Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Industriens Årsdag i Bella Centret, tirsdag den 21. september 1999

ogien er ikke - med ganske få undtagelser - til fordel for Afrika, men derimod til fordel for den rige verden. Den triade jeg just har nævnt.

Vi må heller ikke undervurdere kriminaliteten. Den internationale, professionelle mafia, der i kølvandet af globaliseringen er kommet tættere på os – og blevet tydeligere for os.

Globaliseringen og informationsteknologien uddyber også forskellen mellem land og by i de fattige lande. Der er et større fællesskab mellem unge fra Nairobi, Hô Chi Minh City og København, end der er mellem hovedstad og provins i Kenya og Vietnam.

* * *

Danmarks globale aktivistiske profil skal fastholdes. Verdens fattige lande taler stadig om Det Sociale Topmøde i 1995, der blev afholdt her i Bella Centeret.

Gældseftergivelse til ulandene er en stakket frist, hvis det ikke også følges op af produktion og ny fremgang. Derfor vil vi fastholde vores ulandsbistand. Jeg appellerer meget til Dansk Industri og til alle meningsdannerne om at hjælpe os med at fastholde den folkelige forståelse herfor. Jeg ved godt, at vi skal forny os her – og det vil vi selvfølgelig også. Men fornyelse er ikke at svigte den solidaritet, som det danske samfund bygger på.

De kommende WTO-forhandlinger bliver fuldstændig afgørende - også for udviklingslandene og det perspektiv jeg har ridset op. Ikke mindst Europas ulandsengagement bliver afgørende. Europa er jo den region, der mest tydeligt har Afrika på sin indre opslagstavle. Der bliver noget at lave for Poul Nielson, og jeg er stolt og glad over, at en dansk kommissær har fået det ansvarsområde. Jeg ved, at det er meget besværligt, men det er også meget vigtigt.

Jeg ser i øvrigt Europa i et globalt perspektiv, som den region der må påtage sig sit globale 'social leadership' - fordi der ikke er nogle andre, der gør det, selvom behovet er stort – og fordi vi er bedst til det

* * *

Også miljøet er der stadig meget at gøre for. På miljøområdet kan man sige, at vi endnu ikke har taget de fulde konsekvenser af den viden, vi har. Også her er jeg nødt til at sige: Vi arbejder stadig mod bedrevidende og ikke med bedrevidende. Vi har sat os nogle mål på Rio-topmødet og i Kyoto.

Den danske strategi er klar: Vi har i 1990 vedtaget en national 20 % målsætning for CO2-udledning. Vi har lagt vores strategi ind i det europæiske samarbejde. Det er vores opfattelse, at det er her, den afgørende påvirkningskraft ligger. Og det er vel også i den europæiske region, at den foregangslinie, som mange danske industrivirksomheder dygtigt administrerer, kan gå hen og blive en vigtig konkurrencekraft i de kommende år.

* * *

Vi ved inderst inde godt, at politik er at være med der, hvor der træffes beslutninger. Jeg tror fuldt og fast på, at vi rammer ned i den danske folkesjæl, når det kommer til stykket. En tillidsmand på en virksomhed vil have sig fritaget, hvis andre sidder og træffer beslutninger om emner, han eller hun plejer at deltage i.

* * *

Når vi skal prøve at åbne folks øjne for verden, handler det om, at vi skal prøve at placere vore forskellige demokratiske niveauer i forhold til hinanden. Og de niveauer vi har i den globaliserede verden passer fint i forhold til en dansk opfattelse af, hvad demokrati er.

Det starter på det lokale plan mellem kommuner og amter. Vi bevæger os fra det lokale plan, hvor man løser en bestemt type opgaver til det nationale plan, med regering og parlament, hvor man løser en anden type opgaver, der ikke kan løses på lokalt, regionalt plan.

Vi fortsætter til det regionale niveau. Også her står vi over for en fantastisk spændende udvikling, som hedder Øresund og Østersøen. Ved den dansk-tyske grænse har vi vist, hvordan man behandler mindretal, hvordan man indgår samarbejde mellem små og store naboer.

Bevæger vi os til det globale plan har vi FN og WTO.

Og jeg tilføjer: Hvis vi ikke havde EU, måtte vi opfinde et regionalt, institutionelt samarbejde. Man skal forstå, at i den globaliserede verden er politik tilstedeværelse.

For mig skal Danmark være til stede alle steder. Fra det mest nære lokale niveau til det mest fjerne, globale niveau. Der, hvor der træffes beslutninger, skal Danmark være.

Vi skal være til stede i NATO og i FN, og vi har sandelig præget NATO. Det var fantastisk at se på det seneste topmøde i Washington, hvor mange nationers statsministre, som pludselig befandt sig i samme rum. Da det tidligere Sovjetunionen faldt, var det bemærkelsesværdigt at høre en stemme fra én de tidligere sovjetrepublikker sige i Washington: 'Ja, jeg kan jo se i hvert fald fem tidligere medlemmer af den sovjet-russiske centralkomité til stede her i dag'. En helt ny tid som man måske ikke altid gør sig klart, men som nok er værd at huske på.

Østersø-samarbejdet rummer helt nye muligheder for os i vores unikke placering. EU er og bliver den dominerende samarbejdsform – også den mest forpligtende og dermed også den mest lovende i forhold til udfordringerne.

* * *

Men, lad os nu alligevel ikke tage fejl. FN er ikke en del af problemet, FN er en del af løsningen. Uanset de mange vanskeligheder, der er for det FN, som har været fundamentet for værdiudmåling og globale strategier – er det stadig sådan, at man ikke kommer udenom FN. Derfor vil Danmark fortsat være meget stærkt engageret i FN. Det vil fortsat være sådan, at FN er vores legitimitet, når det gælder vores indsats for fredsbevarende arbejde, menneskerettigheder og ulandspolitik.

En afgørende forudsætning for, at FN kan spille en rolle, er Sikkerhedsrådets legitimitet og autoritet. Skal det sikres i fremtiden, forudsætter det også, at store regioner og samfund, som har en afgørende indflydelse på verden, er til stede. Det rejser krav om repræsentation af lande som Indien, Japan og andre. Det rejser krav om stabile finanser og stiller nye krav til USA om at klare deres gældsforpligtelser i forhold til FN. Det handler om at kunne være sig selv bekendt.

For Danmark er det som bekendt ikke noget problem. Må jeg bare minde om, at i UNDP, FN’s udviklingsorganisation, er Danmark den tredje-fjerde største bidragyder – ikke alene målt i forhold til indbyggertallet, men målt i absolutte kroner og dollars. Den position synes jeg, vi skal fastholde. Selvom vi fastholder den, ser jeg gerne, at vi er i lidt hårdere konkurrence med andre europæiske lande!

* * *

Kosovo betød, at vi tog fat på et nyt kapitel i vores internationale folkeret. Kosovo gjorde det klart for os, at den klassiske folkerets krav om staternes suverænitet og forbud mod andre i at blande sig, ikke længere kunne holde, ikke hvis vi alene skulle bero på en FN-sikkerhedsråds resolution, der var fuldstændig krystalklar i alle detaljer.

Kosovo gjorde det klart, som også Kofi Annan sagde i en tale, han holdt den 7. april i år for FN’s menneskerettighedskommission, at 'FN-pagten aldrig må blive et skalkeskjul for diktatorers undertrykkelse af et eget folk eller interne etniske udrensninger'.

Det er en meget kompliceret diskussion. Jeg har ikke nøglen, opskriften eller den færdige konklusion. Men jeg har en klar fornemmelse af, at Kosovo har vist, at vi ikke kan nøjes med den klassiske folkeret. At NATO må påtage sig opgaver, som NATO måske ikke havde før, men som er naturlige nu - efter den kolde krig og Kosovo. Der er selvfølgelig en grænse for, hvor vi kan engagere os i NATO-kredsen.

Men der er ikke og bør ikke være tvivl om, at vi skal være bedre til at gå ind i konflikter. Vi skal være bedre til konfliktforebyggelse. Vi skal også tage konsekvensen i det europæiske samarbejde af, at vores beredskab til at løse konflikter og styre kriser stadig ikke er godt nok. Europa er stadig ikke god nok til at løse problemer i egen baghave.

Og det er selvfølgelig også i det lys, at vi også skal se diskussionen om det europæiske forsvarssamarbejde og diskussionen om de danske holdninger dertil.

* * *

Danmark har i dag et meget stærkt internationalt engagement. Vi er tilstede med fredsbevarende styrker de fleste steder.

Der er en ting, jeg er utroligt glad for, når jeg ser tilbage på den vanskelige Kosovo-tid. Hele vejen igennem under Kosovo - på trods af, at mange kom i tvivl undervejs - hele vejen var der en bred opbakning i den danske befolkning. 75% af befolkningen bakkede den danske linie op. 75%! Og vores nødhjælpsindsamling til hjælp for Kosovos flygtninge viste jo, at dette land ikke har egoismen i centrum. Jeg tror ikke, at danskerne alene fandt sammen for at hjælpe Kosovo. Jeg tror, at danskerne samtidig opdagede noget i sig selv, som de måske havde glemt. Et fællesskab og noget at stå sammen om og en samhørighed, man måske ikke havde været sig bevidst.

Det er umådeligt vigtigt, at den udadvendte, aktive linie vi fastholder i regeringen, fortsat er godt forankret i befolkningen. Det tror jeg godt, vi kan sikre, hvis vi hele tiden sørger for ikke at give det indtryk, at Kosovo-problemerne nu er løst. Det er de langt fra. Men vi skal forklare, at de ikke bliver løst, hvis vi ikke også er med, inspirerer, blander os og deltager.

* * *

Vi skal også være aktive ved WTO-forhandlingerne. Det er ikke alene en ny traditionel forhandlingsrunde, som tager sit afsæt i WTO-ministermødet den 30. november i år. Det er langt mere end det. Det er en forhandlingsrunde, der indfører en ny dimension på WTO’s dagsorden. Det lykkedes Danmark, og i al ubeskedenhed den danske regering, på topmødet i Köln, at få indført i konklusionen, at den Europæiske Union nu skal arbejde for, at der i WTO-betingelserne for en yderligere liberalisering af frihandelen og verdenshandelen også indføjes krav om respekt af faglige grundrettigheder, respekt for miljørettigheder, og respekt for hvordan vi behandler hinanden.

Den største modstræbende part i forhold til de mål, der her er sat, er ikke nødvendigvis de andre lande i den rige del af verden, men derimod ulandene. De frygter, at det kan blive en hindring for deres handel. Derfor er der selvfølgelig en tæt sammenhæng mellem, at menneskeliggøre markedsøkonomiens og vores ulandsbistand. Netop ulandsbistanden skal gøre det muligt for ulandene at leve op til de nye krav.

* * *

De har så travlt dernede i Europa med at tale om 'Den blå Banan': Vækst-området der går fra det nord-østlige Spanien over Frankrig, over det nordlige Italien, gennem Tyskland og op til England. Helt uden om Danmark og Norden. Vi har i stedet 'Det baltiske Jordbær'. Hele området omkring Østersøen. Nu kan den gamle sovjet-russiske retorik om et 'Fredens Hav' blive en realitet. Hvis vi sørger for, at EU ikke bare kigger sydpå men nordpå - og gør klart, hvilket fantastisk perspektiv, der tegner sig.

Jeg var for første gang i Polen for et par år siden, og jeg agter fortsat at prioritere vores samarbejde med Polen og de baltiske lande meget højt. Polen er det største vækstpotentiale i vores industrielle nærområde. Og vi har en kolossal høj goodwill i området.

Jeg siger det også for at gøre opmærksom på, at det ikke kun er ord dette her. Det er faktisk konkrete kroner og ører. Vi lever op til vores bistand. Vi kan selvfølgelig ikke have, at der på den ene side af Østersøen er rige velfærdssamfund og på den anden er gadebørn i Riga, fattige pensionister i Estland og endnu fattigere folk i Litauen. Vi må være med til at omsætte vores indsats i praktisk støtte.

* * *

Så er der Europa. Efter den kolde krig er de store spørgsmål kommet igen. Det drejer sig om et valg mellem to veje: Enten en fortsat integration i Europa, der kan holde de store på plads og sammen. Eller et tilbageskridt til de gamle magtbalancer.

Overdriver jeg? Nej!

Det farlige ved Balkan - vores mareridtsscenarie - var en situation, hvor det ikke kun var kroatere mod serberne, men tyskere der hjalp kroaterne og franskmænd der hjalp serberne. Var det sket, havde det fået lov at udvikle sig, havde vi oplevet et kolossalt tilbageslag i det europæiske samarbejde.

Derfor er det værd at forstå, at helbredelsen af Europas syge mand ikke alene er et spørgsmål om at hjælpe ud fra en barmhjertighedsgerning, men et fundament for den europæiske eksistens i det 21. århundrede! Det bedste middel til at løse sikkerhedsproblemerne er den europæiske strategi, hvor det gælder om at løse konflikten før den bryder ud, og dermed bliver en sag for NATO.

Jeg kan godt love jer, at Ungarn og Rumænien havde ikke indgået en aftale om at behandle deres mindretal bedre, end de har gjort det i dette århundrede, hvis det ikke var for EU. Tjekkoslovakiet havde ikke gennemgået en fredelig skilsmisse, hvis det ikke lige var for EU.

Det, der holder det sammen, er kernen i det europæiske samarbejde. Det der skaber kernen omkring Eurolandene er i virkeligheden forudsætningen for EU’s udvidelse.

* * *

Derfor er det fundamentale spørgsmål, om Danmark skal være med i den kerne, eller om vi skal være i periferien.

Derfor er den europæiske dagsorden ikke alene en teoretisk dagsorden, men en fantastisk afgørende praktisk dagsorden for Danmarks fremtid.

En tæt dagsorden, ja - det finske formandskab skal igennem to store øvelser. I Tammerfors skal vi tage stilling til det retlige og indre samarbejde. Og i december skal vi i Helsingfors tage stilling til EU’s fortsatte udvidelse og begynde diskussionen om EU’s sikkerhedsdimension. Vi skal sikre fred og ro i vores egen baghave.

Det finske formandskab afløses af Portugal, som skal sætte regeringskonferencen og beskæftigelsestopmødet i gang. Portugal afløses af Frankrig, som i 2. halvår af 2000 skal sætte punktum for regeringskonferencen og konkludere på sikkerheds- og forsvarsarbejdet.

* * *

Der er noget, vi er nødt til at gøre op med hinanden. Det er myterne.

Den politiske union. Hvad er det for en størrelse? Må jeg bare minde om, at den har jo været det store dyr i åbenbaringen i en mangfoldighed af myter og retorikdannelser især på den side, der synes, at Europa er en dårlig idé. Nu må vi altså til at tale om, hvad den politiske union egentlig drejer sig om.

Den politiske union er en meget sympatisk størrelse. Det er for det første samling om en række fælles værdier: Menneskerettigheder, ordentlig behandling af minoriteter, demokrati og retssamfund.

Det er for det andet en politisk union, der synes, det er vigtigt at have fælles udenrigspolitik, jf. Balkan. Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at styre vores egen baghave. Det er vigtigt, at vi støtter den 3. Verden.

Alt dette hører for mig med til en politisk union. Jeg mener, at det i praksis bliver noget, vi kan være tjent med.

Det er også en demokratisk legitimitet om nærhedsprincip, om gennemsigtighed og om fornuftig rollefordeling mellem institutionerne.

Alt det er politisk union, som jeg synes danner basis for den opgave, der er den største: EU’s udvidelse. Vores ambition er her, at få de tre baltiske lande og de øvrige ansøgerlande med.

* * *

Jeg tror på, at det kan lade sig gøre at få en bred folkelig opbakning bag ved Danmarks tilslutning til euroen. Hvis vi forklarer det ordentligt. Hvis vi ikke drukner befolkningen i teknik. Hvis vi ikke kommer tromlende henover befolkningen, men taler sammen med befolkningen - ordentligt om sagen.

For mig er der tre ting, der er afgørende for euroen og Danmarks tilslutning til euroen:

Den første er Danmarks sikkerhed og tryghed. Når jeg ser, hvad en spekulant som Soros kan bringe, er det for mig et endegyldigt svar på, at Danmark af sikkerhedsmæssige og tryghedsmæssige grunde bør gå ind i euro-området. Sverige prøvede at værne om sin valuta. De måtte sætte renten op til 500 %. Det nyttede ikke noget. Soros var også manden, der knækkede Bank of England.

Min anden grund til at sige ja til euroen er beskæftigelsen, virksomhedernes konkurrencekraft og Danmark som attraktivt investeringsland.

Min tredje grund handler om, hvad det egentlig er, vi vil som nation. I vores del af verden. I vores Europa. Hvor skal Europa og Danmark bevæge sig hen? Det får vi nu engang mest styr på, hvis vi selv er med til at bestemme.

* * *

Der er et par ting, vi lige skal huske. Ved oliekriserne i 1974 og ' 79 steg arbejdsløsheden. Hver gang begik vi de samme fejl i de europæiske regeringer: Vi konkurrerede på devalueringer og nedskæringer. Taberne blev entydigt de europæiske nationers folk.

Det må være slut nu. Vi må lære af vores erfaringer, og vi må være i stand til at udnytte den viden, vi har om de økonomiske strategier.

Se bare på Danmark. Vi har Europas højeste erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens. Hvis de andre nåede op på vores niveau, ville der blive skabt 30 millioner flere arbejdspladser i Europa!

* * *

Men min centrale pointe om læren af fortidens synder er en anden. Den fokuserer på den økonomiske enhed, som Europa i virkeligheden er. Der findes en rapport, der helt tilfældigt kaldes 'Rasmussen-rapporten'. Læs den – det er interessant læsning. I den står der megen lærdom, som vi ikke helt har omsat i praksis endnu. Lærdommen fra oliekriseårene i ’70’erne er, at det betaler sig at samarbejde. De enkelte EU-landes eksportandel svinger omkring 1/3. Nogen endda endnu mere. Hovedparten af vareudvekslingen finder sted internt i EU. Vores afhængighed af omverdenen er væsentlig mindre, end vores gensidige afhængighed af hinanden.

Vi har altså en langt større frihedsgrad til at forme vores egen vej i EU, end vi egentlig gør os klart. Det er det, vi skal bruge i en klog beskæftigelsesstrategi. Det er derfor, vi skal være med til at bestemme der, hvor tingene foregår. I det område, hvor man har den faste valutakurs.

For mig drejer euroen sig ikke om teknik, men om en klog basis for at forme en klog strategi og politik for beskæftigelse, for konkurrenceevne og for økonomisk stabilitet.

Fast valutakurs – ja. Men det har vi jo også haft i Danmark i 17 år. Jeg synes det er på tide, at vi også siger ja til at gå ind i det område og fortælle de andre 11, hvordan man forener en fast valutakurs og en økonomisk selvdisciplin med et velfærdssamfund, der er sympatisk og som giver muligheder for de fleste – ja helst for alle.

Før var Danmarks krone- og rentepolitik stærkt afhængig af én af de tre dominerende valutaer i verden. Ikke så meget den amerikanske dollar direkte, heller ikke så meget den japanske yen, men den tyske D-mark. Vi havde en selvstændighed på ca. 18 sekunder til at indrette os efter Deutsche Bundesbanks renteniveau.

Nu om stunder kan man sige, er vi er i en lidt anden situation. Nu har vi ca. 16. sekunder til at rette os efter renten indenfor euroen. Den anden forskel er, at vi faktisk godt kan være med til at bestemme, hvis vi beslutter os for det. Vi kan blive repræsenteret i bestyrelsen for Den europæiske Centralbank.

Vi kunne af gode grunde ikke få sæde i den tyske forbundsbank.

Men inden for euro-området kan vi være med til at inspirere de andre lande. Vi kan være med til at forme en avanceret økonomisk strategi. En strategi som jeg har længtes efter i alle årene siden 70’ernes oliekriser.

* * *

Det er et spørgsmål om politiske beslutninger.

Vi har kun vores egne lænker at kaste.

Vi kan gøre en forskel. Jeg føler, at vi har særlige forudsætninger for at gøre en forskel, fordi vi er et harmonisk samfund. Fordi vi måske ved at gå ind i Euroen får et bidrag til at opdage noget mere i os selv. Fordi det for mig handler om, at harmonien i dette land og sammenhængskraften i dette land også er forbundet med at kæmpe for sin sag – internationalt såvel som nationalt.

Tak.