Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Staten Israels 50 års jubilæumsfest i København, søndag den 26. april 1998

Hjertelig tillykke med de 50 år. 50 år for staten Israel, den moderne stat Israels oprettelse. Selvom det kun er 5 år siden jeg havde lejlighed til at tale for medlemmer af den jødiske menighed i Danmark, i anledning af 50 års dagen for oktober 1943, er der alligevel grund til at minde om, at aktionen dengang - ikke var en aktion af særlig karakter, det var en aktion af helt naturlig karakter for at redde 'naboen' - 'medmennesket'. Og indsatsen var ikke styret af et eller andet kunstigt skel mellem dem og os, mellem den danske befolkning, jøder og ikke-jøder. Nej det var en aktion for os og af os. Det fremgår tydeligt når man spørger den tidligere ambulance chauffør, eller fisker - hvorfor gjorde du det egentlig? Og svaret er dansk - jeg gjorde bare det, vi måtte gøre. Fordi danske jøder i Danmark altid betragtes som danske - samtidig med at vi synes, at det er helt, helt naturligt og fundamentalt, at der er så stærke bånd, der også knytter de danske jøder til Israel.

Det er der sandelig også for alle os andre. Vi er mange der har været der, og mange har læst, mange der føler sig så stærkt forbundet med Israel.

Når man gennem tiderne så i øvrigt ser på jøders bidrag til det sociale, kulturelle og offentlige liv i Danmark, så må man sige, at en ret lille gruppe har bidraget med ret meget. I hele den måde danske jøder er blevet integreret i det danske samfund på, uden at den jødiske identitet er gået tabt, er vel et af de stærke eksempler vi alle kan lære af. Ikke mindst i disse tider hvor den politiske diskussion ulykkeligvis ind imellem har taget en drejning, så man nærmest for indtryk af - fra visse stemmer i det politiske kor - at nu er det godnat med landets kulturelle identitet, i hvert fald er vi tæt på undergang når andre mennesker af en fremmed kultur søger ly her, eller søger integration her.

Allerede i mit første år havde jeg lejlighed til, som statsminister sammen med Lone at besøge Israel. Jeg glemmer det aldrig. Det hele var der. Historien. Den meget tidlige historie, hvor enhver israeler kunne tage sin ske, gå ud og grave i jorden og finde sine rødder. Der! Et fantastisk land, og et fantastisk folk. David Ben-Gurion var der også på sin vis, i den nyere historie. En af de første stile jeg skrev, husker jeg, i gymnasiet var netop om David Ben-Gurion. Det var én af dem jeg var mere optaget af. Der kom mere plagsomme stile senere.

Det moderne samfund Israel var der også. Er der. De synlige konflikter, også de ikke synlige konflikter. Kibbutzen var der - alt det jeg som dreng havde drømt om, var der.

Danmark har altid været én af Israels varmeste venner. Det er ikke nogen tilfældighed, at vi danskere i ti-tusindvis gennem årene har bidraget til at opbygge Israel. Mange ved kortere eller længere ophold i kibbutzerne, og mange har gennem udvandring til Israel, valgt at satse deres fremtid på landets lykke og udvikling. Et stærkt menneskeligt og politisk netværk er bygget op mellem Israel og Danmark.

Lones og mit besøg fandt i øvrigt sted på et gunstigt tidspunkt. Optimismen hos mine samtalepartnere var stor efter undertegnelsen af den første Oslo-aftale få måneder forinden. Håbet var nærværende - håbet om, at Israel kunne leve uden frygt - i fred og i sikkerhed.

På samme tid besøgte vi også ledende politikere for det palæstinensiske folk, og mærkede også der håbet for fremtiden og optimismen.

Aller stærkest står et bestemt møde for mig, med min vært og kollega, Yitzbak Rabin, som talte så levende og så stærkt om sine planer og for de videre forhandlinger med palæstinenserne og de andre naboer. Han var så glad, han var så stærk i håbet. Han talte for forsoning, han brugte ofte det ord i sine taler undervejs i vort ophold. Forsoning mellem israelere og arabere.

Og så, mindre end to år senere mistede vi en enestående politisk leder, der med sin kamp som soldat og politiker, med sin ærlighed og sin kompromisløse vilje til altid at finde den rigtige vej - selv når det så aller værst ud, sortest ud - var et lysende eksempel for os alle. Og så hans begravelse og sorgen, smerten. Og i dag, et Israel som igen har vist, at det kan ryste alle de hårde begivenheder - ikke af sig - men klare det og løfte det.

Israel har gennem hele sin historie vist en kolossal evne til at klare selv de hårdeste anslag. Næsten i trods har landet bygget en demokratisk stat op. Evnet at integrere millioner af indvandrere fra næsten alle hjørner af verden. Indvandrere, der selvom de havde jødedommen tilfælles, havde meget der ikke var fælles. Vidt forskellig baggrund.

Nu ser vi en stat, en moderne stat, en højteknologisk stat. Der er imponerende. Dengang et u-land med 600.000 jøder der beslutsomt udråbte deres stat i 1948. I dag 5 millioner jøder, et bruttonationalprodukt pr. indbygger, der overstiger en række europæiske landes. En eksport - ikke sydfrugter alene, men mest teknologi og viden - et land som skaber flere informationsteknologiske arbejdspladser uden for USA end noget andet land. Fremgang, materiel fremgang - imponerende.

Og så er der det andet, som jeg egentlig ville tillade mig at tale om til sidst her i aften.

Et dansk ordsprog siger 'hvo intet vover, intet vinder'. 50 år efter sin smertefuld fødsel står Israel i dag som et fuldbyrdet eksempel på, at det mod, den offervilje og den målrettethed, som tusinder og atter tusinder gennem årene har lagt i udviklingen af Israel, har vundet. Visioner, som i den første halvdel af århundrede blev affærdiget som illusioner, er i dag en realitet. Og modet - modet. Når man tænker på 'mod', tænker man tit på det store mod. På det stof, som krigens helte er lavet af. Og Israel har leveret sine helte. Men der er imidlertid også en anden slags mod. Som måske kan synes mindre. Mod til at indgå kompromis. Mod til at bøje af. Mod til at strække hånden frem. Mod og styrke til at overvinde sig selv, sine følelser, sine gamle holdninger og at tænke nyt.

Kære alle sammen - en retfærdig, varig og samlet fred med samarbejde over grænserne giver langt større sikkerhed end besættelse og strid.

Oslo-aftalerne giver os nu præsis 1 år til, 1 år endnu. Vi har 1 år endnu til at opnå enighed med palæstinenserne om de udestående, meget svære spørgsmål. Jeg håber inderligt og opfordrer alle Jer her til at yde hvert Jeres personlige bidrag til, at der inden maj 1999 bliver mulighed for at løse de store og de følsomme spørgsmål. Spørgsmålet om Gaza og Vestbreddens endelige status, om Jerusalems status, om flygtninge, om bosættelser og om vand. I ved, og jeg ved, at meget står på spil. Det er i virkeligheden den mest afgørende styrkeprøve, der nu finder sted. Ikke alene mellem staten Israel, og staten Israels naboer og omgivelser. Det er måske også i staten Israel selv. Fremtiden lige under den materielle fremgang, for de næste 50 år.

Husk teksten fra Prædikerens Bog. En tekst som gennem tiderne er blevet brugt både i kirken og i synagogen. Den lyder sådan her:

'Alting har en tid. For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde.

En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.

En tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at tie, en tid til at tale.

En tid til at elske, en tid til hade.

En tid til krig, en tid til fred'.

Hr. ambassadør! Deres forgænger som ambassadør her understregede da vi festede for oktober `43 for få år siden forskellen mellem krig og fred. Den er, at i krigstider er det forældrene der begraver deres sønner og døtre. I fredstider er det omvendt. Og sådan skal det blive igen.

Og tiden nu er til fred. Vi ved hvor stort mod det kræver af det israelske folk. Jeg har også været på officielt besøg i Polen og set Auschwitz. Men igen, hvis der ikke sker fremskridt vil vi sandsynligvis blive vidner til nye nedadgående spiraler af mistillid, vold, terror og tilbagegang. Først når der i værdighed og gensidig respekt er fred mellem Israel og alle dets naboer, kan samarbejdet udvikle sig - og alle folk i Mellemøsten nyde fredens frugter.

Nye 50 år foran os.

Danmark er, danskerne er og vil fortsat være blandt Israels aller varmeste venner. Derfor har vi tilladt os også i aften at påpege, at vi finder grund til ængstelse. For vi tror på, at man gennem fordomsfri dialog og vilje til at forstå andres synspunkter kommer længst. Jeg vil anse det for at være dårlige venner, der holder deres bekymring for sig selv. Jeg er ret sikker på, at det israelske folk vil klare også den opgave.

De har modet. De har visionen.

Og endelig, tillad mig endnu engang at ønske Israel tillykke med sine første 50 år. I Danmark siger vi ofte som en joke at en person ikke er voksen før han er 50 år. Israel har haft en skæbne som tvang dem til tidlig dygtighed og evne til at stå på egne fødder. Jeg vil ved denne lejlighed udtrykke min respekt til alle dem, der har gjort det muligt at festligholde dette jubilæum - takket være deres utroligt hårde arbejde, hengivelse og styrke.

Jeg har med glæde noteret at Danmark og Israel har nogle fælles værdier - demokrati og social velfærd. Og politisk har vi stærke bånd. Vi skal være stolte over disse fælles værdier. Mit største ønske for Israel er at landet snart vil opnå fred og samarbejde med alle dets naboer, således at Israel, naboerne og alle andre kan gå ind i det næste årtusinde i den rigtige ånd af fred, sikkerhed og samarbejde.