Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale hos NKT den 19. september 2000

Godmorgen alle sammen.

Jeg vil gerne i dag prøve at redegøre for, så godt som jeg kan det, hvad det er, vi skal stemme om, og hvilke argumenter, der har gjort, at regeringen og jeg har besluttet at anbefale et ja den 28. september.

I har sikkert de seneste par dage fulgt debatten mellem os politikere om folkepensionen. Den skal vi ikke stemme om! – Og derfor har jeg lagt vægt på at få et politisk flertal, der siger, at den skal vi ikke stemme om. Og det var faktisk det, der lykkedes i går. Der er nu et meget bredt politisk flertal for, at folkepensionen bestemmer vi naturligvis selv. Det er det første, som jeg synes, er meget grundlæggende at få slået fast. Debatten indtil nu har været meget præget af mange spørgsmål, som ikke egentlig har noget direkte med euroen at gøre. Og nu har vi så en uges tid tilbage, inden det er jer, der bestemmer den 28. september….

Det handler først og fremmest om, at vi bliver klar over, at Danmark ikke længere er i en situation, som vi var i for bare 15 – 20 år siden. Danmark er endnu mere afhængig af andre lande, end vi nogensinde har været før. Vores økonomiske afhængighed af andre lande er meget hård i dag. Det er både en kolossal chance for os, men det er naturligvis også en stor udfordring for os. Og det er en udfordring, som hele tiden stiller krav til os om, at vores land placerer sig bedst muligt i forhold til de andre.

Denne virksomhed, NKT, er et godt eksempel på, at samarbejde, samhandel, gode kontakter i Europa betyder utrolig meget for beskæftigelsen og fremgangen. Vi tænker måske ikke så meget over det til daglig, men sandheden er jo i vores land, at hvad der er godt for danske virksomheder og dansk beskæftigelse, det er faktisk også godt for indtægterne til vores samfund og dermed for dansk velfærd. Hvis det går dårligt for vores virksomheder, så går det dårligt for beskæftigelsen, og for vores velfærd, som vi ikke har råd til. Og omvendt er der en stærk beskæftigelsesfremgang, jamen, så er der også mere velfærd at hente.

Det, der driver mig, er, at et nej risikerer at få en række langsigtede virkninger for vores investeringer, - for vores modstandskraft i forhold til finansmarkeder og spekulation mod den danske krone. Et nej risikerer også at få langsigtede virkninger for vores politiske indflydelse i Europa. Et nej risikerer at skabe noget usikkerhed omkring Danmark – for Danmarks fremtid.

Jeg vil bede jer om et øjeblik at forestille jer, at I er på vej til Europa med nye internationale investeringer. I kender ikke så meget til de forskellige råd i de europæiske lande, men I kan i hvert fald se et øjeblik, hvis I bevæger jer op i helikopteren, at der er 12 lande, som har besluttet sig for euroen, og så er der et land, Danmark, der står uden for de 12. Hvis jeg var international investor og ville investere i ny forskning, i nye virksomheder, så ville jeg investere i de 12 landes område. Det er et større område og sikrere område, end vores lille område.

Og tilsvarende hvis jeg var finansmand, som til daglig arbejdede på de internationale finansbørser med at spekulere i at tjene penge på at købe og sælge forskellige landes valutaer, så ville jeg hurtigt være klar over, at presse euroen er meget sværere end at presse kronen. Vi skal regne med, at bag kronen står 5 mio. indbyggere og gode danske virksomheder, men bag euroen står 350 mio. indbyggere og mange flere stærke virksomheder. Det er ligesom, når vi taler om solidaritet. Man kan knække en enkelt tændstik, men man kan ikke knække en hel håndfuld, når man holder fast om den.

Se, vi har jo været igennem spekulationskriser mange gange i vores land. I 1998, for bare 2 år siden, hvor vi gennemførte nogle stramninger i vores økonomi – jeg taler om 'pinsepakken' – som måske ikke havde været så nødvendige, hvis der ikke havde været et pres på vores valuta. Jeg ved ikke, om I vidste det, men Nationalbanken måtte faktisk for 2 år siden hente ca. 40 mia. kroner i valutakassen. 40 mia. – hvad er det? Ja, det er lige så meget som vi bruger på sygehusudgifter om året i Danmark. Pengene kom tilbage dengang, der er styr på det, men jeg kan jo ikke altid garantere, at pengene kommer tilbage, hvis finanskrisen er meget, meget barsk.

I 1993 skete det samme.

I 1986 – da vi havde den store 'kartoffel-kur' under den daværende regering - må jeg sige, at omfanget af den og indgrebets karakter også havde noget at gøre med, at der var finansspekulationspres på kronen.

Og igen i 1982 – under den daværende Anker Jørgensen-regering - forsøgte man dengang at devaluere sig ud af det. Men nogle af jer husker måske, at renten steg til 23 procent, og vi måtte gennemføre nogle omfattende indgreb.

Jeg vil bare minde jer om, at i 1992 måtte Sverige prøve at modstå presset. Sverige prøvede at hæve renten til 500 procent et par dage, men de kunne ikke modstå presset. Sverige måtte gennemføre en devaluering af den svenske krone og senere lade kronen flyde, og Sverige gennemførte omfattende sociale nedskæringer i SU, i børnepasnings ydelser, familieydelser, dagpenge. Det er alt det, der gør, at jeg føler, at tiden nu er til, at vi siger ja til en mægtig chance. En chance for at være sammen med de andre, hvor man kan værne sig én gang for alle mod finanskriser. Tænk engang, at vi ikke længere behøver at kigge os over skulderen, når vi skal forme vores finanslov for næste år, men at vi kan koncentrere hele vores kraft om vores velfærd, vores virksomheder, vores produktion og beskæftigelse. Det er derfor, det er meget konkret, når jeg siger, at ja’et er det sikre, nej’et er det usikre. Og det er derfor, jeg taler om, at det er alvor. Hvis I ser på dagens aviser, vil I se, at renten er begyndt at stige. Der er den største renteforskel mellem Tyskland og de andre europæiske lande og Danmark i de seneste 5 år. Det er alvorligt, for vi ved jo godt, hvem der bliver ramt, når der er finanskriser i Danmark. Vi prøver selvfølgelig 'at mildne luften for de klippede får', men jeg er nødt til at sige til jer, at de gange, vi har haft finanskriser i Danmark, har det betydet arbejdsløshed – og at dem, som kom sidst i arbejde, har været dem, der først ryger ud. Dem med business card og det hele skal nok klare sig – de kan altid klare sig! Dem, jeg taler om, er almindelige mennesker, jævne familier, jer. Der er brug for et samfund, der kan give et ordentligt tilbud og et samfund, der kan sørge for, at virksomhederne kan arbejde stabilt.

Der er er mange, som siger 'Jamen, ender det her ikke med Europas forenede Stater? Hvad med vores selvstændighed?', og det er jeg lige så optaget af som alle andre danskere. 'Betyder det, at vi siger ja, at vores selvstændighed kommer under pres?'

I 1982 – altså for 18 år siden – besluttede den daværende regering at frigøre, som man kalder det, vores kapitalbevægelse, ligesom alle andre lande gjorde i Europa. Det var simpelthen betingelsen for at kunne handle. Fra det tidspunkt betød det, at vi faktisk i vores pengepolitik og vores rentepolitik blev opgivet af de andre. Fra da af har vi fulgt renteudviklingen i Tyskland. Når den tyske forbundsbank satte renten op, satte vi renten op, - når den tyske forbundsbank satte renten ned, satte vi renten ned. Vores pengepolitiske afhængighed af de andre kan vi ikke sætte en streg over, men vi kan genvinde en del af den selvstændighed, vi har tabt som følge af internationaliseringen ved at gå sammen med de andre.

Tyskland opgav sin dominans af europæisk pengepolitik ved at gå ind i den fælles europæiske bank. Før var det Deutsche Bank, der bestemte renten – nu er det Den Europæiske Centralbank, der bestemmer renten. Hvis vi siger ja, kan vi få lidt tilbage – en stor del tilbage – af vores pengepolitiske selvstændighed, fordi vi kommer til at sidde i den samme bestyrelse som de andre med vores nationalbankdirektør, med vores egen stemme. Det bliver ikke helt, som det var for 20 år siden – det er klart, - men i fællesskab med de andre får vi lidt mere indflydelse, end vi har i dag, hvor vi passivt må tilpasse os de andre.

Kære venner - det bliver ikke Europas forenede stater nogensinde. Hvem skulle ønske det? Forestil jer, at Frankrigs finansministerium skulle flytte til Bruxelles, eller at Tysklands finansministerium skulle flytte til Bruxelles, eller at Danmarks finansministerium skulle flytte til Bruxelles. Det er der ingen, der vil acceptere.

Nej, det er meget vigtigere at slå fast, at det europæiske samarbejde er noget specielt. Det er et samarbejde mellem selvstændige lande, med hver deres grundlov, men som har set, at der er nogle problemer, de ikke kan klare alene, men kun i fællesskab. Derfor skal de have nogle redskaber og mekanismer, der gør, at de kan beslutte noget i fællesskab. Og derfor har de afgivet lidt af deres suverænitet – ikke alt, men lidt – til at få løst de problemer i fællesskab – hverken mere eller mindre.

Nogle siger så, 'Jamen, bliver det hele ikke harmoniseret?'. Det er det, jeg tror, SF kalder 'et pres på velfærden'. Dertil vil jeg gerne sige: Der er et pres på velfærden – det er der. Men hvad er det for et pres – og hvor kommer presset fra? Presset på velfærden kommer af, at vi konkurrerer i en international verden, der er benhård. Vi konkurrerer på skattetrykket – ikke så meget i Europa - de andre har også et højt skattetryk - men vi konkurrerer hovedsageligt med Asien; vi konkurrerer på løn-niveau, det ved I; vi konkurrerer på mange forskellige ting.

Der er et benhårdt pres i den internationale verden. Det pres kan vi heller ikke løbe fra ved at sige nej – preset vil være der i endnu stærkere grad på os, hvis vi siger nej, for så står vi alene. Det er ikke noget med at stå sammen med England og Sverige, for de fører en anden valutakurspolitik, end vi gør. Vi står alene, hvis vi siger nej. Og I skal være fuldstændig klar over, at et nej betyder ikke, at presset på os forsvinder eller at internationaliseringen forsvinder. Et nej betyder, at vi har svagere muligheder for at forsvare os mod internationaliseringens negative sider end ved et ja. Det pres kommer fra Asien og fra USA. Inden for Europa – hvis vi siger ja til fællesskabet - er der ikke den type pres. Der er noget andet, som jeg gerne også vil nævne to ord om:

De andre lande er jo også under pres fra Asien og USA og vil også have deres velfærd og de arbejder hårdt for den i hver deres lande. Men de kan se, at vores skattekilder risikerer at blive udhulet, hvis vi ikke passer godt på.

Lad mig nævne en enkelt ting: Den irske regering har gradvis sænket selskabsskatten mere og mere. Og det gør de for at tiltrække nogle investeringer fra andre lande i Europa. Hvis vi ikke passer på, risikerer vi en skønne dag, at vores indkomstkilder for selskabsskat bliver udhulet, og derfor vil I se en skatteharmonisering på det europæiske samarbejdsområde. Men det bliver ikke en skatteharmonisering fra oven, men en fra neden, der sigter på at beskytte vores indtægter. Altså – jeg er sikker på, at vi om nogle år kan blive enige om, at selskabsskatten skal være et vist minimum. At man som medlem på EU-området ikke kan gå under et vist minimum.

Jeg ser også for mig om nogle år, at vi får nogle mindsteafgifter på miljøområdet – I ved, vi har en CO²-afgift her i landet og også nogle energiafgifter. Jeg tror på, at alle lande godt kan indse, at det dutter ikke, at vi konkurrerer hinanden ned i hullet om alle de ting. At vi for at beskytte vores velfærdssamfund må have nogle mindsteafgifter på de områder. Men læg mærke til, at jeg hele tiden siger mindsteafgifter - jeg siger ikke maximum - men minimum for at beskytte vores indtægter. Hvor meget højere, vi vil gå, er op til os selv.

Hvis vi kan få et ja den 28., så tror jeg på, at virksomheder får det rygstød, der skal til for at fortsætte investeringsplanerne, eksportplanerne, personalepolitikken, uddannelsespolitikken, udviklingspolitikken. NKT er efter min mening et af de mest fremragende eksempler på, hvad man gør i den ny virksomhed i dag. Det, NKT reelt gør, er at sige: Vi vil ikke bare passivt se på, at de andre i Asien og USA kommer og udkonkurrerer os. Vi vil udvikle ny produktion, ny teknologi, ny konkurrence. En forudsætning for at man kan, det er altså, at man er indenfor sammen med de andre. Jeg siger ikke, at vi ikke kan klare os udenfor, det bliver bare sværere at klare sig udenfor – det bliver mere negativt at klare sig udenfor.

Og så til allersidst for jeres egen families skyld. Jeg sagde lige før, at renten var den største forskel i forhold til Tyskland og de andre i 5 år. Nogle siger til mig, at en renteforskel på en halv procent ikke betyder ret meget. Men jeg kan love jer for, at den godt kan.

Hvis man ser på den enkelte families pengepung, kan en renteforskel på en halv procent eller trekvart procent godt betyde ganske meget. Hvis man skal stifte hjem, kan man sagtens forestille sig, at man skal tage et lån på en million kroner f.eks., og da betyder en renteforskel på en halv til trekvart procent ret meget. Det kan være de hundrede kroner om måneden, der lige får balancen til at tippe, så man ikke kan få det til at hænge sammen. Og tilsvarende, hvis man bliver lidt ældre og gerne vil bo i noget, der ikke har så mange kvadratmeter, da betyder en renteforskel også meget, når man skal have ejerskiftelån.

I praksis til allersidst, hvis vi siger ja, vil det komme til at foregå på den måde, at vi om 4 år vil få den nye danske euro. Der vil blive tilrettelagt et arbejde, hvor overgangen til den nye danske euro vil foregå gnidningsløst og problemfrit for hver enkelt dansker i vores samfund. Omregningen af folkepension, omregningen af løn, omregningen af købekort, plastikkort, bankindeståender, udlån osv., vil ske uden omkostninger for nogen af jer. Købekraften vil være den samme, fordi prisomregningerne vil foregå samtidig.

Nogle har sagt; 'Jamen, euroen er jo faldet i værdi i forhold til dollaren'. Ja, det er rigtigt, men hvad er det egentlig, der er vigtigt. Da vi havde D-marken, vi var afhængige af, da faldt den over dobbelt så meget i værdi i forhold til dollaren. Det snakkede man ikke så meget om dengang. Nogle gange var D-marken mere værd i forhold til dollaren, nogle gange mindre værd. Forholdet mellem Europa og USA svinger efter, hvem der har mest fart på, og hvem har mest vækst. Nogle gange har Europa mest vækst, andre gange er det USA. Når USA har den største vækst og fremgang, ja, så er dollaren stærkere end os - når vi har den største vækst, så er vores stærkere end deres. Og sådan vil det også være i fremtiden. Det afgørende er selve idéen – at euroen sikrer købekraften af vor pension, løn, opsparing – og det er godt. Det synes jeg også, vi skal tænke på, når vi skal tage stilling den 28.

Kort sagt – ikke så meget for min skyld, politisk arbejde er opture og det modsatte – sådan er det! Men for Danmarks skyld – for almindelige menneskers skyld, for lønmodtagernes skyld er et ja den 28., så vidt jeg kan se det, det bedste.

Jeg betragter det ikke som et reelt tab, at vi må opgive devalueringen. Det har vi i virkeligheden fraskrevet os for 18 år siden. Og de ulemper, der måtte være i øvrigt, om at føle, at man opgiver sin nationale identitet og noget af sin danskhed, betragter jeg heller ikke en ulempe, fordi det gør man ikke!

Danskhed er for mig sammenhold. Danskhed er for mig lige adgang for alle til at få en uddannelse og et job, og blive behandlet på vore sygehuse. Danskhed er for mig, at vi har et velfærdssamfund, vi kan holde sammen om. Og det velfærdssamfund vil have det bedst, når vi ikke er udsat for finanskriser eller spekulation, og når vi kan udnytte gode forhold for vore virksomheder. Derfor fløjter jeg rundt i døgnets 24 timer i disse dage for at tale med mennesker, så vi kan få det, der er bedst for Danmark; et ja den 28.

Tak fordi I lyttede.