Statsministerens båltale på Marienborg den 23. juni 2013

Det talte ord gælder

Juleaften fejrer vi med familien.
8. marts med kvinderne.
Grundlovsdag med meningsfæller.
Roskildefestival med vores jævnaldrende.
Og 1. maj med partierne.

Men Sankt Hans aften er en fest, der samler os alle sammen.

Børn og voksne. Mænd og kvinder. Røde, blå og andre kulører.

Vi er ude i det fri. Her er ingen lukkede døre. Sankt Hans aften er alle velkomne. Også dem, vi ikke kendte, da vi gik herhen, men måske kender, når vi går hjem igen.

Sankt Hans aften er Danmarks største sammenskudsgilde. Fra Skagen til Sønderborg er der tæpper i græsset og vin i glasset.

Findes der noget mere dansk end at tænde bål og hygge sig med madkurven i den lyse sommeraften – ofte under en paraply?
Vi fejrer de lyse nætter. Vi fejrer varmen fra bålet. Vi fejrer samhørigheden. Og vi husker hinanden på, at vi skal nyde det, så længe det varer.

For om et halvt år sidder vi ikke ovenpå tæpperne, men under tæpperne og skutter os på årets korteste dag.

I en tid, hvor en hel del af os render fortravlede rundt med smartphonen klæbet til øret og hovedet fuld af tanker om det næste, vi skal nå, så er Sankt Hans en lejlighed til at stoppe op.

Finde ro.

Huske livsglæden.

For som vi skal synge senere i aften:

”Men den skønneste krans
bli’r dog din Sankte Hans
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.”

Da jeg var barn, elskede jeg at lege ude hele den lange Sankt Hans aften. Da jeg var ung, syntes jeg, Sankt Hans var noget af det mest romantiske. Da jeg fik mand og børn, blev Sankt Hans en hyggelig familiefest.

Alt efter hvor vi er i livet, oplever vi aftenen på forskellig måde. Børnene spørger utålmodigt: Hvornår tænder vi bålet? Og de gamle spørger: Hvornår slukker vi bålet og går hjem?

Sankt Hans er vores fælles fest. Derfor elsker jeg Sankt Hans aften.

Men der er en del af Sankt Hans-traditionen, jeg altid har haft det lidt svært med. Det må jeg indrømme.

Det er ikke bålet. Det er ikke madkurven.

Det er heksen.

Jeg har det lidt skidt med at sende en heks af sted hvert år. Hvorfor skal det være en kvinde?

Måske skulle vi til næste år futte en troldmand af til en forandring?

Og så tror jeg heller ikke på, at vi kan løse vores problemer ved at sende dem til Bloksbjerg.

Hvis vi har et problem, så lad os løse det her.

Et af de vigtige problemer, som angår os alle sammen, og som vi er ved at løse er, at mange børn ikke lærer nok i skolen.

Vi har en god skole. Men den kan blive bedre. Og det bliver den.

Til jer fra Børnehuset Pilen og til alle jer andre børn, der er med her i aften, vil jeg sige: Glæd jer.

Den ny folkeskole vil give alle børn en chance for at blive dygtigere. Ikke kun de børn, der har forældre, som kan hjælpe. Ikke kun de børn, der har let ved det boglige.

Og derfor kan forældrene også glæde sig – både på børnenes og egne vegne. Mon ikke aftenerne bliver mindre fortravlede rundt omkring i familierne, når en del af lektierne er klaret i skolen?

Skolen skal give plads til alle. Alle børn skal blive dygtigere. Det har altid været den danske vej. Danmark har brug for alle slags talenter.
Og jeg er overbevist om, at vi alle sammen har et talent at folde ud, hvis vi får muligheden for det.

Som den livskloge kranfører Ole siger det i filmen om Gummi-Tarzan:

”Der er altid noget, man er god til – man skal bare finde ud af, hvad det er!”

Ja, sådan er det. Vi kan ikke alle sammen blive violinvirtuoser. Det ville da også være lidt ensidigt. Men vi skal kræve noget af os selv og af hinanden. Så alle vores forskellige talenter kan blomstre.

Forskellighed er befordrende for fremskridt.

Og det danske fællesskab er netop stærkt, fordi vi giver plads til forskellighed.

Alle får en chance.

Til gengæld har vi også hver især et ansvar for at gribe chancen, bruge mulighederne og gøre det, vi mener, er vigtigt og rigtigt.

Her i aften skal vi suge energi fra sommeren og lyset og varmen.
Vi skal hygge os.

Men vi kan jo også bruge roen og eftertanken til at nære vores drømme og længsler. Til at overveje, hvad der virkelig tæller for os selv og for dem, vi holder af. Og handle derefter.

Nogle mennesker fortryder ting, de har gjort. Men jeg tror, at flere fortryder det, de ikke fik gjort.

Engang var risikoen at blive brændt på bålet, hvis man stak kosten for langt frem. Sådan er det ikke mere – man risikerer højest nogle knubs og et par bøjede børstehår.

I vore dage er det kun en heks af klude og hø, vi brænder af. Selvom heksen i år er så flot, at jeg faktisk synes, det er synd at brænde den.

Men jeg må give mig. Bålet skal tændes. Vi skal sende heksen og hendes drømme højt op at flyve.

Og så skal vi synge en sang, som vi alle kender. En sang, der er så folkelig, at den findes i to udgaver. Lange-Müllers, som en hel del af os kan synge med på. Og Shubiduas, som alle kan synge med på.

Det er helt i Sankt Hans aftens ånd, at vi på den måde får alle dækket ind.

Her om lidt er det den gode gamle udgave af Midsommervisen, vi skal synge. Og mon ikke det går. Vi får hjælp af professionelle kræfter.

Og efter sangen så husk at få talt med dem på tæppet ved siden af, også selvom I ikke kender dem – endnu.

Rigtig god Sankt Hans aften til jer alle sammen.