Svar på forespørgsel F 24 af Frank Aaen (Enhedslisten): ''Hvad kan statsministeren oplyse om opfyldelse af valgløfterne fra marts 1998?''

Man kunne næsten føle sig fristet til at sige: Vi kan jo lige så godt stemme om det med det samme. Jeg forstår simpelt hen ikke meningen med den her sag i dag. Jeg ved ikke, hvad der er formålet.

Jeg kan godt forstå, at det, man ikke selv har været med i, synes man ikke er så godt. Men det er jo ikke et nyt standpunkt. Det tror jeg, der vil være et bredt flertal for her i Folketinget.

Jeg kan i øvrigt slet ikke genkende argumentationen. Det er ikke det mest objektive indlæg, jeg har hørt i Folketinget. Jeg har også læst, hvad der er blevet sagt i den anden side af salen, herunder også Venstres formands bemærkninger om det såkaldte løftebrud, som også Frank Aaen er så optaget af. Det er sådan lidt til den ene side og sådan lidt til den anden side.

Selvfølgelig føler Venstre sig snydt for regeringsmagten. Den var jo hjemme, som hr. Anders Fogh Rasmussens forgænger så malende udtrykte det på Ekstrabladets forside dagen før valget. Men i modsætning til, hvad Enhedslisten giver udtryk for og i modsætning til, hvad Venstre gav udtryk for i marts sidste år, så har vi, regeringen, faktisk sikret efterlønnen. Vi har sikret den på en måde, så samfundsøkonomien kan honorere forventningerne og nedslidte lønmodtageres behov. Det er, når alt kommer til alt, regeringens og regeringschefens opgave.

Jeg er til enhver tid parat til at diskutere de ting, vi kan se i bakspejlet, herunder hvem der sagde hvad og hvornår om efterløn, eller om et hvilket som helst andet tema.

Men jeg vil også til enhver tid stå ved, at opgaven med at sikre Danmarks fremtid og vores velfærdssamfund, det er en opgave, som ikke løses ved alene at se i bakspejlet. Den løses ved at se fremad, ved at styre uden om de forhindringer, der ligger foran os.

Og det drejede finanslovaftalen for 1999 sig i virkeligheden også om. Det er en fornuftig aftale. Det er en ansvarlig aftale. Den er en logisk konsekvens af kommuneaftalen og pinsepakken. Jeg synes derfor ikke det tjener noget som helst formål, at gå ind i den form for personlig demagogi og de personangreb, som jeg hører forskellige bidrage til.

* * *

Regeringen har med efterlønsindgrebet gjort det, vi har fundet rigtigst. Vi har sikret efterlønnen, og vi har ikke mindst sikret, at skatteyderne også i det næste århundrede har råd til at betale den, og at velfærdssamfundet får bedre muligheder i fremtiden ved, at folk, der kan, bliver lidt længere på arbejdsmarkedet.

De programmer, regeringspartierne hver især gik til valg på, er efterfølgende arbejdet sammen til et regeringsgrundlag. Sådan har regeringen arbejdet siden den kom til i 1993. I lighed med det forrige regeringsgrundlag er regeringen i gang med at opfylde de mål, som er beskrevet i vores regeringsgrundlag - 'Godt på vej'.

Mange af målene er faktisk allerede indfriet her mindre end et år efter valget. Vi er nået meget langt. Men to afgørende spørgsmål bestemmer selvsagt tempoet for, hvor hurtigt regeringen kan nå sine mål.

Det ene er det parlamentariske. Det er kendt for enhver, at vi som bekendt ikke selv råder over 90 mandater. Som enhver anden mindretalsregering skal der søges et flertal fra gang til gang blandt de partier, vi har i Folketinget. Arbejdsvilkårene i Folketinget er nu engang, som vælgerne har besluttet det. Sådan er det.

Det andet, der afgør gennemførelsen af regeringsgrundlaget, er økonomien. Det at have orden i økonomien er ikke et mål i sig selv. Det er et middel. Hvorfor taler regeringen og jeg ofte om økonomien? Ja, det gør vi jo ikke, fordi det skal være selve vores eksistens. Det gør vi, fordi vi udmærket godt ved, hvem der bliver ramt hårdest, hvis økonomien ikke er i orden. Det er de svageste; det er de bageste; det er dem, som kom sidst i arbejde, som igen ryger først ud. Og så får de mange hundredtusinde almindelige lønmodtagere det at mærke kort tid efter.

Derfor sagde vi fra starten i 1993: Aldrig mere en økonomisk udvikling under socialdemokratisk-radikal ledelse, som bringer samfundet til afgrundens rand. Aldrig mere en økonomisk udvikling under vores ledelse, som risikerer, at samfundet igen tvinges ud i en kartoffelkur, hvor alting sættes i stå.

Det er klart, der er blevet givet, og der er blevet taget undervejs. Sådan er det nu engang. Det er der heller ikke nyt i. Men gennem 6 år har vi lagt afgørende vægt på at styrke beskæftigelsen og bekæmpe arbejdsløsheden. Og igen: Når vi kæmper så hårdt for, at arbejdsløsheden fortsat skal ned, og når vi kæmper så hårdt for at få skabt job og beskæftigelse i Danmark, så er det ikke for økonomiens skyld, men så er det for menneskers skyld. Så er det, fordi beskæftigelse og job er bedst for selvværd og for velfærd.

* * *

Og faktisk er den helt grundlæggende målsætning gået over al forventning. Siden vi begyndte i 1993, er det gået stærkere, end vi selv havde forudset, end vi selv havde turdet håbe, end vi selv havde bygget op som grundlag for vore beslutninger. Vi har i dag en lavere arbejdsløshed, end vi har haft i 20 år. Arbejdsløsheden - også for de unge - er den laveste siden 1979. Ungdomsledigheden er reduceret fra godt 60.000 til knap 20.000. Langtidsledigheden ligeså.

Alt det kom ikke af sig selv. Alt det kom, fordi vi ville, fordi vi kunne forhandle. Alt det kom, fordi vi gennemførte arbejdsmarkedsreform I og II, en skattereform, en uddannelsesindsats og en ansvarlig økonomisk politik.

* * *

Vi har fra starten sagt: Pengene skal være der, før vi kan bruge dem. Vi har fra starten sagt, at vi vil bruge pengene til at nedsætte gælden og højne kvaliteten i vort samfund.

Siden vi begyndte, er mange, mange resultater nået. Flere børn kan passes i dag, end de kunne før. 140.000 børnepasningstilbud er realiseret. Fripladsgrænser er blevet forhøjet for at tage hensyn til de laveste indkomster. Sygehusene har fået tilført flere ressourcer. Det ved enhver. Uddannelsesindsatsen er blevet forstærket. Vi har sikret en lidt bedre ældreomsorg, som i øvrigt er bedre end det rygte, vi sommetider hører. Jeg har hæftet mig meget ved, at Kommunernes Landsforening netop har offentliggjort en analyse, som viser, at det nu ikke - pænt sagt - er blevet så forfærdeligt ringere i forhold til årene før. På en række felter er det faktisk lykkedes at realisere nogle små fremskridt. På andre har der været enkelte kommuner, som har gennemført nogle indskrænkninger.

Børnefamiliernes vilkår, hjemmehjælpen, ældreomsorgen, sygehusene og folkeskolen er jo områder, hvor alle partier ønsker forbedringer. Kunsten består i at langtidsforsikre de forbedringer, vi kan nå på de forskellige områder. Det er vores fælles ansvar. Ikke alene et ansvar, vi har her i Tinget, men et ansvar, vi skal dele med kommunerne; et ansvar vi skal dele med hver eneste institution i Danmark, med arbejdsmarkedets parter og med hver enkelt af os. Så langt, så godt.

* * *

Der er stadig meget at gøre, men det er et bedre Danmark nu, end det var for 6 år siden. Regeringen nægter at sætte de resultater over styr, som er blevet skabt, ved at lade sig trække ind i en overbudspolitik, som Danmark ikke har brug for. Regeringen siger i stedet: Nu gælder det: Næste store træk. Det forudsætter, at vi kan styre velfærdssamfundet sikkert uden om de forhindringer og farer, der lurer i horisonten.

Når den økonomiske fremgang i landene i Europa bliver lavere, når der er krise i Asien og i Latinamerika, så må vi selvfølgelig tage hensyn hertil. Det må en ansvarlig regering gøre, og det er præcis det, vi tager højde for. Når der er for megen fart på i dansk økonomi, når stigningen i det private og det offentlige forbrug er for høj, så må vi selvfølgelig tage højde herfor. Det er det, en ansvarlig regering gør. Det har vi altid gjort. Det vil vi altid gøre. Forudsætningen for, vi kan nå alt det, vi gerne vil, er jo, at samfundsøkonomien kan holdes på sporet. Det har været vores ledetråd indtil nu. Det er det fortsat.

I 1998 indgik vi en aftale om Pinsepakken til venstre side i salen. Så gennemførte vi kommuneaftalerne. Så gennemførte vi en finanslov med partierne på midten og til højre i salen. Partierne til højre i salen synes ikke om Pinsepakken - den var de jo heller ikke med i - og partierne til venstre i salen synes ikke om finanslovsaftalen - den var de jo heller ikke med i. Regeringen har ført den samme konsekvente politik hele vejen igennem, også i 1998: At sikre velfærdssamfundet; at sikre at det er de bredeste skuldre, der bærer mest; at sikre den solidariske velfærd; det er fundamentet for vores politik.

Finanslovsaftalen for 1999 er en klar fortsættelse af den solidariske politik, vi har ført. Vi har fået forbedret erhvervsskolernes forhold. Vi har fået gennemført en arbejdsmarkedsreform, som ikke er et teknisk ønske i sig selv, men er bestemt af vores overordnede mål om at få mennesker i arbejde hurtigere end før: For deres egen skyld og for samfundets fremtids skyld.

Vi har taget højde for fremtiden, når det gælder boligstøtten. For hvis vi ikke tog højde for ændringer i boligstøtten, så ville en lang, lang række pensionister kommer i vanskeligheder i løbet af 5 eller 10 år. Vi har gjort det på en solidarisk måde ved at tage hensyn til, at fremtidens pensionister for nogens vedkommende har lidt bedre formueforhold end tidligere.

Vi har gennemført ændringer i medicintilskuddene, men vi har fastholdt, at det skal være solidarisk, menneskeligt og ordentligt. Det har vi gjort ved at lade være med at give så mange tilskud til medicinen direkte som før, men at give det til menneskers forbrug. Jo større medicinforbrug man har, jo større tilskud fra samfundet. Ændringer der er gennemført solidarisk og ordentligt. Ændringer der tager hensyn til det enkelte menneske.

Og vi har gennemført ændringer i efterlønnen, men igen også her på en solidarisk og ordentlig måde. Hvis man har meget ved siden af, og vi nu engang skal have økonomi og menneskers velfærd til at hænge sammen, så får man lidt mindre 'oveni' fra samfundets side.

* * *

Jeg fornemmer, at den største kritik af regeringen i dag i virkeligheden er, at regeringen nægter at bruge de samme penge to gange.

Sådan opfatter jeg det. Politik er at ville, politik er ikke at se passivt på. Et samfund er ikke en damper på automatpilot. Et samfund skal ledes af en regering, der påtager sig et ansvar sammen med et flertal af partier, og som tør.

Vi sætter os klare mål. Mål som vi vil nå. Vi løber ikke fra noget. Det gør en ansvarlig regering ikke. Det gør vi heller ikke. Vi kan nå de mål, vi har sat, hvis vi styrer samfundsudviklingen på en ansvarlig måde, hvis vi fastholder den gode beskæftigelsesfremgang, hvis vi fastholder vores ansvar for, at der er balance i økonomien, så kan vi nå varige forbedringer på alle de områder, vi gerne vil: Sygehusene, ældreforhold, hjemmehjælpere, skoler, børnenes forhold osv.

Men vi nægter at bidrage til en overbudspolitik, der kan lune lidt til at begynde med, men hurtigt bliver meget, meget kold, måske især for de svageste grupper i vores land. Hvis vi derimod ansvarligt tager højde for de forandringer, der kommer til os udefra og indefra, så kan vi trygt lede samfundet videre frem til gavn for de fleste.

* * *

Jeg har læst i avisen, at der er flere forslag til vedtagelser her i dag. Jeg synes ikke dem, jeg har hørt om, signalerer andet end overbudspolitik, som der ikke er økonomisk dækning for. Den økonomiske fremgang skal bruges til at forbedre tilværelsen for de svageste i vores land ikke til at dele ud med rund hånd til de mest velstillede.

Regeringen lægger afgørende vægt på en fortsat sund økonomisk udvikling. Vi ved jo, at når det går galt i økonomien, så rammes de svageste.

Vi vedstår os, at ansvarlige reformer ikke betyder, at alle hver gang får mere i lommerne. Vi har alle et fælles ansvar for netop den linje. Det, der er foreslået, synes jeg ikke hænger sammen.

Den bro ville falde ned, hvis nogen forsøgte at gå på den. Pengene skal være der, før vi kan bruge dem. Befolkningen kan derimod trygt regne med, at regeringen fortsat vil vide at gennemføre målrettede serviceforbedringer i det tempo, der kan skaffes finansiering herfor og i den virkelighed, som vi lægger vægt på at arbejde i.

Luftkasteller er dyre at vedligeholde.

Min opfordring til Folketinget her i dag skal derfor lyde: Læg drillerierne på hylden. Drop kampagnen. Træk i arbejdstøjet - som regeringen i øvrigt har været det siden 1993. Så vil vi til gengæld meget gerne række hånden frem til samarbejde, som vi altid har gjort det.

Men det skal være holdbart. Det skal være ansvarligt, og det skal være til gavn for danskerne og for det ærede Tings almindelige omdømme.