Statsministerens tale ved Folketingets afslutningsdebat den 2. juni 2010

Det talte ord gælder

Gennem mange år har Danmark været begunstiget af globaliseringens milde vinde. Verdenshandlen steg, økonomien voksede og velstanden blev større end nogensinde. Det var gode år.

Desværre har de seneste to års internationale krise gjort indhug i vores velstand. Vi er blevet fattigere. Det har været hårde år.

Nu står vi ved en politisk skillevej. Det er nu, vi afgør, om håbet skal tændes og væksten spire frem igen. Eller om de første vækstspirer skal visne og håbet slukkes.

Om håbet skal tændes eller slukkes afhænger af vores evne – og mod – til at træffe de nødvendige, alvorlige og realistiske beslutninger. Ikke de smarte. Ikke de populære. Men de rigtige. De nødvendige. De beslutninger, der er i Danmarks sande interesse!

* * *

Regeringen har fra dag ét sat alt ind på at mindske de menneskelige omkostninger ved krisen:

Vi har fremrykket offentlige investeringer til et historisk højt niveau. Med massive statslige investeringer i jernbaner og veje.

Vi har givet det største løft i de kommunale investeringer, der er set i en generation. Med nye investeringer i skoler og plejehjem.

Vi har frigivet den særlige pensionsopsparing.

Vi har gennemført en fuldt finansieret skattereform.

Vi har udmøntet en renoveringspulje.

Vi har gennemført en bankpakke og en kreditpakke.

Vi har forlænget kreditter for virksomhederne.

Vi har forbedret eksportlånemulighederne.

Vi har holdt hånden under kommunernes økonomi.

Vi har – kort sagt - ført Europas mest ekspansive krisepolitik. En krisepolitik, som har skærmet 85.000 danskeres job.

Og det har virket. Danmarks økonomi er i bedring. Ledigheden ser ud til at stige mindre, end vi frygtede. Forbrugerne tror mere på fremtiden. Vores eksport til udlandet vokser.

Finanskrisens mørke er ved at slippe sit greb. Det er så småt begyndt igen at spire og gro rundt omkring i vores land. Ja måske endda så meget, at krisebevidstheden er forsvundet?

Det er regningen for krisen til gengæld ikke.

Enhver, der har prøvet at stifte gæld, ved, at den ikke bliver mindre af, at man lader være med at åbne rudekuverterne. Hvis man har trukket på sin kassekredit, så gælder det om at komme hurtigt ned i banken og få lavet en aftale om at betale pengene tilbage. Det bliver kun dyrere af at vente.

Derfor skal krisegælden væk nu, så vi kan løfte blikket mod fremtiden igen.

Derfor er det tid til realisme i dansk politik – ikke til ønsketænkning. Det er tid til konkret handling – ikke til luftige planer.

GenopretningsPakken – regningen skal betales
Vi står med en kriseregning af en betydelig størrelse. Det vil jeg ikke lægge skjul på.

Alene de flere arbejdsløse har betydet, at udgifterne til dagpenge og kontanthjælp er vokset med 16 mia. kr. Og regeringens ekspansive krisepolitik har umiddelbart kostet 60 mia. kr.

Men sammenlignet med mange andre lande er Danmark i en gunstig situation. Fordi vi brugte de gode år til at skære gælden væk og spare op til dårligere tider.

I 2001 var den offentlige nettogæld på 268 mia. kr. Det er omkring en femtedel af vores fælles velstand – bruttonationalproduktet. I 2008 var gælden væk. Helt væk. Derfor var vi godt forberedt, da den økonomiske tsunami slog mod vores kyster.

I de gode tider skortede det ellers ikke på forslag om, hvad alle de dejlige milliarder kunne bruges til. Pengene brændte nærmest i lommen på oppositionen. Overskuddet på de offentlige finanser var for fristende. Det skulle straks formøbles i en stor forbrugsfest – mente venstrefløjen.

Jeg priser mig lykkelig for, at regeringen valgte den ansvarlige kurs og lagde til side, da tiderne var gode.

Hvis det stod til Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti – for ikke at tale om Enhedslisten – så havde Danmark været i en meget alvorligere situation, da krisen ramte os. Og så havde det gjort rigtig, rigtig ondt.

I andre lande var bolværket tyndere, og krisen slog hårdere. I andre lande skal de nærmest omkalfatre hele deres samfund. I andre lande må de skære drastisk ned – også i de offentligt ansattes løn.

Hvis Danmark skulle forbedre de offentlige budgetter lige så meget som Holland, så skulle vi finde 37 mia. kr. omregnet til danske forhold. Hvis vi skulle forbedre budgetterne lige så meget som Irland, så skulle vi finde i størrelsesordenen 170 mia. kr. Hvis vores situation var ligesom Grækenlands, var opgaven 275 mia. kr.

I Danmark skal vi finde 24.

Det er ikke let. Jeg ville hellere have været det foruden. Men det er lade-sig-gørligt. Vi betalte af på gælden, da vi havde overskud. Og derfor slipper vi også af med krisegælden på en langt mindre dramatisk måde i Danmark end i resten af Europa.

I Danmark er regeringen og Dansk Folkeparti nemlig nået til enighed om en genopretningspakke.

En pakke, der med en række resolutte og konkrete initiativer krone for krone samler regningen op, mens den har en håndterbar størrelse.

En pakke, hvor vi omprioriterer, så der bliver plads til 10 mia. kr. ekstra til sundhed, til samfundets svageste og til vores uddannelser.

En pakke, hvor vi tager hul på at løse de fremadrettede udfordringer med en reform af dagpengene. En pakke, der samlet set øger udbuddet af arbejdskraft med 11.000 personer. Det svarer til næsten to tredjedele af effekten fra skattereformen.

Jeg vil gerne takke de radikale og Liberal Alliance for at tilslutte sig denne del af aftalen.

Samlet betyder aftalen om genopretningspakken, at vi på én gang sparer på udgifterne, øger skatteindtægterne og reformerer økonomien. På en realistisk, rimelig og socialt velafbalanceret måde.

Regeringen og Dansk Folkeparti tager ansvaret på sig. Ikke ved luftige overskrifter. Ikke i form af løse hensigtserklæringer. Men ved en række helt konkrete og jordnære løsninger, der får kassen til at stemme igen og skaffer hænder og hjerner til fremtidens vækst.

Over for det har vi en opposition, der vil lade hullet i statskassen vokse med yderligere over 25 milliarder kroner, og dermed øge Danmarks gældsproblemer.

En opposition, der tror, at man kan forbruge sig ud af krisen for lånte penge. At stor bankgæld skal håndteres med mere bankgæld. Det holder ikke i virkelighedens verden. Med den indstilling til tilværelsen, burde oppositionen snarere melde sig til tv-programmet ”Luksusfælden”.

Her kan man lære, at økonomiske problemer kun vokser sig større, hvis man venter med at gøre noget ved dem.

Oppositionen lader, som om Danmarks problemer vil være løst med et fingerknips, hvis vi bare om nogle år arbejder 12 minutter mere om dagen.

Men hvordan skal det konkret gribes an? Skal danskerne have en uges mindre ferie? – nej, siger de selv. Skal industriarbejderen stå 12 minutter længere ved samlebåndet hver dag? – nej, siger de selv. Skal pædagogen tvinges til at blive 12 minutter længere i vuggestuen? – nej, siger de selv.

Altså en løs hensigtserklæring. Udfaldet er deponeret hos fagbevægelsen. Og konklusionen lige for: Oppositionen har ikke forstået situationens alvor. Man vil bare øge gælden og vente med regningen.

Men så løber der renter og renters rente på. Så vil en stadig større andel af vores økonomi blive brugt på ingenting, i stedet for at blive brugt på skoler, på sygehuse og på ældrepleje.

Hvis vi bare gjorde som oppositionen, ville statsgælden vokse med ekstra 70 mia. kr. i 2014. Og alene renterne ville løbe op i 3 mia. kr. ekstra årligt. Det svarer til halvdelen af prisen på det nye supersygehus i Århus. Eller 10.000 ekstra praktikpladser. Eller det samlede budget for kriminalforsorgen.

Vi ved godt, at Danmarks problemer ikke kan løses på 12 minutter. Vi ved godt, at det kræver hårdt arbejde.

Oppositionens plan er ikke fair. Den er kejserens nye klær’.

Vi skal fortsat udvikle vores velfærd
Danmark skal i arbejdstøjet. Og det væves ikke af vidtløftige overskrifter og drømmestof. Der skal sys af de realistiske beslutningers stærke tråd. Beslutninger truffet på grundlag af en realistisk vurdering af Danmarks styrker og svagheder. Alt andet er bluff.

Vi skal have betalt regningen for krisen nu. Det er helt afgørende for, at vi har råd til vores velfærdssamfund. I dag og i fremtiden.

For vi skal have penge til velfærd.

Udfordringen består i at udvikle den offentlige sektor inden for en fast økonomisk ramme, så budgetterne ikke skrider gang på gang, og så regningen ikke – også her – bare bliver sendt videre.

Vi skal have en velfungerende offentlig sektor. En offentlig sektor, som først og fremmest måles på sin evne til at løse rigtige menneskers rigtige problemer. Så vi får dygtigere og gladere skoleelever. Sundere danskere. Mere tilfredse ældre.

Penge er en del af forudsætningen. Men måden, vi bruger pengene, er lige så vigtig. Vi har ikke råd til spild. Vi har ikke råd til unødigt bureaukrati. Og vi har ikke råd til bare at gøre tingene, sådan som vi altid har gjort.

Regeringen vil sætte 10 mia. kr. ekstra af til at styrke tre højtprioriterede områder: Sundhed, de svageste danskere og undervisning.

På sundhedsområdet har regeringen siden 2001 gjort op med, at dankortets ydeevne skal bestemme køens længde. Vi har gjort op med den ideologiske frygt for private sygehuse. Patienterne har fået udvidet frit sygehusvalg. Det har 300.000 danskere haft direkte glæde af.

Og det frie valg har sat en positiv spiral i gang, som har gavnet endnu flere. For når danskerne selv kan vælge, er systemet nødt til at tilpasse sig danskernes valg. Det giver kvalitet. Det giver effektivitet. Det giver større tilfredshed.

Den udvikling vil Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti spænde ben for. De foreslår, at vi deler patienterne op i et A-hold og et B-hold, hvor B-holdet er danskere med såkaldt ”mindre alvorlige sygdomme”. Den sidste kategori skal så igen vente flere måneder på en ny hofte eller en operation for grå stær. I praksis vil det betyde, at de, der har pengene til det, vil springe køen over. I praksis vil oppositionens forslag dele danskerne op i hold efter pengepungens størrelse.

Det vil være en alvorlig svækkelse af både den nye dynamik i det danske sundhedssystem og af patienternes rettigheder.

Regeringen vil holde fast i den positive udvikling, hvor lægerne udfører flere operationer – 100.000 flere i dag end i 2001. Hvor overlevelseschancerne for danske kræftpatienter er forbedret for syv ud af otte kræftformer.
Hvor vi tegner et nyt Danmarkskort af supersygehuse. Hvor vi spreder et trygt og effektivt akutberedskab ud mellem de nye sygehuse.

Vi er godt i gang. Men opgaven er også stor. Der er stadig meget, vi skal gøre bedre. Derfor sætter regeringen flere penge af til sundhedsområdet, også i økonomisk trængte tider. I alt 5 milliarder kroner ekstra fra 2011 til 2013.

På tilsvarende vis sætter vi ekstra penge af til samfundets svageste. Det er et hjerteskærende dilemma, at vi i vores rige samfund har danskere, som er fattige – som lever på kanten af samfundet. Børn, der er udsatte. Familier, som kæmper med misbrugsproblemer.

Dem skal vi hjælpe og løfte op. Men ikke ved at begrænse andre, der har haft et lykkeligere udgangspunkt eller en heldigere hånd i livet. For den enes død er ikke den andens brød. Nej, den enes succes er den andens chance. Dét er dynamikken i et samfund med lige muligheder til alle. Det er dynamikken i Danmark – verdens mest lige samfund.

Regeringen har siden 2001 arbejdet målrettet på at forbedre vilkårene for dem, der har mest brug for det. Alene med satspuljeaftalerne for 2009 og 2010 er der afsat 5,3 mia. kr. over fem år målrettet alkoholmisbrugere, stofmisbrugere, prostituerede, hjemløse, sindslidende og udsatte børn og unge.

Men for at hjælpe bedst, skal vi vide, hvem der trænger mest. Og her er det ikke nok at se på bankkontoens størrelse. En studerende på SU, der kan se frem til en solid indtægt som læge eller jurist, er ikke fattig. Reel fattigdom bunder i, at det enkelte menneske eller den enkelte familie ikke har overskud til at klare hverdagen – og ikke udsigt til at komme til at klare hverdagen.

Derfor har vi sat et arbejde i gang, der skal udvikle reelle, operative fattigdomsindikatorer for Danmark. Vi skal have alle relevante forhold med – ikke kun penge, men også sundhed, uddannelse, jobchancer...

Vi skal være endnu bedre til at bruge de muligheder, som alle mennesker rummer. Det gælder også de mange, der har valgt Danmark til, og som ikke i generationer har været slægts- eller skæbnebestemt til at være danskere.

Selv om Danmark ligger i førerfeltet, når det handler om resultater på integrationsområdet, så er der fortsat udfordringer.

Både socialt og kulturelt er der opstået parallelsamfund i en række af vores sociale boligområder. Parallelsamfund, hvor normer og værdier ikke afspejler det danske samfund. Alt for mange børn og unge med anden etnisk baggrund kan ikke sproget godt nok, selv om de er vokset op i Danmark. Alt for mange drenge med anden etnisk baggrund går ud af folkeskolen uden at kunne klare sig. Det skal vi rette op, for vi har brug for alle – alle, der vil.

Derfor vil regeringen udarbejde en samlet ghettostrategi, der sætter målrettet ind over for både fysiske rammer og beboersammensætning i ghettoområder.

Det skal være lettere at lægge de mest utidssvarende lejemål sammen. Det skal være lettere at rive ”sorte pletter” ned. Det skal være lettere at hjælpe udsatte familier til at flytte fra ghettoen. Det skal være lettere at få ressourcestærke beboere ind. Vi vil ikke flere lappeløsninger. Vi vil varige løsninger.

Regeringen vil sætte 3 mia. kr. ekstra af til svage grupper over de næste tre år.

På tilsvarende vis sætter vi 2 mia. kr. ekstra af til uddannelser, som er vores tredje høje prioritet.

Velstand – hvordan sikrer vi fremtidens vækst?
Midt i en krisetid fremtidssikrer vi Danmark ved at have modet til at prioritere om. Noget op. Noget ned. Men vi skal videre end det. Vi skal vise evnen og viljen til at udvikle vores velfærd. Vi skal helt grundlæggende sørge for, at velfærden hviler på et solidt fundament. Det er en del af at føre en realistisk politik.

Vores velfærdssamfund hviler på et fundament af dygtige og idérige virksomheder. For uden private virksomheder, ingen velstand. Uden private virksomheder, ingen skatteindtægter. Uden private virksomheder, ingen velfærd. Så enkelt er det.

Danmark er et land med husrum og hjerterum til hver af sine borgere.
Vi har opbygget og udbygget vores velfærd, generation efter generation.

Vi har lagt etage efter etage på vores fælles hjem, Danmark.
Vi har taget det som en selvfølge, at fundamentet holdt. Men det er ikke en selvfølge.

Krisen har tæret på fundamentet: Danmarks produktion er faldet med 5 procent i 2009. Et tilsvarende fald er ikke set i statistikkens historie.

Danske virksomheder står til at miste 200.000 arbejdspladser på grund af krisen.

Og krisen har gjort det krystalklart, at vi er oppe mod en benhård international konkurrence. De nye vækstøkonomier, især i Asien, har forsat haft fremgang, mens Europa og USA har ligget underdrejet. Og de nye økonomier er konkurrencedygtige op gennem hele værdikæden. Fra samlebåndsproduktion til avanceret forskning.

Også her er Danmark udfordret. Også her må vi være realistiske. Også her må vi se i øjnene, at der er sket et sceneskifte.

En hollænder skaber hver arbejdstime 25 procent mere værdi end en dansker.
En finne arbejder to timer mere om ugen end en dansker.
En koreaner påbegynder sin videregående uddannelse fire år tidligere end en dansker.

På den baggrund er regeringens mål, om at Danmark i 2020 skal være et af verdens 10 rigeste lande, meget ambitiøst. Danmarks velstand og velfærd er ikke naturgiven. Det vil kræve gennemgribende reformer at nå så langt. Regeringen vil se fordomsfrit på alle forslag, der kan sætte skub i væksten og bringe os nærmere vores mål. Hele efteråret vil stå i vækstens tegn.

Regeringen har nedsat et Vækstforum af førende erhvervsledere, forskere og organisationsfolk.

I fællesskab skal vi nå frem til en ærlig og tilbundsgående analyse af Danmarks udgangspunkt for ny vækst efter krisen. Vi vil male det realistiske Danmarksbillede. Så vi har et sandt grundlag for at træffe de beslutninger, der er nødvendige for at styrke fundamentet under velfærdens hus. For at erobre væksten tilbage. For at genskabe håbet og drivkraften.

Vi skal skabe vækst ved at være flittigere. Vi skal skabe vækst ved at være dygtigere og bedre uddannet. Vi skal skabe vækst ved at gennemføre en grøn omstilling af vores samfund. Vi skal skabe vækst ved at mobilisere alle vores ressourcer, uanset hvor i landet de findes.

Vi skal skabe vækst ved at være flittigere. Vi skal forberede Danmark på, at vi igen får brug for hænder og hjerner. Det skal drive fremtidens vækst.

Siden 2001 har regeringen skridt for skridt fået flere i job ved at sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde. Med Velfærdsaftalen. Med skatteomlægningen. Vi modstod oppositionens skræmmebilleder, da vi lagde loft over kontanthjælpen, indførte startydelsen og 450-timers reglen. Da vi strammede rådighedsreglerne og reglerne for supplerende dagpenge.

Resultatet er, at vi har mere end halveret antallet af danskere, for hvem det ikke eller kun dårligt kan betale sig at arbejde.

Vi har aftalt en reform af dagpengesystemet som en del af genopretningspakken.

Vi er i gang med at udmønte vores arbejdsprogram Danmark 2020:
Vi har fremlagt konkrete forslag, der vil gøre det lettere for højtuddannede at komme til Danmark for at arbejde eller studere.

Vi har spillet ud med en pakke til knap en halv milliard kroner med nye initiativer, der skal bekæmpe langtidsledigheden. Blandt andet ved jobrettet uddannelse og aktive tilbud ude på arbejdspladserne.

Vi vil efter sommer fremlægge vores bud på justeringer af SU-reglerne, så de unge tilskyndes til at blive tidligere færdige med deres uddannelse.

Og vi vil foreslå en ændring af førtidspensionen, så færre – særligt færre unge – ender på førtidspension på grund af lidelser, der rent faktisk kan behandles.

Jo, regeringen tager udfordringen om flere i arbejde meget alvorligt. Og vi møder den med konkrete løsninger.

Vi skal skabe vækst ved at gøre uddannelse til brændstoffet. Når lande som Sydkorea og Singapore i disse år stormer frem, er det fordi de satser massivt og succesfuldt på uddannelse.

Når Danmark er ved at sakke bagud, er det fordi vi ikke får nok ud af vores uddannelser.

Regeringen har allerede gennemført betydelige omlægninger gennem hele uddannelsessystemet. Vi har sat kraftigt ind for at forbedre det faglige niveau i folkeskolen. Det viser sig allerede tydeligt i resultaterne for læsning på mellemtrinnet. Vi har reformeret erhvervsuddannelserne, de gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser.

Men kravene bliver skærpet. Det haster derfor med at tage fat på de problemer, der fortsat er. Vi skal gøre meget dyre danske uddannelser meget bedre. Så vi løfter os alle. Så Danmark kan stå distancen i den globale konkurrence.

Uddannelsernes fødekæde starter med folkeskolen. Derfor ser jeg frem til allerede på fredag at få afrapporteringen fra Skolens Rejsehold. Det rejsehold, vi har sendt rundt i landet for at kortlægge styrker og svagheder ved den danske folkeskole. Og til at komme med anbefalinger om, hvordan vi kan gøre en god folkeskole endnu bedre.

Den arbejdsform vil i det hele taget gennemsyre de uddannelsespolitiske forslag, som regeringen vil fremlægge i den næste tid. Vi vil nøgternt analysere, hvor den er gal. Vi vil realistisk og fordomsfrit undersøge, hvad der har en konkret effekt.

Vi skal skabe vækst ved at gennemføre en grøn omstilling af vores samfund. Regeringen er stålsat på at gennemføre en total grøn omstilling, som udfaser brugen af kul, olie og naturgas. Vi skal gøre det på en måde, som fortsat understøtter grønne danske styrkepositioner. Som tilrettelægges, så Danmark får mest for pengene. Og som ikke belaster de offentlige finanser unødigt.

Regeringen har den realistiske tilgang, at for at komme et bestemt sted hen, så skal man kende vejen og kunne gå på sine ben. Derfor vil vi både sætte en dato på, hvornår vi skal være uafhængige af fossile brændsler. Og fremlægge en konkret strategi for, hvordan vi skal tilrettelægge indsatsen.

Det er store skridt, der kræver grundig analyse og mange overvejelser. Derfor vil vi vente på det indspil, som Klimakommissionen kommer med til september.

Vi skal skabe vækst og udvikling i hele Danmark. For Danmark er så lille et land, at vi må udnytte hele vores territorium. Ikke som led i en misforstået socialhjælp, men som led i en national strategi, der kan mobilisere alle vore ressourcer, uanset hvor i landet, de findes. Fra Karup til København. Fra Skagen til Svaneke.

Men krisen har ramt hårdest i de brancher, der vejer tungt i yderområderne: industri, håndværk, landbrug.

Der er områder i Danmark, som hægtes af udviklingen. Først lukker bageren. Så lukker Brugsen. Så flytter de unge væk. Så kan huset ikke sælges.

Regeringen vil ikke acceptere et Danmark med store regionale forskelle. Hvor udkantsområder står som spøgelsesbyer med vinden susende gennem knuste ruder i forladte huse.

Derfor har vi fremlagt en landbrugspakke, som giver en hånd til et trængt erhverv, der har stor betydning i landdistrikterne. Hvor var oppositionen den dag?

Derfor vil vi sikre uddannelsesmuligheder i hele landet. Vi er allerede i gang med at få etableret en lægeuddannelse i Ålborg.

Derfor vil vi lette erhvervsudviklingen gennem en særlig investeringspulje under Vækstfonden målrettet udkantsdanmark.

Derfor skal alle danskere have adgang til højhastigheds bredbånd inden udgangen af 2020.

Regeringen vil arbejde konkret for vækst i hele Danmark til gavn for alle danskere.

EU’s vækststrategi: Vi skal også se ud over Danmarks grænser. En national vækststrategi kan ikke stå alene.

Som en lille og åben økonomi skaber vi vores velstand gennem samhandel og samarbejde med resten af verden. Og her spiller vores nærmeste naboer selvfølgelig en særlig rolle. Danmark kan kunne blive en vindernation, hvis også Europa er en vinderregion.

Det er derfor positivt, at EU-landene hele vejen igennem har tacklet krisen gennem samarbejde og koordination.

Det seneste eksempel er de omfattende lånepakker til Grækenland – og andre lande med store gældsproblemer. Det var en helt nødvendig beslutning. For på et tidspunkt var der en reel risiko for, at gældskrisen i Sydeuropa kunne føre til en ny global offentlig finanskrise.
Det skal understreges, at lånepakkerne er hjælp til selvhjælp. Grækenland har måttet forpligte sig til meget dramatiske tiltag og tæt overvågning fra EU og fra Den internationale Valutafond.

Der er en klar forventning om, at alle lande respekterer deres forpligtelser inden for stabilitets- og vækstpagten – det gælder naturligvis også Danmark.

Samtidig er det afgørende, at vi får gang i vækst og beskæftigelse i Europa. Derfor støtter regeringen arbejdet med at udvikle en ambitiøs og målrettet europæisk vækststrategi – EU’s 2020-strategi.

Strategien flugter med de danske prioriteter: grøn vækst, fri og lige konkurrence og styrket uddannelse og forskning.

Vi skal kæmpe for vores interesser og værdier internationalt
Vi kan ikke have nok i os selv. Vi er dybt afhængige af beslutninger, der træffes uden for Danmark. På børsen i New York, i bestyrelseslokalet i Singapore, på slagmarken i Afghanistan.

Derfor skal vi følge det, vi gør i Danmark, op med en effektiv og målrettet udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dér skal vi have modet til at træde frem i forreste linje – med den risiko for knubs, det kan give.

Kernen i vores aktive udenrigspolitik er at fremme danske værdier. Frihed. Demokrati. Ligestilling mellem kvinder og mænd. Vi skal bidrage til at gøre en forskel i verden. Vi skal bære vores del af byrden.

Men vi skal være målrettede og realistiske. Vi kan ikke gøre det hele. Vi skal gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Og vi kan selvfølgelig heller ikke gøre det hele alene. Vi skal opnå indflydelse og skabe resultater i samarbejde med andre.

EU er den centrale ramme til fremme af vores interesser og værdier. Men EU er endnu ikke den stærke aktør på den internationale scene, som vi har brug for og ønsker. Danmark skal derfor aktivt og vedholdende arbejde for at styrke EU’s globale rolle.

Ligeså afgørende er det at arbejde for et fortsat stærkt og effektivt transatlantisk samarbejde, også inden for NATO.

Verdensbilledet er i dag i hastig forandring. Den økonomiske magt forskubber sig. Og med pengene følger magten. Den politiske magt bliver spredt til flere centre i verden.

Derfor skal Danmark også skabe stærke partnerskaber uden for EU’s grænser. Med Kina, Rusland, Brasilien, Indien og Sydafrika. Det er vejen til indflydelse på internationale beslutninger.

Afghanistan er et eksempel på, at Danmark gennem et markant internationalt engagement er med til at gøre en forskel samtidig med, at vores nationale sikkerhed og interesser forsvares. De danske soldater yder til stadighed en flot indsats under meget vanskelige vilkår. De fortjener altid vores dybeste respekt.

Så sent som i går blev vi mindet om, at danske soldater risikerer deres liv for vores sikkerhed og tryghed og for det afghanske folks håb om en bedre fremtid. Jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse med de efterladte og de sårede.

Danmark har som nation betalt en høj pris for indsatsen i Afghanistan. En pris, der skal stå mål med resultaterne. Vi forventer derfor en markant udvikling i Afghanistan, ikke kun militært, men også civilt. Udvikling i Afghanistan eller andre steder i verden kan ikke basere sig på militære midler alene.

Sikkerhed og udvikling går hånd i hånd. Det kræver blandt andet en aktiv udviklingspolitisk strategi. Den har vi nu. En strategi, der kombinerer danske interesser og værdier og ser realistisk på, hvor vi kan hjælpe, og hvor vi kan gøre en forskel. Jeg beklager, at oppositionen ikke har villet tage et medansvar for Danmarks indsats i den tredje verden.

Udenrigspolitikken har fyldt meget i dette folketingsår. COP15-forhandlingerne blev vanskelige og dramatiske. Med meget stærke interessemodsætninger kunne vi ikke nå så langt, som vi havde håbet på og arbejdet for. Med tingene på afstand, vil jeg dog fremhæve, at en hel del faktisk lykkedes:

- Vi fik for første gang nogensinde engageret verdens stats- og regeringschefer i en direkte og alvorlig drøftelse af, hvordan vi kan dæmme op for menneskeskabte klimaændringer.

- Og vi nåede frem til en aftale, der rummer helt afgørende elementer i et nyt, globalt samarbejde om klima: 2 graders-målsætningen, den politiske ramme og de enkelte landes konkrete bidrag.

Vi er alle enige om, at Copenhagen Accord kun udgør et første, politisk skridt, og at ambitionsniveauet skal hæves for at nå to-gradersmålet. Men med opbakning fra mere end 130 lande, der dækker 90 pct. af verdensøkonomien, fik vi i København trods alt skabt den mest omfattende aftale, der hidtil er indgået på klimaområdet.

Og jeg glæder mig over, at den allerede er ved at blive ført ud i livet, senest med vedtagelsen for nylig i Oslo af et nyt globalt partnerskab til beskyttelse af vores skove.

Rigsfællesskabet
Også i forhold til rigsfællesskabet bliver nye muligheder ført ud i livet.

Færøerne og Grønland bruger de muligheder, som vi har skabt sammen for at udvikle selvstyret. I år har Færøerne overtaget områderne vedrørende formueret, ophavsret og strafferet, og Grønland råstofområdet og arbejdsmiljø for offshore-arbejde.

Det er rigsfællesskabets styrke, at vi træffer egne valg om udviklingen af vores samfund inden for en fælles ramme. Men det er også en styrke, at vi står sammen i det internationale samarbejde.

Ofte vil deltagelsen i internationale organisationer betyde, at vi ikke kan opfylde ønsker fra alle dele af riget på én gang.

F.eks. følger Danmark i spørgsmål om hvalfangst i vidt omfang grønlandske og færøske interesser. I andre situationer vil det være grønlandske eller færøske ønsker, der må vige. Men samlet er jeg overbevist om, at vi alle – og ikke mindst Grønland og Færøerne – får et positivt udbytte af at stå sammen.

Afslutning
Fra nord til syd står Danmark som samfund over for store udfordringer.

Regeringen har fremlagt et ambitiøst arbejdsprogram ”Danmark 2020” med konkrete forslag til, hvordan vi kan møde udfordringerne. Forslag, som vi er i fuld gang med at føre ud i livet. Mens oppositionen bevæger sig i de besnærende overskrifters højere luftlag.

Danskerne har grundlæggende meget stor tålmodighed med os politikere. Men jeg forstå godt, at de bliver trætte af os, når alt for meget handler om, hvad der er smart markedsføring, og hvad man lige kan forklare på 12 minutter - og alt for lidt, der handler om, hvad der er vigtigt og rigtigt. Danskerne har krav på klare svar i en usikker tid. Vi bør præsentere dem for løsninger, der konkret, realistisk og jordnært handler om at gøre det rigtige for Danmark og danskerne.

Sådan er regeringens tilgang.

Vi vælger ikke de kortsigtede, letkøbte smutveje, som viser sig ubrugelige, når det kommer til stykket.

Vi vælger de solide og holdbare løsninger.

Så vi har kræfter til at stå imod kriser. Og så vi kan lægge grunden til ny vækst i gunstigere tider.

Vi vil bygge vores fælles hjem - Danmark - på klippegrund og ikke på sand.
Så vi kan modstå de oversvømmelser, der altid truer.

Og så vi trygt kan bygge videre på det gode samfund, vi har opnået, i sikker forvisning om, at velstand er det eneste holdbare fundament for vores velfærd.

Tak til de partier, der har påtaget sig et ansvar, og som har samarbejdet med os i det folketingsår, der er gået. Jeres navne står indgraveret på soklen til det gode samfund, som Danmark er - og skal vedblive med at være.