Statsministerens tale på Dansk Ungdoms Fællesråds delegeretmøde

Det talte ord gælder

Kære alle sammen. Tak fordi jeg må være med i dag. Det er dejligt at være her.

Det er dejligt, fordi Dansk Ungdoms Fællesråd gør en kæmpe indsats for det dyrebareste, vi har: Vores demokrati.

Det gør I hver dag gennem det helt konkrete arbejde, som hundredetusinder af medlemmer og frivillige udfører i tusindvis af lokale foreninger i jeres 70 medlemsorganisationer.

I er en del af de folkelige bevægelser, som har skabt vores demokrati, og som holder det i live.

I jeres foreninger får børn og unge demokratiet ind under huden og ind i hjertet. Lærer ansvar for hinanden. Lærer ansvar over for samfundet. Og bliver en del af den særlige danske tradition for at bygge bro mellem uenigheder.

En tradition med at involvere brede interesser og altid insistere på, at beslutninger truffet i fællesskab er stærkere end beslutninger, som den stærkeste part træffer alene.

Samarbejde er en tradition, som har bragt os langt. Den røde tråd er et ansvar over for det fællesskab, som hedder Danmark.

Det ansvar tager I på jer. Og det fortjener I tak for.

Her i DUF er I en mangfoldighed af studenterorganisationer, kirkelige foreninger, miljøorganisationer, de politiske ungdomsorganisationer og spejderne.

Og til jer spejdere vil jeg sige tak for sidst. Jeg besøgte jeres lejr i Holstebro i sommer. Det var intet mindre end danmarkshistoriens største spejderlejr. Et kæmpe fællesskab med gæster fra hele verden. Et fællesskab, hvor jeg ved, at I lægger ekstra vægt på også at have plads til dem, som måske ikke kender spejderbevægelsen så godt eller som har det svært.

Tak for det. Og tak for en god oplevelse på en dejlig dag i juli.

* * *

I dag – på en dejlig decemberdag – er jeg glad for at stå over for alle jer engagerede unge. Og jeg er sikker på, at I sidder med hver jeres historie om, hvad der har bragt jer ind i ungdomsarbejde og givet jer lyst til at engagere jer i fællesskabet.

For der findes mange veje ind i politik. Min vej blev, at jeg var elevrådsformand på mit gymnasium. Det var dér, jeg begyndte at blive politisk aktiv dengang i 80’erne.

Det der var det bærende var, at det var sjovt at være med og fællesskabet. Og det føltes godt at tænke på, at jeg og resten af elevrådet var med til at skabe en bedre skole.

Vi lavede også nogle mærkelige ting indimellem. Det kan jeg godt røbe i den her sluttede kreds. Første december kan jeg godt fortælle en lille julehistorie.

Mine venner og jeg gik ind for fred og havde jo selvfølgelig dannet ”Ishøj for fred” og en jul i 80’erne sad et par af mine venner og jeg hjemme hos min mor i Ishøj og klippede fredsduer. Sådan nogle hvide duer af papir. Det var planen, at vi ville hænge duerne på juletræet oppe ved Ishøj Station. Vi syntes, det ville være fint, at folk kunne se fredsduer på juletræet, når de gik trætte på arbejde om morgenen.

En kold og mørk nat gik vi op til juletræet oppe ved stationen for at hænge vores duer op. Mens vi står der og netop er gået i gang, kommer politiet kørende. Vi skynder os at gemme os under grenene. Og da politiet er ude af sigte, så styrter vi hjem og får boller og varm kakao hos min mor.

Så de trætte pendlere i Ishøj måtte nøjes med fredsduer på de nederste grene af juletræet. Det var vores bidrag til julefreden og verdensfreden.

Det var i gymnasieårene, jeg blev formet som politisk menneske. Jeg blev optaget af fredsbevægelsen, der blussede op i Europa. Jeg blev optaget af kampen mod Apartheid. Jeg blev optaget af ligestilling mellem kønnene. Jeg hørte Shit og Chanel og Anne Linnet.

Og i årene efter rejste jeg meget. Var med rygsæk i Kina og Indien. Fik venner over hele verden. Og blev mere og mere hvirvlet ind i politik. Ligesom mange andre af min generation.

Vi blev ellers kaldt nå-generationen. Nå-generationen! Tag den. Det provokerede mig en del dengang og gør det stadig den dag i dag.

Det er nu engang sådan, at ungdommen altid er skydeskive for kritik fra folk, der ikke er unge længere. I, der er unge i dag, bliver beskyldt for at mangle politisk engagement og for at være individualister. X-faktor generationen. Tag den.

De ældre generationer kan godt lide at sætte mærkater på efterfølgende generationer, og det er åbenlyst, at det med manglende engagement ikke gælder jer her i salen. Men gælder det jeres jævnaldrende? Er de uengagerede?

Det kan jeg ikke genkende. Slet ikke.

Men hver generation er engageret på sin måde. Offentlig politisk diskussion og debat har afgørende betydning i demokratiet. Men måden man debatterer på og deltager på tager farve efter den tid, man lever i. Det kan godt være at folk under 25 ikke er så flittige til at holde avis og skrive læserbreve. Men I er flittige i facebookgrupper, I er flittige til demonstrationer, og I er også flittige i det net af græsrodsbevægelser, som udgøre jeres organisationer.

Nutidens unge er både politisk engagerede og ansvarlige over for samfundet. I den grad.

Når jeg i dag ser på jer unge, ser jeg en generation, som forstår at bruge de rige muligheder, vi har i Danmark. I griber mulighederne i hele verden. Og ja, I kommer også fra alle dele af verden. Unge med rødder i Pakistan, Tyrkiet, Somalia eller andre steder i verden er med til skabe et samfund, hvor mangfoldigheden bliver større. Og det hjælper DUF også til – i samarbejde med nydanske ungdomsorganisationer.

Nej, I er ikke en X-faktor generation. I er en væsentlig faktor og en drivende kraft, der konstant bringer Danmark videre.

Og det er jo det, det handler om. Vi skal videre og forny Danmark. Det er min indgang til politik. En dyb værdi om, at alle mennesker har krav på en ærlig chance her i livet. Og en viden om, at vi i fællesskab kan ændre verden.

Men det kommer ikke af sig selv. Hvis kvinderne ikke havde kæmpet for ligestillingen, så var vi et helt andet sted i dag. Og hvis man ikke politisk havde taget de beslutninger, som opbyggede velfærdssamfundet, så var min mors generation ikke blevet i stand til at forsøge sig selv som den første generation af kvinder.

Mennesker kan få ting til at ske. I kan få ting til at ske. Vi kan i fællesskab få ting til at ske.

* * *

I Danmark har vi i fællesskab skabt et helt specielt land. Et Danmark med meget stor lighed. Der er få lande i verden, hvor afstanden mellem rig og fattig er mindre, end den er i Danmark. Vi insisterer på at give de mange og ikke kun de få mulighed for at bruge deres evner.

Kvinder og mænd. Unge og gamle. Også dem, der af den ene eller anden grund ikke kan yde 100 procent. Vi insisterer på at være et samfund, bliver rigere og bedre ved at vi får alle med.

Og de fælles muligheder er i høj grad skabt gennem uddannelse. Uddannelse til mange, ikke kun til de få. Det har været drivkraften gennem den nyere danmarkshistorie. Og her har den danske folkeskole generation efter generation lagt grunden for, at vi kunne blive dygtigere og dygtigere.

Folkeskolen er vi stolte af. Folkeskolen giver eleverne et fagligt kompas, som styrer jer og os gennem livet. Og mange lærer i skolen, hvad det vil sige at være en god ven, og at alle fortjener en chance for at være med.

Vi kan være stolte af vores folkeskole. Den er god. Men den skal være endnu bedre.

Jeg er overbevist om, at når I skal lære mere i skolen, så skal I tilbringe mere tid på skolen sammen med lærerne. I skal have mere og bedre undervisning, især i dansk og matematik. Og I skal have en sammenhængende skoledag, hvor spændende aktiviteter understøtter de faglige undervisningstimer. Så man lærer hele tiden på nye og spændende måder.

Det bliver hovedlinjen i det udspil til et markant løft af folkeskolen, som vi vil fremlægge meget snart.

Og som jeg vil opfordre de af jer, der repræsenterer folkeskolens elever, til at tage godt imod og være med i diskussionen. Vi skal arbejde sammen om at gøre en god folkeskole endnu bedre. En skole, hvor I udvikler jeres personlighed og bliver engagerede deltagere i et levende demokrati.

* * *

Det er tæt på 100 år siden, demokratiet for alvor blev indført i Danmark. I 2015 skal vi holde den store fødselsdag for demokratiet. Det glæder jeg mig til.

Ja, som I kan høre, så regner jeg demokratiets indførelse fra grundloven af 1915. For det var her, de brede befolkningsgrupper fik deres rette plads i folkestyret: Kvinder, tjenestefolk og unge.

Dog kun unge over 25 år – det rettede vi op på siden.

Og demokratiets fremtid er selvfølgelig jer, de unge. Derfor vil vi styrke de unges deltagelse i demokratiet.

Derfor er vi også ved at følge op på nogle af valgretskommissionens forslag sammen med jer i DUF. Det er noget I har bedt om længe. Vi er i gang.

For eksempel vil vi ved næste års kommunalvalg gøre noget ekstra for at få fat på førstegangsvælgerne. Vi ser også på, om det kan være en idé at give mulighed for at brevstemme på uddannelsesinstitutioner.

Valgdeltagelse er vigtig. Men demokrati er jo meget mere end det. Danmark har et samarbejdende folkestyre. Det danske demokrati er vævet ind i alle dele af samfundet. I vores skoler. På vores arbejdspladser. I vores lokalområder. I vores foreningsliv.

Dét samarbejdende folkestyre skal vi blive ved med at nære.

Som et led i det arbejde har regeringen ændret folkeoplysningsloven på vigtige områder – og loven er naturligvis fortsat garant for økonomisk støtte til foreningsaktiviteter for børn og unge. Til jeres aktiviteter

Et af de vigtigste budskaber er, at ”aktivt medborgerskab” og ”demokratiforståelse” nu er skrevet ind i loven som erklærede formål med foreningsarbejdet.

Det er et skulderklap til jeres organisationer. De værdier, som I altid har bygget på, har vi skrevet ind i loven.

En anden vigtig ting i den nye lov er, at kommunerne nu skal formulere en politik for folkeoplysningsområdet.

Jeg er overbevist om, at det vil styrke foreningerne i lokalsamfundet. Når holdninger skal ned på skrift, så forpligter de. Og det betyder i praksis, at kommunerne er nødt til at gå i tæt og skarp dialog med jer. At tage jer alvorligt.

Jeg er glad for, at DUF tager aktivt del i arbejdet med at udfolde og konkretisere den nye lov. Vi skal styrke det danske foreningsliv. Vi skal styrke jer. Det er en del af fundamentet for vores demokrati.

* * *

Jeg skal til at runde af. Det vil jeg gøre med en opfordring. Eller måske snarere en bøn til jer.

Jeg er sikker på, at der her i salen sidder flere kommende folketingspolitikere, givet også kommende ministre, måske endda en statsminister eller to.

Men lov mig en ting: Nu skal I ikke alt for hurtigt blive ligesom os på Christiansborg.

Det er godt, I er professionelle. Men I behøver ikke have et svar på rede hånd om den offentlige økonomi i 2020. I behøver ikke alle sammen lyde som medlemmer af regeringen. Det kan I overlade til jeres kammerater i DSU, SFU og RU.

Bevar jeres mangfoldighed.

Bevar jeres lyst til at være i foreningslivet på en ny måde.

Husk begejstringen hele vejen.

Giv plads til skøre indfald og fredsduer på juletræet.

Og I må aldrig stoppe med at drømme.

Tak for ordet!