Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved konferencen ''Forskellen er ikke så lille endda'' den 5. februar 2001 på Børsen

Ja, jeg er i samme situation som Lone. Altså Lone Kühlmann (ordstyrer ved konferencen). Der er nu noget særligt ved at stå her og tale om ligeløn i Børsens fornemme bygning. Jeg mener, er der nogen her i dag som ikke gerne vil være millionær. I løbet af de sidste 25 år har chancerne for at blive millionær for kvindernes vedkommende groft sagt været større i Lotto end ved at opnå ligeløn i forhold til mændene.

Jeg mener, vi kan lige så godt sige det, som det er. Ikke sådan, at der ikke er sket fremskridt – det er der – men det kunne godt gøres bedre.

Den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder betyder ifølge Arbejdsministeriet og ligestillingsministerens tale, at fx kvinder med mellemlange uddannelser gennem et helt arbejdsliv går glip af sammenlagt ca. 2,8 mill. kr. holdt op imod hvad de mandlige kolleger får i løn. Så har jeg altså regnet med den gennemsnitlige levealder, vil jeg gerne understrege.

Men det korte er vel, at det vi har nået i ligestillingens navn er meget, som jeg skal komme til. Men vi er stadigvæk ikke nået langt nok. Heller ikke når det kommer til ligelønnen. Vi skal derfor bruge dagen i dag til dels at tænke på, hvad det er for resultater, vi har nået, igennem de 25 år, ligelønsloven har eksisteret. Dels at bruge tiden på i fællesskab at udveksle erfaringer og måske også give bud på, hvordan vi kommer uligelønnen til livs. Det er klart, at dagen i dag rummer også en mulighed for at kippe med flaget over de resultater, vi har nået. Der er som oftest god grund til at konstatere, at det står bedre til hos os end hos de fleste andre lande.

Hvis vi skulle pege på en enkeltstående begivenhed, der har haft størst betydning for samfundet i det 20. århundredes velfærdsopbygning, ja så er jeg ikke i tvivl om, at det er kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og i 1970’erne. Det kæmpemæssige velfærdsløft, som Danmark har oplevet fra starten af 1960’erne og frem til i dag, havde ikke været muligt uden kvindernes massive indtræden på arbejdsmarkedet. Ligestilling, beskæftigelse og velfærden hører sammen i en højere enhed, som den centrale forklaring på, hvordan det egentlig lykkes i vores land.

I Danmark synes vi måske ikke, at det er noget særligt, når kvinder og mænd har stort set identisk erhvervsfrekvens. Vi har vænnet os til, at sådan er det bare. Men en anden tilsvarende udvikling af samme fart har vi faktisk ikke set i noget andet land i verden. Ikke engang i de nordiske lande, på nær Island, er andelen af fuldtidsarbejdende kvinder så høj som i Danmark. Det giver også ekkoer rundt om i resten af Europa. Og sidste år var vi i den gode situation, at vi i Lissabon under det europæiske topmøde satte os en række fælles mål, som faktisk ligner meget af det vi har realiseret i Danmark: En meget høj erhvervsfrekvens, helst den samme for mænd og for kvinder.

EU-kommissionen har taget de målsætninger til sig og arbejder nu systematisk med det i samklang med os og med alle lande i Europa. Det er vigtigt. Og det er igen udtryk for, at hvis man kan vise, at noget fungerer i praksis, står man også stærkere i den teoretiske argumentation. Men netop når vi i Danmark har gjort det godt med hensyn til kvinder på arbejdsmarkedet og med hensyn til ligestillingen i al almindelighed, er det ekstra ærgeligt, at vi stadigvæk må konstatere, at også vi har problemer med ligelønnen. Måske er vi i virkeligheden i for høj grad blinde for, at her har vi en opgave, vi skal løse.

Det virker jo åbentlyst indlysende, at der ikke skal være lønforskel mellem kvinder og mænd, der udfører det samme arbejde. Måske følger vi ikke tilstrækkeligt meget op på den forskel, som vi i virkeligheden aner er der. Vi må desværre konstatere, at løn i al for høj grad følger kønnet. Ligelønsloven siger, at der skal betales lige løn for arbejde, der tillægges samme værdi. Så er spørgsmålet blot, hvornår man tillægger noget samme værdi?

I dag er det for eksempel typisk, at virksomhederne mange steder udbetaler personlige tillæg på baggrund af medarbejdernes egne beskrivelser af jobbet. Det virker jo fair nok, men jeg har hørt, at der findes en svensk undersøgelse, hvor kvinder typisk bruger 7 sider på at beskrive, hvor vigtigt deres job er, mens manden bruger 26 sider! Jeg siger ikke, at det er hele baggrunden for forskellen i løn og tillæg, men det kan have en betydning. Og der er ikke tvivl om, at mændene gør mere ud af at beskrive deres eget job.

Vi har brug for åbenhed. Vi har brug for gennemsigtighed, når det gælder lønforhandlinger. Vi har brug for at kunne sammenligne mere direkte og mere konkret, end vi kunne og kan i dag. Den enkelte medarbejder har jo ingen chance for at vide, hvad man er værd, hvis det kun er modparten d.v.s. arbejdsgiveren, der sidder med samtlige kort på hånden. Mens medarbejderen forhandler mere eller mindre på et grundlag, der ikke er tilstrækkeligt belyst.

For at fjerne lønforskellen mellem kvinder og mænd tror jeg personligt, at alle involverede parter på arbejdsmarkedet er nødt til at begrave stridsøksen. Vi kommer ingen vegne ved at blive ved med at diskutere, hvem der har skylden. Men vi kommer nogen vegne ved at drøfte, hvordan vi kan samles om at gøre en ny og en ekstra indsats.

Derfor handler det fremover om at tage ansvar for udviklingen. Lad os tage parterne én for én.

Hos os i regeringen er vi fuldt bevidste om, at vi også har et ansvar i forhold til at skabe ligeløn. Både arbejdsministeren og ligestillingsministeren vil i dag komme ind på, hvilke tanker regeringen gør sig.

Men regeringen er jo som bekendt ikke alene om ansvaret og slet ikke i Danmark med den danske model. De faglige organisationer både på lønmodtager- og på arbejdsgiverside har et stort, stort ansvar. Både i forhold til aftalesystemet og i forhold til medlemmerne.

Virksomhederne har et ansvar. For det er jo i virksomhederne, at lønforskellene opstår. Virksomhederne er nødt til at have åbenhed om løndannelsen. De skal kunne argumentere for årsagerne til, at medarbejderne får den og den konkrete løn.

Endelig har medarbejderne også et ansvar. Her tænker jeg især på tillidsrepræsentanterne og andre ansatte, som er med til at forhandle løn. Både virksomhederne og medarbejderne skal sikre, at der udbetales løn og tillæg på baggrund af objektive kønsneutrale kriterier. Hvis vi nu kan få de enkelte virksomheder mobiliseret - hvad jeg håber denne konference vil være med til - så er der for mig ikke tvivl om, at vi kan få reduceret lønforskellen mellem kvinder og mænd betydeligt. Vi når det ikke fra den ene dag til den anden, men vi skal nok nå det, hvis vi samler kræfterne og beslutsomt holder fast i kursen.

Regeringens udspil om, hvordan vi opnår ligeløn har fået, synes jeg, gennemgående en positiv modtagelse rundt omkring. Jeg tror, at denne konference kan være med til at sætte yderligere fokus på, hvad vi kan gøre og ikke mindst gensidigt forpligte og holde hinanden fast på målet: Ligeløn i Danmark.

Vi kan dårligt være andet bekendt.

Rigtig god konference.