Statsministerens tale til undskyldningsarrangement i spiralsagen den 24. september 2025

Kære alle sammen.

I dag er en særlig dag.

Vi skal sætte ord på et svigt, der fik store konsekvenser for grønlandske piger og kvinder. 

Nogle af jer er til stede her i dag.

I er blandt de tusindvis af grønlandske piger og kvinder, der fra 1960’erne og frem fik spiral. 

Mange af jer mod jeres vilje.

 

* * *

Naja Lyberth, du var kun 14 år gammel, da du fik sat en spiral op.

En spiral, der var designet til kvinder, der havde født.

Du har fortalt, at det var ligesom at have knive inde i sig. At staten tog din mødom. 

Og selvom du så, hvordan pigerne i din klasse på skift blev kaldt ind til lægen. Så var I for skamfulde til at dele det med hinanden.

* * *

Hedvig Frederiksen, du har fortalt, at det var forstanderinden på dit kollegium, der sendte dig til lægen.

I venteværelset så du, hvordan pigerne én efter én kom grædende ud.

Du har fortalt, at du var bange. At du ikke vidste, hvad der skulle ske.

Hvad der skete på lægens briks, har du fortrængt. 

Men du husker den knugende stilhed på sovesalen om aftenen. 

Og de intense smerter, som fulgte dig i flere år efter. 

Her, mere end 50 år senere. Har du stadig svært ved at tale om det.

Det forstår jeg godt. 

Tak for at du alligevel har delt din historie. Den er et vigtigt vidnesbyrd.

 

* * *

 

En tredje af jer. Elisa Christiansen. Har med rette spurgt:

Hvor var sundhedsmyndighederne?

Hvor var staten?

Hvor var de voksne mennesker, der skulle passe på mig?

Virkeligheden var, at det samfund, der skulle beskytte jer.

Det gjorde jer fortræd.

Flere af jer har fortalt, at I har båret smerten med jer hele livet. Følelsen af skyld og skam. 

At I mistede tilliden til andre mennesker.

Mange af jer har levet med fysiske og psykiske gener.

Og nogle af jer mistede helt evnen til at få børn.

Jeg kan nærmest ikke forestille mig noget mere ulykkeligt.

 

* * *

 

Det, man tog fra jer dengang, var noget helt fundamentalt. 

Og noget, som ingen – ingen! – piger eller kvinder burde fratages.

Nemlig retten til at bestemme over sin egen krop.

Og her et larmende paradoks.

Prævention er for de fleste af os et tegn på frihed. Især for os kvinder.

Muligheden for at undgå uønskede graviditeter.

Men for nogle af jer blev det i stedet ufrihed.

Det, I var udsat for, var en uret.

Det var systematisk forskelsbehandling. Fordi I var grønlændere.

Og det var forkert.

 

* * *

 

Nogle vil måske spørge: Hvorfor undskylde for noget, der er sket for mere end 50 år.

Hvad betyder det overhovedet?

Prævention uden samtykke. Prævention beregnet til voksne kvinder, men brugt på barnets krop. Er forkert.

Det er det, vi markerer i dag.

En undskyldning kan ikke ændre på det, der er sket.

Den kan ikke fjerne den smerte, I hver især har oplevet.

Og den kan ikke give jer det tilbage, som I har mistet. 

Men den er en anerkendelse af. At det, I var udsat for, var et svigt. Og nu tager vi ansvaret fra jeres skuldre.

 

Mange af jer har kæmpet i flere år.

For retfærdighed. 

For at vi skulle lytte. 

Og tage ansvaret på os.

Det gør vi nu. Danmark og Grønland i fællesskab.

 

* * *

 

Spiralsagen er et kapitel i vores fælles historie, som aldrig skulle have være skrevet.

Vi ved desværre, at den ikke står alene.

At vores fælles fortid rummer andre historier. Om systematisk forskelsbehandling. Og manglende respekt. 

I dag siger vi undskyld til jer, det er gået ud over.

De grimme sider af historien skal ikke gemmes væk.

Tværtimod.

Vores fortid er fælles. På godt og på ondt. 

Og jeg tror ikke, at vi kan få det ligeværdige og ordentlige forhold til hinanden, som vi ønsker, hvis ikke vi tør at åbne også de mørke kapitler.

Derfor handler den undskyldning, vi giver i dag, ikke kun om fortiden.

Den handler om vores nutid. Om vores fælles fremtid.

Og om den gensidige tillid, der skal være imellem os. 

Så når vi står her sammen i dag. Jens-Frederik og jeg. Så er det med et fælles løfte.

At vi sammen vil arbejde for en ny tid. Med mere respekt. Mere ligeværdighed. Mere samhørighed. 

For jeres skyld. Og for kommende generationer.

 

* * *

 

Det siges, at hvis man fortier et spøgelse, vokser det sig større. 

I alt for mange år lukkede vi øjnene.

Det gør vi ikke længere.

 

Kære kvinder. Kære familier. Kære Grønland.

I dag er der kun en rigtig ting at sige til jer.

Undskyld.

Undskyld for den uret, der blev begået mod jer. Fordi I var grønlændere.

Undskyld for det, der blev taget fra jer.

Og for den smerte, det forvoldte.

 

På vegne af Danmark. Undskyld.