Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved indvielse af Vandkulturhuset i DGI-byen, lørdag den 18. december 1999

'Her kan man få kanterne slebet af'

Deres Majestæt, mine Damer og Herrer,

Jeg føler, at jeg har fulgt det fra starten. Huset, som det er vokset op. Og alligevel må jeg sige, at jeg på vej herind blev lidt skeptisk over alt det nye, det moderne og det smarte. Alene navnet: 'Vandkulturhuset' ! Hvad er der nu galt med en god gammeldags 'svømmehal'? Frem og tilbage, 40 banelængder, hvis man ellers har kræft og tid. Op igen, ind i saunaen og ud. Skal man nu også have 'kultur' i svømmehallen? Det kan man jo få på teatret, ikke sandt ?

Tja, noget er i hvert fald anderledes. Man ser det straks, når man kommer her. Vandkulturhuset er noget særligt. Se bare på bassinet. Det er ikke firkantet. Det er ikke en cirkel. Det er en superellipse. Det er ikke et hus til verdensrekorder, men det er heller ikke et hus til badeferie. Det er et hus til motion, til fysiske udfordringer, til samvær, hvor man kan få brugt sine kræfter, få slappet af og få brugt sin krop. Præcis alt det som DGI har stået i spidsen for i så mange flotte år.

* * *

Huset er et godt symbol på Danske Gymnastik- og Idrætsforeningers arbejde. DGI bærer jo i sig traditionen og fornyelsen på én og samme tid. Det kan vi politikere godt have brug for ind imellem. Det skal jo heller ikke være så trekantet eller firkantet alt sammen. I politik sker det, når det er vanskeligst, at vi skal løse cirklens kvadratur eller få slebet kanterne af firkantetheden. Jeg har i dag fået en idé. Når det er allersværest i finanslovsforhandlingerne, så sender vi dem ud at svømme i superellipsen.

* * *

Superellipsen er et spændende bud og brud på den traditionelle firkantede form for sportsbassiner. Formen lægger virkelig op til ny tanke og ny form for motion. Her kan man svømme på tværs eller i cirkler i stedet for altid at bevæge sig i samme retning og tilbage igen.

Man gør det lidt anderledes. Huset står for nytænkning. Det passer fint med den nytænkning, som regeringen i sit folkesundhedsprogram i øvrigt også går ind for.

* * *

Huset giver muligheder for folk, der ikke rigtig har fundet sig tilrette med det ensrettede. Folk som os, folk som vi, med al den forskellighed vi repræsenterer. Der er bassiner til babyer og motorik. Der er bassiner til bodybuildere og ikke-bodybuildere, til tjekkede og utjekkede. Til handicappede, til modne aldersgrupper og til umodne, til familier og til venner.

Der er også plads til folk af fremmed herkomst. Mange, der kan få brugt deres kræfter om dagen i stedet for at rende rundt om natten og lave ulykker. Der er noget for alle. Et regnbuehus for folk af alle farver, alle danskere. Det er et flot hus.

* * *

Man føler sig lidt stolt i dag, både fordi huset er så smukt tænkt og smukt udformet. Men også fordi det blev bygget netop her på Vesterbro. Lige her i arbejderbydelen, hvor der før var gamle afskallede garager. Væk er de. De lå jo centralt ved hjørnet, et af de centrale i København. Med udsigt til postterminal og hovedbanegård og Istedgade lige bag ved. Lugt af sved og motorolie.

Og nu i dag et meget smukt hus. Til de samme mennesker og nye. Til et hus, der kan konkurrere med det bedste i Gentofte, Gl. Holte og Frederiksberg.

Jeg synes, det er flot. Jeg synes, det er rigtigt, at det skal bygges netop her. For netop her kan vi demonstrere, hvad ægte danskhed er. Ligesom for nogle måneder siden, hvor jeg havde lejlighed til at holde en tale på Ejer Bavnehøj i anledningen af, at vi gerne ville mindes genforeningen. Der var et lille gymnastikhold fra DGI Horsens. Et kvindehold, hvor der var to unge kvinder af udenlandsk herkomst, kunne jeg se, formentlig Sri Lanka og Vietnam, - de var mindst lige så dygtige, som alle de andre danskere.

Og jeg blev så glad. Især da jeg kaldte det ægte danskhed og kunne mærke, -at det syntes de mange tilhørere, som var kommet også. De var enige i, at det er dansk, når det er bedst. Og jeg er sikker på, at når vi nu mødes i dette bassin af forskellig herkomst - men alle sammen fra samme bydel - så er det dansk, når det er allerbedst.

* * *

Huset var ikke blevet til noget uden mænd og kvinder med mod og visioner, med lokale- og anlægsfonden som idémæssig drivkraft. Jeg ved ikke, hvor mange, der er klar over det - men skatteminister Ole Stavad har faktisk også været med til at bygge lokale- og anlægsfonden op. Det er altså ikke kun skatter, han opkræver!

* * *

Med DGI som modig initiativtager, og Københavns kommune som aktiv medspiller, er der opstået et enestående samarbejde. Jeg er sikker på, det vil være med til at løfte Vesterbro som bydel og dermed fortsætte den positive udvikling, vi vil holde fast i.

Igennem 90’erne har vi set et nyt Vesterbro og et Nørrebro vokse op. Vi ser nu linierne til at kunne samle kulturforskelligheder i stedet for at sætte dem op imod hinanden.

Og på en måde er ellipsen vel også det nye århundredes symbol på - at få slebet kanter af. Når kultursammenstød mødes, skal det være netop her. Ikke for at bygge fordomme op, men for at få slebet dem af, så vi kan respektere hinanden. Så vi kan stille krav til hinanden på samme måde, som vi stiller krav til os selv.

Udviklingen på Vesterbro og Nørrebro viser, at et stærkt kulturliv, idrætsliv og fritidsliv er vigtige byggestene, når der skal skabes sammenhængskraft i vores samfund.

* * *

Jeg ønsker alle københavnere, både dem, der er her og dem, der kommer her: Tillykke med de helt nye vand- og kulturoplevelser. København har fået en ny svømmehal. Men det er mere end en svømmehal. Det er et sted, hvor mennesker færdes. Og dèr, hvor mennesker færdes, er der jo som bekendt kultur.

Så det er vel nærmest- ja, et vandkulturhus, vi har fået.

Hjertelig tillykke og pas nu godt på det.

Tak.