Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved ''Flygtning 99 - Hjælp uden omveje'' på Base Camp, Holmen, den 24. februar 1999

Vi har så travlt allesammen i vores flittige land. Vi skal nå at komme på arbejde, at komme hjem fra arbejde, hente vore børn, komme i klubben, i foreningen. Vi skal nå både svømning, bowling og fodbold om søndagen, fjernsyn om aftenen. Vi har så travlt allesammen. Hele dagen. Hele ugen. Hele året.

Politikerne har også travlt. De skal holde møder, de skal træffe beslutninger, nogen til større tilfredshed for befolkningen end andre. Og befolkningen er naturligvis også optaget af at skælde politikerne ud - er der ikke det ene, så er der ihvertfald med garanti det andet.

* * *

Så der er mange gode grunde til, at jeg er utroligt glad for i dag at få lejlighed til at gøre et par bemærkninger om noget, der er vigtigere end så meget andet. Jeg tror, at det er godt for Danmark, for det danske samfund, at vi får lejlighed til at beskæftige os med noget, der er vigtigere end så meget andet.

Det er ikke sundt, hvis vi lader vores liv, vores kultur, vores politiske arbejde og vores dagligdag fyldes alene med trakasserier og små skænderier, som spærrer for, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt.

Det, vi beskæftiger os med i dag, er meget meget vigtigt.

Vi troede jo mange af os, da vi så glæden, festen, da vi så mennesker vælte den sidste del af Berlin-muren, at - så nu var det en ny tid. Og det var det på sin vis også. Den store kolde krig var forbi, men det blev en varm fred i stedet for. Pludselig åbnedes vores øjne for alt det, der ellers foregik bag scenen - vi så og ser mennesker blive behandlet på en helt uacceptabel måde. Vores øjne ser tydeligt dét, der ikke kunne ses før.

På sin vis spærrede den kolde krig også for vor opmærksomhed og bevidsthed om, at der foregår ting på vores blå klode, som vi må tage skarpt afstand fra.

Vi ser nu billederne hver eneste dag i fjernsynet, i aviserne og somme tider i reklamer:

Den svigtede mor med sit barn på ryggen i en flygtningelejr i Somalia.

Familier i sønderskudte ruiner i Afghanistan.

Mennesker med ansigter fulde af træthed og frygt stuvet sammen i synkefærdige fiskerskuder på vej over Middelhavet, Det sydkinesiske Hav – eller måske over Østersøen.

Sigøjnerfamilien fra det tidligere Jugoslavien, der er blevet stoppet i lufthavnen eller på motorvejen på vej ind i et vesteuropæisk land.

Mennesker på vej fra noget, men sjældent eller måske aldrig til noget.

* * *

For en flygtning er dette lille ord til alt for ofte noget meget meget fjernt i enhver henseende. Og som regel altid noget meget usikkert.

Uden viden om, hvordan dagen i morgen bliver.

Jeg synes, at det er værd at tænke over som dansker.

Ganske vist kan vi brokke os over mange ting. Og det gør vi sandelig også. Men vi ved altid nogenlunde, hvordan dagen i morgen bliver. Vi har de politikere vi har - det er vi sådan nogenlunde sikre på. Og vi har også vores arbejde i større grad end vi havde før - det kan vi også være rimeligt sikre på. Og vi har et af verdens højeste skattetryk - det er vi også nogenlunde sikre på. Og derudover former livet sig for os, som det nu plejer at gøre. Der er såmænd ikke den store usikkerhed om, at dagen i morgen også vil være hos os danskere - på en ordentlig og tryg måde.

Men der er altså 20 millioner mennesker rundt omkring, som ikke aner hvordan deres dag ser ud i morgen. Og som er ret sikre på, at det er en dag med frygt, usikkerhed, angst, eksistenskamp!

* * *

Og så ser vi billederne. I TV og aviser. Billederne af alle de ulykkelige mennesker på flugt. Vi forfærdes, vi harmes. Og i mange tilfælde skyder vi det fra os igen, slukker for fjernsynet. Sådan er verden nu en gang, siger vi.

Jeg siger: er det nu rigtigt? Er det rigtigt? Er det ordentligt? Hvem er vi egentlig? Kan vi i Danmark overhovedet gøre en forskel?

Jo, siger nogen, vi ved det godt. Goderne er ikke ligeligt fordelt i verden. Vi ved det godt, men vi kan ikke kan redde hele verden. Og så videre.

Jeg siger: Det kan ikke nytte at lukke øjnene og tale mod bedre vidende. Vi kan gøre en forskel.

Dér hvor man kender hinanden, som vi gør det i Danmark, ved vi jo også godt inderst inde, at vi før har gjort en forskel. Det er et spørgsmål om at beslutte sig.

Jeg ved godt, det ikke er enkelt. Det er ikke enkelt som dansker at bo i kvarterer, hvor flertallet af beboerne kommer med en fremmed kultur, hvor en stor del af børnene har svært ved at lære det danske, og hvor frustrationer breder sig. Men alligevel: Der hvor danskerne, de fødte danskere, virkelig kender flygtninge og indvandrere fra Nørrebro og Vesterbro, fra Århus og fra andre dele af landet. Der fortæller de jo netop alle andre borgere i Danmark 'de er nu ikke så slemme de flygtninge og indvandrere'.

Nydanske kan faktisk tilføre os noget værdifuldt. Hvad gjorde vi, hvis vi ikke havde flygtninge og indvandrere, når vi skulle have friske grøntsager efter normal lukketid - jeg spørger bare! Vore nytilkomne er faktisk et stort og værdifuldt, kulturelt og menneskeligt indslag i vores samfund. En påmindelse om at 'jo, vi er gode, vi danskere, men vi er nu ikke så gode, at ingen udefra kan tilføre os yderligere værdier.'

Det, der trøster mig - og det jeg synes er værd at holde fast i - dét er, når danskere er i direkte, dagligdags samvær med flygtninge og indevandrere - for så er signalet fra danskerne - prøv det! Man tager faktisk ikke skade af det! Man bliver i godt humør af det og vi kommer hinanden meget tættere.

* * *

Så er jeg så stolt over, at et bredt flertal i Folketinget - det er derfor indenrigsministeren også er her i dag - har vedtaget verdens hidtil eneste mest, ambitiøse integrationslov, hvor vi nu stiller borgere, der kommer fra udlandet, bolig, uddannelse og arbejde i udsigt. Nu er den der, den lov, og den er blevet godt modtaget af kommuner og borgere. Nu skal den for alvor ud at arbejde i praksis.

* * *

Kulturministeren er her også, fordi hun gerne vil understrege med sin tilstedeværelse, at vores kultur bliver beriget af flygtninge og indvandrere - ikke fattiggjort! Det handler kort sagt om et humanitært arbejde internationalt og integration nationalt. Meget forenklet er det i dét spændingsfelt - udadtil og globalt på den ene side, indadtil og lokalt på den anden side, at broerne skal bygges.

Det er i det spændingsfelt Dansk Flygtningehjælp arbejder.

Og det er i det spændingsfelt, at jeres arbejde er uundværligt.

Dansk Flygtningehjælp er simpelthen en fuldstændig afgørende del af vores fælles værdighed i Danmark. Af vores fællesskab i Danmark.

* * *

I 1995 åbnede jeg Dansk Flygtningehjælps kampagne 'FLYGTNING 95 – 'Noget at vende tilbage til'. Og jeg er utrolig taknemmelig for også i år at få mulighed for at være med i Nationalkomitéen. Kampagnen er klar og entydig: 'Hjælp uden omveje'. Nu sætter Dansk Flygtningehjælp fokus på den store indsats for flygtninge i internationale sammenhænge - dér, midt i brændpunkterne.

De indsamlede midler vil gå til Dansk Flygtningehjælps internationale humanitære arbejde.

Den kampagne, som vi søsætter i dag, sætter fokus på noget helt afgørende: At der ikke er nogen omveje. Heller ikke for os selv - i vores eget sind! Der er ingen vej udenom - vi er fra Danmark, derfor hjælper vi mennesker i nød.

Hjælp uden omveje betyder for det første et arbejde, der muliggør en direkte indsats i verdens brændpunkter.

Hjælp uden omveje er samtidig en opfordring til den enkelte om at gøre en forskel. Og jeg kan garantere jer for, at man har det ret godt med at gøre en forskel. Uanset om det nu er i ens nære dagligdag eller i den store politik, hvor de gamle fordomme står for fald. Hver især både kan og må vi gøre en forskel.

Det handler om det personlige ansvar - og det handler om den enkeltes engagement for flygtninge. Det er det engagement, der er grundlaget og livsnerven i det frivillige arbejde.

Det er det, som gør den sag, vi er samlet om i dag, til en fælles sag. En fællessag.

Og det er resultaterne, der tæller.

* * *

Mange mange frivillige yder i dag en uundværlig indsats for Dansk Flygtningehjælp og for flygtninge. Og det vil jeg gerne sige tak for, og det vil jeg gerne kvittere for. Vi vil for vor part gøre, hvad vi kan - fra regeringens side.

Men vi har brug for endnu flere.

Derfor vil jeg også gerne sige tak til de sponsorer, der allerede nu har lagt deres vægt ind pengemæssigt. Det er utrolig vigtigt, for at vi får en god start. Tak til dem, tak til TeleDanmark og tak til de kunstnere og de ildsjæle, der allerede nu - også på tekstilfronten - har leveret meget smukke bidrag.

Jeg håber, at den overordnede målsætning 'Hjælp uden omveje' er med til at udbygge og fremme den folkelige opbakning til vores humanitære indsats for flygtninge. Jeg håber derfor også, at kampagnen vil være med til at fastholde en væsentlig del af kampagnens aktive og indsamlere i det fremtidige arbejde og dermed forankre det lokale frivillighedsarbejde.

For husk, på en måde kan vi vel også sige til os selv: Lad bare de store magter, USA og de andre, stå for det med 'det hårde isenkram'. Lad os stå for menneskeligheden - og det humanitære - og alt det der skal igangsættes før en krig bliver en krig. Det er jo dér, vores indsats blinker - det er dér, vi har gjort - og fortsat kan gøre - en forskel.

* * *

Vi er verdens rigeste samfund - i alt fald et af dem. Vi har demokrati, vi har ytringsfrihed, vi har retsbeskyttelse og en lang, lang række goder, som andre lande med rette misunder os.

Men det giver os samtidig i mine øjne et stort ansvar som nation, som samfund og som enkeltpersoner for at vise - solidaritet!

Vi skal gøre en forskel. Indadtil og udadtil. Det handler om solidaritet

Indadtil har vi har en pligt til at yde en del af verdens flygtninge beskyttelse her i landet.

Flygtninge, der opholder sig i vores samfund, skal kunne føle sig trygge. De skal have ordentlige vilkår og muligheder - på samme måde som andre borgere. Hvad enten det drejer sig om en forberedelse til at vende hjem til det land, man er kommet fra. Eller det drejer sig om at skabe sig en ny og værdig tilværelse i vores land.

Vi skal have tilbuddene. Vi skal levere værktøjerne.

Det er dét, der i højere grad end nu, er med til at styrke integrationsindsatsen.

Udadtil skal vi hjælpe flygtningene, dér hvor de er.

Jeg synes, at det er vigtigt at huske, at de sidste 4-5 år har ændret mønsteret for flygtninge i verden. Færre mennesker end før flygter nu over grænsen til andre lande. Men der er desværre tilsvarende mange flere mennesker på flugt inden for deres eget land.

Alt i alt er der i dag flere mennesker, som på grund af væbnede konflikter befinder sig i en situation, hvor der er behov for akut hjælp. Deres største håb er at kunne vende tilbage og genoptage en bedre tilværelse.

De frygter for liv og helbred og for familien og børnenes fremtid. I flygtningelejrene mange steder i verden møder vi i tusindvis af mennesker, som må leve med kun de mest grundlæggende fornødenheder i bedste fald – i værste fald mindre.

Og – værst af alt – det med usikkerheden, hvad vil fremtiden bringe!

Så vil der altid være nogen med hang til enkle overskrifter som siger: 'I skal bare komme med en lille pose penge til flygtningelejrene, så ordner resten sig af sig selv, så er vi fri for dem' - men den går jo ikke! Det er vedholdenheden, det er den rigtige hjælp, og det er den varige tilstedeværelse dér og hér, der er svaret. Problemerne forsvinder jo ikke, fordi TV-billederne eller avisartiklerne forsvinder. Menneskene er der stadig bagved. Og det er os i Danmark, der er den varme forbindelse til de mennesker. Forhåbentlig får de lidt glæde af det - og vi får det lidt bedre.

* * *

Og tæt på. I Europa. I det tidligere Jugoslavien har vi været vidner til krig, vold og terror. Hundredetusindvis af mennesker blev drevet på flugt.

Nogle få tusinde har søgt tilflugt hos os.

Nu går det bedre i Bosnien og Kroatien, lidt bedre. Den humanitære situation er, som det blev sagt, under kontrol. En del af flygtningene er begyndt at vende tilbage. Men vi har desværre i det sidste halve år set nye konflikter blusse op.

Og jeg kan forsikre jer for, at hvis man har siddet i et lille klasseværelse i en lille by i Republika Serpska og set mændene, der kalder sig skolelærere, nede bagest i lokalet, viceborgmesteren ved siden af én, eleverne ude ved siden og spurgt: Hvordan går det egentlig med freden her? Så bliver man klar over - uden at man helt forstår sproget - at den fred, den er ekstrem skrøbelig. Den fred er kun stærk og varig, hvis vi yder bistand og hjælper til! Hvis vi sørger for, at skolerne bliver ordentlige, hvis vi sørger for at vejene bliver bygget, hvis vi sørger for at beskæftigelsen og byggeriet kommer igang.

Kosovo - ingen kender konklusionen på forhandlingerne. Den kommer da heller ikke lige med det samme. Men vi ved godt, hvad vi skal gøre - vi skal hjælpe, vi skal være der og hjælpe.

I Afrika synes det, som om konflikterne i de sidste år breder sig stadig mere. Borgerkrige i ét land breder sig til nabolandene og skaber nye flygtningestrømme. Krige blusser op på ny og umuliggør flygtningenes tilbagevenden i fred og sikkerhed.

Flere og flere af de konflikter, som vi er vidner til, er borgerkrige. De er komplicerede, og de er mindre synlige for omverdenen. Men de har desværre ofte uhyggelige konsekvenser for civilbefolkningen. Og de vedkommer derfor også os. Jeg siger dette for at understrege, at det glemte kontinent ikke er glemt, selvom stormagternes afgørende militære interesser nu ikke længere er tilstede. Folkene er der jo stadig.

* * *

Nødhjælpsarbejderne udfører et stort og værdifuldt arbejde for flygtningene. Et arbejde, der bliver stadig farligere, som vi desværre har set ulykkelige eksempler på.

Når man ser på de vanskeligheder, nødhjælpsarbejderne møder ude i verden – ser den dystre baggrund for deres indsats – er der derfor al mulig grund til at slå fast, at vores indsats faktisk alligevel hjælper. Vi kan gøre en forskel.

De husker os. Mange, mange flygtninge, som med bistand fra det internationale samfund – fra NGO’er, fra Danmark, EU og FN – er vendt tilbage, husker os. Det er sket efter afslutningen af langvarige konflikter i Asien, i Latinamerika og i Afrika. De husker os. Og vi husker dem.

Så spørger vi alligevel os selv igen og igen - om det kan lykkes? Det blusser jo op igen? Jeg siger: Det kan lykkes. Og hver gang det blusser op, skal vi være der og hjælpe. For hvis vi giver op hér og nu - så giver vi også en del af os selv op!

* * *

For en stor del af de mest udsatte flygtninge gælder, at de ikke kan vende hjem, fordi situationen fortsat er for usikker. De har hårdt brug for hjælp. Hjælp til at få tag over hovedet til mad og almindelige fornødenheder. Og børnene har brug for undervisning. De er i deres land, men de kan ikke vende hjem.

Det er også dét, Dansk Flygtningehjælp hjælper til med. Flygtninge har brug for beskyttelse. Det er også det, flygtningehøjkommissæren hjælper til med. Også i flygtningehøjkommissariatet kan vi se, at Danmark gør en forskel. Når tallene gøres op - både absolut og pr. indbygger - kan vi se, at Danmark er synlig. Gør en forskel.

Og jeg er så glad for, at det netop er på de felter, vi er synlige.

* * *

Startskuddet går i dag til forårets informationsarbejde og indsamling.

Der er allerede gjort et stort forberedende arbejde. Jeg ved, at det går godt med at finde koordinatorer, men vi skal have fat i dem allesammen, ellers bliver der ikke koordineret nok. Der er allerede kommet bidrag ind. Det siger jeg også selv rigtig tak for til vores sponsorer. Jeg håber, at virkelig mange vil melde sig og hjælpe til i Dansk Flygtningehjælps kampagne i år.

Der ligger et stort, stort arbejde forude.

* * *

Som afslutning vil jeg gerne opfordre til, at så mange som muligt overvejer, hvordan han eller hun selv kan bidrage med en indsats, der gavner arbejdet for verdens flygtninge. Vær tilstede, vis jer, fortæl, skriv, tal om Dansk Flygtningehjælp. Så vil vi igen gøre en forskel.

* * *

Danmark har et godt ry for offervillighed og humanitær indsats, en tradition som vi skal videreføre og forny. Vi har det godt dermed. Det kan man også mærke og føle i dag. Den tradition og det fællesskab vil vi leve op til igen - her på tærsklen til det nye årtusinde. Kan man forestille sig en mere dansk og en stærkere brobygning? Jeg tror det ikke!

Held og lykke med den ny indsamling!