Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale fra Folketingets talerstol ved forespørgslerne F 51 og F 53 om ØMU'en, tirsdag den 11. april 2000

Jeg vil gøre tre overordnede bemærkninger som indgang til redegørelsen for regeringen har i dag.

Den første bemærkning er: Den fælles valuta er noget, vi kender. Det er ikke noget teoretisk, det er noget, vi kender. Det er noget, 11 lande har indført. Det betyder derfor også, at den folkeafstemning, vi skal have, er noget enklere, end vi har været vant til i de senere år. Det er ikke en tommetyk traktat, der kan være diskussion om. Det er en fælles valuta, der er en realitet, hvor spørgsmålet til Danmark er: Hvad fremmer Danmarks velfærdssamfund bedst, et ja eller et nej? Indenfor eller udenfor, hvad er bedst for Danmark?

Min anden betragtning er, at der er fire grundlæggende årsager, der tjener Danmarks fremtid bedst, er fire grundlæggende det tjener Danmarks fremtid bedst.

For det første: Jeg er helt sikker på, at den tryghed, Danmark har brug for i sin økonomiske fremgang, den får vi bedst inden for i stedet for på sidelinjen i en sidepositon.

For det andet: Jeg er sikker på, at den forsikring, vi deler i fællesskab med de andre, hvis vi går sammen med de andre i fællesskab, det er en 100 pct. forsikring mod at blive rendt over ende af international spekulation, for jeg tror ikke, nogen kan mene, at der i al fremtid vil være sikkerhed for, at der ikke kommer flere internationale valutakriser - det gør der naturligvis - en forsikring, som sikrer, at Danmark ikke er en lille båd, der gynger på et stort, frådende hav, men er i sikkerhed og i tryghed sammen i et fællesskab med de andre.

For det tredje: En tryghed for at beholde de job, vi har, og det mest trygge grundlag for at videreudvikle de job, vi kan få.

Og endelig for det fjerde: Noget med Danmarks selvværd, noget med Danmarks placering internationalt. Danmark kan godt gøre en forskel. Danmark skal ikke sidde ude på sidelinjen. Danmark kan gøre sig gældende, ikke som en stor, militær magt, men som et land, der ved, hvor vi skal hen, et land, der i kraft af sit eksempel kan inspirere andre, fortælle om vores erfaringer, vores gode erfaringer - selvfølgelig også om vore mindre gode. Danmarks internationale placering vil være stærkere, hvis vi er sammen med de andre, end hvis vi er alene udenfor.

Og så er der den fjerde og sidste betragtning, som jeg gerne vil gøre i dag. Det er et håb om at få en god debat frem til den 28. september, et håb om, at vores debat er god, saglig, ordentlig, byggende på gensidig respekt, og dermed også en god debat, der ikke handler om, hvem der er mest dansk. Jeg har set, at der er enkelte debattører og partier, der vil tage patent på danskheden. Det må jeg advare meget imod.

Der er adskillige, der har forsøgt at definere, hvad danskhed egentlig er.

Tag nu bare Halfdan Rasmussen, som i et af sine digte 'Noget om helte', og jeg citerer, formand, fra femte vers:

»Der er nok af danske helte, som er danske hele dagen og går rundt og spænder bælte«

..og så råber de noget, som jeg vist ikke må sige her fra Folketingets talerstol, men alle godt kender digtet, citat slut.

Vi er alle danske, og vi er det hele dagen, og der er ikke nogen, der er mere danske end andre her i Danmark, og for at man ikke skal være i tvivl, vil jeg gerne endnu fremdrage en kendt dansker, Benny Andersen, som så smukt i sit digt om skabssvenskere definerer, hvad danskhed egentlig er, og jeg citerer fra digtet »Skabssvenskere«:

»Er der noget så dansk som en kartoffel? Kartoflen stammer fra Sydamerika. Er der noget så dansk som selve Dannebrog? Det faldt fra himlen ned engang i Estland og minder om det schweiziske flag«

Det er ikke mig, der siger det, det er den berømte Benny Andersen, og så kommer det:

»Klinger noget mere ægte dansk end musikken til syngestykket Elverhøj? Komponeret af en tysker med flittig brug af svenske folkemelodier.'

Og så kommer det afgørende argument med Benny Andersens ord, pas på, nu bliver det svært:

»Findes der nogen mere danske end danskerne? Efterkommere af danerne, en folkestamme i Sverige, invaderede vort land engang i 300-tallet, mens de oprindelige danskere, herolderne, de ædle og tapre, men talmæssigt underlegne herolder blev fordrevet af de grumme svenske danere, måtte flakke hjemløse om i datidens Europa i flere hundrede år, til det omsider lykkedes nogle få tusinder af disse urdanskere at nå op til Sverige og bosætte sig der under den tvivlsomme betegnelse svenskere.«

Jeg siger det, fordi ærlig talt - vi skal være her alle sammen, og vi skal også være her alle sammen efter den 28. september, og jeg vil derfor tillade mig i dag at udtrykke det håb, at vi nu ikke slår hinanden i hovedet med, at de, der har ét standpunkt, de er sandelig nærmest landsforrædere, og de er i hvert fald ikke danske, og dem, der har det modsatte standpunkt, de er mere danske end de andre.

Skal vi ikke give hinanden håndslag om i dag, at vi kan være uenige, og det har vi været om mangt og meget, og det er fair nok, men vi måler hinanden på argumentet, vi måler.

Skal vi ikke give hinanden håndslag om i dag, at vi kan være uenige, og det har vi været om mangt og meget, og det er fair nok, men vi måler hinanden på argumentet, vi måler hinanden på måden at føre en debat på, og vi river ikke hinanden noget i næsen om, at den ene er mere dansk end den anden. Vi fører en debat på et ordentligt og på et sagligt grundlag, det synes jeg ville være så umådelig forfriskende, og det tror jeg i virkeligheden også, befolkningen har det bedst med, og som sagt, endnu en gang: Danske er vi alle sammen, og ingen er mere dansk end andre, vi er det alle sammen og hele dagen.

Jeg vil slutte med at udtrykke ønsket om, at vi henover månederne kan få belyst den fælles valuta som den opgave, vi nu har at skulle forholde os til på en god og på en saglig måde, og med disse ord byder jeg op til en god debat i dag.