Tale ved grundlovsfesten i Viborg Domkirke fredag den 17. september 1999

Ansvaret for hinanden og fællesskabet

Jeg vil gerne sige tak til biskoppen og til amtsborgmesteren for invitationen til at tale her i dag i Viborg Domkirke. Det er en stor glæde for mig at komme og tale i den danske folkekirke - i folkets kirke.

I år er det jo 150-året for vores Grundlov. En Grundlov, som har givet danskerne rettigheder og muligheder, man stadig ikke har alle steder i verden. En Grundlov, som har sikret os mod overgreb, som stadig desværre er dagligdag visse andre steder i verden.

Jeg tror, at den danske Grundlov har været med til at sikre, at Danmark ikke blev splittet, ikke blev revet fra hinanden, som det desværre er sket mange andre steder i Europa gennem historien. Vi satte os ned og talte tingene igennem. De gennemførte blodige revolutioner mange andre steder.

Grundloven handler ikke kun om institutioner. Grundloven er udtryk for et menneskesyn. Et menneskesyn, der tager udgangspunkt i, at alle mennesker er født lige. At vores værdi alene beror på, at vi er mennesker. Derpå - ikke på mere og ikke på mindre. Vi har alle vores forskellige roller at indtage i samfundet. Vi har alle vores opgaver, vi skal løfte i vores samfund. Men som mennesker er vi født lige.

I dag – 150 år efter vedtagelsen af Grundloven - finder vi danske det helt naturligt at have sådan et menneskesyn. Men det var jo først med Grundloven, at synspunktet gradvist fik lov at slå igennem i det danske samfundsliv. Med den ramme for vores demokratiske liv, for vore politiske liv, der blev skabt med Grundloven, blev deltagelse af alle i vores samfund efterhånden en meget afgørende del af det danske demokrati.

* * *

Med 1849-grundloven blev det tidligere enevælde afløst af et konstitutionelt monarki. Kongen måtte dele sin magt med folket. En del af folket. Med 1849-grundloven fik mange ret til at stille op til Rigsdagen og til at stemme. Men det var langt fra alle, der fik ret. Kvinder fik eksempelvis ikke denne ret, og de fattige fik den heller ikke. Det kom heldigvis senere.

Det må vi holde fast i, det med menneskeværdet, det med de lige muligheder. Det er ikke kun en formel ret. Det er fremfor alt en reel ret til at deltage i vores demokrati. Og det er en ret uden undtagelser.

Jeg vil gerne understrege her, næsten 85 år efter at kvinderne ved grundlovsændringen i 1915 fik ret til at deltage i samfundslivet på lige fod med mændene: Vi kan ikke, og vi vil ikke acceptere indgreb i kvindernes ret til selvbestemmelse. Det gælder på alle områder, og det gælder uden undtagelse. Også selv om det måtte blive begrundet i hensynet til andre kulturer. Derfor må vi f.eks. også sige nej til tvangsægteskaber, uanset den kulturelle eller religiøse baggrund.

Med Grundloven fik vi religionsfrihed og udviklingen i Danmark siden 1849 er gået i retning af større tolerance over for andre kulturer. Det er godt, men misforstået tolerance og politisk korrekthed må ikke føre til en knægtelse af visse universelle frihedsrettigheder eller menneskerettigheder. Til disse universelle grundlæggende rettigheder hører også: Retten til selv at vælge sin livsledsager, selv at bestemme, hvem man vil dele livet med. Det tager vi som noget selvindlysende i vores land, men vi ved jo også godt, at det fx ikke er indlysende for alle 2. generations indvandrerkvinder, hvis forældre ikke har samme baggrund som vi.

* * *

Det hænger for mig også sammen med den omsorg, vi genfinder i Grundloven, som vi holder os til her i folkekirken, som i virkeligheden også er et fundamentalt værdigrundlag for det danske velfærdssamfund.

Omsorgen for de svage i samfundet var efter 1849 ikke længere alene et spørgsmål om kongens omsorg for sine undersåtter. Omsorg er fundamentalt i vores næstekærlighed, i folkekirken og en fundamental del af vores kristendom. Men omsorg er også et spørgsmål om vores omsorg for hinanden - gennem den demokratiske politiske beslutningsproces. For mig er det et spørgsmål om solidaritet, et spørgsmål om samhørighed og et spørgsmål om fællesskab.

En af Grundlovens fædre, D. G. Monrad, skrev ved Grundlovens vedtagelse, at 'formen er givet, livet må udvikle sig i formen efterhånden.' Og livet har udviklet sig i formen, men udviklingen er ikke kommet af sig selv. Kun via deltagelse, den politiske deltagelse, skabes der liv, politisk liv og forandring.

Det danske velfærdssamfund kom ikke af sig selv. Det kom fordi vi ville det. Det kom gennem hårdt arbejde, og det kom gennem sammenhold og fællesskab. I mange andre lande er velfærd og tryghed slet ikke kommet endnu. Tryghed og omsorg for hinanden er noget meget grundlæggende. Det er i vidt omfang lykkedes at skabe social tryghed i vores land. Det er nu en afgørende kerne i vores velfærdssamfund.

Fordi du har tabt en gang, er du ikke fortabt. Det er du slet ikke i folkekirken, og det er du heller ikke i det danske velfærdssamfund.

* * *

Der er to grundlæggende hensyn, som afspejles i Grundloven. To grundlæggende hensyn. Med Grundloven fik individet en beskyttelse mod overgreb fra staten. Men samtidig blev staten pålagt at beskytte individet. Det er noget meget centralt og karakteristisk for det danske samfund.

For mig må trygheden også række ud over os selv - og hen til hinanden. Ansvarsfølelse og fællesskabsfølelse giver den samhørighed, der er fuldstændig afgørende for velfærdssamfundet Danmarks fremtid. Det er også afgørende for, at vi i fremtiden kan forblive som et samlet folk, stærke og solidariske.

Og oprigtigt talt: Selv om vi har fået flere penge, så er det jo ikke sådan, at ansvaret og fællesskabsfølelsen automatisk er fulgt med. Flere penge, ja, men mindre ensomhed, det kan vi vist ikke svare ja til.

Grundloven er ikke en garanti mod ulighed, men Grundloven giver mulighed for at skabe lige muligheder i Danmark. Grundloven sikrer ikke den danske folkekirkes indre levende liv, men den giver en ramme herfor. Grundloven er ikke en garanti for et levende demokrati, men den giver en ramme for et demokratisk liv, som må udfolde sig.

Grundloven fratager os ikke ansvaret, den giver os det. Og det er det ansvar, vi alle sammen har. Ikke kun staten, ikke kun de andre. Det er også arbejdsgiverne. Det er også lønmodtagerne. Det er også den enkelte arbejdsplads. Det er også den enkelte familie.

Der er et lille citat, som jeg tror, mange kan erindre: 'Kan vi ikke gøre det lidt bedre ?'

Hvem er vi egentlig? Det er fundamentalt at huske, at det er os alle sammen. Det er kernen. Vi’et skal genfindes: På arbejdspladserne må vi tage ansvaret for hinanden alvorligt. Det gælder, hvis en kollega får alkoholproblemer eller problemer i forbindelse med en skilsmisse. Det gælder ved sygdom. Der må være nogen, der ringer og siger: 'Hvordan har du det? Vi har brug for dig.' I familierne må man også tage mere vare på hinanden. Medmenneskelig omsorg og kærlighed kan ikke erstattes af offentlig omsorg, men er et fundament for offentlig omsorg.

Børnene - vi skal give os tid til børnene. Men så må vi også vælge mellem en ny udestue eller mere tid til børnene. Omsorgen for de udstødte og de fattige, ensomheden - vi kan alle sammen gøre det bedre. Hvis vi vel og mærke - helt konsekvent - omfatter os alle, når vi taler ansvar og ikke bare de andre. Hvis vi sikrer, at ansvaret bygger på klare værdier, så sikrer vi en sammenhængskraft i vores samfund, som også betyder, at dette land, Danmark, kan få en god start i det næste århundrede.

På den måde kan vi også fastholde os selv og hinanden på, at der er sammenhæng mellem rettigheder og pligter, at det er ikke kun pligter og ikke kun rettigheder, men det er begge dele. Det er jo værdigrundlaget gennem mere end 100 år, vi her taler om.

Velfærdssamfundet må ikke udvikle sig til et samfund, hvor man automatisk kan trække velfærden, eller får den tilsendt via posten. En forudsætning for at bevare den sociale tryghed er, at ansvarsfølelsen og fællesskabsfølelsen bevares. Det kan kun sikres ved, at vi beslutter os derfor.

Grundloven giver rammen. Deltagelsen giver ansvaret og følelsen af fællesskab.

* * *

Jeg har talt meget om ansvar og fællesskab her i dag. Det er jeg meget bevidst om. Sidste år havde vi en konflikt på arbejdsmarkedet - og pludselig manglede der gær. Jeg kom til at tænke på dengang kampen om velfærdssamfundet startede. Dengang var de fattigste jo de fleste. Dengang var to tredjedele af samfundet fattige. Dengang handlede samhørighed og solidaritet om at tage fra dem 'oven over' en selv og give til de fattige.

Nu - i vores tid - er situationen en anden! For et år siden manglede der gær. Havde vi båret os klogere ad, havde der såmænd nok været gær til os alle sammen. Siden dengang arbejdet for velfærdssamfundet startede, er vi blevet børn af vores egen succes. I dag er det jo ikke sådan, at to tredjedele er fattige i vores samfund. I dag er det sådan, at de fleste af os har det rimeligt fornuftigt og godt.

Nu handler solidaritet ikke længere om at tage. Nu handler det først og fremmest om at give - som det også gør i folkekirken!

Kan solidaritetens bukser holde i det moderne samfund, hvor Staunings børnebørn for en stor del er flyttet i parcelhus? Mit svar er: Ja!

Det er ikke bare et 'mig-selv-samfund,' vi har nu. Det har vi lige kunnet konstatere. Kosovo viste, at vi kan genfinde fællesskabet. Da danskerne så den gamle kone, med sine sidste kræfter, slæbe sig over bjergryggen, eller den lille datter, som ikke vidste, om hun ville se sin far igen eller sin bror - så fandt vi sammen. Så hjalp vi folkene i den forfærdelig situation i Kosovo. For vi véd jo godt i Danmark, hvad reel nød er og hvornår og hvordan, der skal hjælpes.

Og pludselig opdagede vi igen, hvad det vil sige at hjælpe nogen! Pludselig kunne vi mærke igen, hvad fællesskabsfølelse egentlig er. Spørgsmålet er, om hjælpen til Kosovo i virkeligheden ikke også var en hjælp til os selv. En hjælp til at vi i Danmark kunne genfinde den fællesskabsfølelse. Selv i vores eget lille smørhul er den - fællesskabsfølelsen -afgørende for, at vi kan genfinde den reelle omsorg for hinanden og dermed de reelle grundlæggende værdier, som er fundamentet.

* * *

Vi kan godt klare os selv i Danmark, men vi bør aldrig være os selv nok. Grundloven blev skabt i en tid, hvor Europa spillede en meget stor rolle for Danmarks overlevelse. Det var en overlevelse som nation i et storpolitisk magtspil. Selve begrebet nation var i øvrigt af forholdsvis ny karakter. Danmark blev nationen med Grundloven. Danmark overlevede som nation gennem de stormagtsopgør, der prægede Europa i Grundlovens første 100 år. Vi bør have lært af de år.

Europas lære af de år var, at samarbejde mellem nationerne var en nødvendighed. At det var nødvendigt at etablere et fællesskab, der rakte ud over landets grænser.

Min konklusion i dag er også, at når vi vinker farvel til dette århundrede, vil vi beslutte os for ikke at arbejde mod bedre vidende, men for bedre vidende - og på grundlag af bedre vidende. Læren af de blodige erfaringer fra dette århundrede er, at vi må samarbejde over grænser.

Jeg er meget opmærksom på, at i Viborg Domkirke og i den danske folkekirke, er det svært at tale om penge. Men hvis nu projektet er at sætte mennesker foran pengene, så føler jeg, at det er en anden sag. For mig handler det lige netop om det, uanset det er i Danmark, eller det er i Europa.

Det er os mennesker, der må definere rammerne for pengene og markedsøkonomien og ikke omvendt. Det er det næste store projekt, som vi skal tage stilling til inden så længe. Meget er sket siden 1848. Budskabet om, at kongen, Louis Philippe, var styrtet i Frankrig den 24. februar 1848, var en uge om at nå frem til Danmark fra Paris.

I dag påstår den ungarsk fødte valutaspekulant, George Soros, manden der knækkede Bank of England, at han på 6 timer kan skaffe lige så mange penge til rådighed for sig selv og spekulation, som alle de værdier vi på et år skaber i Danmark.

Derfor er Danmarks deltagelse i det europæiske samarbejde så afgørende for vores tryghed. Inden længe skal vi til folkeafstemning igen. Jeg vil tillade mig i dag at nævne tre grunde til, at det er bedst for Danmark at sige ja til at deltage i det samarbejde, der lyder som penge, euroen, men ikke er det, når det kommer til stykket.

Den første grund er, at det handler om tryghed. En tryghed mod økonomiske overgreb, der kan true vores selvstændighed.

Den anden grund er, at det handler om beskæftigelse og job og fremtid for os alle sammen.

Den tredje grund er, at det handler om at udforme et samarbejde, der bygger på de værdier, vi har kæmpet så hårdt for i 100 år. Det behøver ikke at tage 100 år i Europa. Det handler netop om mennesker foran penge og ikke efter. Og jeg synes, vi skylder os selv at være med til at sætte vores præg. Ikke gå i ét med tapetet med de andre. Og heller ikke fare frem og tro vi kan alting. Men gøre en forskel, bruge vores liv, bruge vores folk, bruge vores nation, sætte præg.

Nu skal vi have en ordentlig samtale mellem folk. En ordentlig demokratisk debat i Danmark om den sag.

Folkeafstemninger er for mig en fundamental del af det danske demokrati. Nogen synes, at det er for komplicerede emner til at stemme om. Jeg mener, at folkeafstemninger er kommet for at blive og en hel fundamental del af vores værdisæt.

Og det er såmænd ikke så svært: Det afgørende er for mig, at dér hvor der kæmpes om fundamentale spørgsmål, der berører vores land og vores folk og det enkelte menneske - dér skal vi også være. Også når det gælder Europa.

* * *

Det er ikke en umulig opgave at gøre vore værdier langtidsholdbare i det næste århundrede. Men det er en opgave, der også hænger sammen med det større fællesskab, jeg netop har omtalt. For dette danske folk er jo ikke en stamme, med sine indadvendte ritualer, lukkethed og afstand fra alt andet.

Vores danskhed handler jo også om tolerance. Hvis vi tager København/Bonn-erklæringen mellem den store tyske nabo og Danmark, står der jo egentlig direkte oversat, at du skal behandle dine egne mindretal, som du egentlig selv foretrækker at blive behandlet. Det synes jeg er et fantastisk vigtigt budskab også at holde fast i i dag.

Du skal behandle dine mindretal, som du selv ønsker at blive behandlet.

Vi er et dygtigt dansk folk. Vi er nået langt. Vi deltager i et mellemfolkeligt samarbejde. Grundloven er vores basis. Den er 150 år. Men man kan fortsat være sikker på, at den vil være en livskraftig ramme om det danske demokrati.

* * *

Som alt levende skal vores Grundlov og vores demokrati naturligvis også plejes og passes. Min konklusion er derfor, at samhørighed, fællesskab og ansvar for hinanden er de bedste midler til at pleje og passe vort demokrati. Selve forestillingen om mit eget værd, min egen betydning og min egen umistelighed - den forestilling er fundamentalt knyttet til forestillingen om andres værd, betydning og umistelighed. Den sammenhæng er nøje knyttet til vores fundament og til vores fremtid. Vi skal værne om alt det, der ikke kan måles i penge. Derpå beror det alt sammen. Vores danske fællesskab.

Tillykke med 150-året for Grundloven.

Tak.