Statsministerens tale i Folketinget den 6. september 2000 ved 3. behandling af L288

Inden så længe skal vi stemme ved tredjebehandlingen af dette lovforslag, som er grundlaget for, at befolkningen kan gå til folkeafstemning den 28. september. Vi har haft næsten 6 måneders debat. Vi har været mange ting igennem. Vi har 4 uger foran os. I de 6 måneders debat, vi har været igennem, kan vi både genkende træk fra tidligere folkeafstemninger, og der er selvsagt også nye problemsæt, som befolkningen naturligvis må inddrage, når hver enkelt skal tage stilling.

Blandt de træk fra tidligere folkeafstemningsdebatter, jeg kan genkende, har vi berørt mange i dag. Spørgsmålet om en glidebane mod en føderal statsdannelse i Europa, en såkaldt superstat, er jo ikke et nyt synspunkt, der er blevet fremført fra nejsiden. Det har vi oplevet siden 1972. Vi har i dag tilbagevist det klart og entydigt. Ingen ønsker en føderal stat i Europa. Der er megen sprogforbistring omkring sagen. Selv Tyskland ønsker ikke en europæisk forbundsstat. Ingen folk ønsker det. Det er blevet fremført, at et ja til Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase, til euroen, bliver ensbetydende med en efterfølgende politisk integration. Jeg tager det som en upolemisk bemærkning af en af dem, der har fremført det stærkest, nemlig hr. Holger K. Nielsen, der har kaldt det logik for perlehøns. Jeg må sige, at jeg kan ikke se logikken, ej heller perlehønsene. Sandheden er jo, at det, der bliver skabt i de her år, er noget ganske særligt, som ikke kan genkendes i USA eller i nogen anden føderal statsdannelse. Den fælles valuta er udstyret med nogle spilleregler, som hvert enkelt land inden for den fælles valuta skal overholde. Det er netop alternativet til superstaten. Hvis man ikke havde spillereglerne, så måtte man have en statsdannelse. Netop derfor har man de regler. Hvorfor har man de regler? Jamen det har man også for at beskytte hinanden mod de store staters dominans i forhold til små.

Der findes ingen bestemmelser i nugældende traktater eller i forslaget til regeringskonferencen i Nice, som så meget som giver et minimum af antydning af eller grundlag for, at levestandarden og velfærden i Danmark vil blive presset nedad eller harmoniseret. Det synspunkt har så været fremført: Jamen indirekte kommer det nok alligevel. Jeg vil sige til alle i Folketingssalen nu og til hele den danske befolkning, at det holder heller ikke. Der er ingen logik, ikke engang for perlehøns.

Hvis jeg skulle sætte mig ind i nejsidens argumentation for, hvordan det skulle føre til en harmonisering og en politisk integration på det sociale område, så har jeg hørt argumenterne. Det ene er: Hvis der kommer en fremtidig konjunkturnedgang inden for EU-området, så vil Danmark være nødt til at foretage sig noget for at undgå, at underskuddet bliver for stort, og da vi har en overvejende skattefinansiering, så er vi nødt til at harmonisere vores sociale velfærd. Det er ikke rigtigt. Den danske suveræne stat har ligesom alle andre medlemsstater i EU, også dem inden for euro-området, fuldstændig frihed til at sammensætte sine indtægter til sit velfærdssamfund. Vi har fuldstændig frihed til at håndtere fremtidige konjunkturnedgange under én betingelse, at vi overholder reglen om maksimalt at have 3 pct. underskud på de offentlige finanser.

Det andet, der skal stå fuldstændig klart i dag, er, at reglen om det maksimale underskud på 3 pct. af de offentlige finanser siger intet om og lægger heller ikke begrænsninger på, hvor stor den offentlige sektor skal være. De 3 pct. gælder for en stor offentlig sektor, og de 3 pct. gælder for en lille offentlig sektor. Det afgørende er at føre en sund økonomisk politik. Det fører altså heller ikke til social harmonisering, at vi har denne udmærkede, meget fornuftige regel, at pengene skal være der, før vi kan bruge dem. Det vil også i fremtiden være sådan, at vi kan forbedre folkepensionen her i landet, hvis vi beslutter os til det og fremskaffer pengene til det. Pengene skal være der, før vi kan bruge dem. Det er ikke noget, EU har fundet på. Det er noget, der er meget fornuftigt. Det er noget, vi har efterlevet i mange, mange år - i hvert fald under den nuværende regering, men også under de fleste tidligere.

Det tredje argument, jeg har hørt, er: Jamen i de andre lande har man overvejende arbejdsgiverfinansierede og lønmodtagerfinansierede bidrag, og her har vi overvejende skattefinansierede bidrag til vores velfærd. Dertil må jeg sige, at det er et for forenklet billede. Vi står ikke foran en entydig, fælleseuropæisk model på den ene side og det danske velfærdssamfund på den anden side. Der er meget store forskelle landene imellem. Også i andre lande har man solidariske skatteindtægter, og man har selvfølgelig en overbygning på arbejdsmarkedsbidragene. Men selv det argument taget i betragtning står heller ikke distancen, for sagen er jo også den, at Danmark til enhver tid har suveræn ret til at bestemme, hvordan skatteindtægterne skal sammensættes. Altså: Hvis vi er i et konjunkturtilbageslag, kan den danske regering sammen med et flertal her i Folketinget selv beslutte, om vores indtægter til at dække et underskud på de offentlige finanser overvejende skal være indkomstskat, afgiftsforhøjelser eller bidragsforhøjelser for arbejdsmarkedets parter. Ethvert seriøst arbejdende folketingsmedlem her i salen ved godt, at det forholder sig sådan. Sådan vil det også være i fremtiden. Det vil være en suveræn ret for os i Danmark selv at bestemme, om det er flere indtægter eller færre udgifter, eller om det er kombinationer deraf.

Der er ingen logik, ikke engang for perlehøns, i påstanden om, at den sociale harmonisering bliver sneget ind ad bagdøren. Det eksisterer ikke i andres verdener end i nejsigernes teoretiske virkelighed. Jeg siger det, fordi det værste, vi næsten kan komme ud for i en folketingsdebat som denne her og også i en debat om en folkeafstemning, er at jage folk en skræk i livet.

Dertil kommer en anden meget enkel betragtning, og her taler jeg virkelig af syvethalvt års personlig erfaring ved forhandlingsbordet i Det Europæiske Råd. Jeg taler af erfaring fra masser af samtaler med mine kolleger rundtomkring i Europa. I al ubeskedenhed er jeg den, der nu har den højeste anciennitet af dem alle. Jeg taler om benhårde nattelange forhandlinger, jeg taler om masser af møder og rejser rundt til Europas hovedstæder. Der er ingen, og jeg gentager, der er ingen, der nogen sinde har givet udtryk for, at det var et selvstændigt mål at harmonisere den danske velfærd - ingen. Og hvorfor skulle de i øvrigt nogen sinde ønske det? Hvad i alverden skulle de ønske det for? De har et helt andet ønske: at også deres velfærdssamfund kan blive bedre, at også deres folk kan få bedre sociale vilkår og bedre tryghed, at også deres arbejdere og funktionærer kan få flere job. Det er det ønske, de har. Ingen har et ønske om at presse os ned. Alle har et ønske om at presse deres egne samfund op. Det er så min private, personlige erfaring, som oven i købet nu er skrevet ned i klare konklusioner fra det næstsidste topmøde i Lissabon. I Lissabon får vi for første gang i historien - og det synes jeg er et fantastisk håndslag til den danske befolkning - et håndslag til befolkningerne om, at nu har ikke alene Danmark sat sig den fortsatte velfærdsstat som mål i fremtiden, nu har hvert enkelt medlemsland inden for EU sat sig den fortsatte udbygning af velfærdsstaten som deres egne mål. Vi har oven i købet også sagt på det topmøde, og det er alt sammen skrevet ned, at vi har forpligtet hinanden til at sige: Det er vores mål. Fuld beskæftigelse er vores mål, beskæftigelse for kvinder på arbejdsmarkedet er vores mål, for det er nu engang den afgørende vej til ligestilling i vores samfund.

Standsning af social udstødelse er vores mål. Livslang uddannelse, så vore folk ikke kommer i klemme i fremtidens internationalisering, er vores mål. Hvordan vi så skal nå de mål, har vi så også sagt i Lissabon, er op til os selv. Det er i hvert vores samfund op til os selv at bruge de midler, vi nu engang har tradition for, kulturel baggrund for og ambitioner om. Vi sætter os nogle gode, fælles mål, og vi går hjem og gennemfører de mål med de traditionelle metoder eller med nye metoder og med de midler, vi nu engang bruger i hvert vores land. Det synes jeg er et fantastisk gennembrud og en klarhed over for det danske folk. Nu kan den danske befolkning vide med sig selv, at det ikke længere er til diskussion, om vi skal have en superstat eller noget andet - der er i øvrigt ingen, der ønsker en superstat - nu er det kortlagt og dokumenteret, at vores samarbejdsmetode fremover på nogle af disse områder handler om, at vi lærer lidt af hinanden, at vi sætter os nogle fælles mål, og at vi sørger for gennem den fælles valuta at have et stabilt grundlag for at nå de mål. Det andet er mistænkeliggørelsen fra nejsiden eller en antydning af, at der er noget, vi skjuler for befolkningen. Jeg vil gerne sige til befolkningen og til folketingsmedlemmerne her i salen: Der er ikke noget, vi skjuler.

Udenrigsministeren har allerede sagt det: Nicetraktaten er fuldstændig som en åben bog at læse i, og alle er velkomne. Det, der er formålet med Nicetraktaten til december, er at løse de udestående problemer, så udvidelsen kan komme i gang. Der er intet i Nicetraktaten, der kan bruges til at harmonisere vores eller andre landes sociale vilkår.

Jeg vil derfor sammenfatte, hvad jeg synes er det vigtigste ved denne her folkeafstemning: Vi har brugt 100 år på at opbygge vores velfærdssamfund i Danmark. Vores idé bag at opbygge vores velfærdssamfund har været, at vi måtte skabe nogle menneskelige rammer omkring markedsøkonomien, så folk kunne få et ordentligt liv, så folk ikke faldt af i svinget, så der var sammenhold og samhørighed og social omsorg.

Det er i virkeligheden det, vi nu sætter os for i højere grad skal varetages på europæisk plan. Og hvorfor? Fordi vi ikke længere kan være sikker på, at det, vi gør i Danmark, er tilstrækkeligt til at sikre os et velfærdssamfund i fremtiden.

Jeg har da følgende bevæggrunde for at anbefale et ja den 28. september: Min første bevæggrund og min første understregning til befolkningen er: Danmark skal ikke isoleres, vi skal ikke stå udenfor og være udsat for de internationale markedskræfters pres. Vi skal være indenfor i et fællesskab, der én gang for alle værner os mod internationale kræfters pres på os.

For det andet: Danmarks arbejdspladser har det bedst, og danske virksomheder har det bedst ved at kunne afsætte på et stort marked, hvor hovedparten af vores eksport finder sted. Og jeg tror, hver eneste, der er ansat i det offentlige, når man tænker det igennem, godt ved, at hvad der er godt for danske virksomheder, er også godt for offentlige arbejdspladser, for det giver jo penge til at videreudvikle vores velfærd.

For det tredje: Demokrati er tilstedeværelse. Det kan aldrig blive mere demokratisk og holde sig uden for en international scene og kampplads, hvor der træffes beslutninger, der påvirker os. Demokrati er at være til stede dér, hvor der træffes beslutninger, så vi kan varetage Danmarks interesser.

Og så vil jeg sige det, som allerede er blevet antydet: Jeg vil også gerne give udtryk for respekt både for hr. Jørn Jespersens og for fru Margrete Aukens synspunkter og argumentation. Jeg synes, vi som enkeltpersoner, medlemmer af Folketinget, som land altid har en pligt til at gøre en forskel, hvis vi kan gøre en forskel.

Jeg synes, dette lands tradition og dette Folketings politiske arbejde for så stor en dels vedkommende altid har beskæftiget sig med: Hvad er vores rolle i verden? Kan vi ved hjælp af en indsats lempe vilkårene for de folk, der er undertrykte, eller de folk, der lever under fattige vilkår?

Og må jeg derfor også sige til Folketinget: I Østeuropa har folkene prøvet den topstyrede kommunisme. I Sydeuropa har folkene prøvet den afskyelige fascisme. I Vesteuropa ovre i Storbritannien har folk prøvet thatcherismen. Folkene i Europa ser nu, at det, der ligger foran dem og os, er et velfærdssamfunds idé, som er alternativet til den amerikanske idé, som ikke er et halehæng til USA eller til dollarens område, men et tilbud til vores egne folk og til verdens folk.

Jeg var glad for det, der blev sagt fra hr. Jørn Jespersens side og fra fru Margrete Aukens tidligere, om, at Europa har en enestående historisk chance for at påtage sig et globalt lederskab, som vi aldrig nogen sinde har haft før. Et lederskab, der ikke har noget med en superstat at gøre, men er unikt.

Et antal lande i Europa har en idé, har en økonomisk kraft, har en mulighed for at påvirke WTO-forhandlingerne, en mulighed for at påvirke G7-, G8-forhandlingerne om finansmarkedernes fremtid, en mulighed for at realisere Kyoto-miljømålene.

Når nu alle folk i Europa er enige om, at velfærdsideen er den rigtige, skulle vi så komme i tvivl? Når nu alle folk i Europa synes, at Danmark er velkommen i selskabet, skal vi ikke komme i tvivl. Et ja er bedst for Danmark, et ja er bedst for alle de folk i Danmark, der har brug for et velfærdssamfund, et ja er bedst for vores eget selvværd, for vores egen værdi, som også er ensbetydende med, at vi kan gøre en indsats for andre. På det grundlag vil jeg for et fredeligere Europas skyld, for et retfærdigere Europas skyld, for den globale solidaritets skyld og for Danmarks egen skyld anbefale et ja den 28. september.