Statsministerens tale ved den officielle fejring af årtusindeskiftet ''Årtusindgudstjeneste'' i Jelling Kirke den 3. december 2000

Deres Majestæt, Deres kongelige Højhed, Deres Exellencer, Mine Damer og Herrer,

De begivenheder, vi markerer her i dag har alle haft markant betydning for Danmark og for os som danskere.

De bidrager tilsammen til fortællingen om os. Om hvorfra vi kommer. Ligesom de giver anledning til at tænke over, hvor vi – måske – er på vej hen.

Mindesmærkerne, der omgiver os, fortæller ikke bare Jellings historie. De beretter om Danmarks tilblivelse. Derfor fejrer vi i dag også det, der næsten kan kaldes 1000-året for vort land, vores sprog og vores kultur.

Man siger, at målt på langs er livet kort, men lodret målt uendeligt [Benny Andersen]. Det er næsten som om man kan føle evighedens fylde her i dag. Vores liv – vores her og nu – fylder så lidt i den lange strøm af begivenheder, som har fulgt siden Gorm den Gamle, Thyra Danebod og Harald Blåtand.

Men monumenterne her i Jelling taler også deres eget tyste sprog. Mellem linjerne på runestenene hvisker de om, at du skal kende dine rødder.

Hvis ikke vi kender vores fortid og er bevidste om, hvorfra vi kommer, så har vi intet fundament for fremtiden. Så risikerer vi at komme så meget i tvivl, at vores liv blot bliver en søgen.

En kopi af noget, vi tror er det rigtige. Vi glemmer måske det, der virkelig betyder noget. At leve i nuet og vide, hvad man vil med sit liv i den lillebitte del af evigheden, som er blevet netop os forundt. Den lille tidslomme af evigheden, som vi har fået lov til være en del af. En tid, som vi skal bruge til noget. Hvor vi i fællesskab kan og skal udrette noget til gavn ikke kun for os selv men også for dem, der kommer efter os.

Dagen i dag tydeliggør om noget, at trods al ydmyghed bidrager vi også til historieskrivningen. At der også er et liv efter vores generation, og at vores handlinger har konsekvenser for eftertiden.

Der er fart på verden i dag. Teknologien gør, at vi kan skrive e-mails – elektroniske breve – og sende dem verden rundt på få sekunder og slette det hele med kun et enkelt tryk. Det kan man ikke sige om runestenene.

De krævede kræfter, slid og slæb at fremstille, men de står her endnu. Som vidnesbyrd om en svunden tid men også som bevis på, at mennesket er nået langt.

Vi rejser, taler og handler hurtigere og nemmere end før. Fjerne begivenheder er kommet tættere på og påvirker os mere end nogensinde før, ligesom vores handlinger kan have globale konsekvenser.

I vikingetidens Danmark herskede der ikke tvivl om, at Jelling – med runestenene, gravhøjene og kirken – var centrum for kristendommen og kongemagten. Herfra udgik verden – i hvert fald den danske! Det var her, det skete.

I dag sker udviklingen her og dér og allevegne på én gang. Alle steder og ingen steder, fristes man til at sige.

Det stiller nye krav til os – som danskere – som mennesker. For os og måske nok især de næste generationer er globaliseringen den store udfordring, som vi må se i øjnene på godt og ondt.

Det er som sagt svært at spå om, hvordan fremtiden vil tegne sig. Men vi har pligt til at gøre vores for at forme og præge den på en ansvarsfuld måde. Den store udfordring ligger i, at vi fastholder det, vi finder vigtigt og værdifuldt. Vores holdepunkter i foranderlig tid.

***

Hvad bliver så vores lille bidrag til historieskrivningen – udover den flotte 'Vor tids runesten' og 'Årtusindemusikken'?

Mit ønske er, at vi danskere i overgangen til det nye årtusinde vil blive husket som dem, der holdt sammen. Et sammenhold, der bygger på humanisme, tolerance, medmenneskelighed og omsorg for hinanden.

At vi fastholder det, der har været kernen hos danskerne i mange hundrede år: fællesskabet og ligeværdighed. Men også at vi vil blive husket som dem, der havde muligheden for at være os selv – men at det aldrig betød, at vi blev os selv nok.

Sådan er Danmark smukkest!

Tak.