Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen II (2005-07)
Tale

Statsministerens tale ved mindehøjtideligheden i Khao Lak den 16. april 2005

Deres Kongelige Højheder, Kære pårørende og efterladte,

Vi er samlet her i dag for at mindes ofrene for den tragiske flodbølgekatastrofe anden juledag 2004.

Flodbølgen ramte uden varsel og med forfærdende kraft.

Store kystområder i Asien blev ødelagt. Over 200.000 mennesker mistede livet. Flest i Indonesien og på Sri Lanka.

Men også mange i Thailand. På turisthoteller og strande i Khao Lak. På Phuket. På Phi Phi øerne. Og på Koh Lanta og andre øer nær Krabi.

Det var en global katastrofe. Det var en national tragedie for Danmark. Og det var frem for alt en personlig katastrofe for jer.

For os danskere var det naturligt de mange danske ofre, der vakte mest smerte.

46 danskere mistede livet. 36 er blevet identificeret. 10 er fortsat savnede.

Vores nordiske brødre og søstre blev også ufatteligt hårdt ramt.

Det har været en forfærdelig tid for jer siden anden juledag.

Præget af dyb sorg. Af usikkerhed og tvivl. Af tomhed.

For hvert liv er dyrebart. Hvert liv er uerstatteligt.

Mange af jer var her i Thailand. I oplevede det på allernærmeste hold.

I søgte efter jeres kære. I gjorde alt, hvad I kunne.

Jeg ved, det har været umenneskeligt hårdt.

Det er svært at forstå, at naturen kan være så nådesløs.

Det hele kan synes meningsløst.

Men jeres kæres liv var netop ikke meningsløse.

Deres liv var fulde af mening. De var med til at give jeres liv mening.

Det kan de fortsat gøre. Men nu gennem jeres minder.

I kan desværre ikke bringe dem tilbage.

Men I kan huske dem for dem, de var.

I kan huske dem for deres livsglæde.

De søgte solen og varmen her i Thailand og på Sri Lanka.

De blev draget af skønheden og det eksotiske Asien.

Lad os mindes jeres kære for det.

For deres glæde ved livet. For deres glæde ved jer.

Æret være deres minde.