Tale
Det talte ord gælder.
Tusind tak for velkomsten og først fremmest, hvor er det dejligt at være her igen.
Tak, Mathias og Jacob, og tak til alle jer frivillige, der har knoklet i uger og i måneder for at få det hele til at ske.
Og til alle jer bornholmere. Tak fordi vi endnu en gang må låne jeres smukke ø.
Bornholm. Bølgebrus. Fællesskab.
Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere dansk end det, vi er i gang med netop nu.
Det skulle da lige være fællessang. Tak til Katrine [Muff] og tak til det smukke folkekor.
Jeg ved, Katrine fortale jer noget i dag, som hun fortale mig for noget tid siden.
Nemlig at når vi synger sammen, så er det ikke bare en rar følelse, fordi det ofte er vores sprog, og det er vores erindring, fra måske da vi var børn.
Det synkroniserer også vores hjerteslag, og derfor er der lige et par minutter, hvor vi hænger lidt ekstra sammen som danskere, når vi synger sammen.
Tak Katrine.
* * *
Og jeg elsker Danmark af hele mit hjerte.
Synet af Dannebrog, der vajer over sommerlandet.
En god frokost i solskin. En kold øl. Jordbær med fløde til dessert.
Sankt Hans-bålet. De evige lyse nætter.
Og foreningslivet. Som folder sig ud lige fra kolonihaven til alle mulige frivillige foreninger. Og som vi i øvrigt er omgivet af her i dag.
Og jo, vi er et lille land. Men målt i livskvalitet og i fællesskaber. Der er vi giganter.
Og i en tid som nu. Med uro i verden. Et aggressivt Rusland. Krig i Europa. Og med usikkerhed.
Så har vi brug for at værne om alt det, vores lille land er, og alt det, vi kan. Alt det, vi holder af, og alt det, som er værd at forsvare.
Vores fred. Frihed. Og hinanden.
Vores forsvar mod Putins krigsmaskine den handler selvsagt om militær oprustning.
Men det handler også om noget andet.
Nemlig selve dem, vi er.
* * *
Og en af de allerfineste ting ved Danmark. Det er vores stærke tradition for demokratisk samtale.
At vi kan være rygende uenige. Men alligevel debattere med hinanden i en ordentlig tone.
Og netop den gensidige respekt. Den vil jeg gerne i dag slå et ekstra slag for. For vi skal passe godt på den.
I det seneste år er det gået den forkerte vej.
Der er mere had på de sociale medier. Der er flere løgne, der florerer. Der er flere, der oplever chikane og Trusler. Og det, der er værre.
Hold nu fast.
Halvdelen af landets lokalpolitikere har oplevet chikane.
Halvdelen!
De lokale politikere, I hver og især stemmer på, når der er valg, til at varetage jeres interesse og skabe fremskridt i den by, den landsby, den kommune, hvor I bor.
Halvdelen af dem har oplevet det.
Og mere end halvdelen af alle jer, altså af alle danskerne, fortæller, at de afholder sig fra at deltage i debatter, ikke mindst på sociale medier, på grund af den hårde tone.
Det her er den forkerte vej at gå.
For er vi på vej hen imod et samfund, hvor chikane pludselig bliver det mest effektive argument i en debat?
Så andre putter sig og tier stille.
* * *
Hvis det sker, altså tendensen til at ville lukke munden på dem, man er uenige med.
Det kan være hærværk mod en lille slagterbutik, alene for at skabe opmærksomhed om sin egen politiske dagsorden.
Det kan være aktivister, der starter hylekor og forsøger at overdøve mennesker, de er uenige med.
Hvis den tendens til også at ville udstøde virksomheder eller meningsdannere fra offentlige debatter. Fordi de repræsenterer de synspunkter, man ikke selv har.
Så dør vores demokrati. Det er udansk. Og det er forkert.
Vores demokrati er stærkt. Og det er nok et af de aller-, allerstærkeste i verden.
Men alle kan jo se med det blotte øje i de her år, at det er ikke stærkere, end hvad vi gør det til.
Det lever og ånder i kraft af alle os, der er her. Og alle andre, der tager stilling og engagere sig.
Og det lever kun, fordi der er nogen, der vil påtage sig ansvaret.
Og derfor vil jeg gerne i dag dedikere min tale til alle jer, der gør det.
Alle børn og unge, der er med i et elevråd. Giv dem lige en rigtig stor hånd.
Alle dem, der engagerer dig i lokalpolitik. Også selvom de repræsenterer et parti, I ikke selv stemmer på.
Alle dem, der sørger for, at grundejerforeningen fungerer. Håndboldklubben fungerer. Spejderne.
Alle dem, der kæmper i mod ensomhed. Alle jer, der er frivillige: Tusind tak!
Jeg håber, at I over det ganske land kan høre klapsalven, som I fik fra Bornholm.
Fordi uden jer, ville Danmark ganske enkelt ikke være det fantastiske land, vi er.
Vi skylder jer en kæmpe tak.
Og jeg bliver også nødt til at sige, vi kommer til at gøre meget mere for at passe på jer.
Passe på dem, der tør stille sig frem og tage den offentlige debat.
Vi bliver nødt til at være på vagt, selvom jeg egentlig ikke bryder mig om, at vi skal være det. Overfor troldehærene. Propaganda. Misinformation og fake news.
Og derfor skal vi opruste vores sind og vores sjæl. Vi skal øge vores kollektive menneskelige modstandskraft. Og styrke de fællesskaber og den samtale, som Danmark er bygget på.
* * *
Og der er jo ikke noget bedre sted end at gøre det her. Bornholms folkemøde. Danmarks folkemøde har inspireret utallige andre folkemøder rundt om i landet.
Vi mødes her ansigt til ansigt. Under åben himmel. I debatterer. Vi diskuterer. Vi er uenige. Forhåbentligt finder vi også nogle kompromisser og nogle løsninger frem.
Og nej, vi har ikke glemt klimakrisen. Eller nogen af alle de andre opgaver, vi har.
For folkemøder er alt det, som Putin og andre autokrater ikke er.
Dét er demokratiet, når det er bedst. Dét er Danmark, når det er bedst.
Lad os holde fast i det. Og lad os holde fast i hinanden.
Pas godt på hinanden. Og hav nu et rigtig godt folkemøde!
