Svar på forespørgsel F 18 af Ole Løvig Simonsen (S) m.fl. (alle partier) om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation torsdag den 25. juni 1998

Vi kom igennem - Danmark på ret spor

Sjældent har så meget stået på spil for Danmarks fremtid som i dette Folketingsår.

Sjældent er så mange internationale begivenheder faldet så godt ud for Danmark, som i det forgangne Folketingsår.

Sjældent er så mange store indenrigspolitiske begivenheder og politiske valg gennemført på så kort tid.

Dette Folketingsår vil blive husket som et overarbejdsår. Det var ikke et mål i sig selv. Men det var nødvendigt for at sikre en fortsat stabil fremgangslinie for Danmark indadtil.

Der var tidspunkter, hvor bølgerne gik højt. Der var tidspunkter, hvor de færreste af os kunne forvente topkarakterer for det kunstneriske indtryk her i Folketinget.

Men vi kom igennem. Vi gik ikke i stå. Danmark kunne komme videre på et spor.

Jeg vil gerne kvittere for en meget stor arbejdsindsats i det danske Folketing. Der er virkelig blevet arbejdet. Og der er skabt resultater.

Kursen er fastholdt for Danmarks udvikling og fremgangslinie hele vejen igennem.

Dansk politik har sandelig ikke ligget på den lade side.

Og befolkningen har båret over med os, når vi med temmelig korte mellemrum har bedt danske vælgere om at tage stilling. Det er ikke regeringens mål at fortsætte med at tage initiativ til valg-handlinger med så korte mellemrum! Det kan jeg godt love - så må vi se om Folketinget er enig!

Der skal være orden i økonomien

Folketingsvalget i marts skabte ny klarhed for Folketingets arbejdsvilkår i de kommende år. Som vi ser det, gav vælgerne regeringen mandat til at fortsætte sit arbejde med at skabe et moderne velfærdssamfund i årene fremover, der kan klare sig i den ny internationale verden.

I det nye regeringsgrundlag har vi klart bekræftet den ambition.

At holde Danmark på fremgangsliniens smalle økonomiske vej er en hovedopgave for regeringen. Det har også sat sit tydelige præg på Folketingets arbejde gennem det seneste år.

Året både startede og sluttede med en justering af den økonomiske politik.

I oktober sidste år gennemførte regeringen en ekstra pensionsopsparing i samarbejde med V, K og CD. Finansloven for 1998 kom på plads i et bredt samarbejde med bl.a. deltagelse i forskellig udstrækning af SF, Venstre, CD og Det konservative Folkeparti. For en uge siden forhandlede regeringen den såkaldte Pinsepakke på plads med deltagelse af SF og Enhedslisten - efter flere, desværre forgæves, forsøg på at få et bredere forlig igennem med deltagelse af de borgerlige partier.

Jeg synes det siger meget om den arbejdsplads vi har her i Folketinget. En mindretalsregering skal samarbejde - og det er også bedst for Danmark - men en mindretalsregering må også søge hver gang at få så meget af sin politik igennem som muligt.

Vi har et af de mest velfungerende samfund i verden. Vi har alle muligheder for at klare os, hvis vi griber tingene rigtigt an. Gennem de seneste 5 år har vi styrket vort fundament for at sikre, at alle de mennesker, som ikke er kommet med i samfundet endnu, får nye chancer.

Men det kan hurtigt gå den forkerte vej igen, hvis vi ikke tør. Træffe beslutninger, som vi godt ved ikke er populære, men nødvendige.

Og lige nu skal vi gøre en ekstra indsats for fællesskabet igen. For det går lige lovligt stærkt i den samlede økonomiske udvikling. - Det er i grunden lige så galt som hvis det går for langsomt eller tingene helt går i stå, som situationen jo tegnede sig, da vi dannede regering for 5 år siden.

Efter 5 års hårdt arbejde fra alle i Danmark er landet i fremgang. Beskæftigelsen, økonomien - ja, vi har fået det bedre i Danmark. Ikke alle endnu - men mange flere end før.

Nu gælder det om at holde fast og holde os på sporet.

Den Pinsepakke, som i disse dage forhandles her i Tinget, handler om ansvarlighed. Ansvar for at sikre, at dansk økonomi fortsat udvikler sig som et af de stærkeste og sundeste i Europa. Omhu for at sikre fortsat solid vækst i beskæftigelsen og stabilt overskud på finanser og betalingsbalance.

Orden i økonomien er jo ikke et mål i sig selv, men et middel til at gøre alt det, vi så gerne vil. Vi ved jo af bitter erfaring, hvem der bliver ramt, hvis økonomien ryger af sporet. Det så vi under Kartoffelkuren i 1986 - det har vi set ved tidligere lejligheder.

Det må ikke ske igen.

Efter de første 5 års fremgang i Danmark har jeg et håb og ønske om, at vi kan tage fat på det næste store træk: at vi efter Pinsepakken kan gå i gang med for alvor at få kvaliteten op og gælden ned for vi har brug for begge dele.

Regeringen har en ambition om at opbygge det moderne velfærdssamfund, det moderne fællesskab, hvor der både er plads til den enkelte - til os alle sammen - hvor der er muligheder for alle - hvor omsorgen og respekten er større for hinanden.

At gennemføre næste træk - bedre vilkår til ældre og udstødte - koster.

At give vore børn og forældre mulighed for at være mere sammen - det koster.

At gøre vore hospitaler, ældre pleje, de psykisk syges vilkår endnu bedre - det koster.

Det koster alt sammen.

Jeg ved godt, at ikke alle ældre får den service, de i virkeligheden har behov for. Det piner os alle. Det skal vi gøre bedre - selvom det tager længere tid.

Vi har med de nye kommuneaftaler sikret en lidt langsommere stigningstakt for de offentlige udgifter uden, at det kommer i konflikt med de politiske mål om gradvist løft i service- og kvalitetsniveau. Den linje vil blive fastholdt ved de kommende forhandlinger i efteråret om Finansloven for 1999.

Og én ting er sikkert: Hvis der ikke er orden i økonomien - så går det ud over vort fællesskab, så kan vi ikke leve op til de løfter, vi har stillet i udsigt for befolkningen.

Jeg ved godt, at nogen siger: hvorfor lige mig - hvorfor ikke naboen? Svaret fra regeringen er, at vi skal løfte i flok allesammen, for vi har alle et medansvar for vores samfunds fremtid.

Den Pinsepakke, vi nu lægger sidste hånd på, er ikke bare et traditionelt økonomisk indgreb. Det er mere end det. Det er i virkeligheden en konsekvent fortsættelse af den retning på det skattepolitiske område, som regeringspartierne har arbejdet for og været en del af siden 1986.

I 1986 tog vi fat på første trin i den skattepolitiske fornyelse. Socialdemokratiet og de Radikale var en del af det samlede aftalekompleks - sammen med de borgerlige, daværende, regeringspartier.

I 1993 blev det til næste fase i den samme skattepolitiske udvikling - Socialdemokratiet og det Radikale Venstre var en del af det flertal, som den daværende flertalsregering byggede på.

Og nu her i 1998 former vi i virkeligheden tredje fase i den videreførte, skattepolitiske udvikling. Igen er det de to nuværende regeringspartier, der deltager - men denne gang med andre politiske partier end i hhv. 1986 og 1993.

Grundkonstruktionen i fornyelsen af skattesystemet er en videreførelse af de hovedbrikker, vi allerede har arbejdet med igennem de seneste 10 år: et bredere skattegrundlag, lavere indkomstskat, gradvis aflastning med grønne afgifter og en bedre fordelingspolitik.

Det er konsekvensen, det er den fastholdte kurs. Alle, der har haft lejlighed til at sætte sig ind i regeringens oplæg for 'Danmark år 2005' fra maj 1997 kender retningen i regeringens overvejelser.

* * *

Dermed er Pinsepakken også en del af en samlet økonomisk strategi for Danmark:

Jeg skal ikke et sekund lægge skjul på, at der er tale om en økonomisk stramning for familierne i Danmark. Men byrderne fordeles ordentligt, menneskeligt og tager hensyn til, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.

Det er vigtigt, at familierne i Danmark også véd, at den ekstra indsats vi gør alle sammen lige nu, tjener et fornuftigt formål til gavn for os alle sammen.

Alternativet til den skatte- og afgiftsjustering, vi foretager lige nu, er simpelthen skræmmende: Hvis vi skulle have opnået den samme økonomiske justering ved en traditionel finanspolitisk stramning - ja, så skulle vi ud i besparelsesrunder af størrelsesorden 15 milliarder kroner de næste par år. Så kunne vi godt vinke farvel til nye forbedringer på de områder, der er så centrale for os: sygehusene, ældreplejen, familiernes vilkår, folkeskolen, uddannelse.

Så enkelt er det i virkeligheden: regeringen kunne simpelthen ikke fravige den kurs, Pinsepakken er udtryk for. Det ville have været dybt uansvarligt at opgive den økonomiske politik ved at efterlade en uløst opgave - eller ved - oven i den planlagte, stramme udgiftspolitik, vi nu har aftalt med kommunerne, at pålægge samfundet nye nedskæringer og skatteforhøjelser - som jeg kan forsikre for de fleste husejere villet have fundet langt mere smertefulde.

Til erhvervslivet vil jeg gerne sige: lad freden bryde ud igen. regeringen ønsker et fortsat godt samarbejde som vi har haft det i de forløbne 5 år. Det er jo gået godt for erhvervslivet med stor indtjening, stor eksportfremgang og omfattende investeringer i nye arbejdspladser - lad os fortsætte den linje.

Vi ville gerne fra regeringens side have aftalt en lavere selskabsskat nu. Det ville samtidig sikre erhvervsbeskatningen. Men det må altså vente lidt. Det er regeringens ambition at komme tilbage med forslag om en gradvis lempelse af selskabsskatten - efterhånden som et flertal vil sikre en forsvarlig finansiering.

Et intenst arbejdsår.

Politik er at gøre en forskel - ikke bare administrere.

Da regeringen fremlagde sin åbningsredegørelse i oktober sidste år stillede vi samtidig en række forslag om nye reformer - De blev gennemført.

• Vi lovede at forstærke indsatsen mod kriminaliteten, rockerkriminaliteten, narko og voldskriminalitet. Vi lovede at forstærke den forebyggende indsats. At forbedre politiets arbejdsvilkår, at styrke indsatsen mod illegal indvandring og menneskesmugling i grænseområdet. Vi videreførte arbejdet for oprettelse af en uafhængig domsstolsafgørelse. Alt dette blev gennemført, - ovenikøbet oftest med et bredt flertal i Folketinget.
• Vi lovede en forstærket indsats for miljøet. En revision af vandmiljølovgivningen. Opstramning af pesticidafgifter. I disse dage har Danmark igen har sat sig på det miljømæssige landkort med den nye globale Århus-konvention, der sikrer det brede folkelige arrangement, som er så fundamentalt for en langtidsholdbar, global miljøpolitik. Alt det er realiteter med bredt flertal i Folketinget.
• Regeringen lovede en sikring af patienternes retsstilling ved hospitalsbehandling. Det er gennemført med et bredt flertal.
• Regeringen har på kulturområdet fornyet indsatsen med oprettelsen af den nye udviklingsfond og en bedre fordeling af tipsmidlerne. Det er gennemført med et bredt flertal.
• Regeringen har til styrkelse af familiepolitikken i starten af folketingsåret lovet en forbedret barselsorlov for specielt mænd. Det er gennemført med et bredt flertal.
• Regeringen har gennemført en modernisering af arbejdsskadeforsikringsloven, så erhvervssygdomme og pludselige løfteskader kan finansieres på en bedre måde end før, samtidig med, at erhvervslivets omkostninger aflastes. Det er sket med et bredt flertal.
• Regeringen har lovet at en lovgive om større fødevaresikkerhed og kvalitet. Bedre dyrevelfærd. Det gennemført med et bredt flertal.

Hele dette arbejde er stille og roligt, men i højt tempo, gennemført her i Folketinget. Det er en god arbejdsstil, vi bør fortsætte til efteråret.

En international verden og et afgørende år for Danmark.

I det internationale arbejde skal vi lede længe efter et folketingsår, hvor så mange vigtige brikker i det udenrigspolitiske faldt fint ud for Danmark.

Tænk bare på NATO-udvidelsen: På NATO’s topmøde i Madrid i juli sidste år blev det besluttet, at indbyde Polen, Tjekkiet og Ungarn til optagelsesforhandlinger. Allerede i februar her i 1998 tiltrådte Folketinget Danmarks ratifikation af udvidelsen med et meget bredt flertal bag. Nu er vi i gang med det praktiske arbejde. Og fra dansk side lykkedes det os også i Madrid, at få sikret, at døren for nye medlemmer fortsat står åben for andre central- og østeuropæiske lande, heriblandt også de baltiske lande.

Tænk bare på udvidelsesarbejdet indenfor EU: På topmødet i Luxembourg i december 1997 traf vi en historisk beslutning om at gå i gang med at udvide EU med de nye ansøgerlande fra Centraleuropa samt Cypern. Det blev slået klart fast, at alle - og jeg gentager alle - 11 kandidatlande, herunder de tre baltiske, skal optages på grundlag af de samme principper, regler og kriterier. Der er ikke tale om en udvidelsesproces, der er klippet over, men om en sammenhængende proces, hvor vi starter med de 5, men hvor de andre ikke glemmes. Den udvidelse er en dansk mærkesag - det største fredsprojekt vores generation har haft chancen for at sikre.

Og tænk på det danske formandsskab for OSCE, som ved årsskiftet med en dagsordenssætning for arbejdet, der sætter sig spor i den kommende tid.

Men først og sidst skal vi huske, at folketingsåret omfattede måske den vigtigste udenrigspolitiske beslutning, som blev truffet af et flertal i den danske befolkning - jeg tænker på folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten.

Vi har fået et håndslag fra befolkningen om, at Danmark hører til i det europæiske samarbejde - at vi ikke skal isolere os, at vi ikke hører til på sidelinien. Vi har også fået det på en måde, som signalerer, at Danmark er en del af Europa ja, og Europa er en del af Danmark - men også kun en del. Det kan vi gøre med den nye Amsterdam-traktat.

På det seneste topmøde i Cardiff, er der allerede taget forberedende skridt til at omsætte Amsterdam-traktatens muligheder for bedre miljøsamarbejde, for bedre beskæftigelsessamarbejde i praksis.

Politik er at gøre en forskel - den danske befolknings særkende er, at man vil gøre en forskel. Det er også lykkedes på det udenrigspolitiske område i år.

Rigsfællesskabet

I de allerseneste uger har rigsfællesskabet vist sin grundlæggende bærekraft. På trods af vanskeligheder er det lykkedes. Man kan godt, når man ser på forløbet gennem det senere år - især i forholdet mellem Danmark og Færøerne - stille sig selv det lille spørgsmål: Hvad var det egentlig, der bar igennem til sidst? Hvad er det egentlig, der holder os sammen - Danmark og Færøerne?

Ja, som jeg sagde i går under Folketingsdebatten, så er det netop et fællesskab mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Et fællesskab, som dybest set ikke har så meget at gøre med enkelte lovparagraffer, men noget helt andet, som ingen paragraf kan erstatte:

Det er vores menneskelige, historiske og kulturelle bånd

Det er selvværdet. Det er selvbestemmelsen i vore samfund, der bærer.

Det er også den gensidige respekt for hinanden. Det er et fællesskab, der bygger på solidaritet kort sagt.

Vores rigsfællesskabs historie har også haft sine dramaer og intense diskussioner. I nyere tid tænker jeg først og fremmest om den ny historieskrivning om Thule-basen i Grønland og om den økonomiske krise, det færøske samfund har været igennem i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Jeg nævner bevidst disse 2 hovedeksempler, hvor det trods alt lykkedes os at komme igennem med løsninger, som begge parter kunne acceptere, selvom det var ekstremt følsomme områder for vore befolkninger.

Nu har vi skrevet et nyt stykke afgørende historie i vores samarbejde mellem Danmark og Færøerne. Med den ny aftale af 10. juni har vi lukket et kapitel i vort samarbejde, der har været smertefuldt og langvarigt.

Jeg glæder mig også over, at et bredt flertal i Folketinget i går gav udtryk for støtte til den linie, regeringen og det færøske Lagting er enige om, når det gælder om et fremadrettet samarbejde omkring Færøernes ønske om udvidet selvstyre. Debatten må starte og afklares hos det færøske folk, landsstyre og Lagting - endnu engang. Det allerbedste grundlag.

I vort samarbejde med Grønland er det vigtigt, at vi også her i Danmark husker på, at Grønland er verdens største ø - med en umådelig smuk, men også voldsom natur. Det stiller helt ekstraordinære krav til det grønlandske samfunds muligheder for at fungere som samfund. Krav til kommunikation og transport har sammenhæng mellem fjerntliggende byer og bygder.

Jeg er glad for, at regeringen og det grønlandske landsstyre har gennemført bloktilskudsforhandlinger for perioden 1999-2001. Vi har en god aftale i hus, som sikrer et fornuftigt grundlag for et fortsat samarbejde.

Når det gælder Grønlands behov for bygningsrenoveringer de kommende år, har regeringen tilkendegivet med aftalen om bloktilskuddet, at vi er indstillet på at fortsætte drøftelserne med det grønlandske hjemmestyre.

I den nydannede regerings første 100 dage har vi konsekvent videreført vort arbejde for at sikre det sunde økonomiske grundlag for en fortsat fremgang i Danmark og for et moderne danske velfærdssamfund i en ny international tid.

Regeringens forestillinger om det moderne velfærdssamfund er meget grundlæggende:

Den danske vej, den sociale og menneskelige tryghed, som vi bygger på - og som er fundamentet for i virkeligheden Europas højeste beskæftigelse. Den vej er helt afgørende for den brydningstid, vi lever i - europæisk, internationalt og nationalt.

Det er det, der driver os i regeringen:

At sikre det moderne velfærdssamfund - at sikre, at vi, trods den brølende internationale konkurrence ikke vil opleve en udvikling, hvor flere og flere falder af i svinget, men det modsatte. Det er en opgave, vi ikke klarer på en sæson. Aldrig før har så mange været udsat for så omfattende forandringer på så kort tid.

Vi har nu fremlagt første del af en ny, stor indsats for at forny vort arbejdsliv og arbejdsmarked i Danmark. Jeg tænker på den familiepolitiske redegørelse.

Der skal være plads til vor forskellighed. Til alle, der kan. Der skal være rum, og der skal være fleksibilitet til at imødekomme de forskellige behov og muligheder, vi har i de forskellige afsnit af vort arbejdsliv.

Den familiepolitiske redegørelse fik en lidt barsk modtagelse. Måske hænger det sammen med, at mange havde forestillet sig, at lovgivningen kunne gennemføres fra den ene dag til den anden og alle behov imødekommes her og nu. Det gælder naturligvis ikke. Det er en proces, vi nu har i gang. Tænk blot på, at vi gennem de seneste 5 år har fået skabet 140.000 nye pasningsmuligheder for børn. Det er en lille revolution på arbejdsmarkedet, som ikke kan løftes alene med lovparagraffer. Den opgave kan kun klares i et samarbejde - mellem lovgivningen herinde, arbejdsmarkedets parter gennem overenskomsterne, virksomhedernes medarbejdere og ledelse, kommunernes åbningstider og sidst og først de enkelte familiers egen priotering mellem tid og ting - et sådant samvirke er en forudsætningen for, at vi kan få et mere familievenligt arbejdsmarked over de kommende år.

Vi ser det også som en del af fornyelsen på arbejdsmarkedet, vi tager fat på i efteråret.

Udlændinge i Danmark

Der er en anden del, der også er vigtigt at få lagt et langtidsholdbart grundlag for: Det er de fremmede i vort samfund.

Det er ikke altid nemt at være fremmed i Danmark. Og det er heller ikke godt, hvis man føler sig som fremmed i sit eget land. Derfor skal vi finde balancen. Balancen, som fastholder rettigheder og pligter for alle. Som fastholder, at sproget - det danske - skal læres af alle. Sm fastholder, at vi alle har en plads i samfundet med ret til job og til uddannelse og til at gøre en indsats.

Med den nye udlændingelovgivning og den nye integrationslov har vi fundet et grundlag for at løfte den opgave. Under indenrigsministerens stædige og vedholdende ledelse af de politiske forhandlinger er vi nu kun et mulehår fra at få tilrettelagt et godt og sikkert grundlag for at både kommuner, vi herinde og ikke mindst befolkningen og de fremmede kan finde et trygt samarbejdsgrundlag i årene fremover. Humanismen er fastholdt, men konsekvensen præciseret - så i forhold til bekæmpelse og kriminalitet.

Der er mange følelser i denne sag. Der er mange menneskelige hensyn, der skal tages i denne sag. Vi har ikke godt af at trække pinen i langdrag for det danske samfund. Når man set fra V og K’s side ikke kan få det, de synes er allerbedst - så bør man tage det næstbedste for samfundets skyld. Det håber jeg, man vil gøre i morgen, når der skal trykkes på knappen.

Et land af brobyggere

På næsten symbolsk vis slutter denne Folketingssæson med en afrunding på et af de største bygningsværker i Danmarks historie - folkets bro Storebæltsbroen. Et fantastisk smukt og stort bygningsværk - udført med idé og ingeniørindsats og først og fremmest af danske arbejdere, brobisser, smede, jord- og beton. I tæt samarbejde med europæiske arbejdere.

Danskerne har taget broen til sig. Det viser igen, at vi har brug for solidaritet og noget ordentligt at tro på og se frem til.

Danmark er en nation af brobyggere. Nu bliver der bygget bro mellem de forskellige landsdele og os alle sammen i Danmark. Lad os også tage den bro som et symbol på alle de broer, vi er i gang med at bygge efter murens fald, Sovjet diktaturet og den kolde krig. Den bro er også en forbindelse mellem folk og til fred og færre flygtninge. Den bro er en påmindelse om det ansvar, vi har for hinanden i det moderne velfærdssamfund - som enkeltmenneske og som folk.

I andre lande bygger man triumfbuer - ind imellem med bistand fra danske arkitekter. Men mange af dem har det med at være for smalle til at alle kan komme igennem.

De broer, vi bygger, er brede nok og stærke nok til at alle kan komme over. Det er det, der gør, at politik i Danmark gør en forskel. Det er det, der er den inderste idé med velfærdssamfund.

Tiden er ikke til politiske skyttegrave. Dertil er vi alt for kort inde i den ny valgperiode. Tiden er til samarbejde. Jeg har lyttet med interesse til de signaler, der i de senere uger også er kommet fra borgerlig side. Jeg ser frem til, at vi i efteråret kan genoptage vores brede samarbejde.

Der er mange felter, vi skal bygge broer over. Det er regeringens ambition, når vi genoptager arbejdet til oktober