Statsministerens båltale til Sankt Hans på Marienborg 23. juni 2016

Det talte ord gælder

”Vi elsker vort land – men ved midsommer mest”.

Sådan lyder det i midsommervisen, som vi skal synge om lidt, når bålet bliver tændt.

Det er svært at være uenig i.

Der er mange smukke højtider i årets løb. For mig er midsommeren – Sankt Hans aften – en af de smukkeste.

Der er noget særligt dansk over det. De lyse nætter. Fællessangen. Og selvfølgelig bålet med heksen. Og bekymringen for om vejret holder.

Som jeg nævnte i min velkomst, er årets heks lavet af børnene fra Børnehuset Spurvehuset. Skal vi ikke lige give børnene en hånd for den fine heks?

Det er ikke bare bålet, der gør Sankt Hans særlig. Det er også – og vigtigere - at vi samles om bålet.

Vi er sammen på tværs af generationer. Og måske også med forskellige forventninger.

For børnene er Sankt Hans en anledning til at være længe oppe.

For de nye studenter kan det være anledning til en helt ny slags møder.

For de travle forældre kan det være en anledning til at sætte mobilen på lydløs.

Og for de lidt ældre generationer kan det være en anledning til at mindes. Eller få nye minder.

Men uanset hvem vi er. Hvor gamle vi er. Eller hvor vi kommer fra. Så finder vi sammen om bålet.

Det er dejligt. Særligt i en tid, hvor fællesskab og sammenhold ikke er naturgivent.

Hvor det kan virke lettere at mure sig inde derhjemme end at være en del af et større fællesskab.

...og så ikke et ord mere om den engelske EU-afstemning, som jo finder sted i aften.

***

Vi, der er her i aften, har valgt fællesskabet. Vi behøver vi ikke ligne hinanden. Og vi behøver heller ikke være enige om alting – ikke engang om det meste.

Det dejlige ved Danmark er, at selvom vi er uenige. Så er vi ikke uvenner. Så kan vi finde sammen alligevel. Respektere hinandens forskelligheder og synspunkter.

Det lærer vi fra barnsben. Blandt andet i spejderklubber som KFUM, som står bag alle aktiviteterne i haven i aften. Og tak for det.

Sådan nogle lavede vi også i min tid som spejder. Min far meldte mig ind i De Grønne Spejdere, da jeg var 6 år gammel. Og jeg stoppede formelt som 24 årig. Formelt.

Det gav en uvurderlig ballast. Der blev ikke talt så meget om at være sammen. Vi var det bare. Vi lærte værdien af at løfte i flok. Af at lytte. Også dem man var uenige med.

Med tiden blev nogle af os spejderledere. Det blev jeg også. Faktisk blev jeg leder af – ja, jeg ved ikke, om jeg bør røbe det: Jeg var leder af Rød Bande. Og det gik faktisk godt. Hvis jeg selv skal sige det.

Hvis jeg – med resten af min røde bande – var blevet spurgt, om jeg ville hjælpe til på Marienborg til Sankt Hans. Så havde jeg sagt ja.

For Marienborg tilhører hverken rød, blå eller grøn bande for den sags skyld. I dag tilhører det os alle sammen.

Sådan har det ikke altid været. Engang var det et sted for den rige adel. Her nød de sommerlivets og familielivets glæder. Her legede børn og voksne sammen.

De legede for eksempel ”MUNK”, som var et spil, hvor man kastede pinde. Og en leg, der hed ”Gå til Island efter sild”. Mon ikke det tog det meste af aftenen?

Landsteder som Marienborg var samlingssteder – men for de få.

I dag er Marienborg for de mange. Det lægger jeg vægt på, at det skal være.

Marienborg skal åbne sig op. Til august bliver det forhåbentlig et mødested for folk med grønne fingre. For her inviterer vi til åben havedag her på plænen.

I aften er det samlingspunkt for bål, sang og samvær.

Og til daglig er det et samlingssted for samtale.

Jeg har haft besøg af flere hundrede dedikerede danskere til temamøder og konferencer her på Marienborg. Ildsjæle, skolelærere, demensramte og deres pårørende.

For en måned siden havde jeg inviteret til et økonomitopmøde her i huset.

Arbejdsgivere, fagbevægelse, vismænd, iværksættere, eksperter og politikere fra alle partierne – de kom alle sammen. Og var lagt i ovnen til en god diskussion i en ordentlig tone.

Og hvordan blev de så modtaget her på Marienborg?

De blev modtaget af and.
Nærmere bestemt en andemor. En meget sur og meget skrap andemor.
Hun løb frem og tilbage. Og skældte gæsterne ud, da de ankom.

Hun havde nemlig valgt at lægge sine æg i en af blomsterkrukkerne oppe ved hoveddøren. Nu skulle de til at klække. Og derfor ville hun sådan set gerne have noget fred.

Og hvad skete der? Gæsterne forstod, hvad hun sagde. Alle gik pænt udenom. Endda uden at svare surt igen. Samme dag klækkede æggene. Og måske har I allerede set ællingerne nede ved søen.

Og så kan man ikke lade være at tænke: Når det er muligt at vise overskud overfor andemor. Kunne vi så ikke også finde det overskud frem overfor hinanden?

Kunne vi ikke begynde at tale mere med hinanden – end om hinanden?

Kunne vi ikke begynde at lytte mere – og afbryde mindre?

Kunne vi ikke droppe diskussionerne om, hvad man må kalde mennesker med en anden hudfarve. Og i stedet bare kalde folk ved deres fornavn?

Kun ved at tale ordentligt – sammen – kan bevare det fællesskab, vi har bygget op gennem generationer. Det gælder både på Facebook og i virkeligheden.

Hvis vi mister evnen til at tale sammen på kryds og tværs i samfundet, så mister vi noget meget dansk. Ja, hvis jeg skal sige det lidt højstemt. Så mister vi det særlige ved vores demokrati.

Ligeværd mellem mennesker. Respekt for andre synspunkter. Det brede fællesskab, som Danmark bygger på.

Det var mit budskab i min nytårstale, som jeg holdt her på Marienborg for snart seks måneder siden. Det er mit budskab i dag. Og det kan vel ikke udtrykkes mere præcist end i midsommervisens sidste strofe:

”Vi vil fred her til lands. Sankte Hans. Sankte Hans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde”.

Det lyder bedre, når man synger det. Og endnu bedre, når tenor Tobias Ørum synger for.

Og det vil han gøre om lidt, når bålet er tændt, og vi skal synge midsommervisen. Sammen.

Rigtig god Sankt Hans.