Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen I (2009-11)
Tale

Statsministerens tale ved door step på Marienborg fredag den 26. august 2011

Det talte ord gælder

Verden er præget af usikkerhed. USA’s økonomi er presset. I Europa lider flere lande under al for høj offentlig gæld. Gældskrisen rammer befolkningerne hårdt med velfærdsnedskæringer, skattestigninger og høj arbejdsløshed.

Takket være en ansvarlig økonomisk politik, som sikrer sunde offentlige finanser, er Danmark fortsat et trygt sted.

Vi er kommet bedre igennem den globale finanskrise, end man kunne frygte.

Da den globale finanskrise ramte verden og Danmark for godt et par år siden satte regeringen ind med nogle af Europas mest offensive krisepakker. Massive offentlige investeringer, udbetaling af den Særlige Pensionsopsparing og skattelettelser. Det virkede.

Selv da arbejdsløsheden var lavest i 90’erne, var der flere danskere i arbejdsløshedskøen end på noget tidspunkt under den globale finanskrise.

Men krisepakkerne efterlod en regning. Med Genopretningspakken samlede regeringen den umiddelbare kriseregning op, og før sommerferien indgik de ansvarlige partier i Folketinget med Reformpakken 2020 en stribe vitale aftaler for Danmark. En kortere efterløn. En højere pensionsalder. En mere målrettet SU. Ligesom vi har halveret dagpengeperioden.

Regeringens reformer skaffer penge og arbejdskraft. Vi skaber balance mellem udgifter og indtægter. Vi har lagt et kontant langtidsbudget for Danmark, så vi ikke havner i en gældsfælde. Der går en lige linje fra ukontrolleret gældsstiftelse til mindre velfærd.

***

Men Danmark er også udfordret. Den internationale gældskrise påvirker også os. For vi er en lille åben økonomi.

Med regeringens vækstplan Holdbar Vækst bygger vi ovenpå vores kontante langtidsbudget. Vi har orden i regnskabet. Derfor har vi råd til at sætte ind. Med ansvarlige og finansierede initiativer for bolighandel, privatforbrug og fremrykkede offentlige investeringer doserer vi ansvarligt og fornuftigt.

***

Midt i en verdensomspændende gældskrise står danskerne over for et klart valg.

Ukontrolleret gæld eller varig velfærd.

Jeg har ikke skjult realiteterne. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti ført en ansvarlig økonomisk politik. Og sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har vi sat en offensiv reformdagsorden med efterlønsaftalen, som den mest markante. Vi har lavet et kontant budget, som får Danmarks udgifter i balance.

Et stramt, men ærligt budget, som danskerne kan tage stilling til.

Når verden er ramt af en tillidskrise, har Danmark ikke brug for at rulle de reformaftaler tilbage, der netop giver os international tillid.

Når verden er ramt af en gældskrise, har Danmark ikke brug for uansvarlig ønsketænkning.

Når verden er ramt af en vækstkrise, har Danmark ikke brug for nye skattestigninger som rammer helt almindelige familiers økonomi og som svækker konkurrenceevnen.

***

Mange synes, økonomi er kedeligt. Men de fleste ved også, hvor ødelæggende dårlig økonomi kan være. For en familie – og for et land.

Der er mange lande i Europa, hvor gældskrisen rammer hver eneste familie hårdt. Både i form af højere skatter, højere renter og nedskæringer i den offentlige velfærd.

Løsningen er ikke ukontrolleret gældsætning og højere skatter. Løsningen er derimod den økonomiske ansvarlighed, der lige nu gør Danmark til et af de tryggeste lande i verden. Og som giver tryghed i familien.

Regeringen har lagt en sikker og ansvarlig kurs for Danmark. Den må vi ikke sætte over styr.

Situationen kræver, at forårets store reformaftaler, der skaber tryghed for danskerne, hurtigt omsættes til lovgivning. Derfor skal Folketinget være i arbejdstøjet fra starten af folketingsåret, så vi kan få vedtaget efterlønsreformen og holdbar vækst.

***

Jeg har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse torsdag den 15. september.

For en god orden skyld skal jeg oplyse, at regeringen ikke træder tilbage i forbindelse med valgets udskrivelse.

Venstre og de Konservative går til valg på et fornyet mandat til at sikre og fastholde sunde offentlige finanser i en verden, som er præget af uro og gældskriser.

Venstre og de Konservative går til valg med et ønske om bredt samarbejde over midten i dansk politik.

Det er afgørende for Danmark og for den enkelte familie.

Jeg ønsker alle danskere et godt valg.