Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale på Haderslev Statsseminarium den 16. august 2000

Tak for velkomsten og for sangen. Man bliver lidt bedre af at synge, og man bliver på sin vis også lidt bedre af at prøve at tænke på dét, der virkelig betyder noget. Jeg mener, der er så meget, man skal nå i hverdagen, og derfor er det rart at bruge sangen til at få lidt hold på, hvad det hele nu egentlig drejer sig om. Jeg kan ikke lade være med, her foran de studerende på Haderslev Statsseminarium, at trække et par historiske linier op.

I starten af det forrige århundrede stod Danmark i et meget afgørende skæbnevalg. Skulle vi vælge at opbygge velfærdsstaten som beskyttelse af individet overfor markedskræfterne, uden vel at mærke at udrydde markedskræfterne, eller skulle vi vælge en mere liberalistisk vej, hvor velfærdsstaten som idé ikke fik rødder og grokraft? Vi valgte det første, og vi byggede hele vores værdigrundlag på en meget speciel dansk kombination af Grundtvig, fagbevægelsen og andelsbevægelsen. Vi sagde til hinanden, at hver eneste i dette samfund har værdi som menneske, hver eneste kan noget, og derfor skal det ikke være udslagsgivende for, om man kan udfolde sit talent, om man er født med en sølvske i munden eller for den sags skyld et drag over nakken. Det afgørende var, at vi havde samme grundlæggende værdi alene i kraft af, at vi var mennesker i Danmark.

Derfor investerede vi meget i uddannelse, dygtiggørelse og social grundlæggende tryghed.

Det kom selvfølgelig ikke af sig selv, og langt fra heller som udtryk for en nøje gennemtænkt plan, der skulle holde i gennem hundrede år. Det danske velfærdssamfund kom, fordi vi ville det og fordi vi kæmpede for det. Velfærdssamfundet Danmark kom, fordi de fleste sagde, at det ikke skulle være de færreste, der skal beslutte alene, og at det ikke måtte være pengene, der bestemte alting. Det måtte være et samfund, hvor vi alle sammen kunne være med til at bestemme. Og det er i grunden dét, det hele handler om også den 28. september 2000, hvis vi skærer helt ind til benet: Hvem skal egentlig bestemme over mig, dig, os, Danmark, vores del af verden, hele verden? For det ville være en stor fejltagelse at tro, at det er os, der bestemmer alene. Det ville være ligeså stor en fejltagelse at tro, at det er os, der bestemmer over Danmarks udvikling fuldstændig suverænt og alene.

Drivkraften i det danske velfærdssamfunds opbygning, og det, der har sikret kontinuiteten, har altid været, at vi har haft et sæt fælles værdier med et remtræk over til den virkelighed, vi befandt os i. Vi har altid formået at tage de nye værktøjer ind i vores arbejde, som har sikret, at vi kunne fastholde vores værdier og nå nye fremskridt på vores vej.

Vi vendte med andre ord ikke ryggen til virkeligheden - heller ikke når den forandrede sig.

Lærerseminarierne udspringer jo af de grundlæggende værdier, at vi alle sammen har et ansvar for hinanden og et særligt ansvar for de svageste i vores land, og at vi skal passe godt på de værdier, der ikke kan måles i penge. Vi havde ikke haft de lærerseminarier, vi har, hvis vi ikke havde det samfund, vi har og omvendt. Derfor er den uddannelse, I tager, afgørende for, at der er et dansk velfærdssamfund, en dansk idé, en dansk identitet. Det er ikke så afgørende, om vi har en 20-krone, der ser ud på en bestemt måde.

Danskhed er for mig netop de værdier, det danske samfund bygger på. Danskhed er for mig ikke, at vi nødvendigvis skal bruge en ganske bestemt type betalingsmiddel i vores danske samfund.

Her er den danske mønt. På den danske mønts forside ser vi et portræt af Hendes Majestæt Dronningen. Denne lille danske mønt kommer til at spille en ganske afgørende rolle i folkeafstemningsdebatten frem til den 28. september 2000.

Der er dem, der påstår, at hele det danske samfunds identitet, overlevelse og fremtid afhænger af, om vi beholder lige præcis denne her. Og så er der dem, der – som jeg - siger, at det er noget meget mere grundlæggende, der er bestemmende for, om vi klarer os godt, så vi har energi og selvstændighed til at forme vores eget velfærdssamfund. Denne lille danske mønt er symbolet for en dansk økonomi, der lige i øjeblikket er stærk og konkurrencedygtig. Denne lille mønt har været gennem stormvejr, hvor det sommetider er gået galt - sommetider har man kunnet klare sig. Men hver gang denne mønt har været under pres, har vi været nødt til at foretage os indgreb, som vi i grunden ikke kan lide, i det danske samfund.

Denne mønt har været under pres i 1974, 1979, 1982, 1986, 1993 og 1998. For 2 år siden, i 1998, måtte National Banken bruge 40 milliarder kroner af vores valutabeholdning for at forsvare den danske krone. 40 milliarder svarer nogenlunde til vores samlede udgifter til vores hospitaler i Danmark.

I 1993 brød det europæiske valutasamarbejde sammen, og vi måtte hæve renten ganske meget, fordi der kom pres på kronen. I 1986 gik det danske samfund i stå pga. kartoffelkuren, som nogle af jer husker. Danmark kom ud for pres: der var underskud på betalingsbalancen og spekulationspres på kronen, og den daværende borgerlige regering måtte gå ganske kraftigt til værks. Man kan altid diskutere metoderne, men det danske samfund gik i stå fra 1986 og frem til 1992.

Længere tilbage, i 1974 og i 1979, trak de to verdensomspændende oliekriser tæppet væk under beskæftigelsen i Europa. Og det vil jeg sige jer: Dét er det værste.

Jeg husker, da jeg var ung studerende på statsgymnasiet i Esbjerg. 1.G startede godt med gode karakter og læreren, der syntes, man var flink - indtil han lærte én nærmere at kende, ikke sandt? Og så gik det ned ad bakke i 2. G. Jeg tjente lidt penge ved siden af SU ́en som mælkedreng, hvor jeg kørte rundt på Long John om søndagen - I kan nok se, det er en drivende sentimental historie. Jeg afleverer så mælk på et bageri, hvor den gamle erfarne bager serverer en kop kaffe og et stykke wienerbrød og spørger: 'Nå, hvordan går det så, ude på det fine gymnasium?.' Og jeg svarer, 'Jo, i 1.G gik det godt, men i 2. G, der går det altså ikke så godt - men jeg håber, det går.' Så sagde han de vise ord: 'Ved du hvad, min dreng. Hvis der skulle ske det, at du går hen og bliver student, så behøver det ikke at være nogen hindring for, at du kan blive bager.' Jeg syntes, det var fantastisk flot sagt. Det var lidt af en trøst på det tidspunkt, men jeg har også tit tænkt tilbage på det, da det bekræfter det med værdierne: at vi alle sammen er noget i kraft af, at vi bruger vores talent.

Jeg ville så gerne have, at mennesker ikke blev forhindret i at bruge deres talent, fordi de bliver arbejdsløse. Det værste, der kan ske, er at blive arbejdsløs eller ikke kunne få et arbejde. Sådan er det nu engang.

Jeg har set hundrede tusindvis af danske arbejdere, der mistede deres job i 1970’-erne, fordi vi ikke kunne finde ud af at samarbejde i Europa, og mange igen i 1982, da Knud Heinesen talte om, at Danmark nærmede sig afgrunden, og igen i 1986. Jeg betragter det som mit vigtigste job at sikre, at der er job og uddannelse for alle i vores land. Og nu hvor vi i Danmark ikke længere kan gøre det fuldstændigt uafhængigt af de andre lande, må vi forholde os til den nye virkelighed, vi er i, og tage de nye værktøjer i brug.

Ingen ville jo insistere på, at læreruddannelsen i de danske statsseminarier og andre seminarier skal være fuldstændig den samme som for 25 år siden. Vores pædagogiske viden er blevet langt større, samfundet har ændret sig, mange flere bliver uddannet i dag, autoriteterne står for fald, og vi bruger ikke de samme pædagogiske metoder som for 25 år siden. Men vores værdier, mål og ambitioner er de samme. Og på samme måde med samfundet. Når virkeligheden har ændret sig, risikerer vi ved at holde fast i de gamle værktøjer at nå det modsatte af det, vi gerne vil.

At sige nej udfra en misforstået insisteren på danskhed risikerer at føre os over i det modsatte, end det er i virkeligheden er ens motiv. Når Pia Kjærsgaards pressechef sammenligner en EU institution, som skal sikre vores værdier i Europa og sikre, at racisme og fremmedfjendskhed ikke får grobund igen, med et center for stasimetoder, så synes jeg, vi får noget at tænke over.

Også når Drude Dahlerup siger, at EU vil smadre velfærden, og når Holger K. siger – dog ikke helt med den retorik - taler om et Europa i flere rum, får vi noget at tænke over. Når jeg hører de analyser, tænker jeg, at de tager grundlæggende fejl.

Lad mig belyse, hvorfor man tager fejl. Se, umiddelbart efter 2. verdenskrig delte verden sig imellem de to magtcentre: Det kommunistiske magtcenter og det frie eller det demokratiske magtcenter, hvad man nu foretrækker at give tingene af betegnelse.

Vi har brugt mange ressourcer på at være rustet op til at kunne true hinanden til ikke at angribe hinanden. Men vi har også set, at gamle folk har krigedes i Europa på en så blodig måde, at vi sagde til hinanden, at det må aldrig nogensinde ske igen. Derfor blev det europæiske fællesskab skabt.

Berlin-muren er nu væk; vi erkender, at de finansielle globale kræfter har enorme centrifugale påvirkninger; og vi har nogle EU institutioner, vi kan bruge. Det gør alt sammen, at vi, som aldrig nogensinde før, kan have en solidarisk tilgang til vores handlinger. Det betragter jeg som et stort privilegium.

Jeg vil gerne tage et par skridt tættere på.

I 1982 besluttede vi i Danmark at frigøre kapitalbevægelser nogenlunde samtidig med andre lande. Fra det tidspunkt begyndte vi at miste noget af vores selvstændighed, når det gælder vores renter, penge og evne til selv at beslutte vores økonomi. Siden da har den internationale finansielle økonomi kunnet bevæge sig uden nogen hindringer og gå ned i de lande, hvor det bedst kunne betale sig at gå ned. Har I tænkt på, at der ikke findes en eneste time af de 24 timer i døgnet, hvor der ikke er en finansbørs et eller andet sted i verden, der har åbent! Der vil sikkert i dette øjeblik være en 37-årig knægt på New Yorks fondsbørs, som på 24. etage sidder og handler med penge, værdipapirer og sikkert også nogle af de danske arbejdspladser. De vil kunne skifte ejere, før vi overhovedet har kunnet nå at blinke med øjnene, og før tillidsmanden har taget de første trin op på etagen til direktionen for at diskutere, hvad der egentlig foregår.

Vi er i en globaliseret verden på godt og på ondt, og vi er nødt til at gøre os klart, at vi gør Danmark en dårlig tjeneste ved at lade Danmark være isoleret på sidelinen udenfor det fællesskab, der møjsommeligt er ved at blive bygget op i de her år.

Det handler om, hvem der skal bestemme over Danmark og vores folks fremtid. Den reelle selvstændighed vi tabte undervejs, når det gælder pengene, den kan vi ikke få igen alene, men vi kan få den igen sammen med de andre. Den europæiske forening står på vores side i at tage fra i forhold til globaliseringens negative virkninger på vores fælles fremtid. Hvis vi vælger det rigtige, gør det rigtigt og ved, hvad vi vil.

Man kan sige, at den 28. september 2000 handler om, hvorvidt Danmark skal være på A-holdet eller på B-holdet. Det er ment sådan, at ingen bryder sig om at være isoleret eller alene eller udenfor – ikke én. Danmark har det ikke godt ved at være udenfor og slet ikke, hvis de andre træffer nogle beslutninger, der har direkte afgørende indflydelse på vores fremtid - og det gør de andre.

Hver gang de andre beslutter at ændre på renten, har det direkte betydning for os. Hver gang de andre beslutter at forstærke deres økonomiske samarbejde, har det direkte indflydelse på os – uanset om vi er der eller ej. Og dog: Hvis vi var der, så kunne vi sætte os ved bordet, lade vores stemme høre og påvirke tingene. Vi kunne vise os ved vort eksempel og ved vor vision og ved vores konkrete argumentation. Og det virker! Danmark har indflydelse, det er ikke bare et lille land, der er gået i et med tapetet med de andre. Vi kan gøre en stor forskel. Det er min påstand, og jeg kan bevise det: Vi havde ikke fået det beskæftigelseskapitel i Amsterdamtraktaten, hvis vi ikke havde været der.

Jeg har arbejdet med dette siden 1974, hvor jeg oplevede den første oliekrise og sagde til mig selv: Det må altså ikke gentage sig. Jeg fandt ud af, at når udefrakommende kriser rammer vores del af verden, begynder vi at modarbejde hinanden. Enten devaluerer vi for at stjæle nogle arbejdspladser fra naboen eller også skærer vi i de offentlige budgetter for at begrænse vores underskud til betalingsbalancen. Vi graver os længere og længere ned i et større og større hul, og det er forklaringen på, at EU i dag har 14-15 millioner arbejdsløse. Også i resten af Europa var der fuld beskæftigelse i 1960 ́erne, og da de store internationale kriser kom, røg arbejdsløsheden i vejret. Med andre ord, 15 millioner arbejdsløse i de europæiske lande er ikke på grund af EU, men fordi EU manglede til at udforme et intelligent og visionært samarbejde, der i et samvirke mellem offentlige og private investeringer kunne sikre et samfund, der kunne køre videre, i stedet for at konkurrere sig ned i et hul. Det er dét, vi skal og kan undgå i fremtiden.

Fører dette her – den fælles valuta og den danske euro - ikke til de forenede Europas stater? Nej, det gør det ikke, fordi vi har opfundet denne særligt unikke konstruktion. I stedet for en statslig overbygning eller USA's forenede stater, udformer vi et sæt spilleregler, som vi har forhandlet i fællesskab. Man kan sige, at dette sæt spilleregler inden for den fælles valutas område erstatter argumentet for at have en superstatslig overbygning. Og jeg kan forsikre jer for, at franskmændene er lige så franske, som de altid har været - måske mere til endda, spørg dem bare selv. Danskerne er i hvert til fald lige så danske, som de altid har været efter 25 års medlemskab af EU - spørg dem bare selv.

Hverken Frankrig eller Tyskland kunne naturligvis drømme om at nedlægge sig selv eller staten eller identiteten eller folket og dets symboler. Det handler om noget andet: om som et enligt land at være udsat for større risiko og miste fordelen af at samarbejde med de andre. Et nej vil isoleres os, og jeg vil i hvert fald gøre mit for at undgå det.

Et ja vil sikre os større tryghed og råderum i vort samfund, end et nej vil gøre. Hvis vi siger ja, bliver denne danske mønt erstattet af en dansk euro. På den danske euro's forside vil Dronningens portræt pryde mønten ligesom i dag. Der vil være 8 danske euromønter, 5 af de danske euromønter vil have Dronningens portræt og 3 af dem, de helt små mønter, vil have kongekronen. Sedlerne vil være de samme.

Produktionen af de danske euromønter og sedlerne vil foregå i Danmarks Nationalbank, som det står i Grundloven: Kongen slår mønten. Hvert år beslutter man i den Europæiske Centralbank, hvor alle medlemslandenes nationalbankdirektør vil være, hvor mange penge, mønter og sedler, der er brug for i hvert enkelt land. I virkeligheden ligesom det, vi kender i dag i Nationalbanken i Danmark, og så går man hjem og producerer det antal danske, tyske, franske osv. euroer.

Tyskerne vil ikke længere komme til Vestkysten med D-mark, men med tyske euro, og franskmændene med franske euro, og de kan købe for dem med det samme - og tilsvarende med den danske euro. I skal med andre ord se for jer, at der altid vil være danske euroer i Danmark, og i stedet for D-mark vil det være tyske euroer og franske franc vil erstattes af franske euroer - men der vil altid være danske euroer i Danmark, de er jo det centrale betalingsmiddel.

Den enkelte danskers løn bliver omregnet til danske euro, men købekraften vil være nøjagtig den samme. Priserne bliver ved love, regler og aftaler med detailhandel mv. omregnet til danske europriser. Pensionen bliver omregnet, men har den samme købekraft, ens plastikkort har den samme købekraft, sådan vil det alt sammen have den samme købekraft. En folkepensionist sagde til mig: 'Jamen du, jeg har hørt, at euroen er faldet 30 % i værdi i forhold til dollaren. Er min pension så ikke også faldet, hvis vi går over til euroen?'. Nej, folkepensionens købekraft er nøjagtig den samme som før. Den danske krone har under alle omstændigheder været bundet til og vil fortsat være bundet til euroen, fordi vi fører fastkurs politik.

Så er der det berømte spørgsmål, som jeg ofte møder: 'Du, det er ikke så meget mig, det er naboen, som har nogle danske penge i madrassen. Hvad nu, hvis man ikke når at få vekslet, inden der er gået 2 år, kan man så få dem vekslet?'. Og jeg svarer: 'Det er ikke en pengeombytning, som den lige efter krigen'- så kan jeg mærke den første del af sveden tørres af panden. Det er sådan, at hvis man finder noget under hovedpuden eller i et lille skab - det er fair nok, der er pensionister der ønsker at gemme lidt til børnene og børnebørnene - de næste 30 år frem kan man gå til sin bank, som veksler pengene uden begrænsninger. Så kommer lettelsen virkelig frem!

Der bliver altså tale om 12 euroer, der alle har den samme værdi. Det fantastiske er, at i stedet for kronen, som kan væltes omkuld, er det 12 euroer med samme værdi, som holder sammen og ikke kan væltes omkuld af international pression og spekulation.

I stedet for en superstat har vi nogle fælles regler, vi overholder: Vi må ikke have for stort et underskud på vores offentlige finanser - det er ikke klogt at have under alle omstændigheder. Vi skal have en rimelig lav inflation – ja, det vil vi gerne have, for med høj inflation var det jo omvendt Robin Hood. En høj inflation har altid været til fordel for formuende mennesker. Og endelig skal vi sørge for nogenlunde at have styr på vores gæld – ja, det er da klart, for hvem ønsker at aflevere et samfund til den næste generation med masser af gæld klæbet til samfundet, der vil begrænse den næste generations handlemuligheder. Disse fælles regler er skabt for at sikre, at valutasamarbejdet er til stede uden en statslig overbygning. Og det, der er deres nationale symboler, er med til at dokumentere, at det ikke er en europæisk superstat. Dét er meget afgørende for mig at få sagt, fordi andre ønsker at give det modsatte indtryk.

Jeg mener i virkeligheden, at Danmark har noget at byde på: vores grundsyn og vores værdier. Og det bærer i vores retning. I skal huske på, at det europæiske folk har prøvet topstyret kommunisme, leninisme, stalinisme, og de har lidt under det. Sydeuropa, Spanien, Portugal og Grækenland har også prøvet fascismen, og mange andre har prøvet Margaret Thatchers totale liberalisme og markedskræfternes totale centrifugalkraft. Nu er folkene langsomt, men temmelig sikkert, på vej i den retning, der handler om de værdier, som vi har bygget vores samfund på.

Vi så det i Lissabon under det europæiske topmøde mellem statsministrene, hvor vi enedes om, at det er den aktive velfærdsstat, der er vores nationale mål, men også vores fælles europæiske værdi. På dansk kalder vi det det menneskelige Europa eller den aktive velfærdsstat. Det er ikke for at harmonisere os. Det er for at signalere til USA og til Japan, at dette er vores værdier, og vi mener ikke, at den totale liberalisme er en nødvendighed for at klare sig i den globale økonomis benhårde konkurrence. Vi mener, at vores værdier er en fordel. Danmark er et af stjerneeksemplerne på, at social tryghed og høj konkurrencekraft ikke er modsætninger, men forudsætninger for hinanden. Når man er tryg, tør man bevæge sig, springe over i en anden uddannelse, for så er man ikke bange for at tabe.

I Danmark er det sådan, at den, der har tabt en gang, ikke er fortabt. Man kan prøve igen og derfor tør man. Vi har den mest mobile arbejdsstyrke, ikke fordi der er en pisk over hovedet, men fordi der er en tryghed - den kan blive bedre, bevares - men det er ideen. De forskelle europæiske lande nærmer sig mere og mere vores værdisæt. Ærlig talt, skulle vi så komme i tvivl, lukke af, vende tilbage til en landsbyidyl, som dybest set ikke var så idyllisk, og tro på, at dette land bare kan bestemme alting over sig selv, når det alligevel ikke kan? Skulle vi helt glemme, at vi har det bedst, når vi samarbejder med de andre? Det er det grundlæggende valg, vi også skal stå overfor.

Min vision for Europa er klar og entydig. Som ung student på arbejderbevægelsens erhvervsråd kom der en mand fra SID ́s internationale, faglige organisation og fortalte om de multinationale selskabers operationer på hele jordkloden, IBM, Coca Cola og hvad de nu hed alle sammen. Om hvor uretfærdigt det var, at arbejderne i Asien eller i Afrika ikke havde lov til at organisere sig i en faglig sammenslutning, og at børnearbejde var en del af en kultur, som man dybest set måske kunne se den økonomiske nødvendighed af, men måtte tage afstand fra og finde et alternativ til. Det betød, at jeg sagde til mig selv, at det må vi have lavet om på, og det skal ikke tage 100 år. Det tog 100 år at opbygge det danske velfærdssamfund, det skal ikke tage 100 år at opbygge en europæisk region med et menneskeligt ansigt på markedskræfterne, eller 100 år at opbygge en global markedsøkonomi med et menneskeligt ansigt.

Jeg havde næsten glemt det alt sammen indtil for få år siden, hvor jeg pludselig kunne se, at hvis vi vælger at opbygge en europæiske region med den fælles valuta, så er der et afsæt for enorm positiv energi. I forhold til de nye østeuropæiske lande, vi nu kan tage med ind og give dem velfærd og velstand, uden det sker på bekostning af os. I forhold til ulandene, som vi får energi og økonomi nok til at åbne vor markeder for. Og i forhold til den finansielle hovedkraft i verden, som vi kan begynde at dæmme op for. Jeg ser et Europa, som kan blive den næste stemme i G 8 topmøderne ved at sige: Nu vil vi have gennemsigtighed i de finansielle markeder, ordentlige adfærdsregler for de mange spekulationsfonde, klare regler for, hvornår man kan opbygge banker i verden - sikkerheder så almindelige mennesker ikke ryger ud af slisken, fordi der bliver spekuleret eller gensidigt belånt.

Og jeg kan se et globalt miljø samarbejde med den europæiske region som frontløber, der følger op på Kyoto, og nogle grundlæggende faglige rettigheder ved WTO forhandlingerne. Alt dette kan jeg se som en vision for Europa. Jeg siger ikke, at det bliver sådan og slet ikke i morgen, men det kan blive sådan, hvis man insisterer, er til stede og kan argumentere og vise, at det kan gøre en forskel.

Vi har noget at byde på og jeg er sikker på, at vi gør det bedst ved at vise, prøve og sammenligne os. Vi er jo ikke verdensmester over det hele. Børnepengene er højere i Frankrig end i Danmark, pensionen i Holland og andre steder er nu heller ikke så ringe endda at sammenligne med i Danmark. Vores velfærdssamfund er ikke på alle ender og kanter det bedste i hele verden - det er godt, men vi kan også godt lære noget af de andre og vi kan godt lære dem noget.

Lad mig slutte, som jeg startede. Tænk engang, hvis vi kan sådan, ikke just tage hinanden i hånden alle sammen, men på en måde tænke på at tage hinanden i hånden. 'Internationale slår bro fra kyst til kyst', og det, der har bragt os frem i Danmark, har været en erkendelse af, at vi er bedst, når vi samarbejder med de andre - at vi opnår de største fordele for dem og for os, når vi er sammen med de andre.

Når jeg stod nede på Esbjerg kaj og så de barske stærke havnearbejdere ved de britiske eller danske skibe, og drømte lidt om Danmark og om fremtiden, var det jo netop i kraft af at se mangfoldigheden. Når Osvald Helmuth foredrog spændingen mellem ens nationale tilhørsforhold og den store verden, 'Jeg kør’ mig en tur langs med havnen… det er ikke det - skude ved skude, det er nærmest det hele herude', så får man bekræftet, at det er lige dér i det spændingsfelt, at man finder de ægte værdier. De værdier, der driver én selv og fællesskabet frem, og som betyder, at man også kan give et lille bidrag til andre end én selv. Det er vel deri vores betydning som mennesker består i. Det var sådan set bare det, jeg ville sige. Tak skal I have.