Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved LO-faglige Pensionisters forårsfest 7. april 2000

Jeg synes lige vi, inden vi går i gang med talen skal vise, at vi godt kan synge, når jeg ser et rødt flag smælde uden musik. Er I klar?

Vi tager lige første vers og jeg vil gerne synge for.

Når jeg ser et rødt flag smælde.....

Det var flot.

Kære alle sammen, jeg kan mærke, at DSU har meget at lære endnu. I synger jo så flot og så stærkt.

Jeg sad med mig selv her til morgen og nynnede en anden sang, som jeg tror er meget kendt, der hedder - Vi har i dag et vejr et solskinsvej. Jeg synes, vi har det i mere end en forstand. Jeg mener efter alle de enkeltsager med faxmaskiner og petitesser synes jeg, at vi er begyndt at diskutere politik igen. Og I ved, hvordan det er hver gang, vi begynder at diskutere politik igen derinde på Christiansborg, så kommer partiet Venstre straks i defensiven, for vi er nu engang bedst til at diskutere samfundets fremtid, hverdagsproblemerne, som vi alle sammen er dybt optaget af.

Men når vi begynder at diskutere politik, så kan jeg mærke at mange mange mennesker siger, det har vi vel nok ventet på. Kan I huske, hvordan her så ud for 7 år siden. For 7 år siden, der tror jeg mange af jer godt kan huske, at der kendte vi alle sammen en, der var blevet arbejdsløs. Hver eneste familie vidste, at der var én, der var i tvivl om, om hvorvidt der overhovedet var et job. Der var mangel på masser af praktikpladser og der var usikkerhed om, hvorvidt man overhovedet kunne få en uddannelse for ens børn og ens børnebørn. I dag kender alle en, der er kommet i arbejde og det synes jeg, er det vigtigste. Hvis jeg skulle udpege en eneste ting, som jeg ville sige, hvis jeg blev spurgt: 'hvad lægger du mest vægt på i de 7 år vi har haft en socialdemokratisk ledet regering'? Så vil jeg sige, at folk er kommet i arbejde. Der kan I bare høre. At folk er kommet i arbejde. For 7 år siden havde vi 350.000 arbejdsløse. I dag er vi langt, langt under halvdelen.

Der er meget at gøre endnu, det ved jeg godt. Men der er enormt mange mennesker, der har fået et bedre liv. Jeg synes også, det er rigtigt at sige, at vi har brugt pengene klogt. Vi har fået bygget 170.000 nye børnepasningsmuligheder, daginstitutioner til jeres børn og børnebørn. Og vi har fået brugt nogle flere penge i sundhedsvæsenet og i sygehusvæsnet. Jeg ville gerne have set, at resultaterne var tydeligere, men kurverne er dog begyndt at knække. Ventetiderne på hjerteoperationer er på vej ned nu. Vi har fået sikret en behandlingsgaranti. Ventetiderne på kræftsygdomme er på vej ned nu. I løbet af det næste halve år har vi en behandlingsgaranti på plads der også. Vi skal gøre noget hver eneste dag for at få folkesygdommene og ventetiderne på dem endnu længere ned. Det så heller ikke for godt ud i 1993, da vi så sygehusvæsnet dengang. Den borgerlige regering havde skåret ned på det og der var meget at rette op.

Nogle siger en gang imellem til mig, Poul, snakker I ikke for meget om økonomien derinde. Og det er jo rigtig nok, at vi har brugt mange kræfter, det vil jeg sige til jer. Vi har brugt mange kræfter på to ting i de syv år. At få styr på pengene. Og at få mennesker i arbejde. Og når vi har brugt det, er det jo ikke fordi pengene i sig selv er vigtige. Mennesker er vigtigere. Men så er det fordi vi alle sammen godt kan huske, hvem det er der bliver ramt, når det går galt med økonomien. Hver eneste af jer kan godt huske den første oliekrise i 1973/74. Der var en ting, vi var glade for dengang. Det var Erling Jensen med røde seler i fjernsynet og bilfrie søndage. Men det var så også det eneste lyspunkt for i virkeligheden steg arbejdsløsheden jo voldsomt fra 1973/74. Og igen i 1979 kan I huske det - fik vi den anden store oliekrise, der ramte vores lille land og arbejdsløsheden fortsatte med at stige. Sådan noget må ikke ske igen og i virkeligheden har det taget os syv år at få banket den arbejdsløshed ned til, hvad den var for fireogtyve år siden.

Men da så den borgerlige regering kom til i 1982, så blev de jo ikke klogere. De førte jo ikke en ansvarlig økonomisk politik, hvor der var styr på pengene. Det gik jo galt i 1986. Kan I huske kartoffelkuren – hvor herre bevares! Og kan I huske, da arbejdsløsheden steg og steg. Og alt det forstår I, har jeg sagt til mig selv fra starten i 1993. Det dér, det må ikke gentage sig. Vi vil ikke have en økonomisk krise, som den vi havde i 1982. Da Knud Heinesen sagde, vi nærmer os afgrunden. Vi vil ikke have en krise, som den vi havde i 1986. Med kartoffelkuren. Vi vil ikke have det. Fordi vi ved med sikkerhed, at hver eneste gang, der er økonomisk krise i vores land, så ved vi, hvem det er, der bliver ramt. Det er jo ikke dem på Business Class. Det er jo de bageste. Det er de folkepensionister, der kun har folkepensionen og ikke noget som helst andet. Det er de unge mennesker, der aldrig har troet, der var arbejde til dem, som kom sidst i arbejde, der kommer først ud. Vi vil ikke have økonomiske kriser i vores land. Ikke hvis jeg kan gøre noget for at undgå det. Og det er det, der har drevet os. Det er derfor, vi har brugt så meget kraft på at få det her land bragt frem blandt de forreste og det er det nu, alle sammen.

Kære faglige pensionister er I klar over, og det kan jeg fornemme I er, at lige nu er vores lille land, der hedder Danmark, det land i Europa, som har den stærkeste mulighed for at sikre syv gode nye år oven i de syv, vi allerede har skabt. Vi har den laveste arbejdsløshed sammen med Holland i hele Europa. Vi har mest styr på pengesagerne i hele Europa. Vi har i virkeligheden også, tro det, den bedste sociale tryghed i hele Europa. Det er muligt, det kan blive bedre. Men nu taler jeg om, hvordan det er i forhold til andre lande. Der er masser af folk især i den borgerlige del af Danmark, der altid rakker ned på vores land, der altid hakker på vores samfund. Taler om anden klassessamfundet. Men det er jo ikke et rigtigt billede af, hvordan Danmark ser ud i dag. Vores Danmark er et af de bedste samfund at leve i overhovedet. Og vores Danmark er kun blevet til det, det er i kraft af jeres indsats. I kraft af jeres generations indsats og i kraft af den nye generations indsats. Derfor er de ældre mennesker i vores land ikke nogen byrde. Og derfor har jeg også sagt til alle dem, der går og skriver rapporter i regeringen, fri mig for udtrykket ældrebyrden eller forsørgerbyrden. For ældre mennesker i vores land er ikke nogen byrde. De har ydet deres kolossale indsats til, at dette samfund er det bedste. De har betalt deres skat. De har slidt og de har slæbt. Og heldigvis er de fleste raske og rørrige. Og skriver læserbreve. Og kritiserer. Især ham Nyrup. Nej, så højt behøvede I nu ikke at sige ja! Men min pointe er den afgørende, at nu skal vi videre herfra, hvortil vi er kommet. Nu skal vi stille os selv nogle spørgsmål, der hedder, hvordan vil vi nu bruge vores penge, vores økonomi, vores samfund – klogt? For hver eneste af jer ved jo godt, at vi kan ikke det hele på en gang, vi må vælge fra og vi må vælge til. Og hver eneste af jer ved også godt, at hvis alle mennesker i det her land skal have alting, hele tiden, så bliver der mindre til alle og så vil der være nogen, der ikke får det, de har behov for. Derfor må vi sige til hinanden, hvad vil vi bruge vore hovedkræfter til de næste to år og frem til næste folketingsvalg? Og hvad vil vi bruge de næste seks - syv år til?

Vi vil bruge dem til fire ting. Vi vil bruge dem til en bedre ældreomsorg. Og her taler jeg især om de svageste ældre. Jeg taler om de ældre, der ikke kan klare sig selv uden pleje og omsorg. Dér vil vi først og fremmest sætte ind i forhold til vores ældre mennesker. På plejehjemmene, i egen bolig, i beskyttede boliger, dér vil vi især sætte ind.

Der er også behov for det. Vi kan se, at tilgangen af hjemmehjælpere ikke er så høj, som den skal være. Vi kan se, at tilgangen af sygeplejersker ikke er så høj, som den skal være. Der er behov for en stærkere indsats. Uddannelsesmæssigt men også økonomisk. Og det må vi gøre.

Det andet, vi vil bruge vores penge til de næste par år, det er sygehusene. Jeg skal ikke trætte jer med alle pengestørrelserne, men bare sige, at sygehusene har vi afsat penge til i de sidste syv år. Mere end Poul Schlüter har gjort i de foregående ti år og mere end Anker Jørgensen regeringen havde mulighed for, fordi der var jo økonomisk krise på det tidspunkt. Dengang i slutningen af 70’erne og frem til 1982. Jeg tror, det er ligesom med en ketchup-effekt. Man arbejder hårdt for at få det ud af flasken og pludselig begynder resultaterne at vise sig. Jeg kan se, at ventetiderne begynder nu at gå i den rigtige retning for sygehusene. De bliver bedre til at samarbejde på tværs af amterne og specialerne bliver også bedre opbygget. Ventetiderne er på vej ned. Der er noget med de sygehuse, der er irriterer mig. Når man har arbejdet i syv år for, at sygehusene skal blive bedre og placeret mange penge i sygehusene, vil man jo frygtelig gerne se resultaterne hurtigere. Men jeg har tit tænkt på, at det hænger nok også sammen med, at vi er blevet bedre til at behandle mennesker. Det skal vi ikke beklage, det skal vi være glade for. Må jeg give et eksempel – i midten af 80’erne, hvis man havde grå stær og skulle opereres dengang for ti til femten år siden, da skulle man jo indlægges på sygehuset og det kunne godt tage to eller tre dage. Og så var der en efterperiode, det kunne tage en uge eller mere, inden man kom igennem en gråstæroperation. I dag, hvis man skal opereres for grå stær, jamen så går man hen til sin specialist og man får lige lidt, hvis man har brug for det, beroligende en times tid inden. Så sætter sig man sig ind i en stol og der kommer en specialist i øjenoperationer med sin laserstråle og samlet set tager det tre timer, hvis der ikke er komplikationer, samlet set i gennemsnit tre timer for en gråstæroperation. Og alligevel er der lidt ventetid på grå stær. Ikke så meget som der har været.

Men det hænger så også sammen med noget andet. I gamle dage var det sådan, at man blev opereret for grå stær, når man ikke kunne se, nu om stunder er det også sådan, at man bliver opereret for grå stær, når man skal have et nyt kørekort. Ja, ja vores egne krav til vores hverdag og vores kvalitet i vores liv stiger selvfølgelig også – og det er også i orden. Det skal vi glæde os over. Det er der ikke noget forkert i. Min pointe er igen bare at sige til jer, jo dygtigere sygeplejerskerne og lægerne og operationerne bliver til at kurere os, jo større forventninger har vi til et liv i kvalitet også, når vi bliver lidt ældre og sådan skal det også være. Jeg siger bare til jer. Mål de der ting op mod hinanden. Glæd jer over, hvor meget sygehusene kan klare i det moderne liv. Og giv os, når vi bliver lidt ældre lidt højere kvalitet og lidt mindre besvær med vores krop og vores fysik. Men bær så også lidt over med, at sygehusvæsnet af og til skal have sin tid til at tilpasse sig den ny tid.

Det tredje vi vil bruge vore penge på, det er folkeskolen og det er familierne. Hvor er de dog stressede de der unge familier nu om stunder. Og mange af jer sidder og siger til jer selv, når I har besøg af jeres søn og svigerdatter, eller datter og svigersøn – det skal jeg jo ikke blande mig i. Men når I har besøg af dem, så sidder I alligevel og siger til jer selv, de er nu lidt ambitiøse de unge mennesker. De vil jo have eget hus, før vi andre, vi overhovedet nåede det efter en tredive til fyrre år, da vi havde arbejde. Og så vil de have bil samtidig, de vil helst have to. Og så vil de have en flot hund. Og så vil de have et par børn også. Og I sidder og siger til jer selv. Har de råd til det de unge mennesker? Og så knokler de ellers derudaf for at klare det hele. Og så hjælper I jo dem lidt undervejs. Jeg siger til mig selv, kan vi ikke, ja, jeg var lige ved at sige det, men jeg tænkte det, gøre det lidt bedre? Kan vi ikke prøve at indrette vores arbejdsmarked sådan, at de unge familier i de perioder, hvor de får helt nyfødte børn og de første par år, kan gå lidt ned i tid. Vi kender det jo godt og I kender det jo godt fra jeres eget liv, da I var unge. Der fik den hele armen på arbejdsmarkedet. Da I så giftede jer og fik børn, så fik den også hele armen på arbejdsmarkedet, men I ville egentlig godt have haft lidt mere tid.

Og det jeg spørger mig selv om, det er om, om vi ikke kan indrette arbejdslivet mere, så det passer til det forløb, vi har igennem vores voksenliv. Først dygtiggør vi os, uddanner os, går ud på arbejdsmarkedet og så stifter vi familie og så vokser børnene op. Og så er vi igen en periode på arbejdsmarkedet indtil vi når pensionsalderen, hvor vi har lyst til virkelig at tage fat. Det moderne arbejdsliv skal i højere grad indrettes efter de forskellige dele af vores voksenliv, så det passer bedre til vores behov. Det vil vi også bruge pengene til. Nu har fagbevægelsen skabt efter min mening en brandgod overenskomst dengang i den private sektor. Den fireårige overenskomstaftale man har lavet er god. Og den er ret enestående. Jeg kan ikke huske, og I kan heller ikke, er jeg sikker på, at vi har fået vedtaget en overenskomst med firs procent af de afgivne stemmer for en fireårig overenskomst. Det er enormt flot. Og det giver selvfølgelig nogle muligheder for at forme arbejdslivet, så det bedre passer til de enkelte mennesker. Vi er kommet i en tid nu alle sammen, hvor mennesker ikke skal indrette sig efter maskinerne, men hvor maskinerne i højere grad, skal indrette sig efter menneskene. Og vi kan gøre det. Vi har den ny teknik inden for rækkevidde. Vi har den nye informationsteknologi inden for rækkevidde og vi kan få den til at blive vores tjener og ikke informationsteknologien, der skal bestemme over os.

Og så er der det med folkeskolen. De børnebørn vi har nu, er de bedre til at læse og skrive og regne end da I selv var på deres alder? Ja, nu er I jo ikke helt habile, det ved jeg godt, men jeg synes godt de kunne skrive lidt bedre. Jeg har her et lille brev fra Marie på 9 år. Hun skriver:

'Kære Poul Nyrup

Jeg er socialdemokrat. Men jeg er ikke rigtig socialdemokrat for jeg er kun 9 år. Jeg vil være læge uden grænser når jeg bliver stor. Jeg håber, du bliver glad for at få mit brev, for jeg kan sige dig, hvis du får noget fra nogen af alle de hundehoveder og hængemulere, der kritiserer dig, så holder jeg med dig.

Kærlig hilsen

Marie'

Jeg tror Marie har set Olsen-bandefilm undervejs. Men jeg vil sige til jer, jeg sad og læste det brev, og så har jeg skrevet mit eget håndskrevne brev tilbage til Marie. Og jeg kunne selvfølgelig godt se, at jeg kunne mærke varmen i Maries brev og blev så glad. Jeg tror, hun har et par socialdemokratiske forældre også. Og det tæller jo alt sammen i de her tider. Men jeg kunne se, at der var nogen stavefejl undervejs. Og jeg tror, vi er nødt til at gøre noget mere i folkeskolen for, at de lærer de unge mennesker at skrive og at regne.

Det er de fire prioriteringer, vi vil prøve at bruge vores velfærdsindsats til i de næste to til fire år. Ældreomsorgen, sygehusene og også sundhedspolitikken vil jeg sige. Folkeskolen og familien er vigtige. Og så er der endelig at få plads på arbejdsmarkedet til dem, der er lidt skæve, dem der ikke er hundrede procent effektive. Dem vil vi også have i brug. Nu skal de danske virksomheder også til at påtage sig deres sociale ansvar. Dem, der ikke er mere end 70% effektive har selvfølgelig også noget at gøre på det danske arbejdsmarked. Og det gode af det hele er jo, at nu har vi fået arbejdsløsheden så langt ned, at nu begynder der at blive behov for de mennesker på arbejdsmarkedet. Der bliver også behov for seniorerne på arbejdsmarkedet.

Jeg glædede mig sådan, da jeg så forleden dag en statistik, der viste at beskæftigelsen for seniorerne på arbejdsmarkedet 57 år, 58 år, 60 – 61 er stigende nu. Arbejdsløsheden er faldende. Det er jo ikke noget, de har gjort helt frivilligt de virksomheder, men det er fordi, de har brug for de mennesker nu. Og derfor skal arbejdsløsheden også fortsat have højeste prioritet som bekæmpelse. Jeg tror godt, vi kan gøre det klogt. Jeg tror godt, vi kan komme igennem med den politiske indsats jeg snakker om her. Og jeg er helt sikker på, at et flertal i befolkningen er enig med os i, at det er de 4 ting, vi skal samle vores kræfter om. Jeg tror så også, at I må hjælpe os med, mig med, at forklare også hele Danmark, at det danske velfærdssamfund er jo ikke en automat, man trækker ydelser ud af. Det danske velfærdssamfund som I har opbygget, det er jo et samfund man har et ansvar i forhold til. Et samfund, der bygger på rettigheder og pligter. Et samfund, hvor man må yde og nyde. Et samfund, hvor vi må kere os mere om hinanden. Et samfund, hvor mennesker kommer før penge og et samfund, hvor vi har et særligt ansvar for de svageste.

Jeg har fejret juleaften i de seneste 4 år sammen med min gamle mor på et plejehjem. Og for et år siden havde jeg en virkelig god oplevelse. Vi sidder der juleaften og først er der jo Frank Sinatra 'I’m dreaming of a white Christmas' I kender den godt. Og så er der alle de andre gode julesange og da vi så har spist, så siger damen i kørestolen på den ene side af bordet fra plejehjemsdelen til min mor som sidder på den anden side af bordet: 'Vera' (det er min mor) 'Vera, hvem er den unge mand, der sidder ved siden af dig?' Og min mor siger lidt glad:' Ja, det er min søn' Så siger damen ovre på den anden side af bordet: 'Vera, hvor arbejder han?' Og jeg synes ligesom, at jeg må hellere tage over, så jeg siger så: 'Ja, jeg arbejder i København' Og den sad damen og tænkte lidt over indtil hun sagde: 'Kan man få fast arbejde dér?' Og jeg sagde så, som sandt er: 'Ja, det er jo noget sæsonbetonet' Men der var alligevel en varme og da vi så skulle synge sangen, julesangene, det foregik inde i et andet rum, så siger plejehjemssektionen, vi synger nummer 11, og så siger en af damerne fra beskyttet boliger, vi synger nr. 7! Og så kunne jeg mærke min mors albue i siden til mig, så siger hun, hvisker hun: ' Nu må du gribe ind' Og jeg siger så: 'Måske kunne vi synge nr. 9' Og det blev så det nationale kompromis den aften, oplevelsen bekræftede mig i, at juleaften på mange af vore plejehjem og ældrecentre er en god aften.

Her sidste juleaften var der også noget jeg lagde meget mærke til. Der var nogle ældre, der ikke fik julegaver. Og der var ikke nogen børn. Og de var meget alene. Indtil der pludselig kom en af personalerne med en gave og sagde, det er fra vennekredsen. Jeg fik snakket med den ældre. Jeg blev pludselig klar over, at i det plejecenter, hvor min mor er, der er der en vennekreds. Og jeg tror det handler om, at nogen i det moderne hastige liv, har glemt, hvad det er at holde sammen. Hvad det er at tage sig af. Hvad det er at have en vennekreds. Og min vision for vores plejehjem og ældrecenter er, at der i hver eneste ældrecenter er en vennekreds, hvor de pårørende, hvor børnene er en del af det, hvor naboen også er en del af det. Hvor vi er lidt stolte af vores ældrecenter, forstår I? Det handler jo om solidaritet, som det hed i gamle dage og som det stadigvæk hedder. Og i det hele taget handler det om at genfinde en fællesskabsfølelse, som har været lidt væk fra os i nogen tid. Da Stauning dannede regering i 20’erne, ja, da var de fattigste i vores samfund jer. 2/3 af det danske samfunds borgere, var fattige arbejdere og de blev enige med sig selv om, at solidaritet også var at stå sammen. Stille krav til de rige, den øverste tredjedel. Solidaritet handlede om at tage og få retfærdighed. Og bygge velfærdssamfund op. Det har vi så gjort. I år 2000 handler solidaritet ikke længere om at tage. 2/3 af dem, der var de fattigste, er nu kommet op i den mellemste gruppe og har det ret godt. Derfor handler solidaritet ikke længere om at tage, men om at give. De 2/3 er nu de bedst stillede og den bageste tredjedel er dem, der skal gives til. Og man kan jo godt, kære alle socialdemokrater, her i dag, stille sig selv det spørgsmål. Kan solidaritetens bukser holde nu, hvor det ikke længere handler om at give eller tage. Men handler om at give. Jeg er sikker på det. Vi skal bare tale tydeligt om det. Og vi skal sige til hinanden, hvad vi kan og hvad vi ikke kan. At nu kan vi satse på de 4 områder jeg har talt om. Men så kan vi til gengæld ikke satse på så meget andet. Og vi skal tale om hinandens ansvar i det her samfund. Hvis vi gør det højt og tydeligt, så er jeg sikker på, at vi kan vinde frem igen.

Danmark er i en ny situation nu,. Til højre i det danske Folketing står Det Liberale Parti Venstre og Dansk Folkeparti og hvad de hedder alle sammen. De prøver at bygge et fjendebillede op af de nye danskere, der kommer til landet. De prøver at skabe angst mellem jer og blandt jer. De prøver at sige til den ældre del af befolkningen: 'ved I hvad, jo flere af de nye danske vi kan holde udenfor, jo flere penge bliver der til de ældre' I kender det jo godt. Tro det ikke. Sådan er det ikke. Tro og vær sikker på at, det er med de nye danskere, som det var med roepigerne fra Polen. Som det var med alle de andre, der er kommet til vores land igennem århundreder. At hvis vi bare sørger for at stille rettigheder og pligter op. Hvis vi bare sørger for at komme i arbejde. Eller i 'arbede' som Thorkild Simonsen altid pleje at sigeHvis vi søger for, at de nye kommer i arbejde, og hvis vi sørger for, at de også respekterer dette samfunds grundlæggende værdier. Og dette samfunds værdier er, at man selv kan bestemme, hvem man skal leve sit liv med. Og dette samfunds værdi er, at man har et ansvar for sine børn. Og dette samfunds værdi er, at man lærer det danske sprog. Hvis det går sådan, så kan de også godt klare det. Og vi kan overleve og vi kan udvikle os som land og som nation. Det her land må aldrig blive til et apartheid-land. Det her land skal være et land, hvor vi alle sammen kan være her. Men vi skal heller ikke i misforstået tolerance lade være at stille krav til hinanden. Det skal være som jeg sagde i min nytårstale. Du skal kunne sproget, du skal have noget arbejde, noget uddannelse og du skal respektere de grundlæggende værdier, det er der ikke noget nedværdigende i eller noget kritisabelt i. Det er det rigtige at gøre.

På den anden side står venstrefløjen, SF og Enhedslisten. Det er dem, der vil bruge bruttonationalproduktet en to tre gange. Og det går heller ikke. Og her i midten er der så det store Socialdemokrati. Det store Socialdemokrati, som skal bygge bro. Som skal være det enogtyvende århundredes brobyggere. Som skal tvære kløfterne ud, som skal afvise alle de kræfter, der gerne vil dele vores land op. Der gerne vil skabe splid og angst og frygt. Socialdemokratiet og dets værdier er det enogtyvende århundredes værdier.

Jeg har ikke talt med en eneste i Polen, en eneste i Estland, Letland og Litauen, en eneste i Tyskland, i Ungarn og Tjekkiet og hvad de hedder alle de nye lande, som ikke spørger om Danmark. De længes efter at få et land i Polen, Tyrkiet og Ungarn og Tjekkiet og hvad de hedder alle sammen, som ligner det land, vi har bygget op. De har jo prøvet det med den topstyrede sovjetkommunisme. Og ovre i England har de også prøvet Margret Thatchers totale liberalisme. Er I klar over, at der er en bevægelse i Europa lige nu, der mere og mere nærmer sig de værdier, vi har kæmpet for og tror på. Så skal vi da ikke komme i tvivl. Så skal vi da ikke begynde at diskutere indbyrdes om, hvorvidt det vi tror på, er det rigtige. Det er det rigtige. Og det bliver det 21 århundredes platform. Der var en lille fyr som jeg mødte i en døgninstitution, jeg var med til at indvie. En af dem der holder længere åbent for de arbejdere, der er på skiftehold. Så kom han cyklende den lille fyr, så kigger han på mig, han er vel fire fem år eller sådan. Så siger han. Er du statusminister? Og jeg måtte jo sige, jo det er jeg. Så sagde han: Det kan ikke passe. For en statusminister, det er en, der har med tal over det hele og kun siger noget, når det er nødvendigt. Det har jeg tænkt på længe og siden – og der er jo noget om det. Må jeg sige til jer alle sammen, det blæser i det statsministerjob. Det blæser konstant hele tiden og sommetider er der orkanstyrke. Jeg mødte Anker for nylig og da vi sad og drak en kop kaffe, kom vi også i tanke om de perioder, hvor det blæste på Anker. Sådan er det. En socialdemokratisk statsminister blæses der på. Ikke ad men på – det gør en forskel. Og der er ikke andet end at stå op, rejse sig trodsigt i vrimlen og sige, det tror jeg på, det står jeg for. Det kan I regne med, det er den vej vi skal. Og så vide, at der er et stort og et stærkt socialdemokrati og der er et LO Faglige Pensionister og der er tusindvis af ildsjæle, der ved at de socialdemokratiske og arbejderbevægelsens værdier er eviggyldige og vinder frem nu også internationalt.

Nu skal vi snart stemme den 28. september. Verden har forandret sig. Vi er en hel, hel anden og ny situation nu. En Bill Gates i USA, der i løbet af et døgn mistede 5 milliarder dollars. Det er næsten lige så meget, som vi bruger på sygehusvæsnet i Danmark om året. Forstår I, den internationale kapitalisme har fået en magt. Har fået en hysteri over sig som kan være farlig for små lande som os. Lille Danmark er et godt land og et stærkt land. Og vi har styr på pengene, ja. Men tag bare i Sverige, for mindre end 5 år siden kunne en af de internationale spekulanter, George Sorrows hedder han, knække Sverige. Den svenske stat prøvede og værne den svenske krone mod spekulationer og hævede renten til 500% og alligevel måtte den svenske krone devalueres og nedskrives. Og så måtte den daværende finansminister, Göran Persson, som nu er statsminister i gang med at gennemføre omfattende sociale nedskæringer. Det har Sverige ikke overvundet endnu. Det vil jeg ikke udsætte Danmark for.

Vi har en aftale nu med de 11 Eurolande, ja. Men det er en kassekredit. Danmark er en lille båd, der gynger på et stort, stort internationalt hav. Og store bølger kan rejse sig i løbet af ingen tid. Og hvis vi ikke er sammen i et fællesskab med de 11 andre lande, så risikerer vi, at vi er svage, når der kommer internationale økonomiske kriser. Det kan vi ikke udelukke, der kommer igen. Og derfor er det af 4 grunde fuldstændig vigtigt og afgørende, at vi siger ja den 28. september. Grund nr. 1 er at tryghed i vores økonomi. Grund nr. 2 er tryghed mod spekulation.. Og grund nr. 3 er tryghed for, at der kommer arbejdspladser til Danmark. Hvis Danmark står derude på sidelinien, så er der ikke mange, der er interesser sig så meget for at investere i vores land, som hvis vi er en del af et fællesskab. Og grund nr. 4 vi skal da gøre en forskel, som vi har gjort det, da vi lavede Amsterdamtraktaten, hvor vi satte miljøspørgsmålet på dagsordenen og beskæftigelsesspørgsmålet på dagsordenen.

Nogen prøver at give jer det indtryk, at hvis vi siger ja til den fælles valuta, så bliver vores sociale politik harmoniseret. Det gør den ikke. Nu har vi været medlem af EU i 25 år. Og det er jo ikke sådan, at det danske velfærdssamfund er skåret ned til sokkeholderne. Det forholder sig omvendt. Det handler ikke om harmonisering, det handler om at sætte sig nogle menneskelige mål og gør det på den måde, vi nu synes er det rigtige. Derfor er min konklusion – af hensyn til de svageste i vores land. Af hensyn til vores ældre i vores land. Af hensyn til alle dem, der har brug for et velfærdssamfund, er vi bedst tjent med et ja den 28. september. Tror I, når I inderst inde stiller jer det spørgsmål, kan det danske velfærdssamfund klare sig bedre sammen med de andre end i en isoleret position. Hvis man stiller spørgsmålet på den måde, tror jeg ikke, man behøver at være i tvivl.

Det, der driver mig til at anbefale jer et ja den 28.september. Det er, at hvis vi siger nej, så risikerer vi, at renten stiger, huslejerne stiger, beskæftigelsen er ikke, hvad den har været. Hvis vi siger ja, så har vi gode muligheder for at videreføre den stabile fremgangslinie vi har. Jeg vil slutte med at sige til jer, at nu har Socialdemokratiet sat et holdbart samfund på dagsordenen. Et samfund som handler om sammenhold og fællesskab. Et samfund som også handler om den varme hånd og kærlige omsorg i ældreplejen. Og omsorg for de unge mennesker, der skal have en ordentlig uddannelse. Der er god grund til, at vi er stolte af vores land. Og der er god grund til, at vi kan sige, vi har i dag et vejr, et solskinsvejr.

Tak for i dag alle sammen og ha’ en god fest.