Statsminister Poul Nyrup Rasmussens tale ved Tom's Fabrikker, onsdag den 30. august 2000

Jeg vil gerne starte med at tale om denne 20-krone med dronningen på forsiden, der har tjent os godt igennem mange år som den danske mønt. Den har også nogle gange været i temmelig store vanskeligheder. Vidste I, at for bare 2 år siden var denne danske krone i vanskeligheder? Der var internationale finansmænd, som troede, at de kunne tjene penge på at spekulere i, at denne krone ville tabe i værdi. For blot 2 år siden måtte Danmarks Nationalbank bruge – hold jer nu fast - 40 mia. kroner for at passe på og værne om den danske krone, ellers var den væltet.

I skal huske én ting – et pres på den danske krone, det er et pres på det danske samfund. 40 mia. kroner hvad er det? Ja, det svarer nogenlunde til vores samlede udgifter til vores hospitaler om året i Danmark. Nu kom hovedparten af pengene tilbage til os denne gang, men de er altså ikke altid kommet tilbage til os. Da kronen kom under pres i 1993, måtte vi hæve renten meget, og igen i 1986, da 'kartoffelkuren' ramte os i Danmark. Én ting er indholdet, som vi var uenige i i forhold til den daværende regering, men én ting vil jeg sige til jer: Hver gang der har været et omfattende økonomisk kriseindgreb i Danmark, så er en stor del af årsagen, at vi skal værne om vores valuta, om kronen, fordi vi ved at værne om den også værner om samfundet.

Kære alle sammen – i 1998, i 1993 i 1986, i 1982 og i 70’erne har vi set, at et pres på kronen i sidste ende indebærer arbejdsløshed og krise. Jeg starter med at sige det, fordi det er dét, der for mig er det centrale – også ved den folkeafstemning vi skal have den 28. september. Den giver os en enestående mulighed for at gå over til den danske euro, som også har dronningens portræt på de danske mønter. Hvis vi gør det, behøver vi ikke længere at se os tilbage over skulderen, om der er internationale finansfolk, der vil tjene penge på den danske krone. Ved at gå sammen med de andre, kan vi én gang for alle tegne en forsikring sammen med de andre, der betyder, at den mønt, den danske euro, vi vælger, ikke længere kan væltes. Og når det ikke længere kan ske, behøver vi heller ikke længere at frygte finanskriser og indgreb.

Jeg har set min far og min mor blive arbejdsløse, og alle mine klassekammeraters forældre blev også ramt af arbejdsløshed i 50’erne. Siden jeg var knægt, har jeg sagt til mig selv, at hvis der er noget, du kan gøre i dit samfund, Danmark, for at sikre, at flest mulige mennesker kommer i arbejde og at færrest mulige kriser rammer os, så er det dét, du skal gøre. For jeg ved – ligesom I gør - hvem der skal bære tingene, når der er kriser i vores land. Det er jo ikke folk på business class, det er jo ikke folk, der kan alle de fine sprog, det er jo ikke folk, der rejser til udlandet, og hvad ved jeg.... Det er jer! Det er ganske almindelige arbejdere og funktionærer i Danmark, der først og fremmest får det at mærke, når der er krise i Danmark.

Derfor er det, at jeg siger, at der tegner sig en fantastisk chance for Danmark. Ved at sige Ja har vi mulighed for at sikre os mod at blive rendt over ende af finansspekulanter. Det er min første begrundelse for at anbefale et Ja den 28. september. Og jeg taler ikke om småpenge, jeg taler ikke om 1 – 2 arbejdspladser, jeg taler om mange arbejdspladser. Da vi havde oliekriseårene i 70’erne, så jeg jo hundrede-tusindvis af danske arbejdere miste deres job. Nu har vi en mulighed for sammen med de andre at sikre os en tryg fremtid, som vi ikke har haft før. Danmark er for lille til, at vi kan tillade os at isolere os. Vi er for små i en international verden til at modstå den brutale markedsøkonomi, hvis den kaster sig over os og tror, den kan tjene penge på os. Nogle har sagt til mig: 'Jamen, Poul Nyrup, det er jo bare elitens projekt, det her den 28. september'. Og jeg siger: Det er ikke elitens projekt – det er folkets projekt!

Nogle siger til mig: 'Jamen, det er mest folkeligt at sige Nej', men jeg siger, at der ikke er meget folkelighed i at sige Nej, for det betyder, at de danske kroner fortsat vil være sårbare for, at nogle få kan tjene penge på at spekulere mod kronen til skade for de mange. Det er ikke spor folkeligt.

Jeg har én grund til, som jeg gerne vil nævne for jer. Denne gode arbejdsplads er dybt afhængig af sin omverden. Denne arbejdsplads - og langt, langt de fleste danske arbejdspladser - vil have en betydelig fordel af at få et valutafællesskab, hvor man kan spare vekselomkostninger som virksomhed, og man er sikret fuld og lige adgang til sit marked. Hvor man ikke behøver at blive holdt tilbage i forhold til de andre, fordi man skal igennem vekselmekanismerne. Hvor man kan konkurrere på fuldstændig lige fod, og hvor man konkurrerer med den dygtige arbejdskraft, man har. Derfor er det jo ikke nogen tilfældighed, at over 80% af alt, hvad der hedder handel- og servicevirksomhedsledere, mange, mange erhvervsledere – ja, langt de fleste erhvervsledere - anbefaler et Ja! Jeg tror, det er en given ting, at et Ja vil være bedst for danske arbejdspladser og bedst for danske virksomheder. Og hvis det er bedst for danske virksomheder og bedst for danske arbejdspladser, så er det også bedst for Danmarks velfærdssamfund, for vi skal nu engang have pengene fra vores virksomheder gennem beskatning, for at have råd til vores velfærd.

Mit 3. argument er, at vi igennem 7 år – siden 1993 – har haft en god fremgang i Danmark. Før vi kom i gang i Danmark igen i 1993, var der usikkerhed. Der var 360.000 arbejdsløse i Danmark i 1993. Nu er der 150.000 arbejdsløse. Vi har mere end fået halveret arbejdsløsheden i Danmark – langt mere. Vi har ikke brug for ny usikkerhed, vi har brug for at få et Ja, som kan sikre os den ro og stabilitet, der skal til, for at vi kan fortsætte den udviklingslinie, vi har så hårdt brug for.

Så er der noget andet, som I også skal være klar over. Jeg ved, at mange af jer tænker på, om et lille land som Danmark nu kan klare sig i forhold til de store lande. Drukner vi ikke – bliver vi ikke opslugt som lille land? Hvad med vores velfærd? Og her må jeg sige til jer: Tænk på, hvordan det er gået de 28 år, vi har været medlem. Det er gået godt. Vi er ikke blevet opslugt. Vi har videreudviklet vores velfærd. Vi er ikke blevet holdt nede. Hvis vi ikke havde et samarbejde, hvor der var nogle regler, som både de store og små lande skulle følge, var det alene de store der bestemte. Det kan jeg godt love jer. Det betyder i virkeligheden, at Tyskland, som ellers helt bestemte renten i Europa og i Danmark, nu må indstille sig på, at det bestemmer vi alle sammen i fællesskab - hvis vi vil det. Danmark har altid tjent på at befinde sig i en god samhandel og et godt samarbejde med de andre for at beskytte vores velfærd, og for at skabe den stabilitet og den tryghed, der skal til.

Hvordan kommer det så til at fungere i praksis? Ja, vi har lavet sådan en lille pjece sammen med Lise Nørgaard, som jeg synes ganske godt forklarer, hvordan dette kommer til at fungere i praksis. Lad mig prøve at fortælle ganske kort, hvad der sker.

Hvis vi stemmer Ja den 28. september, sker der det, at Danmarks Nationalbank går i gang med at producere den danske euro. Hvis vi stemmer Ja, vil det også i fremtiden være Danmarks Nationalbank, der producerer vores penge – og det gælder også sedlerne. Forskellen vil bare være, at den nye danske euro har samme værdi i hele Europa. Det betyder, at når vi rejser til udlandet, så tager I bare den danske euro med. Den har præcis samme værdi over det hele. Denne danske euro vil blive indført den 1. januar 2004 – der bliver altså små 4 år at tilpasse os i, hvor vi får god tid til at få alt sammen til at fungere. Hvad så med min løn, mine plastikkort, min pension, osv.? Hvad sker der her? Ja, det, der sker, er, at ens løn fra kroner bliver omregnet til danske euro. Det bliver et mindre tal, der kommer til at stå på linien, men købekraften – det, jeg kan købe for min løn - bliver nøjagtig den samme, fordi priserne også bliver omregnet ved lovgivning og i aftaler. Der vil, ligesom I ser det i Finland f.eks., blive en periode, hvor der er dobbelt prismærkning.

Folkepensionen. Jeg har set, at nogle påstår, at hvis vi siger Ja, vil det gå ud over folkepensionen i Danmark. Jeg må sige til jer: Det er ren skræmmekampagne! Den danske folkepension er en, kun vi bestemmer i Danmark og ingen andre. Det, vi stemte om 1993, er en aftale, vi alle har skrevet under på, og hvori der står: Hvert enkelt land i dette samarbejde bestemmer selv sin socialpolitik og sin pensionspolitik. Derfor vil det ikke være negativt for vores pension – det vil være en absolut fordel for vores pension at stemme Ja den 28. september, for det giver virksomhederne grundlag for, at vi kan tjene penge, at vi kan have vores arbejde, vores løn, betale vores skat og dermed tage os af vores ældre mennesker og udbetale dem en ordentlig pension.

Hvad så med mine banklån og min opsparing og mit huslån? Ja, hvis en familie har et huslån på f.eks. et 30-årigt lån ved realkreditten, sker der ingen ekstra omkostninger. Det er ikke sådan, at man skal til at betale stempelafgift igen eller vekselgebyrer, man vil ikke komme til at få én ekstra krones udgift ved overgangen - det tager samfundet sig af – det tager virksomhederne sig af.

Løn, pension, ens plastikkort, ens opsparing, ens banklån – alt det vil, med andre ord, automatisk gå over til den nye mønt, således at vi pr. 1. januar 2004 kan gå i Brugsen, betale med den danske euro, købe varerne i danske europriser med samme købekraft, som vi kender i dag.

Sommetider, når jeg er på besøg rundt om på Danmarks fabrikker, er der én, der spørger: 'Det er ikke mig, det er min nabo, men hvis nu min nabo ikke når at få vekslet alle pengene og finder nogle i madrassen 6-8 år senere eller under hovedpuden, hvad så?'. Og der er mit svar: Man kan få vekslet alle de penge, man har liggende, de næste 30 år frem i tiden. Så hvis man ikke når det inden 2004, går man til sin bank og banken veksler så via Nationalbanken til danske euro. Man mærkede sommetider, at der var én, der tørrede sveden af panden og sagde OK! Det er altså ikke en pengeombytning, det er i virkeligheden en overgang til en fælles valuta, vi har brug for, for at sikre vores velfærd stærkere i fremtiden end før.

Til slut vil jeg sige til jer: Jeg har oplevet så mange valutakriser og pressituationer i Danmark, og jeg har, siden jeg var knægt fra Esbjerg, set, hvem det går ud over i kriser i vores land eller stagnation. Derfor, når vi nu har chancen i en periode, hvor det går os godt, for at sikre Danmarks fortsatte fremgang endnu bedre, og når jeg ved, hvor vigtigt, det er for mennesker her i landet at få arbejde, så anbefaler jeg et JA ud fra alt det, jeg står for. Jeg håber, I alle sammen vil fundere meget over det - for vores arbejdspladser, for vores økonomi og for vores tryghed og for vores indflydelse.

Jeg havde nær sagt, hvis direktionen her på fabrikken træffer beslutning om alle forhold vedrørende medarbejderne, så har jeg en fornemmelse af, at Søren vil gå op og sige, 'Sig mig engang, synes I ikke, I skulle tage at drøfte tingene også med mig'. Og på samme måde er det også med det europæiske samarbejde. Jeg bryder mig ikke om at være udenfor. Jeg synes ikke, det er en god idé, at de andre sidder og træffer beslutninger om pengepolitik, som vi så bare passivt skal indrette os efter. Det sker jo i dag, at hver gang de har besluttet at sætte renten op, så går der ca. 35 minutter, før den danske Nationalbank sætter renten op. Og jeg er altså ikke meget for, at det bliver ved. Jeg synes, at når det nu er sådan, så skal vi da være med til at beslutte dér, hvor beslutningerne bliver truffet. Sådan har jeg det - og sådan tror jeg, vi har det alle sammen. Og husk, at for 50 år siden, da bestemte vi alting selv og det har vi det jo bedst med - det er også pokkers, at vi ikke bestemmer alting selv, men det gør vi altså ikke mere!

Jeg føler virkelig, at Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Junibevægelsen gør den danske befolkning en dårlig tjeneste, hvis de prøver at give det indtryk til danskerne, at lille Danmark klarer sig bedst ved at være udenfor, isoleret, og at vi kan bestemme det hele selv. Det kan lille Danmark ikke længere. Det kunne vi for 50 år siden, men kapitalen er blevet internationaliseret og kan på kort tid sådan påvirke os meget, meget stærkt. Derfor har vi brug for sammenhold, derfor har vi brug for samarbejde. Det er lige som med gule fagforeninger. Jeg kender dem jo godt. Det er dem, der tror, at de behøver ikke at tegne en overenskomst - de kan bare få de samme rettigheder som alle andre. Sådan er det at stå uden for en forening og tro, man kan få alle fordelene uden samtidig at levere noget samarbejde. Det handler om fællesskab. Det handler om at give os alle sammen de bedste chancer. Derfor vil jeg anbefale et Ja den 28. september.

Tak skal I have alle sammen!