Tale ved Dansk Industris og COIndustris konference om ''Danmarks fremtidige europapolitiske dagsorden - på vej mod formandskabet 2002''

'Ringen sluttes i København'

Regeringen som det allerførste nu har tilrettelagt en ganske omfattende forberedelsesproces til vores EU-formandskab. Det værste der kunne ske i nuværende fase var, at man sagde: 'Nå ja, det behøver man vel kun et par måneder til'. Men sandheden er, at hvis vi både husker vort formandskab i foråret 1993 og ser på de svenske forberedelser må vi sige, at det er et meget stort arbejde, vi har foran os. Det er et meget ressourcekrævende arbejde. Det er et arbejde, der stiller meget store krav til regeringen - parlamentet - også her i landet.

Sandheden er jo den, at der siden foråret 1993 er sket ganske vigtige ændringer i måden at arbejde på i EU. Må jeg nævne ét eksempel, som jeg tror, at ganske mange ikke skænker en tanke eller undervurderer. Det er Europa-parlamentets stigende rolle.

Jeg tror, at man skal indstille sig på, at stort set samtlige regeringens ministre med enkelte undtagelser vil være travlt beskæftiget med at deltage i dialogen i Europa-parlamentet. Jeg tror endda det kommer til at kræve så meget arbejde, at vi kommer til at tale med Folketinget om, hvorvidt det kan lade sig gøre. At vi ikke skal være to steder på samme tid. Jeg håber, at Folketinget vil have forståelse for det.

Det er jo et formandskab, der starter reelt omkring 1. september og slutter ved årsskiftet. Jeg vil godt i dag allerede lægge op til, at vi planmæssigt når det gælder Folketingets arbejde og når det gælder EU-formandskabet, tænker det igennem, således at vi ikke udsætter os for unødig kritik fra Europa-parlamentet om, at vi ikke er der.

Der er sket – og på en måde med rette – en stærkere bevidstgørelse og selvbevidsthed i Europa-parlamentet. Det betyder, at man forventer at der til de afgørende debatter og også de mindre afgørende, er en minister til stede. Selv det svenske formandskab, som har været nogen af de flittigste til at møde op i Europa-parlamentet, har mødt en forventning om, at det at være til stede på viceminister-niveau eller på ikke-valgt niveau ikke længere er tilstrækkeligt. Så vi skal se i øjnene, at vi skal være der. Vi skal se i øjnene, at vi skal planlægge – hvad der også er helt nødvendigt.

Jeg har derfor aftalt med udenrigsministeren, at alle regeringens ministre nu er gået i gang med – hver i deres departement – at forberede meget nøje, hvad de skal levere til formandskabet. Jeg har sagt til dem, at hvis departementschefen siger til dig som minister, at først må vi have pengene. Jeg har så sagt, at det er ikke er forbudt at tænke, før man kan få pengene – måske skal man endda også kvalificere sig til dem. For det er klart, at et formandskab kommer også til at koste ressourcer og penge. Men, vi skal starte med at se på, hvad er det for opgaver vi skal løse. Hvad er det for administrative og politiske opgaver hver enkelt minister skal tage på sig? Hvordan skal opgaverne tilrettelægges, og hvordan skal vi inddrage industrien, fagbevægelsen, interesseorganisationerne og alle parter i vores samfund?

Jeg tror også, at formandskabet kan blive en ny basis for en revitalisering af vores europadebat. Jeg kan se på vores erfaringer i Sverige at meget tyder på, at der er en vis sammenhæng imellem det at have et formandskab og have en vis stigende bevidsthed om, at selv et mindre land kan gøre sin indflydelse gældende, hvis man gør det godt. Jeg ser derfor formandskabet i flere forskellige dimensioner. Dels at Danmark skal vise, at vi kan det dér. Dels at folk skal kunne se, at Danmark kan gøre en forskel, og dels at vi politisk skal sætte os nogle mærkesager. Vi skal selvfølgelig også være bevidste om, at når vi har et formandskab, er vi det europæiske samarbejdes tjenere. Man forventer ikke, at et formandskab sætter egne interesser øverst. Jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal være kritisk indstillet over for, at et land varetager sine interesser, men min pointe er, at vi som formandskabsland også naturligvis skal tænke på helheden.

Vi skal gøre samarbejdet synligt. Vi skal bidrage til at afmytologisere samarbejdet, og vi skal bidrage til at nuancere samarbejdet. Vi har måske også en chance for at vise befolkningen i Danmark, hvor mange tråde – hvor mange direkte og indirekte påvirkninger, der i virkeligheden er imellem Danmark og det omkringliggende europæiske samfund. Eksempler på eksempler kan komme op. Og hvem ved? Selv om danskerne af og til siger nej, når de kunne sige ja og siger ja, når de kan sige nej! Jeg tror, at mange danskere til folkeafstemningen den 28. september i virkeligheden sagde, som hovedsignal til os: 'Det er lige tidligt nok'. Jeg må da også bekende ved mig selv i dag, at det var en meget svær øvelse. Jeg kan huske det endnu: At stå der og sige, at euroen er stærk – den er bomstærk. Og ti sekunder efter på tv-skærmen står, at euroens kurs i forhold til dollar’en er faldet. Det var ikke nogen nem pædagogisk opgave. Jeg kan sådan set godt forstå, at danskerne sagde: 'Den går ikke. Skal vi ikke lige vente og se…'

Alle der kender mig ved, at det ikke var manglen på personlig, politisk og fysisk indsats. Mange af jer her har jo tilsvarende arbejdet hårdt på sagen. Det er ikke det, jeg taler om. Jeg taler om, hvor vigtigt det er, at vi genfinder en dialog mellem dem, der sagde ja og dem der sagde nej.

Det er utroligt vigtigt og jeg tror, at vi har gode muligheder for at gøre det hvis vi tilrettelægger vort formandskab klogt.

Jeg vil også gerne komplimentere Dansk Industri og COIndustri for dette arrangement og for jeres vedholdenhed i debatten. Jeg glæder mig over den undersøgelse, som I i dag også offentliggør. Det er glædeligt at få bekræftet, at danskerne den 28. september ganske vist stemte nej ved et flertal. Men danskerne vendte ikke ryggen til Europa. Danskerne ønsker ikke et isoleret Danmark. Danskerne ønsker at se et land og en regering og et Folketing, der er aktive i det europæiske samarbejde.

Lad mig tage bolden op på debat-temaet i dag og tale om tre store udfordringer, som jeg tror, at vi kan bidrage et lille stykke med.

For det første at videreføre arbejdet for at fundere og sikre freden og stabiliteten i Europa. For det andet at gribe globaliseringens muligheder, og for det tredje at sikre og udbygge den folkelige forankring, som det europæiske samarbejde nødvendigvis må bygge på.

Først freden, stabiliteten og sikkerheden i Europa. Der er én stor overskrift for det danske formandskab, som er vigtigere end de andre: Det er EU's udvidelse mod Øst. Jeg føler en særlig forpligtelse dertil, fordi det jo var i det danske formandskab – foråret 1993 – at de såkaldte Københavner-kriterier blev defineret for EU's udvidelse. Vores vision, i den danske regering, er at vi under det danske formandskabs andet halvår 2002 kan slutte cirklen. Kan færdiggøre de afgørende forhandlinger hos et stort antal – forhåbentlig de fleste og forhåbentlig alle, men lad os nu være realistiske at sige – hos et stort antal ansøgerlande. Således at vi kan operere med en historisk cirkel der finder sin slutning i København. Fra København til København. En næsten 10-årig periode, der vil være et afgørende gennembrud for den fred, der skal følge efter – og følger efter – den kolde krig og Berlinmurens fald.

Vi har set de nye nationer blive født. Vi har set de nye demokratier vokse frem. Vi ser den økonomiske og sociale udvikling bane sig vej, men vi ser også meget betydelige menneskelige og personlige omkostninger følge i kølvandet. Vi ser skuffede forventninger hos brede befolkningslag i de nye demokratier. Hvorfor går det ikke stærkere med min realløn, indkomst og beskæftigelse? Hvorfor kommer der ikke flere arbejdspladser hurtigere? Hele processen fra det gamle topstyrede kommunistiske diktatur og til den frie markedsøkonomi kombineret med demokrati og en gryende velfærdsstats-tænkning tager jo tid.

Vi har en dyb pligt til at hjælpe til, at den skuffelse, der er der, ikke slår over i en negativ holdning til Europa. Det tror jeg heller ikke, at den behøver at gøre, hvis vi er vedholdende.

Jeg mener, at vi har en flerdimensionel opgave at løfte. For det første skal vi gøre det fuldstændig klart med os selv – også i forhold til den danske befolkning – at EU's udvidelse er en win-win situation. Selv set med små danske sko er det en fordel at gå kraftigt ind for EU's udvidelse. For Dansk Industri, for danske arbejdspladser, for dansk eksport, for dansk velfærd er det absolut en vindersituation. Så er det altid lidt lettere at være særdeles idealistiske. Jeg mener, at så kan vi med endnu større stemmekraft gå ind for EU's udvidelse -også i det praktiske arbejde. Sørge for at vores bilaterale bistand teknisk, politisk og økonomisk er på toppen i forhold til de tre baltiske lande, i forhold til de andre ansøgerlande. Sørge for at EU's budgetter rummer de fornødne ressourcer, der er afsat dertil og sørge for, at videreføre vores bestandige arbejde for fornyelsen af landbrugspolitikken i EU og skaber rum til at støtte udvidelsen og ansøgerlandene yderligere.

Jeg ser en direkte sammenhænge mellem EU's fremtidige landbrugspolitik på den ene side og udvidelsesprocessen på den anden. Både når det gælder fødevareprisernes fremtid. Når det gælder konkurrencen på de globale markeder, men også når det gælder mulighederne for, at EU's budget kan løfte støtteopgaverne så kraftigt som overhovedet muligt i forhold til ansøgerlandene.

Det er klart, at de nye ansøgerlande vil være dem, der skal løfte den største del af tilpasningsopgaverne. Vi stiller meget store krav til dem. De ved det, og vi ved, og de gør, hvad de kan for at leve op til dem. Jeg glæder mig over at se hvor mange gange pessimisterne er blevet skuffet i deres forudsigelser om, hvor lang tid det ville tage for ansøgerlandene at nå til de kriterier og de krav, vi stiller til dem.

Tag Estland, Letland, Litauen eller Polen: For blot 5-6 år siden var de fleste veluddannede og kloge økonomer af den opfattelse, at det polske samfund i mange år ville være et landsbrugsøkonomisk samfund. I dag må vi jo sige, at alle er dybt imponerede af den polske økonomiske udvikling. De tre baltiske landes med. Det synes jeg er en kraftig understregning af, at når vi slipper demokrati og økonomi løs, og når vi udvikler et tæt samarbejde mellem den Europæiske Union og ansøgerlandene, så ser vi resultater. Estland og Slovenien er jo på højde med hinanden nu og er jo de to samfund, som målt i forhold til Københavner-kriterierne, målt i forhold til de økonomiske muligheder, målt i forhold til tilpasningen er nået allerlængst.

Jeg er derfor af den opfattelse, at den første udvidelsesrunde kan finde sted ret kort tid efter det danske formandskabs udløb. Jeg mener også, vi har nogle enkelte ting fra tidligere udvidelser, vi kan lære af. Hvis vi tager Spanien, Portugal og Grækenland, så husker mange af jer måske, at man der ganske vist havde forskellige overgangsperioder, men man havde for nogle af landenes vedkommende også fælles tiltrædelsesperioder og fælles tiltrædelsestidspunkter. Man kan derfor udmærket forestille sig, at den nye gruppe af lande, som vil være den første gruppe der vil blive medlemmer af EU, kan have forskelligheder i deres overgangsperioder med tiltrædelse på samme tidspunkt og deltagelse på samme tidspunkt.

Jeg anser det for helt afgørende, at så stor en gruppe af lande kommer med i første runde. Det vil være den danske regerings klare politiske linie at de tre baltiske lande kommer med i første runde sammen med så mange som muligt – Polen inklusive. Jeg tror, at der er gode muligheder derfor. Jeg tror, at EU kan løfte opgaven. Vi har gjort os klar med Nice-traktaten. Man kan mene meget om Nice-traktatens udformning, men man kan ikke tage fra den, at den har etableret baggrunden for, at EU's udvidelse nu kan blive en realitet. Det gælder stemmereglerne. Det gælder institutionernes tilpasning – det er lagt til rette.

Det danske formandskab og Kommissionen har et årelangt godt kendskab til hinanden. Jeg føler, at den kommissær – Verheugen – som har hovedansvaret for forhandlingerne allerede nu har dokumenteret sin faglige ekspertise, sit politiske engagement og sin stærke ambition i EU's udvidelse. Vores gode samarbejde med Kommissionen fra regeringens side lover godt for at vi kan komme igennem med gode resultater i den danske topmøde-runde.

Stockholm den 22. – 23. marts 2001 vil være den første mellemstation på den vej. Jeg havde møde med min kollega, statsminister Göran Persson forleden. Det svenske formandskab bekræfter os i, at tempoet holdes i ansøgerlandene, at vi i Stockholm får lejlighed til lige at gøre en kort status. Vi får ikke en ny rapport fra Kommissionen, men vi har en ny rapport, der dokumenterer, at den ambition, jeg her har skitseret, den vil holde.

Vi får også en anden dimension i Stockholm. Vi får besøg af Ruslands nye præsident Putin og får der mulighed for at lægge en ekstra dimension til EU's udvidelse. Vi må ikke glemme, at udvidelsen også skal og bør trække et større samarbejde og et friere samarbejde med Rusland og Ukraine . To meget store samfund, som sikkerhedspolitisk, økonomisk, handelsmæssigt og fredspolitisk er af fuldstændig afgørende interesse for os. Også her vil den danske regering sammen med kollegerne i Europa være frontløbere, når det gælder fornyelse, åbning af markederne, udbygning af samarbejdet med bl.a. Rusland. Til et sådant samarbejde hører naturligvis også at vi taler rent ud af posen om hinandens udenrigspolitik. Både når det gælder det kritiske i forhold til Tjetjenien, og når det gælder det økonomiske og det beskæftigelsesmæssige i forhold til vores samfunds udvikling.

Den anden store udfordring, som det danske EU-formandskab står over for, er globaliseringen. En kompleks proces. Jeg vil advare mod - at vi forfalder til - på samme måde som jeg vil gøre det i forhold til udvidelsen - at det enten er noget man går ind for, eller noget man er imod. Når det gælder globaliseringen, kan man i hvert fald fastslå én ting og det er, at uanset om man går ind for globalisering eller er imod den – så er den der. Man kan faktisk ikke rulle gardinerne ned for den, den er der. I alt eller det meste af det, vi foretager os er globaliseringens effekter synlige. Derfor må vi forholde os til den.

Globaliseringen påvirker vores samfund og befolkninger på mange måder. På den ene side er globaliseringen drevet frem af en ny IT-teknologi og en ny videnøkonomi, som vi aldrig før har kendt. På den anden side karakteriseres globaliseringen også ved en række gamle, kendte fænomener; turisme, handel med lande. Intensiteten er øget, og ny teknologi har forstærket effekterne.

Globaliseringen er båret frem af en markant udvikling der gør, at vi i dag kan tale om en ny global markedsplads. Globaliseringen er også en konsekvens af politiske beslutninger om åbninger af markeder, udveksling på internettet. Beslutninger som er truffet, fordi vi ikke var i tvivl om, at den fri udveksling af varer og markeder er et afgørende velfærdsbidrag – også til et samfund som det danske.

På det mere abstrakte plan giver globaliseringen nye muligheder, som hvis vi forstår at udnytte dem, kan være til stor gavn for det danske samfund. Udveksling af viden, udveksling af kultur, udveksling af kunst er afgørende for vores egen selvbevidsthed og for vores egen dynamik.

Men der er også problemer.

Lad mig prøve at liste dem op. Det er for det første de hårde problemer, som bliver meget mere synlige nu, end de var før – og meget mere omfangsrige: Menneskehandel, sorte penge, der skal vaske hvide, handel med narkotika og kriminalitet. Alle disse fænomener – nogen af dem har været hos os på godt og ondt i en længere årrække andre er blevet tydeligere og mere omfangsrige – alle disse fænomener er også elementer i kølvandet af den ny globalisering, som stiller stigende krav til os som et europæisk og internationalt effektivt samarbejde. Vi har taget stærkt fat på det i Europa. Vi har fulgt stærkt op på det i Østersøsamarbejdet, og det skal fortsat følges effektivt op.

Der er ingen tvivl om, at den fri udveksling af varer, tjenester og kapital er afgørende for vores økonomiske væksts betingelser, men der er heller ingen tvivl om, at andre risici melder sig. Den teknologiske udvikling globalt set gør også, at kontrasterne i vores samfund kan blive større, hvis vi ikke tager direkte fat på det. Opdelingen i vores samfund mellem dem, der har, og dem der ikke har adgang til den ny vidensøkonomi, er noget, vi bør undgå. Det kræver en offensiv formuleret politik – både i Danmark og på europæisk plan, og det er noget vi er overordentlig aktive inden for. Det tror jeg, de tilstedeværende er bekendt med.

En anden side af sagen er miljøsiden. Der er ingen tvivl om, at hvis vi ikke her leverer et nationalt og europæisk svar, så vil konkurrence på dårligt miljø eller uregulerede forhold betyde, at vores egne miljøambitioner ikke kan realiseres. Også konkurrence på laveste beskatning kan udhule vores indtægtskilder til det moderne velfærdssamfund på en uheldig og uacceptabel måde. Så der er meget, der skal igangsættes som følge af globaliseringen, hvis vi skal nyde godt af dens frugter og sørge for, at de negative virkninger holdes nede og væk.

Jeg ønsker naturligvis, at vi får fuldt udbytte gennem velfærdsgevinsterne af globaliseringen, men jeg siger også, at der er brug for mere politik i forhold til markedskræfternes uregulerede adfærd over kloden.

Markedskræfterne kan skabe økonomisk vækst, men økonomisk vækst er ikke nok. Vi ønsker, at det skal gå videre. Vi ønsker mere politik i Europa og på globalt plan, så mennesker kan få det fulde udbytte.

Jeg vil også gerne afrunde den side af sagen med at pege på et nyt fænomen, som jeg tror vi får brug for at analysere og forholde os tydeligere og tydeligere til. Det er den digitale økonomi, som man kunne kalde videnøkonomien.

Jeg tror, at vi kommer til at leve med, at udsvingene i vores ny økonomi kommer til at forekomme hyppigere og mere omfattende, end vi har været vant til tidligere. 0-1-økonomien, kunne man kalde det. Vi ved, at i den amerikanske økonomi udgør den ny IT-baserede industri op til 15-20 % - lidt afhængigt af hvordan man måle den – af det samlede amerikanske vækstbidrag. Og jeg synes, at vi har set tegn på, at diskussionen om pludselige sving i USA's økonomi også nu afspejles ikke alene på de finansielle markeder men også i vækstprocenterne i amerikansk økonomi. Man kan vælge at forholde sig til det som et rent kortsigtet konjunkturfænomen. Jeg tror det er klogt ikke at nøjes med det, men også at forholde sig til det som et nyt strukturelt fænomen.

Danmark og Sverige er jo nogle af de mest udviklede IT-nationer i verden. Vi regner med, at vi i Danmark vil se, at anvendelsen af IT og de IT-baserede erhverv vil bidrage med en større andel af væksten, end det vi ser i USA i dag. Og om få år vil vi være på omdrejningshøjde med Sverige, hvor op imod en trediedel – siger svenskerne selv – af deres samlede økonomiske vækst kan relateres til den ny videnøkonomi. Det er klart, at det er en udvikling, der vil blive forstærket i de kommende år: Derfor tror jeg også, at vi skal vænne os til at tænke strategisk på, hvordan vi vil forholde os til svingninger, der vil komme hyppigere og måske også med kortere varsel, end vi var vant til det tidligere.

Det kræver vedholdenhed i den økonomiske politik i hvert af vore lande. Det kræver et sejt træk. En afvisning af kortsigtede fristelser til at fravige den økonomisk-politiske linie i Danmark, ligesom det gør i resten af Europa.

Et andet aspekt, som hører med i globaliseringsarbejdet er den internationale handel. Det er vigtigt at Danmark og Europa stiller sig i spidsen for den næste WTO-runde. Det er vigtigt, at ordningen bliver velforberedt. Det er vigtigt at den i modsætning til Seattle bygger på en ny gensidig, respektfyldt dialog mellem den tredje verden, Europa og USA. Det er vigtigt at Europa ikke alene beskæftiger sig med WTO som en udvidelse af frihandelen, men også lægger nye dimensioner til handelen. Det er vigtigt, at det er en bred dagsorden. At vi ikke alene taler om liberalisering af verdenshandelen, men at vi også knytter ønsker om varetagelsen af arbejdstagerrettigheder, retten til at organisere sig til disse drøftelser.At vi tilsvarende flytter ønsker om miljøstandarder til disse drøftelser, at vi tilsvarende knytter ønsker om beskyttelse af børn og anden form af tendens til misbrug af mennesker til vores drøftelser.

Og apropos et andet stort felt, miljøområdet, som kommer til at præge det danske formandskab. Under det danske EU-formandskab afholdes formentlig en stor FN-miljøkonference – et stort topmøde – i anledning af 10-året for Rio-topmødet for miljø og udvikling. Miljøtopmødet finder sted i Sydafrika, men det vil være det danske formandskab, der skal løfte opgaven i forhold til den 3. verden og vores afrikanske værter. En kæmpe opgave som jeg føler, vi er rustet til både gennem de danske erfaringer, og det danske engagement, vi har.

Dette EU-formandskab får altså en meget stærk miljømæssig dimension.

En anden stærk dimension er ASEM 4, som også kommer til ligge i det danske formandskab. Det er jo samarbejde mellem den Europæiske Union og de syd-østasiatiske lande inkl. Kina og Japan. Det sidste topmøde fandt sted – som mange vil kunne erindre det – i Seoul i Sydkorea. Tingene er nu lagt til rette sådan, at forventningerne til en strammere dagsorden, en mere forpligtende dagsorden på ASEM 4 i København, er meget store.

Mange af mine kolleger i Europa – jeg ved også at vi på embedsmandsplan er i gang med at tilrettelægge arbejdet – har store forventninger til det topmøde. Det vil finde sted i september måned 2002 her i Danmark –i København. Det er et utroligt vigtigt topmøde. Det vil være et topmøde, der både skal forholde sig til de negative sider af globaliseringen, som jeg var inde på. Et topmøde, der vil få stor betydning også i forhold til WTO. Et topmøde, der vil få stor betydning i forhold til miljøproblemerne. Derfor håber jeg, at I vil tage vel imod. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at kreere den rigtige og effektfulde ramme.

Så er der det indre marked, som selvfølgelig er den egentlige europæiske dimension i diskussionen om globaliseringen på økonomi og på handel. Vi bliver aldrig færdige med det indre marked.

Det indre marked er en fortløbende proces, som Dansk Industri og CO-Industri korrekt beskriver det. Jeg mener, at vi også her skal investere ganske megen kraft i det, fordi der også kommer nye dimensioner til det indre marked. Handel via Internet for at nævne et eksempel. Vi må sikre, at virksomhederne ikke støder på unfair konkurrence, når de skal sælge deres varer. På det indre marked må vi derfor have fælles forpligtende EU-regler – f.eks. om forbrugerbeskyttelse for handel på Internet. Vi ser nye omgåelsesmuligheder, som vi hverken kan eller skal acceptere. F.eks. tendensen til unfair konkurrence på beskatning, som jeg nævnte før – på arbejdsmiljø og miljø. Jeg tror, at vi skal videreføre arbejdet med at få etableret mindstekrav på en række beskatningsområder. Ikke mindst på selskabsbeskatningsområdet, tror jeg, vi har et vigtigt tema at tage op. Der skal i hvert fald ikke mangle dansk indsats på dette felt.

På arbejdsmiljø- og miljøområdet skal vi hele tiden – gennem vores praktiske fremlæggelse af forslag - illustrerer også for den danske befolkning at det er i jeres interesse, at der skabes fælles minimumsregler. Ikke for at harmonisere niveauet men for at sikre beskyttelse mod dumping.

Så er der andre områder, hvor vi ikke har behov for forpligtende fælles EU-regler. Det er områder, som Lissabon-topmødet udpegede som nye, vigtige ekstra dimensioner til EU-arbejdet. Jeg tror, det er meget vigtigt at gøre sig klart at det der sker i Europa lige nu er noget, der i virkeligheden passer godt til dansk mentalitet. I Europa skal vi ikke alene tale om økonomisk politik, om markedskræfter. Det er klart, at den økonomiske udvikling er en meget vigtig grundstamme. Men vi skal også tænke i at få en arbejdsmarkeds- og social dimension ind som en balance i forhold til økonomien alene. Det er præcis det, vi i virkeligheden har taget på os under Lissabon-topmødet i marts sidste år, hvor stats- og regeringscheferne besluttede, som et nyt strategisk mål for de næste 10 år at sige. Jeg citerer: 'At blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden. En økonomi der skal skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre jobs og større social samhørighed.' Og lidt længere ned i samme tekst bruger man udtrykket 'velfærdsstaten' som fundamentet for den nye europæiske dimension.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi er frontløbere her. Jeg vil gerne sige, at jeg anser det som en hovedopgave også til topmødet i Stockholm at bidrage offensivt og aktivt til denne linie. Det er også vigtigt at få sagt til den danske befolkning, at det er en særlig type nyt samarbejde, den nye dimension, der nu bliver lagt til. Den såkaldte åbne koordinationsmetode, den såkaldte best practice metode, som altså ikke handler om at harmonisere, men handler om at sætte sig fælles mål. hvor det så er op til det enkelte land – via egne metoder og værktøjer – at nå det fælles mål. For det første, at vi i løbet af en årrække når en erhvervsfrekvens, beskæftigelsesgrad for kvinder så tæt på mændene som overhovedet muligt. For os er det en naturlig målsætning og en realitet. Men for mange andre europæiske samfund er det en meget stor målsætning at realisere. For det andet at gå effektivt op imod effektivt social udstødelse i vores samfund. Det er ikke noget EU skal diktere, men noget vi allesammen kan definere som fælles mål. Når vi har defineret dem som fælles mål, så får vi alle gavn af det efterhånden, som vi bevæger os derhen.

For det tredje har man i Stockholm som opspil, også til det danske formandsskab, peget på to ekstra dimensioner i videreførelsen af Lissabon-processen. Den ene er uddannelse. Man kan sige, at hvorfor skal EU nu blande sig i det? Det skal EU i og for sig heller ikke, men omvendt må man jo sige, at lige så naturligt det er for den danske regering, for det danske Folketing, for os alle sammen, at vi er fuldstændig klar over, hvor afgørende uddannelsen er som fundament for den økonomiske vækst, da kan jeg love jer, at lige så sikkert er det, at vi vil blive ramt hvis de andre lande i Europa ikke også definerer en avanceret uddannelsesindsats som en dynamisk del af deres økonomiske vækst. Man kan sige, at vores interesse også er, at de andre samfund sætter uddannelse og dermed konkurrencekraft øverst på dagsordenen.

Et andet hovedelement vi kommer til at diskutere i Stockholm og videre frem, også under det danske formandskab, bliver pensionsspørgsmålet og demografispørgsmålet. Man kunne sige, hvorfor i alverden det?! Jo, for hvis de andre lande ikke, på linie med os, tager fat om de problemer, så får de økonomiske tilbageslag, og så bliver vi ramt.

Lad mig illustrere det: Den diskussion vi har i det danske, politiske liv lige nu om den fremtidige udvikling af, at vi bliver flere ældre i vores samfund og at vi bliver færre på arbejdsmarkedet. Den diskussion har man i hvert eneste EU-land. Det er utroligt vigtigt, at hvert land også udvikler svar derpå. Svarene er forskellige. Vi er i en særlig situation sammen med Sverige, Norge og Finland, fordi vi har så høj en erhvervsfrekvens for mænd og kvinder og derfor må finde svarene på en lidt anden måde – en endnu mere krævende måde. I de centrale sydeuropæiske samfund kan man finde svarene ved en højere beskæftigelsesgrad, som I alle er klar over. Men sagen skal løses, og den skal løses i hvert enkelt samfund. Et fælles mål og nationale værktøjer.

Så er der andre elementer af det frie, økonomiske samarbejde, som også har at gøre med både den nationale strategi og EU-strategien. Lad mig igen nævne IT-økonomien og lad mig nævne, hvor vigtigt det er, at det frie telemarked i Europa bliver en realitet. Her er Danmark med blandt de lande, som aktivt arbejder på at få færdiggjort de direktiver, der forudsætter liberaliseringen af telereguleringen i EU. Jeg tror, at det er i vores interesse, og jeg tror, at det er en meget dynamisk del af vores IT-strategi.

Forbrugerbeskyttelse, bioteknologi, beskæftigelse. Listen er lang på de områder, hvor vi har en række fælles interesser.

Lad mig runde af med mit tredje felt: At sikre – så godt vi nu kan – et stærkere samvirke mellem almindelige mennesker i deres dagligdag og i EU. Efter Nice vil det, vi foretager os, være fuldstændig afgørende for denne stærkere folkelige forandring.

Vi skal prøve at se, om vi kan nå frem til en ny grundtraktat i EU. Jeg er tilhænger af, at vi får en enklere traktat. Men jeg kan også godt love og forsikre, at det er lettere sagt end gjort. Det ved mange af de tilstedeværende, der har arbejdet med EU igennem årene, og det ved ikke mindst jeg selv. Jeg mener, at målet er værd at gå efter. Jeg håber, en grundtraktat kan blive en del af svaret på at bygge bro i den danske befolkning op i Europa for den sags skyld.

Med en grundtraktat mener jeg en enklere traktat. Og med en grundtraktat mener jeg også en traktat, der på en måde trækker stregen tydeligere, som Max Bæhring var inde på. Jeg vil til gengæld også advare mod, at vi uden videre kaster os ombord i det såkaldte kompetencekatalog.

Det er jo en sag som især den tyske regering har arbejdet med siden 1992. Jeg kan på den ene side godt forstå attraktionen i et kompetencekatalog, hvor man meget nøje har beskrevet ud med det ene og ind med det andet. Jeg må sige: Pas nu på! Der kan komme opgaver, som vi ikke forudser i dag, og som vi vil bebrejde os selv, vi ikke kan løfte, fordi vi tegnede et meget præcis katalog om, hvad skal de, og hvad skal de ikke.

Omvendt tror jeg, at det er helt nødvendigt at vi får trukket en streg, der er klarere i forhold til befolkningen. Kyndige EU-folk her i salen vil sige, at vi allerede har en streg – og det er sådan set også rigtig nok. Problemet er, at den ikke er tydelig nok. Problemet er, at der i store dele af den danske befolkning er en bekymring men det er der også i andre dele af befolkningerne i Europa, kan jeg forsikre jer for. Der er en bekymring for: Hvad med min identitet, hvad med mit land, hvad med min nation: Derfor tror jeg, at det er et arbejde, vi skal investere utrolig megen tankekraft i. Nærhedsprincippet vil være en af metoderne, men andre streger og metoder skal bestemt overvejes grundigt. Jeg er tilhænger af stregen, og at den bliver tydeligere. Jeg tror, at det vil gavne den folkelige tryghed ved det europæiske samarbejde. Jeg siger bare samtidig, at vi skal gøre det klogt, og vi skal gøre det med historisk rækkevidde, så kan vi også finde løsningen.

Chartret for grundlæggende rettigheder skal vi også have gjort klart, hvordan det skal placeres i forhold til den nye traktat. Jeg finder, at det charter er så løfterigt og har så mange positive elementer i sig, at det for os vil være naturligt at arbejde for, hvordan chartrets kan indhold blive placeret i den europæiske nye traktat.

Som man kan høre, tror jeg, nøglerne til at genfinde en bred folkelig forståelse for det europæiske samarbejde ligger i gennemsigtighed, klarhed, forenkling. Det ligger også i en europæisk vision om et bredt, fredeligt forankret Europa fra Atlanterhavet til Uralbjergene. Det ligger i en afmytologisering om, hvad EU er og hvad EU ikke er. Og det ligger i en tydeliggørelse af, hvor meget og hvor stor betydning EU har for Danmark og Danmarks fremtid.

Kan vi gøre det, så har vi gjort det, vi skulle gøre: At bidrage til et fredeligt, et visionært, europæisk udviklingsperspektiv for den danske befolkning, for den danske regering, selvom det måske er det mindst vigtige af det hele – men for det danske samfund som helhed.

Det vil være ambitionen! Tre vigtige topmøder: Et miljø-topmøde, et topmøde med ASEM-landene, et topmøde i december som skal samle op på den samlede udvidelse. Kan vi præstere det, så kan vi også vise, at vi kan i Europa. Det vil skabe respekt om os. Lad os forene vore kræfter om at nå de resultater.

Tak for ordet.