Statsministerens tale i forbindelse med Det Udenrigspolitiske Nævns høring om Irak den 24. marts 2004

”Perspektiver for Danmarks deltagelse i militære interventioner i lyset af Irak”

Det talte ord gælder

Jeg vil gerne takke Det Udenrigspolitiske Nævn for initiativet til høringen i dag.

Debatten om Irak har hidtil været snævert fokuseret på grundlaget for den militære aktion. Men Irak-forløbet rejser en række principielle og mere fremadrettede spørgsmål om, hvordan vi skal håndtere de nye trusler, som vi står over for.

Tiden er inde til, at disse spørgsmål kommer til debat. Derfor byder jeg dagens høring velkommen.

Jeg vil fokusere på tre ting i mit indlæg:

• grundlaget for krigen,
• udviklingen i Irak, og
• de fremadrettede perspektiver.

* * *

Jeg vil gerne indledningsvis slå fast, at afgørelsen om deltage i den militære aktion i Irak var svær. At bruge militære magtmidler vil altid være den tungeste beslutning regering og Folketing kan stå over for. Mange modstridende hensyn og argumenter måtte i marts sidste år vejes op mod hinanden. Næppe noget andet spørgsmål i nyere tid er blevet debatteret så intenst verden rundt. Der var ingen lette svar eller nemme løsninger.

Men det er min og regeringens faste overbevisning, at grundlaget for beslutningen om at deltage i Irak var i orden – og at beslutningen var rigtig. Lad mig rekapitulere hvorfor.

For det første: Regeringen støttede den militære aktion mod Irak på grund af landets manglende samarbejde med FN.

Regeringens begrundelse for at deltage fremgår af beslutningsforslag B 118 fra marts 2003. Begrundelsen var, at Saddam Hussein ikke ville benytte sig af den sidste chance, som et enigt Sikkerhedsråd havde givet ham til at samarbejde øjeblikkeligt, aktivt og betingelsesløst med FN.

Irak havde tidligere fremstillet og anvendt masseødelæggelsesvåben. Det irakiske regime ville ikke gøre rede for, hvad der var blevet af våben, som det tidligere selv havde erkendt at være i besiddelse af.

Den adfærd skabte betydelig usikkerhed i regionen og internationalt. Kun gennem Saddam Husseins aktive samarbejde kunne usikkerheden om Iraks masseødelæggelsesvåben fjernes. Derfor var samarbejdet helt centralt.

Og der var grund til at være bekymret over Iraks manglende samarbejde. Der var tale om et aggressivt regime, som tidligere havde invaderet sine nabolande og anvendt giftgas mod sin egen befolkning.

Der var tale om et barbarisk og totalitært regime af værste slags. Den irakiske befolkning led under massive krænkelser af menneskerettighederne. Vold, tortur og massegrave hørte til dagens orden.

Samtidig var der tale om et regime, der ikke veg tilbage fra at støtte terrorister. Et regime der aktivt støttede palæstinensiske selvmordsbombere og som ikke ville samarbejde med FN om afvikling af ulovlige masse-ødelæggelsesvåben – det kunne vi ikke leve med efter 11. september 2001.

For det andet: Det var ikke den danske regering, eller for den sags skyld den britiske eller amerikanske regering, der påstod, at Iraks manglende samarbejde med FN og landets spredning af masseødelæggelsesvåben udgjorde en trussel mod international fred og sikkerhed.

Det havde FN’s Sikkerhedsråd slået fast i november 2002 i resolution 1441.

I enighed.

For det tredje: Regeringen byggede sin beslutning om at deltage i Irak-krigen på åbne kilder.

Vi baserede os på de samme åbne kilder, som var til rådighed for Folketinget. Først og fremmest Sikkerhedsrådets resolutioner og de redegørelser som FN’s våbeninspektører løbende gav til FN’s Sikkerhedsråd, om hvordan det gik med samarbejdet mellem Saddam Hussein og FN.

Som regeringen åbent har sagt hele tiden modtog vi naturligvis også løbende oplysninger fra andre kilder, herunder fra Forsvarets Efterretningstjeneste.

Det var bare ikke disse oplysninger, der gjorde udslaget. For den danske regering udgjorde de åbne kilder et fuldt tilstrækkeligt grundlag.

De oplysninger vi fik fra efterretningstjenester gav os ikke grundlag for at betvivle Sikkerhedsrådets vurdering af truslen fra Iraks spredning af masseødelæggelsesvåben.

Det var således i perioden frem til Irak-krigen Forsvarets Efterretnings-tjenestes vurdering, at Irak sandsynligvis rådede over biologiske og kemiske våben.

For det fjerde: Den militære aktion mod Irak var klart forankret i FN.

Sikkerhedsrådet havde med resolution 678 og senere resolutioner bemyndiget magtanvendelse med henblik på at afvæbne Irak. Det var der bred enighed om i Folketinget tilbage i 1998. Og den bemyndigelse stod stadig ved magt, da den militære aktion fandt sted.

Resolution 1441 styrkede og præciserede i virkeligheden det grundlag for anvendelse af militære midler mod Irak, der allerede lå i de tidligere resolutioner.

Denne vurdering af det folkeretlige grundlag deler vi med en række lande. Men folkeret er ikke en eksakt videnskab. Og ikke overraskende har ikke alle folkeretseksperter været enige i vurderingen. Men regeringens holdning har hele tiden været klar. Og vi har fra starten lagt vores juridiske vurderinger åbent frem.

Jeg vil i denne forbindelse gerne minde om, at et bredt flertal i Folketinget i 1998 og 1999 godkendte dansk deltagelse i den militære aktion i Kosovo. Det skete som bekendt uden et egentligt mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

Det blev også dengang diskuteret, om der var et folkeretligt grundlag for interventionen. Fra visse sider beskrives det nu som om alle dengang var enige om, at aktionen var i fuld overensstemmelse med folkeretten. Men det var som sagt kontroversielt. Den brede anerkendelse i dag af Kosovo-aktionens berettigelse er en god illustration af, at folkeretten er under konstant udvikling og udfordres af nye situationer.

Og lad mig endelig for det femte slå fast: At der ikke er fundet masseødelæggelsesvåben i Irak betyder ikke, at regeringens grundlag for at deltage i Irak har været fejlagtigt.

Den danske beslutning var jo netop ikke baseret på sikre beviser for Saddam Husseins beholdninger af masseødelæggelsesvåben. Den var baseret på det manglende samarbejde med FN.

Netop fordi Saddam Hussein ikke ville samarbejde var der en grundlæggende og uacceptabel usikkerhed om, hvilke ulovlige våben han havde. Det var denne uacceptable usikkerhed, vi måtte forholde os til i marts sidste år.

Det overordnede politiske spørgsmål var: Kunne vi løbe risikoen for, at en magthaver som Saddam Hussein havde disse våben og ville anvende dem ? Skulle vi lade tvivlen komme en samvittighedsløs og uberegnelig diktator til gode ? Kunne vi på 12. år acceptere, at han bød FN’s Sikkerhedsråd trods?

For mig var der ingen tvivl. Vi havde ikke blot ret til at handle. Det var vores pligt.

* * *

I dag er Saddam Husseins regime væk. Verden er befriet for en aggressiv tyran. Tilfangetagelsen af Saddam Hussein satte det endelige punktum for 30 års undertrykkelse af den irakiske befolkning.

Et frit, uafhængigt og demokratisk Irak er nu under hastig etablering. Genopbygningen er i fuld gang. Suveræniteten vil blive overdraget til irakerne den 1. juli i år.

Den 8. marts blev en midlertidig irakisk grundlov undertegnet. Allerede nu må loven betegnes som en af de mest demokratiske i Mellemøsten. Den har det mest liberale afsnit om menneskerettigheder og borgerlige rettigheder i hele regionen.

Den midlertidig grundlov rummer to hovedelementer: For det første en køreplan i to faser for etableringen af den endelige irakiske regering.

For det andet det juridiske grundlag for den midlertidige forvaltning af Irak indtil et endeligt folkevalgt parlament er på plads. Det forventes at ske omkring årsskiftet 2005.

Undertegnelsen af den midlertidige grundlov er et stort skridt på vejen mod et uafhængigt Irak. Og desuden et eksempel på de irakiske parters vilje til at indgå de nødvendige kompromisser og drive overgangsprocessen fremad.

Vi må erkende, at der venter en lang og vanskelig vej forude. Hensynsløse terrorister forsøger af al magt at afspore processen for selv at kunne gribe magten og indføre et nyt despotisk styre.

Men vi bør glæde os over, at der mindre end et år efter, at det irakiske regime faldt nu faktisk ligger en midlertidig irakisk grundlov. Og at suveræniteten overdrages til det irakiske folk selv i løbet af nogle måneder.

Samtidig er det positivt, at der er tegn på stigende FN-engagement i Irak. Og der skal ikke herske tvivl om, at regeringen støtter en styrket FN-rolle i Irak.

Det er også glædeligt, at det irakiske samfund – på trods af terroren – rent faktisk er begyndt at fungere igen:

• Kommandoøkonomien er afløst af markedsøkonomi.
• Forsyningen af energi og vand er oppe på samme niveau som før den militære aktion.
• Olieproduktionen er oppe på over 2 millioner tønder olie om dagen.
• 33.000 irakiske lærere er blevet efteruddannet og 2.300 skoler istandsat.
• Undervisningen lægger igen vægt på tilegnelse af viden. Ikke på opdragelse til krig og had.
• 3 millioner irakiske børn under fem år er blevet vaccineret mod sygdomme, der kan forebygges.
• Og de lokale markeder får et stadig større udbud af fødevarer.

Jeg har selv haft lejlighed til at betragte nogle af disse fremskridt under mit besøg i Irak i sidste måned.

Mit indtryk var, at den irakiske befolkning er stærkt interesseret i at komme hurtigt videre og få Irak bragt tilbage til det internationale samfund.

Og jeg glæder mig over, at hovedparten af irakerne ifølge en nylig BBC-måling deler denne optimisme.

Selvom meningsmålingen på flere måder afspejler et kritisk syn på den militære aktion i Irak blandt mange irakere, er det opmuntrende, at knap 57 procent af de adspurgte mener, at livet i Irak er bedre nu end under Saddam. Og at 71 procent tror, at deres liv vil være endnu bedre om et års tid.

Det er afgørende, at lande som Danmark ikke svigter dette håb i Irak. At lande som Danmark aktivt støtter bestræbelserne for at stabilisere Irak og bringe Irak tilbage i det internationale samfund. At vi gør alt for at forhindre, at de destruktive kræfter får overtaget. Og at vi bakker op om det svære samarbejde mellem Iraks interne grupperinger.

Derfor har regeringen heller ingen planer om at trække de danske styrker hjem. Men det er klart, at de danske tropper kun vil forblive i Irak efter overdragelsen af suverænitet i juli, såfremt den nye irakiske regering ønsker det.

Den danske indsats er omfattende og bredspektret. Den dækker både militære, humanitære og kommercielle aspekter. Vi har over 500 soldater, politifolk og rådgivere i Irak. Alene til genopbygning og humanitære indsatser er der foreløbig afsat 350 mio. kr.

Genopbygningen af Irak trækker spor ud over landets egne grænser. Et frit og uafhængigt Irak baseret på demokratiske værdier vil have en stabiliserende effekt i hele regionen.

Et nyt og demokratisk Irak vil samtidig kunne tjene som et vigtigt forbillede for reformprocesser i andre lande i regionen. Det er reformprocesser, som regeringen ønsker at støtte aktivt både bilateralt, i EU og sammen med USA gennem indsatser der kan styrke dialogen med de arabiske lande og fremme reform og modernisering i den arabiske verden.

Det er en indsats som er uhyre vigtig for stabiliteten i Mellemøsten og for at angribe den islamiske terror ved dens rødder. Vi må indgå et partnerskab med de arabiske lande for at fremme en demokratiske udvikling, fremme menneskerettigheder, forbedre kvinders muligheder samt styrke uddannelserne og de sociale systemer.

* * *

Lad mig til slut vende mig mod de mere principielle og fremadrettede spørgsmål, som Irak indsatsen rejser.

Forløbet af Irak-sagen bør give anledning til eftertanke i Danmark og i det internationale samfund.

Vi må gøre os klart, at det internationale trusselsbillede er ændret. Og vi må overveje, hvilke konsekvenser dette skal have for FN, for folkeretten og for reglerne om magtanvendelse.

Her vil jeg erindre om, at det ikke alene er Irak, som har givet anledning til vanskelige overvejelser. Også i en række andre tilfælde har det internationale samfund de seneste år været stillet over for svære valg for eller imod militær indsats.

I Kosovo valgte NATO at skride til handling, da FN’s Sikkerhedsråd var blokeret og ikke levede op til sit ansvar for at standse massive krænkelser af menneskerettigheder og deportationer, der udgjorde en trussel mod fred og stabilitet i regionen.

I Rwanda skred det internationale samfund derimod ikke ind, på trods af at der blev gennemført et regulært folkemord.

Og i Irak stillede USA sig i 1991 og 1998 som bekendt i spidsen for en international militær aktion for at gennemtvinge Sikkerhedsrådets resolutioner.

Det er enkelt at konstatere, at det internationale trusselsbillede har ændret sig voldsomt over de senere år. Det er langt vanskeligere at vurdere, hvilke konsekvenser det bør have for udbygningen af den internationale retsorden og reglerne for magtanvendelse.

Retten til selvforsvar er indskrevet i FN-Pagtens artikel 51. Det er almindeligt anerkendt, at denne ret til selvforsvar ikke alene omfatter tilfælde, hvor et angreb har fundet sted, men også tilfælde, hvor et angreb er umiddelbart forestående.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne ret også gælder i tilfælde, hvor der nok er grund til at frygte et angreb, men hvor det ikke vides med sikkerhed, om truslen er overhængende.

Lad mig spørge: Kan vi i en tidsalder, hvor truslerne fra terrorisme og masseødelæggelsesvåben ikke er til at ignorere, tillade os at afvente sikre beviser, før vi griber ind?

Fra flere sider tales der om behovet for såkaldt tidligt forsvar og forebyggende aktioner. Hovedargumentet er, at tusindvis af menneskeliv bringes i fare, hvis man venter, til truslen er blevet til virkelighed.

Der er folkeretseksperter, som taler om en egentlig pligt for FN’s medlemslande til at forhindre, at en sådan trussel opstår. Dette er selvsagt navnlig relevant i tilfælde, hvor ledere uden politisk kontrol med deres magtudøvelse er ved at få masseødelæggelsesvåben.

Under alle omstændigheder må det erkendes, at en stat, der frygter massive angreb, f.eks. fra masseødelæggelsesvåben eller terrorister, ikke kan eller vil se passivt til, hvis Sikkerhedsrådet ikke er i stand til at handle.

Set fra den truede stats synspunkt kan et nødvendigt alternativ til kollektiv handling godkendt af Sikkerhedsrådet i en sådan situation være, at den enkelte stat tager sagen i sin egen hånd og griber til militær magt ud fra ønsket om at beskytte sin befolkning. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er det jo den faktiske virkelighed.

For at undgå enhver misforståelse: Jeg går ind for en international retsorden, hvor alle lande – store som små – følger et sæt fælles spilleregler. Jeg går på det bestemteste imod en international rets-uorden, hvor det enkelte land bare tager sig selv til rette. Men der er behov for at overveje folkeretlige regler, som tager højde for den nye tids trusler.

På samme måde er der behov for mere klare folkeretlige regler i forbindelse med humanitære interventioner. Udviklingen i løbet af 1990’erne viste tydeligt, at massive krænkelser af menneskerettigheder kan udvikle sig til trusler mod international fred og sikkerhed. Og at vi ikke kan tillade os at se passivt til, mens hensynsløse tyranner begår ubeskrivelige forbrydelser, uanset om de ikke udgør nogen direkte trussel mod os.

Trods de seneste uroligheder kan alle i dag vist enes om, at den militære indsats i Kosovo var rigtig og havde stor og positiv betydning for udviklingen på Balkan. Som jeg nævnte tidligere tales der fra flere sider om, at det internationale samfund ikke alene har en ret, men ligefrem en pligt til at gribe ind i denne slags situationer.

FN’s generalsekretær Kofi Annan er fuldt opmærksom på disse problemstillinger. Kofi Annan talte den 23. september 2003 til FN's generalforsamling om behovet for at udvikle kriterier for såkaldt tidlig bemyndigelse fra Sikkerhedsrådet til at anvende magt over for denne nye type trusler. I opfølgning af sin tale har generalsekretæren nedsat et høj-niveau panel, som skal komme med forslag til mulige fælles svar på den nye tids trusler.

Regeringen støtter en udbygning af den internationale retsorden. Kofi Annans tanker er vigtige bidrag til den helt nødvendige debat.

Der er brug for en drøftelse af kriterier for magtanvendelse og andre muligheder, der kan sætte Sikkerhedsrådet - og verdenssamfundet generelt - bedre i stand til at håndtere den nye tids trusler.

Dette er væsentlige spørgsmål, som jeg håber vil blive diskuteret på høringen i dag. Men som også efterfølgende bør diskuteres og analyseres.

Folketingets forespørgselsdebat F 7 i november 2003 bidrog konstruktivt til diskussionen herhjemme. Regeringen har i opfølgning af forespørgslen anmodet Dansk Institut for Internationale Studier om at udarbejde en opdatering af sin rapport fra 2001 om humanitære interventioner. Jeg ser frem til dette bidrag til overvejelserne på området.

Det er særligt vigtigt for Danmark at overveje disse spørgsmål op til vort kommende medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd. Medlemskabet giver os et særligt ansvar, som vi må forberede os bedst muligt på.

* * *

Det er vanskeligt at tale om håndtering af den nye tids trusler uden at berøre truslen fra terrorisme. Især ikke efter de forfærdende terrorangreb i Madrid.

Terror og spredning af masseødelæggelsesvåben udgør i dag de to mest alvorlige trusler mod vor sikkerhed. Den situation er forholdsvis ny. Det er afgørende, at vi erkender den. At vi sætter os i stand til at håndtere den. At vi handler med fasthed og konsekvens.

Det er en særligt skræmmende tanke, at masseødelæggelsesvåben måske en dag kan falde i hænderne på fuldstændigt skruppelløse terrorister. Lad os inderligt håbe, det aldrig sker.

Men håb er ikke nok i politik. Som ansvarlige politikere er det vores opgave at forholde os til risikoen. At forberede os på det værst tænkelige.

De beslutninger, der træffes af politiske ledere i dag har betydning for, hvordan vore børn og børnebørn kommer til at leve med denne risiko. Det er derfor et stort ansvar, der påhviler dagens politiske ledere.

Vi svigter vores ansvar, hvis vi skyder ubehagelige, men nødvendige beslutninger fra os. Hvis vi sidder handlingslammede tilbage med ønsket om at lade tvivlen komme den skyldige til gode. Og hvis vi klamrer os til et naivt håb om, at ondet nok skal forsvinde af sig selv.

Den danske befolkning kan forvente af denne regering, at den fortsat vil udvise den fasthed og konsekvens, som beslutningen om at deltage i Irak var udtryk for.

Hermed vil jeg ønske deltagerne en god og udbytterig høring.