Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Dansk Erhvervsinvesterings erhvervskonference den 12. oktober 1999. ''Den Danske Vej''

Den danske vej er ikke en forkromet motorvej, hvor der kun er plads til de hurtigste. Det er heller ikke et krybespor, hvor tiden står stille. Det er en vej, der fører til fremgang over en bred front, fordi vi fra starten af vor regeringsperiode i 1993 har lagt vægt på, at vi løfter i flok. Næsten alle er med, vel at mærke uden at det hæmmer dynamikken i vores land.

'Et blødt land med en hård valuta.'

En vej, hvor vi skal fortsætte med at skabe plads til endnu flere – til alle. Ikke alene fordi det er et godt princip, og fordi det altid har været vor holdning i Danmark. Det er også, fordi det er et nødvendigt princip, hvis erhvervslivet fortsat skal sikres den nødvendige arbejdskraft, og hvis arbejdskraften fortsat skal dygtiggøre sig for at bevare konkurrenceevnen.

* * *

Hvordan ser det så ud lige nu? Når det gælder den store beskæftigelsesindsats siden 1993, kan vi se, at beskæftigelsen ikke alene er kommet i den offentlige sektor. For 80% vedkommende er den faktisk kommet i den private sektor. Og det er ikke alene de umiddelbart beskæftigelsesorienterede mennesker, der er kommet i arbejde, det er faktisk også de langtidsledige. Og det er frem for alt de unge mennesker, der er kommet i arbejde. Arbejdsløsheden er i dag den laveste, vi har haft i over 20 år.

Det er ikke kommet af sig selv. Hemmeligheden bag det at kunne få arbejdsløsheden så langt ned, uden alvorlige flaskehalsproblemer, er en kombination af vores aktive økonomisk politik og en aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Gennemførelsen af de tre arbejdsmarkedsreformer har givet uro undervejs. Men jeg tror, at resultaterne i dag respekteres. Ikke mindst af de mennesker, der har nydt godt af reformerne: De mennesker der er kommet i arbejde, og det erhvervsliv der har fået mennesker i arbejde. Derfor opgiver vi ikke aktiv-linien, der bygger på rettigheder og pligter. Vores strategi er, at få fat i de arbejdsløse så tidligt som muligt. Den strategi skifter vi ikke ud.

Vi skal heller ikke kaste os ud i at sætte dagpengeydelserne ned. Det er socialt og menneskeligt helt forkert. Hvis nogen ville gøre det alligevel, så ville man komme ud for et forståeligt krav om, at vi måtte indføre meget lange opsigelsesvarsler på det danske arbejdsmarked. Det er hverken lønmodtagerne eller virksomhederne tjent med i den moderne, globale økonomi.

Kombinationen af et tilfredsstillende dagpengeniveau og høj uddannelsesaktivitet, rettigheder og pligter er selve kernen til forståelsen af, at Danmark har Europas højeste mobilitet på det private arbejdsmarked.

Det kan blive bedre. Det kan det altid. Og det kan blive endnu mere målrettet. Det bliver det også. Vi vil fortsat lægge hovedvægt på kvalifikationer. Det er den grundidé, som det hele beror på. Næste træk bliver en øget indsats for voksen- og efteruddannelse. Folk skal tidligere i sving – endnu tidligere end i dag. Et rummeligt arbejdsmarked, et fleksibelt arbejdsmarked og en beskæftigelsesorienteret skattepolitik. Det kendetegner Danmark.

Nu vil nogen af jer sikkert sige: Holder det nu? Mit svar er ja. Strategien bygger på, at vi gradvist skal lempe indkomstskatten på arbejde og finde provenuet på miljøet, sådan som det har været tilfældet i de senere år. Princippet om rettigheder og pligter vil blive modificeret lidt, uden at vi dermed løber fra det. Det skal tilpasses og gøres mere målrettet til den gruppe af mennesker, vi nu skal have i sving på arbejdsmarkedet. Den gruppe, der har været væk længst tid fra arbejdsmarkedet eller måske aldrig fik chancen for at komme ind på arbejdsmarkedet.

* * *

Tager vi dernæst den generelle økonomiske situation, så har vi af et internationalt kreditvurderingsinstitut fået karakteren AAA. Det er den højeste karakter, man kan få. Det er udtryk for, at vores strategi i høj grad er lykkedes, og det er også udtryk for, at vi har et godt afsæt for at komme videre.

Hvordan kommer vi så videre? Ja, vi må fortsætte vores reformarbejde. Udvikle vores politiske, faglige og erhvervsmæssige svar på de fremtidige udfordringer. Vi har bl.a. gennemført to omfattende skattereformer i de sidste 6-7 år, tre arbejdsmarkedsreformer, en efterlønsreform og en energireform.

De to næste store politiske øvelser er voksen- og efteruddannelsesindsatsen og IT-strategien. Det er disse to områder samt erhvervspolitikken, jeg godt vil knytte nogle bemærkninger til i dag.

Vi har ikke en lille niche i regeringens politik, der hedder erhvervspolitik. Regeringens erhvervspolitik bygger på tre søjler: Makropolitikken, dvs. den generelle økonomiske politik, strukturpolitikken og den generelle erhvervspolitik.

Makropolitikken har vi allerede set karaktererne på. De tre A’er er jo båret af et A på inflationsbekæmpelsen, et A på samfundsøkonomien med overskud på de offentlige finanser og styr på betalingsbalancen, og et A når det gælder samspillet mellem den offentlige- og private sektor. Strukturpolitikken ligger i kortene foran os. Lad mig derfor omkring erhvervspolitikken prøve at uddybe vores tanker lidt.

Erhvervspolitikken bliver sat i ramme af et intenst tværministerielt arbejde, der nu er sat i gang. Jeg forventer, at resultatet af arbejdet kan præsenteres på et regeringsseminar i februar. Erhvervsministeren vil undervejs i processen tage kontakt til erhvervslivets repræsentanter, så vi er sikker på, at alle synspunkter bliver hørt.

Den erhvervsstrategi, som vi har i støbeskeen, bygger på seks hovedområder: For det første: Uddannelse, forskning og udvikling. IT.

For det andet: Kapital til erhvervslivet, især til iværksættere og mindre virksomheder, der har brug for risikovillig kapital.

For det tredje: En ny konkurrencelov. Konkurrence- og forbrugerhensynet må veje stærkere.

For det fjerde: Bedre globale muligheder for mindre virksomheder. Vi arbejder på at nå frem til et enstrenget eksportfremmesystem, en enstrenget eksportservice.

For det femte: Virksomhedernes sociale og miljømæssige ansvar.

For det sjette: En række administrative forenklinger. Det sidste gælder bl.a. en checkliste til erhvervsservice.

Og så til dimensioneringen af erhvervslivets tilpasninger og samspillet med den offentlige sektor. Erhvervslivets omkostninger består først og fremmest af lønomkostninger. I perioden fra 1993 til år 2000 er lønomkostningerne steget 34 %. De lovbestemte omkostninger er kun steget et par procent.

Jeg siger dette for at have proportionerne med, når vi diskuterer omkostningselementerne i erhvervslivets konkurrenceevne. Vores afgørende konkurrencekraft ligger ikke i pris pr. enhed eller pr. kilo. Den ligger i innovationsevne og i evnen til at omsætte viden i praktisk produktion. Evnen til at levere en høj kvalitet, en høj just-in-time tilpasningsevne, en høj generel tilpasningsevne, først og fremmest blandt medarbejderne og ledelse. Og for ledelsen især et afgørende ansvar for og evne til at træffe hurtigere beslutninger og tænke strategisk.

Omkring det administrative bøvl i øvrigt vil vi fortsat mase på for at udvikle vores erhvervsservicekoncept og afskaffe en række gebyrer, sådan som det også fremgår af regeringens lovkatalog. Ellers drejer det sig om forskning og udvikling, udviklingskontrakter mellem forskere og erhvervsliv, innovation og fremskaffelse af kapital.

Hvis vi går lidt tættere på, så bør der også fald et par ord om miljøansvaret, uddannelsesansvaret og det sociale ansvar.

Vores samfunds bærende idé og kraft er samarbejdet mellem erhvervsliv, fagbevægelse, lønmodtagere, staten og regeringen. Virksomhederne har allerede vist deres miljøansvar. På en række felter ser vi jo, at virksomhedernes miljøudvikling gør dem til foregangsvirksomheder i forhold til de europæiske konkurrenter. Vores erfaringer på godt og ondt gør i virkeligheden, at mange virksomheder er foran i konkurrencekraft i et Europa, der bliver stadigt stærkere og mere miljøbevidst.

Vi kan være fuldstændig sikre på, at miljøkravene på det indre marked bliver stadigt mere intense. Og der går såmænd ikke så lang tid, før vi ser det i WTO-forhandlingerne, når verdenshandelsorganisationen sent i efteråret tager fat på sin næste runde.

På EU-topmødet i Köln lykkedes det mig faktisk at få en række krav ind. Nu må vi så se, om det slår igennem på globalt plan. Jeg er ikke i tvivl om, at miljøet kommer til at stå højt på dagsordenen i den globale konkurrence. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi, også når det gælder arbejdsmiljøet, markerer os stærkere end hidtil.

Omkring virksomhedernes uddannelsesansvar vil jeg nævne voksen- og efteruddannelsen. Det bliver en vanskelig sag. Der er gode organisationer, der nok skal varetage deres interesser. Jeg håber, at vi kan finde en god balance mellem virksomhedernes ansvar og det offentliges ansvar, som gør, at begge parter – sammen med lønmodtagernes organisationer – kan gå sammen om en modernisering af uddannelsesindsatsen.

Vi skal alle sammen løfte lidt mere. Virksomhederne skal også løfte lidt mere. Virksomhedernes sociale ansvar er nok noget af dét, der er sværest at få til at fungere. Og vi har også i staten og i kommunerne svært ved at få det til at fungere. Det drejer sig om at prøve at finde plads til de mennesker, der ikke er 100 % effektive, men som alligevel kan gøre en indsats. Vi har masser af gode modeller og gode erfaringer. Især fra de store virksomheder. Men vi skulle gerne nå et skridt længere. For det er altså bedre, at mennesker kan gøre en indsats – stor eller lille – end at vi bare spiser dem af med en check, og ellers beder dem om at holde sig væk. Køb dine øl, køb en hund, klap hunden og klap i! Det går ikke længere! Vi må se at komme videre ad den konstruktive vej.

Hvordan er det danske samfund egentlig gearet til fremtiden? Fra World Economic Forum og fra Davos har vi meldinger fra en række unge erhvervsledere, som har prøvet at vurdere: Hvor omstillingsparate er egentlig de vestlige samfund? Uanset vi tager World Economic Forum, IMD, Børsens Nyhedsmagasin eller Future of Readiness Index, så står Danmark 'ganske pænt.'

Vi står ganske pænt, og vi har et godt afsæt til det 21. århundrede. Det siger jeg, uden at jeg dermed lægger op til, at vi skal hvile på laurbærrene. Vi har også nogle problemer. Vi har nogle aktuelle problemer med konkurrenceevnen. Omkostningsstigningerne er lidt for høje. Det skal bestemt ikke undervurderes. Det skal heller ikke bagatelliseret. Men det skal heller ikke skygge for realiteterne: At vi har haft en kraftig vækst i beskæftigelsen i den private sektor, at indtjeningen er god, at opbygningen af egenkapital og soliditet er forbedret, aktiekurserne er højere og antallet af konkurser er i bund. Det går bedre, end vi har set længe, også når vi ser på KFX-indekset.

Men som jeg sagde: Vi vil ikke hvile på laurbærrene, vi skal videre. Derfor har vi en række nye initiativer undervejs.

For det første skal man ikke undervurdere, at det stiller store krav til os, at få arbejdsmarkedsreform 3 til at fungere. I kan se det i den regionale arbejdsmarkedspolitik. I kan se det i lokalsamfundet, der er meget at gøre her. Indfasningen er langt fra færdig. Den er først lige begyndt.

For det andet har vi en ny efterløn, der skal fungere fra 1. juli i år, og for det tredje skal Pinsepakken også køres ind. Makroøkonomisk tyder meget på, at Pinsepakken fungerer efter de overordnede målsætninger, vi havde.

For oppositionen er det naturligvis let at byde over. Det ved vi godt alle sammen. Det har ikke manglet på dækningsløse checks fra oppositionen hen over sommeren!

Men regeringen fastholder kursen. Og det afgørende er, at vi alligevel erkender, at vi er på ret spor. Nu gælder det om at komme videre med det næste store træk.

Den første skillevej vi nu står foran er vores evne til at træffe langsigtede beslutninger. Der er nogle gange her i livet – i ens eget liv, men også i Danmarkshistorien - hvor man skal gøre sig fuldstændig klart størrelsesordenen på de problemer, vi skal løfte.

Jeg vil tillade mig i dag at sætte euroen og informationsteknologien på niveau med to andre passager i vores historie. Da vi i tyverne og trediverne havde voldsomme økonomiske kriser i Danmark, traf vi nogle principbeslutninger om at ville udvikle vores velfærdsstat og velfærdssamfund.

'Velfærd eller kaos' - sat på spidsen. Vi ville udvikle den offentlige sektor sammen med den private – ikke i modstrid med den private. Vi ville løfte hinanden i et spændende nyt samspil, og det lykkedes faktisk!

Vi havde modet til at holde fast i samfundets lange linier. I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne var vi igen i en situation, hvor vi traf en ny, stor og meget afgørende beslutning for det danske samfund. Vi sagde ja til det europæiske samarbejde i 1972, og det har vist sig siden at være meget afgørende for os.

Her ved årtusindeskiftet står vi nu over for to nye, store og afgørende beslutninger: For det første euroen, som jeg vil komme tilbage til, og for det andet informationsteknologien, som jeg godt vil opholde mig lidt ved.

Alle kan jo sige ja til IT. Det er moderne, og det er sikkert også vigtigt, synes mange at tænke. Men det er de færreste, der gør sig klart, hvad det egentlig er, vi taler om. Og hvor vigtigt det er, at vi forholder os til det som en strategisk opgave, der kun kan løses, hvis vi alle sammen vælger en sammenhængende, fælles strategi. Man kunne næsten tale om en ny verdensorden.

Den nye økonomiske verdensorden, som informationsteknologien lægger op til, handler om internethandel, om elektronisk markedsføring og skærpet konkurrence. Den vil i den grad ændre det daglige verdensbillede for selv de mest avancerede virksomheder i Danmark.

Lad mig give et par eksempler:

Nu om stunder er det jo sådan, hvis man gerne vil erobre markedsandel rundt om i verden, så tænker man enten i at have et datterselskab her eller der, en joint-venture her eller der – eller på anden måde være til stede. Man tænker selvfølgelig også på at beskytte sit hjemmemarked.

Her er det, vi står foran den store nye skillevej: Handel på internethandel, og næste generations IT-spring, vil fuldstændig forandre det verdensbillede. Vi vil være i stand til handle varer, viden, produkter og fornyelse på Internettet og dertil koblede beslutningsveje. Vi vil være i direkte global konkurrence. Der vil udvikle sig en vidensøkonomi på erhvervsiden, som vil være uden sidestykke i vores historie.

På en måde kan man tale om, at her er verden virkelig blevet en global markedsøkonomi. Jeg siger ikke, at det kommer i dag eller i morgen, men jeg siger, at det kommer med større hast, end vi egentlig havde gjort os klart. Det giver store muligheder, men stiller også store udfordringer til os. Den elektroniske markedsføring skaber sine nye markeder, men også sin nye dimension i konkurrencen. Nye markeder, nye produkter, nye ydelser, nye informationsveje, nye kommunikationsmåder og nye muligheder for oplysning og uddannelse. Den nye skærpede konkurrence stiller krav om omstillingsevne og stiller krav om kolossal efteruddannelse og opdatering af vores måde at lede på, vores måde at styre på og vores måde at træffe beslutninger på.

Min fornemmelse lige nu er, at vi halter lidt bagefter. Nu taler jeg om helheden. Vi er i gang med en bench-marking i regeringen. Min fornemmelse er, at vi halter bagud i det danske samfund. Vi har tid endnu, men vi har ikke megen tid. Vi har lige tid nok til at tage en række initiativer i fællesskab og gøre det klogt. Derfor satser regeringen meget stærkt på informationsteknologien i den kommende tid. På baggrund af det arbejde, der er sat i gang om det digitale Danmark, vil vi udvikle en ny sammenhængende strategi. Vi opbygger lige nu et nyt IT-fyrtårn på Amager i form af IT-højskolen, hvor vi har mulighed for at opbygge servicetilbud.

Lidt længere henne er hjørnestenene i dansk IT-politik: Informationsteknologien skal gøres tilgængelig og være for alle. Vi skal ikke opdele samfundet i dem, der kan og har – også dem, der ikke kan og ikke har. Derfor er det nødvendigt med:

• et fremtidssikret uddannelsessystem,
• en fleksibel offentlig sektor med systematisk og stadig større brug af IT, og
• omstillingsparate virksomheder i et moderne, højteknologisk samfund.

Og netop det moderne højteknologiske samfund skal stadig være et velfærdssamfund, der bygger på de samme værdier, som vi har bygget på i alle årene, men som betjener sig offensivt af den nye informationsteknologi.

Men der er plads til flere fyrtårne, end det vi nu bygger op på Amager i form af IT-højskolen. Vores ambition er faktisk, at vi vil starte ud med Danmarks første netværkssamfund i løbet af næste år, hvor borgere, virksomheder og det offentlige kan udnytte informationsteknologien. Netværkssamfundet skal placeres et sted i Danmark, hvor IT-potentialerne i forvejen er i top. Jeg forestiller mig med andre ord en region, hvor vi siger, at her starter vi med det, vi gerne vil nå for hele resten af Danmark.

* * *

På virksomhedsniveau skal vi stimulere de små virksomheder og deres muligheder for at skaffe kapital. Lad mig blive lidt ved kapitaladgangen.

Virksomhederne har forskellige kapitalbehov på deres forskellige stadier på livets vej:

• I den tidligere fase har man brug for kapital, ofte fra den uformelle del af kapitalmarkedet: De private, individuelle investorer i startfasen, som vi ser det i dag. Nogle gange ser vi i virkeligheden også de institutionelle investorer være med allerede i startfasen.
• I den lidt senere fase er det pengeinstitutterne og udviklingsselskaberne, der er på spring.
• Så kommer 'de tunge drenge' ind lidt senere, hvis jeg må kalde det sådan: Pengeinstitutterne, pensionsselskaberne, ATP og LD, men som sagt igen med varianterne lidt tidligere i processen.
• Til sidst er det fondsbørsen, der går ind, når det gælder den øvrige finansiering.

Regeringen ser lige nu på barrierer for den risikovillige kapital. Vi vil gerne prøve at medvirke til at fjerne endnu flere barrierer for, at den risikovillige kapital kan komme til. Det gælder jo selvfølgelig igen pensionsopsparingen, inkl. ATP og LD.

Hvilke barrierer taler jeg her om?

For det første den asymmetriske information: Dét, at folk ved noget forskelligt. Forskellig viden om projektet hos entreprenøren og investoren er ofte ikke, som det skal være. Man skal helst have et højt informationsniveau og helst ikke for stor forskellighed og asymmetri mellem entreprenøren og investoren.

Det andet er usikkerhed om projektets videre forløb. Hvem tager fra i næste fase, hvis vi går ind nu? Også det skal vi hjælpe hinanden med. Hvad er næste kapitalfinansieringsskridt, hvis vi nu går ind i startfasen?

Og endelig, interessekonflikter mellem daglig ledelse og aktionærerne. Jeg ved godt, at dét løser man ikke én gang for alle, men vi skal i hvert fald blandt de offentlige initiativer, være opmærksomme herpå.

Hvilke offentlige initiativer, kan der kan tages for at skabe et mere effektivt marked for risikovillig kapital?

For det første: Vækstfonden. Den blev oprettet i 1992 med en statslig grundkapital på 2 mia. kr. Den kan og skal medfinansiere udviklingsprojekter i både nye og eksisterende virksomheder.

For det andet: Innovationsfonde. Vi ville gerne udvide vækstfondens arbejdsområde. Vækstfonden kan nu skyde kapital ind i tidsbegrænsede innovationsfonde, der kan bidrage med risikovillig kapital og kompetence i de tidlige faser af projektudviklingen. Tanken er, at innovationsfondene etableres sammen med private investorer, der skal bidrage med mindst 1/3 af den samlede kapital. Efter innovationsfondens udløb, f.eks. efter 10 år, fordeles overskuddet mellem vækstfonden og de private investorer.

Det næste er at udvikle ordningen for udviklingsselskaber. Vi sigter på at udvikle venture- markedet i Danmark. Udviklingsselskaberne kan bidrage med ny kapital og samtidig tilføre kompetencer, lave forretningsplaner og sammensætte bestyrelser - naturligvis i forhandlingsøjemed. Her vil vi yde en statslig tabsgaranti på 50 %. Ordningen blev etableret i 1994, og her i 1999 lagt ind under vækstfonden. Lad os bruge den og lad os bruge den endnu mere offensivt i fælles interesse.

For det tredje: I Folketinget er der noget, der hedder Mezzaninen. Det er en mellemetage. På kapitalsiden dækker begrebet over en mellemting mellem lånefinansiering og egenkapital. Virksomhederne skal ikke afgive indflydelse, og lånene kræver ikke ekstra sikkerhed. De er velegnet til at finansiere vækst og udvikling i konkrete situationer. Mezzanin-kapital er i vækst. Må jeg bare nævne, at vi siden starten af 1997 har udlånt for mere end 300 mio. kr. til 60 virksomheder – en udvikling der fortsætter, og som vi forventer stiger til 400 mio. her i 1999.

For det fjerde – og her er noget, jeg godt selv vil sætte en ekstra streg under. Det er erhvervsudviklingsforeninger. Der er tale om et mellemled til investeringer i underskoven af danske virksomheder. Investorer går sammen i erhvervsinvesteringsforeninger for at sprede risikoen. I gamle dage, og det er såmænd ikke så lang tid siden, var det sådan, at foreningerne kun kunne investere op til 10 % i unoterede aktier. Må jeg minde om, at fra 1998 er den grænse helt væk. Nu kan man gå ind og dække 100 % i unoterede aktier. Jeg siger det, fordi jeg ofte møder overraskelse over, at det nu er muligt. Jeg vil gerne opfordre til også at lade fantasien blomstre her: Både de institutionelle investorer og andre investorer kan gå sammen og løfte virksomheder - også med en risikospredning og med en dækning af kapitalbehovet, som er meget større end før.

For det femte har vi de autoriserede markedspladser: De alternative børser for små og mellemstore virksomheder. Den første er etableret i juni i år, og en anden er undervejs.

Jeg vil gerne sige, at vores målsætning for venture-kapitalen her i Danmark er at komme på samme niveau som Holland. Holland er i en situation, hvor deres venture kapitalmarked er oppe på at dække 1 procent af BNP. Det svarer i Danmark til ca. 10 mia. kr. Vi så gerne det som et mål, vi kunne sætte os. Vi har vel et venture marked i dag på omkring 1/3 af det marked. Jeg tror, at vi har gode muligheder for at nå det. Og det er helt nødvendigt jf. mine argumenter fra før.

Pensionsopsparingen i Danmark er en meget afgørende faktor for den strategiske tænkning. Den samlede private opsparing følger konjunkturerne på en ganske bestemt måde.

Den institutionaliserede opsparing er samfundets stabile faktor. Det er dét, der gør, at vi altid – hvis vi er dygtige nok til at gøre det fleksibelt – har en finansiel adgang, også i perioder med lavkonjunktur. Det kan vi fortsat gøre endnu bedre. Højere grad af tillid til hinanden betyder, at vi har alletiders chance for at langstidsfinansiere vores strategi i endnu højere grad end før.

Pensionsformuens vækst i Danmark bevæger sig i rimelig kraftig fremgang. I 1980 udgjorde pensionsformuen omkring 30 % af BNP, og i 1998 er vi oppe på 90 % og en skønne dag når vi længere. Lad være med at blive bange for det. Det er faktisk fornuftige, professionelle samarbejdsparter, som har de samme grundlæggende målsætninger for vort samfunds fremtid.

Jeg ville gerne gøre et par bemærkninger om ejerskabet. Nogle mener jo, at det er ligegyldigt, hvem der ejer vores virksomheder. Om de er dansk ejet eller udenlands ejet, det er ligegyldigt. Vi konkurrerer dog på det bedste.

Det kan man da argumentere for. Men omvendt vil jeg pege på de fordele, der knytter sig til et nationalt dansk ejerskab. Og dermed give et svar på, hvorvidt ejerskabet til danske virksomheder i størst mulig udstrækning bør bevares i Danmark. Lad mig slå fast, at interessen for danske virksomheder ikke betyder, at udenlandske virksomheder er uønskede i Danmark – langt fra! De er velkomne, og de er der jo også!

Lad mig også slå fast, at investorer altid bør følge tre spor: Sikre sig det største afkast, sikre sig at der er nogenlunde sikkerhed for pengene og sikre sig en langsigtet real forrentning, som ser fornuftig ud.

Netop derfor er det jeg siger: Der er altså nogle fordele, vi ikke må glemme ved at investere i danske arbejdspladser.

Det er de fundamentale argumenter for danske ejede arbejdspladser i Danmark:

• Der er de danske normer og værdier.
• Det er beslutningscentre, der ligger i Danmark, og det er aldrig en fordel for et dansk samfund, at beslutningscentre i andre lande skal træffe strategiske beslutninger for Danmark.
• Når det gælder forskning og idéudviklingen i Danmark, er jeg også temmelig sikker på, at der er en vis sammenhæng mellem et nationalt beslutningscenter i ens virksomhedsstruktur og den forskning og idéudvikling, der foregår i vores land.
• Når det gælder de langsigtede investeringers afhængighed af en række hensyn, så har man en god partner i den institutionelle investor i Danmark, som netop ikke lader sig slå ud af kurs, fordi der lige er et år, hvor det måske ikke går helt så perfekt, men at man netop ser på de langsigtede udviklingstendenser.
• Endelig bør rekonstruktioner ikke være tabu. Jeg kan godt se, at det har blæst lidt hen over de forskellige investorer. Men jeg hører til dem, der f.eks. vil pege på, at vi vel næppe havde set VESTAS som en så stor og dynamisk virksomhed, hvis der ikke havde været fremsynede folk, på det rette tidspunkt, der sagde: OK, vi synes, det er en god idé. Vi synes, det er driftige og dygtige folk, der er parate til at gøre en indsats. Det vil vi gerne være med til at finansiere.

Jeg tror altså godt, at det kan lade sig gøre, at vi hjælper hinanden til at tænke langsigtet, handle langsigtet og være robuste. Vi er på ret kurs. Nu gælder det bare om at holde den.

Derfor har I også set, at vi har gennemført en række lempelser i investorreglerne. Pinsepakken har betydet meget, og opblødning af aktieinvesteringsloftet har betydet meget. Lad os nu bruge de nye muligheder fornuftigt.

* * *

Så til den europæiske side af sagen, som jeg vil slutte med. Dét vi ser i Europa lige nu, har stor betydning for Danmark. Når vi i dag har en arbejdsløshed i Europa på 17-18 mio. mennesker skyldes det ikke 'for meget EU', men 'for lidt EU.' I 70’erne fik vi to tilbageslag ved de to oliekriser. Hvor har vi dog længe manglet et gennemtænkt, strategisk og veltilrettelagt samarbejde om, hvad vi gør, når vores del af verden kommer ud for 'eksterne chok'. Nu véd vi tilstrækkelig meget om vores gensidige økonomiske afhængighed - og vi kan forhåbentlig agere lidt klogere på tværs af grænserne end dengang.

Danmark er i en særlig situation. Vores beskæftigelses- og erhvervsfrekvens for mænd og kvinder er den højeste i Europa.

Men lad os som et lille tankeeksperiment forestille os, at de andre lande når den samme erhvervsfrekvens for mænd og kvinder, som vi har i Danmark. Det tror jeg, at de er på vej til, fordi kvinderne i Europa nu vil arbejde. Det ligger i kortene, det ligger i ligestillingsarbejdet. Så vil det være ensbetydende med, at der i Europa bliver skabt 30 mio. nye arbejdspladser. Jeg siger det for at hejse et signal om, hvor megen dynamisk kraft, der er i gang, hvis vi er kloge og forstår at udnytte de nye muligheder.

Det kan betale sig at samarbejde. Hvis vi betragter hvert land for sig, så ved vi, at 1/3 af landets produktion får man ude fra eller eksporterer udadtil. Hvert land er altså afhængig af omverdenen på gennemsnit 1/3 – det kan være lidt større, det kan være lidt mindre.

Hvis vi derimod tager EU som helhed, og ser på hvordan den europæiske union som helhed er, så er det en interessant ny erkendelse, der kommer. Vi har i Danmark talt om det i mange år, men nu breder det sig i Europa. Det viser sig jo, at det indre marked i Europa - Europas hjemmemarked - kun har en samhandel med omverdenen på 7-8 pct. Det fortæller os, at den gensidige interne afhængighed på EU’s indre marked er meget større, end vi tror. Det siger også, at vores frihedsgrader til at arbejde sammen og løfte os selv op, er meget større end vi tror. Det siger os dermed, at vi har et potentiale, der er ganske stort. På vores investeringsside, på vores uddannelsesside og på vores vækstside. Det er selvfølgelig det, vi frygteligt gerne vil være med til at påvirke.

Dermed er jeg på vej over i euroen: Er det noget, vi skal sige ja eller nej til? Jeg mener, at vi skal sige ja. Lad mig ganske kort prøve at begrunde hvorfor.

Før i tiden var det sådan, at Danmark stod over for tre store valutaer: Den amerikanske dollar, den tyske D-mark og den japanske yen. Før i tiden var det sådan, at når den tyske forbundsbank satte renten op eller ned, så havde vi ca. 30 sekunder til at tilpasse os i Danmark. Men med den nye euro står vi ikke længere over for dollaren, yenen og D-marken, vi står over for euroen. Nu har vi ca. 14 sekunder til at tilpasse os den!

Forskellen er, at vi har mulighed for at sidde med ved bordet i den europæiske centralbank, det havde vi som bekendt ikke i den tyske forbundsbank.

Hvis vi siger ja til euroen, så har vi mulighed for at præge det europæiske samfund med den strategi, jeg prøvede at udvikle lige før. Forskellen er selvfølgelig først og fremmest også, at det at sige ja til euroen er at give Danmark og danske virksomheder en stabilitet. Give samfundet en tryghed imod ekstern spekulation på uheldige tidspunkter. Forskellen er at give virksomhederne en bedre konkurrenceevne, spare forsikringsomkostninger og vekselomkostninger og få adgang til og deltage i et marked, der er langt mere dynamisk.

* * *

For mig skal perioden op til den folkeafstemning, vi skal i gang med – inden så længe – bruges til at udvikle de fornuftige argumenter for Danmarks Ja.

Lad mig sammenfatte billedet for euroen: Det er ikke bare et teknisk projekt. Det er et økonomisk projekt, og det er et politisk projekt. Det er er spørgsmål om at have et sted, hvor man kan gøre sin indflydelse gældende. Jeg bryder mig ikke om, at andre træffer beslutninger om vores land, hvis vi ikke selv kan komme til at være med.

Det er også spørgsmålet om at stille noget op i forhold til det liberalistiske marked og spekulationspresset. I 1998 gik Portugal, Italien, Spanien og Frankrig fri. De var jo på vej ind i euroen. Danmark gik ikke fri. Jeg vil ikke ind på, hvad det kostede os på valutareserverne – de er jo kommet hjem igen. Men Danmark gik ikke fri! De andre lande gik fri.

Derfor er vores svar, at den euro-sag ikke bare er en valuta, der konkurrerer med dollaren. Det er langt mere end det. Det er en fælles valuta for det mest dynamiske hjemmemarked, der findes i verden. Det er en fælles valuta for et marked med mindstekrav på miljøområdet og på beskæftigelsesområdet. Det er en fælles valuta for en region, der respekterer menneskerettigheder og minoriteter. Det er dermed også – i det politiske perspektiv – en region, der kan påtage sig 'global social leadership', hvor vi vil prøve at udbrede vore ideer i praksis og skabe et globalt marked på ordentlige konkurrencevilkår på et menneskeligt grundlag, som vi selv synes er fornuftige.

Så enkelt er det, og dog så svært at opnå. Derfor er det vigtigt, at befolkningen får mulighed for at tænke sig godt om.

På et tidspunkt skal konklusionen drages. Det er op til os selv at kaste de lænker, vi pålægger os selv. Og op til os selv at træffe nogle fornuftige beslutninger i fællesskab. Gør vi det, så ligger verden åben foran. Valget er vores.

* * *

Tak.