Statsministerens tale ved Folketingets åbning den 1. oktober 2024
Statsminister Mette Frederiksens åbningsredegørelse til Folketinget den 1. oktober 2024
Det talte ord gælder.
Deres Majestæter. Deres Kongelige Højhed. Folketingets formand. Kære kolleger her i Folketingssalen. Og alle jer, der ser med hjemmefra.
Jeg vil indlede min tale i dag med en historie. Skrevet af Henrik Pontoppidan. For 139 år siden.
Novellen hedder ”Naadsensbrød.”
Den handler om en fattig, gammel kone. Stine Bødkers hedder hun.
Hele sit liv har Stine slidt og slæbt i roe- og kartoffelmarkerne, men nu har hun kvæstet sin hånd. Hun arbejder ikke længere. Og er – med Pontoppidans ord – ”tyet til Fattigfolks store Trøster, til Brændevinens Barmhjærtighed.”
Kort sagt: Stine er gået i hundene.
Hvordan reagerede datidens Danmark på det?
Jo, det bliver bestemt, at Stine skal på fattiggården – eller i folkemunde ”på kassen.”
Kassen er en arbejdsanstalt med kæft, trit og retning. Her bliver fattiglemmerne vækket klokken fire om morgenen. Fletter sivmåtter og binder kurve den lange dag.
Intet under, at Stine stritter imod. Men afsted må hun.
Og i en dramatisk scene i bogen stimler nysgerrige naboer sammen i den snævre gade, hvor hun bor.
Sognefogeden bliver tilkaldt. Den gamle kone bliver bundet på hænder og fødder. Og ført bort under landsbybørns pift og tilråb.
Det er en hjerteskærende scene, selv når man læser den i dag.
Og det er uværdigt.
Hvorfor trækker jeg den her historie frem?
Det gør jeg af to grunde.
Fordi vores danmarkshistorie kaster et - til tider brutalt - lys over også vores egen tid.
Og fordi vi i den danske litteratur har et sandt skatkammer.
Bøgerne giver os indsigt. Forståelse. Og den empati, som et samfund og et menneske ikke kan leve uden.
Ville vi i dag kende fattigdommen og elendigheden i det gamle Danmark, hvis det ikke var for Pelle Erobreren?
Forstå kvindeliv uden Tove Ditlevsen?
Ville vi forstå det moderne Danmarks skyggesider uden Thomas Korsgaard og Morten Pape?
Langt op i 1900-tallet blev mennesker som Stine – og dem var der mange af – kaldt ”uværdigt trængende”. Drikfældige. Dovne.
Man mente, de lå samfundet til last, og at de alene af den grund var mindre værd end andre.
De måtte ikke stemme. De kunne ikke få husly. Og de måtte ikke blive gift uden at spørge fattigvæsenet til lov.
Sådan er det selvfølgelig, selvfølgelig ikke mere.
Hjælp er ikke nådsensbrød. At hjælpe og at få hjælp er blevet en del af det, vi er – som danskere. Men er vi nu der, hvor vi gerne vil være i respekten for andre mennesker?
Evner vi at gribe vi hinanden? Rigtigt? Og forstår vi at sætte os i de udsatte danskeres sted?
Eller har pendulet måske fået lov til at svinge lidt for meget den anden vej?
Når velfærdssamfundet i dag findes, så tænker vi måske, at der er andre, der tager sig af omsorgen.
I dag vil jeg tale om jer, der sjældent har et hjem. Som ikke har et job. Men som ofte har et misbrug. Som kæmper med fysiske, men nok især psykiske sygdomme.
Jer, der måske virker skræmmende, når I dingler ned ad gaden i en brandert med en løs hund på slæb.
Jer, hvor stofferne har taget over.
Jer, som vi andre skynder os forbi, fordi vi ikke ved, hvad vi skal sige eller gøre.
Måske har vi set dig nede på bænken sammen med de andre eller også har vi slet ikke opdaget dig, fordi du er alene derhjemme. Med for meget affald. For meget opvask. Og persiennerne godt lukket til, fordi det måske nu er det eneste mulige.
Jeg vil tale om jer, der sjældent får den store opmærksomhed ved Folketingets åbning. Men den skal I få i dag.
* * *
Vi har i Danmark indrettet vores samfund efter det store flertal. Selvfølgelig har vi det. Men med det hører en forpligtelse over for mindretallet.
Hvis du lever et skævt liv. Så kan det være svært at passe ned i samfundets firkantede kasse.
Lad mig give jer et eksempel.
Langt de fleste hjemløse, de vil gerne have deres eget hjem. Og den dag de får det, er det forbundet med tryghed og et vigtigt skridt fremad. Men ikke for alle.
Hus Forbi – de hjemløses avis, i øvrigt en glimrende en af slagsen – bragte tilbage i august et interview med Henrik på 43 år.
I knap tre år havde han boet på et forsorgshjem, hvor han fik hjælp til at overholde aftaler. Han opbyggede tillid til andre mennesker. Og begyndte at få tre faste måltider om dagen.
Det gik så godt, at han kunne begynde i misbrugsbehandling.
For nylig flyttede Henrik så i sin egen bolig.
Han fik sit eget, men han mistede noget andet: Nemlig de mennesker, han var vant til at være sammen med.
Med hans egne ord: ”Så jeg sad bare der i sofaen og kiggede ind i væggen og tænkte; hvad fanden laver jeg her?”
Citat slut.
Og så gik Henrik ned i Brugsen og købte øl.
For de fleste er det at have et job og en bolig helt grundlæggende, men for nogle få kan det være alt for meget.
Der er situationer, hvor vi må lade udsatte mennesker leve deres eget liv, men uden at lade dem i stikken. Og vi skal passe på med som samfund at have for fastlåste ambitioner på andres vegne.
Lad mig komme med et andet eksempel:
Langt de fleste mennesker, der lever med et stofmisbrug, ønsker at stoppe misbruget. Det er bare ikke altid dér, de er.
Lige nu er problemet måske at tage stoffer på gaden. I en port. I en trappeopgang.
Skyde en snavset kanyle ind i et gammelt sår. Med fare for infektioner og det, der er værre.
Stillet til skue. For andres blikke. For andres dom.
På Halmtorvet ikke så langt herfra, der har vi et stofindtagelsesrum.
Her kan de udsatte tage stoffer i sikre rammer. Rene sprøjter. Sundhedspersonale, der står klar. Uden fordømmelse. Til gengæld med værdighed.
Det kan være det, der er brug for her og nu. Ikke en plan, som andre har lagt, om nedtrapning eller behandling. Ikke endnu.
I dag er der alt for mange unge, velfungerende i Danmark, der tager stoffer. Det er farligt. Det kan have store konsekvenser. Og pusherne skal vi straffe meget hårdere.
Men for de allermest udsatte, der er historien en anden.
Her bliver vi andre nødt til at forstå, at stofferne kan være en form for selvmedicinering, så et utåleligt liv i perioder kan tåles og overleves.
I dag har vi fem stofindtagelsesrum i Danmark.
Et i Aarhus. Et i Odense. Et i Vejle. Og to i København.
Vi vil gerne afsætte penge til flere.
Til at udvide de nuværende stofindtagelsesrum. Længere åbningstider. Flere pladser. Og til at oprette nye i andre danske byer.
Vi skal give flere mennesker et tryggere og et mere værdigt liv. Væk fra trappesten og vi andres nysgerrige blikke.
* * *
Med andre ord. Så må vi acceptere et skævt liv, men aldrig acceptere et uværdigt liv.
Og vi vil gerne i regeringen gøre tingene anderledes på socialpolitikken. Tage udgangspunkt i dem, I er.
Og føre en mere værdig socialpolitik.
Og hvad betyder det – hvad betyder værdighed?
Flere ting. Forebyggelse er selvfølgelig det vigtigste. Og hjælp til et arbejde eller skole er selvfølgelig målet. For de fleste.
Men vi har også en gruppe af meget udsatte mennesker, hvor livet er så hårdt, og hvor nederlagene er så mange, at vi skal turde at sætte omsorg og kærlighed som det allervigtigste.
De allermest udsatte mennesker i Danmark er få, men I er alligevel for mange.
Hovedparten er mænd. De bliver ulykkeligvis sjældent ret gamle.
Mange er på førtidspension eller på kontanthjælp.
Mange har gæld til det offentlige.
Og halvdelen har fået en dom inden for de seneste fem år. Typisk for tyveri. Eller noget i lommen.
Vores danske velfærdssamfund bygger på pligt og ret, i den rækkefølge, men for de her særlige mennesker, der må vi gøre en undtagelse – og sætte ret før pligt.
For en stund at give et helle, hvor der er plads til at gøre tingene anderledes.
Færre krav, færre sanktioner.
Måske en streg over gælden?
Når du lever på gaden, så har du ikke en jordisk chance for at betale din gæld hverken til pusherne eller til det offentlige, og den sidste kan jo snildt være rigtig mange kroner og ører.
Vi må og skal tage hensyn til den hjemløse eller det menneske med misbrug, der skal afsone en dom.
For i fængslet, der risikerer de ofte at ende nederst i hierarkiet.
De bliver udnyttet af de stærke fanger.
De bliver presset til køb og salg af stoffer.
Og når de bliver løsladt.
Ja, så er gælden vokset.
De er stadig afhængige.
Men der er ikke nogen steder at gå hen.
En kvinde, hun beskrev det sådan her, efter hun blev løsladt. Det var et frit fald.
Men vi kan jo ikke være bekendt at lade nogen falde.
Hvordan kan vi forhindre, at de svageste indsatte udnyttes af de stærkeste? Skal de allermest udsatte måske have lov til at afsone et andet sted end i dag?
Et sted, hvor der faktisk er misbrugsbehandling og sundhedspersonale. Med hjælp og støtte. Uden bandemedlemmer, der kan koste dem rundt.
Vejen til alt det her er fyldt med dilemmaer.
Hvis vi begynder – og det håber jeg, vi gør – at lave særlige regler. Hvilken helt særlig gruppe skal så omfattes? Hvem skal ikke?
Det er ikke let.
Og jeg kunne ikke drømme om at tale om et samfund uden konsekvens. For selvfølgelig skal man stå til ansvar for sine handlinger.
I regeringen der vil vi gøre alt for at komme den afstumpede vold til livs. Bandernes skyderi i vores gader.
Vi er i gang med at forberede en strafreform med højere straffe for den personfarlige kriminalitet. Igen.
Men når det gælder de allermest udsatte, så vil vi tillade os at tænke nyt.
* * *
Måske er der en socialrådgiver eller en politibetjent, der lytter med i dag. Eller nogen af jer, der arbejder i det civile samfund for vores udsatte.
Jeg ved, at rigtig mange af jer – heldigvis – gør en stor indsats en gang imellem på trods af de regler, vi har lavet her i huset.
Jeg vil gerne sige til jer, at vi får brug for jeres viden og jeres engagement og hjælp.
For jeg synes også – efter hele mit liv at have være dybt engageret i socialpolitikken – at vi den her gang står ved en skillevej.
Her i Folketinget er vi vant til at løse problemerne med flere sagsbehandlere. Flere tværfaglige indsatser. Flere processer. Flere krav til kommunerne. Alt sammen i den bedste mening.
Men på den måde så pøser vi også flere tiltag og alle mulige processer rundt over for vores allermest udsatte. En tilgang, som måske slet ikke svarer til der, hvor de er.
Tiden er i vores øjne kommet til, at samfundets brede skuldre skal bære mere, så de udsattes smalle skuldre skal bære mindre.
* * *
Og her i Folketinget har vi faktisk allerede gjort en hel del.
En hjemløsereform, der skal gøre op med langvarig hjemløshed.
”Barnets Lov”, hvor vi styrker de mest udsatte børns rettigheder.
En bedre indsats for mennesker med svære psykiske lidelser – det er langt fra nok, det ved jeg godt – men nu har vi for første gang en 10-års plan for vores psykiatri.
Og vi har endelig fået indført ordentlig behandling til borgere med det, vi kalder dobbeltdiagnoser.
For nylig vedtog vi her i Folketinget at gøre det sociale frikort permanent.
Vigtige skridt. Tak for det. Men vi skal videre.
Vi skal være et Danmark, hvor vi tror på os alle sammen. Ser mennesker. Og skaber værdige muligheder. Rejser dem, der falder.
For i virkeligheden der findes ”de andre” ikke.
Hvem skulle de være?
De er mennesker som du og jeg. De er os selv.
* * *
Og det er regeringens ledetråd i de store politiske forslag, vi kommer til at lægge frem i den her folketingssamling. At vi laver politik for dem, det handler om.
Hvordan er det at bo på Sydsjælland eller i Vendsyssel og ikke have en fast læge?
Ja, det er ikke særligt trygt.
Og hvordan er det at have det, vi i gamle dage kaldte rygerlunger – nu KOL? Knapt at kunne trække vejret selv? Og samtidig skulle finde rundt i et snørklet sundhedssystem?
Ja, det er ikke særligt trygt.
Og ved I hvad, det er heller ikke retfærdigt.
Og det er slet ikke den fri og lige adgang til sundhed, som vi ønsker os at have i Danmark.
Derfor er en lægereform det allermest centrale i den sundhedsreform, jeg håber, snart er forhandlet på plads her i Folketinget.
Flere praktiserende læger skal være der, hvor folk er mest syge. Det samme skal speciallægerne. Og de mindre sygehuse, som vi er glade for i Danmark, som er spredt rundt i vores land, ja, de skal have personale nok til at kunne tilbyde den behandling, som borgerne har brug for.
Inspireret af kræftpakkerne, der vil vi nu indføre kronikerpakker.
Vi starter med KOL. Går videre med diabetes. Og andre kroniske sygdomme.
Jeg ved fra min egen familie, hvor stor tryghed kræftpakkerne giver i det, der for mange af os er en rigtig utryg situation. Man ved, hvad man skal gøre. Man ved, hvad man kan regne med. Både som patient og som pårørende.
Den tryghed og den vished har mennesker med kronisk sygdom altså også brug for.
* * *
Politik skal i det hele taget bruges til at løfte mennesker op.
Det gælder også dem, der endnu ikke har et job.
I Danmark der har vi et af de dyreste beskæftigelsessystemer i verden. Hvert år bruger vi mere end 11 mia. kr. på det.
Over årene, må vi være ærlige at sige, er der blevet for meget system.
Vi har syge medborgere, der har oplevet ikke at blive behandlet ordentligt.
Og der er mange, der føler sig som en kastebold i systemet.
Udsatte mennesker bliver indkaldt til samtaler og tilbud, som faktisk er ret meget ude af trit med den virkelighed, de lever i.
Og samtidig så har regler og krav om dokumentation fået lov til at hobe sig op.
Der gennemføres – og hold nu fast – tæt på 2,4 millioner samtaler på jobcentrene hvert år.
Sagsbehandlerne. Socialrådgiverne. De passer sådan set bare deres job og følger de regler, vi har vedtaget. Men det betyder, at for hver samtale med en borger på en halv time, så bruger socialrådgiveren tilsvarende en halv time på at registrere og dokumentere.
Derfor er det regeringens forslag, at vi skal nedlægge jobcentrene. En frisk start, hvor kommunerne får mulighed for at organisere beskæftigelsesindsatsen på ny.
Vi har heldigvis lav arbejdsløshed i Danmark.
De fleste, der mister deres job, de finder hurtigt et nyt. Der er andre, der har brug for uddannelse og opkvalificering. Og så er der de udsatte ledige, som har behov for en særlig indsats.
Vi vil foreslå at skære en halv million samtaler væk. Fjerne sanktioner for borgere, som kæmper med andre alvorlige problemer i dagligdagen end ledighed, men samtidig forvente, at alle gør deres for at bidrage.
Og derfor indføres der nu endelig en arbejdspligt for især de mange kvinder med ikke-vestlig baggrund, der stadigvæk ikke er en del af arbejdsmarkedet, som alle bør være.
Vi er nu i gang med at sætte ældreplejen fri af rigide skemaer.
Vi har besluttet at sætte folkeskolen fri af centrale regler.
Nu er turen så kommet til beskæftigelsessystemet.
Færre samtaler, færre restriktioner.
Mere menneske.
* * *
Også når vi taler uddannelse, så skal vi prøve at sætte os i andre menneskers sted.
Og det kan godt være lidt svært for Folketingssalen her. Vi skal lige prøve at tænke tilbage. Hvordan er det at være 15-16 år?
Sommerferie. Færdig med skolen. Glæden sidder i kroppen. Måske også en usikkerhed. Hvad er det, der skal ske nu?
Du ved nok ikke, hvad du vil være som voksen. Ikke endnu. Og hvad gør du så?
Mange de vil naturligvis følge med, hvor vennerne går hen, på en vej, hvor man ikke behøver at låse sig fast for langt ud i fremtiden, og til et sted, som ikke ligger for langt væk med et stærkt fællesskab.
Og derfor bliver gymnasiet for mange unge det helt oplagte valg. Ganske enkelt fordi gymnasierne tilbyder det, som de fleste unge de søger. Et levende og inspirerende ungdomsmiljø.
Men tænk nu, hvis gymnasiet og alle dets muligheder kunne blive en vej og en succes for alle vores unge i Danmark – også dem, der ikke søger det rent boglige.
Vi vil sikre, at alle unge efter grundskolen får et reelt tilbud om en ungdomsuddannelse. Med tryk på ungdom. Det er kongstanken i det forslag, regeringen vil præsentere i næste uge.
Så længe jeg kan huske, så har her forsøgt at lave småreparationer på et uddannelsessystem, som ikke passer til dem, der er unge i dag. Nu er det tid til at tænke det hele forfra og større.
Fremover synes vi, at vi skal tilbyde alle unge at gå i gymnasiet, for det er det, de fleste unge gerne vil. Og det synes jeg, vi voksne skal lytte til. Men det skal være et andet gymnasium, end det vi kender i dag.
Der skal være tre veje at vælge.
Et handelsgymnasium. Til dig, der gerne vil lære om økonomi, sprog og iværksætteri.
Et alment gymnasium. Til dig, der kan og vil det boglige, mere abstrakte og teoretiske.
Og som noget helt nyt: Et erhvervs- og professionsrettet gymnasium.
Til dig, der gerne vil arbejde med mennesker i vores velfærd. Det kan være, at du gerne vil være sygeplejerske eller politibetjent. Eller arbejde med grøn omstilling som maskinmester eller tømrer.
Uddannelsen er nemlig også for dig, der måske har interesse i på et tidspunkt at tage en faglært uddannelse, men som lige nu gerne vil holde alle dørene åbne for andre muligheder. Få lov til at være længere i et skolemiljø sammen med andre unge. Uden at skulle være klar til at sidde i en skurvogn allerede som 15-årig
Uanset hvad for et gymnasium, du vælger, så får du en hue på, når du har bestået dine prøver. Og uanset hvilket gymnasium, du vælger, så har du alle muligheder for at videreuddanne dig bagefter.
* * *
Når vi nu er ved uddannelse. Så eksisterer der ret mange myter om regeringens uddannelsespolitik, som jeg gerne lige vil benytte lejligheden til at få manet i jorden. Nogle skaber det indtryk, at der nærmest skæres ned på uddannelse under den her regering.
Selvfølgelig er det ikke rigtigt. Tværtimod. Samlet prioriterer regeringen med de beslutninger, der er truffet, og kommende forslag et løft af undervisning og uddannelse på omkring 5 mia. kr. i 2030.
Vores forslag om en ny ungdomsuddannelse vil koste over 2 mia. kr. hvert år. Fordi vi ønsker at gøre undervisningen mere praktisk og spændende. Løft af undervisningen i det hele taget. I rigtige faglokaler. Med dygtige lærere.
Og så har vi i øvrigt samtidig endelig fordelt ressourcerne mere lige i vores uddannelsespolitik. Givet flere penge til erhvervsuddannelserne.
Det var på høje tid.
En anden myte. Jeg har hørt det argument, at når vi vil ændre ungdomsuddannelserne, så de rent faktisk passer bedre til de unge, at så deler vi de unge ind i et A- og et B-hold.
Men er det ikke de voksnes snobberi, der afslører sig her?
I alt for mange år der har vi ladet prestigen følge med de akademiske uddannelser.
Det er faktisk det, vi vil rette op på nu. Med stærke ungdomsuddannelser – ja, A-hold til alle vores unge – også til dem med andre interesser end det boglige.
Det er på høje tid.
Om ti år der vil der være næsten 10 procent færre unge mellem 15 og 18 år i Danmark. Og i landkommuner der forventes faldet at blive endnu større.
Hvis ikke vi gør noget, så vil der stå tomme stole både på det lokale gymnasium og på den lokale erhvervsskole.
Det kan blive starten til en ond cirkel i de mindre byer.
Det er færre elever. Det er færre penge. Mere end svært at tiltrække lærere. Og i værste fald lukninger.
Derfor bliver vi også her nødt til at tænke nyt. Nu kommer vi med et nyt erhvervs- og professionsrettet gymnasium, som nogle steder kommer til at ligge sammen med de erhvervsskoler, vi kender, og som andre steder kommer til at blive placeret med andre ungdomsuddannelser.
Så der flere steder i landet bliver et stærkt fagligt miljø – også for vores unge uden for de store byer – i stedet for, at deres uddannelser i de kommende år lukker.
Samtidig med det giver vi de 17-årige med kørekort mulighed for at køre bil. Vi indfører et befordringsfradrag til studerende og elever i de 25 udkantskommuner.
Fordi vi ønsker, at man skal kunne leve et godt ungdomsliv i hele vores land.
Det skal man som ung. Det skal man som gammel. Og det skal man altså også, når der kommer børn ind i billedet.
* * *
At få børn er for mange af os det mest meningsfulde, der findes.
Lysten til at give livet videre. De meget store øjne. I en endnu større verden. Og hov, var det et lille smil, jeg så der?
Pludselig er der et lille menneske, der er meget vigtigere end en selv.
For mange af os er det her stort.
Alligevel så får vi færre børn i Danmark.
Et illustrativt eksempel: Hvis det fortsætter som nu med samme middellevealder og samme fertilitet som i dag og fraregnet ind- og udvandring, så risikerer vi, at den danske befolkning er skrumpet til 2,5 millioner indbyggere i år 2100. Det er om ikke ret lang tid.
Det svarer til, at hele Sjælland er mennesketomt, og selvom der nok skal være nogle, der lige nu vil tænke, at så slap vi af med de der kjøwenhavnerne, så er det alligevel svært at forestille sig et Danmark med under halvt så mange mennesker som i dag.
Lad mig, inden vi går i gang med diskussionen, slå fuldstændig fast: Jeg kommer ikke til at blande mig i, hvordan man får børn, hvor mange børn man vil have. Selvfølgelig ikke. Det er op til os selv hver især. Men jeg synes, det er trist, hvis færre får de børn, som de ønsker sig og drømmer om, og hvis færre i det hele taget ønsker at få børn.
Og lige for at sætte tingene lidt i perspektiv.
For hundrede år siden – præcis i år 1924 – der rejste Thit Jensen land og rige rundt med sit foredrag ”frivilligt moderskab”.
Dengang der blev kvinder slidt af for mange graviditeter. Thit Jensen var selv ud af en børneflok på 12 og var en meget moderne fortaler for svangerskabsforebyggelse og abort.
Det er en vigtig kvindekamp, som vi fortsætter nu. For første gang i 50 år udvider vi piger og kvinders rettigheder i Danmark til abort.
Og når kvinders rettigheder andre steder i verden indskrænkes, så går vi her i Folketinget den modsatte vej. Det er jeg oprigtigt stolt af.
Vi står på skuldrene af andre, og der er en fællesnævner fra dengang til i dag: At vi selvfølgelig selv vil have lov til at bestemme, hvordan vores familie skal se ud.
Mange børn. Få børn. Ingen børn.
Hvis det er biologien, der står i vejen, og det er det for rigtig mange mennesker, så skal vi have bedre fertilitetsbehandling.
Forskningen har traditionelt set på kvinders fertilitet – selvom årsagen ofte ligger hos mænd. Det skal der rettes op på.
Og hvis det er samfundets indretning, der spænder ben for børnelysten, så må vi også kunne diskutere det.
Det kan være noget med at nå det hele inden for ganske få år. Gøre en uddannelse færdig. Få det første rigtige job. Finde kærligheden. Og så også lige stifte familie.
Men jeg tror også, vi bliver nødt til at erkende, at løsningerne nok er sværere end som så.
Bare lige ét eksempel: I Sverige der kan forældre være hjemme med et sygt barn i tilsammen 120 dage om året, og de har ret til at arbejde på deltid, indtil deres barn fylder otte år.
Alligevel så har Sverige en lavere fertilitetsrate end Danmark, og sidste år blev der født det laveste antal børn i Sverige i 20 år.
Så vi har nok brug for at blive lidt klogere på, hvad det er, der virker, og hvad folk har brug for – selvfølgelig med respekt for, at det i Danmark er arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn og arbejdsvilkår – og vi vil som regering gerne se det i en sammenhæng.
Fleksibilitet for familierne. Kvalitet og rammerne for de tilbud, som vi giver de yngste børn. Og i den anden ende af livet også pension.
Pension, tilbagetrækning, Arne-, seniorpension. Ja, det er noget, vi ofte har været meget uenige om her i Folketinget. Sådan har det faktisk været i mange år. Det er samtidig noget, der virkelig optager danskerne.
Med Velfærdsaftalen tilbage i 2006 der blev et bredt politisk flertal enige om, at det grundlæggende er et sundt princip, at vi arbejder længere i takt med, at vi også heldigvis lever længere, og at ændringer i pensionsalderen skal varsles i god tid, så danskerne ved, hvad de har at forholde sig til.
Derfor skal vi næste år her i Folketinget stemme om at hæve pensionsalderen til 70 år fra 2040 – altså om 15 år.
Velfærdsaftalen har været – og er – helt afgørende for, at vi i Danmark har sunde, offentlige finanser. Det skal vi selvfølgelig også have i fremtiden.
Særligt fordi, at vi samtidig står over for store investeringer. Det gælder blandt andet i forsvar og sikkerhed og den grønne omstilling.
Men velfærdsaftalen er snart 20 år gammel, og når pensionsalderen stiger til 70 år, så er det naturligt at se på, om der derefter også kan være en anden mekanisme.
En ændring af velfærdsaftalen har store konsekvenser for den enkelte og for samfundsøkonomien.
Derfor skal det netop ske i respekt for den enkelte, og det skal forberedes ordentligt. Den proces er regeringen nu i gang med.
* * *
Vi skal kunne leve gode liv. Og vi skal gøre det i et Danmark, der bliver grønnere og grønnere.
Lige før sommer der indgik vi den grønne trepart om den største omstilling af vores landskab i nyere tid.
Man kan næsten se det for sig.
Først er der en brakmark. Så pibler det frem med græsser og urter. Efter nogle år et træ. Og for de fremtidige generationer en rigtig skov.
Mindre kvælstof. Mindre CO2.
Renere vand.
Mere liv.
Vi indfører en klimaafgift i landbruget som det første land i verden.
Og vi understøtter en moderne og stærk dansk fødevare- og landbrugsproduktion.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening så er den grønne trepart – ”historisk”.
Og ifølge Landbrug og Fødevarer er den – ”historisk”.
Så er der altså nok noget om det.
Og forhandlingerne de var selvfølgelig ikke nemme. Det kan jeg ligeså godt sige, som det er. Og lad mig dele en historie indefra det lukkede rum.
Som jeg har fået fortalt, så skete der det: At lige før, at alle var sikre på, at nu havde man en aftale, så rejste landmændenes formand, Søren Søndergaard, sig op.
Han sagde, at han havde glemt noget. Så rundt i lokalet. Og kunne godt se, at de andre tænkte: ”åh nej, nu kommer der mere”.
Jeg tror, at der var mange, der åndede lettede op, da Sørens sidste krav viste sig at være i den milde ende.
Han inviterede nemlig alle til høstfest på slægtsgården Baldershave.
Og derfor var det en meget umage flok, der mødtes i slutningen af august.
Repræsentanter for landbrug. Fagbevægelse. Arbejdsgivere. Grønne organisationer. Og nogle politikere her fra salen.
På en gård ved Billund. Midt imellem Lindeballe og Førstballe.
For at fejre, at årets høst var i hus, og for at markere en grøn aftale, der krævede mere end almindelig vilje fra alle, der var med.
Hvilke andre steder på hele den her jordklode kunne det ske end netop Danmark, at så forskellige interesser har modet til at sætte sig ved det samme bord?
Vel vidende, at det nemmeste var at gå.
Den grønne trepartsaftale er Danmark, når Danmark er allerbedst.
Og det er efter min mening den stærkeste generationskontrakt, der er skrevet i mine snart 25 år her i Folketinget.
Der var ellers godt nok mange, der havde sagt, at den ikke ville blive til virkelighed.
Et. At vi aldrig ville blive enige i regeringen.
Det blev vi.
At landbruget aldrig ville tage ansvar for naturen og fjordene.
Det ville de.
At naturorganisationerne ikke ville tage ansvar for arbejdspladser.
Det gjorde de.
Fordi der var noget, der var vigtigere end os selv.
Fordi Danmarks fjorde og drikkevand er vigtigere.
Fordi vores børn og børnebørn stadig skal kunne synge med på vores danske sange om gøgen, storken og nattergalen – og også i deres fremtid finde dem i deres eget land.
At der allerede nu er partier, der ikke vil være med til at gøre den grønne trepart til virkelighed, det er mig en gåde.
Men tak til andre, der tager ansvar, og tak til de mange, mange danskere, der kæmper for vores natur hver eneste dag.
Med det, vi beslutter her i Folketinget, og med alle de initiativer, der tages over hele landet, så skal livet igen tilbage i vores fjorde og i vores farvande.
* * *
Vi mennesker er en del af naturen. Skoven, dyrene, luften og vandet – det er ikke noget uden for os, men derimod grundlaget for vores eksistens.
Det er også en meget voldsom kraft, og det har det i øvrigt altid været.
I november 1872 der blev blandt andet Sjælland, Lolland og Falster ramt af stormflod.
Hele øer forsvandt. Diger blev brudt. Og mennesker og husdyr omkom.
Jernbanen var oversvømmet, telegrafen blæst omkuld, og så var det altså svært at bede om hjælp fra resten af landet. Der gik tid, før andre forstod, hvor slemt det stod til.
Mere end hundrede år senere ramte en orkan hele Danmark.
På Rømø der blev vindstødene målt til 51 meter i sekundet indtil vindmåleren blæste omkuld. Orkanen var en af de mest ødelæggende i vores historie.
Jeg tror, at mange husker, hvor vi var den 3. december 1999.
Ikke mindst alle jer, der havde en travl nat med at hjælpe borgere og rydde op efter ødelæggelserne: vores politi, brandfolk, Falck-redere, værnepligtige og frivillige.
Tilbage i 1870’erne der var de nødstedte overladt til naboers hjælpsomhed og vovemod. Eller bare til sig selv og skæbnen.
I 1999 der havde vi heldigvis et helt andet samfund og et udbygget beredskab.
Men har vi også et bedre beredskab i dag, end vi havde i 1999?
Det bør vi prioritere at få. For verden den har ændret sig.
Tag bare de seneste år:
Krig i Europa. En pandemi. Vildt vejr. Lige nu blandt andet i Vejle.
En skærpet hybrid trussel mod Danmark.
Det moderne samfund er sårbart.
Farerne er blevet flere og meget forskellige.
Da corona’en ramte, der havde vi hverken vacciner eller masker til at beskytte vores gamle og vores syge.
Og da krigen ramte, der havde Europa rustet ned, mens russerne havde bygget deres egen hær op.
Vi må ikke blive ved med at lade os overraske.
Det er sund fornuft at være klar til at hjælpe sig selv og hinanden.
Og jeg ved godt, at det for mange selvfølgelig sætter tanker i gang. Når man skal til at købe vanddunke og den gamle FM-radio. Og handle mad, så man kan klare sig i et par dage. Det kunne for eksempel være makrel i tomat.
Det er mange år siden, vi som danskere har skullet forholde os til den slags. Ja, faktisk er der mange af os, der slet ikke har prøvet det før, men det skal vi altså nu.
Vi skal ruste os hver især og som samfund.
Derfor har vi oprettet et nyt Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, som får den koordinerende opgave og det koordinerende ansvar for krisestyring og forsyningssikkerhed.
I en urolig verden der skal Danmark være bedre rustet.
* * *
Og verden omkring os er blevet mere usikker.
Rigsfællesskabet mellem Færøerne, Grønland og Danmark må forandre sig til den virkelighed, som vores tre befolkninger lever i.
Jeg er glad for, at den forandring kan ske i et godt og et tæt samarbejde, og med respekt for hvert lands selvstændige identitet.
Tak til de nordatlantiske mandater her i Folketinget for jeres store indsats.
Tak til lagmanden og tak til formanden for Naalakkersuisut for et respektfuldt samarbejde.
Vi har i dag et fælles ønske om at udvide Færøerne og Grønlands muligheder for egen udenrigspolitisk stemme.
Et aktuelt eksempel er det færøske ønske om at blive selvstændigt medlem af WTO.
Det er helt forståeligt, men der er juridiske problemer. Og dem må vi søge at løse.
Lagmanden og jeg er derfor enige om at forelægge spørgsmålet for det nævn, der efter hjemmestyreloven kan afgøre juridiske tvister. Nævnet har aldrig før været brugt i hjemmestyrelovens 76-årige historie.
Og Grønland er det store arktiske land i rigsfællesskabet, og det er helt naturligt, at Grønland spiller en særlig rolle, når Kongeriget overtager formandskabet for Arktisk Råd.
Når kræfter udenfor forsøger at splitte, så rykker vi sammen, men vi gør det på en ny måde. Ligeværdigt. Respektfuldt. Og så tør vi gå nye veje.
* * *
I dag er det to år, syv måneder og syv dage siden, Rusland indledte en fuldskala-invasion af et europæisk land, Ukraine.
Jeg er stolt af Danmarks stædige og uforbeholdne støtte til Ukraines frihedskamp.
Med en historisk bred opbakning – i Folketinget og i befolkningen – der har vi placeret os på den rigtige side af historien. I erkendelsen af, at friheden ikke blev os givet til evig arv og eje.
Friheden har en pris. Og frihed er også i vores tid en evig kamp.
Hvis den kamp ikke lykkes, så frygter jeg oprigtigt, at Europas fremtid bliver meget, meget mørk.
Og derfor skal det lykkes.
Jeg er stolt af det europæiske og transatlantiske sammenhold mod Ruslands aggression.
EU er stærkere i dag end før krigen. NATO er i dag stærkere end før krigen.
Men jeg er uenig i den lidt teoretiske tilgang, som dominerer dele af den offentlige debat.
Der opstilles røde linjer. Våben doneres, men må ikke bruges i et fuldt selvforsvar, som reelt kan presse Rusland tilbage.
Og de våben, der er nødvendige for, at Ukraine kan vinde krigen, er stadigvæk ikke at finde i Ukraine.
Ingen kan vinde en krig med en arm på ryggen.
Og alt for længe har vi talt om, at Ukraine ikke må tabe krigen, men er det nok for alle os, der vil friheden?
Ukrainerne kæmper en nærmest ubærlig kamp ikke kun for deres eget flag, for deres eget land, for deres egne liv.
De kæmper for Europas frihed.
Og der er kun én mulig udgang af den her krig.
Og det er, at Ukraine vinder.
For at lykkes med det så behøver ukrainerne vores fly, vores våben, vores militære viden, vores investeringer i den ukrainske forsvarsindustri og vores økonomiske støtte.
Hvis vi ikke yder det, der er nødvendigt, så svigter vi vores ansvar.
Og derfor vil den danske støtte til Ukraine fortsætte, så længe der er brug for den.
Der er ikke nogen grund til at tro, at Rusland stopper med Ukraine. Rusland vil fortsætte, indtil de selv bliver stoppet.
Vi bruger nu i Danmark mere end 2 procent af vores BNP på forsvar og sikkerhed.
Lad mig være ærlig og sige det direkte; Vi får behov for mere. For at kunne forsvare os selv og vores eget land. Og bidrage til beskyttelsen af vores alliance i NATO.
Vi må alle her i Folketinget være klar til at prioritere og betale de nødvendige regninger, også i fremtiden.
I 2025 der overtager Danmark EU's formandskab.
Her vil krigen i Ukraine selvfølgelig være det vigtigste sammen med arbejdet for at styrke en egentlig europæisk forsvarsindustri, men der bliver også meget andet at tage fat på.
Grøn omstilling, EU’s konkurrenceevne og behovet for at styrke EU's ydre grænser.
Vi skal have styr på, hvor mange mennesker der kommer til Europa, og vi skal stoppe menneskesmuglernes inhumane forretningsmodel.
Der er på alle leder og kanter brug for et stærkt Europa, der tager mere ansvar for egen sikkerhed.
Næste år der får vi også sæde i FN’s Sikkerhedsråd.
Her skal vi arbejde på at finde løsninger på verdens desværre alt for mange konflikter og beskytte de alt for mange civile ofre.
Det gælder også i Mellemøsten.
Lige nu ser vi med bekymring på udviklingen i Libanon.
Udenrigsministeriet har opfordret alle danskere til at forlade landet og følger situationen nøje.
Og på mandag. På mandag er det et år siden, at vi vågnede til et af verdenshistoriens værste terrorangreb.
Hamas voldtog, torturerede og dræbte.
Det største antal jøder siden Holocaust blev slået ihjel på blot få timer. Flere hundrede blev bortført, og mange holdes stadig som gidsler af Hamas.
Uanset hvad man måtte mene om Israels modsvar, så bør alle kræve gidslerne løsladt. De fortjener intet andet end at blive genforenet med deres familier.
De har ikke nogen andel i konflikten. De er uskyldige.
Det samme er de tusindvis af palæstinensiske børn, der enten er blevet dræbt i Gaza. Sendt på flugt. Forsvundet fra deres forældre. Eller som lider under akut fødevaremangel og med risiko for polio og andre alvorlige sygdomme.
De menneskelige lidelser er nærmest ufattelige og en våbenhvile er fortsat afgørende.
Konflikten i Mellemøsten er ulykkelig, og den trækker desværre tråde af polarisering, uforsonlighed og splittelse også i vores eget land.
Men ufred har ingen plads i Danmark, og vi må have viljen allesammen til at forenes i det dobbelte budskab: At Israel selvfølgelig har ret til at eksistere i fred og frihed, og at palæstinenserne har præcis samme ret.
Og det kræver flere ting.
For det første, at Hamas stopper terroren og nedlægger sig selv. En palæstinensisk stat kan ikke bygge på en terrororganisation.
For det andet, at Israel stopper de ulovlige bosættelser som ingen rimelighed har, og som kun er med til at eskalere konflikten.
Engang var der på begge sider forstandighed og pragmatisme. Siden har yderfløjene taget over til skade for det meste. Ja, for det hele.
Og derfor må vi for det tredje lægge langt større pres på parterne, så de også indser, at en to-statsløsning er den eneste, langsigtede og bæredygtige vej.
I stedet for, at befolkninger herhjemme og andre steder splittes i en uforsonlighed, vi sjældent har set, så burde vi stå sammen om lige præcis de krav.
Desværre er det ikke kun hårde ord, konflikten har ført med sig.
For nogle er det også handling. En ung mand er sigtet efter terrorparagraffen for at have planlagt et brandattentat mod en jødisk kvinde her i Danmark.
Jeg græmmes. Og jeg græmmes over, at antisemitismen i Danmark er vokset.
Det løfte, vi gav danske jøder efter 2. Verdenskrig vil altid gælde.
Til det hører også en klar opbakning til, at Israel selvfølgelig har ret til at forsvare sig selv som ethvert andet land i øvrigt har det.
Men betyder det, at Israel har ret til at gøre hvad som helst? Nej.
De skal overholde krigens love, og de skal gøre mere – meget mere – for at passe på civilbefolkningen uanset, hvor svært det er, når Hamas kujonagtigt gemmer sig bag kvinder og børn.
Niels Bohr sagde, at sandhedens modsætning er enkelthed, og der er sandt at sige ikke noget enkelt over konflikten i Mellemøsten.
* * *
Enkelt er der i det hele taget ikke meget, der er længere, men udfordringerne, dem kan vi overkomme, hvis vi vil.
Og det er netop det, der er opgaven for os her i Folketinget. Hver eneste dag at arbejde for at løse de problemer, som vores folk, vores land og vores verden står over for.
Siden vi åbnede Folketinget sidste gang, der har vi fået en ny Konge og en ny Dronning.
Vi har nået det højeste antal beskæftigede nogensinde.
Og for første gang indgået en reel og forpligtende grøn generationskontrakt for fremtidens natur og fremtidens danskere.
I regeringen der glæder vi os til fortsat at påtage os ansvaret og sammen med alle de partier, der vil her i Folketinget, passe på og udvikle vores vidunderlige Danmark i dag og i morgen. Og ikke mindst at tage os bedre af dem, der allermest har brug for det.
Når verdens bedste velfærdssamfund ikke formår at gribe mennesker, der har det rigtig svært, så håber jeg egentlig, at alle kan blive enige om, at vi her i salen skal gøre os endnu mere umage.
Og skulle der sidde en enkelt og tænke: Hvorfor bruger en statsminister så meget tid på socialpolitik og de udsatte i en åbningstale, så lad mig her til sidst kort slå fast.
Der er nok ikke et enkelt politikområde, der fortæller mere om et samfund og dets borgere end netop socialpolitikken.
Hvordan vi møder andre mennesker, er et spejl på, hvem vi er.
Jeg indledte min tale i dag med at se 139 år tilbage. På Stine Bødkers’ udslidte liv og uværdige behandling.
Når vores efterkommere en dag om 139 år ser på vores måde at behandle andre mennesker på. Hvad vil de så se?
Lad os tilstræbe at være den bedste udgave af os selv.
Og med de ord vil jeg bede jer om at rejse jer op.
DANMARK LEVE. Hurra! Hurra! Hurra!