Statsministerens tale ved Prins Henriks 75 års fødselsdag
Det talte ord gælder
Deres Majestæter. Deres Kongelige Højheder.
Kære fødselar.
Jeg tror ikke, at mange 75-årige kan se tilbage på et så begivenhedsrigt liv som De.
Fra en barndom i Hanoi. Over opvækst og studier i Frankrig. Fra en diplomatisk karriere i London. Til en kongelig karriere i Danmark.
Et liv på flere kontinenter, med flere kulturer og med flere sprog.
Det giver et udsyn og en ballast, som er ganske ekstraordinært, men som man omvendt nok kan have brug for i det krævende virke som Danmarks prinsgemal. Det virke, som De har formået at sætte Deres personlige præg på. Det virke, som De bestrider med stor dygtighed.
De har fortalt [i erindringsbogen ”Skæbne forpligter”], at når De som barn blev spurgt om Deres fremtidsplaner, så svarede De ikke ”lokomotivfører” eller ”brandmand”. De svarede ”ambassadør”.
Det er De blevet. Men som fransk dreng i Hanoi, havde De nok ikke drømt om, at det skulle blive for Danmark.
At være ambassadør – at være kongelig ambassadør – er en udfordring. Det kræver mod og vedholdenhed. Men når det lykkes, så er det ikke kun krævende - det er også givende. Især når man har sans for det, har engagement bag det og ønsker at sætte sig eget præg på det.
Det engagement kan vi andre mærke. Der står stor respekt om Deres arbejde for bl.a. Verdensnaturfonden og Europa Nostra. Der er respekt om Deres arbejde for den lange række af organisationer og institutioner, De er protektor for. Der er respekt for Deres indsats på de mange officielle rejser rundt i Danmark og internationalt.
Deres Kongelige Højhed. De repræsenterer Danmark med dygtighed og engagement. Den præstation vil jeg på regeringens vegne sige tak for. Tak for en fornem indsats for Danmark.
De har løftet deres opgaver. De har vist ny veje, og De er samtidig forblevet tro mod Dem selv.
Som De skriver i Deres erindringer: ”Af temperament har jeg besluttet mig til ikke blot at være en tilskuer til livet... og til min hustrus liv.”
Det løfte har De holdt.
De deltager aktivt i livets mange facetter.
De er oversætter. De er digter. Og De er forfatter til erindringsbogen ”Skæbne forpligter” – en bog, som er blevet rost for sine litterære kvaliteter.
De er vinbonde. De har forfattet kogebøger.
De er musikinteresseret og musikbegavet. Derfor valgte De også i går at fejre fødselsdag på forskud ved at invitere hele Danmark til koncert.
Senest har De bidraget til en kunstudstilling om afrikansk kunst. Så er det, man tænker: Har han nu også forstand på dét? Ja, det har han. I et interview i anledning af udstillingen fortæller De, hvordan afrikansk kunst har åbnet Deres øjne for andre livsanskuelser.
Og De har også været med til at åbne danskernes øjne for andres livsanskuelser. De har været med til at åbne danskernes øjne for verden udenfor. For Frankrig. For vin. For madkultur. For Vietnam. For at der er en rig og spændende verden uden for vort eget lille, hyggelige land.
Det siges, at når man gifter sig, så får man ikke kun sin hustru, men hele hendes familie med i købet. Hele familien – det er så i Deres tilfælde hele den danske befolkning. Vi sætter pris på det familiebånd. Og det er med årene kun blevet stærkere!
De har taget Danmark og danskerne til Dem. De er blevet en del af familien.
Deres Kongelige højhed.
Vi oplever hele tiden nye sider af Dem. De seneste år har vi også set en kærlig og engageret bedstefar til hele fem børnebørn. Det nyeste skud på stammen kun godt en måned gammelt.
Der er meget at ønske til lykke med gennem 75 år. Modtog min og regeringens lykønskning med det hele – og tak for det alt sammen. Jeg vil bede alle rejse sig. Lad os udbringe et nifoldigt leve for Prins Henrik.
Hans Kongelige Højhed Prinsen leve!