Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale den 4. september 2000 hos Håndværkerforeningen.

Er der nogen, der kan låne mig 20 kroner? Hvad siger borgmesteren? Han har en daler. Jeg har vidner på, at du får den igen.

Se denne lille krone, 20 kroner med Dronningens portræt har tjent os godt og vel i mange år. Sommetider har kronen her været under voldsomt pres. Det er såmænd ikke mere end 2 år siden, at kronen kom ud for et kolossalt pres. Der var finansmænd et eller andet sted i verden, som havde fundet ud af, at de kunne tjene penge på at presse den danske krone - og I ved og jeg ved, at et pres på den danske krone, det er et pres på samfundet Danmark. I 1998 måtte vi faktisk ned i den danske valutakasse og hente 40 milliarder kroner op for at beskytte kronen.

Forstår I, det foregår på den måde, at hvis man ude i verden som finansspekulant har en mistanke om, at hvis man prøver at presse kronen og den falder i værdi, så kan man jo sælge den halvdyrt nu, købe den lidt billigere senere og dermed tjene penge på vores valuta. Sidste gang for 2 år siden lykkes det os at gå fri. Vi måtte hente de 40 milliarder kroner for at beskytte kronen, men det er nogle gange, hvor det ikke er lykkes os at gå fri.

Det første, der skete af store internationale begivenheder, da jeg blev statsminister, det var en aften på mit kontor i ministeriet - akvariet kalder jeg det - hvor gik det galt. Pludselig begyndte spekulationen i Europa. Spekulanterne kastede sig over vores penge i alle Europas lande og ind på mit bord kom, med en 1⁄2 times mellemrum, den ene fax efter den anden. I ved, hvordan jeg har det med sådan nogle telefaxer… De kom ind på mit bord med en 1⁄2 times mellemrum, så var valutakassen så høj, så var den så høj, så faldt den så meget og så faldt den så meget. Da blev jeg klar over, hvad det er, vi er oppe imod. Den aften i 1993, nogle måneder efter at jeg var blevet statsminister, så jeg pludselig med lysende klarhed, hvor lille et samfund vi er, når det gælder de store finanskræfter. Vi måtte opgive hele det europæiske valutasystem, fordi vi troede, at en aftale kunne holde overfor finanskræfterne - men det kunne det ikke, det brød sammen og vi måtte så finde nye veje for at stabilisere os i Europa.

Kære alle sammen, det er de samme kræfter, der knækkede Bank of England i 1992, da briterne måtte devaluere det britiske pund, og det er de samme kræfter, der pressede Sverige i 1993 til en voldsom devaluering. Selv Sverige prøvede i 1993 at forhindre en nedskrivning af den svenske krone ved at hæve renten til 500%. Det lykkedes ikke. Den daværende socialdemokratiske opposition måtte indgå forlig med den borgerlige regering i Sverige og gennemføre de mest uhyggelige sociale nedskæringer, jeg overhovedet har været ude for i efterkrigstiden; familieydelser, børneydelser, sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge osv.

Min pointe er, at vi nu befinder os i en tid - uden at vi, familien Danmark, måske lægger mærke til det i vores hverdag - hvor finansmarkederne har meget større magt, end de har haft før. Vi skal huske, at i hvert af døgnets 24 timer er der et eller andet sted på jorden en fondsbørs, der har åben, hvor man køber og sælger værdipapirer, obligationer, aktier - også i virksomheder her i Horsens uden vi rigtig ved det.

Det, jeg vil sige, er, at vi har haft nogle kriser i Danmark, som vi ville have kunnet undgået, hvis vi havde haft et stærkere valutasamarbejde i Europa. Den store kartoffelkur i 1986, som Schlüter-regeringen gennemførte, var barsk - den kom for sent, den ramte skævt - og den var omfattende, fordi den også handlede om at forsvare den danske krone.

I 1993 havde jeg mine oplevelser og samfundet med. I 1998 så vi det igen. Gang på gang har vi set, at denne krone, når den skal betjene os, er den også sårbar, hvis den står alene. Og jeg vil så gerne være med til, den 28. september 2000, at skabe et afsæt, et fællesskab, hvor vi kan stå sammen om at sige, nu er det slut med, at internationale finanskræfter kan kaste sig over os og presse og true os. Nu vil vi over til at kunne sige til den danske befolkning, at vi ikke behøver at kigge bagud, om nogen har tænkt sig at presse os. Nu vil vi koncentrere alle vores kræfter om vores eget fællesskab og fællesskab med de andre. Bag denne krone står 5 millioner indbyggere og et dejligt samfund. Bag den danske euro, hvis vi siger ja, står der en række gode samfund og ca. 350 millioner indbyggere og verdens rigeste region, den vælter man ikke omkuld.

Man kan knække en enkelt tændstik, men man kan ikke knække en hel håndfuld tændstikker - man kan vælte en enkelt krone, men man kan ikke vælte en fælles dansk euro.

Dermed vil jeg også gerne sige til jer, at den danske arbejderbevægelse, det danske socialdemokrati og fagbevægelsen jo siden sin opvækst, sin start og opbygning af det danske velfærdssamfund har været født af 2 ting. Her har vi vores idé, vores værdi, vores vision, vores drøm og vores håb. Her har vi vores virkelighed. Når virkeligheden ændrer sig, kunne vi ikke finde på bare at blive ved med at bruge de samme værktøjer. Når virkeligheden ændrer sig, tager vi nye værktøjer i brug for at nå nye fremskridt for de idéer, vi tror på og er samlet om.

Socialdemokratiet er remtrækket mellem idé og virkelighed. Vi har set det gennem opbygningen af hele det danske velfærdssamfund - masser virksomheder vil jo ikke bruge de samme produktionsmetoder i dag som for 10 år siden. Vores måde at arbejde på i dag i det danske samfund er ikke den samme som for 20 år siden. Vi tager hele tiden nye metoder og samarbejdsformer i brug, fordi virkeligheden forandrer sig, men vi svigter aldrig vores værdier. Og på samme måde med Europa og den nye virkelighed, jeg lige har beskrevet for jer. Internationaliseringen og globaliseringen kan vi ikke stoppe. Vi kan ikke sige: 'Stop verden, jeg står af'. Vi kan ikke bremse det - vi kan gøre noget andet. Vi kan søge sammen i nye fællesskaber for at generobre den selvbestemmelse, som blev taget fra os i kølvandet af internationaliseringen. Da kapitalbevægelserne blev såkaldt 'frie' i 1980-1982 i Danmark og i alle andre lande i Europa, fra den tid var det slut med at tro, at vi selv kunne bestemme vores egen rente. Nu kan pengene på en tiendedel af et sekund bevæge sig over grænserne og vi må selvfølgelig, hvis vi overhovedet skal klare os, se den realitet lige direkte i øjnene. Derfor mener jeg, at de partier og bevægelser i Danmark, som er modstandere af dette her projekt, den fælles valuta - det er fair nok at have den holdning - men hvis de er modstandere, fordi de prøver at give befolkningen det indtryk, at vi selv bestemmer alting, som vi altid har kunnet det, så er det forkerte præmisser. Så er det et forkert grundlag, hvorpå man beder befolkningen tage stilling.

Jeg beder befolkningen tage stilling ud fra den virkelighed, Danmark befinder sig i, og jeg siger til hver eneste af jer, jeg vil da helst have det sådan. Anker Jørgensen og jeg snakkede lidt om det forleden. Han sagde: 'Det er da også pokkers, at vi ikke bestemmer alting'. Ja, det er det, men det gør vi altså ikke. Kære venner, for 2-3 år siden kunne vi indrette vores egen rente efter Deutsche Bundesbank. Dengang dominerede Tyskland i den grad Europas pengepolitik og vi måtte bare følge med. I dag må vi så indrette vores rentepolitik efter den Europæiske Centralbank, men der er en afgørende forskel. Før var der ikke en mulighed for at komme til at sidde i den Tyske Forbundsbanks bestyrelse - det var kun for tyskere, nu sidder de der jo alle sammen ved ét bord og der kan vi også komme til at sidde. Og vi har en stemme hver, 5 millioner danskere, 80 millioner tyskere, en stemme hver, det er næsten uretfærdigt, men det har vi altså og det holder vi fast på. Min pointe: vi kan komme til nu at fortælle om Danmark, gøre vores indflydelse gældende, hvis vi vil det, på en pengepolitisk udvikling, samtidig med at vi kan beskytte os.

Da jeg var knægt i Esbjerg, har jeg - ligesom I har set det her Horsens og i Randers og Aalborg, de tre steder jeg har været i dag - set arbejdsløsheden. Vi har også anet, hvor den arbejdsløshed kom fra. Fællestillidsmand Jan Duelund fra Vestfrost i Esbjerg og 1.700 medarbejdere, der producerer køleskabe og ganske gode varer, nogle af verdens bedste, han siger: 'Hvis valutakurserne pludselig ændrer sig og den danske krone ændrer værdi i forhold til det britiske pund eller tyske D-mark, så kan vi producere verdens bedste køleskabe, men det duer ikke, for de bliver for dyre på verdensmarkedet og de markeder jeg taler om. Så er der møde næste dag i samarbejdsudvalget og med 1 punkt på dagsorden: Fyringer!'.

Og derfor er det, jeg siger til jer, jeg har i hvert fald besluttet mig for i mit voksne liv at gøre alt, hvad jeg kan for, at dette samfund Danmark bliver værnet, så godt vi kan gøre det og få den bedste basis. Aldrig nogensinde mere massearbejdsløshed i Danmark - det er ikke en trussel, men et mål, og hver gang jeg kan se, at der er ny basis for at nå det mål, anbefaler jeg, at vi griber den ny basis. Og sådan er det med den fælles valuta.

Det er godt for virksomhederne at stemme ja den 28. september 2000, fordi hovedparten af de virksomheder, vi har her, vel er eksportvirksomheder. Jeg vil tro, at 2/3 dele af deres omsætning går til udlandet og at hovedparten går til de 12 eurolande, og jeg vil gætte på, at hvis vi siger Ja i Horsens, så siger vi også Ja til virksomhedernes fremtid. Ikke alene deres fremtid, men også til projekt Horsens, som jeg tog op i min åbningstale. Hvis Horsens’ projekt 'Alle i arbejde' lykkes, hænger det også sammen med et Ja den 28. september 2000, for det er da klart, at går det godt med virksomhederne, så er de meget mere villige og kan bedre tage de mennesker, man skal have i arbejde – hvad enten de hedder Ahmed eller Rasmussen, så skal de i arbejde.

Den 28. september 2000 handler også om at tro på os selv. Vi kan godt gøre en forskel, vi kan godt gøre vores indflydelse gældende, alle sammen. Jeg havde nær sagt, at hele dette samfunds historie bygger jo på en tro på os selv. Vi har aldrig villet acceptere i det danske Socialdemokrati og i Dansk Fagbevægelse, ja, i vort demokrati, at der var nogle få, der skulle bestemme over de mange. Fra det startede for 129 år siden, sagde vi jo, at nu må vi slå os sammen. Det er nødvendigt af hensyn til demokratiet og det er nødvendigt af hensyn til at skabe en udvikling, hvor vi kan være her alle sammen. Og på samme måde nu. Vi skal da gå sammen med de andre for at gøre vores indflydelse gældende og vi kan godt. Tre eksempler: Beskæftigelseskapitlet i Amsterdamtraktaten kom ikke uden os. Miljøbestemmelserne kom ikke uden os. Fødevareproduktionen og de nye krav til fødevarerne, der nu langsomt, men sikkert, kommer igennem i det europæiske maskineri, kom ikke uden os. Vi kan godt og de andre ved det godt. Vi er eksemplets magt, der er det stærkeste argument, man kan have, hvis man skal binde virkelighed og teori sammen. Det er en god ting at kunne det.

Vidste I, at alt det, vi går og tjener og lever af i Danmark, er kommet i samvirke med udlandet, og vidste I, hvor respekteret vores land er uden for vores lands grænser? Et land som Danmark skal ikke lukke sig inde, skal ikke bygge på lukkethed og intolerance, skal ikke bygge på den illusion, at landet ved at sige nej den 28. september 2000 kan komme tilbage til landsbyidyllen, som det engang var - og i øvrigt var det så også idyllisk?! Vi skal huske i 1968, da var der stadig landarbejdere, der kun havde det iskolde vand at vaske sig i. Er det dét, vi skal tilbage til? Vi kan sagtens få det med ænderne i landsbysøerne, jeg skal nok gøre mit, men jeg vil ikke tilbage til den tid, hvor landarbejdere og industriarbejdere havde elendige vilkår.

Så er der noget andet. Jeg ved, at mange af jer siger, hvad så med Danmark? Drukner vi ikke i det store Europa? Nej, vi drukner netop ikke i det store Europa, og lyt engang: Hvorfor har vi regler i Danmark? Hvorfor byggede partiet regler op i Danmark? Det gjorde vi jo ikke af hensyn til mennesker på business-class, det gjorde vi af hensyn til de små i samfundet. Vi har regler i Danmark for at beskytte jævne mennesker mod overgreb. Vi har et velfærdssamfund, der er til gavn for os alle sammen. Og på samme måde i Europa. Her har vi regler for, at de store lande ikke skal dominere de små. Vi har regler for, at det ikke er junglelov, vi har i Europa. Derfor har vi også spilleregler i det økonomiske samarbejde, så de store ikke bare falder os i ryggen.

En ting er, at vi afgiver lidt suverænitet denne gang, det gør vi, ja. Vi fraskriver os alle sammen retten til at devaluere den danske krone ved at gå over til den fælles valuta, men det gør Tyskland jo også, og Frankrig, Italien og alle de andre. Jeg er fuld af erindringer om 1982, den allersidste devaluering, vi foretog i Danmark. Renten steg til over 20%, inflationen steg massivt, og I ved godt det der med devaluering. Som Per Hækkerup har sagt: 'Det varmer lidt til at begynde med, men så bliver det ret koldt, hurtigt senere'. Devalueringer handler i virkeligheden om, at vi nedskriver kronen, så vi får en fordel og kan tage nogle arbejdspladser fra naboen. Det er slut nu: I stedet for skal vi bygge arbejdspladser op sammen med naboen. I kølvandet af devalueringen følger høj inflation, som udhuler reallønnen for almindelige mennesker. Det har kun folk med store formuer gavn af. Derfor har vi en interesse i at fraskrive os devalueringen og se frem til et stort værdiområde, hvor vi kan stole på hinanden og være sikre på hinanden.

Vi får ikke et Europas forenede stater. Det er der ingen, der ønsker. Tyskland ønsker det ikke, delstaterne ønsker det ikke, forbundsstatens regering ønsker det ikke. Frankrig ønsker det i realiteten heller ikke. Når Joschka Fischer taler om forbundsstaten, mener han noget andet. Han taler om, at der skal være klare linier mellem, hvad EU tager sig af og hvad forbundsstaten tager sig af. Lad os diskutere, hvor de linier skal drages - det er meget klart. De problemer, vi ikke kan løse hver for sig, skal vi prøve at løse i fællesskab - jeg har nævnt nogle af dem - ikke mere, ikke mindre.

Vi skal ikke isoleres, vi skal ikke stå udenfor - vi skal stå sammen med andre. For almindelige familiers skyld, for vores selvværds skyld, for vores lands kultur skyld og husk lige en enkelt ting. Fattige folk i Øst- og Centraleuropa har prøvet den topstyrede kommunisme med alle de lidelser, der fulgte deraf. De har vendt sig, de har protesteret, de er sluppet fri. Fattige folk i Sydeuropa har prøvet fascismen i Grækenland, Spanien og Portugal. De har vendt sig imod det og med rette. Thatcherismen i Storbritannien, den ultra totale liberalisme, de har prøvet det, de vil ikke have det og med rette. De har prøvet det ekstreme.

Europa er på vej til nu at gå efter velfærdsstaten og de værdier, vi bygger på og det kan jeg godt forstå. Skulle vi så komme tvivl?! Stanken af dette århundrede tilhører os, arbejderbevægelsens værdier trænger igennem med en sikkerhed og en begejstring hos de andre landes folk - så skal vi da ikke komme i tvivl og vende dem ryggen. Så skal vi være her sammen med dem, have noget at byde på, kendes ved vores eksempel.

Tak fordi I ville lytte.