Statsministeren Lars Løkke Rasmussens tale ved Coops 150 års jubilæum den 4. maj 2016

Det talte ord gælder

Deres Majestæt, formand, jubilæumsgæster.

Tak, fordi jeg må være med til at fejre brugsbevægelsens 150 års fødselsdag. En dag, hvor det er naturligt at se fremad – som Lasse Bolander konstruktivt gjorde det i sin tale. Men selvfølgelig også naturligt at se tilbage.

Og det sidste er den film, der blev vist for lidt siden, en anledning til.

Det var en dejlig film. Den vækker minder.

Den sendte mig direkte tilbage til min barndoms Davregryn, madpyramiden i skolekøkkenet og Daimis biografreklamer i 1970’erne.

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste her i salen, der blev sendt en tur ned ad mindernes alle.

Hver erindring er vores egen. Og har sin egen duft, smag og følelse. Men er jo udlevet på det samme fælles bagtæppe.

Coops og brugsbevægelsens historie er ikke alene jeres. Den er vores historie. Den er danskernes historie.

Som vi så det i filmen, begyndte det hele med, at Hans Christian Sonne stiftede Thisted Kjøbstads Arbeiderforening tilbage i 1866.

Hvad var det for en tid?

Det var to år efter 1864. Dengang, hvor det som udad tabtes, skulle indad vindes.

Det var tiden efter enevældens fald og folkestyrets sejr med Junigrundloven i 1849.

Det var i de år, den jævne danskers engagement voksede frem. Flere politiske partier blev dannet – også det parti, jeg selv har medlemskort til.

Befolkningen voksede. Landbruget blev stærkere. Den spæde industri spirede frem. Der blev bygget jernbaner og veje. Danmark forandrede sig.

Og en del af drivkraften i den forandring var de store folkelige bevægelser.

Arbejderbevægelsen. Kvindebevægelsen. Højskolebevægelsen. Andelsbevægelsen. Brugsforeningsbevægelsen.

De var alle drevet af et stærkt engagement i fællesskabet.

Tag bare Hans Christian Sonne, som var flyttet til Thisted for at virke som sognepræst. Og blev chokeret over de forhold, som mange levede under dér. Ofte tæt på sultegrænsen. Det vækkede hos ham en social indignation.

Der var ganske enkelt helt basale behov, som skulle opfyldes.

Sonnes principper var tryghed for gode varer. Vægt på dagligdagens fornødenheder. Jeg har ladet mig fortælle, at halvdelen af omsætningen bestod af rugbrød.

Maven skulle mættes. Men Sonne tænkte også videre end det. Ånden skulle højnes.

En del af overskuddet fra foreningen gik til anskaffelse af nyttig læsning. Blandt andet ved, at 4 procent af omsætningen skulle bruges på at købe bøger til Brugsens læseværelse.

Nu kan man ikke sige Hans Christian Sonne uden også at sige Severin Jørgensen. Manden, der samlede de enkelte foreninger til en egentlig bevægelse.

Han beskrev selv sin mission sådan her:

”Fællesskab er en Livsbetingelse for Menneskene, ja, for alt skabt, hvori der er Liv og Vækst. Ikke engang et Træ, en Blomst, et Græskar vilde kunne vokse og trives alene paa bar Jord, de vilde knækkes af Blæsten, piskes ned af Regnen eller udtørres af Solens brændende Straaler, dersom de ikke voksede i Selskab og gensidigt skærmede og understøttede hinanden ... ”

Gensidigt skærmede og understøttede hinanden. Så smukt og rigtigt kan det siges.

Det er den erkendelse, foreningsdanmark er vokset ud af. Velfærdssamfundet er spiret frem af. Danmark er groet fra.

Og som så mange andre grene i det store danske egetræ, så har man draget nytte af podning fra udlandet. Idéen og inspirationen kom fra de engelske foreninger.

Men udførelsen blev jo dansk.

Og selvom man nok kan se flere politiske partier tage æren for andelsbevægelsen og brugsforeningerne – det gælder også mit parti. Så er den som så meget fremragende i vores samfund ikke noget, der tilhører ét parti – ingen kan tage patent på den. Eller er skabt af få mennesker alene. Den er bygget ved fælles kraft og tilhører os alle sammen.

Andelsbevægelsen og brugsbevægelsen er en del af dansk identitet.

En del af det Danmark, jeg er vokset op i og holder af. Mit første barndomshjem i Arbejdernes Andelsboligforening i Vejle er en knopskydning af samme træ.

Vokset frem af tanken om demokrati og fællesskab. Gødet med værdier om frihed, frisind, ligestilling og ligeværd.

Derfor er det også tankevækkende, at jubilæet i dag foregår den 4. maj – datoen op til befrielsesnatten. Den nat, hvor demokratiet vandt. Hvor lyset sejrede over mørket. Hvor håbet for fremtiden fik kraft.

* * *

Hvordan ser fremtiden ud for den gamle danske brugsbevægelse?

Det skal jeg ikke spå om – det overlader jeg til Lasse og jer andre – men jeg kan konstatere, at bevægelsen har i hvert fald tre styrker, som havde betydning i fortiden og også kan få betydning i fremtiden.

Lokalt engagement. Omstillingsevne. Samfundsansvar.

Først det lokale engagement. Helt fra start blev foreningerne og butikkerne motorer i de små lokalsamfund

Og en af de udfordringer i vores moderne samfund, som bekymrer og optager mig dybt, er, at væksten er geografisk skæv. Jeg synes, det er trist, hvis Danmark bliver delt op i udvikling og afvikling.

Derfor varmer det mit hjerte, når brugsuddeleren i Glejbjerg siger – som han gjorde det i filmen: Vi vil hedde forkantsdanmark, ikke udkantsdanmark.

Og det glæder mig, at Glejbjerg langt fra er det eneste eksempel. Mange andre lokale brugser har bevist, at udviklingen kan vendes.

Det andet punkt, jeg vil fremhæve, er omstillingsevne.

Hvem introducerede selvbetjening, frostvarer og supermarkeder i Danmark? Det var brugsforeningerne.

Og sidste år gik I i gang med et forsøg, hvor kunderne selv scanner deres varer med mobil efterhånden, som de tager varerne.

I har været trendsættere. I har omstillet jer. Danmark har ændret sig. Vi skal forandre for at forbedre – også i fremtiden.

For det tredje samfundsansvar.

Coop og FDB har sat vigtige dagsordner, siden pastor Sonne besluttede at udrydde sult og give åndelig føde til Danmarks fattigste.

Varedeklarationer. Dyrevelfærd. Kultur og design til danskerne.

En af mine personlige favoritter er Sikker Hansens reklame for Davregryn – den med de to piger, den lyse og den mørke – det er et kunstværk, som dufter af korn og emmer af sommer.

Det var også Brugsen, der som det første supermarked i verden satte økologiske varer på hylderne. I første omgang økologiske gulerødder.

Dengang i 1980 syntes alle andre, at det var en dårlig, ja måske ligefrem mærkelig, ide. Og de fik ret – i hvert fald i første omgang. Økologi var – en tordnende fiasko til en start. 10 års økonomisk ørkenvandring.

Men så vendte det. Og er det ikke netop, hvad andelsbevægelsen og brugsforeningstanken altid har kunnet og stadig kan? Se længere frem end til næste regnskab.

I dag er Danmark verdens førende økologiske marked.

Coop har taget og tager stadig et samfundsansvar.

Ofte et skridt foran os politikere på Christiansborg. I har drevet lovgivningen frem. Og sådan skal det jo være. At kloge mennesker uden for Christiansborg ser, hvor problemerne er, og også hvor løsningerne kan ligge. Det er en vigtig del af demokratiet. Så derfor tager jeg også uden tøven imod formandens invitation til, at vi politikere kan lade os inspirere af jer.

* * *

Hvad skal drive jer videre? Idealisme eller forretning?

Mon ikke, det er begge dele? Andelsbevægelsen formåede netop at koble markedskræfter og demokrati på en meningsfuld måde. Og brugsforeningerne trak på den samme model. Det er jo sjældent et spørgsmål om enten-eller – men ofte om både-og.

Brugsforeningstanken bygger både på drømme og snusfornuft. Både på åndelig udvikling og rugbrød til folket.

Er det ikke noget særligt dansk?

Der er sket meget på 150 år.

Thisted Kjøbstads Arbejderforening er blevet til Super Brugsen Thisted

Coop er blevet Danmarks største detailhandelskæde. 1,6 mio. danskere har et medlemskort hos jer. Jeg er en af dem.

I Danmarkshistorien, i danskernes historie, i vores hverdag er Coop ikke til at komme udenom.

Til lykke med jubilæet.