Statsministerens båltale ved Sankt Hans aften på Marienborg den 23. juni 2017

Det talte ord gælder.

Vi lever i en tid med mange forandringer – store spørgsmål.

Men der er ét spørgsmål, som jeg tror alle er optaget af.
Som hele tiden lurer i horisonten.

Vejret!

Kan I huske, hvordan det var sidste år?

Det kan jeg.

For sidste år var det sådan cirka nu, at himlen åbnede sig. Regnen væltede ned. Tordenen bragede ude over Bagsværd sø.

Og her stod jeg så. Lidt tidligere end planlagt – i et forgæves forsøg på at undgå regnen. Det lykkedes ikke. Tværtimod. Alt sejlede.

Men så skete der noget, jeg sent vil glemme.

En mand på første række rejste sig beslutsomt op. Han havde på en eller anden måde fået nok. Så han tog sin paraply – gik herop til mig. Og stillede sig skråt bag mig, mens han holdt sin paraply over mit hoved.

Bagefter tænkte jeg på, om jeg nogensinde fik sagt ordentlig tak for hjælpen. Jeg er ikke sikker. Så kære paraply-mand. Hvis du er her igen i år, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige dig: Mange tak!

Til gengæld kan jeg huske, at jeg tænkte: Dét der – det kan kun ske i Danmark.

Ikke fordi, der ikke også findes venlige mennesker andre steder i verden. Heller ikke fordi danske politikere er særligt populære. [Det ser vi ikke mange tegn på, synes jeg].

Men fordi det er noget særligt dansk, at der ikke er langt mellem folk. At vi har tillid til hinanden. Og at vi stiller op, når der er brug for hjælp. Uanset hvem man er. Vi er mennesker først – alt andet derefter.

Det, tror jeg, ligger dybt i de fleste af os. Og det er bygget op gennem mange år.

En af byggestene blev lagt for 500 år siden, da Martin Luther startede reformationen. Og Danmark blev protestantisk – som det første samlede land i verden.

Én af Luthers pointer var, at alle er lige for Gud. Uanset om man er præst, biskop eller statsminister; når det – rigtig kommer til stykket – står ingen mennesker over andre.

Vi er alle frie til at tænke selv. Diskutere. Kritisere. Og med frihed følger ansvar. Ansvar for sig selv. Ansvar for fællesskabet.

Det er en vigtig dansk værdi. Den skal vi huske på. Bære med os i hjertet.

Det har vi ikke altid været lige gode til.

Da Christian den Fjerde fejrede 100 året for reformationen, gjorde han det for eksempel ved at indføre en særlig trolddomsforordning – som blandt andet skulle slå hårdt ned mod overtro.

Det ulykkelige resultat blev, at mange hundrede kvinder endte på bålet – som hekse.

Sådan er det heldigvis ikke i dag.

Aftenens meget flotte heks er lavet af børnene i børnehaven Humlehuset. Tak for den.

I år har vi også fejret et 100 års jubilæum. Nemlig 100-året for salget af de vestindiske øer.

Jeg var selv på St. Croix og St. Thomas for nogle måneder siden for at deltage i markeringen.

Et dejligt sted med mange danske aftryk. Men dem behøver man såmænd ikke tage til Vestindien for at finde. I kan bare vende jer om.

Marienborg blev – ligesom mange andre danske palæer – blandt andet bygget for penge tjent i Vestindien. Tjent på slaveri og slavehandel. En utilgivelig del af vores historie.

Det er heldigvis også fortid. I dag åbner vi Marienborg for alle, som har lyst. Fejrer mangfoldigheden.

Når jeg bruger denne lyse aften til at fremhæve et par mørke kapitler i Danmarkshistorien – så er det ikke for at ødelægge stemningen.

Nej – jeg siger det, fordi de skal minde os om, at medmenneskelighed ikke er nogen selvfølge.

Det gælder også i vore dage.

Vi har bygget et stærkt samfund. Ikke et perfekt samfund, men måske det bedste som findes i verden, som Mikkel [Beha] var inde på i sin tale.

Nutiden er bedre end fortiden. Og fremtiden vil blive endnu bedre.

Men til alle tider gælder det, at uanset hvor mange regler og retningslinjer vi laver. Uanset hvor fintmasket en velfærdsstat vi har – så kan det aldrig erstatte hverdagens hjertevarme.

Hjælpen til den ældre dame, som er faldet på fortovet.
Armen om drengen i klassen, som har allermest brug for det.
Paraplyen til ham, som er fanget i regnen.

Den hjertevarme kan vi ikke deponere hos samfundet. Eller tænke: Der er nok andre, som hjælper.

Nej – den skal vi også selv udvise. I det små og i det store. Vi er allesammen ”de andre”.

Og vores særlige sammenhold er kun stærkt, så længe vi er der for hinanden. Har tillid til hinanden. Så længe vi åbner vores hjerter – lukker hjertevarmen ind.

***

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale. Thi hjertesproget er vers og sang, og lære kan vi af nattergale, af lærken over den grønne vang.

Det sang vi for et par timer siden. Det passer godt til i aften.

Om lidt skal vi synge igen – denne gang midsommervisen.

Men først skal vi tænde bålet.

I gammel tid skulle det skræmme de onde ånder væk.

I aften kunne vi jo vælge at lade bålets varme være et symbol på den menneskelige varme, vi alle har i os – og alle har brug for at mærke.

***

Kære alle sammen.

Jeg håber, at I har haft en dejlig aften.

Lad os få gang i bålet. Gøre klar til at synge.

Og lad os – til tonerne fra Lyngby-Taarbæk Brass Band – synge ekstra højt på de sidste strofer af midsommervisen:

Vi vil fred her til lands. Sankte Hans, Sankte Hans. Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde.

Tak for ordet.