Statsministerens tale i DIIS ''GLOBALE UDFORDRINGER FOR EUROPA - EU efter udvidelsen''

Det talte ord gælder

Tak for invitationen til at tale her i instituttet. Jeg vil i dag tale om de globale udfordringer for EU.

For et par uger siden besøgte jeg Kina sammen med en erhvervsdelegation og havde møder med den nye kinesiske ledelse. Efter dette besøg står det klart for mig, at vi i Europa vil stå over for helt nye udfordringer i de kommende år. Udfordringer, som de fleste nok har en fornemmelse af, men som de færreste har indset omfanget af. I hvert fald blev mine øjne åbnet ganske kraftigt.

Det har længe stået klart, at Europa halter bagefter USA, når det gælder økonomi, teknologi og international indflydelse. Det nye er, at Kina begynder at ligne en økonomisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk supermagt i svøb.

Endnu er Kinas økonomi beskeden. Men dynamik og vækstrate er så enorm, at Kina om få år har overhalet Europas største lande. Endnu har Kina ikke nået samme højteknologiske niveau som os. Men kineserne bevæger sig fremad med stormskridt og satser benhårdt på investeringer i forskning, uddannelse og innovation. Endnu holder Kina en lav profil i global sikkerhedspolitik. Men kineserne er begyndt at spille en mere aktiv rolle. Senest i 6-parts-forhandlingerne om Nordkorea.

Denne udvikling skal vi ikke betragte som en trussel. Tværtimod kan vi drage stor fordel af et tættere samarbejde med Kina. Men for Europas vedkommende kræver det, at vi tænker langt mere offensivt og globalt. Vi skal være langt bedre rustede til at deltage i den globale arbejdsdeling, både når det gælder økonomi og sikkerhedspolitik.

* * *

I de nærmeste år vil vi se en omfattende global flytning af arbejdspladser. Produktionen vil flytte derhen, hvor der er de bedste forudsætninger. Den produktion, som kræver megen arbejdskraft, vil flytte derhen, hvor der er rigeligt med billig arbejdskraft, bl.a. til Kina og det øvrige Asien. Den produktion, som kræver store investeringer, vil flytte derhen, hvor der er rigeligt med billig kapital, f.eks. til USA og Europa.

Det er en global arbejdsdeling, som kan blive til fælles bedste. Men kun hvis vi i Europa bliver bedre til at oprette nye arbejdspladser. Europa må simpelt hen tage et mega-skridt fremad med hensyn til investeringer i højteknologiske arbejdspladser og udvikling af et videnssamfund, hvor forskning og uddannelse ligger helt i top. Vi skal udvikle Europas økonomi til en stærk, konkurrencedygtig og dynamisk økonomi.

Vi har taget de første betydningsfulde skridt. I firserne startede vi udviklingen af et indre marked. I halvfemserne skabte vi den fælles valuta, Euro’en. Og den 1. maj i år gennemfører vi udvidelsen af EU fra 15 til 25 medlemslande. Et stort indre marked med over 450 millioner indbyggere. Verdens største økonomi.

Men desværre ikke verdens mest dynamiske økonomi. Vi sakker agterud teknologisk. Vi mister gamle arbejdspladser, og vi opretter for få nye arbejdspladser.

I et land som Kina er den årlige vækst næsten 10 %. Og de driftige kinesiske kystregioner modtager årligt en tilgang på 20 millioner nye arbejdstagere. Det er en vækst og udvikling, det er til at tage og føle på.

Også inden for så vitale områder som forskning og innovation halter Europa efter. Det gælder ikke mindst i forhold til USA. Amerikanerne bruger flere penge på forskning og udvikling. De har flere høj-teknologiske patenter pr. indbygger end Europa. Der er flere forskere i USA i forhold til befolkningen end i Europa. Det skyldes imidlertid ikke, at Europa ikke uddanner mange forskere – det gør vi, men vi kan ikke holde fast på dem. Det er anslået, at mere end 400.000 europæiske forskere arbejder i USA.

Vi skal sætte beskæftigelsen for Europas befolkning i centrum. Og derfor må vi nu iværksætte en storstilet plan for udvikling af EU til et førende vidensamfund. Vi bør satse meget stort og meget målbevidst.

Jeg foreslår, at vi sætter det mål at udvikle et nyt og reelt fælles område for forskning, udvikling og uddannelse.

Forskning og uddannelse bør fortsat være nationale anliggender. Men vi bør supplere den nationale indsats med initiativer på EU-plan. Ved at lægge kræfterne sammen i EU kan vi løfte forskningsprojekter, som de enkelte medlemslande ikke selv kan overkomme. Det gælder f.eks. den avancerede rumforskning.

Jeg mener, at vi i de kommende år bør fordoble EU’s indsats inden for forskning, uddannelse og udvikling.

Jeg vil helt konkret foreslå fem elementer i en strategi for udvikling af et indre marked for forskning, udvikling og uddannelse.

For det første bør bevillingerne til EU’s rammeprogram for forskning forøges væsentligt.

For det andet bør vi på EU-plan etablere en ny grundforskningsfond. Fonden skal bruges til at styrke europæisk grundforskning i fremtidens teknologier, f.eks. nano-, hydrogen- og miljøteknologi.

For det tredje bør vi styrke samarbejdet om innovation og teknologispredning. Opgaven er at omsætte forskningsresultater til nye produktioner så hurtigt som muligt. Vi bør lette udvekslingen af information om nye forskningsresultater over landegrænserne, f. eks. ved at etablere teknologiske platforme, hvor flere interessenter arbejder sammen om løsningen af fælles problemer. Det Europæiske patent skal straks sættes i værk.

For det fjerde bør vi udvide EU’s programmer for europæisk udveksling af studerende, lærere og forskere markant. Ambitionen bør være at se EU som ét område, hvor uddannelsessøgende, lærere og forskere som den mest naturlige ting studerer, underviser og forsker hvor som helst i EU. Og vi bør etablere en europæisk forskningspris, der kan vise den store betydning, vi tillægger forskning i Europa.

For det femte bør vi ekspandere vore udvekslingsprogrammer i forhold til andre regioner i verden. Ambitionen er at gøre Europa til et førende internationalt center for uddannelse og forskning. Vi bør i langt højere grad end i dag tiltrække studerende fra bl.a. Amerika og Asien. Og vi bør etablere Europa-colleges eller –universiteter i andre regioner, f.eks. Amerika, Asien og Mellemøsten.

En så kraftig satsning på nye områder kræver, at vi foretager en betydelig omprioritering på EU’s budget. Der er allerede lagt et loft over EU’s landbrugsudgifter fra 2007, så de vil udgøre en faldende andel af EU-budgettet. Vi kan også målrette strukturstøtten til de fattige regioner i EU, så den i højere grad stimulerer udviklingen af vidensamfund.

Det indre marked, den fælles valuta og udvidelsen af EU repræsenterer markante skridt fremad for Europa. Nu behøver vi at tage et nyt markant skridt fremad. Gøre EU til en førende vidensøkonomi. Ved at skabe et fælles område for forskning, udvikling og uddannelse.

Vi skal sætte mennesker først. Også i EU. Vi skal sikre beskæftigelsen ved at investere i arbejdspladser med fremtid i. Og ved at uddanne og kvalificere os til fremtidens jobs.

* * *

Men også sikkerhedspolitisk står vi over for nye udfordringer. Den internationale terrorisme, fejlslagne statsdannelser, spredning af masseødelæggelsesvåben, borgerkrige, menneskeskabte katastrofer, hele den velkendte liste. Europa må tage disse globale udfordringer op sammen med ligesindede og handlekraftige aktører, i første række USA.

EU bør spille en særligt ansvarsfuld sikkerhedspolitisk rolle i Europa og i Europas nærområde, f.eks. i Mellemøsten og Afrika. EU skal kunne bringe sine mange økonomiske, bistandsmæssige, diplomatiske og øvrige instrumenter i anvendelse sammen med de militære. Derved vil der blive skabt sikkerhedspolitisk merværdi.

Men det kræver, at vi udbygger EU-landenes kapacitet til at iværksætte og gennemføre militære operationer i konfliktramte områder. Og det kræver, at vi forbedrer mulighederne for at formulere og følge en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.

Hovedhjørnestenen i europæisk sikkerhed vil fortsat være NATO – og dermed samarbejdet med USA og Canada. Men indenfor denne ramme bør vi styrke Europas evne til selv at forebygge og løse regionale konflikter.

EU har taget det første skridt ved at etablere en udrykningsstyrke, som kan påtage sig militære fredsskabende, fredsbevarende og humanitære opgaver, når NATO som sådan ikke ønsker at engagere sig.

EU har allerede overtaget den første militære operation fra NATO, nemlig i Makedonien. Om nogle måneder overtager EU ansvaret for operationen i Bosnien fra NATO. SFOR bliver til EUFOR. Den hidtil største og mest krævende opgave for EU.

Også i det konfliktplagede Afrika kan EU komme til at spille en positiv rolle. Dels gennem direkte operationer, som vi allerede har set det i Congo, dels ved støtte til afrikanske organisationers egne fredsskabende bestræbelser.

Ligesom i NATO er der fortsat tale om nationale militære styrkebidrag. Forsvar er fortsat et nationalt anliggende. Men de lande, som ønsker det, kan tilmelde tropper til sådanne EU-ledede operationer.

Det er et naturligt næste skridt at forbedre EU-landenes militære kapacitet. Derfor er det foreslået at etablere et europæisk agentur for forsvarsmateriel, forskning og militær kapacitet. Det, mener jeg, er et godt forslag, fordi det forhåbentlig også kan bidrage til at styrke Europas egen teknologiske forskning og udvikling.

Men EU bliver kun en seriøs spiller på den internationale scene, hvis vi bliver bedre til at tale med én stemme.

Lad os ikke være naive: Udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik vil fortsat som udgangspunkt være et nationalt anliggende. Men vi bør være bedre til at finde en fælles holdning og følge en fælles holdning. Kun en sådan fælles optræden vil give Europas stemme vægt i det internationale samfund.

Det er derfor vi bør oprette den nye post som EU-udenrigsminister. Et stærkt embede hvor EU-udenrigsministeren bliver formand for udenrigsministerrådet og får ret til at foreslå initiativer på linie med medlemslandene.

En sådan post giver ikke garanti for, at EU-landene taler med én stemme. Men hvis vi vælger den rette person, som forstår balancen mellem de nationale og de fælles interesser, så er jeg ikke i tvivl om, at EU hermed tager et væsentligt skridt fremad mod en stærkere rolle på den internationale scene.

* * *

Mellemøsten og Nordafrika er en del af EU’s nærområde. Fra dansk side har der traditionelt været en tendens til at se på hele regionen i lyset af den israelsk-arabiske konflikt. Og sådan har de fleste andre europæiske lande også set på det.

Men vi er nødt til at betragte regionen i et bredere perspektiv. Befolkningerne i størstedelen af den arabiske verden lever i ufrihed og under så usle vilkår, at det skaber voldsom vrede og frustration. Den frustration kan hurtigt blive rettet mod den øvrige verden – ikke mindst USA og Europa. Selvom årsagerne til befolkningernes dårligdomme og frustrationer først og fremmest skal findes i indenrigspolitiske forhold i de enkelte lande.

Her er en udenrigs- og sikkerhedspolitisk udfordring, som EU må give højeste prioritet i de kommende år. Der er brug for et samarbejde med landene i Mellemøsten og Nordafrika, et partnerskab baseret på fem hovedpunkter.

For det første en politisk dialog om demokrati og menneskerettigheder. Målet er at sikre respekt for menneskerettighederne, at reformere de politiske institutioner, at sikre fri udveksling af nyheder, informationer og idéer, at styrke retssamfundet og at bekæmpe korruption.

For det andet en sikring af kvinders rettigheder og deres deltagelse i samfundslivet.

For det tredje en forbedring af uddannelsessystemet og det sociale system.

For det fjerde et økonomisk samarbejde, hvor målet er mere frihandel og styrkelse af den private sektor gennem særlige programmer for små og mellemstore virksomheder.

For det femte et regionalt sikkerhedssamarbejde. Målet er nedrustning og våbenkontrol, men også en sikring af landenes legitime sikkerhedsinteresser. I et sådant regionalt sikkerhedssamarbejde bør NATO spille en aktiv rolle.

EU’s indsats kunne bestå i at yde støtte til reformer på disse områder i de arabiske lande.

Nogen kan med rette spørge, hvilket incitament de autoritære regimer i Mellemøsten skulle have til at indlede et samarbejde om demokratisering og åbning af deres samfund.

Jeg kan se mindst to incitamenter. For det første de økonomiske fordele ved et forstærket økonomisk samarbejde. For det andet det regionale sikkerhedssamarbejde med NATO. Men dette sidste understreger, at et nyt partnerskab med den arabiske verden ikke kan løftes af EU alene. Jeg tror, at etableringen af et sådant nyt partnerskab med den arabiske verden skal ske i et samarbejde mellem EU, USA og de arabiske lande, som skal have en følelse af ejerskab for de nødvendige forandringer af deres samfund.

I virkeligheden kunne vi lade os inspirere af den model, som blev anvendt i Europa i halvfjerdserne. Midt under Den Kolde Krig lykkedes det at skabe en dialog på tværs af interesseforskelle og holdningsforskelle mellem de kommunistiske diktaturer i Øst og det øvrige Europa og USA og Canada i Vest. Den formelle ramme var sikkerhedskonferencen, CSCE, Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa.

Måske behøver vi en lignende formel ramme for dialog og partnerskab med de arabiske lande, Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Mellemøsten, CSCM.

Men det afgørende er ikke strukturer og institutioner. Det afgørende er indholdet. Og der er kommet flere bud på etablering af et sådant partnerskab med de arabiske lande. Dem må vi nu overveje. Men jeg anser det for helt afgørende, at EU formulerer en særlig strategi for Mellemøsten.

De nordiske og baltiske lande lagde ud med et konkret forslag på EU’s topmøde i foråret 2003. Det er siden blevet fulgt op med et interessant fransk-tysk udspil. Og vi ved, at den amerikanske regering også er meget optaget af denne tanke. Sommerens topmøder i G-8, EU/USA og NATO vil sandsynligvis beskæftige sig intenst med, hvordan vi kan styrke dialogen og samarbejdet med de arabiske lande om sikkerhed, demokrati og økonomisk udvikling.

* * *

En samlet og langsigtet strategi for Mellemøsten er for mig at se et naturligt punkt i det transatlantiske samarbejde mellem EU og USA.

Der er behov for ny fremdrift i det transatlantiske samarbejde. Vi har i det seneste år været vidne til en række alvorlige politiske spændinger i det transatlantiske forhold. Det gælder selvsagt først og fremmest omkring Irak-konflikten. Men også Den Internationale Straffedomstol, Kyoto-aftalen og klimapolitikken og den handelspolitiske uenighed om genetisk modificerede fødevarer er eksempler på vanskelige og principielle uoverensstemmelser, der har belastet forholdet.

Efter min opfattelse er der behov for en egentlig relancering af samarbejdet mellem EU og USA. En ny start.

NATO er i dag rammen om den sikkerhedspolitiske dialog mellem Europa og USA. Men faktisk er NATO det eneste formelle forum, vi har, for en regelmæssig og organiseret transatlantisk dialog. Mellem EU og USA er der en ret formalistisk og bureaukratiseret dialog med omdrejningspunkt i et årligt EU-USA-topmøde.

Efter min opfattelse er der et klart behov for styrkelse af samarbejdet omkring større temaer med udgangspunkt i en diskussion om de reelle, vanskelige udfordringer, som Europa og USA er fælles om. Også de punkter, hvor vi er uenige.

Lad mig fremhæve tre store samarbejdstemaer, som jeg finder centrale:

For det første bør vi fortsat udbygge samarbejdet på det handelspolitiske felt. Vi har vitale interesser på spil i at sikre en smidig afvikling af den transatlantiske samhandel. Langt den overvejende del af samhandlen mellem Europa og USA er uproblematisk. Men det er klart, at vi fortsat må arbejde på at undgå de uheldige handelspolitiske tvister. Her må begge sider være sig sit ansvar for samhandlen bekendt. Jeg ser gerne, at udviklingen på sigt kan føre til en reel transatlantisk frihandelszone.

Det andet område er udviklingspolitik og bæredygtig udvikling. Her står EU og USA virkelig over for en fælles udfordring. Vi må stå sammen om at bekæmpe fattigdom i verden. Det er et spørgsmål om menneskelig anstændighed og retfærdighed. Og det er et spørgsmål om langsigtet sikkerhed og stabilitet i verden. Vi skal sammen arbejde for en bæredygtig udvikling baseret på øget markedsadgang og frihandel, udviklingsbistand, god regeringsførelse og en større indsats for et bedre miljø. Udviklingspolitik og miljø er områder, hvor EU er den førende kraft i verden. Og vi skal insistere på, at disse spørgsmål vægtes højt i den transatlantiske dialog. Det er også i USA langsigtede interesse at søge en udbygning af samarbejdet på dette område.

For det tredje er der behov for en bredere udenrigs- og sikkerhedspolitisk dialog mellem Europa og USA. Terrorbekæmpelse bør være et hovedemne for sådanne kontakter mellem EU og USA. Vi har en gensidig interesse i en stabil verdensorden og fremme af frihed og demokrati.

Samarbejdet mellem EU og USA bør selvsagt være præget af balance og ligeværdighed. Her kan EU-landene yde et betydeligt bidrag ved at forbedre EU’s evne til at tale med én stemme. Et samlet EU med 25 lande vil være verdens mægtigste økonomiske enhed. Hvis vi formår at holde sammen om en fælles linie i store internationale spørgsmål, så vil vi stå stærkt og ikke være til at komme udenom.

De første skridt til at styrke de transatlantiske forbindelser bør tages allerede på det kommende topmøde mellem EU og USA i juni. Her bør der for alvor tages fat på de store og vanskelige samarbejdstemaer, jeg har nævnt. I næste fase bør vi også overveje, om et styrket samarbejde skal føre til en mere permanent og beslutningsdygtig struktur for den transatlantiske dialog. En mulig model kunne være at udarbejde et Charter eller en aftale mellem EU og USA som grundlag for en dialog, der rækker ud over den rene sikkerhedspolitik.

Med forfatningstraktaten lægger vi op til en betydelig styrkelse af EU’s almene udenrigspolitiske handleevne, blandt andet med den nye EU-udenrigsminister og en permanent formand for Europæisk Råd. Et af de områder, hvor det vil være mest oplagt at udnytte denne nye handlemulighed, er i et revitaliseret EU-USA samarbejde.

Europa og USA deler en fælles fortid og en fælles politisk og kulturel arv. Vi har fælles værdier. Og vi står over for opgaver og udfordringer, som vi efter min overbevisning kun kan løse i fællesskab.

USA er i dag verdens eneste supermagt. Men USA har brug for partnere til at håndtere fremtidens udfordringer. EU er verdens største økonomiske enhed. Men kan ikke handle på egen hånd i en global sammenhæng. Vi har en gensidig interesse i at samarbejde. Forholdet til USA bør stå centralt i EU’s fælles udenrigspolitik og vore bestræbelser på at skabe en styrket europæisk rolle på globalt plan. Og USA har på sin side en klar langsigtet interesse i et stærkt Europa som en global partner.

Der er derfor ikke nogen modsætning mellem at ønske et stærkere EU og så samtidig ønske en styrkelse af det transatlantiske samarbejde. Tværtimod har USA brug for et Europa, som står stærkt og samlet. Og Europa har brug for at stå stærkt og samlet, så samarbejdet med USA kan foregå balanceret og på lige fod.

* * *

I dag har jeg med fuldt overlæg ikke talt om de danske undtagelser. For jeg vil gerne gøre op med den form for Europa-debat, hvor vi i Danmark ikke kan diskutere fremtidens store udfordringer, fordi vi hver gang graver os ned i debatten om de danske undtagelser.

De danske undtagelser er skadelige, ja. Men først og fremmest for Danmark selv. De påvirker ikke den globale udvikling og de globale udfordringer, vi står overfor.

Jeg vil gerne, at vi får en dansk debat om, hvad vi vil med EU. Hvordan vi kan bruge EU til at møde de globale udfordringer.

Min konklusion er klar: De globale udfordringer er så store, at Europas lande må samarbejde om at møde dem økonomisk, udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk. Derfor behøver vi et stærkere samarbejde i det udvidede EU om at give Europa et gevaldigt løft fremad til at blive en førende vidensøkonomi i verden. Og vi behøver et forstærket udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk samarbejde. Også derfor har vi brug for at få den nye forfatningstraktat på plads hurtigst muligt.

Europa træder ind i det 21. århundrede genforenet og styrket. Men også med en ny dagsorden og nye udfordringer.

Med udvidelsen har EU for alvor taget skridtet fra en regional til en global aktør. Europa må i de kommende år i stigende grad forholde sig aktivt til verden omkring sig. Det gælder økonomisk, det gælder udenrigspolitisk, og det gælder sikkerhedspolitisk.

Europas potentiale er stort. Og målsætningen er klar – vi skal være i front af udviklingen i det 21. århundrede. Vi skal engagere os positivt og konstruktivt i den globale udvikling. Skal det lykkes, kræver det vilje til at tage fat på de store opgaver og tænke nyt.