Statsministerens tale ved Højtidelighed i Mosaisk Troessamfund den 28. oktober 2003 i anledning af 60-året for redningsaktionen for de danske jøder

Det talte ord gælder / Check against delivery

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed Ærede repræsentantskab, Kære overrabbiner Lexner,

Mine damer og herrer,

Vi er samlede her i Københavns smukke gamle synagoge for at mindes de dage for 60 år siden, hvor det lykkedes at redde de danske jøder fra den grusomme skæbne, der overgik mange jødiske samfund i Tyskland og de besatte dele af Europa under Anden Verdenskrig.

Den organiserede forfølgelse, det systematiske forsøg på uden sidestykke at udrydde det jødiske folk, dets kultur og traditioner, er en uafvaskelig skamplet på det 20. århundredes europæiske historie. På de skyldige og på dem, der lod det ske. Ugerningen var af et sådant omfang og af en sådan ondskab, at den aldrig må blive glemt.

Derfor har vi indført en national Auschwitz-dag. Den 27. januar i år markerede vi den første Auschwitz-dag på Københavns Rådhus. Mindet om disse mørke historiske kapitler skal vi bruge til at forebygge gentagelser. For vi ser desværre stadig helt aktuelle eksempler på, hvad etnisk had og forfølgelse kan føre til af nyt udryddelsesvanvid – massegravene i Cambodia, Balkan, Rwanda, Irak taler deres sørgelige og grusomme sprog.

Udryddelsespolitik var og er et perverst træk ved totalitarismen. I kampen mellem diktatur og frihed er der derfor ingen plads til neutralitet.

Det danske folks modige undsætning af de jødiske medborgere er kendt og berømmet. Man tog stilling og handlede. Som befolkningen også gjorde i månederne inden ved at gøre op med samarbejdspolitikken. Det kan vi også drage lære af i dag.

Inden vi forfalder helt til selvros, er det på sin plads at notere en række af de omstændigheder, som nyere historisk forskning har afdækket om begivenhederne: Den tyske besættelsesmagt i Danmark gik ikke til opgaven med samme kompromisløse ildhu som i andre dele af Europa. Der gik advarsler om den forestående aktion mod de danske jøder fra toppen af tysk side og der blev fra tysk side set gennem fingrene med undsætningen af jøder i adskillige tilfælde. Og desværre var der også danskere, der angav deres jødiske medborgere.

Intet af dette ændrer imidlertid ved begivenhedens betydning. På det dystre Holocaust-museum i Washington er der en tavle med navnene på de ”righteous gentiles”, altså ikke-jødiske personer, som ofte med livet på spil reddede jøder, sigøjnere og andre ofre for nazistisk forfølgelse. Et af navnene er ”the people of Denmark”, den eneste nation, som er fundet værdig at mindes i den anledning. På Denmark Square i Jerusalem står en dansk fiskerbåd til minde om redningsaktionen.

Desværre blev store veletablerede jødiske samfund fuldstændigt udslettet andre steder i Europa. Ufattelige tragedier blev fuldbyrdet for øjnene af europæiske befolkninger.

Sådan gik det ikke i Danmark. Vi kan i dag med taknemmelighed og stolthed tænke tilbage på de mennesker, som holdt fast i den menneskelige anstændighed – og trodsede støvletramp og stikkeri for at redde deres medmennesker.

Og vi sender en tak til det svenske folk, som beredvilligt modtog flygtningene.

I Danmark blev forfølgelsen af jøderne anset for en forfølgelse af danskere. De danske jøder blev - og bliver - med rette anset som medborgere. Som en naturlig del af det danske samfund. Derfor fandt flertallet af danskerne det naturligt og nødvendigt at forsvare de jødiske medborgere. Dette er også tilfældet i dag, når der fremkommer trusler fra ekstremistisk hold.

De danske jøder fik ved Anordningen af 1814 samme ret som landets øvrige borgere til at ernære sig på enhver lovlig måde, og fik ved Grundloven af 1849 fulde borgerrettigheder.

Men de seneste århundreders danmarkshistorie er ikke helt fri for antisemitisme. Når denne tendens viste sig så svag her i landet under nazismens pres, skyldes det utvivlsomt, at det jødiske samfund i den grad var og er integreret. Integreret, ikke assimileret. For den jødiske kultur og religion trives uantastet.

Et stærkt udtryk for dette blev givet med overrabbiner Marcus Melchiors svar på David Ben Gurions opfordring om at søge til det nye jødiske hjemland: De danske jøder har valgt fædreland! Den danske befolkning har på sin side budt dem velkommen i sin midte og beviste det i oktober for 60 år siden.

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, mine damer og herrer,

For 60 år siden var der mørke over Danmark. Og over Europa. Og de mørkeste sider af menneskesindet slog ud i organiseret grusomhed.

Redningen af de danske jøder tændte et lys i dette knugende og truende mørke. Et lys, som midt i mørket gav tro på det bedste i mennesket. Et lys, som giver håb om, at vi vil lære af fortiden og aldrig mere tillade etnisk forfølgelse.

* * *

Ved den tyske aktion i oktober 1943 blev 481 danske jøder ført til KZ-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet. 52 af dem døde der, medens de overlevende lykkeligvis kom hjem i de hvide busser ved krigens afslutning. 17 danske jøder omkom under flugten til Sverige.

Lad os mindes og ære dem og alle andre danske ofre for Besættelsen. Og lad mindet om dem være påmindelsen til os om til enhver tid at bekæmpe enhver form for etnisk forfølgelse – beslutsomt og kompromisløst.

Tak.