Svar på SF og EL’s forespørgsel F 32 om børnefamiliernes vilkår, den 6. februar 1998

'Hvad kan regeringen på baggrund af statsministerens nytårstale om børnefamiliernes vilkår oplyse om regeringens planer om forbedring af børnefamiliernes arbejdsmæssige, tidsmæsige og sociale forhold'

Det talte ord gælder.

Indledning

I Danmark arbejdes der som ingensinde før. Det er kun i ganske få lande, at mænd og kvinder er så aktive på arbejdsmarkedet som i Danmark. Og faktisk har de danske kvinder den højeste beskæftigelsesgrad i EU. Årsagen til, at det danske samfund kan stille så mange velfærdsydelser til rådighed, er ganske enkelt, at den danske befolkning arbejder, som den gør. Og omvendt: Ingen høj beskæftigelse på dansk manèr uden et velfungerende samfund.

Da regeringen trådte til for fem år siden, var en af de vigtigste opgaver at få bugt med arbejdsløsheden, at få genskabt optimismen og fremgangen i økonomien og at få sat de nødvendige moderniseringer af den offentlige sektor i gang.

Det er vi faktisk kommet rigtigt godt i gang med. Nu er det tid til at tage fat på det næste store skridt i velfærdssamfundets udvikling.

Et af regeringens højeste ønsker er, at familiernes trivsel opprioriteres. Det er meget godt, at vi er blandt de mest arbejdende folk i verden. Men vi skal også sikre balancen. Forældrene skal have mulighed for både at være gode forældre og have et godt arbejdsliv.

Børn har behov for tid med deres forældre, og familierne har behov for tid med hinanden. Det kræver bevidste valg og prioriteringer af os alle.

Nu skal vi igangsætte et fælles projekt.

Jeg har i min nytårstale ønsket at sætte børnefamiliernes trivsel højt på dagsordenen. Jeg har taget dette initiativ, fordi vi har brug for en ny social kontrakt. En social kontrakt mellem følgende 5 grupper: de to parter på arbejdsmarkedet, virksomhederne, kommunerne, vi politikere her i Folketinget, og ikke mindst forældrene.

Hvad kan vi gøre for at lette hverdagen for de hundredetusinder af familier, der ofte oplever, at det svært at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, og hvor tid er en konstant mangelvare?

Opgaven består selvsagt ikke i at rulle udviklingen 30 år tilbage, eller at kvinderne trækker sig ud af arbejdsmarkedet igen. Det, der er behov for, er derimod at skabe et arbejdsmarked og en offentlig service, der i højere grad indretter sig på de behov, som familierne har. Men også at skabe en holdningsændring, således at de muligheder, vi har for at indrette os mere fleksibelt, kan blive udnyttet i praksis. I dag halter vi bagefter.

Lidt retorisk kan man selvfølgelig spørge, hvorfor er det, vi går så meget op i denne familie? Er familiebegrebet ikke i en vis forstand overhalet af en udvikling, hvor vi alle i stigende grad lever hver vores tilværelse?

Svaret er heldigvis nej. Familiebegrebet er nok blevet mere rummeligt med årene. Familien har ændret sig. Der er flere enlige forsørgere, men antallet af skilsmisser er stagnerende. Familien er stadigvæk den dominerende samlivsform i Danmark. Cirka 2/3 af alle børn lever hele deres barndom og ungdom med begge forældre. Så familien består.

Og den tryghed, som en almindelig dansk velfungerende familie kan give sit barn, er fortsat dette barns bedste start på tilværelsen. Derfor er det så vigtigt, at vi giver familien nogle ordentlige betingelser.

Regeringen har de sidste fem år skabt gode rammer for børnefamilierne

Jeg vil især pege på 3 områder:

For det første: Bedre børnepasnings- og barselsorlov

Med arbejdsmarkedsreformen i 1994 blev børnepasningsorloven forbedret markant. Ca. 200.000 forældre har siden 1. januar 1994 én eller flere gange haft glæde af ordningen.

Den maksimale orlovsperiode blev forlænget, så der nu er mulighed for orlov i op til 1 år. Kravet om genbesættelse blev fjernet.

Genbesættelseskravet var unødigt bureaukratisk. Kravet gjorde det tilfældigt, hvilke familier, der kunne få gavn af ordningen.

Det var ikke rimeligt.

Målgruppen for børnepasningsorlov blev udvidet. Retten omfatter nu alle med ret til dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Kommunerne fik mulighed for at yde tilskud som supplement til orlovsydelse, hvis det passede ind i kommunens prioriteringer.

I år udvides barselsorloven med 2 uger, som er forbeholdt faderen.

Rækken af forbedringer på orlovsområdet fra 1994 er lang. Det har mange siden nydt godt af.

Den børnepasningsorlov, vi i sin tid indførte som en forsøgsordning, er kort sagt kommet for at blive. Ordningen blev gjort permanent i forbindelse med aftalen om finansloven for 1995.

For det andet: Bedre pasningsmuligheder

En af de første ting, jeg som statsminister gik ud og talte varmt for, var pasningsgaranti. Det er jeg blevet skoset meget for siden hen.

Jeg har ikke fortrudt et sekund. For det må blive en naturting i alle kommuner.

Jeg mente - og mener stadig - at spørgsmålet om, hvordan familielivet kan hænge sammen, når forældrene begynder at arbejde igen, er et af de største usikkerhedsmomenter nutidens forældre står overfor.

Selvom der ikke er pasningsgaranti alle steder, har regeringen siden 1993 sammen med kommunerne skabt ekstra 120.000 pasningstilbud.

Blandt andet i kraft af regeringens aftaler med kommunerne er børnepasning det serviceområde, der er vokset mest igennem 1990’erne.

Der er blevet bygget nye vuggestuer, børnehaver, fritidshjem osv.

Der er stadig ventelister, men det skal ses i lyset af,

• at efterspørgslen efter dagtilbud er steget som følge af den øgede beskæftigelse, og at flere dermed har fået et pasningsbehov,
• at sort dagpleje er erstattet af et almindeligt dagtilbud,
• og endelig, at fødselstallet er øget mere, end nogen kunne forudse.

Dækningsgraden er steget. Ca. 3⁄4 af de 0-9 årige har nu et pasningstilbud mod to tredjedele i 1993.

Det er ikke så ringe endda.

Og kommunerne har i lyset af det udækkede behov fortsat udbygningen højt på dagsordenen også i 1998. Og jeg er overbevist om og forventer, at de sidste kommuner også snart kommer med.

Men det handler ikke kun om antal pladser. Det handler også om at udvikle kvalitet og fleksibilitet, bl.a. med hensyn til åbningstider.

For det tredje: Det offentlige er gået foran

Gennem overenskomsterne er det offentlige gået foran med bedre rammer for børnefamiliernes arbejdsliv.

På det offentlige arbejdsmarked er man langt fremme med at indgå rammeaftaler, som skal lette mulighederne for distancearbejde. Det kan fornuftigt udformet være et redskab til at øge fleksibiliteten i arbejdstilrettelæggelsen. Til at skabe bedre mulighed for sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv.

Bestræbelserne på at begrænse overarbejde og omsætte det til afspadsering skal også ses i denne sammenhæng.

Den enkelte medarbejder har fået bedre muligheder for at variere sin arbejdstid. Over ugen og over året.

På mange områder er der allerede mulighed for at arbejde hjemme i forbindelse med barns sygdom mv.

På barnets første sygedag er der hel eller delvis frihed med løn til pasning.

Samtidig er der mulighed for deltid på stort set alle statslige områder.

Staten giver fuld løn under barsel. Orloven kan begyndes 6 uger før forventet fødsel, hvor den overenskomstmæssige ret er 4 uger.

Statsansatte har fået ret til i alt 10 omsorgsdage pr. barn. Omsorgsdagene kan anvendes fleksibelt. I tilknytning til barselsorloven, før forventet fødsel eller efter de 24 ugers barsel. De kan også anvendes uden tilknytning til barselsorloven enten som enkelte dage eller timer.

Det private arbejdsmarked halter generelt bagefter, men der er også på det private arbejdsmarked på enkelte områder sket forbedringer for børnefamilierne.

Regeringen håber, at denne udvikling vil fortsætte, og at børnefamiliernes vilkår vil stå højt på dagsordenen - også for arbejdsmarkedets parter - i de kommende år.

Hvad er der nu behov for?

Vi er allerede kommet langt. Men vi skal videre. Alle har vi et bidrag at yde.

1. Arbejdsgivere og lønmodtagere må i overenskomster og aftaler og gennem konkret handling i virksomhederne give langt bedre og fleksible muligheder for, at forældre både kan have et produktivt arbejdsliv og et familieliv med tid til nærvær.

2. De kommuner, der halter bagefter, må gøre en ekstra indsats for at sikre nok børnepasningstilbud af en god kvalitet. De sigtelinier, som Regeringen, Danmarks lærerforening og kommunernes landsforening sammen har udstukket for folkeskolen, må følges op. Så vi alle steder får en skole, hvor børnene både trives og lærer noget. Og der må gøres mere for gode fritidstilbud, så børn og unge har noget fornuftigt at tage sig til. Så de ikke henvises til gadehjørnerne.

3. Regering og Folketing må under respekt for de samfundsøkonomiske muligheder indrette love og regler, så de understøtter bestræbelserne for et fleksibelt og familievenligt arbejdsmarked og en god service i kommunerne.

Selv om det er valgår, håber jeg alle partier vil afstå fra urealistiske overbudsforslag, men gå realistisk og fordomsfrit ind i debatten om, hvad vi konkret kan gøre både på kort og længere sigt.

4. Forældrene - både mødre og fædre - må være deres ansvar bevidst. Der må vælges fra - og vælges til. I valget mellem ting og tid, tror jeg også det giver bedre livskvalitet at prioritere til fordel for børnenes behov.

* * *

Børnepasningsorloven er blevet populær. Så populær, at vi har været nødt til at justere den undervejs.

Dens succes skyldes ikke, at det er en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning, men først og fremmest, at den opleves som et stort skridt i udviklingen af et mere familievenligt velfærdssamfund.

Der er kritik af, at ydelsen er for lav. Hvis statskassen var ubegrænset ville vi da også gerne, at den kunne være endnu bedre. Men når man ser på den samlede kompensation fra orlovsydelsen, sparede pasningsudgifter og i nogle kommuner et supplerende tilskud, er ordningen faktisk ganske god.

I de statslige overenskomster er der allerede puljer til supplement op til fuld løn under uddannelsesorlov. Sådanne puljer burde efterhånden kunne udbredes til hele arbejdsmarkedet - og også omfatte børnepasningsorlov.

Et kritikpunkt mod børnepasningsorloven er også, at den ikke er fleksibel nok, fordi man mindst skal holde 3 måneder i træk. Regeringen vil gerne drøfte mulighederne for en større fleksibilitet, f.eks. gennem mulighed for kortere perioder end i dag.

Det vil vi drøfte med partierne og med arbejdsmarkedets parter, efter afslutningen af de igangværende overenskomstforhandlinger. For det er vigtigt, at ordningerne ses i sammenhæng med de forskellige vilkår og forhold på det samlede arbejdsmarked.

Udfordringen er at finde den rette balance mellem flere modsatrettede hensyn: Ønsket om mere tid, hensynet til begge forældre, men også til de samfundsøkonomiske muligheder.

Overenskomsterne

Gennem overenskomster påvirker arbejdsmarkedet børnefamiliernes arbejdsvilkår og hverdag.

Og parterne spiller en vigtig rolle i formuleringen og påvirkningen af de familiepolitiske holdninger, der hersker på arbejdsmarkedet.

Regeringen vil ikke blande sig i de overenskomstforhandlinger, som nu er i gang. For cirka 1/5 del af arbejdsmarkedet. Eller stille nogen i udsigt at vi indirekte vil gøre det, når forhandlingerne er afsluttede. Men det er da helt klart, at jo mere overenskomstforhandlingerne nu og i de næste år kan bidrage til at skabe bedre sammenhæng mellem familie og arbejdsliv desto bedre. Her vil jeg igen minde om en række af de ting, der er gennemført på det offentlige arbejdsmarked: Familievenlige arbejdstidsbestemmelser, bedre barselsbestemmelser, omsorgsdage osv.

Men som sagt. Det er forhandlingsstof.

Men: Vi må fastholde helheden og dermed også påpege, hvor afgørende det er, at der aftales bedre rammer for familiernes hverdag på arbejdsmarkedet.

Indsatsen på arbejdspladsen

Hvordan indretter vi os, så børneforældre både kan fungere på arbejdsmarkedet og være gode forældre?

Det handler i høj grad om holdninger og prioriteringer på arbejdsmarkedet, blandt virksomheder, kollegaer og hos familierne selv.

Dette gælder ikke mindst lokalt på den enkelte arbejdsplads. Regeringen finder, at det især er her, der nu er behov for målrettet handling!

Helt generelt vil jeg gerne slå følgende fast: Overenskomster og paragraffer er vigtige. Ingen tvivl om det. Men skal erklæringerne omsættes til daglig praksis, er forudsætningen, at holdningerne følger med. Organisationerne på arbejdsmarkedet bærer et ansvar for, at det sker.

Mange virksomheder er allerede kommet et langt stykke af vejen med hensyn til udvikling af familievenlige arbejdspladser, og andre følger trop.

Der er ikke nogen færdig opskrift på, hvilke initiativer der skal tages for at gøre en arbejdsplads familievenlig, men mulighederne er mange og må afpasses efter de lokale behov.

Blandt mulige elementer, der kunne indgå i familiepolitik på den enkelte virksomhed, kan nævnes

• Indførelse af flekstid, så mødetid og arbejdstidsophør bedre kan tilpasses børnefamiliens hverdag
• Flydende arbejdstid med mulighed for, at arbejde kan placeres efter behov
• Opsparing af overarbejde eller lån af tid, som kan bruges, når familien har særlige behov
• Deltidsarbejde permanent eller i perioder
• Omsorgsdage til brug for fx sygdom, lægebesøg og særlige begivenheder i familien
• Tilrettelæggelse af arbejdstid og ferie, der tager hensyn til familiens behov.

Alt sammen eksempler på, hvordan man lokalt på den enkelte arbejdsplads kan formulere en konkret familievenlig politik inden for de eksisterende rammer og aftaler.

Det er vigtigt, at man på virksomhederne nu i fællesskab får formuleret en egentlig familiepolitik, som tager udgangspunkt i de særlige forhold, der gælder i den pågældende virksomhed.

Det burde være en selvfølge i 1998, at forældre til mindre børn har sikkerhed for som det mindste - at kunne holde en væsentlig del af deres ferie sammen med børnene i skolernes sommerferie. Desværre forholder det sig ikke altid sådan.

Mange steder praktiserer man stadig, at de, der har været længst ansat, vælger ferie først. Det burde være børnefamilierne, der fik lov at vælge først.

Regeringen vil tage initiativ til at få belyst dette problem, så vi kan få klarhed over dets omfang. Så må vi finde ud af, om det kan løses aftalemæssigt, eller det evt. skal indgå i arbejdet i det igangværende ferielovsudvalg.

Det burde være en naturlig ting, at samarbejdsudvalgene i alle virksomheder formulerer og aftaler den enkelte virksomheds familiepolitik. Det er også værd at overveje, om de systematiske arbejdspladsvurderinger, der nu indføres for arbejdsmiljøet, også burde omfatte børnefamiliernes vilkår.

Børnefamiliernes vilkår på arbejdspladsen bør på dagsordenen og til debat i alle virksomheder. Jeg tror, at det i sig selv vil flytte holdninger og få flere til at indse, at konkurrencedygtighed og familievenligt arbejdsforhold ikke behøver at være modsætninger.

Familierne selv og deres prioritering

Lad mig slutte med familierne selv og deres egen prioritering.

Det offentlige kan og skal ikke påtage sig forældrenes ansvar. Lovgivning, overenskomster, virksomhedsaftaler skal lægge nogle gode, fornuftige rammer og udstikke retning. Forældrene skal så vælge og prioritere. Også selv om det måske koster lidt på husholdningsbudgettet.

Forældre har pligter. Det er børnene, som har rettigheder.

Børn er det bedste, vi har. Og en velfungerende familie, hvor der er tid og nærvær, er de bedste opvækstvilkår, vi kan give dem.

* * *

Efter debatten i dag, vil regeringen forsætte sit arbejde for børnefamilierne. Jeg ser frem til, at vi allerede ved starten af maj måned i år kan fremlægge det første konkrete oplæg til en flerårig indsats, der både omfatter arbejdsmarkedets parter, de enkelte virksomheder, kommunerne, vort arbejde herinde og - naturligvis familien selv i Danmark.

Alle har vi en opgave - alle har vi et bidrag at yde. Tilsammen bliver de mange bidrag til en bedre ramme for børnefamiliernes trivsel i Danmark.