Statsministerens tale til flagdag for Danmarks udsendte den 5. september 2025

Det talte ord gælder

Deres Majestæter.

Kære soldater.

Kære udsendte.

Kære pårørende.

I dag hylder vi alle dem, der har været udsendt for Danmark. 

Det gør vi i en tid, der er fyldt med krig og konflikt. 

Vi kunne vælge at lukke øjnene. Lade historien gå sin gang. Overlade det til andre. Eller ingen. At sikre freden.

Men det er ikke sådan, vi danskere vil være.

Vi dukker os ikke. 

Vi ved, at fred og frihed ikke kommer af sig selv. Ingen kan længere være neutrale. Frihed er kun et ord som alle andre ord, hvis ikke vi vil kæmpe og slås for det.

I dag hylder vi netop jer, der gør det.

Jeg, der går forrest. Og med Dannebrog – vores smukke flag – på skulderen kæmper for fred og frihed i Europa og resten af verden.

Det gælder jer alle. Jer, der har været udsendt for Forsvaret. Beredskabet. Hjemmeværnet. Politiet. Og andre myndigheder.

I er vidt forskellige. Og det samme er jeres opgaver.

Men I har ét til fælles:

Jeres mod, vilje og evner til at gøre en forskel.

I har påtaget jer ansvaret. 

På vegne af Danmark vil jeg gerne give jer en dybfølt tak.

 

* * *

Lige nu er den verdensorden, vores fred og frihed hviler på, under et kolossalt voldsomt pres.

Vi står i den mest usikre og farligste udenrigspolitiske situation siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Jeg stoler ikke et sekund på Putin eller på Rusland. Og jeg stoler derfor heller ikke på ham, når han siger, han vil have fred. 

Rusland bruger de internationale forhandlinger til at trække tiden. Til at opruste. Gøre sig klar. Og i øvrigt til at fortsætte deres brutale angreb ind imod et europæisk land.

Rusland forbereder sig grundlæggende på mere krig i Europa. De fortsætter deres oprustning og de vil kunne angribe igen. I Ukraine eller i et andet europæisk land.

Derfor må vi ikke vakle og vi må ikke svigte. Vi skal vi fortsætte støtten til Ukraine. Ufortrødent og urokkeligt. 

Med flere våben. Ammunition. Vi skal producere våben. Vi skal fortsætte med at have endnu flere sanktioner mod Rusland. 

Jeg er stolt af – sammen med resten af Danmark - at vi er gået forrest. Og vi har tænkt os at stå fast.

På vores europæiske værdier. På vores danske værdier. Og på at have viljen og evnen til at forsvare os selv. 

Derfor styrker vi dansk forsvar. Så hurtigt vi kan.

Med jordbaseret luftforsvar. Opbygger en kampklar brigade. Bygger flådefartøjer. Styrker vores tilstedeværelse i Arktis. Intensiverer samarbejdet med vores allierede. 

Vi styrker værnepligten markant. Nu med ligestilling. 

Samtidig med alt det evner vi også at være til stede i den verden, hvor vi blive nødt til at gøre en forskel. 

Det gælder i Gaza, hvor det er danske Hercules-fly, der kaster nødhjælp til en civilbefolkning, der har så desperat brug for den. 

En nødløsning, vi gerne ville have været foruden. Men alligevel et eksempel på, hvordan I altid er klar til at træde til, når det gælder.

* * *

Der er brug for det, Danmark kan. Brug for det, I kan.

En af jer, som vi hylder i dag, er Lauritz. 

Sidste år var han udsendt som navigatør på en af de danske patruljebåde ved Lampedusa i Syditalien.

Lauritz fortæller:

”Vi værner om Europa og dermed Danmarks grænser. 

Vi navigerer i kaos og løfter en opgave, som er udpræget konfliktfyldt og kompleks.

At være en del af denne mission er meningsfyldt og sommetider hjerteskærende.”

Citat slut.

Tak, Lauritz. For den store opgave du og dine kolleger løser. 

I er med til at sikre, at Middelhavet ikke overlades til kyniske menneskesmuglere. 

At vi europæere får kontrol med, hvor mange, der kommer til vores grænser.

Og at dyrebare menneskeliv ikke går tabt.

* * *

Lauritz, du er heldigvis ikke alene. Flere end 1.500 var sidste år udsendt for Danmark.

I Letland, hvor I bidrager til at forsvare NATO’s østlige flanke.

I Storbritannien og herhjemme, hvor I hjælper med at træne ukrainske soldater og opretholde den militære støtte til et land, der nu på fjerde år kæmper for vores allesammens frihed.

I Kosovo og Bosnien-Hercegovina har I arbejdet for at bevare freden.

I Moldova for at styrke modstandskraften og -dygtigheden mod Rusland.

I Ghana og Somalia for at styrke landenes arbejde med fred og stabilitet.

I Irak og Qatar mod den internationale terrorisme.

I Det Røde Hav for at sikre retten til fri sejlads.

I Israel, Libanon, Egypten og Syrien for at overvåge overholdelse af våbenhvilen i Sydlibanon og tilbagetrækningsaftalen i Golan-højderne.

Og mange andre steder i verden. 

Danmark løfter vores del af ansvaret. Det kan vi kun takket være jer, der står her.

* * *

Kære udsendte.

En skrev engang, at krig er foragt for liv. Fred er at skabe. Men fred kræver styrke og vilje. Vilje til at vinde over de mørke kræfter. Det kan man kun militært. 

I en urolig og usikker verden. Har I arbejdet for freden. 

Så vi andre kan leve trygge og frie liv. 

Dermed skriver I jer ind i en stolt dansk tradition. 

Mange har været af sted før jer. Og mange vil følge.

I har ikke dukket jer. I er gået forrest.

I har stået vagt om vores værdier. 

I er med til at sikre et endnu sikkert Europa.

* * *

Og alle vi andre – udover at være taknemmelige – så lover vi aldrig at glemme. 

For vi ved godt, at bag hver en udsendt, der er der en kæreste. En ægtefælle. Børn. Forældre. En bror. En søster som mig selv. Familie og venner. 

Kære pårørende

Lige så stor, stoltheden er. Lige så stor ved jeg, at knuden i maven kan vokse sig, når tankerne får lov at flyve. 

At være pårørende kan være hårdt. Rigtig hårdt.

Og I fortjener vores dybeste anerkendelse og tak.

* * *

Kære allesammen.

I dag hylder vi med rette alle dem, der har været udsendt.

Men vi mindes også dem, der aldrig kom hjem.

Dem, der gav det allerdyreste, man kan give.

Dem, der gav livet for Danmark.

Vi hylder dem. Vi mindes dem. Og vi hejser Dannebrog for dem.

 

Tak for ordet.