Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Danmarks Radios Jubilæumskoncert, fredag den 31. marts 2000

Deres Majestæt, Kære Danmarks Radio, Ærede lyttere og seere, Mine damer og herrer,

Kan De huske: (Dong, di dong, di dong di dong) Melodien: Drømte mig en drøm i nat – den danske ursang – fra dengang de fleste var De’s.

Gennem 75 år har Danmarks Radio i lyd og i billede været vores trofaste følgesvend i stort og i småt. Vi er blevet begejstret og bevæget. Oplyst og opslugt. Underholdt og provokeret.

Samfundet har udviklet sig, så har Danmarks Radio. Nogle gange lidt hurtigere end folk kunne følge med – og andre gange lidt langsommere.

Der er langt fra Kongelig Kammersanger Holms Statsradiofoni til Tandbørster og Tæskehold.

Men måske husker De ikke Statsradiofoniens tid før verden gik af lave og alle blev dus med hinanden. Her var sandelig dengang ikke plads til tant og fjas.

Radiofoni var til for dannede danskerne - ikke til for at man skulle danse moderne til den. Høvisk tale, lange foredrag og strenge regler for, hvilken slags musik Statsradiofonien kunne lægge lydbølger til - det var dagens orden. Det er muligvis her, man har fundet inspirationen til den fjerde radiokanal, der tales så meget om i disse dage. Det må tiden vise.

Men dengang rejste der sig et krav fra Folket. Et oprør ulmede. Danskerne krævede lettere toner. Og det fik de. Ganske langsomt, peut en peut. Man hørte snart dansemusik fra Restaurant Wivex om søndagen med klirrende gafler og knive og jeg spørger:

Ville De have undværet Ønskekoncerten søndag formiddag med klumpen i halsen, når Frans Andersson – förlåt - sang så smukt om Den hellige stad. Godt ord igen. Eller Jussi Bjørlings og Stefan Islandis rørende Perlefiskeren.

Snart levede Danmarks Radio virkelig op til sit navn. Man blev danskernes radio. Selvom der stadig var masser programmer med Onkel-ekspert-foredrag og Kaptajn Jespersen piskede os igennem kroppens vedligeholdelse. Snart var radioen ikke længere De’s med danskerne. Nu sagde man vi. Vi skulle more os. Og det gjorde vi hver lørdag aften med Knud Pheiffer og Phieselbach og mange andre.

Eller vi lyttede til Goooooong RADIOTEATRETS første 'gaderydder', Mordets Melodi. Jeg tror, at det var her man kunne læse i frokostaviserne, at landets restauratører var ved at blive myrdet, fordi Danmarks Radio trak danskerne væk fra gaden.

Det var også på den tid, at velhavende danskere med råd til at investere i et fjernsynsapparat kunne få hele tre sendetimer TV om ugen fra Danmarks Radios nye TV-studie. For 50 kroner ekstra om året. Kulturminister: Har du tænkt på det – i forbindelse med det seneste medieforlig?

Og hvad fik man så for pengene? Her har Danmarks Radio virkelig formået at skabe noget. Jeg mener, man fik verden ind i dagligstuen med de store Ungarns-indsamlinger, landingen på månen og meget mere.

Og så fik man børnetimen! Tænk, hvad man har skabt her. Tænk på Ingrid og Lillebror – med 'Hvad skal vi lege, spørger vi hinanden' – det siger vi af og til på regeringens ministermøder.

Eller for den sags skyld, Kaj og Andrea med 'Selv om der er forskel på os to – så er vi gode venner kan I tro' – det nynner Marianne Jelved og jeg af og til.

Eller Sørøver Sally, Bamse og Kylling og en lang perlerække af julekalendere. Alle er de lige så sjove at se for voksne som for børn. Tihvertifald.

På den måde er Danmarks Radio, når alt kommer til alt, en del af os alle, alle danskeres opvækst, vores barndomsminder og det vi har taget med os ud i livet.

Der er ikke den sportsbegivenhed Danmarks Radio ikke i lyd eller billede har bragt ind i stuerne hos et sportsbegejstret folkefærd. Det kan godt få mig til at blive en lille smule bekymret for, om folk nu overhovedet har tid til at gå til folkeafstemning den 28. september midt i Olympiaden!

* * *

Og har I for resten tænkt over, at DR er skyld i, at vi ikke alene er blevet du’s med hinanden – men også du’s med dyrene, Poul Thomsen og Balder – De’s med duerne, som vittige sjæle siger. Og så har Søren Rye Pedersen for åben skærm vist os, hvordan man tager livet af de du-er. Sådan har DR til stadighed overrasket og udfordret os.

* * *

Men nu har Danmarks Radio igennem 75 år givet os musik – pragtfuld musik, sang, informationer, storpolitik, underholdning og stof til eftertanke. Danmarks Radio har bragt os tættere på hinanden, og gjort os lidt klogere.

I en stadig mere global verden – en uforudsigelig verden har vi brug for et holdepunkt, for at 'mærke hvor det egentlig er, vi kommer'. Vi har behov for at vedkende os, at vi har noget til fælles. At vi ikke blot skal være egoister og enhver sig selv nærmest, men at der stadig, et eller andet sted, eksisterer et nationalt fællesskab – et sæt af værdier - som det nok er værd at slås for og værne om. Og det er egentlig det fundament, som vi og Danmarks Radio skal bygge videre på i fremtiden.

Her – lige her skal vi virkelig være opmærksomme, når det gælder det elektroniske mediebillede, der snart for alvor bliver digitalt.

Vi skal sikre den ægte folkelighed, som Danmarks Radio har løftet så flot i 75 år. Mit håb er, at Danmarks Radio også kan – i de næste 75 år - være en del af det kit, der binder vort samfund sammen.

Og husk, der skal være plads til fantasien og glæden – uden de to dele går det ikke.

Husk Gunnar Nu Hansen! Når vi løb og legede på stenbroen, hver i vore byer, kunne vi simpelthen ikke undvære når det gennem dampradioen lød: 'Og i dette øjeblik løber de rød/hvide farver ind på grønsværen – og det kan blive farligt dette her..'.

Jeg mener, fantasien sørger jo for resten. Vi fulgte jo vore spillere, i alle detaljer, i alle finter. Nu er det anderledes. Nu er det jo både på farve, i slow motion, og fasthold – og dommeren havde alligevel ret! Det vil jeg gerne advare imod! Husk, der skal være plads til fantasien!

* * *

På søndag rejser Lone og jeg til EU topmøde i Egypten. Til et helt nyt og meget spændende samarbejde med det kontinent, som måske er blevet glemt undervejs, Afrika. Derfor må det være på sin plads at slutte med Danmarks Radio’s berømte korrespondenter. Det kan være Ib Rene, eller Alfredo Tesio – Rom.

Hjertelig tillykke, Danmarks Radio.

Poul Nyrup Rasmussen – Kairo.