjælp at hente, ikke kun for den, der er syg men også for familien, for moderen, faderen, kæresten og vennerne.

Mit fjerde punkt skal være, at hjælpen skal være til at få fat på, når man har brug for den. Man ophører altså ikke med at være sindslidende efter kl. 16:00 eller op til weekenderne. Hvad gør man efter kl. 16:00 eller i weekenderne når det er det akutte behov og angsten vælter ind over én? De pårørende kommer i tvivl – hvad gør man? Jeg mener, at der er stort behov for, at der sættes stærkere ind.

Dermed mit femte punkt: Vi skal tilbyde anstændige, fysiske rammer for de sindslidende. Stor ros til enestuerne, som jeg sagde det før. 2 eller 3 indlagte patienter - er jo målsætningen med udgangen af 2002 – skal i dag kunne få tilbud om enestuer. Men, det ændrer som sagt ikke ved, at de åbne og lukkede afdelinger en del steder i Hovedstadsområdet ikke er som de skal være. Det ændrer ikke ved, at der er behov for at få fyldt dagen ud på en god måde. Sådan er det også.

Jeg står sommetider med en fornemmelse af, at på den ene side har vi vores perler vi viser frem. Masser af centre med enestuer, der er meget smukke og meget fremadrettede. Jeg glæder mig så meget hver gang og føler, at det er et stort privilegium at få lov at være med til at indvie nogle af dem. På den anden side kan jeg ikke komme væk fra, at der i Hovedstadsområdet, som jeg sagde det før, er meget store behov. Der mangler væresteder og bosteder, som der også gør visse andre steder i landet. Der er store behov her!

Derved er vi ved det sjette punkt, som jeg også synes er vigtigt at få understreget i dag: At vi ikke i dag nødvendigvis skal finde ens løsninger over hele landet, ej heller ens løsninger for hver enkelt af patienterne. Sindslidende er lige så forskellige som vi mennesker i øvrigt er. Pas på standardløsningerne. Pas på medicineringsensartethed. Tag hensyn til, som jeg var glad for, at Amtsrådsforeningens formand understregede i sin tale, i prioriteringerne fremover, de etniske minoriteter, vores flygtninge, misbrugerne. Jeg tror, at vi er nødt til også at diskutere de eksempler jeg har fået fortalt og jo også kan se, om de særskilt, udsatte sårbare mennesker, som ryger ud i kriminalitet og i yderste fase bliver sat i fængsel sammen med andre og derigennem får det endnu værre.

Vi skal sikre, at de relevante tilbud er til de sårbare mennesker og ikke henvise de mennesker til uacceptable alternativer.

Mit syvende punkt er, at jeg gerne vil understrege vigtigheden af, at vi sætter så tidligt ind som overhovedet muligt. Når vi kan læse og notere os, at antallet af selvmordsforsøg blandt unge piger er tredoblet i de senere år, så er der efter min mening god grund til at råbe vagt i gevær. Vi skal skride konsekvent, hurtigt og tidligt ind og igen er det opsøgende arbejde meget vigtigt. Opus-projekterne lyder spændende – de pårørende er en vigtig allieret.

Så vil jeg gerne som mit ottende punkt understrege, at vi fortsat prioriterer forskningen og den videnskabelige dokumentation meget højt. Lad os især gøre en indsats for, at de nye forskningsresultater og den anvendelse af det nyeste medicin med de færreste bivirkninger - der sker jo store fremskridt på det område også – når så hurtigt ud til vores afdelinger og vores distriktspsykiatriske som overhovedet muligt. Jeg kan se, at det en gang i mellem kniber og jeg kan se og fornemme, at der er store forskelle også i graden af anvendelsen af det mest moderne, accepterede og dokumenterede medicin, med de færreste bivirkninger. Vi skal sikre den rigtige behandling og terapi til den rigtige patientgruppe, så effektive og skånsomme behandlinger som muligt, er nøgleordet. På tværs af faglige forskellige tilgange, biologiske, psykologiske og sociale, hvor den fordomsfri diskussion stiller spørgsmålet: Hvad hjælper bedst? Er det den medicinske behandling, er der psykoterapien eller blot endnu mere omsorg og samtale, der er brug for? Erfaringer, erfaringer, erfaringer! Systematiseret, hurtigt udvekslet og hurtigt bragt i anvendelse – det er vigtigt!

Lige nu er der en diskussion elektrobehandling for psykisk syge mennesker. Jeg forstår det og har været inde i det spørgsmål. Mange mener, at det anvendes i større udstrækning hos os end i andre lande. Hvis det er tilfældet, synes jeg, at det er berettiget at spørge hvorfor? Jeg synes, at vi skal tage en debat om det, vurdere det, før et flertal i Folketinget beslutter, at det skal bare være på en anden måde, end det er i dag. Jeg har altid ment, at vores udgangspunkt må være viden, lægelig ekspertise, erfaring og vores eget menneskelige instinkt i en tænksom forening. Jeg vil derfor bare opfordre til, at vi debatterer det grundigt, inden vi går ind og træffer nye beslutninger i Folketinget. Jeg tror, at det er klogt, at vi også taler om dette på en ordentlig, direkte og veldokumenteret måde.

Jeg har ingen opskrift. Jeg har kun eneste ønske – og det tror jeg til gengæld, jeg deler med alle i Folketinget, uden undtagelse: Det er, at vi griber også dette felt an så rigtigt som overhovedet muligt. Inden der træffes beslutninger, så lad os diskutere det og belyse det grundigt med vores kolleger i amterne, med vores ekspertise og vores lægelige indsigt og erfaring.

Jeg vil gerne vise et åbent sind her og appellere til at vi alle gør det.

Mit niende punkt er også et punkt, som jeg var glad for, at Kresten tog op. Det er at vi må gå nye veje, prøve nye metoder og jeg er glad for de to eksempler, der blev nævnt, og vil gerne bakke op om dem. Forsøget med medicinfri afdelinger – R-recovery-forsøget. Men igen vil jeg gerne sige, at vejen til recovery – at komme ud af sin sygdom – det er aktivitet, det er kloge samtaler. Vejen ud af fastlåsheden er alternativerne til ambivalensen, til tvivlen og til manglen på selvværd.

Ni punkter – og jeg kan se på mine to gode bekendte, Kresten Philipsen og Bent Hansen og også på Karen, Fyns Amts borgmester: 'Hvor er så pengene'?

Jeg synes, at jeg må sige om det, at vi har jo været meget bevidste om, i forhandlingerne med Amtsrådsforeningen gennem årene, at selvfølgelig skal der være ressourcer til det. Jeg kommer ikke i dag med en stor pose penge – det kender I os jo godt nok til. Men vi ved godt, at ting også koster. Jeg vil sige, at I kan regne med at vi også i regeringen prioriterer dette arbejdet meget højt, også i de kommende år.

Tal er jo så meget men jeg har nu alligevel ikke været helt ked af, at statens indsats på dette område, har været det område, eller ét af de områder, som har haft den allerhøjeste udgiftsvækst, også målt i faste priser i de seneste 8 år. Det synes jeg godt kan siges. Derfor kan I regne med konkrete, realistiske, ordentlige, men også hjælpsomme forhandlinger, når vi skal føre dette arbejde videre.

Det fører mig over i mit tiende og sidste punkt: Når alt dette er sagt, er min helt afgørende pointe, at det allervigtigste ligger før økonomien og cirkulærerne. Der, hvor det i virkeligheden kun er os mennesker, de medmenneskelige relationer der tæller, der hvor det handler om omsorg, tryghed og nærvær. Den med det stærke menneske, som går sejrrigt igennem tilværelsen, fyldt med supermarkedets seneste tilbud om evig liv og lykke – den tror jeg ikke meget på. Jeg tror, at hver eneste af os godt ved det inderst inde – uden undtagelse gælder det jo at tilværelsen ikke er en lang perlekæde af lykkelige øjeblikke, men op- og nedture for os alle sammen. Derfor er svaret grundlæggende, som mit tiende punkt, helt fundamentalt, der, hvor vi er noget for hinanden. Der hvor vi er noget for hinanden uanset det nu er når vi har brækket et ben, eller en sygdom i sindet bryder ud.

Den evige gamle unge debat handler det til syvende og sidst om fællesskabet overfor individet. Vi har brug for et samfund der bygger på det fællesskab og har det fælles ansvar for de netværk der er professionelle såvel som frivillige, der binder Danmark sammen i amter, kommuner, arbejdspladser, hjem og nærvær. Mennesker kommer først, vi har enormt brug for hinanden også i det 21. århundrede. Vi mennesker er slet ikke skabt til at klare os alene. Derfor er jeg glad for, at I mødes i dag og jeg er glad for at få privilegiet til at fortælle lidt om regeringens prioriteter. Vi har et fælles ansvar, vi skal forstærke vores fællesskabs og vores ansvarsfølelse for os alle sammen. Vi skal holde hånd over de mest udsatte, vi skal sikre, at for dem er der også et tåleligt liv, som for os andre.

Ja – der er nok at tage fat på. De første 25 år var gode. D næste 25 år skal også blive mindst lige så gode. 10 punkter husk det nu: Vores fælles ansvar, det skal hænge sammen for de mennesker, der ikke kan få deres liv til at hænge sammen, uden personale går det ikke, de pårørende skal have råd og vejledning, der skal være et tilbud efter kl. 16.00, anstændige fysiske rammer, husk de er forskellige de sindslidende I ved det godt, jeg vil bare understrege det, sætte tidligt ind. Forskningen, uddannelse, dokumentation og udveksling af viden opdatering af ny medicin og behandlingsmetoder, nye veje og først som sidst vi har brug for hinanden. Vi har brug for jer i regeringen og vi håber også I vil kunne få bekræftet over de kommende forhandlinger, at I har brug for os.

Rigtig god konference for os alle.

Tak skal I have.